A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Øn m. 2, En som "øner", Halvfjante osv. Nfj.

Øn n. 1) fortumlet Snak, Vrøvl. Nfj. 2) sandseløs sløvt omvankende Person; Vrøvler osv. Hard. ISogn. Se øna.

øna v. (er, te), 1) stirre længe sandseløst, fortumlet, vildt eller ubeslutsomt. Agder, Jæd. Dal. Sogn, Nfj. Nordl. A. "Bjønn´n æ visst i Lei´æ, Kreturi stænd´e o øner uppetti"; SætB. "Koss æ dæ du stænn´e o øne o glaape paa Folk?" Ma. "Statt ikkje so o øne!" Dal. "Han stoo o ønte paa dæ", = gapte; Senja. 2) være længe
ventende og stundende; stunde. VTel. (Vinje), Rbg. (Evje), VAgder, Dal. "Me sat o ønte ette Oondaaln". "Kyyr´æ øne ette Mat". "Hund´n øne o snugga". 3) gaa omkring tumlende og uden Maal; (gaa og) tumle; tildeels = enja. Voss, ISogn, Hard. Nfj. "Han ønte seg burt i Skoogjn". "Däi gikk aa ønte uppe häila Natti"; Sogn. "Han ha ønt seg utyve Bergje". "Kj^øyr´æ gjæng' aa øner; d'æ äit Øn te Bäist"; Hard. 4) føle Svimmelhed; svimle. Østerd. "Øne burt" = daane. 5) snakke fortumlet og tumlende frem med Ordene; tildeels = ørska, tøva. Nfj. (Innvik, Davik, Gloppen), ISogn. "Han kjem´e so ønande mæ dæ". "Vil du øna deg inn pao meg?" tumle (vrøvle) dig ind paa mig med uklart (vringlende) Snak? Lærdal. Hertil: Øn n. Vrøvler; tildeels = (V)rangkjessa. 6) give sig Mine af Virksomhed = laga seg, og dl.; gjøre Narrestreger, gjækkes. VTel. (Mol. Vinje), Rbg. (Sæt. og fl.), Ned. A. "Han stænd´e barre o øner (seg) ti Arbei´i". "Naar ein kjæm´e fraa Graan´æ ti Fura o ska hogge, æ de barre som o stande o øne seg", (som en Leeg). Jf. oona, ønje, enja; Skaanske Diall. öna dvs. icke bli färdig, vara lat.

ønast v. n. (est, test, st), = øna 1). Ma. Nordl. "Staa o ønast paa Folk"; Ma. "Kyyræ ønest". ønnes øntes, Senja. 2) = øna 2). VAgder. 3) v. recip. snakke vrøvlende eller vringlende med hinanden. Nfj. Sogn. "Däi stoo aa øntest"; Sogn. Se A.

Øna f. 1, Sandseløshed; Fortumlethed. Hall. "Han gjekk i Ønun".

Øna f. 2, En som øner; især: Halvtosse. Nfj. (Eid, Breimn, Gloppen).

øndre v., Øndre f. se ondra.

ønen adj. tilbøielig til at "øna"; forvirret, tumlende osv. Hard. osv. A.

Ønestikka f. = ein sum stend' o øner seg, 6); især: en Pusling til at arbeide. Rbg.

ønje, Ønje se enja. – Ønne se Onne.

ønnse se onsa. – ønst se ynst, undare.

Ønrid f. Anfald af Svimmelhed; Besvimelse. Østerd.: Øønrii. – Øple se Eple.

"ør adj. 2) gal". A. Dal. "Dæ øøraste seie dæ sannaste". "3) hidsig osv." A. Dal. "øør paa'. yr, om Ko. Smaal.

Øra f. = Sviva. NGbr. (Lom, Vaagaa).

ørande adv. forstærker = ør-. "ørande tiile" = ørtidlege; Voss, Nhl. Sogn. "ørane liiten"; Dal. Østl. og fl. "auranes smaa", Ndm. (Halse). "irrande" og "urrande", ISogn. "errende", Voss og fl. "aarande(s) faar lite". NGbr. Se disse.

Ør-as n. forvirret Støi; se As. Shl.

Ørbitne se Orbotn. – øre se yrda.

Ørbudla f. tankeløs og forhastet Snakken; Pludren. Sogn. For: (Or)bulla.

øre-, i øreliten, bitte liden; Ma. "Ørekonns liiten" d. s. Ma. (Bjelland, Laudal). Jf. Augnekorn. "Øre Søyn" n. et Gran; Ma. (Finnsland og fl.), se Syn.

"Ørekyta f." A. Oslo, Hedm. og fl. Aurekyyte Østl. (Vinger).

"Øreldre n." A. "Gaa atti Ørældre", gaa i Barndom. Hall. (Gol).

Ørgjønor f. pl. Fjas, Bagateller; Smaahistorier. Se gjøna; (gøynast). Tel. (Kv. Sell. Mo, Sauar). "Desse Epli æ kje anna Ørjønur".

Ørgøyna f. 1) en vringlevorn og tirrende Ordgyder. Tel. (Selljor). 2) Ørgøynur, pl. Smaatrætten; Vringlen. Tel. (Sellj.).

ørgøynast v. recip. (est, dest), smaatrættes = gøynast, se d. Tel. (Sell. Hjartdal): -s. ørjynnas Tel. (Grands.).

ørig adj. se orrig, orr.

Øring m. Yngling mellem 15 og 20 Aar. Østerd. (Tynnset, Oos, L. E., Aamot, Elvrom). "Naar Øringn bare streegle aavr Tjugaara, blir 'n noke te Kar". Jf. G. N. œr(r)i yngre. – Ørkji se Yrke.

ørja v. (ar), tale i Søvne, i Vildelse = øra 3), hyr(g)ja; se d. Nfj. – Ørja f. Vildelse. Nfj. (Stryn, Honndal). "Snakke i Ørjinne". – ørja, ørjaleg, ørjen, Ørjaada, Ørjaadl se yrja hyr(g)ja; Hor(g)jaata. Uklare Ord, alle.

Ørje. "Noke Ørje Tosseskap", noget meget tosset, reent uvittigt = "skrøpelig galt". VAgder (Grindeim, Eikin). Til foreg.?

"Ørkjøna f." A. 2) afsides utilgjængelig uveisom Egn, VIldmark. Hall. (Aal, Hol). "Dæ bar raent burt i Ørkjøna". Ogsaa: forvirret Tale. Hall.

Ørkløkkjing m. = Nyklekking 1) og 2); Grønskolling. Ma. (Holum, Bjelland).

Ørlag m. umaadeligt Spektakel; voldsom Forvirring og Støi. Shl. (Etne, Fitja). "Dæ vart opp i oopna Ørlagje paa dæ Møte".

ørliten adj." A. Dal. øre liiten Ma. uurliiten Ndm.; uureliiten Vesteraalen; aarliiten Gbr.; erliiten se d. Voss og fl.

Ørm se Erm. – Ørmøre se Møre.

ørmegtast v. n. = ørmegta. Hall. Vald.

Ørnedrep (e') n. Dyr dræbt af Ørn. SBerg.

Ørneseta (e') f. "Sidja i Ørnasedaa", sidde længe ubevægelig paa samme Plet. Dal.

ørnøkjeleg adj. = armodsleg. Tel. (Bø). Jf. Nok, nøka.

ørnøyk(j)e og -kjast, Ørnøyk(j)e se ornøykjast.

"ørsk adj. 2) hidsig efter". A. Totn, Oslo, Follo, Odal. "Ørsk ette (paa) Fyll, Mat".

"ørska v. n." A. 2) = dorma. Ndm.

Ørskjemma f. 1) En som ved sin Adfærd vækker Skamfuldhed; skamløs Person. Ma. 2) = Avskjemma. Ma.


"Ørsla". A. Ryf. Ndm. "I Ørslom", Rom.

"Ørsnildra f." A. 2) Navn paa Insekter med lang tynd teen- eller valseformig Krop: a) Libellula, b) et Slags Myg eller Flue med lang Krop og lange Been. Røros. Ogsaa: Snildra.

ørst v. gider. Kun som "ørst ikkje", gider ikke. Hard. (Ullsv. Ulvik). Se Ørsta.

Ørsta f. Tilgreb, Initiativ; = Fremfærd. Hard. (Ulvik, Ullsv. Odda). Se Øresta A. – ørstalaus adj. blottet for "Framferd"; lad. Hard. – Ørt f. se Ertr.

ørt, i Sammenss. af "Ord"; f. Es. skitørt.

ørtidlege adv. yderlig tidligt. Voss: ørtiile.

Ørtor f. pl. Tirren, "Erting". ørteleg adj. tirrende. NVTel.: -ur.

ørtruen adj. lettroende. Dal. (Hæsk.).

ørtrættast v. recip. smaatrættes. ØTel.

ørtullen adj. fortumlet, svimmel. Østerd.

ørvakjen adj. som ikke har sovet den hele Nat igjennem. Shl. (Tysnes, Fitja). ørvakt d. s. Shl. (Tysnes, Stord, Fitja).

?Ørvella f. en Vrøvler. Tel.

ørvill adj. sandseløs; i Vildelse. Tel.

Ørvilla f. Vildelse, Sandseløshed = Ørsla. Hard. (Kvamm, Odda). "Han va radt i Ørvidlo". – ørven se yrven.

Ørvilling m. sandseløs Person. Hard.: dl.

ørvinna adj. n. og adv. haabløst, yderst utilfreds- stillende formedelst lidet Udbytte i Forhold til Vanskelighed. Tel. Sæt. "Ørvinna længii". – ørvinskleg adj. haabløs. Tel. Sæt.; ørvønslig Røldal.

Ørvissa f. Ubetydelighed, Bagatel; Fjas; jf. Uvissa. Sæt.

Ørvit (i') n. Halvfjante, Tosse. Dal. (Eikersund), Jæd. (Haa og fl.).

ørvita (i') adj. halvfjantet, tosset; barnagtigt selvklog. Dal. Jæd.: ørvi(t)da og ørveeda. G. N. örviti afsindig. – Ørvoll se Ervol.

Ørvon f. Mulighed for Udbedring = Aurbot. Shl. Ogsaa: Aurvoon Shl. "Da æ utor Ørvono". "Dar æ inkje Ørvon i da". Jf. Isl. audván Haab om Fordeel. Meddeelt af Vidsteen.

ørvænelege adv. overmaade. Hall. "Ørveenele ille, stoor".

øs adj. 1) som volder stærk Gjæring; om Gjær. VTel. (Moland). – 2) opildnet, stimuleret, af Roos, Smiger og dl. Sdm. (Hjør.), eet med øs A.

"øsa v. (er, te)". A. "øse utu see", berette noget hæseblæsende. NGbr. (Lom).

"Øse n. Flodmunding". A. Innh. 3) Udløb fra Indsø. Østerd. 4) større Vandhvirvel? Innh. (Verdal). "Nee-i Øsi". Meddeelt.

Øskjebøygje n. = Trjosk, se Bøygje. Sæt.

"øsla v. n. (ar), gjækkes osv.; v. a. narre osv." A. Sæt. 2) forlokke, opægge ved Smiger og dl. = øsa; lokke, smigre. Ma. Sæt. Tel.; Hard. Røldal og Jæd.: øtla (og ytla). "Han øsla meg like upp i opne Æuen" = skreppte. Ma. (Bjell.). Øsle fe eit Baan, eit Narr"; Tel. "Øsle ein te gjera noko"; Tel. "Øsle ein ti seg", VTel. Sæt. "Eg hev 'kje øsla ette Booni", lokket Børnene; Tel. (Kvitseid). "Ormn øtla Eva". "Øtla te stela"; Hard. 3) fare med Narrestreger og Barnagtigheder. Tel. "Ho øslar soom eit Baan".

Øsla f. Gjækkeri". A. Ma. (Aaserall). 2) et mandkaad Kvindfolk. Hard. (Ulvik). "G^euta-Øtla".

øsleleg og øslen adj. barnagtig, naragtig. Tel. Sæt.

Øsler f. pl. Lokkemidler, f. Eks. Smaagaver. Tel. og Sæt.: Øsli(r); Ma. (Aaserall): Øsle, og Øslu (af Øsla).

Østfølling se Vest-. – Østvetning se Vest-.

Øsvøde pl. dvs. Avsetor. Jæd. (Time).

Øtarøyra se Aatarøyra. – øtt se aug.

"øva v. a." A. 2) "øva ^eut", narre til at sige noget, lokke ud af En. Ma. (Grindeim og fl.).

"Øva f. lang Tid". A. Senja; Røros: Øve.

Øva f. 2, tirrende Spøg, Drilleri. Sæt.

øva seg se eva seg. – øvast se evast, ivast.

øven adj. drillelysten. Sæt.

Øvløysa se Evløysa.

øvre adv. oventil, oppe i Høiderne. NØsterd. "D'æ gaatt Vær øvre". Ogsaa "øøv´r aa neer", oppe og nede, f. Eks. paa en Ledstolpe. Østerd. Ndm.

øvrefram adv. langsad den øvre Vei, forbi paa den øvre Side )( nedrefram; oppe i "Liden"". Gbr. (Fron, Øyer). Ogsaa: "kjøre øvreframt".

Øvrelepe (e') m. Overlæbe. Ma. (Grind.).

"øvst adj. og adv." A. evst, efst VTel. (Mo, Vinje). G. N. efstr. øpst, Hard.

øy, Diftong, vil udtales som aay i Sæt. Hall. Vald. Voss og fl.; vil blive til ei (ai) hvor yy bliver ii; desuden i INfj. Romsd. (Bolsøy og fl.). Se Y, ei.

"Øy f. Øe". A. Øyn paa m. St. i Agder. Bestemt: Øy´næ, -´na, -´ne osv. ogsaa paa m. St. hvor den ubestemte Form er "Øy" (VTel. Hard. og fl.). "Te Øyar", Genetiv; Shl. 2) Engslett ved Aa. Gul. (Holt.). Øyhøy n. Hø fra saadan Eng.

øy adj. vammel, ufrisk. ØTel. (Tinn, Heiddal, Sauland, Bø). "Fiskj´n æ øy; Kjøte æ øytt". Jf. øgja, og Øy(d)e-. øyen d. s. VAgder, Ned. Rbg. VTel.

øy v. væmmes, se øgja.

"øya v. n. jamre sig". A. Tel. Jf. aua. oya (o') og aaya VAgder, Rog.

Øybu m. Øboer. – Øybubaat m. Ryf.

"øyda v. a. 2) gjøre lens". A. Li. Jæd. "Eg he øytt a(v) meg saa eg bli i Beid sjæl"; Li. "Eg he øytt meg uud"; Jæd. 4) v. n. gaa bort, rømme. Sæt. "Han øyer her alli", han er her bestandig. "Heve däi øytt der uppi?" har de forladt Stedet der oppe?
"Øyde n." A. "Her kaam nokle Fanta her i Øyi", medens her var tomt (audt) for Folk; Sæt. "D'er et Oolveekk saam je har lagt Øye me", det er et Udtryk som jeg har aflagt; Follo, Smaal.

Øyde-arbeid n. meget besværligt, opslidende, Arbeid. Tel. (Selljor; Svein.): Øyearbei. Se Øye.

Øydeaakr m. Brakland, Brak. "Øy(e)aakr".

"Øydegard m. 1)". A. Ma. 2) = Stødl. Rbg. SVTel. Overalt: Øygar.

øydeleg? adj. kjedelig ved sin Ødehed, Livløshed = audsleg. ØTel. (Tinn): øyle.

Øydelukt f. 1) = Øydeluft. Agder, Tel.: Øye-. 2) kvalm Luft i et Rum hvor der er mange Folk. Dal.: Øye-. Dette og flgg. minder ogsaa om øy, øyen adj.

"Øydelus f. 1)". A. Rbg. 2) Bogmid. Hard.

"øyden adj. 3) lens". A. Rog. 4) "D'æ kje øye" = d'æ kje audt, fritt. Rog.

Øyderusle n. værdiløs Kratskov. Li.: tl.

Øydesmak m. kvalm Smag, som af (i) et Kar, der har staaet længe ubrugt. F. Eks. Kjældersmag. Agder, Tel. Dal. Jf. Audesmak. Øyesmok (o') f. d. s. Tel. Rbg.

øydesmaka adj. som har Ø. Li.

øydesleg adj. 1) som seer øde ud. Li. 2) forbunden med Spilde; spildsom, ødsel. VAgder. øyeslig.

Øydestødl m. nedlagt Stødl. Hall.: Øyestøl.

Øydetarmar m. pl. = Spinnetarmar. Tel. (Vinje, Sell.).

Øydfyrda f. og Øydfyrde m. Person fra Øydfjord ("Øydfjo^ur", og "Øyfjo^ur") i Hard. Udtales: Øydfyra, -e. Bruges ogsaa om et skiddenfærdigt Kvindfolk; Hard. (Øydfjord, Ullensv.). Øyd- < Eid-; jf. Øydve, Gaard i Ulvik > Eidvin.

Øydsla f. ødsel Kvinde. Nhl. Shl. og Voss: Øytla; IHard. (Ullensvang): Øysla. – øydslen adj. ødsel. Ma. Sæt.

Øye, bruges, deels foransat, med Genetiv-betoning, deels (sjeldnere) i Sammenss. om det overordentlige, overmaade store. Li. Ma. Rbg. Ned. VTel. "Ein Øye Hause, Vaae, Tjov, Fjams". Synes at skulle høre sammen med øgjen adj. dvs. forfærdelig, overordentlig; men dette udtales paa de fleste af de nævnte Steder "øje(n)" (og øge) saa Øyde tør ialfald have indvirket; saaledes i "Øye-arbei". – øyefatik, -rik, og "øye fatik, rik", overmaade f., r. – Øye-læte n. vederstyggelig Larm. Og: "eit øye Læti". – Øye-huus n. et Djævels Huus, forfærdeligt Huus. – Øye-ty n. meget daarligt Folk (Tøi). – Øye-skarv m. og Øye-skorv (o') f. meget stor Slyngel (Skarv), Kjeltring. – Øye-skaamm f. forfærdelig Skam. Disse Ord bruges maaske mest i VTel. – øyen se øy.

?Øydne n. = Øydegard, Audn. Maaske kun i Stedsnavnet, "Stalhäemsøydne", i Voss. – Øydna, Gaard i Ma. (Grindeim).

Øygard m. Række af Øer, ikke blot Skjær, udenfor Kysten. Berg. Jf. Skjergard, Havgard.

"øygla v." A. Sæt. Øygla f. En som ø. Tel. – øygleleg adj. skottende osv. Sæt. Tel.

"øygna v. øine". A. øngne, Østl. 2) stirre = augna. A. Vald. og fl. øygne burt v. a. bortskaffe eller ødelægge ved ondt el. stirrende Blik. Tel. og fl.

øygnande adj. og adv. som netop saa vidt kan øines = augnande. "øygnande kvass", yderlig hvas. Nhl. Voss, Sogn.

Øygnar m. en Gloer, Stirrer. Vald.

Øygne-Grand bitte lidet. Øngne-Grann Østl. – Øykj og Økj f. se Eikja.

"øykja v." A. Særlig: føie Masker til ved Strikning og Hekling )( fella. NGbr.

Øykjafostr (oo) n. = Øykjefodr. Hard. Se Kufostr.

Øykjaleit f. og -leiting f. = Hesteleit. NGbr. Hard. (Ullv.).

Øykjaskog (oo) m. "Vera pao Ø." = "v. i Hesteleit". Hard.

Øykjaskut (uu) m. Skur for Hest. Ryf.

"øykjast v. n. (est, test, st)". A. Gbr.

Øykjavad n. Vadested for Hest. Hard.

"øykjekjær adj." A. Totn, Hedm. Rom.

Øykjeleitar m. = Hesteleitar. Gbr.

Øykjing f. Befordring med Hest. Sogn.

"Øykt f. 1) Arbeidsstund". A. Uft Røros. Ufteslaatt m. hvad der slaaes (meies) i en Uft (3#-4 Timer). Røros. "2)" A. Økt Vestfold og fl.

"øykta v. n." A. Nordl. oft' holde Hvilestund; Innh. "Han ofta ittj mæ di", han var ikke seen til at faa det udført. 3) "øykte inn aa uut; øykte i Døro", vimse ind og ud; om Børn. Hall. (Gol). – Øykting f. det at øykta.

"øyktarbite m." A. Øytebite Agder; Øktebidde VNed.

Øyktarstad m. Sted i Horisonten hvorover Solen staar ved Midaften. Hard. (Ulls.). "Sol´æ stænd´u i Øyktarsta".

"Øyr f. = Grande". A. Rbg. Tel.

"øyra v. a. 1)". A. Romsd. "2)". A. Voss, Ringerike (Aadal), Ndm. og fl. "Furua æ øyra nee i Myy´ra"; Aadal. "neeøyrd".

øyra v. n. (ar), mylre = aura, urja, yrja; jf. aula, ylja. Ringerike, SVald. SLand.

Øyra f. gruset Stykke Land. Gbr. (Lom).

øyrande adv. mylrende. "Ø. fullt". Sogn.

øyrast v. n. (est, dest), vorde en "Øyr". Sogn.

Øyre m. Grusbanke i Vand eller Mark; Banke af haard Grusjord, "Aur". VTel. ØTel. Rbg. (Gjøvdal, Tovdal, Bygland). "Sandøyre, Leirøyre, Lekøyri, Aatøyri".

"Øyrebein n." A. Øyrnebein Ryf. – Øyrbein-Veer
n. daarligt Fiskeveir. Namd. SHelg. – Øyrbeintak n. et sidste Kraftgreb, som ikke glipper. SHelg. Vel eg. Greb (Tag) mellem Gjællerne og "Øyrebeine" paa Fisk.

Øyreknut og -knute m. Ørebrusk, det ydre Øre. Østl. Je ska gi de(i) ein paa Øreknuutn".

Øyresnipp m. Øreflip. Østl.: Øre-.

Øyrestol m. = Øyreknut. Vald.; Namd. Innh. SHelg.: Øyrstool. – Ø(y)retæv n. = Øyredask. Totn.

Øyring f. Gruusning; som af Vei. Nhl.

øyrnadauv adj. døv. Shl. tildeels: -døv.

Øyrnaduvl n. "Duvl" ved "Notøyra". Sogn.

Øyrnakung m. = Ølkong. Voss. Meddeelt.

Øyrnaskjaa m. Trommehinde. Sogn (Leikang og fl.).

Øyrnaskjegg n. Kindskjæg. Rbg. (Tovdal): Øyrne-.

Øyrnasnepe (e') m. = Øyresnipp. Hard. (Kvamm, Ulls.).

Øyrnasnælda? f. = Øyrestyng, Libellula. Gul. (Holt.): Ørnsnælle. Se Ørsnildra.

Øyrvaag m. (og f.), = Øyresaur. NGbr.

Øysebrann se Eisebrand.

øysemadl, -modl, -modla f. se einsaman.

Øysle m. liden kortskaftet dyb Øse. Hard. (Kvamm, Ulls.). G. N. eysill.

Øystr m. Øsning osv. = Austr. Namd.

Øystre. – austre (öu, æu), Shl. Ma. og fl.; öustaare Ma. (Aaserall, Bjelland).

*******