Indhold jordsulten side 3 det store hus side 8 jeg er lutter øren side 14 lemmingens ønske side 20 GØgens gemmeleg side 26 skakt trolden side 36 den gode fe side 42 jagtmarker side 47 og ungerne I reden side 58 bur side 72 slangens hug side 76



Yüklə 325.61 Kb.
səhifə1/5
tarix18.05.2017
ölçüsü325.61 Kb.
  1   2   3   4   5



CHRISTIAN REGIN TOBIESEN


JORDSULTEN

NOVELLER


APRIL 2002

INDHOLD

JORDSULTEN SIDE 3


DET STORE HUS SIDE 8
JEG ER LUTTER ØREN SIDE 14
LEMMINGENS ØNSKE SIDE 20
GØGENS GEMMELEG SIDE 26
SKAKT TROLDEN SIDE 36
DEN GODE FE SIDE 42
JAGTMARKER SIDE 47
OG UNGERNE I REDEN SIDE 58
BUR SIDE 72
SLANGENS HUG SIDE 76
JORDSULTEN

Sidst på foråret, når de sandede marker op over bakkedraget blev ham for tørre, trak han ned mod åen og de mere fugtige, flade engarealer. En lille svag bølge i de korte spirer af det nys såede korn viste hans spor, en bevægelse der lige kunne skelnes fordi den gik på en anden led end vinden. Bar over mod en lavning med mørkere muld, synes at gå i stå, at gå lidt i søgen, men bar så videre mod det gærde der ledte mod engen og fulgte det.

Det brugte han al sin tid på. Brugte den tålmodigt. Og med hele sin viden om hvad han ville, havde han tid nok.

Kun hans mund, som en lang bred, oval tragt eller hans læber, som en svag ophøjet elipseformet, blød kant, kunne ses som en bevægelse lige lidt over og mange steder hen med jordsmonnet langs gærdet. Som skimmede han så at sige fløden af jordsmonnet nedefra. Kan kun opfattes i græssets og de høje udtørrede gule strås bevægelse fra ro til en uro, en bevægelse der forandrer stråenes retning så de i en kort oplevelse peger både nordud og sideværts mens halvdelen af deres rodnet peger avet om. Stråenes og græssets bevægelse bekymrer ingen fordi han umærkeligt efterlader alt i ro igen.


Og åen, vidste han, havde ikke forandret sig. Den lå hvor den lå. Lejet lå. Sivkanter flytter sig ikke. Det kan de ikke. Alt for stærkt forankrede. En vending kan, en lav skrænt, måske, forandre udseende eller helt flytte sig selv væk. Men åen lå tung og stille flydende. Og alle de mange indhegnede folde til ung kreaturerne langs åløbet var lige så bastante som åløbet selv. Fra de mudrede og sumptrådte åbninger gennem sivene ned til åen og op til højderne op over markerne, kendte han til flere folde end han havde brug for at tælle. Opdelt af gamle, frønnede træpæle eller holmrender på tværs, lå foldene side om side, nogle med kvier eller kalve, andre endnu tomme.

I Ågårdens fold stod de 7 sortbrogede kvier og kalve i et hjørne af det aflange område. Sivbræmmen ud til åløbet var ikke så tæt her og i foldens anden ende var en svag forhøjning i hele foldens bredde årsag til at græsset gik helt ud til vandet, bortset fra en svag skrænt de sidste centimeter. Efterladt papir og plastik viste også at stedet var en ofte besøgt hvileplads for kanofolket på åen. Han kendte stederne hvor de trak deres kanoer på land og hvor de kort efter atter forsvandt. De kom og forsvandt hele tiden og han kunne tit finde ting der smagte, når han skimmede de steder de havde været.


Han forlod gærdet og gled ned langs en pælerække, hvis gamle medlemmer, kun holdt oppe af en rusten ståltråd, hældte både forover og bagover i forfaldets særegen rytme. Han tog hvert enkelt pælestykke under jorden i munden og formede sine læber omkring det frønnede, vandfyldt træ og sugede ind. De pæle havde han ikke besøgt sidste år, kunne han smage. Modne var de og han nød smagen af muld, væde og alle de utallige små væsner der fulgte med. Han sugede ekstra hvor han kunne fornemme at der var mere længere oppe i træet og pælen rejste sig pludselig blandt sine fæller, dirrede og forsvandt halvvejs under jorden for så øjeblikket efter at rejse sig i fuld højde og synke tilbage i samme dorske og trætte, skæve stilling som førhen.

Han ramtes af en svag fornemmelse af bevægelse i dyndlaget omkring ham, men han ville ikke opgive den givtige pælerække han her havde fundet. Sikkert kanofolk. Han sugede den næste pæl ind i næsten hele dens længde, ståltråden strammedes i et ryk og rejste de nærmeste to pæle næsten lodret i vejret, medens trådens metal hvinede højlydt omkring kopperne af porcelæn.

Faderen havde kanoen halvvejs oppe på land.

”Var det også en fugl?” spurgte drengen.

”En rørhøne” svarede faderen og fik rygsækken rakt over af moderen.

”Si´r den sådan?”

”Ja.”

Moderen fandt det bedste sted på den græsklædte forhøjning og slog sig ned. Faderen gik lidt rundt for at finde noget bedre men måtte nøjes med at trække kanoen lidt længere op.



”Her er smukt.” sagde han. Moderen nikkede og forsøgte at fange drengen ind, uden held.

Hun smilede ”Thomas, kom og se hvad jeg har.”

Drengen stavrede på sin korte ben gennem græsset, faldt et par gange men endte hos moderen der satte ham et lille stykke bag sig. Så skulle han passere hende for at komme til åen.

”Hvis bare kvierne bliver derovre,” sagde faderen og moderen nikkede.

”Har du set dem, Thomas, køerne,” spurgte faderen og pegede, men drengen var optaget af sin kiks. Lidt efter kiggede han op, men ikke i kviernes retning. En bevægelse lidt længere oppe i folden havde fanget hans opmærksomhed. En af pælene vippede. Så stod den stille. Han bed lidt i sin kiks og stirrede. Den blev ved med at stå stille, men den næste pæl, tæt ved kvierne, vippede. Så forsvandt den og kvierne rørte uroligt på sig. Men pælen kom igen og dyrene flyttede lidt rundt og blev stående. Drengen flyttede øjnene til en pæl bag ved kvierne for at se om den også ville vippe, men den blev stående helt stille. Til gengæld sank en af kalvene pludselig i jorden. Den forsvandt fuldstændigt og helt. Uden lyd. Kvierne flyttede sig væk fra stedet i flere retninger men drejede rundt, snusede til hinanden og nærmede sig stedet igen. Urolige, men nysgerrige.

Drengen vendte rundt og slog sin far på ryggen. ”Græsset spiser køerne,” sagde han ”hvorfor gør det det?”

”Græs spiser ikke køer,” lo faderen stille men rejste sig ikke fra den afslappede, liggende stilling han og moderen havde indtaget. ”Det er køerne der spiser græs.”

Drengen stirrede på kvierne men der var faldet ro på flokken og pælene bevægede sig heller ikke. Han lod øjnene glide hen over tuerne og sumphullerne i folden. Gad vide om græsset også kunne lide kiks. Han lagde forsigtigt sin halvt spiste kiks fra sig så langt ude han kunne nå og iagttog nøje om den forsvandt. Det gjorde den ikke. Den blev bare liggende helt stille men han turde alligevel ikke tage den op nu bagefter.

En af kvierne brølede og faderen løftede hovedet og så på drengen. ”Du må ikke gå hen til køerne, vel”

”Nej,” sagde drengen

”Tag hellere og spis din kiks færdig,” sagde faderen og lagde sig ned igen.

”Den er til græsset,” sagde drengen og stirrede ud over folden.

”Åh, javel”

En tue hævede sig svagt i en sumpet lavning midt i folden og gled så på plads igen. Så forsvandt den og bobler brast på det mudrede vand hvor den havde været. Så kom tuen igen. Drengen fulgte den med øjnene. To andre tuer forsvandt på samme måde og kom op igen. Der var intet græs der ude. Kun tuer og sumphuller. En svag bevægelse i kanten af sænkningen og op i græsset på forhøjningen. Han sad opslugt og fulgte den lille bølge i græsset. En kokasse var pludselig borte og han ventede på at den skulle dukke op igen, men det gjorde den ikke. I stedet forsvandt endnu en kokasse lidt tættere ved.

”Far, nu ved jeg godt hvor kokasser bliver af,” sagde han. ”De forsvinder ned i jorden.”

”Mmm” sagde faderen døsigt.

Drengen kikkede på sin halve kiks igen. Nu behøvede han ikke engang at se op for at se endnu en kokasse forsvinde.

”Mor, må jeg få en kiks mere?”

”De ligger i tasken” mumlede moderen.

Han fandt pakken frem og trak en kiks ud af pakken. Sad lidt med den i hånden og smed den så i retning af det sted hvor den sidste kokasse var forsvundet. Den dalede ned halvvejs. Var jorden mon mere sultent der ude? Han var ved at liste den næste kiks frem da han så kiksen forsvandt. Kom den tilbage? Han stirrede intenst på stedet. Nej. Kiksen blev ved med at være væk. Hans øjne sprang til den svage bevægelse lidt borte og hans halve kiks var også pludselig væk. Han lagde kikspakken fra sig og strøg med sin hånd blødt hen over græsset. Den var sulten, kunne han se. Kunne den mon lide at blive aet. Han lagde sin hånd mod græsset og en våd sugende fornemmelse kravlede op over hans fingre. Græsset åbnede sig lidt bevægede sig op over hans hånd. Det trak i ham og stråene kildrede mod hans håndryg. Han gav et vræl af skræk fra sig og hev hånden op fra jorden og ind til brystet og han så lige i et glimt at hele kikspakken forsvandt.

Moderen hev sig hårdt op på albuen og betragtede ham forbavset.

”Hvad er der galt?

”Jorden spiser min hånd, ” græd drengen ”og alle kikserne”

Faderen kom fortumlet på benene. ”Hvad gør jorden? Spiser din hånd? Og alle kiksene? Hvad er det for noget vrøvl!”

Han så sig forvirret omkring. Så greb han tasken og kikkede. Ingen pakke med kiks. På jorden? Nej. Indpakningen? Nej, ingenting. Havde drengen spist alle kiksene? Det kunne han ikke. Og drengen var bange for noget. Men der var ikke noget. Kvierne stod sløve i varmen hvor de hele tiden havde sløvet. Og jorden var den de hele tiden havde siddet på.

”Hvad har du gjort af kiksene?” spurgte han drengen men kunne ikke få andet end ”Jorden” til svar. Han trak på skuldrene.

”Afgang,” sagde han bare. ”Lad os bare komme videre.”

Moderen rejste sig og løftede drengen op. ”Så, bare tag det roligt, nu sejler vi videre.”

Faderen samlede hurtigt deres få ejendele sammen, stuvede det i tasken og holdt kanoen medens moderen fik anbragt Thomas. Han skubbede på kanoen og fik den helt i vandet da han bemærkede at det fodspor han lige havde sat, blev mudret, fyldt med bobler og op med boblerne steg den røde plastikindpakning fra Mariekiksene. Drengen så det også. ”Den vil godt spise kikse” råbte han pludselig og glad og klappede hænderne sammen.

Faderen sad og stirrede på den tilmudrede indpakning. Så kneb han øjnene sammen og rystede på hovedet, åbnede øjnene og stak pagajen forsigtigt i åens stille, flydende vand.


Han havde aldrig smagt kiks før. Sødt mosevand og snegle kendte han til og holdt af. Men dette. Han skimmede hvert lille stykke af græsset på forhøjningen, men fandt kun ganske små stykker der ikke rigtigt smagte igennem. Og det lille væsen på græsset var blevet væk for ham igen. Det havde også smagt sødt. Han gled under en holmrende og ned langs kanten i den næste fold. En flok kvier stak i rend og slog bagud med bagbenene men faldt hurtigt til ro. En af dem løftede agtpågivende hovedet. Så var den pludselig borte. Den forsvandt fuldstændigt og helt. Uden lyd. Og han var stadig sulten.
DET STORE HUS.

De store plæner strækker sig endeløst ud til begge sider, med en snorlige, grå ce­menteret sti anlagt tværs igennem. Vidstrakt ligger de, plænerne, som stramt ud­glattede stykker velour uden den mindste lille uregelmæssighed. Veltrimmet, vel­passet, klippet i ensartede baner, der skærer cementstien i fuldstændigt rette vin­kler, er de et stivnet, grønt hav, der strækker sig næsten ud til horisonten. Intet hæ­ver sig over fladernes monotone geometri. Kun lyden af de skridt jeg hvirvler op og som straks flygter ud til alle sider, hænger tilbage i luften som små, flagrende eksplosioner og jeg forsøger at sætte mine hæle mere varsomt mod cementens ru overflade.

Til gengæld sender Evas små, glade, dansende trin, som jeg ikke formår at dæm­pe, lyde i bundter hen over plænerne og jeg tager hendes lille hånd fastere i min for at standse hendes dans. Men hendes små ben kan ikke standse.

Ingen tynde, opstammede træer gror ved kanterne af den grå sti. Intet bed med små farverige planter eller lavtvoksende vækster bryder ensformigheden og jeg forsøger at undgå at mine øjne glider ud over det grønne, stivnede overflade, for at ikke mit blik skal glide bort og tilintetgøres i fladernes lurende tomhed. Jeg går med synet rettet stift mod stien foran mig, hvor cementen når præcis fra side til side og hvor græsset begynder præcist hvor cementen slutter.

Engang i mellem retter jeg øjnene lidt længere frem foran mig, uden at løfte hovedet, for at fange et glimt af afstanden til den pompøse indgang, der er anbragt med arkitektonisk nøjagtighed i midten af det enorme hus vi er på vej mod. Og jeg skynder mig så igen at lade mit blik synke, til det atter rammer stien et lille stykke foran det sted, jeg næste gang vil sætte min fod.

En fornemmelse, der har groet sig op gennem mine ben, lige fra det øjeblik jeg stod ved kanten af plænerne og trådte det første skridt ind på stien, gror sig ved hvert eneste trin videre op langs min rygrad, op mod min nakke. En fornemmelse af at Eva og jeg er de eneste her, der har den forkerte dimension, den forkerte retning. At vi uforvarende er kommet til at bryde et eller andet tabu, herskende på dette område, ved kættersk at være lodrette i hele denne stereotype verden af vandrette flader. Det gror i spidser op i mig og jeg er ikke i stand til at løsrive mig og svare på de utallige spørgsmål som Eva rykker mig i hånden for at få svar på, mens hun danser afsted ved min side. Jeg kan ikke svare hende og klemmer hendes hånd for at hun skal tie men hun fatter det ikke, ømmer sig kun og slipper min hånd og danser om på min anden side og stikker igen sin lille næve ind i min hånd dér, som er det kun min anden hånd, hun er sur på.

Hun mærker ikke den vidtåbne, horisontale flades fordømmelse af os.

At vi forstyrrer dens væsen ved vores opadrettede væren. At vi er fredløse, udleverede og efterladt alene overfor fladens dominerende tyngde, der af al magt vil forsøge at lokke min bevidsthed væk fra stien, så fladen kan fange den, stjæle den, destruere den, alene ved sin åbne intethed. Og med det store hus som en overvældende, uforsonlig dommer, ophøjet i enorm størrelse for enden af den sti vi går på. Selv det sted fra, hvor vi drejer bort fra alle menneskers travle boulevard med dens små butikker og fortovscafeer og ind på stien til huset, virker det stort.

Dets uhyre portal, med den gyldne indskrift, der elsker frihed, er kendt af alle på fortovet, de rødskinnende vindueskarme af tykke kobberplader, der først skifter til almindelige sten helt op under taget, de glinsende kakler der lyner i solen, når den forsvinder bag huset allerede lige efter middag. Dens store tilstedeværelse rejser sig mod himlen som en urokkelig garanti for dens egen sikkerhed og indhold. Jeg kan ikke se rundt om hovedbygningens hjørner og heller ikke over den. Som en dimentral, men integreret modsætning, fortsætter den plænernes flader og rejser sig lige så regelmæssigt ret i vejret, nøjagtig så steril i sin højde, som plænerne er endeløs i deres bredde.

Eva hopper i spændt forventning skiftevis på det ene og så på det andet ben mens hun holder fast i min ringfinger så det gør ondt. Jeg siger at hun skal være stille, men hun mærker intet til hvor fremmed vi er her ude midtvejs og slipper sit tag i mig, løber fremad og tager den bold op som ligger glemt i kanten af stien. En gul bold.

Hun slår bolden regelmæssigt i cementen, løber ned mod mig, vender om og tæller de få tal hun kan, og laver selv og uden besvær, dem hun mangler. Hun danser rundt om mig og vil have mig med i sin ubekymrede leg og jeg vil undgå at hun kommer ind på plænen. Jeg vil fortælle hende det, men får det ikke gjort. Går blot monotont fremad uden at kunne fremtvinge de ord der skal gøre mig forståelig overfor barnet. Hun danser væk og bolden hopper fra hende. Ud over kanten af stien og ind på græsset. Jeg vil standse hende i det korte øjeblik hun stirrer på mig, inden hun løber derind, men det bliver kun til et forsøg i mine tanker. Hun ler og løber ind efter bolden og jeg kan ikke se hende. Jeg vidste det.

Eva er væk og jeg samler automatisk, som så ofte, den bold op som ligger tilbage på stien efter hende og stirrer fremefter uden at standse, for ikke at gøre min egen tilstedeværelse endnu mere anmassende og åbenbar. Bevæger mig, uden at forandre hverken gang eller rytme, mod den portal, der langsom gror mere og mere nærværende, når jeg stadig tiere lader blikket glide fremefter. Der er langt at gå og lader jeg mine øjne glide væk fra stien nu, mister jeg den sidste rest af det hold jeg har på min bevidsthed.

Halvvejs oppe ad trappen til dørene under frihedens budskab står hun og venter. Syningen i hendes slidte skoletaske er gået op i der ene hjørne og jeg ved at jeg må love at reparere det for hende adskillige gange, uden dog nogensinde at få det gjort. Nu står den lænet op ad hendes ben. Hun tager den op da jeg når op af de mange trin og stikker sin hånd i min og det mærker som hun transplanterer sin sikkerhed til mig. Det var du længe om, siger hun og smiler og jeg rækker hende tavst bolden. Hun tager den, holder den smilende et øjeblik som et guldæble og kaster den så med en affærdigende bevægelse ud over trapperne og ned på stien mellem plænerne hvor den lægger sig tilrette. Hun tager min hånd og kigger et øjeblik opad facaden til den næsten når skyerne. Opad, opad, opad.

Der er noget jeg vil sige men hun tager mig i armen og trækker mig med.

Kom, siger hun. Tror du, der er en elevator?

Jeg nikker, uden at vide om der er. Det må der være, bedømmer hun selv og trækker mig op af den lueflammende marmortrappe.

Jeg vil gerne vende mig et kort øjeblik for at se stien strækker sig bagud, overvundet. Men Eva giver mig ingen tid til det.

Hun vil ind gennem de store døre. Døre hun lige magter at skubbe til side. Rækkende metervis over hendes hoved. Så jeg hjælper hende lidt. Ivrig er hun. Vil ind så hurtig som muligt.

Hvad nummer har kontoret? Hun vil have det hele at vide.

Jeg ved det godt. Men kan ikke huske det. Brevet ligger et sted i min lomme. En vagtpost står ubevægelig nedenfor hver af hallens to svungne trapper af rød, blankslebet granit op til næste sal. De bevæger sig ikke. Kun deres øjne samles i et fælles punkt præcis det sted hvor vi står. Der står ingen ved den hvide marmorportal mellem trapperne til gangen bagved. Åbenbart intet vigtigt derinde. Jo højere, jo vigtigere?

Hva' nummer har kontoret? spørger Eva igen. Jeg bliver nødt til at finde brevet. Skulle ligge i jakkens inderlomme. Den har forskubbet sig, flyttet sig. Er der ikke.

Kontor K.1321, siger jeg. Inden da må jeg kunne nå samtlige lommer igennem. Også uden at hun opdager det.

Er mor dér? spørger hun, fuld af forventning.

Måske, nikker jeg. Hvor ville det være meget bedre hvis bare jeg kunne sige ja.

Eva peger på portalen foran os fordi den er åben, ingen vagtpost at frygte og er flot med en sentens, udhugget i hvid marmor over buen. I latin. Frygt ikke, Tøv ikke. Eller omvendt. Og vi går gennem den mens jeg graver i min jakkelomme og drejer ad den lange gang til højre. Den lueflammede marmor preser sig ind i min opmærksomhed fra alle vestvendte flader i de mange vinduesnicher og på det grå flisegulv danner sollyset endnu store firkanter som Eva leger er øer og løber fra den ene ø til den næste. I en hel række ligge de og venter på hendes springende leg mens jeg med fingeren søger i min jakkes brystlomme. Jeg går langsomt, eftertænksom og vil standse Eva inden hun er kommet for langt forud. Men inden jeg får hævet stemmen er hun væk. Opslugt af en af øerne. Jeg vidste det. Skulle have fortalt hende det i tide. Og det hjørne hun har gemt sig bag, er langt nede ad gangen. Fremskynder igen mine skridt, sedlen må vente til senere. Hun venter på en bænk der står i en niche. Her er ingen øer af sollys og gulvet er bare de grå fliser. Hun rejser sig da hun ser mig og danser ikke længere afsted. Som det pigebarn dog vokser. Hun er næsten samme højde som mig. Og når jeg ser hende i et blik til siden, kan jeg pludselig se at hun har skikkelse i tøjet.

Fandt du sedlen, spørger hun pludselig.

Jeg har glemt sedlen. Nu leder jeg igen. Skjortens ene lomme. Jakkens inderlomme. Igen må jeg sætte farten ned. Kan ikke både lede og gå raskt til. Noget med tretten- hundrede og så et eller andet, mumler jeg.

Det er sygehusvæsnets afdeling, siger hun. Det er sandt.

Mor er altså ikke på kontoret? Eva kigger på dørene.

Nej, siger jeg svagt. Mor er ikke på kontoret.

Hun standser ved en dør. Det her er nummer D.1134. Vi skal to etager op. Er du sikker på at det var tretten hundrede?

Jeg nikker. Bedre at fastholde noget usikkert, men med et mål, end være usikker på det hele.

Hvad er der galt med mor? Ved det ikke, siger jeg. Kan ikke fortælle hende sandheden. Kender den. Gør hun det selv?

Vi går ind i en sidegang uden vinduer og Eva holder øje med dørene. Jeg følger efter. Gulvet er mere sort her. Mere ru. Slider på mine ben. Så drejer vi igen. Stadig ingen sol. Men i den rigtige retning. Eva går forrest for at finde trappen, og jeg tænker på brevet. Ikke mange ord.

Deres kone er indlagt. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse på kontor tretten hundrede og så et eller andet. Eller var det tre hundrede og så noget? To linier. Eva må finde ud af det.

Vi går ad en gang der er ligeså fin som den vi gik ad før.

Men der er ingen øer af solskin. Ingen steder Eva kan hoppe fra firkant til firkant af sol. Hun vil heller ikke være med til den leg længere. Går med anderledes skridt ned over de steder hvor øerne skulle ligge. Jeg prøver igen jakkens inderlomme. Det var der jeg stak brevet ned. Portalen er ikke hvid på denne side. Den er grå. Og der står ingen sentens over den. Vi kommer ud hvor de to vagtposter står ved trappen. Jeg ser ikke på ham, vi passerer og han ser ikke på mig. Hans øjne følger Eva. På næste sal er der ingen skildvagter. Kun den samme portal. På tredie sal igen portalen, men med en anden indskrift. Og igen soløerne på den lange gang med de lueflammede vinduesnicher. Kom nu, siger Eva og tager mig under armen. Du går så langsomt.

Det er rigtigt. Mine fødder er trætte. Jeg synes jeg har gået langt. Havde jeg bare haft en stok.

Eva går hen til en dør.

Tre hundrede og syvogtres, læser hun, banker på døren og går ind. Jeg bliver udenfor og kigger ud af vinduet. Der er kun vinduer over for. Mage til vore egne. Hun kommer ud igen og stiller sig ved siden af mig. Vi skal dreje til venstre her henne, siger hun og vi går. Jeg bemærker hun allerede er en ung kvinde og har en lille taske i højre hånd. Så har hun brevet deri, tænker jeg lettet. Vi drejer og en gang der synes uendelig lang ligger foran os. Eva mumler dørnumre mens vi går hen ad fliserne, der er sorte her. Væggene er grå. Min ryg værker og da jeg ser en bænk, standser jeg og jeg sætter mig træt. Du må prøve at finde det kontor selv, siger jeg. Eva nikker og lader mig sidde. Det er rart. Hun læser numrene på dørene mens hun går og lidt efter drejer hun om ad en gang jeg ikke har bemærket. Så er jeg helt alene i dette store hus. Ingen lyde når ud til mig. Ingen døre der smækker et eller andet sted. Det er som der slet ikke er mennesker i huset bortset fra de to vagtposter. Hvad mon de skal passe på. Stilheden? Den lueflammede marmor virker som et spindelvæv i vinduet. Det må være mine øjne der er blevet dårligere. Også min ryg er gammel. Hvor mange dage har vi gået på disse gange. Og hvor mange gange er der endnu. Eva kommer ud fra en sidegang. Med sig har hun en mand. Det er først nu jeg ser at hun er kvinde. At hun er højere end de store vindueskarme. Jeg har hele tiden tænkt hende som den lille pige jeg kunne holde i hånden.

De har en stok med til mig. Farvel far, siger hun kærligt. Jeg har fundet den mand jeg skal giftes med. De giver mig stokken og vinker da de hånd i hånd går videre ad gangen i det store hus. Da de drejer om hjørnet langt henne, har de deres lille datter i hånden mellem sig. Hun ligner Eva.

Jeg vinker tilbage og glæder mig over stokken.

Så er der stille igen. Velsignet stille.
JEG ER LUTTER ØREN
Jeg finder hvile i den mose

jeg er viet til.

Har tid og ro til at høre frøet

gro, blive høstet - og lagt i jord igen.

- hører et træ midt i nuet, beklage sig,

- der kommer flere.

Hører slægter følge tidens krav.

De finde hvile i strid.



  1   2   3   4   5


Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2019
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə