Ivar Aasen Norsk Ordbog

vaa, v.n. s. vaada og vada.

Vaabolk, s. Vaad,

Vaabøle, n. et uheldigt Opholdssted, et vanskeligt Sted at boe paa eller komme til. Romsd. Sdm. (Norddal).

Vaabøn, f. et ondt Ønske, en Forbandelse (= Ubøn). Tel.

<PB N="905">

Vaad, f. 1) et Stykke af en Væv, en Dug som har Vævens hele Bredde (= Breidd, Dyft, Ryfte, Spol). Shl. (Vaa, og tildeels Vo). Vel egentl. Klædningsstykke, ligt G.N. vádir: Klæder; Ang. væd; Ght. wát. Heraf væda og Væde; jf. Vadmaal. – 2) Strimmel, smal Rude; saaledes om de Stykker hvoraf et Seil er sammensat (ellers kaldet Stav). Sdm. Ogsaa her i Formen Vaa, med Fl. Væ’ (for Væder). Sv. våd. Ligesaa om de sammensatte Stykker i et Fiskevod. Sdm. – 3) Vod, Fiskevod (= Not). Hall. i Formen Vaa; nogle St. Vø (Vod?). Afvig. Va (Vad), n. Smaal. og flere. G.N. vád (jf. Sv. vada, f.). Paa Sdm. bruges kun Vaabolk, m. og Vaanot (oo), f. om den midterste Deel af et stort Fiskevod (andre St. kaldet Soknarbolk). Jf. vaada.

Vaad, m. Fiskesnor, Angelstrengen paa en Fiskestang. Hall. (Vaa). G.N. vadr (?). Jf. Vad, n.

vaada (?), v.n. trække et Fiskevod paa Land; egentl. optrække Voddets Bug eller dybeste Deel (= berma). Sdm. i Formen vaa (-r, dde). Hertil Vaadstad (Vaastad), m. en jævn og bekvem Grund til at optrække Vod paa. Oftere Vaaplass, eller “Vaaingsplass”, m.

Vaade, m. Vaade, Fare, stor Nød. G.N. vádi. (Jf. Vaa). – Paa nogle St. siges ogsaa “Vaade” om en uheldig Person, En som ofte kommer i Fare. (B. Stift). Jf. Vaae.

vaadeleg, adj. farlig, vaadefuld.

Vaadeverk, n. Vaadeværk; ogsaa en farlig eller meget dristig Gjerning. Tel. og fl. (Vaaeværk).

Vaading, f. Optrækning af Vod; s. vaada.

Vaae, m. uforsigtig Person, en Vovehals. Hall. Ellers: en Stakkel; s. Vaade.

vaaen, adj. uvis, vanskelig at træffe eller faae fat paa. Tel. Jf. Vaa.

Vaag, n. Vovespil, det at man vover noget (s. vaaga). B. Stift.

Vaag, f. 1, 1) Løftestang, Stok hvormed man løfter eller flytter noget tungt, f. Ex. en Steen. (S. vega). B. Stift, Nordl. Hall. og fl. G.N. vág. Jf. Handspik, Lunn, Brut. – 2) Vægt; især Skaalvægt, en stor Vægtskaal til tunge Varer. Leggja paa Vaagi: lægge i Vægten i Vægtskaalen. B. Stift. G.N. vág, Sv. våg. – 3) en Vog, en Vægt af 72 Marker (el. 36 Pund). Her den sædvanlige Vægt for større Masser; især vest og nord i Landet, hvor Lispund og Skippund er kun lidet bekjendt. Jf. Vegt og Vætt. – 4) en vis Matrikulskyld, saaledes benævnt efter den gamle Landskyld paa en Vog Fisk. (Halvparten mod en Laup Smør). Nordre Berg. Trondh. Nordl. En Vaag deles ellers i 3 Pund (Bismerpund), hvert paa 24 Marker.

Vaag, f. 2, Vove, Bølge; ogsaa: Bølgegang efter en Storm. Østl. og Tel. (Jf. Baara). Sv. våg; T. Woge, Eng. wave. – En anden Betydning i Heilevaag.

Vaag, m. 1, en smal Bugt i Strandbredden, en liden Vig. G.N. vágr. Hertil mange Stedsnavne: Vaagen, Vaagarne, Vaage (udtalt “Vaagje”, egentl. Dativ). – Vaagsbotn, m. den inderste Deel af en Bugt. Vaagsmynne, n. Indløbet til Bugten. (Sjeldnere). Jf. Kil og Vik.

Vaag, m. 2, Voer, Svulst, Materie i Bylder og Saar. Temmelig alm. (Jf. Verk). G.N. vágr. Hertil Vaagmoder (-moer), f. Voerklump, Kjernen i en Byld. Berg. Stift, Nordl. og fl.

vaaga, v.a. og n. (ar), 1) vove, udsætte for Fare. (Sv. våga). Vaaga Livet. Vaaga seg: fordriste sig til noget. Ogsaa som v.n. have Mod til, f. Ex. Eg vaagar ikkje aa leggja ut. – 2) forsikre, indestaae f or. Det skal eg vaaga. (Ofte ironisk, om noget som man ikke troer). Eg vaagar honom: ham tvivler jeg ikke paa. – 3) vædde, gjøre Væddemaal. Dei hadde vaagat um det. Eg skal vaaga um so myket som du vil.

vaagall, adj. vovelige, farlig. Mest i Neutr. (vaagalt). B. Stift.

Vaagan, f. Voven (= Vaagnad). Tel.

vaagande, adj. som man kan vove. Det var ikkje vaagande: det var altfor dristigt.

Vaagartunge, s. Vaagtunge.

vaagaa, s. vega. – Vaagaa, s. Veg.

Vaagbismar, m. Bismer (Stangvægt) hvorpaa man kan veie en fuld Vog (72 Mk.). Nogle St. Vaaga(r)bismar. Ogsaa kaldet Vaagevegt, f. – Det Punkt paa Vægtstangen, som betegner en Vog, hedder Vaagskora (o’), eller Vaaga(r)skora, f.

Vaagehals, m. Vovehals, dristig Karl.

vaageleg, adj. vovelig, farlig.

Vaagestykke, n. Vovestykke, Vovespil. Hedder ogsaa Vaagespel, n.

Vaaging, f. Vovespil; Væddemaal.

vaaglaus, adj. sikker, ikke farlig. – vaaglaust, adv. sikkert, uden at vove noget Nogle St. “vaagalaust”.

Vaagmat, m. Hvilepunkt under en Løftestang; en Steen eller Klods som lægges under Stangen for at holde imod, naar denne trykkes nedad. Temmelig alm. (Berg. Nordl. Østl.). I B. Stift oftere Vaaga(r)mat.

Vaagmor, s. Vaag, m. 2.

Vaagnad, m. voveligt Foretagende, det at man vover noget; ogsaa: Ansvar, Risiko, Forpligtelse til at indestaae for noget. Taka Vaagnaden paa seg: paatage sig Ansvaret. Hava heile Vaagnaden: have al Risiko. Berg. Stift og fl. Jf. Vaagan.

vaagsam, adj. 1) dristig, som vover meget. – 2) vovelig, forbunden med Fare. Nogle St. vaaga(r)sam. Ellers vaagall og vaageleg.

<PB N="906">

Vaagskaal, f. Vægtskaal.

Vaagskora (o’), f. s. Vaagbismar.

Vaagtunge, m. en Tyngde som er omtrent en Vog; Vægt som kan anslaaes til en Vog (72 Mk.). I B. Stift Vaagatungje. Ogsaa kaldet Vaagtyngd, f.

Vaagvær, m. Indbygger af et af de Steder som hedde Vaag (Vaagen, Vaage). Oftere Vaagværing.

vaahøv, adj. usikker, som lettelig slaar feil; f. Ex. om Fiskerie. D’er so vaahøvt. Sdm. Jf. vaaskøytt.

Vaak, m. 1, Barn; især Drengebarn, Smaadreng. Ork. Ndm. ogsaa i Østerd. (Tønsæt). Jf. Vækja.

Vaak, m. 2, et Slags Fugl, s. Snjovaak. Jf. Sv. vråk og musvåk (Buteo).

vaak, adj. svag, skrøbelig, daarlig. Sæt. Aaserall; i Siredal vaag. Sv. Dial. våk, våker; danske Dial. vaag. Jf. veik.

Vaaka, s. Voka. Vaakaa, s. Vak.

Vaakenhus, n. Forhuus ved Indgangen i en Kirke. B. Stift, Nordl. og fl. Sv. Dial. våkenhus. Skal egentlig være Vaapenhus (Vaapnhus). S. Vaapen.

Vaal, m. Stammer og Rødder af brændte Træer, Stub paa en afbrændt Mark. Buskr. Rom. Østerd. (S. Vaalfall). I Smaal. Væle, om en Trædynge som skal brændes. Svenske Dial. vål: fældede Træer; val: Stub, Rødder (Rietz 794). Til dette Ord hører vel Stedsnavnene Vaale og Vaaler (G.N. Válir, Válar). Om et sjeldnere, noget lignende Ord “Vaar” see Var.

vaala, v.n. (ar), vraale, skraale, støie meget. Hall. Nordl. og flere. Ogsaa: græde høit, tude, hyle. B. Stift. G.N. vála: jamre sig. Heraf Vaaling, f. (og Vaal, n.), Vraal, Skrig, Støi. Jf. væla.

vaaleg, adj. 1) farlig, slem. Indh. Ork. 2) ubesindig, forvoven. Ork. tildeels i Formen vaaleien (vaalegjen?) Falder nær sammen med vaadeleg. Jf. Vaa.

Vaalende, n. Sted eller Landskab som er uheldigt beliggende, udsat for visse Farer osv. Tel. Jf. Vaabøle.

Vaalfall, n. et Lag af Træstub og Rødder (Vaal) til at afbrænde; den anden Brænding paa en “Brote”. (Den første hedder Risfall). Østerd.

vaalleggja, v.a. lægge “Vaalen” paa et Jordstykke i passende Orden til Afbrænding. Østerd. – Particip vaallagd.

vaalynd, adj. usikker, ustadig, upaalidelig. Tel. Mest i Neutr. (vaalyndt). Hedder tildeels ogsaa vaalunda(d). Jf. vaahøv, vaaskøytt.

Vaam, n. Dunkelhed, Taage (?). Tel.

vaam, adj. dunkel, uklar; om Synet. Tel. (Vinje).

vaama, v.n. (ar), tumle, gaae som i Taage el. i Blinde. Hard. Sogn. Jf. vima.

Vaamb, s. Vomb.

vaamen, adj. lidt suurnet eller dovnet, ikke ganske færsk; f. Ex. om Fisk. Nordl. (Lof.). Jf. vimmer og vimlen. (Isl. váma, f. Kvalme). Noget lignende er: ul, kasen, legnad og fl.

Vaand, s. Vond. Vaandel, s. Vondul.

Vaangse, s. Vangsne.

Vaaning, f. Redskaber, Værktøi; ogsaa ellers om Tøi eller Gods. Hadeland. (Dunkelt). I svenske Dial. vånor og von, om Fiskeredskab. (See Von). Noget fjernere er Veidn og Vædning.

Vaanot (Vaadnot), s. Vaad.

Vaapen (el. Vaapn), n. Vaaben, Værge; ogsaa Vaabenmærke. (Lidet brugl.). G.N. vápn. Om en afvig. Form Vokn eller Vaakn s. Gardsvaapn og Vaakenhus. – vaapenfør, adj. vaabenfør. Vaapenkvild, f. Vaabenhvile. vaapenlaus, adj. vaabenløs. Vaapenløysa, f. Vaabenmangel.

vaapna, v.a. (ar), væbne, bevæbne. – Vaapning, f. Bevæbning.

Vaar, m. (n.), Vaar, Overgangen fra Vinter til Sommer. Kjønnet mest almindelig Maskul., kun i de sydligste Egne (Tel. og fl.) Neutrum. G: N. vár, n. I visse Forbindelser kan Vaar ogsaa betegne den senere Deel af Vinteren (jf. Vaarsida); saaledes i Vaarfiskja, Vaarsild, Vaartorsk. Ellers nærmest om den Tid, da Græs og Løv begynder at voxe; saaledes: ein sein Vaar; ein tidleg Vaar osv. – I Vaar: i denne Vaar; sidstledne Vaar. (I Vaar som kjem: i tilstundende Vaar). I Fjor Vaar: i forrige Vaar. I fyrre Vaar: næst forrige Vaar. Til Vaars: til Vaaren, til næste Vaar.

Vaar, m. (2), en Dynge; s. Var.

vaar, adj. (pron.), vor, os tilhørende eller vedkommende. G.N. vár(r); Sv. vår. Vaart Folk, el. Folket vaart: vor Slægt, min Familie osv. Han Olav vaar: Olav i vor Familie (altsaa: min Dreng, Søn eller Broder O.). Ho Sigrid vaar: vor Pige (el. Slægtning) Sigrid. Vaar Fru, s. Vaarfrumessa. Vaar Herre: Gud, Herren. (I denne Forbind. lyder “vaar” ofte som “vor” med aabent o). Fader-vaar: Herrens Bøn (Pater noster). Brugt som Subst. (Neutrum), f. Ex. Lesa Fadervaaret sitt. – En afvigende Form er: vonn (o’), Nhl. Ork. Østerd. Form er: vonn (o’), Nhl. Ork. Østerd. (G.N. várn, accus. i Maskul.). En Dativform “vaaraa” bruges i Nordre Berg. baade for vaaro og vaarom, f. Ex. “mæ Folkja vaaraa” (dvs. med vort Folk); “i Bygdaa vaaraa” (i vore Egne). I de sydligste Distrikter ombyttes Ordet ofte med okkar (okka, okkons).

vaarast, v.n. (ast), blive Vaar, tegne sig til Vaar eller til en Ende paa Vinteren. G.N. vára.

vaaraa, s. vara og vera.

Vaarbeite, n. Græsning om Vaaren; de <PB N="907"> Marker hvorpaa Kreaturene græsse først. – Nogle Steder siges ogsaa vaarbeita, v.n. (er, te), lade Kreaturene græsse først (nemlig paa visse Marker); f. Ex. Dei vaarbeitte paa Slaattemarki.

Vaarblom, m. Vaarblomster.

Vaarbløyta, f. Jordens Opblødning om Vaaren af den smeltende Iis og Snee.

vaarbraad, adj. snar til at groe om Vaaren. Nordl. s. vaarfengd.

vaarbær, adj. (om en Ko), som har kalvet (eller skal kalve) om Vaaren. Temmelig alm. Koen kaldes i dette Tilfælde: Vaarbæra, f. Nhl. og fl.

Vaardag, m. en Dag om Vaaren; ofte ogsaa om selve Aarstiden; f. Ex. naar Vaardagen kjem, dvs. naar Vaaren kommer.

[vaardera (ee), v.a. vurdere, taxere. (Et forfusket Ord). I Hall. vaardela (ee). Jf. Sv. värdera; Holl. waarderen.

vaarfengd, adj. som faar tidlig Vaar; om en Gaard eller Bygd, som ligger heldigt mod Solen, saa at Jorden bliver tidlig optøet og grøn. Valders. Ofte i Neutr. f. Ex. der er vaarfengt. I lignende Betydning siges: vaarfim (-fimt), i Sogn; vaargrødd (-grødt), Hall.; vaarkjømd (-kjømt), Guldalen; vaarbraad (-braadt), Helg.; vaarskjot (-skjott), Tel.

vaarfim (i’), adj. s. vaarfengd.

Vaarfiskja, f. Fisketiden og Fiskeriet om Vaaren, eller i den sidste Deel af Vinteren. Nordenfjelds især om Torskefiskeriet, som sædvanlig begynder i Februar Maaned. Mere alm. Vaarfiskje, n.

Vaarfjos, n. Sommerstald, Fæhuus ved Veien til Udmarkerne. I Nordre Berg. Vaarfjøs, m. Ogsaa kaldet Vaarflor, m. Sfj.

Vaarflaum, m. Vandflod eller Stigning i Elvene af Sneens Smeltning om Vaaren.

Vaarflor, m. s. Vaarfjos.

Vaarfru-messa, f. den 25de Marts (= Mariemessa). Nordl. Afvig. Vorfermøss, Shl., Voffermyss (y’), Sogn. Mere afvig. Vorsmyss, Helg. Sdm. Varsemyss, Nhl. – Vaar Fru (= Eng. Our Lady, Fr. Notre Dame) er den gamle Benævnelse for Jomfru Maria.

Vaarfugl, m. Fugl som kommer eller viser sig om Vaaren; Trækfugl.

Vaargidn (gj), f. = Saagidn. Hard.

Vaargjæla, f. Fregner el. solbrændt Farve paa Huden. Sfj. Sdm. Ndm. (Dunkelt). Jf. Vaarhæsa. – vaargjælutt (-ett’e), adj. fregnet, solbrændt.

Vaargror, m. Græs som spirer tidlig.

vaargrødd, adj. tidlig groende, el. tidlig grøn (s. vaarfengd). Hall.

Vaarhage (gj), m. Græsgang for den første Sommertid. Jf. Vaarbeite.

Vaarhik (i’), m. s. Vaarknipa.

Vaarhæsa, f. 1) Tørke som indtræffer om Vaaren (s. Hæsa). Sfj. Ogsaa om en vis Egenskab ved Træ eller Træværk, at det paa denne Aarstid ikke rigtig vil glide el. blive glat. Hard. – 2) Fregner, Pletter i Huden. Sogn.

vaarkjømd (-kjømt), s. vaarfengd.

Vaarknipa, f. Fodermangel, foraarsaget ved en langvarig Vinter. (Jf. Bunaud). Ogsaa kaldet Vaarnaud, el. Vaarsnaud, f., Vaarneggja, f. Sfj., Vaarhiken (i’), Buskr. Jf. Vaarnekk.

Vaarkunn, f. Medlidenhed, Deeltagelse, Opmuntring. Tel. (Mo), sjelden. G.N. várkunn: Grund til Overbærelse.

vaarkunna, v.a. (ar), have Medlidenhed med, ynkes over, beklage; ogsaa: trøste, opmuntre. Tel. Afvig. vaarkynna (-er, te), Hard. Ryf. “D’æ ikkje noke te vaarkjynna han fyre”: det er ikke noget at beklage ham for; det er noget som han faar finde sig i. G.N. várkunna, ogsaa várkynna: overbære med, undskylde osv. Noget dunkelt. Af Egilsson forklaret som varkunna: oversee ( ignoscere), ligt miskunna.

Vaarlag, n. vaarligt Udseende; Jordens Beskaffenhed om Vaaren.

vaarleg, adj. vaarlig, som betegner eller passer til Vaaren; f. Ex. om Veiret. Afvig. vaaraleg, Nhl.

vaarliden (i’), adj. om Tiden, da det lider langt ud paa Vaaren. Mest i Neutr. for Ex. Det var for langt vaarlidet. (vaarlide, vaarlie, -lee).

Vaarlit (i’), m. vaarlig Farve; Jordens Udseende om Vaaren.

Vaarmaane, m. Vaarmaaned (s. Maane). Mest i Fleertal.

Vaarneggja, f. s. Vaarknipa.

Vaarnekk, m. Magerhed, Tab af Huld formedelst knap Fodring om Vaaren. Tel., ogsaa kaldet Vaarnukk. Egentl. Standsning eller Tilbagesætning; s. nekkja.

vaarnæm, adj. sygelig paa Grund af Veirskiftet om Vaaren. Hall. Num. Ogsaa d. s. som vaarfengd. (Sjeldnere).

Vaaronn (o’), f. Vaararbeide paa Agrene; Pløining, m. m. (= Vaarvinna). G.N. várönn.

Vaarpart, m. s. Vaartid.

Vaarsbolk, m. Vaar, Foraar; ogsaa om en vis Deel af Vaaren; f. Ex. ein god Vaarsbolk: en Tid med godt Vaarveir. B. Stift.

Vaarsida, f. Vaar, Foraar; ogsaa den første Halvdeel af Aaret (modsat Haustsida). Østl.

Vaarsild, f. stor Sild, som nærmer sig til Landet om Vinteren, el. henimod Vaaren.

vaarskjot, adj. s. vaarfengd.

Vaarskrake (kj), m. Kreatur som er udmagret af Fodermangel. B. Stift, Nordl. Ogsaa kaldet Vaarsrak, n. Sdm. og fl.

Vaarsnaud, f. s. Vaarknipa. – Et andet Ord er “Vaarnaue”, m. Smuds eller Ureenlighed <PB N="908"> i Haarene paa Kreature, som have staaet længe inde. Hall.

Vaarsprett, m. det første opspirende Græs om Vaaren. Paa Sdm. ogsaa Vaarsprote (o’), m. (Sjelden).

Vaarsrak, s. Vaarskrake.

Vaarsrid, f. Kulde eller Sneefald seent paa Vaaren (= Urid, Urykk).

Vaarstøyt, m. = Vaarflaum. Tel.

Vaarsæter, f. Sæter nær ved Gaarden (= Heimsæter). Nogle St. Vaarstøl, m.

Vaartal, n. s. Vaartid.

Vaartid, f. Vaarens Tid, Foraaret. Hedder ogsaa Vaarstid, og ellers Vaarparten, B. Stift; Vaartalet, Trondh., Vaarsida, Østl.

vaartidd, adj. omtrent som vaarbær; om Køer.

Vaartorsk (-tosk), m. = Skreidtorsk.

vaarvarna, v.a. (ar), frede Engene om Vaaren ved at holde Kreaturene udenfor dem. Tel. (vaarvanne), s. varna. Particip vaarvarnad (-vanna’). Nogle Steder vaarvard (-vart): fredet for Græsning. (Af verja). Num. Tinn.

Vaarveder (-veer), n. Vaarveir.

Vaarverk, n. Vaararbeide.

Vaarvinna, f. Pløining, Arbeidet paa Agrene om Vaaren. Temmelig alm. (s. Vinna), dog er “Vaaronn” tildeels mere brugeligt. G.N. várvinna. – Vaarvinnebunad, m. Redskaber for Pløining og Udsæd; Plov, Harv, Hakker osv. I Ryf. Vaarvinnevelde, n. – Vaarvinnefolk, n. Arbeidsfolk til Pløiningen.

vaarvinna, v.n. (ar) arbeide med Pløiningen, tage Deel i Vaararbeidet (især om leiede Folk). Han er der og vaarvinnar med deim. Nogle Steder med stærk Bøining: vaarvinn, -vann, -vunnet. Tel. Nedenæs.

Vaarvæta, f. Jordens Fugtighed om Vaaren af smeltet Iis og Snee.

Vaas, n. Strabads, besværlig Færdsel; især paa Søen eller i Væde og Uveir. Nordl. Trondh. Sdm. Sfj. (meget brugl.). G.N. vás.

vaasa, v.n. (ar), strabadsere, færdes ude i Væde eller Uveir; f. Ex. med Fiskerie. Sfj. Sdm. Nordl. – Ogsaa v.a. erhverve noget med Møie; f. Ex. Dei hava vaasat heim nokon Fisk.

vaasa, v.a. (ar), ynke, beklage. Hard. “Han æ ‘kje te vaasa”: han er ikke at beklage.

Vaasa (?), Sorg, Smerte. Hard. i Forbindelsen “rinda Vaasa”, s. rinda.

vaasall, adj. besværlig, forbunden med Strabadser. Det vardt vaasalt. Sdm.

Vaasar, m. en dygtig, stræbsom Karl, En som ikke skyer Strabadser. Sdm.

vaasaa s. vasa. Vaasaa, s. Vase.

Vaasbud, f. en møisom Udfart eller Reise, et Ophold ude i Uveir; ogsaa en Gjennemblødning. Sdm. (Borgund). Nogle St. Vaasbu, n. G.N. vásbúd.

vaashard, adj. meget møisom, f. Ex. om en Reise. Det vardt vaashardt.

Vaasing, f. Strabadser.

Vaasklæde, n. Reiseklæder, Uveirsklæder. Sdm. og fl. G.N. vásklædi. Saaledes ogsaa Vaaskufta, f. og Vaasplagg, n.

Vaaskøyte (kj), n. Uvished, noget usikkert, ustadigt. Lidet brugl.

vaaskøytt (kj), adj. usikker, som let slaar feil. “D’æ so vaaskjøytt mæ di”: det er saa lidet at stole paa. Nordre Berg. G.N. váskeytr. Jf. Vaa og vaahøv.

Vaasnakk, n. dristig Snak, formastelig Tale. Nedenæs (Gjerrestad). Nyere Ord for Vaarøda, Vaatal eller deslige. Jf. Vaabøn.

vaast, adj. (?), uvist, usikkert. Nhl. “D’æ vaast, um da vert’e”: det er uvist om der bliver noget af det. “Da kann vera vaast, um han faar da”, o.s.v. Pa Sdm. siges i samme Betydning “dæ veist”; i Trondh. og Nordl. “dæ velst”; s. veljast.

vaastrøytt, adj. træt af Strabadser.

vaat, adj. 1) vaad, vædet, overgydt af Vædske. G.N. vátr. Jf. væta. Ogsaa: gjennemblødt (= vaatklædd). – 2) bestaaende af Vædske, flydende. Vaate Varor. Han fekk korkje vaatt elder turt, dvs. hverken Drikke eller Mad. – 3) fugtig, fuld af Væde; især om Luften (Veiret). Jf. vaatleg, vaatsam.

vaataa, s. vita. – Vaataa, s. Vite.

Vaat-aar, n. et Aar med megen Væde, en regnfuld Sommer.

Vaatbolk, m. en Tid med megen Væde.

Vaater, n. en Stakkel; s. vaatra.

vaatfengd, adj. fugtig, blød; f. Ex. om Jorden. Trondh. (vaatfængt).

Vaathumbakke, m. Nordenvind med Regn og Taage. Nordl. s. Humbakke.

Vaatkjøla, f. fugtig Kjølighed. Hedder ogsaa Vaatkjølsna, f. Hall.

vaatklædd, adj. vaadklædt, som gaar i vaade Klæder.

vaatleg, adj. noget vaad, fugtig; ogsaa regnfuld. Jæd. og fl.

Vaatleike, m. Vaadhed, Fugtighed.

Vaatlende, n. fugtige eller sumpige Marker. G.N. vátlendi.

vaatlendt, adj. fugtig, sumpig; om Marker. Temmelig alm. Sjeldnere i Formen vaatlend, f. Ex. ein vaatlend Aaker. Sdm.).

Vaatmyr, f. Sump, Flade med meget Vand i Jorden.

vaatna, v.n. (ar), vædes, blive vaad eller fugtig. Alm.

vaatra, v.n. (ar), færdes i Væde eller Uveir, strabadsere, lide ondt. Sdm. Gbr. Hertil Vaater (Vaatr), n. En som lider ondt af Strabdser; oftest om en svagelig Person, en Stakkel. Jf. Slaater, Taaver.

Vaatrake, m. Fugtighed; s. Rake.

<PB N="909">

Vaatrøyk, m. fugtig Damp, Uddunstning af fugtige Ting, f. Ex. af vaade Klæder. B. Stift.

vaatsam, adj. fugtig, jævnlig vaad; især om Veiret, naar der falder jævnlig Regn. Det vardt vaatsamt. Berg. Trondh.

Vaatsig (i’), n. Fugtighed i Jorden fra en Vandaare eller Kilde. Tel. og fl.

vaatskodd (oo), adj. vaadskoet, vaad paa Fødderne. I Smaal. vasskodd.

Vaatsumar (u’), m. en regnfuld Sommer.

Vaatt, n. en Smule Vædske, en Taar, Draabe. Eit litet Vaatt: en liden Taar. Kvart eit Vaatt: hver eneste Draabe. Saaledes: eit Ølvaatt, Mjølkevaatt og fl. B. Stift. Jf. Dogg, Drope, Skvett.

vaatta, v.a. (ar), 1) agte, skjøtte om, tage Hensyn til. Hard. Tel. Nordl. Dei vaatta det ikkje stort. Han vaattar ikkje kvat det kostar. Vaatta burt: forskyde, forsmaae, agte for intet. Tel. (Tinn). – 2) v.n. forslaae, have noget at betyde. Siredal. “Dæ vaattar ikkje stort”: det forslaar lidet, har liden Betydning. Ogsaa i Stjordalen med Bemærkelsen: gjælde noget, være værd, koste. – Jf. G.N. vátta: vidne, bekræfte, bestyrke.

vaattande, adj. værd at agte paa.

[vaattera, v.a. agte, anse; vurdere. Hall. See vaatta.

Vaatvara, f. flydende Vare.

Vaatveder (-veer), n. fugtig Veir, Regn, Bløde. Modsat Turrveder.

vaatøygd, adj. vaadøiet, vaad i Øinene som af Graad.

vaavaa, s. veva.