Ivar Aasen Norsk Ordbog

Brothogg (o’), n. en ringere Øxe til Ophugning af forslidte Ting; ogsaa en Kjødøxe. Ordspr. Det lyt ein vera Brothogget, dvs. der maa ogsaa være En, som gjør det groveste Arbeide.

Brotkvitel (i’), m. Overklæde, Sengetæppe af grovere Tøi (modsat Mjukkvitel). “Brokkvitil” (o’), Tel. “Braakvitel”, Nhl. G.N. brothvitill.

Brotmerr, f. s. Brothest.

brotna (o’), v.n. (ar), brækkes, briste; falde i Stykker. G.N. brotna. Giv det maa rotna og inkje brotna, dvs. forgaae af Alder og ikke af Ulykke. (Om et nyt Huus).

Brotning, f. det Arbeide at vælte Tømmerstokke ud paa Vandet til Flaadning og at løse dem, naar de have fæstet sig ved Landet. Num. Hall. Gbr. Hertil Brotningsfolk, n. og Brotningsmann, m.

Broto, s. Brota, f.

brotsam (o’), adj. voldsom, haard, som gaar ud paa Brydning; især om Arbeide.

Brotsjo, m. en stor nedstyrtende Bølge (= Skavl). Sv. brottsjø.

Brotskare, m. s. Brotføre.

Brotsnar, n. det øverste Par af Negene paa en Kornstavre. Nhl.

brotutt (o’), adj. fuld af Brud, brækket paa flere Steder.

Brotveder (Brotveer), n. en Stærk Storm, et Skadeveir.

Brotøks, f. omtr. som Brothogg.

Bru, f. Bro, Veibygning over en Vandstrøm eller en Huulning. G.N. brú. Fleertal sædv. Bruer (Brue); ellers Bryr, i Namd. Indh., Siredal; Bry, Valders.

brua, v.n. (ar), lægge Bro.

Brud, f. Brud, Kvinde som bliver ægteviet. Tildeels afvigende: Brur (Søndre Berg. Rbg. Tel. Gbr. Østerd. Indh. Helg.); ligesaa i Fleertal Brure(r) for Bruder, og i Sammensætn. Brura (Brure) for Brudar (paa Sdm. Bruda), f. Ex. Brurahus. G.N. brúdr, gen. brúdar, pl. brúdir. (Jf. Goth. bruþs, Ang. brýd, Ght. brút).

Brudarbaat, m. Baad hvorpaa en Brud føres til Kirke.

Brudarbunad, m. Brudedragt. Hertil Brudar-kruna, -pynt, -sylv, -belte og fl.

Brudarbyr (y’), m. magelig Bør, Vind som er føielig og ikke stærk. B. Stift.

Brudarbøyste, n. Steg eller Kjødstykke at sætte for Brudeparret. “Brurebøyste”, Sæt.

Brudarlad, n. et Slags Hovedpynt for Brude. “Brurela’”, Sæt.

Brudarrett, m. Madret for Bryllupsgjæster. Hertil Brudarbite (i’), m. (af Kage og Lefse); Brudargraut, m. (af Flødegrød); Brudarkaka, f. og fl.

Brudarslaatt, m. Brudemarsch, Musikstykke at spille, naar et Brudefølge gaar til Kirke.

Bruddreng, s. Brudsvein.

Brudferd (Bru’fær), f. Brudefølge.

Brudfolk, n. Brud og Brudgom.

Brudfylgje, n. Brudefølge.

Brudgume (u’), m. Brudgom. G.N. brúdgumi. (Jf. Gume). Mest alm. Brudgum, Bruggom, med Genitiv paa “s”; men i Søndre Berg. med det gamle Gen. paa “a”, f. Ex. Brudguma-Klæde, “Bruggumma-Far’en” (Brudgommens Fader). Jf. Brudgumsvyrke (kj), n. Fæstemand. Gudbrandsdalen.

Brudkona (o’), f. Kone som ledsager Bruden. Brudgjenta, el. Brudpika, om en Pige i samme Forhold.

Brudlaup, n. Bryllup, Gjæstebud ved en
Brudevielse. Sjelden i denne Form (Shl?); sædvanlig med “y”: Brydlaup, Søndre Berg. Bryddaup, Sæt. Tel. Bryllaup, mest alm. – G.N. brúdhlaup, brullaup. Hertil Brudlaups-dag, -folk, -gjest, -kost, -lag og fl.

Brudleidar, s. Brudsvein.

Brudlid (i’), n. Brudefølge. Lyder som Brudlee (Jæd.), Brurli (Sæt.). Bru’le (Smaal.).

Brudpar, n. Brud og Brudgom.

Brudreid, f. Brudefølge; egentlig Selskab som rider i Følge med Bruden. Voss, Lister.

Brudstavar (?), m. et Slags Kjøgemester eller Mellemmand, som modtager de Gaver, som Gjæsterne give Brudeparret. “Brurstaavaar”, Indh. (Snaasen).

Brudsvein, m. Mandsperson, som er udseet til at ledsage Brudeparret. “Brursvein”, Tel. Ogsaa kaldet Bruddreng, Østerd. Brudleidar, Hard. Leidesvein, Sdm. og fl.

brudvigja, v.a. vie til Ægteskab. – brudvigd, ægteviet. – Brudvigsla, f. Brudevielse.

Brugd (u’), f. opadbøiet Kant, en ophøiet Karm eller List paa Siden af en Ting. Tel. Hall. Tildeels i Formen Brugda. (Sadelbrugda, Sledebrugda, Stolsbrugda). Jf. Grind, Karr, Rong.

Brugda, f. 1, Bundt, Knippe; Liindukke af saadan Tykkelse, at man kan gribe om den med Fingrene. Østl. (Smaal. Rom. Vald. Gbr.). I svenske Dial. brud, brygda. Heraf brygda og Brygding, m.

Brugda, f. 2, en meget stor Fisk af Hai-Slægten, Selache maxima, Cuv. Shl. og fl. Ellers i andre Former: Brude, eller Brud, Sdm., Brygda, Nordl., Brigde, Sfj., Brogda Ryf.

brugden (af bregda), s. smaabrugden.

Brugdesadel, m. Sadel med ophøiet Kant.

Brugdestol, m. Stol med Ryg. Tel.

brugga, v. s. bryggja.

Bruk (u’), n. 1) Brug, Benyttelse; s. bruka. Til Bruks: til Brug. 2) Skik, Sædvane; 3) Drift, Næringsvei. Sjobruk, Jordbruk. 4) Gaard, Jordepart; særskilt Deel af en større Gaard. – Afvigende og maaskee et andet og ældre Ord er Bruk i følgende Betydn. 5) Tømmer, Trælast; Træ som flaades til Søen til Udsalg. Tel. Buskr. Hall. – 6) Dynger af opdreven Tang paa Strandbredden. Nordl. (Paa Sdm. Braak). G.N. bruk . – 7) en Stiim eller Række af Hvaler, Kvalbruk. Lofoten.

bruka (u’), v.a. (ar), 1) bruge, benytte. Bruka seg: gjøre sig Umage, drive dygtigt paa med noget. – 2) drive, dyrke, bruge som Næringsvei. Bruka Sjoen. Bruka Skogen, a) drive Skovhugst; b) gaae paa Jagt. (Østerd.). – 3) have for Skik, pleie (med Infinitiv). – 3) have for Skik, pleie (med Infinitiv). Sjeldnere. – Ofte med Imprf. brukte (for brukade) og Partic. brukt. Efter de beslægtede Sprog skulde Ordet have lukt u (uu). Jf. Ang. brúcan; T. brauchen.

brukande, adj. brugbar, som kan bruges.

Brukar, m. Bruger; f. Ex. Jordbrukar.

brukfør, adj. tjenlig til Brug.

brukleg, adj. brugelig, sædvanlig.

Brukshest, m. Hest som bruges ved Gaardsdrift. Ogsaa Bruksøyk, m.

Bruksstokk, m. Tømmerstok. Tel.

brukta, v.n. (ar), vrikke, bryde, slide noget ved idelig Bevægelse. Dei hava bruktat so lenge med detta Laaset, at det er utslitet. Sdm.

Bruksting, f. Slid, Brydning.

brulta, s. brutla.

Brum (u’), n. 1) Knopper, Løvknopper paa Træerne (= Kumar). Hard. og fl. G.N. brum. Ogsaa om Træernes Rakler eller Blomsterknopper. Gbr. – 2) friske Kviste af Løvtræer, som afbrydes til Foder. B. Stift, Tel. Hall. og fl. – Maaskee ogsaa: Kviste med Løv, s. Brumskog. I svenske Dial. brumm: Top, Løvkvist.

bruma (u’), v.n. (ar), 1) skyde Knopper, knoppes imod Løvspringet om Vaaren. Hard. Ogsaa: skyde Rakler, blomstre; om Træer. Gbr. 2) samle friske Kviste til Foder.

Brumskog, m. Løvtræer, især Birk; modsat Barskog. Helg.

Brun (uu), f. 1) Kant, Sidekant, f. Ex. paa en Fjel eller Stok. Sfj. G.N. brún. Heraf bryna, Bryning. – 2) Øiebryn (= Augnebrun). Tel. Hertil storbrynt, ljosbrynt, og fl. – 3) Rand, Brink, Skrænt; Kanten imellem en Flade og en nedgaaende Skraaning. Fjellbrun, Bakkebrun. B. Stift, Nordl. og fl. Afvig. Bron, Tel. Gbr. Bru, tildeels i Sdm. Jf. Dagsbrun.

brun (uu), adj. bruun, rustfarvet. Afvig. bron, Tel. Østl. (G.N. brúnn). Bruna, en Bruun Hoppe; Brun’en, om en Hest. Paa Jæd. Brunken.

bruna, v.a. (ar), gjøre bruun.

brunblakk, adj. blegbruun, om Heste.

Brund, m. Brunst, Parringsdrift. G.N. brundr. Hertil Brundstut, m. en Tyr. Brundveder (veer), m. avledygtig Væder. Brundtid, f. Parringstid. Brundstøding (el. -styng), m. nogle St. om en Væder (Hard.).

brunda, v.n. (ar), løbe i Brunst; om Dyr af Hankjønnet. Jf. blesma, laupa.

Brune (u’), m. 1) Brænden, det at noget brænder. Afvig. Braane, Namd. Ndm. Braanaa, Ork. Gbr. “Dæ vardt inte naaen Braanaa”: det kom ikke til at brænde. G.N. bruni. – 2) Brand, Forbrændelse; f. Ex. Skogbrune. Tel. Hall. Buskr. Tildeels: Brone, Brona. – 3) Brynde, Hede; stærk Varme i Legemet, som af Sygdom. B. Stift. Ogsaa: Kvalme for Brystet, Halsbrynde. Ork. (Braanaa).


Bruneblemma, f. Hedeblegne. I Hall. Brunablæme. Ligesaa “Brunasaarkje”, om Sprækker i Yveret paa en Ko.

Brunetev, m. og Bruneluft, f. Stærk Uddunstning, som af svedende Mennesker.

Brunfjøl, f. den nederste Fjel paa Siden af et Tag. Nfj.

brunka, v.n. (ar), see bruunt ud. “Dæ brunka’ i dæ”, Sdm. – brunkast, v.n. blive bruun. B. Stift, Tel.

Brunke, m. en bruun eller mørk Plet. Brunkje, B. Stift.

brunleitt, adj. bruunladen. Sjeld.

Brunn, m. 1) en Brønd; Vandgrube. Afvigende Brynn, Sdm. Nordl. G.N. brunnr. – 2) opvarmet Drikkevand for Køerne (= Log). Jæd. Jf. brynna. – Brunnhus, n. el Brunnkarm, m. Ombygning paa en Brønd. – brunnkjørr, adj. stille som en Brønd, om Søen. Nordl. – Brunnvatn, n. Brøndvand, Kildevand. – Brunnvekkja, f. den nederste Green paa Reensdyrets Horn. Hall.

brunnen, partic, brændt; forbrændt. Ogsaa bronnen, B. Stift.

Brunrot, f. et Slags Farvestof.

Bruntrod, n. de nederste Fjele i et Tag, over Væggen. Paa Sdm. Bruntrode, f. om den nederste Fjel.

brunøygd, adj. bruunøiet.

Brur, s. Brud.

brusa, v.n. (er, te), bruse, syde. Lidet brugl.

Bruse, m. 1, Enebærtræ (= Eine). Rom. Solør. Hertil Brusebær, Brusenaal, og fl.

Bruse, m. 2, 1) Haardusk over Panden; Stjerneman paa en Hest. B. Stift, Nordl. Ogsaa brugt som Navn paa en Buk. – 2) Axekrands, Knippe af Kornax. Sfj. Sdm. Helg.

Brusk, m. Klynge af Straa eller smaa Væxter; Kvast, Bundt. B. Stift. Ogsaa en Dusk eller Haartop. Gbr.

bruskast, v.n. sammenhobe sig, voxe i tætte Klynger. Tel. og fl.

buskutt, adj. ujævn, voxende i Klynger.

Bruspord, m. Ende af en Bro. Indh. Lyder tildeels som Bruspon (-spor’n). G.N. brúarspordr.

Brustein, m. Steen til Brobygning.

Brut (u’), m. 1, Brækstang, kort Stang til at flytte Stokke eller Stene med. B. Stift. I Tel. Brot, n. (Til brjota).

Brut (u’), m. 2, Rum i en Lade, hvori Hø eller Korn oplægges. Høybrut, Kornbrut. Sdm. og fl. Nogle St. Bryt (y’), Sdm. Vald. Ogsaa Brot, n. Sogn. G.N. brot (Dipl. 6, 79)?

bruta (u’), v.a. flytte med Haandspiger eller Brækstang.

brutla (u’), v.n. (ar), 1) arbeide med noget, slæbe, have Besvær. Trondh. – 2) larme, rasle; især om en svagere ujævn Lyd, som naar man hører Folk arbeide el. flytte og røre noget i nogen Frastand. B. Stift, Nordl. (Udtalt brultja, brultle). Heraf Brutling, f. Brutl, n. om en svagere Larm.

Brutull, m. omtr. som Brothest. Indh.

Bry, n. Bryderie, Umage, Uleilighed; s. følg. Sv. bry.

brya, el. bry, v.a. (r, dde), 1) umage, uleilige; plage. Alm. (Sv. bry; D. bryde). D’er leidt aa bry honom: det er upassende at paaføre ham Umage. Ogsaa som v.n. Han brydde med det: arbeidede paa det. Hall. – 2) drille, bryde, plage En med at sige noget som han ikke vil høre. Jf. aabryda. – Bry seg: gjøre sig Umage. bry seg um: agte, ændse, skjøtte om. Eg bryr meg ikkje um det. I disse Forbindelser forekommer ogsaa: bryast (bryes). “D’æ int vart (dvs. værdt) aa bryes med dæ”, Indh. Ligesaa: brygdast. “D’æ ikkje noko te brygdast um”, Nhl. Voss (sjelden). Ordet er dog neppe gammelt eller ægte nordisk; jf. Nedertydsk brüden, el. brüen (plage, drille); Holl. bruijen (plage, pine).

Brya, f. s. Brydja. – bryast, s. brya.

brydd, part. (af brya), plaget, udsat for Besvær og Uleilighed.

brydda (y’), v.n. (er, e), spire, skyde Spirer, komme op, om Korn og Græs. (I Spøg ogsaa om Skjæg). Nordre Berg. og fl. Af Brodd.

Brydding, f. Opspiren; Tiden da Kornet spirer paa Ageren.

Brydja, el. Brya, f. et Kar af Skikkelse som en Kiste og dannet ved Udhuling af et heelt Stykke Træ; Hakkeblok; Vandkumme m. m. Udtalt: Brydja, el. Bryggja, Hard. Brydj’, eller Bryddi’, Namd. Brya, alm. i B. Stift og nordenfjelds. G.N. brydja. Ellers kaldet Hokk, Stokk, Kupa, Tro, Nuv, No, Nøle. – Brya siges ogsaa spotviis om tykke og tunge Kar, ligesaa om Baade og Fartøier, som have et klodset Udseende.

Brygda, f. (Fisk), s. Brugda.

brygda, v. bøie; forandre; s. brigda.

brygda, v.a. (er, e), binde sammen i Totter eller Dukker. (Af Brugda). Valders.

brygdast, v. skjotte, s. brya

Brygding, m. et Knippe, en større Portion Liin, bestaaende af flere “Brugder”, f. Ex. en “Tolvbrygding”. Valders. I Gbr. Brigding (12 Brugder).

Brygg, n. en Brygning; det Øl som brygges paa een Gang. Ogsaa Brugg, Nhl. Hardanger.

bryggja, v.a. (ar), brygge; lave Øl. Hedder ogsaa brugga, Nhl. Voss, Hard. G.N. brugga. Ogsaa i Betydn. forberede, lægge Planer, gjøre Anslag til noget. Eg veit ikkje kvat han bryggjar paa. Det bryggjar til eit Uveder. – Hertil Bryggjar, m.
en Brygger. Bryggjarhus, n. Huus til Brygning; Bryggerie. Bryggjarsaa, m. s. Bryggjekjer.

Bryggja, f. Landgangsbro, Udbygning mod Vandet til Bekvemmelighed for Landstigning og Losning. G.N. bryggja. Jf. Ang. brycg; Holl. brug, dvs. en Bro.

Bryggjekjer, n. Bryggekar. Ellers kaldet: Bryggjebytte, Valders; Bryggjeholk, Hall., Bryggjarsaa, m. B. Stift.

Bryggjespord (-spor), m. den yderste Ende af en Brygge (Bryggja). G.N. bryggjuspordr.

Bryggjetropp, f. Trappe i en Brygge.

Bryggjing, el. Brygning, f. Brygning.

Bryggstein, m. brændt Steen, som paa nogle Steder findes i Jorden (= Kokstein).

brykja, v.n. (er, te), arbeide stærkt. “brykje”, Sdm. (Adskilt fra brytja).

brylaust, adv. let, uden Møie (Bry).

Bryllaup, see Brudlaup.

bryna, v.a. 1. (er, te), 1) sætte Kant paa, sætte Bræm paa Klæder. Hard. – 2) trække en Baad lidt op paa Strandbredden. G.N. brýna. – 3) v.n. rinde, komme op over Fjeldkanten; om Solen. Tel. Af Brun, f.

bryna, v.a. 2. (er, te), 1) slibe, hvæsse med et Bryne. G.N. brýna. – 2) v.n. arbeide stærkt; ogsaa buldre, larme, gjøre megen Støi. Nordre Berg.

Bryne, n. Bryne, Hvæssesteen. G.N. brýni. – Bryneberg, n. og Brynegrjot, n. Klippe hvoraf Bryner udhugges. Brynestokk, m. Balg eller Skede, hvori man bærer Brynet i Høslætten. Ogsaa kaldet Brynebutt, Hall. Bryneholk, Tel. Andre St. Skolp og Strump.

Bryning, f. 1) Bræmme, Kant paa Klæder. (Jf. Brun, f.). Hard. – 2) Slibning, o.s.v. see bryna.

Brynja, f. 1) Brynje, Pandserskjorte. Omtalt i Viser og Sagn. G.N. brynja. Jf. Navnene Brynhild, Brynjulv. – 2) et Slags brede Baand, som dannes af Jernringe. Tel.

brynna, v.a. (er, te), vande, forsyne Kreature med Vand; egentl. føre til Brønden (Brunn). G.N. brynna. I Spøg “brynna seg”: drikke stærkt, svire. Heraf Brynning, f.

Brynsl, f. 1) Slibning, af bryna. 2) den Stund man kan slaae med en Lee, indtil den behøver at hvæsses paany. Tel. (Paa Sdm. Slip).

Brynsla, f. 1) Hvæsning, Slidning. 2) larmende Arbeide, Støi, Bulder. Sdm.

brynt, adj. beskaffen med Hensyn til Øienbryn; f. Ex. storbrynt, ljosbrynt, svartbrynt. Ogsaa Particip af bryna.

Bryr, pl. s. Bru.

brysam, adj. besværlig, møisom (s. Bry). Nogle St. bryasam.

Brysja (y’), f. et Uveir, som snart gaar over; især en Kulde-Snert om Vaaren. “Brysju”, Hall. Jf. Brosa.

Brysla (yy), f. et Leie som Bjørnen tilreder sig af Kviste og Straa. Hadeland, Aadalen. (Maaskee Brytsla). Ogsaa skrevet Brusle. (Topogr. Journal 21, 118).

Brysta, f. Brystgjord i en Sæle. Tel.

Bryt, s. Brut. – bryta, s. brjota.

brytja, v.a. (ar), hugge smaat, hugge Kjød i smaa Stykker til Kogning. G.N. brytja. Ogsaa: arbeide dygtigt. (Tildeels udtalt brykkja). – Brytjar, m. en driftig Arbeider.

Bræa, s. Bræda og Brede.

bræda, v.a. (er, de), 1) smelte, faae noget til at smelte (braadna). Bræda Talg, Smør, Is, og fl. Mest alm. bræ, bræa; i Nfj. og Sdm. bræde. G.N. bræda. – 2) tjære, overstryge med Tjære eller smeltet Beg (s. Braad). G.N. bræda. – 3) om Fugle: ruge, ligge paa Æg (= klekkja, verma). B. Stift, Nordl. Hertil brædd: smeltet; tjæret; ogsaa: ruget el. klækket. Jf. tjørebrædd, nybrædd. Eit brædt Egg: et Æg hvori Ungen har begyndt at udvikle sig.

Bræda, f. om en hidsig Person, s. Illbræda.

Bræde, n. 1) Flage eller Lag af Fjele; s. Baatsbræde. – 2) Plade, Skive i Bindet paa en Bog. Sdm. Hall. Fraa Bræde til Bræde: fra første til sidste Blad. Andre St. Perm og Byne. – Afvigende herfra er Bræda (Bræe), f. en kort Fjel, saasom en Tofte i en Baad. Østerd. Jf. Sv. bräde (Fjel), T. Bret.

Bræding, f. Smeltning, o.s.v. see bræda.

Bræe, s. Bræde og Brede.

bræka, v.n. (ar), bræge, om Faar og Gjeder. Shl. Sogn, Hall. Østl. (Sv. bräka). Hedder ellers: brækje, Gbr. Østerd. Indh. Namd. brækta, Nhl. Ork. Nordl. blækta, Tel. bækta, Mandal; bekra, Tel. (Jf. T. blöken; Eng. bleat). Desuden: mekra, jerma, skværa. Isl. brækta.

brækja, v.n. (er, te), 1) glimre, straale; især afbrudt eller i enkelte Glimt, om Solen. Tel. (Jf. brikja). 2) prunke, prale, gjøre sig til. Num. Ogsaa: vimse, være urolig. Tel.

brækjen, adj. stolt, pralende; ogsaa fyrig (?). Num. (Hertil maaskee “bræg” hos Landstad 235).

Brækt, n. et Skrig, s. følg.

brækta, v.n. (ar, ogsaa: er, te), 1) bræge, s. bræka. 2) skrige af Skræk el. Smerte (ogsaa om Faar og Gjeder, men forskjelligt fra bræge). Nfj. Sdm.

Bræl, n. Fjas, Narrestreger. Nhl. Hard.

bræla, v.n. (ar), 1) haste, skynde sig. Tel. 2) fjase, fare med Narrestreger. Nhl. Rbg.

bræsa, v.n. (er, te), stege, tillave fede Retter. Dei steikte og bræste. Berg. Stift, Num. Hallingdal og flere. Ogsaa i en
anden Form: bresja, Østerd., breisje, Solør.

Brød, n. Brødleiv o.s.v. see Braud.

Brødrung (?), m. Farbroders Barn. Skal forekomme i Smaalenene. G.N. brœdrungr.

brøgla, v.n. glimte, glindse. Gbr. (Lom). S. bragla.

Brøker, s. Brok.

brøla, v.n. (er, te), skryde, prale. B. Stift. Brøl, n. Skryderie.

Brøsk, s. Brjosk. Brøsme, s. Brosma.

Brøst, Brøstduk o.s.v., s. Brjost.

brøte, s. brjota. brøye, s. breida.

brøysk, adj. skjør, svag, let at brække. (Ofte i Neutr. brøykst, for brøyskt). G.N. breyskr.

Brøyskleike, m. Skjørhed, Svaghed.

brøyskna, v.n. (ar), blive skjør.

Brøyt, m. Brydning, Vending.

brøyta, v.a. (er, te), 1) bryde, vende, vride om (= bretta, brigda). Af brjota, braut. – 2) gjøre en Vei, bane Vei, især i Snee. Dei hava brøytt med Snjoplogen. Næsten alm. Jf. Braut, f. – 3) forandre, gjøre en Forandring med; f. Ex. brøyta Klædebruket. G.N. breyta Ogsaa v.n. forandre sig, nærme sig til noget andet (= brjota, brigda). Det brøytte av: det ble anderledes. Det brøyter attpaa vaart Maal: nærmer sig til vor egen Tale.

brøytande, adj. som lader sig vende eller forandre. Ogsaa om en opbrydning: D’er so myken Snjo, at d’er ikkje brøytande.

Brøyte, n. 1) Brydning, besværlig Fremkomst, især om en tung Vei i Sneen. Gbr. og fl. 2) Forandring, Afvigelse (= Avbrøyte). Mest i B. Stift.

Brøyting, f. 1) Forandring. 2) Veibrydning, Sneepløining.

brøytt, brudt, ryddet (om Vei); vendt, forandret, s. brøyta.

Bu, n. 1) Bosted, Hjem. Kun i Navne paa Gaarde og Bygder, som Sandbu, Volbu, Selbu, Sparbu, Rennebu. – 2) Huusholdning. G.N. bú. Setja Bu: bosætte sig. Koma til Bu og Bunad: faae sig Huus og Gaard. – 3) Formue, Midler; Eiendom som hører til en Huusholdning. Skifta Buet. Sitja i uskift Bu. – 4) en Gaards Besætning af Kreature. Jf. Buferd, buføra, Buskap. – 5) Køer, Hornkvæg (= Naut). Temmelig alm. Afvigende: Buj (Buje), Jæd. Butt (Butt’e, for Buet), Rbg. Bu og Smale: Storfæ og Smaafæ. B. Stift.

Bu, f. et Plantenavn, s. Burot. Jf. Graabu, Raudbu. See ogsaa Bud.

bu, eller bua, v.n. og a. (r, dde), 1) boe, være bosat paa et Sted. G.N. búa (med stærk Bøining: býr, bjó, búit). – 2) være, befinde sig, have Sted. D’er tungt fyre den, som under bur (dvs. som er saadant underkastet, som skal taale det). D’er vandt aa vita, kvat som bur i honom; el. kvat som bur inn-under (dvs. ligger skjult derunder). – 3) v.a. gjøre færdig, tilrede, sætte i Stand. G.N. búa. Bu seg til: gjøre sig færdig; ogs. klæde og pynte sig. Jf. budd, buen, Bunad. (Mest brugl. i B. Stift). En sjeldnere Form er buast (bust, buddest): blive færdig; saaledes a) modnes, om Frugt. Stjordalen (s. buen). b) slippe Efterbyrden (= greidast); om Køer. Sdm.

bua, v.n. (ar), stimle sammen, storme frem ligesom Fæ (Bu). Sdm. Om et andet bua, s. buda.

buande, adj. 1) boende; 2) tjenlig til Beboelse. Der var ikkje buande: man kunde ikke boe der. Ein buande Mann: en bosat Mand, Gaardmand (= Bonde). Shl. og fl.

Buar, m. Beboer. (I Sammensætning).

Bubekk, m. Besætning af Køer. Sdm. (Dunkelt Ord).

Bublom, et Slags Bregne. Nhl.

Bud (Bu), f. 1, en Bod (Bygning). G.N. búd; Eng. booth; T. Bude. Særskilt: 1) Hytte, lidet Huus eller Skuur i Udmarkerne. Fjellbud, Sæterbud, Høybud. Rbg. Tel. 2) Fiskerstue, Huus for Søfolk i Fisketiden. Rorbud. (Nordl.). 3) Madbod paa en Gaard (= Bur, Stabbur). Smaal. Sdm. og fl. Jf. Sengjarbud. 4) et større Forraadshuus eller Oplagssted. Kornbud, Sjobud, Tollbud. 5) Butik, Udsalgssted. Krambud. – Hertil Budarfot, m. Fod under en Stolpebod. Budarrot, n. Rum under Taget i en Madbod. Budarsole, m. Grundstok i en Stolpebod. (“Budasole”, Sdm.).