Ivar Aasen Norsk Ordbog

der, conj. dersom, hvis. Der du inkje lyder, fær du Skrubb, Mandal (Meddeelt). Synes at høre til G.N. þegar. Ellers bruges ogsaa “dersom”, som vel kan være en nyere Form, men dog ikke er ganske at forkaste.

dera (ee), v.n. skjælve, bæve; s. dirra.

dere, I, Eder, s. de.

dermed, s. der. – desa, s. disa.

dess, Genitivform af det (s. det). Hertil: dessforutan (mere brugl. end dessutan): desuden, end videre. – dessimillom: derimellem, til visse andre Tider; ogs. imidlertid. – Dette “dess” forbindes tildeels ogsaa med et Komparativ, hvor det hellere skulde hedde “di” (Dativ), saasom: dess betre, dess helder, dess meir, dess mindre, dess verre. See di.

dessa, og desse, s. denne.

det, pron. (for Neutrum), det (= T. das, es). Mest alm. “dæ”, men har ogsaa en ældre Form “da”, for dat (i Søndre Berg. Sogn, Sfj. Helg. Salten). Ogsaa med en anden Forkortning “et”, især efter et Verbum, f. Ex. Han skal faa’et. (Smaal.). G.N. þat (senere ogsaa þet); jf. Isl. þad; Sv. det; Nt. dat, og det. – Ordet bruges: 1) som personligt Pronomen til Betegnelse af enhver Ting, hvis Navn er et Neutrum, f. Ex. Fjeld, Huus, Træ. Ligesaa om en Tilstand, et Tilfælde eller et mere ubestemt Begreb. F. Ex. Det myrknar. Det regner. Det munar. Det vardt mødesamt. Det kann so vera. Det er tungt fyre deim. (I Stedet for “det er” siger man sædvanlig: d’er, dær, dæ’). Jf. Eg trudde det (at) han var komen. Eg ser det (at) han vil det. – 2) demonstrativt, som Neutrum til “den” ; f. Ex. alt det, som no er sagt. Stærkt betonet ved en nærmere Paaviisning: Det vil eg hava. Det veit eg fyrr. – 3) adjektivisk i Forbindelse med Substantiv. Det Huset; det Aaret, o. s. v. – 4) som Artikel med Adjektiv. Det store Huset. Det fyrste Aaret. Det sidste var det beste. (Her svarer “det” til G.N. hit). 5) som Indledningsord eller foreløbigt Subjekt i en Sætning, hvis egentlige Subjekt følger efter Verbet. F. Ex. Det kjem ein Mann. Det flaug upp ein Fugl. Det syner Vegen (dvs. Sporene vise sig). Det dreiv Sjoen. Det skjelv Henderna. Ligesaa: Det vil Tid til alt. Det vil alle vera frie. Det veit ingen, kvar han er. (Gram. § 307). – Dativ af dette Ord hedder: di, f. Ex. Kom hit med di. (G.N. því, þí). Meget brugeligt i Midten af Landet (Trondh. Østerd. Gbr. Hedm. Vald. Hall. Nfj. Sdm.), men ellers sjelden. Av di: deraf; ogs. af den Aarsag, paa Grund af (at). Etter di: derefter; ogs. da, siden, efterdi. Fraa di: fra den Tid af. Fyre di: derfor; fordi. Med di: dermed; ogsaa: i den Henseende, hvad det angaar. Jf. di, adv. – Genitiv dess (G.N. þess) bruges kun i nogle Tilfælde. D’er Von dess: der er Sandsynlighed for det; man kan vente det. (Sdm.). Han var glad dess, at det inkje vardt verre. (B. Stift). Mere alm. er til dess, dvs. dertil, til den Tid, indtil; f. Ex. Lat det vera, til dess han kjem. Ogsaa med Betydningen: endog, endogsaa. Ein kann riva det med berre Fingrom til dess. Eg minnest det inkje sjølv til dess: jeg mindes det ikke engang selv. (Nogle St. dessmeir, desshelder). Jf. dessimillom.

Dett, m. 1) et Fald; s. detta. 2) et hastigt Ryk eller Stød. D’er ein Dett i honom, siges om en Vindbyge paa Søen, naar den truer Seilet med et pludseligt Stød.


detta, v.n. (dett, datt, dottet), 1) falde, styrte; især om et hastigt Fald. (Jf. falla, siga). Alm. G.N. detta. – 2) briste, falde i Stykker. Dei datt av (det gikk itu). Det dett i sunder. (Mest nord i Landet). Figurl. det datt ned atter, om Opbruusning eller Hidsighed.

detta, pron. s. denne.

detten, adj. som lettelig falder. Nhl.

Detting, f. Falden, ofte paakommende Fald.

Dettvol (o’), m. = Slagvol. Indh.

di, pron. s. de, dei, det og din.

di, adv. 1) derfor, af den Grund. Det var di so (derfor var det saaledes fat). Det gjeng di so. (Sdm. og fl.). G.N. því, þí (Egentlig Dativ af det). Ogsaa som Konjunktion i Forbindelse med “at”, altsaa di-at, eller “deat”, skal det forekomme i Fjeldbygderne. (Nummedal?). G.N. þvíat; D. thi; Sv. ty. – 2) jo, desto, des. I Forbindelse med Komparativ, f. Ex. Di meir han fær, di meir vil han hava. Forekommer i Indherred, men ellers sjelden i denne Form, da det almindeligst lyder som “te” (el. ti, med aabent i), f. Ex. Te lenger det leid, te verre det vardt. Ellers ombyttes det ogsaa med “dess”, ligesom i Dansk og Svensk. G.N. þvi og þess bruges begge i denne Stilling, men da det netop er Dativ, som i andre Tilfælde forbindes med Komparativ, bliver Formen “di” her at ansee som den rigtigste.

di-beter (e’), adv. 1) desto bedre. 2) endogsaa (= dimeir). “di bær”, Snaasen.

did, pron. s. de.

di-fyre (y’), adv. derfor. B. Stift og fl. (Bedre Form end “derfyre”).

diga (i’), v.n. (ar), bævre, ryste; om en Masse. Hall. Hertil Diga (i’) el. Degu, f. en blød Masse. “degulendt”, adj. sumpig, meget blød.

digen (gj), adj. lidt tyknet. Sdm. Ndm. og fl. i Formen “digja” (f.), om Mælk, som begynder at afsætte Fløde og ikke længere er ganske fersk. Maaskee Particip af et gammelt Verbum. (Grimm, Gr. 2, 47).

diger (dig’r), adj. 1) tyk, fyldig, drøi. Alm. I Sæt. dig’e. G.N. digr. (Goth. digrs). Ogsaa: frugtsommelig el. drægtig (ligesom tjukk). Trondh. – 2) stor, svær, usædvanlig opvoxet, f. Ex. om en Elv. Østl. – Diger-enden, den tykke Ende. Nordl. I Sæt. Dig-enden.

Digerskab, m. Tykhed, Fyldighed.

Digle, m. s. Deigla.

digna, v.n. (ar), 1) bugne, bøie sig; f. Ex. om en Stang. Nordl. – 2) om Mælk, som begynder at afsætte Fløde (s. digen). Sdm. Ndm. Nordl. – 3) blive tyk (= digrast). Gbr.

Digning, f. Bøining, bugnet Punkt.

Digra, f. Tykkelse, Tykhed; ogsaa Opblæselse i Maven. Hall.

digrast, v.n. blive tyk, voxe i Bredden.

digt, adv. 1. stærkt, dygtigt, ret tilgavns. Nordre Berg., ogsaa i Trondh. Stift. Formodentlig for digert.

[digt, adv. 2. tæt, meget nær; f. Ex. digt ne’ mæ’ Vegen. Rbg. Nedenæs. Af Tydsk. Saaledes ogsaa: digta, v.a. (ar), tætte, stoppe, udfylde en Aabning. Jf. dytta.

[digtig, adj. drøi, svær, stor; om Personer: stærk, kraftfuld, dygtig til tungt Arbeide. Meget brugl. i B. Stift. Er vel intet andet end det danske “dygtig” (T. tüchtig), tillempet efter digt (diger). Jf. dygg, dydig.

di-helder, adv. desto hellere; ogsaa: endog, endogsaa. Eg visste det ikkje sjølv dihelder: jeg vidste det ikke engang selv. Hard. Oftere: desshelder, Hard. Voss; disshelder, Tel.; tesshelder Sdm. og fl. Jf. di meir.

dika (i’), v.n. løbe, vimse, svæve omkring. Tel. (G.N. dik: Løben).

Dika (i’), f. Pidsk, Opbankning, en Dragt Prygl (= Dengsla). “Han fekk ei Deka”, Helg. Sdm. Jf. Huddika.

Dike (Dikje), n. 1) Pøl, Mudderpyt, stor Samling af Dynd. Alm. (G.N. díki). – 2) Dige, Grøft. Mandal (?).

Dikemyr, f. Sump, Muddergrund som er vanskelig at færdes over.

diken (i’), adj. livlig, rask; ogsaa urolig, vild. Nordl. (dikjen, dikkjen).

dikjutt, adj. fuld af Mudderpytter eller dybe Sumpe.

dikke, og dikkon (Eder), s. de.

Diksl, f. s. Teksla.

dikta, v. (ar), digte, gjøre Vers; ogsaa opdigte. G.N. dikta, af Lat. dictare (foresige). Hertil: Dikt, n. et Digt; ogsaa en Opdigtelse. Diktar, m. en Digter. Diktargaava, f. Digtergave. Diktarskap, m. Digtning; Poesie.

Dile, m. en vaad eller fugtig Plet paa Jorden, især i en Ager. Voss, Sdm. og fl. Nogle St. Dila, f. (Hall.). G.N. díli, Plet.

di-lik, adj. deslige; lignende. Mest i Neutrum, f. Ex. meir dilikt: mere af dette Slags. Slikt og dilikt: saadant og lignende. G.N. því líkr; Sv. dylik.

dilka, v.n. løbe, trippe. Omtrent som dalka, dalta, dilla.

Dill, m. 1) Fiske-Unge, især Yngel af Sei (= Seidmurt). Helg. – 2) en Vedhænger, Efterløber, f. Ex. Tausedill: en Pigegjæk. B. Stift.

dilla, v.n. (ar), 1) dingle, hænge og slænge. Nordre Berg. Nordl. Ogsaa: løbe, trave (= dilta, dulta). Østl. Dilla med: hænge ved, løbe efter. (B. Stift). – 2) bæve, ryste. Hall. Ved Trondh. dildra. Jf. dirra. – 3) v.a. ryste, bevæge. Hunden dillar Rumpa (logrer med Halen). B. Stift.

Dilla, Plantenavn, s. Dylla.


dilta, v. løbe, trave; s. dulta.

dilutt, adj. fugtig paa enkelte Steder; om Jord. S. Dile.

Dim (i’), m. en flygtig Lighed. (= Tim). Nfj.

di-meir, adv. destomere; endog, endogsaa (= dihelder, dibeter). Oftere i Formen: dessmeir. Tel. Hall. og fl. Ogsaa: dismeir, tissmeir. Jf. di, det.

dimka, v.n. (ar), blive dunkel (= dimmast). Sæt. I Østerd. dymte.

Dimling, m. Blindnagle (= Dubling, Blinding). Nordl. Hertil ogsaa et Verbum dimlinga, og dimla: sætte Blindnagler i.

Dimm (i’), n. Tusmørke, den mørkeste Deel af Natten om Sommeren. B. Stift. Det stend Dimmet: det er allerede saa mørkt, som det nu kan blive. Afvigende: Dim (i’), langtonet; derfor ogsaa skrevet “Deem”. I Ryfylke: Dymm (y’).

dimm, adj. dunkel, noget mørk, f. Ex. om Luften; uklar, ikke ret blank, om Glas og deslige; ogsaa: svagsynet, om Øinene. Afvig. dim’e (i’), Sdm. og fl. dymme’e, Sogn; ogsaa i Formen: dumm, Jæd. Gbr. Ork. – G.N. dimmr; Ang. dim; Ght. timbar. (Jf. demba).

Dimma (i’), f. Dunkelhed i Luften, Uklarhed, Mørke. Nordl., ogsaa Hall. og flere. Afvig. Dymme (y’), Ndm. G.N. dimma; Sv. dimma.

dimma, v.a. (er, de), fordunkle, gjøre uklar. Oftere i Formen dimmast, v.n. (est, dest), fordunkles, blive dunkel. Afvig. dimest (i’),HMFm Sdm. og fl. dymmes, Nedre Tel. Gbr. Ork. Dimmast paa syni: blive svag i Øinene.

Dimming, f. Fordunkling; Tusmørke.

dimmleitt, adj. dunkel, mørkladen. Tel.

dimmyld, adj. om Ager, som kun bestaar af Myrjord eller sort Muld. B. Stift.

Dimsyn, f. dunkelt Syn.

dimsynt, adj. svagsynet, som ikke seer klart. Hedder ogsaa dimmøygd, Helg. og fl. I Hall. dimsyn.

din, pron. poss. din, dig tilhørende. Med Bøining: din, m. di, f. ditt (i’), n. dine, pl. (tildeels: dina, pl. f.). G.N. þinn, þín, þitt osv. Dativ tildeels: dinom, dinne, dino (afvig. dinaa). – Ved et tillagt Kjælenavn eller Skjældsord kan “din” bruges i Stedet for du (ligesom i Svensk og Dansk), f. Ex. din vesle Skugge; din Krok; ditt Svin, o. s. v. (Gram. § 344).

dingla, v.n. = dilla, dangla.

Dingla, f. en liden Bjælde. Østerd.

Dings, n. liden vedhængende Tingest, f. Ex. en Ring, Knap, el. Løkke. B. Stift.

Dining, s. Dyning.

dinsa, v.n. (ar), bævre, gynge (= dissa). Jæderen.

di-nær, adv. nær derved; næsten. Sjeld.

Dipel, Mudder; s. Depel.

[dirka, v.a. aabne en Laas med “Dirk” (= Brotlykel), Tydsk Dietrich.

dirla (i’), v.n. vakle, staae løst, = darla.

dirra (i’), v.n. (ar), dirre, bæve, ryste; jf. dissa. Paa Sdm. dera (ee). Sv. darra.

Dis (ii), f. i Kvindenavne, som Halldis og Tordis, er G.N. dís, dvs. Kvinde; ogsaa Gudinde.

disa (i’), v.n. (ar), 1) drive omkring, slænge, gaae i Utide. Smaal. ogsaa i Formen: disse. – 2) sladre, fisle. B. Stift, Hall. Nogle Steder tisa (i’), ogs. bisa (besa). Hertil Diseltut, m. en Sladrer, Øretuder.

Disk, m. 1) Disk, Bræt, lidet Bord. 2) en Brikke, Skive at bruge som Tallerken. Tel. og fl. G.N. diskr, af Lat. discus, Skive.

Disma (i’), f. Solrøg, tynd Taage af opstigende Dunster. Nordland. Oftere i Formen Dismer, n. Paa Sdm. Dism, n.

dissa, v.n. (ar), bævre, skjælve, ryste; især om en Masse, f. Ex. en Sump, som gynger eller bæver under Fødderne. Alm. vest og nord i Landet. Ogsaa v.a. gynge, svinge, sætte i en svævende Bevægelse. (Afvig. dinsa, Jæd.). Dissa seg: gynge. Dissa eit Barn. Ogsaa i svenske Dial. Jf. dansk: dysse.

Dissa, f. 1) en Gynge (= Huska). – 2) et Navn paa Erlen (s. Erla). Nordl.

Dissing, f. Bæven, Rystelse.

dit (ii), adv. did, derhen, til det Sted. Nogle St. udtalt kort som “ditt”. G.N. þingat, þigat osv. (hvortil ogsaa det foranførte degat); Ang. þider (Eng. thither); Sv. dit. Jf. dedan.

di-verre, adv. desværre. Indh. (Snaasen). Mere alm. dessverre.

djerv, adj. djerv, modig, dristig; ogs. paatrængende. (I dette og følgende Ord udtales “dj” mest alm. som “j”). G.N. djarfr. Ved Trondh. hedder det oftere djerven (jerven).

djervast, v.n. blive dristig; ogs. driste sig, vove (dyrvast).

djervmælt, adj. fritalende, dristig i at tale. Telemarken.

Djervskap, m. Dristighed.

Djevel, m. Djævel. G.N. djöfull, af Lat. diabolus. Hertil flere Sideformer: Jevel, Devel, Jekel, Dekel; og ellers: Bøvel, Faker, Fanker, Dunder og fl.

Djevelskap, m. Djævelskab.

djevelsleg, adj. forbandet, djævelsk.

Djoka (o’), f. Pigebarn, s. Drok.

Djup, n. et Dyb; dybt Vand. Til Djups: ned i Dybet.

djup, adj. dyb; om Sted hvor det er langt ned til Grunden. G.N. djúpr; Sv. djup. Figurlig: dybsindig, som først forstaaes ved en større Opmærksomhed. (Udt. djup’e, Sdm. Hard. jup, mest alm.). Heraf Dypt, dypast.

Djup-aal, m. den dybeste Rende i Bunden, i en Elv eller et Sund.


Djupe, m. en Fordybning; et Dyb. Tel.

djupgjengd, adj. dybtgaaende. Hall. og fl.

Djuping, m. dybt Sted i Vandet, især i en Vig eller Bugt. “Juping”, Smaal.

djupleg, adj. noget dyb.

Djupleike, m. Dybhed, Dybde.

djuplend (-lendt), adj. om Mark eller Ager, som har dyb Jord. Modsat grunnlend.

Djuplengd, f. Dybdemaal. Tel?

Djuplina, f. Fiskeline at bruge i dybt Vand.

djupna, v.n. (ar), blive dybere.

djupraadig, adj. klog, som lægger kloge og vidtgaaende Planer.

Djupreina, f. Bakke eller Banke ved Siden af et Dyb i Søen. Nordre Berg.

djupsjoad, adj. om en Strækning, hvor Søen er Dyb. (jupsjøa).

Djupsogn (o’), f. Haandsnøre, Fiskesnor at bruge i dybt Vand. Ogs. udtalt Djupsaagn, tildeels med Fleertal Djupsegner, Sdm. og fl. I Nordland derimod: Jupsaang, Juksaang, og forkortet: Juks. En anden Form “Søgn” skal forekomme i Sfj. (?). Ordet kunde nærmest synes beslægtet med “Agn”, men er ellers dunkelt. Jf. Isl. djúpshöfn.

Djupt, f. s. Dypt

djuptenkt, adj. dybtænkende, dybsindig.

Djuv, n. (og f.), en Huulning i Jorden; især en Fordybning, som er omgivet af Klipper, en Hule, Bjergkløft. Dju, Sdm. Hard. Ju, Nhl. og fl. Juv, Tel. Hall. Vald. – Vel egentlig en Sænkning; jf. duva.

djuvutt, adj. fuld af Huler eller Huulninger. “Der æ so djuette aa dalette”. Sdm.

do, dvs. døde, s. døya.

do, adv. s. daa. – Dodd, s. Dott.

Dogg, f. 1) Dug, Fugtighed efter en Afkjøling. G.N. dögg. Sv. dagg. – 2) en liden Slump af Vædske. Ei liti Dogg (= Sope, Skvett). Kvar ei Dogg: hver en Draabe. B. Stift.

dogga, v.a. (ar), dugge, bedugge. G.N. döggva. Jf. deggja. – doggast, v.n. blive fugtig af Dug.

Doggaam, og Doggorm, m. et Slags Insekt-Larver (Aama, Grasmakk). Mandal.

Doggfall, n. Dugfald. D’er litet Doggfall: der falder liden Dug.

doggfri, adj. fri for Væde af Dug.

Doggløysa, f. Tørhed, Mangel paa Dug.

Doggorm, s. Doggaam.

Doggsko, m. Dopsko, Beslag paa Enden af et Skaft. Valders (omtr. som Holk). G.N. döggskór.

doggslegen, adj. lidt fugtig af Dug.

doggvaat, adj. vaad af Dug.

dogort (o’), adv. ganske; netop. “Inkje dogort”: ikke ganske. Tel. (Dunkelt).

Dogurd (o’), Davre; s. Dagverd.

Dokk, f. Huulning, Fordybning; lavt Punkt som omgives af Bakker eller Skraaninger. Mest i de sydlige Egne til Sogn og Gbr. (Jf. Hola). G.N. dökk. Fleertal hedder paa flere Steder Dekker (Dekk’r), i Tel. Dekk’ar. – Paa Sdm. tildeels Dekk, og Dekt, f. for Dokk. I Smaal. forekommer Jokk (maaskee Djokk).

Dokk, f. (2), et Dække. Snjodokk. Nhl. Vistnok fremmed Form.

Dokka, f. 1) Dukke, Fed eller Bundt af Traad, Hamp, Liin og deslige. Sv. docka. – 2) Dukke, lidet udklædt Billede til Legetøi. Ogsaa brugt som Kjælenavn.

dokke (Eder), s. de.

Dokkehovud (o’), n. Knuden paa et Bundt f. Ex. af Tobaksblade.

Dokkemark, f. ujævn Mark, med mange Fordybninger; s. Dokk.

Dokkerot, f. Kryb-Ranukel (= Trøyska). Tel. (Af dens bundtede Rødder).

dokklendt, adj. ujævn, bakket. Hall.

dokkutt, adj. ujævn, fuld af Fordybninger. Mere alm.

[Dokter, m. en Læge (Doctor). – Dokterskap, m. 1) Lægekunst; 2) Lægemiddel.

Dolg, m. 1) Klump, Knude, tykkere Punkt paa Traad eller i Tøi. Nordre Bergenh. Nogle St. Dolk. – 2) en lad Person, Lediggjænger. Indh. Nordland. (G.N. dolgr er en Fiende).

dolgutt, adj. 1) klumpet, tyk paa enkelte Steder. – 2) lad, seenfærdig. “dolgaatt”, Indherred.

Dolp, f. en Huulning i Jorden (= Dump, Dokk). Fosen, Ork. Østerd. Nogle Steder Dølp. Hertil: dolputt, adj. ujævn (= dokkutt).

Dolp, m. liden hængende Kugle eller Knap, f. Ex. paa Sølvsmykker. Tel.

dolsa, v.n. sprade, spanke; ogs. gaae langsomt. Tel.

Dolsmit (o’, ii)? I Talemaaden “gaa Dolsmiten”: dvs. gaae tabt, gaae i Stykker, blive unyttig. Sdm.

Dolva, f. en Klods, et stort Stykke. Sæt.

Dom (oo), m. 1) Dom, Kjendelse eller Afgjørelse i en Sag. G.N. dómr. Ogsaa Domsakt, Dokument for en Dom. – 2) Ret, dømmende Korporation. (Sjelden). – 3) Bedømmelse, Omdømme, Mening. D’er mange Domarne um det. – 4) Egenskab, Stilling, Tilstand; tildeels ogsaa: Ting el. Sag. Kun i Sammensætning. Ungdom, Barndom, Manndom, Rikdom, Visdom; Eigedom, Heilagdom, Lækjedom. Her mærkes et Par Talemaader, som dog maaskee høre til et andet Ord (Dumb). “Inte Dommen”: ingen Ting, ikke en Smule. (Ogsaa i svenske Dial.). “D’er inte Dommen tess”: det duer til ingen Ting. Østl. (Rom.).

domar, m. en Dommer. G.N. dómari.

[domenera, v.n. buldre, larme; skjælde o. s. v. Fr. dominer (herske).

domfeld, adj. domfældt.


Domherre, og Dompape, m. Navn paa en Fugl, Pyrrhula rubricilla.

Domme, s. Dumme og Dumba.

Domsdag, m. Dag da en Dom er fældet. Ellers Domedag (el. Doma-dag), om den yderste Dag.

Domstol, m. Domstol; dømmende Myndighed.

Don (oo), n. 1) Tøi, Smaating som man fører med sig. Nhl. Sogn, Nordl. Nogle St. Dont, n. (Sogn). – 2) Redskaber, Værktøi. Ogsaa kaldet Doning, f. og Donskap, m. Sv. don. Vel egentl. Nedertydsk.

Don, s. Dun. – Dona, v. s. dunna.

[Dona, f. en Snare. (Tydsk).

Doning, s. Don, og Dugnad.

[Donkraft, f. Maskine til Løftning. Sv. domkraft; Holl. dommekracht.

[Dont, m. Det kann vera ein Dont: det kan være omtrent ligt. Hall. og fl. Nt. Doont. Jf. Don.

doppa, v. dyppe, s. duppa.

dopur (o’), svag, s. daper.

Dor, m. 1. Sengetæppe, Aaklæde af grovt Tøi. Sdm. (Dunkelt).

Dor, m. 2. en tynd Jernbolt; en Model til et Geværløb. Valders og fl. Ogsaa Axel, Axeltappen i et Uhr. Østl. Er vel intet andet end det tydske Dorn (ogsaa optaget i Svensk).

Dorg, f. 1, Løb, Gang, Fart. “Dæ gjekk mæ saamaa Dørjen” (med samme Fart). Trondh. (Selbu). Jf. Dyrgja.

Dorg, f. 2, et lidet Fiskesnøre, som man trækker efter sig medens man roer. G.N. dorg.

dorga, v.n. (ar), fiske med Dorg.

[dorgen, og dorgende, adv. ganske, aldeles. D’er dorgende stillt. B. Stift. Fremmedt. Jf. Holl. doorgaand: gjennemgaaende, almindelig.

Dorm, m. Blund, let Søvn. Østl.

dorma, v.n. (ar), 1) slumre, ligge i halv Søvn, eller begynde at sove. Tel. Hall. Østerd. og flere. Ogsaa i Sverige. Isl. dorma. – 2) dulme, lindres, blive stille. Buskerud. – Synes dannet efter Lat. dormire (sove).

dormen, adj. om Luften: noget mørk og tungskyet. Sfj. Paa Sdm. durmen, hvortil ogsaa et Subst. Durm, n. Dunkelhed i Luften.

Dos (o’), f. et Skjørt (især et kortere til Hverdagsbrug; jf. Stakk). Sdm. Sfj. Sogn, Hall, Valders. – Fleertal hedder i Hall. “Des’a” for Deser (e’); ellers regelret Doser. – Ordet har maaskee ogsaa havt en anden Betydning, ligesom Stakk; jf. Isl. des: Høstak; Sv. dös, halmdös; Skotske Dial. dass: Kornhob.

dosa (o’), hvile, standse; s. dusa.

Dott (o’), m. 1) Tot, Visk; noget hvormed et Hul kan tilstoppes. Temmelig alm. (Jf. Topp, Tapp). 2) en liden Slump eller Klynge. Høydott, Ulldott; Skydott. I Indh. Dodd. – 3) en liden Flok, Hob, Stiim, f. Ex. af Fisk. – Paa nogle Steder siges “Dott” ogsaa om en sløv og ligegyldig Person. Østl. Jf. dytta.

dotta, v.a. (ar), samle i smaa Hobe. Dei dotta seg i Hop.

dotten, part. falden. Af detta.

Dotter (o’), f. (Fl. Døtter, Døttr), Datter, Barn af Kvindekjøn. Afvig. Døtter, Døtte; og i Fl. Døttre, Sdm. og fl. G.N. dóttir, pl. døtr. Sv. dotter. I Sammensætning med et Navn tildeels forkortet, f. Ex. “Nilste” for Nilsdotter. Helg. – Dotterdotter, f. Datterdatter. Dotterson, m. Dattersøn.

dottutt, adj. ujævn, adspredt i smaa Hobe; f. Ex. om Skyer.

Dov (o’), Sagtning, Svækkelse; det at en Storm bliver svagere eller stilles af. B. Stift. (Jf. Dus og Løgje). Til dova.

Dov (o’), f. 1, Lænd, Kryds, den bageste Deel af Ryggen paa Dyr, især paa Heste. B. Stift, Nordl. og fl. Isl. döf. Ogsaa en Kjødmasse, kjødfuld Deel af Legemet. Søndhordland.

Dov (o’), f. 2, bævende Grund; Jord som har et Underlag af Dynd, saa at den bæver eller gynger, naar man træder paa den. Shl. Jf. Dove og dyvja.