Ivar Aasen Norsk Ordbog

vigd, part. viet; s. vigja.

vigga, v.n. rokke, vugge sig. Tel.

vigga, v.a. udvide; s. vikka.

Vigga, f. Fjeldmarken ovenfor Skovgrændsen (= Vidløysa). Gbr. Maaskee for Vidga; jf. Vidd.

vigja, v.a. (er, de), vie, indvie, hellige; ogsaa ægtevie (= brudvigja). Inf. lyder mest som via og vie (i Sogn viga); ligesaa Præs. vigjer oftest vie(r); derimod Imperf. vigde, Supin. vigt; part. vigd. G.N. vigja (ir); Sv. viga. Nogle Steder som v.n. blive viet, eller lade sig vie; saaledes i Vald. “Bæe Par’e vigde paa ein Dag”: begge Par bleve ægteviede samme Dag.

vigje, s. vegen og vega.

Vigsla, f. Vielse, Indvielse. G.N. vígsla. Nogle St. Vigsl (Vigsel).

vigsla, v.a. (ar), indvie, signe med Korsets Tegn, korse. I Hall. tildeels “vikla”.

Vigslekall, m. Præst. (Brugt af Hedninger eller Vætter i Folkesagn). Tel., tildeels “Vigslekadd”. (Landst. 16).

Vigsletale, m. Indvielsestale.

Vigslevatn, n. Vievand. Afvig. Vigsalvatn og Vigsal, n. (Landstad, 16).

Vigt, s. Vegt. vigtig, s. vegtug.

Vigtonn (?), s. Viktonn.

Vik (i’), n. 1) en liden Krog eller Bøining, saasom paa en Vei. Nordl. (Vikk). Særlig om et bueformigt Indsnit paa den bagere Kant af en Øxe. (Øksvik). Østerd. og fl. Jf. Sv. veck (Bøining); knäveck (Hase). – 2) en liden Afvigelse, Forandring, Nuance. Eit litet Vik i Talemaaten. (Jf. Ordvik). Voss og fl. Ogsaa om en liden Tilnærmelse; s. Tilvik, Aatvik. – 3) en Afdeling i Midten af en Strophe eller en Melodie (Slaatt); omtrent som Upptak. Hall. Ogsaa et Vers i en Strophe, en Verslinie (= Vend). Vald. Østerd. (Tildeels udtalt Veek). Jf. Vika og Vikstev.

Vik (i’), f. en Fid eller Dukke af Traad. Ork. Maaskee for Vika.

Vik (ii), f. (Fleert. Vikar), en Vig, Bugt, Indbøining i Strandbredden. G.N. vík. (Jf. Bug, Bugt, Vaag, Kil, Fjord). Hertil mange Stedsnavne: Vik, Viki, Vikarne.

vik (ii), adj. s. tilvik, skotvik.

vika (ii), v.n. (vik, veik, viket), 1) vige, gaae tilbage eller tilside. Supin. udtalt vikje (i’). Inf. sædvanlig vika (vike), ikke vikja. G.N. víkja (vík, veik, vikit). – 2) Figurlig: give efter, opgive sin Paastand. I det hele er dette Ord kun lidet brugeligt, medens derimod det aktive vikja (vikte) er i megen Brug.

vika (i’), v.a. (ar), bøie tilside, vende udad (= vikja). Hall. og fl. (Af Vik, n.).

Vika (i’), f. 1, en Afdeling; især om en Deel af en Strophe eller et Vers (omtr. som Vik, n.); vel egentlig selve Strophen eller Verset. Vald. (Veka). Jf. Vik (i’), f. Her mærkes ogsaa den forældede Betydning: en Sømiil; hos ældre Forfattere “Vegsø” og “Vege Sø”, G.N. vika sjóvar.

Vika (i’), f. 2, en Uge, Tid af syv Dage. Nogle St. Veka, ogsaa Viku (Veku), Østl., Vuku, Østerd. Ork. Indh., Uku, Ork., Voko, Namd. G.N. vika, Ang. vice (vike), Goth. vikó; jf. Sv. vecka, Nt. Weke, Eng. week. Fyrre Vika: forrige Uge. (Hedder ogsaa: Vika som kjem. Modsat: Vika som var). En Uges Tid kaldes ofte “aatte Dagar”; to Uger kaldes oftest “fjortan Dagar”. Tri Vikor lyder ofte som et sammensat Ord, f. Ex. “att-i Trivikenne”, dvs. henvend tre Uger siden. B. Stift.

Vikemot (i’), n. Tiden da en Uge er fuldt udløben (= Aattedagsmot). Tel. og fl.

Vikemun (i’, u’), m. den Forandring som en Ting faar i en Uges Tid. Det syner stor Vikemun paa Aakren. B. Stift.

viken (i’), part. vegen, gaaen tilbage. (vikjen). Hertil hører formodentlig et Udtryk: “d’er vikje”, dvs. det er uvist, ikke længere at stole paa. Gbr.

Vikeslætte, n. Engmark som man kan slaae (meie) paa en Uge. B. Stift.

Vikeverk, n. Arbeide for en Uge. Hedder oftere Vikearbeid.

Viking, m. Indbygger af et Sted eller Distrikt som hedder Vik. (Haardt k).

vikja, v.a. (er, te), 1) føre tilside, vende af fra den lige Linie. Vikja Hesten: give Hesten et Vink om at vende til den ene Side (nemlig ved et Træk i Tømmerne). Jf. einvikt, hardvikt. G.N. víkja (med stærk Bøining, som vika). – 2) bøie, udad, rette eller stille ved en Bøining. Vikja ei Sag: sætte Tænderne paa en Sav i den rette udbøiede Stilling. Nogle St. vika (i’). – 3) bortmane, fordrive ved ubekjendte Kræfter. (I Folkesagn). “Han kunna vikje Vargjen”: han var i Stand til at fordrive Ulven ved Tryllekunst. Sdm. – Particip vikt; f. Ex. Sagi er for litet vikt: Savtænderne ere for lidet udbøiede.

vikje (for viket?), s. viken.

Vikjing, f. Udbøining, m. m. see vikja.

vikka (for vidka), v.a. (ar), udvide, gjøre mere rummelig, udstrække, f. Ex. et Baand. B. Stift, Tel. Hall. og fl. Ogsaa i en anden Form: vigga (for vidga), Sogn, Østl. (Rom.). Andre St. vida (via). G.N. vídka og vídga; Sv. vidga.

vikkast (for vitkast), v.n. (ast), udvikles, danne sig, faae mere Forstand (= vitrast). Sdm. og fl.

vikkja, s. vitja.

<PB N="932">

vikla, v.a. (ar), 1) forrykke, bringe af Lave. Num. – 2) vride, forvride (et Lem). Gbr. Ork. (Andre St. keika, rengja, brigda). – Hertil Vikl, n. Forrykkelse, Uorden. Num.

vikla, v.n. (ar), 1) vakle i en Beslutning, svigte, opgive en Sag. Voss. – 2) vimse, løbe af og til, gaae Ærinder. Hall. Ogsaa: kludre med et Arbeide (= fikla). Hall. hvor Ordet tildeels bruges for vigsla (dvs. signe) og maaskee for viksla (dvs. vexle), da der nemlig forekommer et Subst. Vikling, f. dvs. Ombytning, Tuskhandel. Jf. veksla.

viksla, s. vigsla og vikla.

Vikstev (i’, e’), n. Omkvæd, Slutningslinie i Vers. Vald. (Vekstæv). Jf. Vik (n.) og Vika.

vikt, s. vikja. – vikta, s. vitta.

Viktonn, f. en Tand som er længere eller mere uadbøiet end de øvrige. B. Stift. Maaskee egentlig Vigtonn, jf. G.N. vígtönn: Huggetand.

vikutt, adj. bugtet, fuld af Piger (Pik, f.), om en Strandbred.

Vil (i’), n. (?), Villie, Behag. Brugt i Forbindelsen “til Vils”: efter Ønske, tilpas. Gbr. (G.N. í vil). Andre St. “til Viljes” (som er en ny Form).

Vild, f. s. Godvild, Sjøvvild.

vildre, adj. bedre, tjenligere, mere ønskelig. Meget brugl. i Guldalen og Østerd., men sædvanlig udtalt “vill’er”. G.N. vildr (god); Kompar. vildri (vildari), Superl. vilztr (vildastr). Sv. Dial. vilder, viller.

Vile (i’), s. Vele og Vilje.

vilja, v.n. (vil, vilde, viljat), at ville. Præs. mest alm. vil (korttonet som vill); sjelden vil’e (Nfj.), men ofte forkortet: vi (i’); Fl. vilja (vil, vi’). Imperf. vilde, oftest med lukt i (ii). Supin. tildeels: vilt, ellers vilja(t), og nogle St. vilda. G.N. vilja (vil, vildi, viljat); Sv. vilja. – Betydning: 1) ønske, lyste, være tilbøielig til. Deels med et Verbum i Inf., deels med en Følgesætning. Han vil hava det. Eg vil, at han skal høyra det. Ogsaa med Begrebet: ønske at komme, stunde etsteds hen. Oftest med et Adverb og uden Verbum. Han vilde ut. Dei vilja heimatter. Hunden vil inn, o.s.v. – 2) agte, have besluttet, have til Hensigt. Eg vil taka det med meg. Eg vilde laga det so, osv. Uden Verbum: Han vil til Byen. Dei vilde hit. Ogsaa transitivt med Pronomen “det” og “kvat”. Eg vilde det ikkje: det var ikke min Hensigt (ikke gjort med Villie). Eg veit ikkje kvat han vilde, – kvat han vilde der, – kvat han vil med det, osv. Kvat vilde han deg? (Dativ). Jf. Dei vilde honom vel. – 3) være færdig til, være nær ved. (Saavel om livløse Ting som om Dyr eller Mennesker). Baaten var so full, at han vilde søkka. Eg trudde, at Huset vilde detta ned. Han vilde reint frjosa i Hel. Ogsaa med Begreb af en Tilbøielighed el. Stræben (Tendents). Det vil siga undan. Det vil ikkje brenna. Maten vilde ikkje ned. Jf. Det fær no ganga, som det vil. Det kann gjera kvat det vil. – 4) komme til (at blive eller gjøre noget). Det vil snart syna seg. Det vil litet hjelpa. Han vil eingong angra det. Skulde eg bøygja det meir, so vilde det brotna. – 5) behøves, udkræves (bør, maa). Det vil vera Maate med det: der bør være Maadehold i saadanne Ting. Det vil ikkje so vera: det faar ikke gaae paa den Maade. Det vil Tid til: der behøves Tid. Det vil annat til: der kræves noget ganske andet, langt mere. Det vil myket til: der behøves meget. Han veit kvat som vil til, o.s.v. – Den ovennævnte Form “vilda” betegner tildeels: havde villet, f. Ex. “Eg skulde gjort de(t), naar eg vilda” (= hadde viljat). Imidlertid hedder det ogsaa: “Eg vilda gjort de(t), naar eg torde” (B. Stift); men i dette Tilfælde kan “vilda” være Forkortning af “vilde hava”.

Viljan (Strube), s. Velende.

viljande, adj. villende, frivillig; som adv. med Villie, forsætlig. Lidet brugl.

viljast, v.n. (vilst, vildest), lykkes, gaae godt, have Fremgang. Valders. “Dæ vilst fyre hono(m)”.

Vilje, m. Villie, Ønske, Lyst; ogsaa: Hensigt, Forsæt. En sjeldnere Form er Vile (i’) eller Vili. Hall. Ellers paa nogle Steder vaklende i Kjøn og overgaaende til Vilja, f. G.N. vili (acc. vilja); Sv. vilja, f. Det vantar Vilje: der mangler Lyst (Flid, Driftighed). Hava sin Vilje: gjøre som man lyster; ogsaa: tilfredsstille sin Lyst (ligesom G.N. hafa sinn vilja). Med Vilje: med Forsæt, med beraadt Hu. Gjera nokon til Vilje: gjøre En til Behag, gjøre saaledes som han ønsker det. Hedder tildeels ogsaa “til Vilja”, men mest alm. “til Viljes (s. Vil). Sv. till viljes.

viljelaus, adj. villieløs. Lidet brugl.

Viljeveder (-veer), n. ønskeligt Veir. Ofte uegentlig om særdeles gunstige Omstændigheder. Han fekk Viljeve(d)ret sitt: han fik en ypperlig Anledning; det lavede sig netop saa, som han vilde have det.

viljug, adj. villig, redebon, føielig. G.N. viljugr. Ogsaa: let at behandle, let at dyrke, trivelig; om Væxter, m. m. Jf. villeg.

vilkast, v.n. (ast), komme sig, forbedres, opfriskes (som efter en Sygdom). Hall.

Vilkor (i’, o’), n. 1) Vilkaar, Betingelse. 2) Forsikring. 3) Føderaad, Aftægt (= Kor). Nyere Ord. Hertil Vilkorsfolk, Vilkorssetel og fl. (S. Kor). Ligesaa: vilkora (o’), v.a. forsikre, love Betryggelse for. B. Stift.

vill, adj. 1) vild, levende i fri Naturstand; <PB N="933"> om Dyr. Tildeels ogsa om visse Folkeslag; s. Villmann. Med sædvanlig Udtale: vill’e (ii), vill (llj), vidl’e), vidd’e (med Neutr. villt). Jf. Ang. vild; Ght. wildi; G.N. villi-dýr osv. – 2) vildvoxende, ikke plantet eller dyrket. Hertil Villapall, Villhyll og fl. – 3) øde, uryddet, uveisom; ogsaa: vildsom, forvildende. I ville Skogen; paa ville Heidi; ut i ville Havet. – 4) forvildet, forvirret. (G.N. villr). Brugt i Sammensætning som: dagvill, ættvill, husvill, raadvill. – 5) urolig, kaad, overgiven, f. Ex. om Børn. Ofte i Forbindelsen “vill og galen”. (Jf. kaat, kipen, spræk, livmyken). Ogsaa: hidsig efter noget, graadig, begjærlig. Han er so vill etter Fisk. Sdm. Hall. og fl. (Jf. forvillt). – 6) heftig, voldsom, ustyrlig; dog ogsaa blot: vred, opbragt. Han vardt vill fyre det. Søndre Berg. Smaal. og fl. Jf. ill, vond, ful, arg, sinnad.

villa, v.a. (er, te), 1) forvilde, vildlede; bedaare. Tel. og fl. (Mere alm. forvilla). G.N. villa. – 2) forvirre, forstyrre. Villa Syni: blende, forvende Synet (jf. venda og kverva). – 3) v.n. fare vild, tumle vildt omkring. Tel. (Jf. vidra). Ellers i Formen villast (est, test): forvilde sig, komme ud af den rette Vei. Nordl. Indh. og fl.

Villa, f. 1) Vilderede, Forvirring. Koma burt i Villa: komme i Forvirring. Nhl. og fl. – 2) Vildfarelse, vildfarende Tro eller Tanke. (Sjeldnere). G.N. villa. – 3) Vildskab, Kaadhed, overgiven Munterhed. Nordre Berg. og fl. (Jf. Kjæta, Kipna). Ogsaa d.s. som “Villesykja”. (Nfj.).

villande, adj. vildsom (= vill, 3).

Villarkorn (-konn), n. Tryllemiddel, hvorved en forvildes eller taber sin Hukommelse. Tel. (Landst. 436).

Villbasse, m. en Galning; s. Villskytt.

Villbust, f. enkelte lange Haar i Øiebrynene paa Dyr, saasom Heste. Sdm. “Villebuste(r)”, pl.

Villdyr, n. vildt Dyr. Saaledes ogsaa Villkatt, Villrein, Villsvin, og fl.

villeg (i’), adj. frivillig. Oftere villege, adv. velvilligt, med Lyst. (Udtakt med reent “l” og opfattet som vil-leg). Jf. viljug.

viller (bedre), s. vildre.

Villesykja, f. = Tullesott. Sdm.

villfarande, adj. vildfarende.

Villgras, n. i Forbind. “koma paa Villgras”: forvilde sig. Smaal. og fl. Andre St. Villstraa. Skal egentlig have betegnet Urter med forvildende eller fortryllende Kraft (ligesom Sv. vildgräs).

Villing, f. Forvildelse.

Villing, m. en Galning. – Forskjelligt herfra er “Villing” i Forbindelsen “Villings Fisk”, dvs. middels stor eller næsten fuldvoxen Fisk. Ligesaa “ein Villings Glunt”, eller “ei Villings Gjenta”: et næsten voxent Menneske. Nordl. Her udtalt med reent “ll”, saa at det neppe hører til “vill”, men hellere til et gammelt Vilung (i’). Fra Hall. er meddeelt “Velung” med Betydning: Halvpart, eller lige stor Deel (= Vedlike).

Villkjøt, n. vildt Kjød, fordærvet Kjød i et Saar. B. Stift.

Villmann, m. Vildmand. (Jf. ville Folk, dvs. Folk uden Lov eller borgerligt Samfund). I nyere Skrifter ogsaa villmannsleg: barbarisk; og Villmannskap, m. Barbarie.

Villrot, f. Bulmeurt (Hyoscyamus). Buskr. (?)

Villrug, m. Pileurt (= Fuglefræ). Nhl.

Villska, f. 1) Vildhed; ogsaa Hidsighed, Vrede. Smaal. og fl. 2) Vilderede, Forvirring (= Villa); ogsaa Vildfarelse. Tel.

Villskap, m. Vildhed; Vildskab, Kaadhed, Overgivenhed.

Villskytt, m. en Galning, urolig Karl; om Drengebørn osv. Hall. Ellers Villbasse, Villgast, Villur og fl.

Villspel, n. vildt Spil (uden nogen ordentlig Melodie).

Villstig, m. Vildsti. Koma paa Villstig: komme paa Vildspor, paa en gal Vei. Jf. Villgras og Villstraa.

Villstraa, n. s. Villgras.

Villstrok (o’), n. Vildsti. Mandal.

Villstyr, n. fremfusende Færd, Skjødesløshed, Ubesindighed.

Villstyring, m. en fremfusende, ubesindig Person; en Galning. Østl.

villt, adv. vildt, blindt hen, uden Orden; ogsaa: paa Afveie, i en gal Retning. Fara villt: fare vild, tage fiel. Ganga villt: forvilde sig.

villt, part. forvildet, s. villa. Hedder ogsaa villter. “Han vardt vilter paa Fjelle(t)”. Tel. (Mo).

Vill-ur, m. Galning, vild Krabat. Tel. (tildeels Vidduur). Maaskee egentl. Vildoxe. Jf. Ur.

villurleg, adj. urolig, ustyrlig. Tel.

Villvara, f. Skind af vilde Dyr. Hedder ogsaa Villvarskinn, n. Tel.

villvoren (o’), adj. noget vild eller kaad.

Vilska, s. Villska. Vilung (?), s. Villing.

Vim (ii), n. Nykker, Særheder, underlige Paafund, s. vima.

vima, v.n. (ar), tumle, gaae som i Forvirring (= tulla, vingla); ogsaa: have underlige Indfald, foretage noget besynderligt eller unyttigt (= prima, vasla). B. Stift. Jf. vimra og vaama.

Vime, m. Fortumling i Hovedet, Svimmel; ogsaa om en Ruus. Tel. Tildeels udtalt Vemi”. (Vinje). Isl. víma, f.

vimen, adj. særsindet; s. vimutt.

Viming, f. underlig Adfærd.

vimla, v.n. (ar), væmmes, føle Kvalme. <PB N="934"> Ork. Hedder ellers vemla, Ryf., kvemla, Rbg. Jf. vimra og vemjast.

Vimle, m. Væmmelse. Jarlsberg.

vimlen, adj. 1) fortumlet i Hovedet, svimmel. Tel. – 2) sygelig af Kvalme eller Væmmelse. Ork. Noget lignende er vemlemaga(d). Tel. Jf. vimmer og vaamen.

vimmer (vim’r), adj. vammel, usmagelig; usaltet. Sogn (Lærdal). En anden Form er vemlen. Ryf. Jf. vamlen (valmen).

vimra, v.n. 1, foraarsage Kvalme. Sogn.

vimra, v.n. (ar), 2, vandre blindt hen, tumle, gaae vild (= vima); ogsaa: bære sig taabeligt ad. Shl. Sdm. Hall. og fl. (Paa Sdm. vimbre). Vimring, f. Omtumlen osv.

Vimring, m. Klodrian (= Tull, Tufs).

Vimul (i’), m. Taabe, Gjæk. Sdm. Nogle St. Vimol (o’). S. følg.

Vimur (ii), m. en Særling, besynderlig Person. Tel. Hard. Nogle St. Vemur.

vimutt, adj. fuld af Nykker eller besynderlige Indfald (Vim). Hedder ogsaa vimen, og tildeels vimren.

Vin (ii), n. (m.), Viin; eller Drik som ligner Viin. G.N. vín, n. (af Lat. vinum).

Vin (i’), f. (?), et gammelt Ord, som egentlig skal betyde Eng eller Græsgang (Goth. vinja, f.), findes i mange Stedsnavne, deels i en Fleertalsform Vinjar (Vinja, Vinje) og deels i Sammensætning som Hov-vin, Berg-vin (Berven), Sand-ven; men ofte forkortet til “vi” el. “ve” (saaledes paa Voss: Lekve, Sundve, Helleve osv.), eller endog til “en”, “in” og “i”, hvorved Ordet bliver ukjendeligt eller uskikkert, især forsaavidt Navnet ikke findes i gamle Dokumenter. Jf. Munch’s Norge i Middelalderen (Fortalen).

Vin (i’), m. (Fl. Viner), Ven, Velynder; fortrolig Bekjendt; ogsaa Veninde. Nogle Steder Ven (Veen), eller endog Venn (Vænn). G.N. vinr; Ang. vine, Mht. wine. – I Sammensætning ofte Vina (for Vinar), saasom Vina(r)gnag, n. eller Vinahakk, n. en Strid som har intet at betyde; Trætte imellem Personer som i Grunden ere enige. Vinalag, n. Vennekreds, Venneselskab. Vinaverk, n. Venskabsstykke.

vina, v.n. (ar), parre sig, om Fugle. Nordl. Ork. Hall. Andre St. viva, fivla, fyna.

Vinbygg (i’), m. Indbygger af “Vinje” i Telemarken. S. Vin, f.

Vinbær (ii), n. Ribs, Ribsbær. Voss, Gbr. og fl. Afvig. Vebær, Tel. (Vinje). Jf. Orbær. Nogle St. ogsaa “Vinbær” eller “svarte Vinbær”, om Solbær.

Vind, f. Svingel (= Veiv, Sveiv). Smaal. Rom. Solør. (Af vinda).

Vind, m. 1) Vind, Strømning i Luften. G.N. vindr. Mote Vinden: imod Vinden. (Modsat: undan Vinden; s. undan). – 2) Luft; især om indesluttet Luft i et lidet Rum, f. Ex. i en Blære; saaledes alm. om Luft i Indvoldene, Vinde, Opblæselse. Ogsaa om Lufttræk, saasom fra en Aabning i en Væg. Jf. Vindbola, Vindknut, vindtett. – 3) Aande, Aandedræt. G.N. vindr. Draga Vinden: drage Aande. Tapa Vinden: tabe Aandedrættet. Taka etter Vinden: snappe efter Veir. Jf. Veder, Ande, Tev. – Af de forskjellige Udtryk, hvormed Sømændene betegne Vindens Styrke, kan mærkes: Ein Segls Vind, dvs. Vind som fylder eller strammer Seilet. Ein Klo-Vind: saa stærk Vind, at den ene Klo eller Hanke i Seilet maa trækkes ind. (Nordl.). Ein Manns Vind: Vind som een Mand kan “andøve” eller holde Baaden imod. Tvo Manns Vind: naar to Mænd maa andøve. (Nordl.). Jf. ellers Graae, Kul, Gula, Gust, Snoa (om svagere Blæst); Storm, Hardveder, Storveder (om stærk Vind).

vind, adj. vind, skjæv, vreden. Mest om Træ, saasom Fjele eller Planker. G.N. vindr; Sv. vind. Hertil vindføtt, vindøygd, vindvaksen.

vinda, v.a. (vind, vatt, vundet), vinde, vride. Imperf. alm. vatt (oprindl. vand vandt), Fl. vundo (vunde). Supin. vunde(t). Imperativ vitt (i’), Fl. vinde. Paa nogle Steder faae alle Former “tt” for “nd”, saa at Ordet hedder vitta; vitt, vatt, vutte(t). Sogn. Trondh. Nordl. (Jf. binda). G.N. vinda (vind, vatt, vundit); Ang. vindan (vand). – Betydning: 1) vride, snoe, vende haardt eller voldsomt. Vinda Klæde: vride vaade Klæder for at presse Vandet af dem. Vinda Vidjar: vride Kviste til Vidiebaand. (Nordre Berg.). Vinda seg: vride sig, blive skjæv (f. Ex. om Træ); ogsaa: vrænge Lemmerne, bøie sig voldsomt. – 2) vinde op, haspe; vikle el. snøre omkring noget. Vinda utav Snelda: vinde Traaden af Tenen. Vinda upp ei Hespa. Vinda Veven paa: vikle Væven paa Garnbommen. Jf. vevja, vava, røyra. – 3) heise, trække, hale op (især ved Hjul eller Tridser). Vinda Segl: heise Seil. Vinda upp ei Tunna osv. (Hertil Vinda, Vindespel og fl.). – En sjeldnere Betydning er: udpresse ved Vridning, f. Ex. vinda Vatn or Klædom. – Particip vunden. Jf. venda, Vindel, Vondul.

vinda, v.n. (ar), snue (efter Lugt), støve, spore; om Dyr. Jf. vedra.

Vinda, f. 1, 1) en Vinde, et Redskab til Opvinding af Traad; Garnvinde. Ogsaa en Heise-indretning, et Vindehjul. – 2) en Tyngde eller Portion som bliver en fremstrømmende Hob af Fiske i Vandet (Fiskevinda); ogsaa om en Skare af flyvende Fugle. Nordl. Trondh. Sdm. (Nogle St. Vinna, Vinn’).

<PB N="935">

Vinda, f. 2, Skjævhed, Vridning, f. Ex. i en Planke. Af vind, adj.

vindad, adj. beskaffen med Hensyn til Vinden. Han er ikkje so vinda(d): det er ikke saadan Vind. Nordl.

vindall, adj. 1) vindig, urolig af Blæst; om Luften. 2) meget udsat for Vinden; om et Sted. Østl. (Buskr. Solør). Mest i Neutr. f. Ex. D’er so vindalt. I Tel. vindaalt. Jf. vindsam.

Vind-ande, m. et svagt Vindpust.

Vindar, m. En som vinder eller heiser.

Vindauga, n. Vindue; egentl. Vinduets Rum eller Aabning i Væggen. Østl. og Trondh. Ellers oftere Glas og Glashol. G.N. vindauga; Eng. window.

Vindaas, m. Axel i et Vindespil.

Vindbaara, f. Bølge som frembringes af Vinden. Modsat Straumbaara, Tungalda og flere.

Vindbelg, m. en tyk Sky, som synes at bebude Vind. Ork.

Vindbola (oo), f. Luftblære; Boble.

Vindbolk, m. en Tid med megen Blæst.

Vindbor (o’), m. (n.), Vridbor. Østl.

Vindbord, n. den Side af Baaden, som vender imod Vinden. Jf. Høgd.

Vindbragd, n. Nordlys (= Brag, Vederbrag). Ork. Jf. Vindlyse.

Vindbrot (o’), n. Vindbrud paa Væxter eller Bygninger. Ogsaa om nedbrudte Træer.

vindbroten (o’), adj. brækket af Vinden.

Vindbyl (y’), m. et stærkt Vindstød. Hard. Ofte Vindsbyl; s. Byl.

Vinddrag, n. Træk, Lufttræk.

Vindebru, f. Vindebro.

Vindel, m. en Krølle, en sammensnoet Lok eller Tot, saasom af Uld. Vald. Afvig. Vundel, Hall. (Jf. Vondul). – Efter Gunnerus er Vindel ogsaa Plantenavn og betegner Convolvulus m.m. Jf. Vidvendel.

Vindespel, n. en stor Vinde til at heise med; Gangspil, Ankerspil.