Ivar Aasen Norsk Ordbog

Symra, f. Vaarblomst. Trondh. Stift. Mest i Sammensætning, som Kvitsymra (Kvitsømr’) eller Geitsymra (Anemone), og Kyusymra (Primula). Paa Sdm. Simbre (Simb’er, Gjeitesimbr). Andre St. Sumar (Gjeitsumar). Egentl. En som bebuder Sommeren.

Syn, n. et Syn, noget at see; ogsaa et Vidunder; en Aabenbarelse (Vision). Vel egentl. en Afvigelse fra det følgende Ord.

Syn, f. 1) Syn, Evne til at see. G.N. sýn, og sjón, f. Nogle St. Synd (yy), Nordre Berg., og Sjun, Nordl. Dimmast paa Syni: svækkes paa Synet. – 2) Øine, Aasyn, Ansigt. Østl. ogsaa Hard. og fl. (Sv. syn). Det kom midt i Syni paa meg, dvs. lige i Ansigtet. – 3) Syn, det som man seer; Skue, Formaal for Betragtning. Det var slik Syn, at det var fælt. Ogsaa: Vidunder, Særsyn. (Storsyn, Ovsyn). – 4) Udsigt eller Tegn til noget Ofte i Fleertal, f. Ex. Der er gode Syner, dvs. gode Tegn, saasom til Fiskerie eller deslige. Ryf. og flere. – 5) Leilighed til at see; Lys, Klarhed. D’er god Syn i Dag, dvs. der er meget klar Luft. Ogsaa om Belysning (jf. Meinsyn); ligesaa om en vis Afstand; s. Landsyn, Seglsyn, Baatsyn. – 6) Leilighed i Almindelighed; Adgang, Anledning. Eg saag meg ikkje Syn til det: jeg saa ingen Adgang dertil, det syntes mig ikke muligt. B. Stift. Jf. Syne og Syning.

syn, adj. 1) synlig, let at see. (G.N. sýnn). Lidet brugl., uden i Formen synt. – 2) synsk, fremsynet. I Folkesagn om En som seer Aander. Hall. Hedder ellers: synen, synsk og framsynt.

syna, v.a. og n. (er, te), 1) vise, lade see, forevise. Alm. G.N. sýna. Syna fram: fremvise. Syna seg: vise sig, lade sig see. – 2) paavise, paapege; ogsaa: undervise, lære. Syn meg Vegen. Han synte deim, kor dei skulde fara aat. – 3) v.n. vise sig, være at see (= syna seg). Det syner Faret: Sporene vise sig. Det synte paa honom: man kunde see det paa ham. B. Stift. “Dæ syne ‘ti di”: man kan see en liden Snip af det. Sdm.

Synar, m. en Foreviser.

synast, v.n. (est, test), 1) synes (upersonligt), see ud til noget, forekomme. Det synest vera so. Det syntest meg so. G.N. sýnast. – 2) synes, troe at see noget. Eg syntest, at det var det same. (Jf. lydast). Ogsaa: tykkes, tænke, mene. Me hadde synst, at det var godt nog. – 3) synes om, ønske, finde for godt. Han kann faa kven han synest, dvs. hvilken han vil. Du kann koma, naar du synest. B. Stift og fl. (G.N. sýnast). Ellers i Forbind. synast um. (Jf. litast paa). Eg synest ikkje um det: det huer mig ikke.

synberr, adj. let at see, ikke skjult eller indesluttet. Afvig. “synbar’e”, Jæd. Mere alm. berrsynt.

Synd, n. s. Sund.

Synd (yy), f. Syn; Leilighed til at see; f. Ex. her er god Synd (s. Syn, 5). Nordre Berg. Hertil Synda-mun, m. en synlig Forandring; s. Synsmun og Syne.

Synd (y’), f. 1) Synd, Overtrædelse af Guds Bud; ogsaa: Vanart, Tilbøielighed til det onde. G.N. synd; Ang. syn, Ght. sunta. (Af dunkel Herkomst). – 2) i Særdeleshed: Uretfærdighed, Ubillighed, Grusomhed. Dei gjera Synd paa honom: de gjøre ham Uret, behandle ham ilde. Saaledes ogsaa: Dei hava Synd fyre honom, dvs. de have gjort ilde mod ham. Han hadde ingi Synd fyre det: han havde ingen Skyld, intet at bebreide sig i den Henseende. – 3) Vanskjæbne, Skade; noget som er at beklage. Det var ei Synd at han slapp: det var at beklage; det var Skade. D’er Synd fyre honom: det er slemt for ham; man maa beklage ham. Oftere: D’er Synd i honom.
(Sv. det är synd om honom). D’er stor Synd i deim: de ere meget at beklage; man maa inderlig ynkes over dem. (B. Stift). Saaledes ogsaa: Eg tykte Synd i honom, dvs. det gjorde mig ondt for ham. (Sv. tycka synd om). – I Sammensætning tildeels Synda (for Syndar); saaledes i B. Stift: Syndabod (o’), n. et ubilligt, skammeligt Tilbud. Syndadraap, n. et Drab som man maa beklage (nemlig om at dræbe unge og smukke Dyr). Syndakaup, n. et Kjøb hvorved Sælgeren lider Uret. Syndapengar, pl. en ubillig Betaling, en uretfærdig Fortjeneste. Syndaverk, n. en grusom, uretfærdig Handlemaade.

synd, adj. svømmedygtig, s. sumd. Om et andet synd s. sunder.

synd (yy), seende; s. synt.

synda, v.a. lade svømme; s. sunda.

synda, v.n. (ar), synde, gjøre Synd. Nogle Steder ogsaa: syndast, især om at nære Fiendskab eller føre et Forargeligt Samliv. Sogn og fl. (G.N. syndgast).

Syndar, m. Synder; Synderinde.

Synd-auke, m. Forargelse, Tilskyndelse til Syn, aandelig Fordærvelse; især om et forargeligt Samliv, Had og Fiendskab i Familien eller Selskabet. B. Stift. (Syndaukje).

Syndefall, n. Syndefald.

syndeleg, s. syndleg.

Syndelivnad (i’), m. syndigt levnet.

Syndevane, m. syndig Vane.

Syndflod, f. Syndflod. Nyt Ord efter T. Sündflut, feilagtigt for Sintflut, fordum sinflut, dvs. den store Flod (Si-flod).

syndfri, adj. fri for Synd.

syndfull, adj. syndefuld.

syndhard, adj. haardhjertet, grusom. Smaal. og fl. (synde-har).

syndlaus, adj. syndfri; ogsaa: billig, upaaklagelig: f. Ex. om en Erstatning eller Løn. – syndlaust, adv. billigt, med Rette, uden Synd. Han maatte syndlaust hava det. Det kann du krevja syndlaust.

syndleg, adj. beklagelig, harmelig. Tel. og fl. Ellers ogsaa: haard, grusom; oprørende. Nogle St. syndeleg.

syndlege, adv. haardt, haardelig, grusomt; ogsaa: ynkelig. Oftest syndele’. “Han vardt so syndele’ mæ-faren”: ynkelig behandlet. “Me strævde so syndele’ mæ di”: vi anstrengte os haardelig. B. Stift. Hedder ogsaa syndsamelege. Sdm. Ork.

syndre, adj. søndre, sydligere. Egentlig synn-re af sunn, ligesom sydre af sud. Jf. synst.

syndt, sønder; s. sunder.

syndug, adj. syndig, syndefuld; ogsaa: forargelig, som giver Anledning til Synd. (Brugt i flere Former: syndig’e, syndaug, synnau). G.N. syndigr.

Syne, n. 1) Udseende, udvortes Anseelse. D’er betre i Ryne en i Syne. Østl. (Jf. Ryne). G.N. sýni (til sýnis). – 2) Stilling hvori noget kan sees. Vera i Syne (eller i Synom): være paa et Punkt som man kan see til. Koma til Synes: blive synlig. – 3) en Smule, noget som man knap kan see. Sjelden i denne Form; derimod ofte Synelse, n. og Sjund, f., saaledes “eit lite Synelse”, og “ei lita Sjund”. (Nordre Berg.). S. Sjon, f. – I Stedet for “i Syne” bruges ogsaa “til Sjunda” (el. te Sjonda), Jæd. Paa Sdm. derimod “i syndaa”, der kan opfattes enten som “i Syndom” af Synd, f. (= Syn), eller som “i syndo” af Adj. synd (= synt).

Synelse, n. s. Syne og Syning.

synen, adj. fremsynet (= syn). Smaal.

syngja, v.a. og n. (syng, song, sunget), at synge. Imperf. alm. udtalt saang; Fl. sungo, Hall. Vald.; andre St. sunge. Supin. sungje, nogle St. saangje (for songet). Imperativ syng, Fl. syngje. G.N. syngja (syng, söng, sungit). Ang. singan (sang). – Betydning: 1) kvæde, fremsige med en vis Melodie. Syngja eit Vers, ei Visa osv. (Jf. Song). Ogsaa v.n. nynne, øve sig i Sang. – 2) ledsage med Sang. Syngja ut eit Lik: synge over et Liig som bæres ud. Syngja Folk til Sengi (en vis Bryllupsskik). Syngja inn ei Høgtid: begynde Festen med Sang. – 3) v.n. kvidre, give en Lyd som ligner Sang; om Fugle. – 4) tale med et vist klingende Tonefald. – 5) klinge, hvine, suse. Det syng fyre Øyrom. Han slo til, so det song etter. Jf. Talemaaden: Det syng upp, dvs. det gaar løs, det begynder for Alvor. (B. Stift).

syngjande, adj. 1) syngende. 2) passende til at synge; syngelig (cantabel).

Syngjar, m. Sanger; en som har Sangstemme eller Anlæg til at synge.

Syngjing, f. Syngen, langvarig Sang.

Syning, f. 1) Foreviisning, Fremviisning; s. syna. – 2) Forekomst, noget som viser sig. Sjeldnere. (Nogle St. Synelse, n.). 3) Horizont, de yderste Punkter som man kan see fra et Sted. (Omtr. som Leite). Hall. Jf. Himmelsyne.

Synkverving, f. Forblindelse; Blendværk, Gjøglerie. (Jf. kverva Syni). G.N. sjónhverfing.

synlaus, adj. forblindet; taabelig. Synløysa, f. Blindhed. Lidet brugl.

synleg, adj. 1) synlig, som man kan see. – 2) lys, blid; om Luft og Veir. Ogsaa: anseelig, som tager sig godt ud (s. usynleg). Jf. G.N. sýnilegr.

synna, sønden; s. sunnan.

synnalege, s. sunnarlege.

synsk, adj. fremsynet (= syn). Mandal.

Synsmaal, n. Synsvidde, Synskreds. (Nyere Ord).

Synsmun (u’), m. Forandring i Udseende,
synlig Forandring eller Forskjel. (Vel egentl. Synesmun). Paa Sdm. Syndamun (yy).

synst (el. synnst), adv. sydligst.

synst, adj. sydligst beliggende; f. Ex. synste Luten: den sydligste Deel. Egentl. synnst, Superlativ til syndre (af sunn), og ligesaa til sydre (søre), som ikke har eget Superl. G.N. synstr. Hertil nogle Stedsnavne, som Synsteby, Synstenes, Synstevoll.

synt (yy), adj. 1) beleilig for Synet, aaben, let at see. Ork. Mest i Neutr. f. Ex. her er so synt (bekvemt for Udsigten). Jf. berrsynt, farsynt, vegsynt, havsynt. – 2) synet, seende. I Sammensætning, som einsynt, dimsynt, langsynt. Nogle St. synd, f. Ex. einsynd; jf. Formen “syndaa” under Syne. – 3) viist, foreviist. Particip af syna.

syp, søber; s. supa.

Syra, f. 1) suurt smagende Urt, s. Sura og Høymola. – 2) suur Valle, af opkogt Mælk. G.N. sýra. Nogle St. Surmysa. Hertil Syreblanda, f. Læskedrik af Valle, opblandet med Vand.

syra, v.a. og n. (er, te), 1) syre, gjøre suur. Lidet brugl. I Hall. syrka (yy). Af sur. – 2) v.n. pible, sive ud; om Vædske. Sfj. – 3) suurmule, grine, være vranten. Sogn. Hertil syren, adj. vranten, suurseende.

syrgja, v.n. (er, de), sørge, bedrøves over et Tab. Ogsaa, dog sjeldnere: have Omsorg for noget. Ordets Former ere for det meste utydelige; mest alm. syrja (sørje); i Bøiningen syrje(r), syrrde, syrrt (el. sørt); i Berg. Stift ogsaa Præsens syr, el. syr’e (y’), og Imperf. tildeels: surde (u’). Nhl. og fl. Imperativ syrg (nogle St. syr’), Fl. syrgje. G.N. syrgja (af Sorg); Sv. sörja. – Syrgja paa nokon: sørge over En (som er død). Syrgja fyre: drage Omsorg for. (Sjeldnere). Aktivt: syrgja ein av, dvs. ansee En for tabt eller bortkommen. Han vardt so lenge burte, at dei hadde syrgt honom av, daa han kom atter. Jf. avsyrgd.

syrgjeleg, adj. sørgelig. syrgjelege, adv. paa en sørgelig Maade.

syrka, v.a. syre; s. syra.

Syrpa, s. Surpa og Surp.

sysla, v.n. (ar), sysle, bestille noget; ogsaa: besørge eller ordne en Sag. Hall. Ogsaa i Formen susla, Num. Tel. (Landst. 821). G.N. sýsa, sýsla. Jf. syta og sytta.

Syster (y’), f. (Fl. Syster), Søster (soror). Nogle St. Syste, men i bestemt Form Systeri (Systr’e, Systr’a). Fleertal med anden Betoning: Syst’er (nogle Steder Systr’e, Syst’ar, Syst’a); bestemt Form: Syst’erna (Systr’enne, Syst’ann). G.N. systir (pl. systr); Ang. sveostor, Goth. svistar.

Systerbarn, n. Søsters Barn. Særskilt: Systerdotter (o’), f. og Systerson, m.

Systerbyte, n. 1) Deling imellem Søstre. – 2) dobbelt Besvogrelse (= Hemningslag, Hemdabyte). Vald. og fl.

Systergras, n. Rosenrod (Rhodiola rosea). Nordre Berg. Andre St. Smørstakk, Smørbukk, Haarvokster.

Systerlut (u’), m. Søsterlod.

Systermann, m. Søsters Mand, Svoger.

Systkin (i’), n. pl. Søskende, Børn af samme Forældre. Mest alm. Syskjin (Sysskjen); nogle St. Syskjyn, og forkortet Syskje. (Nhl.). G.N. systkin: Sv. syskon. Vel egentlig Syst-gin, i Lighed med G.N. fedgin og mœdgin. (Jf. Fegge, Megga).

Systkinbarn, n. Søskendebarn.

Systkinbyte, n. Deling imellem Søskende.

Systkinsvip (i’), m. Søskendes Lighed i Udseende eller Ansigtstræk.

Systrung, m. Mosters Søn, eller (i Fleertal) Børn af to eller flere Søstre. Tel. (Bugge, Folkeviser, S. 17, 18, 19). G.N. systrungr.

Sysvorta (oo), f. den sorte Drossel (bekjendt som Sangfugl). Vel nærmest: Solsort (Turdus Merula), men maaskee mere alm. om Ringdrosselen (Turdus torquatus). B. Stift og flere. Ogsaa i Formen Susvorta, Tel., Sursvarta, Mandal, Svinsvorta (om Solsort), Shl., og tildeels Svisvorta og Sisvorta, Nordre Berg. G.N. súsvört: en vis Sangfugl. Ordets første Deel synes at være Syr (= Su, dvs. en So) og har maaskee sin Grund i et eller andet forglemt Folkesagn.

Syt, f. Omsorg; s. Sut.

Syta, f. en So (= Sugga, Purka). Hadeland. Sytegris, m. ung So.

syta, v.n. og a. (er, te), 1) være bekymret, ængstes, sørge eller grue for noget. Eg syter ikkje fyre det. Temmelig alm. G.N. sýta. (Af Sut). Ogsaa: yttre Bekymring, klage, klynke. Han gjeng no so og syter. Jf. sutra. – 2) beklage, yttre Sorg for (en Person). Han er ikkje til aa syta: han har ingen Nød. Eg syter deg inkje: jeg beklager dig ikke. B. Stift. – 3) besørge, skaffe, bringe til Veie. Syt meg nokon Traad: see til at skaffe mig lidt Traad. Sogn, Sfj. Ogsaa i Tel. (see Landst. 383, 384). Mere alm. som v.n. syta fyre, dvs. skjøtte, have Omsorg for. Han heve mange til aa syta fyre. Det lyt kvar syta fyre seg osv. Sv. Dial. syta.

sytande, adj. 1) bekymret. 2) værd at bekymre sig eller ængstes for.

Sytar, m. 1) En som let bliver ængstlig. 2) En som skal skaffe eller besørge noget. Jf. Forsytar.

syten, adj. ængstlig; ogsaa: omhyggelig. Afvig. i Forbindelsen “lika syten”: ligegyldig (omtr. som: lika glad). Nordre Berg.


Syting, f. Ængstlighed; Klynken, Klagen. Ogsaa: Omsorg, Forsorg; s. syta.

sytsam, adj. omhyggelig; omsorgsfuld.

sytta (yy), v.a. (ar), røgte, passe (f. Ex. Fæ); ogsaa: udrette eller fuldføre noget. Østerd. (Trysil). – Paa Sdm. som Particip: sytta(t), f. Ex. “no æ dæ sytta”, dvs. nu er det afgjort, el. sluttet. Jf. sysla.

sytten, s. sjauttan. – sytti, s. sjautti.

syvja (y’), v.n. (ar), blunde, slumre, falde i en let Søvn. Nordre Berg. G.N. syfja, blive søvnig.

syvja (seg), besvogre; s. sivja.

syvjug, adj. søvnig, tung af Søvn. Rbg. I Hall. søvjug. G.N. syfjadr.

syvla (yy), forsyne med Suul; s. suvla.

syvlen, saftig; s. suvlug.

Sæ (i Navne), s. Sjo.

Sæbygg, m. Indbygger af Sætersdalen. (Tel.). Vel egentlig for Sætbygg eller Sæterbygg.

Sæd, n.s. Sæt. – Sæda, s. Sæta.

Sæde, n. 1) Sæd, Frø til at saae; især om Sædekorn. Nogle Steder Sæe. (Jf. Saad, n.). G.N. sædi. – 2) Udsæd; et Aars Udsæd af Korn. – 3) Afgrøde; Kornvæxt paa Agrene. Østl. (Sæe).

Sædeland, n. Agerland. Lidet brugl.

Sædeslag, n. Art af Sædekorn.

Sæding, m. et Slags Maage; Graamaage (Larus argentatus). Nordl. i Formen Sæing, vel ogsaa Sæung. G.N. sædingr. I sydligere Egne synes “Sæung” ogsaa at betegne: Maage-Unge.

Sæl, n. og m. s. Sel.

Sæl, f. Sjæl, Aand; s. Saal.

sæl, adj. 1) glædelig, høist behagelig; om Tid eller Tilstand. Ei sæl Stund. Sæle Dagar. No var det ikkje sælt aa vera ute. (Østl.). Jf. Ang. sél: god, heldig; Goth. séls: god. – 2) glad, fornøiet. Eg vardt sæl, daa eg høyrde det. Vald. Mere alm. i Forbind. “lika sæl”, s. lika. – 3) heldig, lykkelig (= heppen). Han var da so sæl, at han fekk det. Buskr. – 4) lykkelig (i høiere Grad); lyksalig, som nyder en stor Lykke, el. har meget at glæde sig over. Alm. og meget brugl. G.N. sæll (sæl); Sv. säll. – 5) velsignet, kjær (omtr. som Eng. blessed). Ofte i Folkeviserne, f. Ex. mi sæle Moder; min sæle Son osv. (Landst. 113 og fl.). En sjeldnere Form er saal, el. saale (Landst. 83. 88). Ordet kan ogsaa betegne: salig (evig lykkelig), men ombyttes da gjerne med det nye ord “salig”.

sæla, v.a. (ar), 1) gjøre lykkelig. Sæla seg: drage Fordeel af noget, gjøre sin Lykke dermed. B. Stift. – 2) prise lykkelig, kalde “sæl”. D’er ikkje nokot til aa sæla honom fyre. Nordre Berg. Jf. sælka.

Sæla, f. Lykke (i høiere Forstand); inderlig Fornøielse eller Glæde. (Jf. Sælka). Ogsaa med Begrebet: Salighed; dog betegnes dette nu sædvanlig med den fremmede Form “Saligheit”, f.

Sæla, m. s. Sele.

Sælaba(d), n. Begravelse, Gravøl. Shl. G.N. sálabad (s. Fritzner 530).

sælast, v.n. døe (= andast); s. saalast.

Sæld, v.n. døe (= andast); s. saalast.

Sæld, f. en liden Sænkning eller Fordybning. Sdm. See Seil.

sælda, v.a. (er, e), sælde, rense i et Sold. (Bøiningen vaklende, tildeels: ar). Afvig. sælle (sæle), Tel. G.N. sælda. Af Saald.

Sælda, f. 1) et Sold, Kornsold. Sogn, Hard. – 2) Portion som sældes paa een Gang. Ork. (Sæld’).

Sælde, n. Straa og Halmstub, som udsældes af Korn. Ork. Ellers kaldet Sældebos (o’), n. Jf. Hære.

Sælding, f. Sældning, Rensning.

Sælebot (oo), f. Velgjerning, Hjælp, Lindring i en stor Nød. Gjera ei Sælebot: gjøre en Kjærligheds Gjerning, glæde en Stakkel. Temmelig alm. I Tel. ogsaa Saalebot, dog synes Begrebet afvigende fra G.N. sálubót (dvs. Bod for Ens Sjæl), idet man hellere tænker paa Ens Velbefindende eller Lykke (Sæla). “Ein Sælebots Daude”: et Dødsfald der betragtes som en Lykke (nemlig som Ende paa et ulykkeligt Liv). B. Stift.

Sælegaava, f. Almisse. Tel. (Saame Begreb som i Sælebot).

sælekjær, adj. kjælen, som elsker Magelighed. Han er ikkje sælekjær, siges om en meget haardfør og dristig Person. Sdm.

Sæling, m. en Stakkel, Stymper; En som duer lidet. Tel. Num. Hall. Østl. Hører sammen med Saal, n.

sælka, v.a. (ar), 1) gjøre lykkelig. Sælka seg, = sæla seg. Nhl. – 2) prise lykkelig (= sæla), Sogn.

Sælka, f. Lykke; Velbefindende. Hall.

Sælleike, m. Fornøielse, Glæde.

sælsleg, adj. behagelig, heldig, lykkelig. I Hall. sælskleg.

sælug, adj. arm, uheldig. Omtr. som “Stakars”, f. Ex. sæluge Hesten. Hall. G.N. sálugr.

sæm (sæmer), s. semja.

Sæma, f. en seenfærdig Person. Nordl. (?), Sdm. (Norddal). Jf. Saaming.

sæmutt, adj. seenfærdig. Nordl. (sæmatt).

Sænd, s. Send. Sæng, s. Seng.

sænka, s. seinka.

sær, adj. s. ser. – Sær, pl. s. Saa.

sær, adj. 1) besynderlig, særegen. “Dæ heve eit sært Lag”: det har en særegen Beskaffenhed. Trondh. Sdm. og fl. – 2) vranten, vanskelig at gjøre tilpas; ogsaa: vred, hidsig. Meget brugl. Nyere Ord, som adskiller sig fra “ser” (adv.) og synes at støtte sig mere til det gamle særa, dvs. at saare. Hertil Særleike, m. Særhed, Vrantenhed. særvoren (o’), adj. noget vranten.


særs, særskilt; s. ser.

Sæt, n. 1, Vished; noget som er at lide paa, eller agte paa. D’er ikkje Sæt paa det: det er ikke noget at rette sig efter; det har ikke stort at betyde. Tel. Rbg. Mandal. Nogle Steder Sæd, s. sæta.

Sæt, n. (?), 2, i Navne, s. Sæter, n.

sæta, v.n. og a. (er, te), 1) lure efter noget, sidde paa Luur. (Nærmest af Saat, f.). Lidet brugl. Han er gløgg som gjæter; han er gløggare som sæter, dvs. den, som lurer efter Tingen, seer skarpere end den, som skal vogte den. Nordre Berg. G.N. sæta. – 2) faae, bekomme. “No faa me sæte Avgaangjen”, dvs. nu faae vi kun Affaldet, kun det som de andre have levnet. Sdm. (see Avgang). Ellers lidet brugl. G.N. sæta: blive udsat for. – 3) agte paa, rette sig efter, lyde. Eg sæter ikkje kvat han segjer. Meget brugl. søndenfjelds og mest i de sydligste Egne. (Ved Mandal: sæda). Sv. säta (Rietz 714). – 4) være at agte paa, have Grund, have noget at betyde. Det sæter ikkje: det er ikke at rette sig efter. Rbg. Jf. Sæt og sæteleg.

sæta, v.a. (er, te), rage Hø sammen i smaa Hobe eller Stakke. (Af Saata). Næsten alm., dog nogle St. saata (-ar), Ork. og fl. Isl. sæta. Particip sætt.

Sæta, f. 1, et lidet Hø-Læs. Namd. og Indh. (Sæt’). Ellers: en liden Høstabel eller Stak (Saata). Østl.

Sæta, f. 2, Gjødsel, Gjødning; ogsaa om gjødende Vædske i Jorden. Ryf. Mandal (nogle St. Sæda). G.N. sæta. Fra Jarlsberg meddeelt i Formen “Sætu”, som synes antyde et ældre Seta (e’).

Sæta, f. 3, en Hun-Hare (= Haregeit). Smaal. og fl. Oftere Sætta, eller Sette.

sætande, adj. værd at agte, eller rette sig efter. Tel. og fl. Ofte “sætandes” (sætans).

Sæta, n. 1) Sæde, Plads at sidde paa; ogsaa: Hynde, Pude i en Stol osv. Jf. Høgsæte, Forsæte. G.N. sæti. – 2) Adgang til at sidde; f. Ex. hava Sæte i Retten. – 3) Opholdssted. Hertil Herresæte og flere.

Sætehus, n. Huus til Beboelse, Vaaningshuus. Saaledes ogsaa: Sætestova (o’), f. Dagligstue. Nogle St. Setustova og Setuhus; s. Seta.

sæteleg, adj. efterrettelig (= sætande); ogsaa om Personer: paalidelig, troværdig. Tel. Sæt. Mandal (nogle Steder sædeleg); s. sæta.

Sæter, n. Bosted (?). Brugt som Gaardsnavn i Formen Sætre (Dativ), tildeels med et Genitiv Sæts (Sæss), for Sæters, f. Ex. “Sæssfolkj’e”, dvs. Familien paa Gaarden Sætre. (B. Stift og fl.). G.N. setr (sætr), n. Opholdssted. – Ved Siden heraf er der en anden Form Sæt, som kun bruges i Sammensætning, f. Ex. Aarsæt, Forsæt, Grundsæt, Melsæt, Steinsæt, Torsæt o.s.v. Denne Form skrives sædvanlig “set”, og i gamle Dokumenter findes baade “sæter” og “seter”; men imidlertid udtales det overalt som “sæt” og synes snarest at støtte sig til det foranførte Sæte.

Sæter, f. (Fl. Sætrar), en afsidesliggende Græsgang med en Sommerhytte, hvori Køernes Mælk bliver tilberedet til Hjembringelse. Betonet som Sæt’er (og nogle St. Sætr); i bestemt Form Sætri (Sætr’a). Alm. bekjendt, men tilhører dog egentlig kun den nordlige Deel af Landet. (S. Støl). G.N. setr (sætr), n. Sv. säter, f.

Sæterbol (oo), n. Sæterplads med dertil hørende Huse, betragtet som Eiendom. Ork. og fl. Ogsaa kaldet Sæterbøle, n. Valders og fl. (I Hall. Stølsbøle). Paa Sdm. tildeels Sætrelaat, n. (Dunkelt). – I disse Sammensætninger deels Sæter-, deels Sætre-, f. Ex. Sætreveg.