Ivar Aasen Norsk Ordbog


vonda (vaanda), v.n. (ar), hugge Træer eller Grene til Gjærdsel (Vond, n.). Sdm. Vondbauk



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə217/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221

vonda (vaanda), v.n. (ar), hugge Træer eller Grene til Gjærdsel (Vond, n.). Sdm.

Vondbauk (o’), m. Jord-Rottens Gang eller Hule i Jorden; ogsaa Muldhob som Dyret har kastet op. Gbr. Ork. (Vaandebauk). I Tel. Vaandeboku (o’), f. Jf. bauka.

Vonde (oo), m. Skade, Fare, noget ondt; ogsaa: Vrede, Fiendskab. Tel. Lidet brugl.

Vond-eld, m. et Slags Hudsygdom eller Udslæt. Hadeland. (Vonneld).

vondkyndt, adj. ond af Natur, arrig, hidsig. Hall. og fl.

vondla (o’), v.n. (ar), 1) sammenvikle Hø og Halm i visse Portioner (Vondlar) for Køerne. Mest alm. vaandla; ellers: vøndla, Hall., vandla, Østl. (Jf. viska). – 2) kludre, klodse, sammenjaske noget løselig eller skjødesløst. B. Stift. See Vondul.

vondlynd, adj. vredladen, pirrelig, hidsig. Tel. og fl. Oftere vondlyndt.

Vond-ord, n. pl. onde Ord, Bebreidelser. Dadel. Østl. (Vonnoor).

Vondska, f. 1) ond Fornemmelse, Ildebefindende. Ei Vondska i Kroppen. B. Stift. – 2) Arrighed, Ondskab (= Illska). Tel. og fl. G: N. vándska.

Vondskap, m. ond Beskaffenhed, Slethed; ogsa: Ondskab, Skadelyst (Lidet brugl.). G.N. vándskapr.

vondsken (kj) adj. ond, smertelig; ogsaa: sørgelig. “Dæ va vonskje”. Ryf.

vondskøytt, adj. usikker, vanskelig at træffe (= vaaskøytt). Gbr.

vondsleg, adj. noget ond eller slem; ogsaa: vredladen, barsk, bister. I Tel. vondskleg (voonskleg’e).

vondtenkt, adj. meget mistænksom.

Vondul (o’), m. (Fl. Vondlar), en stor Høvisk, et sammenviklet rundt Knippe af Hø og Halm til Maaltid for en Ko. Mest alm. Vaandel; ellers Vøndul, Hall., Vandel, Østl. Nogle Steder Vandle; i Ork. og Indh. Valle. (Jf. Holge). G.N. vöndull; Sv. Dial. vandel, våndel. (Jf. Vundel). – Vaandel betegner tildeels ogsaa: en Klynge, en Klods, en liden tyk Karl m.m.

Vondveder (-veer), n. Uveir, slemt Veir. Østl. Udtrykket “vondt Vær” (Veir) bruges kun søndenfjelds og ansees paa nogle Steder som et upassende Udtryk.

Voner, Fiskested; s. Von.

vonfull, adj. trøstig, fuld af Haab.

Voning, f. Forventning; s. vona.

vonlaus, adj. 1) forsagt, mistrøstig. 2) usandsynlig; ogsaa haabløs, om Tilstand.

<PB N="945">

vonleg, adj. sandsynlig, rimelig, eller: som man kan vente.

vonlege, adv. sandsynligviis.

Vonløysa, f. Forsagthed, Mangel paa Haab; ogsaa: Usandsynlighed, noget som man ikke kan vente.

vonn (o’), s. vaar.

vonsam, adj. 1) trøstig, som haaber det bedste. 2) opmuntrende, som vækker Haab. Lidet brugl.

vonskleg, s. vondsleg. vont, s. vond.

vonvera (e’), v.a. undvære (= vera von). Helg. (Kun i Infin.). Andre St. umbera og tildeels onvera.

Vor (o’), f. i nogle Kvindenavne, som Gudvor el. Gunnvor, Sigvor, Steinvor, Tjodvor, synes nærmest at betegne: den varsomme eller kloge (af var, adj.). Jf. G.N. vör i Egilssons Lexikon.

Vor (oo), f. s. Vorda.

Vor (o’), m. 1) en høi Banke af Steen el. Gruus, f. Ex. efter Jordskred; saaledes især om de Jordvolde (Moræner), som efterhaanden danne sig omkring en “Isbrede”. Sogn, Sfj. Jf. Nt. Ware, Eng. wear: en Dæmning. – 2) en Steenbrygge, en Rad af Stene paa hver Side af en “Stød” eller Landingsplads, nedlagt for at befæste Lunnerne (s. Lunn) og til at træde paa ved Landstigningen. Alm. vest og nord i Landet. I Nordl. Vorr (o’). G.N. vör, f. Jf. Vorstein. – 3) Kjølvand, Stribe i Vandfladen efter fremskridende Baade eller Fartøier. Berg. Trondh. Nordl. Dei rodde i Voren etter oss: de roede nærmest efter os, lige i Kjølvandet. (G.N. vör). – 4) Aaredrag, eller nærmest: Rummet imellem Aaredragene, det Stykke som Baaden glider fremad ved hvert Aaretag. Me laut ro kvar ein Vor: vi maatte roe den hele Vei, uden at faae seile. B. Stift. G.N. vörr, m. – 5) Tummel, Omvæltning. Dei hadde gjort gilde Vora(r): de havde rodet og rusket noget forfærdeligt. Sdm. Hertil hører maaskee ogsaa: Vorr (o’), dvs. Støi, Skraal; s. vorra.

Vor (oo), m. naturligt Udseende, ydre Væsen, Ansigtstræk. Helg. (Hører maaskee sammen med Vord). Hertil Vorlit og vorsleg.

Vora (o’), eller Voru, s. Vara.

Vora (oo), s. Vorda. vora, v. s. vorda.

Vorarstein, s. Vorstein.

Vord (oo), m. 1, en Vogter, Bevogter; see Gardvord, Tunvord. G.N. vördr. Jf. varda. Oftere: en Skytsaand, Genius, usynlig Følgesvend. Sdm. Sogn, Tel. i Formen Voor, Vor’en. Sv. Dial. vård, våre, vålnad. Skotsk warth og wraith). Jf. Vardyvle. Hertil formod. Vordklor.

Vord (oo), m. 2, et Maaltid, en Portion Mad (= Verd). Sogn, Shl. (Voor). I Hall. “Vool”, med Fleert. Voli (Vorder). “Ein Kars Voor”: Madret for en voxen Karl. “Han er ryr’ ein boren Vor”, dvs. det er et udrøit Maaltid som man har baaret hjem (d.e. laant eller tigget). Shl. Ellers mere udbredt i Sammensætning som Nattvor(d) og Kveldvor(d); s. Verd. G.N. vördr, en afvig. Form af verdr.

vorda (oo), v.a. (ar), betrygge for Tab, forsikre, assurere. Indh. (vora, vola). Mest i Particip, som: vordat Gods (vola Goss). Sv. Dial. vårda, våla, vola (Rietz 794).

Vorda (oo), f. 1, en Bjergryg, et Fjeld. Østerd. og Trondh. i Formen Vola eller Vol’ (med tykt L), mest i Sammensætning som Navn, f. Ex. Kvitvola, Storvola osv. I Indh. betegner dog Vor’ (eller Vol) ogsaa en Fjeldside eller Skraaningen nedad fra Bjergryggen. Vel egentlig det samme som Varde eller Vite. G.N. varda (vördu): en Steenstabel; Sv. vård, minnesvård. Jf. T. Warte.

Vorda (oo), f. 2, 1) et Knippe, en Klynge (= Honk). Nordl. (Vora, nogle St. Vola). Hertil “Hovvora”: en Klynge af Fiskehoveder. – 2) et halvt Snees, et Antal af ti Stykker, f. Ex. Fisk. Nedenæs (Vore). G. Dansk Varde og Vorde.

vorden (o’), part. vorden, bleven; s. verda. Mest alm. med “t” for “d”: vorten (o’), og nogle St. vurten (u’). G.N. ordinn (vordinn). I Forbindelse med et Adjektiv sættes vorden undertiden sidst; saaledes i Sogn: “han æ sjuk’e vorten” (dvs. bleven syg); “ho æ stor’e vorti” (bleven stor).

Vordklor, n. smaa Striber eller Ridser i Huden, af ubekjendt Aarsag. Berg. Stift (Voorkloor); paa Sdm. “Vorklaar”. Henføres til Vord (Skytsaand).

voren (o’), adj. beskaffen, skikket, værende i en vis Forfatning. Han er ikkje so voren: ikke saadan, ikke saaledes sindet. Dei er so illa vorne, dvs. usle, daarlige. Eg veit ikkje kor det er voret: hvordan det er fat. D’er ikkje rett voret: ikke ret fat. (Ho er so vori: hun er frugtsommelig. Nhl. og fl.). Ofte brugt i Sammensætning med et Adjektiv og betegner da en vis mindre Grad af Egenskaben, omtrent som “lig” eller “agtig”, f. Ex. blaavoren (blaalig, blaaagtig), ljosvoren, storvoren, seinvoren o.s.v. Ordet er her almindeligt og meget brugeligt; kun tildeels afvigende til voren (oo) og volen (Hall. Guldalen). Det sidste passer til Sv. vulen (G.N. vordinn); men imidlertid synes Ordet overalt at være adskilt fra “vorten” (vorden), ialfald i Betydningen. Det stiller sig saaledes som et nyere Particip ved Siden af det sædvanlige Supinum voret (s. vera), i Lighed med boren (til bera), skoren (til skjera) og fl.

Vorklaar, s. Vordklor.

Vorlit (oo, i’), m. naturlig Hudfarve i Ansigtet (i Modsætning til en tilfældig Rødme <PB N="946"> eller Bleghed). Sdm. s. Vor (oo). Maaskee Vordlit. Jf. Hamlit.

Vorpa (o’), f. Indretning til Laxefiskerie; s. Verpe. Trondh.

vorpen, part. værpet; s. verpa.

Vorr (o’), m. Skraal, høirøstet Snak. Nfj. Ogsaa i Nordl. Om et andet Vorr see Vor (o’) og Vørr.

vorra (o’), v.n. (ar), skraale, snakke meget høit. Nfj.

vorsleg (oo), adj. tækkelig af Udseende; om en Person hvis Aasyn gjør et godt Indtryk. Helg. Jf. Vor (oo). Maaskee rettere vordsleg.

Vorsmyss, s. Vaarfrumessa.

Vorstein (o’), m. Steen i en Landgangsbrygge (Vor) eller paa det Sted hvor man skal stige ud af Baaden. I B. Stift Vorastein (Vorarstein).

Vorta (oo), f. Vorte, liden Udvæxt paa Legemet. (Jf. Geirvorta). G.N. varta (vörtu); Eng. wart, T. Warze.

vorten (o’), s. vorden.

vortutt (oo), adj. fuld af Vorter.

Voru (o’) og Vorur, s. Vara.

vorug (o’), s. varug.

Voss, m. (Fl. Vesser), Indbygger af Voss i Bergens Stift. Brugl. i Nabodistrikterne. Mere alm. er Vossing. Om Kvinder: Vossa, f.

Vossa, f. Spor af Vadning (= Voda). Tel. Mest i Fleertal (Vossur). Nærmest af vassa, ligesom Voda af vada.

Vota (o’), f. en fugtig Jordplet; s. Veta. – Votestøde (Votustøe), n. Sted hvor der samler sig Væde. Tel. (Vinje).

Vott (o’), m. Vante, Handske. G.N. vöttr; Sv. vante, Holl. want. Fleertal hedder i B. Stift Vette(r); ellers regelret Vottar. (G.N. vettir). – Votta(r)tume (u’), m. Tommelfingerens Rum i en Vante. Sogn og flere. I Hall. “Vottetuming”. vottelaus, adj. barhændet, uden Vanter. Vottepar, n. et Par Vanter. Paa Sdm. “Vettepar”. Vottull, f. Uld til Vanter.

Vo’u, s. Voda. – vov, s. veva.

Vovde, m. Muskel; s. Vodve.

voven (o’), part. vævet; s. veva.

vrang, s. rang. – Ord med “vr” forekomme kun i nogle af de søndenfjeldske Egne og ere desuden kun faa. De fleste i Rbg. og Tel.

vreid, adj. vred, fortørnet. De hertil hørende Former (vrei’e, rei’e, rei, re) ere anførte under reid.

vreidast, v.n. (est, dest), blive vred.

Vreide, m. Vrede. “Vreie”, Tel.

Vreidske, m. Vrede, Hidsighed. “Vreiskje”, Hall. Hertil vreidskast (vreiskas), v.n. vredes, blive vred.

Vreist, m. en Stopper; s. Reist. Hertil vreista, v.n. stoppe, stræbe imod. Tel.). vreisteleg, adj. hinderlig, modstræbende.

Vreita, f. Grøft, Rende (= Veita). Tel. I Num. Vreit. Saaledes ogsaa Reita, Hall., Reida, Mandal. Forholdet til Veita er dunkelt.

vrida, v.a. (vrid, vreid, vridet, i’), vride, snoe, omdreie; vrænge osv. (Forhen anført under rida). – Part. vriden (i’) lyder deels vrien, deels vreen (2 Stav.).

Vrida (i’), f. Vridning, Vrængning; i Fleertal: List, Rænker. Tel. (Vriur). Ved Mandal “Vrear”, pl.

Vridar (ii), m. Vrider, Haandtag paa en Dørlaas. “Vrier”, Smaal.

vrina, v.n. (vrin, vrein), skrige, hvine (= rina.) Smaal. – I Nedenæs: vrene (ee), om at vrinske.

vringla, v.a. sammenslynge, forvikle, Num. Ogsa v.n. yppe Kiv (= krangla). Smaal. og fl. Hertil Vringlor, pl. f. Forviklinger; ogsaa: listige Indvendinger eller Udflugter.

vrinka, v.n. (ar), fordærves, faae en Afsmag, “Vrinkesmok” (o’). Tel. (Vinje).

Vrins, m. Haartop, et Slags Pynt. Sæt.

Vrong (eller Vraang), f. Rygstøtte i en Slæde eller Kjærre; s. Rong.

vræla, v.n. skrige (om Svin). Nedenæs. Jf. væla.

Vu og Vudu (Træværk), s. Vida.

Vudu (= Kringvudu), s. Ida.

Vuku, s. Vika og Voka.

vund, adj. ond, slem; s. vond.

Vundel, m. 1) en liden Visk el. Tot. Hall. Andre St. Vindel. (Jf Vondul). – 2) Middags-Foder (= Undel, Undorn). Sfj. Nhl.

vunden, part. vreden, snoet; ogsaa opviklet, opvunden; s. vinda. Ei vundi Vidja: en vreden Kvist. (“i vunda Vid”, Sdm.).

vunnen, part. vunden, opnaaet; ogsaa fuldført; s. vinna.

vurd, s. vyrd. – Vurt, s. Vyrter.

Vuru, s. Vara og Vera.

Vurumark, s. Vere, m.

Vutu, s. Veta. – Vuu, s. Vida.

Vyle (y’), Stjert; s. Vele.

vyrd (y’), part. agtet, anseet; ogsaa: skjøttet, tilseet. Afvig. vurd, s. følg.

vyrda (y’), v.a. (er, e), agte, ansee, sætte Priis paa; ogsaa ændse, skjøtte om, befatte sig med. Et meget brugeligt Ord, men med flere Afvigelser, saasom. vyra (er, de), Jæd. og fl., vøra (vør, -de), Trondh., vøle (Imperf. vørde), tildeels paa Østl. og endelig: vyrja, B. Stift, Hall. Vald. med Præs. vyr’e (vør’) og tildeels med Bøiningen: vyr, vurde, vurt, Søndre Berg. (Tydeligt “rd” høres kun i Imperf. og Particip). G.N. virda (ir) og tildeels vyrda; Sv. vörda. Egentlig: agte noget værd, tillægge Værd (af Verd). Dei vyrde honom litet: de havde kun liden Respekt for ham. Eg vil ikkje vyrda det, dvs. ikke ændse <PB N="947"> det, ikke befatte mig dermed. Vyrd det inkje: ænds det ikke, lad det være. Vyrda seg: have Omhu for sig selv; især: holde sig reen, klæde sig sømmeligt osv. S. vyrdsam og Vyrdsla.

Vyrda (y’), f. 1) Agt, Agtsomhed. Lidet brugl. Jf. Uvyrda. – 2) Høflighed, Artighed. “Ei liti Vyra”: et lidet Beviis paa Opmærksomhed. Lister og fl.

vyrdande, adj. værd at agte eller ændse. I B. Stift vyrjande, andre St. vørande osv.

Vyrde (y’), n. Værd, Værdie for en vis Priis (s. Verde). I Nordre Berg. Vyre (Dalevyre, Ortavyre; Ku-vyre og fl.).

vyrdeleg, adj. 1) agtværdig, hæderlig. Tel. (vyreleg). 2) værdig, høitidelig, gravitetisk. Hard. i Formen vyrtuleg. G.N. virdulegr: anseelig osv.

vyrden (y’), adj. agtsom, omhyggelig; ogsaa: ordentlig, reenlig (= vyrdsam). Jf. uvyrden. I enkelte Sammensætn. “vyrdig”, saaledes “storvyrdig”, dvs. storagtig, stolt.

Vyrding, f. Anseelse; det at agte el. ændse noget. Lidet brugl.

vyrdlaus, adj. 1) uagtsom, skjødesløs. (Jf. Sv. vårdslös). 2) ureenlig, skiddenfærdig (= uvyrden). 3) fremfysende, ubesindig, hensynsløs. Mest alm. vyrlaus, (vørlaus), sjeldnere vyrdslaus.

Vyrdløysa, f. Skjødesløshed, især Ureenlighed; ogsaa Ubesindighed, Hensynsløshed. (Vyrløysa).

Vyrdna, f. Agtsomhed, Orden, Sømmelighed (jf. Uvyrdna); ogsaa Anseelse (= Vyrdnad). Forekommer ogsaa i Formen Vyrdn (Vyrn). Hertil en adjektivisk Form vyrdna, dvs. anseelig, betydelig, dygtig; f. Ex. “ein vyrna Mann”: en dygtig, ypperlig Mand. Nhl. Saaledes ogsaa vyrdnalege, adj. dygtig, rigelig, ret tilgavns. (Nhl.). Jf. fagna og fagnalege.

Vyrdnad, m. 1) Agtelse, Anseelse. (Sv. vördnad). 2) Omhyggelighed, Orden, Reenlighed (= Vyrdsla). Mest alm. Vyrna(d), Vørna.

vyrdsam, adj. 1) omhyggelig, agtsom; ogsaa ærbødig, som viser Agtelse. (Mindre brugl.). 2) pyntelig, ordentlig, reenlig.

Vyrdskap, m. Agtsomhed, pyntelig el. sømmelig Fremgangsmaate.

Vyrdsla, f. Omhyggelighed, god Orden; især Reenlighed. Shl. og fl. (Vyrsla). Hertil ogsaa et Verbum: vyrdsla seg, dvs. holde sig reen og ordentlig. Jf. vyrda.

Vyre, s. Vyrde. vyrja, s. vyrda.

vyrk (y’), adj. 1) egentl. virksom, arbeidsom; s. velvyrk. (Jf. G.N. stórvirkr, gódvirkr). – 2) omhyggelig, øm, omsorgsfuld. Dei var vyrke fyre honom: de havde megen Omhu for ham, behandlede ham meget venlig, eller kjærlig. Mest brugl. i B. Stift (Hard. Sogn, Sfj. Sdm.). G.N. virkr. – 3) bestemt til Arbeide; om Tid. Ein vyrk Dag: en Arbeidsdag, Søgnedag. Baade vyrkt og heilagt: baade Søgnedage og Helligdage. Alm. vestenfjelds. Hedder ellers: virk, Sæt. og Tel., afvig. yrk, Nordre Berg. Trondh., ogsaa: yrken (ørkjen), Trondh. G.N. virkr. Jf. sykn.

Vyrka (y’), f. Arbeidsdagene i Ugen, Søgnedage. Søndre Berg. Jæd. og fl. Afvig. Yrka, Nordre Berg. Trondh. Nordl. (Jf. Sykna). Baade Helg og Vyrka: Helligdage og Søgnedage uden Forskjel.

Vyrke (kj), n. Materiale, Stof til at gjøre noget af; saaledes: Tømmer til en Bygning (Husvyrke); Tøi til Klæder o.s.v. Nogle Steder Virkje, Sæt. Tel. ogsaa Verkje, Søndre Berg.; ellers Vyrkje (Vørkje), Østl. Vald. Gbr., og Yrkje (Ørkje), Trondh. Nordl. Sv. virke. Jf. Fang, Tilfang, Ty, Emne. – Vyrke bruges ogsaa paa nogle Steder (ligesom Emne) om En som skal blive noget; f. Ex. “Brudgumsvyrkje”, dvs. en Fæstemand. Gbr.

Vyrkedag, m. Søgnedag. (Til Vyrka, f. altsaa med haardt k). Sjeldnere er Vyrkevika, f. en Arbeidsuge. I Tel. “Virkevika” (Landst. 34, 170, 309).

vyrkelaus (kj), adj. forlegen for Materiale (Vyrke). Hertil Vyrkeløysa, f. Mangel paa Materiale. Nogle St., Verkjeløysa,Vørkjeløysa, Yrkjeløysa.

Vyrkevika, s. Vyrkedag.

vyrkleg, adj. omhyggelig. Lidet brugl.

vyrklege, adv. omhyggeligt, med Flid. I Sæt. og Tel. virkelege. Jf. hollverklege.

vyrkta (?), s. virkta.

Vyrn, s. Vyrdna. vyrsam, s. vyrdsam.

Vyrter (y’, tr), n. Øl-Urt, Maltsaft som ikke er gjæret. Nogle St. Vyrt, eller Vørt; ogsaa Vurt, Vald., og Vytt’er, Sdm. G.N. virtr; Sv. vört; Eng. wort, T. Würze. – Vyrterkaka, f. et Slags Kager, lavede med Tilsætning af Ølurt. Vyrtersmak, m. sød Smag som af Ølurt.

, n. s. Veder. , pl. s. Vaad.

, s. væda og vada.

Væbloku, s. Vederbloka.

væda, v.a. (er, de), klæde, udruste med Klæder, f. Ex. til en Reise. Nhl. (væa, væ’). Paa Sdm. vøde (som egentlig har en anden Betydning). Jf. væsa. G.N. væda (af Vaad). Particip vædd. Han er vel vædd: vel forsynet med Klæder.

Væde, n. Klædning, Bedækning. Nhl. (Væe). Ofte uegentlig, f. Ex. om Fuglenes Fjæder.

Væding, f. Forsyning med Klæder. (Væing). Jf. Vødning.

Væe (?), n. en Stakkel, Stymper. Vald. (Jf. Vaade). See ellers Væde.

Væft, s. Veft. ræfta, s. vefta.

Væg, m. Saft; s. Veigja.

væg, adj. s. attvæg, framvæg.

Vægd, f. Eftergivenhed. Sogn (?).

<PB N="948">

vægja, v.n. (er, de), 1, vige for En, give efter, føie sig. Nhl. Sogn, ogsaa Ork. og flere. Nogle St. vægjast, Sdm. og fl. Præsens lyder som væje(r), men Imperf. vægde, Supin. vægt; Impr. væg. G.N. vægja (vægir). Han vægde ikkje fyre deim. Dei hava ikkje nokon til aa vægja fyre: de faae raade sig selv, have ingen at frygte for. Han lyt vægja, som Vit heve: den klogeste maa give efter. (Ork.). Jf. øgja.

vægja, v.n. (er, de), 2, afsætte Materie eller Vædske; om Saar. Tel. (Vinje). Det vægjer. G.N. vægja. Af Vaag.

vægjande, adj. passende at give efter (vægja). Det var ikkje vægjande.

Vægje, n. Eftergivenhed, Føielighed; ogsaa: Ave, Respekt, Ærefrygt (= Oge, Age). Hava Vægje fyre nokon. Nhl. og fl. Ogsaa som Maskul. “ein Vægje”. Sfj.

vægjen, ajd. føielig, eftergivende. Kunde ogsaa hedde vægsam.

Vægt, s. Vegt. vægtug, s. vegtug.

Vægt, s. Vegt. vægtug, s. vegtug.

Vækja, f. 1, Pige, Pigebarn. Meget brugl. i Trondh. Stift og tildeels i Nordl. Synes at høre sammen med Vaak, m., men er ellers noget usikkert, da det paa mange Steder lyder som Veikja (Veikj’). – Hertil Vækjunge, m. Pigebarn (i Spøg, ligesom Gjentunge og Tausunge).

Vækja, f.2, liden Bjælde; s. Vekkja.

Væktar, s. Vaktar.

Vækurr, s. Vidkurr.

væl, adv. (vel, godt); s. vel.

væla, v.n. bræge; om Faar. Guldalen. Sv. Dial. väla. Jf. vaala og G.N. vela: jamre sig.

væla, v.a. (er, te), nedlægge Træer og Grene til Afbrænding paa Jorden (= kasa). Smaal. See Vaal.

Væle, m. Lag eller Samling af Træer til at afbrænde (omtr. som Kos). Smaal. Jf. Vaal og Brote.

Vælende, s. Velende.

Vælfar, s. Velfar. Vælfær, s. Velferd.

Væljos, s. Vederljos.

vælsk, adj. valsk, fransk (eller romansk). I gamle Vers (Landst. 136).

vælvær, s. velverdug.

Væme, n. en Stakkel, Stymper. Hard. Jf. vaama og Væe.

Væmme, s. Vembe.

væn, adj. 1) vakker, smuk, tækkelig. Østl., dog langt mere udbredt i Formen ven (ee), saaledes ogsaa i Hall. Tel. Rbg. Jæd. Hard. og fl. tildeels med Komparativ venre, Tel., og venne (ee), Sæt. (Jf., fager, frid, snild og det fremmede “pæn”). – 2) spag, tam, venlig; om Dyr. Nordl. (Sv. Dial. vän: venlig). Jf. vinelsken. G.N. væn(n): lovende, eller som lader vente noget, saasom skadvænn, daudvænn, lifvænn og fl. Sv. vän: tækkelig.

væn og vænja, s. venja.

væna, v.a. (ar), pynte, sætte i Stand, gjenoprette osv. Afvig. vena (vene), Tel.

vænast, v.n. tænke, agte. Hall. i Formen venas (ee), s. vønast.

Vænleike, m. Skjønhed, Vakkerhed. Mere brugt i Formen Venleike (Veenleikje). Tel. og fl. G.N. vænleiki.

vænsleg, adj. vakker, tækkelig. Oftest vensleg (ee). Søndenfjelds.

vænt, adv. vakkert, paa en tækkelig Maade. Mere brugl. vent (veent).

vænta, s. venta.

væpna, v.a. bevæbne (= vaapna). Sjelden. Jf. Væpnemann, m. Væbner, Vaabensvend. (I Kjæmpeviserne).

Vær, n. 1, et Opholdssted; især Fiskerleie, Havn eller Gaard ved Kysten hvor Folk samles for at drive Fiskerie. Alm. ved Havkanten. I Nordl. ogsaa om et Sted for en eller anden Slags Fangst; saaledes Fuglevær, Dunvær, Eggvær. Egentl. Ver (e’), G.N. ver (med dat. pl. verjum). Hertil mangfoldige Stedsnavn, som Helgevær, Lyngvær, Molvær, Utvær, Espevær osv.

Vær, n. 2, Sæk eller Pose at forvare noget i; saaledes ogsaa: Vaar, Omslag, Emballage. B. Stift, Gbr. og fl. (Jf. Ilaat). Me hadde ikkje Vær til aa hava det i: vi havde intet at forvare det i. Det vog ei halv Vaag med Været, dvs. tilligemed Sækken eller Posen som det var indpakket i. Mere alm. om et Vaar (Pudevaar), saasom Dynevær el. Sengvær; men har i dette Tilfælde ogsaa en anden Form Var. (Søndenfjelds). G.N. ver (henført til verja); Sv. var.

Vær, n. (3), Veir; s. Veder.

Vær, n. (4), Værd; s. Verd.

Vær, f. Verden; s. Verd.

Vær, m. (Fl. Værer), Indbygger af et Sted, saasom Lomvær, Vaagevær og fl. (Oftere Væring). I Hard. Vør, saasom Oddvør: Indbygger af “Odda”. Hertil Væra, f. om Kvinder, saasom Lomværa, Selsværa, Radværa. G.N. verjar pl. (Vikverjar, Romverjar). Jf. ogsaa Formen Landvær (= Landverja).

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin