A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


kraaka v.n. spørge idelig. NGbr. Østerd. Kraakekorn



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə100/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   96   97   98   99   100   101   102   103   ...   219

kraaka v.n. spørge idelig. NGbr. Østerd.

Kraakekorn n. = Fuglefræ, Polyg. Gbr.

Kraakekorna n. Allike, Corvus monedula. Hard. Shl. og Ryf.: -kodna; Fl. mest: kodne(r) f. Se Korna, Ramnskorna.

Kraak(e)maur m. en Art sort Myre, uvist hvilken. Hedm. Totn, SGbr.

Kraakeris n. = Kreklingris; se d. Hedm.

Kraakerod (o') n. den sorte Bughinde i endel Fiske. Helg.: Kraakrø.

Kraakeskjerra f. = Kraakesmella. Hall. (Gol).

Kraakesmell m. et lidet kort skarpt Smæld. Hall. (Aal).

Kraakesvelg? m. Halsonde med Vanskelighed for at svælge Spyttet. Helg. (Brønnøy, Bindal): Kraaksvöldr og -svöldtr, af Svöldr dvs. Svælg.

Kraaketrong f. jf. Hovtrong. Helg. Smaal.

Kraaketyre n. = Fjersingtyre. Ringerike.

Kraal n. Mylder. Sfj. Til kraala 1).

Kraal m. 1. Masse Æg af Tudse el. Frø. Tel. (Raul. Skafsaa): Kraal´e og Krjaal´e. "Poddekraale, Loppekraale".

Kraal m. 2. En som kraalar; Stymper. Sogn.

"kraala v. 2) gramse". A. "kraola tee seg". Hard. (Kvamm). 3) være i stadig liden og virkningsfattig Bevægelse el. Virksomhed. Sfj.; Sogn (Leikang, Brekke): kraola, -e. "Han æ so ændige te kraale baa(de) seint aa tiile". Se kravla, kraula. Jf. krjaala. – kraalen adj. tilbøielig til at kraala, lig en Kraal. Sogn og fl.

kraalig adj. = kraulig. Sogn: "ao".

"kraana v.n. (ar) komme sig". A. Voss, Hard. Vestfold. Ogsaa "kröune", Ringerike, hvilket tør være fremkommet ved en Misopfatning af en (tidligere) Udtale "kraaone" af kraana, som endnu er brugelig i Nabobygden Modum. "Kraane tee att". kraana seg el. "kraana med seg", komme til fuld Livlighed igjen efter Søvn, Svime eller Sygdom; Voss.

kraana seg v. 1) ytre overmodig Glæde; hovere. Nhl. 2) se kraana.

Kraang, kraangen, Kraangl se Krong.

Kraas? f. uordentlig Hob; Dynge. Hard. (Ullensv. Ulvik, Kvamm). "Däi laog i äi Kraos". "Äi Kraos mæ Bodn". Maaske for Kraus; jf. Krøys.

Kraas m. den tykke dobbelte Mavemuskel hos Fugle. Østl. Gottland: krås n. d. s.

"Kraas f. 3) kræsen Person". A. Ma. 4) en væmmelig, ufordragelig Person = Ulida, Snya; især En som er modbydelig ved sløvt Fuldskab. Tel. (mest Østre og Nedre). Kraasebikkje f. d. s. 5) de uædelige Indvoldsdele udenfor Ernæringskanalen, af hvis Omgivelser udvindes Talg: Kjertler, Nyrer osv.; oftest brugt i Fl. Kraasir. Tel. (Lunde, Selljor, Vinje, Mo).

kraasa seg v. 1) gjøre sig det mageligt og behageligt; gjøre sig til gode = hava seg høgt (ikke "haagt"). SætV. og B. "Han ligg o dovnar o kraasar seg um Morgo'n o tek imout Trakteeling". Se A. Og: kræsa seg; se d. 2) vise sig kræsen; vrage = bretta seg. ØTel. (Tinn, Holla og fl.). – Kraasefant m. kræsen Person. Tel. Kraasehit (ii) f. d. s. Tel.

Kraasedom m. noget væmmeligt. Tel.

kraaseleg adj. 1) uædelig; om Indvoldsdele. Tel. 2) væmmelig; ufordragelig. Tel. (Rauland, Selljor, Heiddal, Bø, Sauar). kraasoleg, ØTel. (Heiddal og fl.). Og: kræseleg; Tel. og m. fl.

Kra-steik f. En som sidder og steger sig i Ovnskrogen; blødagtig Person. Vesteraalen.

kraataa v. se krata og krota (o').

kraava v. n. 1) = krava. Tel. (Selljor?). 2) om rindende Vand, hvori der danner sig Isgrus. Hall. (Nes). "Ælvee kraava, ho gaar mæ Kraav" n. Først derefter "kasta Elvee" (= krava, A.), Nes.

krea seg (ee kort) v. (ar), trænge sig sammen. Gbr. (Lom, Vaa.). "Söu'n kreea se attfaar Stæin´n". kreda? Jf. Krade, Kreda; kroda. Ee i NGbr. er ofte fremgaaet af e', selv om dette ikke efterfølges af D, hvilket i mange Diall. paavirker saaledes.

Kreda (e'?) f. en liden svag uanseelig Tingest? a) om liden Ørret = Kræda. Sdm. og Nfj.: Kræde A.; Ndm. (Stangvik, Tingvoll): Kreeaa; Helg. (Vefsn): Kræä; Romsd.; Kree-e; Ndm. (Sunndal): Kree; Tel. (Vinje): Kræe, "Aakræe", "Fiskekræe". b) om liden Kartoffel. Hard. (Ulls. Ulvik): Kræa. c) om en liden Stakkel af et svageligt vrantent Barn. Sdm.: Kræde; se A.; Innh. og Namd.: Krudu, Kroodoo. d) et
lidet vantrevent Dyr eller Menneske; en liden Stymper. STrondh. (Strinda, Klæbu, Selbu): Krudu, Krug(hw)u; som "Stugur < Stughwur < Stu(w)ur < Studur". "Bærr e liita Krughwu". "E Krugu te Kar, te Lam". "Matkrugu". e) brugt om en liden Tingest af en Lampe. Innh. (Skaun): Krudu. f) se Kræa og Krøa. Hvis disse Former tilhøre samme Ord – og Vanskelighed gjør neppe engang det Vinje'ske "Kræe" – kunde dette maaske være eet med Isl. kreda, en forkjælet Person (Cleasby), jf. G. N. kregd, Vantrivning) og have Sammenhæng med Skreda dvs. noget lidet og skrøbeligt ("Skreea, Skreeaa, Skroodoo, Skrudu"). Kreda : Kreea Kræa Kreeaa Kræde Kree = Fleda : Fleea Flea (Flæa) Fleeaa (Fløaa) Flæde Flee.

Kree`e n. se Kræa.

Krefs m. Krebs, Astacus fluviatilis. Smaal. Sydsvensk (Dansk) Dial. kräfs, d. s. – krefsa v. fange Krebs. Smaal.

krefta v.n. (ar), mane stærkt; true; tildrive; næsten tvinge. ISogn.

kreimskjen adj. smaatærende af Svagelighed og medfødt Modbydelighed for adskillige Spiser; svageligt kræsen. Jæd. Dal. Ma. Sæt. Jf. kramsen og de flgg.

kreimslen adj. = kreimskjen. Dal. VAgder, Rbg. – Kreimsling m. En som er kreimslen; Skrantning med svag Appetit. Dal. Ma. Rbg. Jf. (?) Isl. kreima (kreyma?) svag Person. – Kræmsl (ææ maaske for æe < ei) m. svagelig Stymper. Li (Kvin).

Kreist n. 1) hvad der krystes ud eller frem. Romsd. "Snjøvkreist". 2) det at man krymper eller vrider sig ved noget; omtrent = Kviding f. NTrondh. "Dæ va naa te Kreist paa dæg". Maaske ogsaa m. Til kreista seg.

"kreista v.a. (ar), kryste". A. krøysta, VAgder. krysta, SætB. Rbg. VTel. ØTel. Got. kriustan.

kreista seg v. krympe sig ved noget; ville nødigt til; omtrent = kvida. N Trondh.

Kreista f. Kryster. NTrondh. Kreistlus, d. s.

Kreka (ee) m. Afkrog; se Krike. SHelg.

"kreka (e') v.n. krybe". A. Imperf.: kreek, Østl. (Rom. Modum og fl.), Ryf. Jæd.; krook, Østl. Tel. – "krek, krakte, krakt", ogsaa i NGbr.

Kreka (e') f. Edderkop. YSogn. Krekla f. d. s. ISogn, Voss.

krekall (ee) adj. svagelig. Ma. (Holum, Bjelland): krekaal.

Kreke m. = Krake 5). NGbr.: Kræka, "Heeskræka" (kort Hees-).

"kreken adj." A. 2) lig et "Krek"; stymperagtig. Ndm. og Ma.: kreekjen (og e').

krekjel (e') m. en tvær, umedgjørlig Person; Tværdriver. Nfj. (Olden, Gloppen): Krækjele og kree-. Jf. Krekla, Kreksa, Krikel.

krekkja f. 1) = Kornkrakk. Ringe. (Krødsherad). 2) Slibestens-Stillads, gjerne dannet af et tostammet Træ; = Krekkje n. Østerd. Gbr. STrondh. Ndm. Jf. Krekla. 3) tvær eller trodsig Tingest = Kreksa. STrondh. Ndm. 4) Stymper; Pjalt; Kujon. Innh. Fosn. 5) Vantrivning = Krake. Strinda (Bynes; meddelt).

krekkjutt adj. lig en Krekkja 3), 4). Trondh.

krekla (e') v.n. krybe, kravle = krakla. "Krekle seg fram", slæbe sig frem. Romsd. Nfj. Namd. – Krekl n. Kravlen; Slæb.

Krekla f. 1) Korngaffel = Kornsenda. Nhl. (Eksing.). 2) kløftet Stang til at hænge (Vask) paa. Nhl. Jf. Krekkja. 3) kroget og stivlemmet Stakkel. Sogn. 4) Edderkop = Kreka. Voss, ISogn. Maaske eet med Krekla A.

kreklen adj. ussel, osv. = kreken. Sogn.

Krekling m. Stakkel = Kryp. Voss, Nhl. og fl.

"Krekling m. Kragebær". A. Ma. Skrahling, Selbu. Skvækling, Strinda (Børsen, Bynes); Klækling, NGbr. STrondh. (Uppdal); Skvæk f. Strinda. Krækje (e'?) n. Sdm. Og: Krykebær, Nfj. (Christie, uden Sted: "Kræke-Kryke"); til krjuka, krykja. – Kraakeris n. Hedm. Hedder: "Migbærris", SGbr. (Faaberg).

Kreks m. Vantrivning. Sogn. Jf. Kreksa.

"Kreksa f. 1)" A. Gbr. (Skjaak). Ogsaa: Træ med krogede og forviklede Grene. Sogn, Sfj. Nfj. "2) tvær el. trodsig Tingest". A. Sdm. Romsd. Ndm. Fosn. "Ei Baatkrekse", en skrøbelig, fortrædelig Baad. Ogsaa: en modbydelig (skiddenfærdig, kynisk osv.) Person. Dal. VAgder, Tel. Særlig: et modbydeligt nærgaaende Kvindfolk "som kreksa seg inn paa mænna". Dal. "3) Pediculus pubis". A. Dal.

Krekse m. og n. vrangvillig og vranten Person. Sfj. Shl. – Kreks m. d. s. Voss.

"krekseleg adj." A. 2) modbydelig, lig en "Kreksa" 2). Ma. Østerd.

kreksen adj. 1) tvær, trodsig, vrangvillig. 3) hinderlig. Sdm. Ndm. Romsd. "Tver aa kreksin". Om Arbeide: "D'æ krekse, gjæng krekse" adv.

kreksutt adj. yderst svagelig; elendig; udygtig. Gbr. (Skjaak). "Kræksaat 'taa se; kreksaat te kaamaa fram".

"Krel (ee) m. Mave; Kro". A. Gbr. Tel. Kræl, Kro; Tel. (Bø). 2) liden svag Stakkel, = Kryp. Li.

krela (ee) v. æde. Gbr. Og: kreele se.

krela (ee) v. være i jævn Bevægelse, se kræla.

krell adj. som let faar Kvalme. Sogn: kredl.

krellast v. n. væmmes = krella. Sogn, Shl. Ryf. og Røldal: kredlast. "Kredlast aat dæ", el. "av dæ"; Ryf. Røldal.

krelleleg adj. væmmelig. Røldal: kredlalig.

"krellen adj. kræsen". A. Nfj.; SBerg.: kredlen; Vald.: krillen; Senja: krælen. 2) = krell. Ma. Ryf.; NGbr.: kræillin. 3) modbydelig. Ryf. Hard.

krelleten adj. kræsen. Nordl. kræll-, krill-,
og krylleetin, Helg. kreel-, Lof. Vesteraal.; kræl-, Senja.

krema v.n. (er, de og te; ogsaa ar), 1) strække Krop og Arme frem efter noget; gribe efter noget med begge Arme udstrakte; gribe ud i Luften; gribe vidt omkring sig; gramse. SætB.: kreeme; Rbg. (Aamlid, Hærrefoss, Evje, Honnes): krææme. "Han sprangg i kreemdi ett'an i Blindekjeuk". "Ho gjekk i Myrkri o kremmdi eutyve Bouri". "Eg kreemdi kringum Fura o heelt meg". "Du fimlar o kreemar o gravlar". "Han kreemar eutyve adde veie Breikane", han udvider sin Virksomhed overordentlig stærkt. "Han fer o krææme(r) ette Söu´n"; Evje. "Han krææmte o tok ette meg, krææmte o fekk Tak i'an"; Aamlid. 2) v.a. "Ho krææmt 'an i Anliti mæ baae Hændane", greb. Rbg. 3) kreema v.a. klemme i Favntag, Brydning. Ma. (Lauvdal). "Ein kunne tænka at 'an kreemd'an ihel". "kreema" kunde være kremma (kremja) i Ma. og SætB. ligesom "Bleema" er Blemma; ligesaa maaske "krææme" i Rbg., som "blææme", "Kræma". Men ogsaa "kremme, kræmme" bruges paa nogle af de samme Steder (Bygland, Evje) og med anden Bet. Jf. ogsaa græma; Sv. Dial. krama dvs. famla i mörkret, klämma. – krææmsje v. (ar), = krema 1). Rbg.

"Krembel m." A. 2) Kro = Krel. Spøgende om Maven. Hall. (Gol): Kræmmil.

Kremel m. En som ikke er Herre over Kroppen; en yderst svag og famlende Person; omtr. = Krusle. Vel eg.: En som gaar med Armene fremstrakte for at gribe ("tage") for sig; til krema. Sæt.: Kreemili.

kremma v.a. og n. (er, de), 1) gribe over med Fingrene; klemme i den lukkede Haand; kryste. Sæt. (Bykle, Valle, Bygland), Rbg. (Evje). Rødl. "Klemme (kræmme?) Stav´n", kryste sin Stok. "Kræmme (e'?) ihoup äen Snjouballe". "Han kremmdi ivi Arm´n". 2) "kræmme ti (te) seg, kræmme innat seg", klemme ind til sig med begge Arme, klemme i Favntag. Sæt. Tel. (Vinje). "Eg kræmmd 'an so han illverkte i Ryggjn". 3) gribe ud efter = krema. Røldal. "Han kræmmer ette alt". Jf. kremja, og krema hvorfra det ikke altid adskilles.

Kremma f. Haandfuld = Kremming. Tel. (Sellj. Bø): Kræmme; Ma. (Hægeland): Kræma; Tel. (Bø): Kræme.

kremmen adj. tilbøielig til at "kremma" (1) 3)). "Kræmmen i Talen", som kryster Ordene ud af sig. Røldal.

"Kremming m." A. Kræmingge, Rbg.

kremsja v. (ar), = krema 1). Rbg.: krææmsje.

"kremta v.a." A. Sæt. Tel. Jf. krampa.

krengja v.a. (er, de), bringe (faa) i en vreden og trang Stilling. Sogn, Sdm. og fl. "Eg krængde Foutn mydlaa Stäenadn". Jf. Krong, Krangdom, krangla.

krenglen adj. skranten; især: smaatærende af Svagelighed. SætB. "Krænglen ti ete". Jf. kranglen.

Krengsla f. trang og vreden Stilling; Klemme; omtrent = Vrengja. Sdm. "E kom i Krængsle so e kom kje ifraa".

"krenkja v.a. forvride". A. 2) krænge. Sdm. (Hjørungfjord). "Krænkje aavr Baat´n".

krenten adj. noget knap el. kort. Nhl. (Mo).

krepp adj. hovmodig = kaut. Salten.

"Krepp m." A. 3) Tilbagegang i Trivelse; modsat "Kveik". Tel. Rbg. Ma. "Kræturi fekk ein K. her i Vaar, me hae so liitee Foor".

kreppa v.a. (er, te), krumme osv." A. Rog. Agder, Tel. Ogsaa v.n. krumme sig sammen. Ryf. "Han stoo aa kreppte aa fröus". "3)". A. "Elva kræppe oopp 'taa Iisfaar". Ork. Gul.

"Kreppa f. Klemme, Knibe". A. Dal. 2) Indsnævring = Krepp; især af Farvand. Oslo, Follo, Smaal. Bamle.

kreta (ee) v.n. 1) kvidre, synge smaat. Sogn, Vald. (NAurdal og fl.). Se bulla. Jf. G. N. kretta (og krita?), mukke; Sv. Diall. krätta d. s. – 2) pirke, pusle. NGbr. 3) se krita.

kretig (ee) adj. 1) smidig og rask. Shl. (Fitja). "Al'n æ kreetige". "Ungjen æ so kreetige, d'æ kje Raa te faa fat paa 'an". Meddelt. 2) se kriktig.

kre-um (ee), for kringum. Nhl. (Stamnes, Mo).

Krevel m. liden forknyttet og svag Figur; Skrælling; Pusling. Innh. (Stjør. Verdal og fl.): Kreev(v)il, "Guutkreevil, Veerkreevil". Ogsaa: Skreevil, Innh. (Sparbu), Namd. I Sv. Diall. kreväl, kråvel, kravil dvs. En som har svårt för att gå, stackare osv.; krava dvs. kravla. Jf. Krevja.

Krevja f. en Stakkel som intet mægter og ikke kan føre sig; omtr. = Krakk. SGbr. (Øyer og fl.): Krævju. Jf. Krevel.

"kri v." A. Sogn. kri(ä), Helg. (Vefsn). 2) "krii dæ tee se", tilkjæmpe sig det. Sdm.

kria seg v. (ar), 1) juble = kria. Shl. Tel. 2) friskes = krya seg. Tel.

Krik (ii) f. 1) Vinkel, Krog, Vraa. Ndm. 2) liden Indhegning = Kvi. NGbr. "Kalvk.".

"krik (ii) m. 1) Vinkel". A. Om en skarp Vinkel ind i Fjeldmassen. Ma.

"Krike (i') m. Krog, Bøining". A. Rog. Li.: "Krije" og "Kreeje"; "Armskrije". Helg. (Bindal): Kreeka, en Afkrog.

Krikk m. skarp Vinkel; liden Krog; liden Afkrog. Ma. (Bjell.), Tel. (Selljor, Lunde), Hall. "Aalbogskrikk, Ognekrikk"; Tel. "Han las dæ ut i gvor Krikkjn". "Dæ feell saa gott i Krikkæn fe deg", om Udtale som faldt sammen med Bygdeudtalen; Selljor.

Krikl, kroget Figur. "I Kross aa K.". Hall.

kriklen adj. om Mark: ujævn, tuet og stenet. Helg. Krikl-land n. sligt Landskab. Helg.

Kriks n. svagt usselt Væsen. Vald. (Vang).

kriksen adj. kræsen og smaatærende af Sygelighed. Vald. (ØSlidre).




Krikt m. usselt vantriveligt og især smaatærende Væsen. SGbr. SØsterd. Fosn og fl. – krikten adj. = kriksen. Stjør. Ork. Fosn, Ndm. – kriktutt adj. svagelig, især: "kriktaat te eta", Gbr. Østerd. Namd. og fl.

krikta v. skrante i høi Grad. Østerd.

kriktig adj. 1) = kriksen. Sogn. 2) vringlende, vrangvillig, vanskelig at forliges med. Sogn (Jøstedal). "Kriktig i Oor". 3) paastaaelig og vrippen. Helg. Vesteraalen. Hid hører vel krektig, A. kreettig d. s. Vesteraalen; kreetig d. s. Senja.

Kril (ii) n. Krusning. Nordl. Se Krin.

krila (ii) v.n. (ar), 1) krille = kritla; bevæge sig saa det kriller. Tel. (Kvitseid, Laardal, Moland, Vinje, Rauland). "De kriilar i Ouga-i". "Loppune kriilar uppette Leggj´n, so eg fær kje sova". "Ouren kriilar i Hændane". 2) kruse sig, om Søen. Nordl. (Lyngen). Se krina. Jf. D. D. kreile, krybe afsted. (Maaske kriile : kritla (krisle) = kiile : kitla (kisle)).

krillin adj. kræsen. Vald. Se krellen.

"Krime (ii) m. = Krim". A. Østerd. Romsdl.

Krin (ii) n. Krusning af Søen; Vindpust som kruser. Fosn, Senja. Kriil, Lyngen.

krina (ii) v.n. (ar), om Søen: kruse sig for let Vind. Senja. "Dæ kriine (-a) aavr". Vel eet med krina" A. dvs. indridse Figurer; "indskjære" hedder gjerne: krita, krota.

kring præp. forbi = um. SØsterd. "attkring (= attum), framkring, utk., ooppk., neek.".

Kringfeita f. Fedt om Tarmene. Helg. Ndm.

"kringhendt adj." A. Sogn.

kringla v.n. (ar), danne en Kreds, "Kringel"; gaa i en Kreds eller Bue. Sogn. "Veg´n kringla rundt Skavl´n". Jf. klingra.

"Kringla f. 1) rund Skive". A. Med et Hul i: "Borkekringle = Flære". Tel. Klingle f. (særlig:) lidet Hjul; klinglslæa m. Slæde med smaa Hjul, NGbr.

kringljuga seg v. lyve sig fast. Hall.

kringraka v. (ar), formindske Omkredsen af en "Høykvervel" ved at rage noget ind rundt Kanterne. Voss, Sogn.

Krings m. = Krins. Hall. Sfj.

"kringskodd adj." A. Ndm.

kringtalande adj. = kringmælt (Ndm). Ndm.

Kring(v)rid (ii) n. vreden Ved. Hall.:-rii.

kring(v)riden adj. vreden = floken; om Ved; ogsaa om Folk. Hall. (Nes): -riien og -vriien.

krinka seg v. kredse i meget smaa Kredse, næsten vride sig omkring noget; især om Kats og Hunds indsmigrende Kredsen. Hall.

"Krins m. Kreds". A. Jæd. 2) Sirkelperiferi; "Krintil" er selve Sirkelfladen. Tel. (Sellj.).



krinsa v. (ar), kredse. Strinda. "Höukjn krinsa".

"Krinsel m." A. Stjør. Strinda, Oslo, Smaal.

krinta v.n. (ar), gaa i Kreds (om noget); kredse. Tel. Ma. "Hund´n krinta um Mat´n". krinta seg, springe, svinge sig eller gaa i en Kreds; særlig som Indledning eller Udfordring til Dans eller Kamp. Tel.

"Krinta f." A. 2) et legetøi = Kattimann. Tel. (Selljor). 3) en liden rask net og flink Pige. SætB. og V.

Krintil m. Sirkel; se Krins. Tel. (Selljor).

Krintole m. et Legetøi. Snurre, Top = Svirrebasse. Sæt. og fl. Forekommer desuden mange Steder i Gaade om "Kvernkalln", vekslende med Krint(t)ola f.

kriska seg (ii) v. (ar), ytre høilydt barnslig Glæde; juble = kria seg. Li. Dal. "Han lae meg i Bakkjen, men daa kann du trøu han kriiska seg".

krisken (kriiskjen) adj. 1) livlig, livsfrisk, livsmodig, = kræv. Ma. Li. 2) oplivet, opfrisket. Ned. Rbg. Sv. Diall.: krisk, frisk.

Kristnan, Daab. Kun i "te Kris(t)nan". Hall. Vald. Salten. "Baane ha vore te K.". "Te Krisnar" d. s. Tel. Hard. "Te Kristna -e"; NGbr. Jf. G. N. kristni, Daab.

Kristneblæja f. Svøb om Daabsbarn. Sæt.

Kristnehuva f. Daabshue. Sæt. Nordl. og fl.

Krit (i') n. 1) Rids, Skure, Streg, Spor. Dal. (Hæskestad). Kun i "a(v) Kri(t)d´e, a(v) Kreede". "Gaa a Kride", gaa over Stregen; ogsaa: svigte Aftale. "Han æ komen a(v) Kreede idag" = "a(v) Kodnen", f. Eks. om En som ganske mod Sædvane er beruset. 2) udskaarne Figurer. Ndm.: Kreet(t). Til krita.

krita (i') v. (ar), om svag Blæst som kruser Vandfladen. Nfj. "Dæ kreeta aa blæse". Jf. krina, krila. Vel eet med "krita v. udskjære", A. Ndm.: kreet(t)a; Nfj.: kreete.

Krithus (i') n. et lidet Gjemme for kostbare Smykker (Ringe osv.); Juvelskrin. Dal. Jæd. Mest. Kreedhuus. Ogsaa Kri(t)dhuus. "Vera (koma) i Kreedhuse", være (blive) høit anskreven; som i D. Ser ud som sammenhørende med krita, pynte.

Kritl m. liden svag Person = Krasl. Trondh.

Kritl n. Saarplaster lavet af Mel og Ko-urin. Dal. Jæd. Forældet.

"kritla v.n. krille". Ryf. krisla, krisle, Søndenfjelds fra Ma. østover; krihl' Trondh.; krihl´n, Innh. (Skaun), ligesom "Rihl´n" dvs. Risla f. Jf. kriile. 2) mylre af krybende el. smaa Tingester. Helg. og fl. "Dæ krihla aa kröu mæ Oonga(r)". 3) smaalee = kitla. Sogn.

kritlande adv. mylrende. "k. fullt". Nhl.

kriug adj. livlig = kry. Tel. (Kvitseid), Rbg. (Aamlid, Evje), Ma. (Aaserall) og fl. Jf. kria seg. Se A.

krjaala v.n. (ar), kravle. Sdm. (Sunnylven). Isl. krjála røre sig. Jf. kraala.

krjuka v.n. (kryk, krauk, kroke), 1) trække sig sammen; krybe sammen; krympes; svinde ind. Nhl. (Lindaas, Hamre). "Da va svært so detta Vadmaale kröuk ihop". "Eg hadde tænkt da hadde krokje meir". "Vatne kryyk´e inn" = tverr. Ikke ganske sikkert i denne Bet. Jf. T. kriechen, Gt. criochan,
T. einkriechen, zusammenkriechen; krauchen, dukke sig ned; Eng. crounch, omtrent d. s.; Isl. kreyka, kreika gaa bøiet (Cleasby). Jf. de flgg. Afledningsord, som næsten alle slutte sig til denne Bet.: kruka, kruken, krukna, krukall, Kruk m., kruksa (u'), kruksen, kroksen (o'), Kroks (o'), kroka (o'), Isl. kroka, kroken, Isl. krokinn, Kryk, Krykja, Krykjel, krukla (u'), Krukla f. og m. fl. Se kroka A. 2) krybe = kreka. Med denne Bet. og med Formerne: kryyke, kryyk´r, kräuk (eller öu), kröki er det meddelt fra Ringerike. I Rom. (Hurdal, Eidsvoll, Nannestad, Skedsmo) og Follo (Fraun) bruges kräuk (öu) som Imperf. til "kreka", dels ved Siden af dels til Fortrængsel af dettes sædvanlige Østlandske Imperf. "kreek" og "krook". 3) mylre af smaa eller krybende Dyr. Dette hedder ogsaa: krykja (y'), kryk´e (y'), krukte (u'), krukt (u'). Begge Verber bruges gjerne paa de samme Steder, tildels i enkelte Former afløsende hinanden, ligesom drjosa og drysja. Sfj. Sogn, Nhl. Shl. Hard. Infinitiv: krjuka, Sogn (?Vik), Hard. (Ullensvang); krjuke og kruuke, Sfj. (Hyllestad) og YSogn; kruuka, ISogn (Aardal og fl.). – "Ost´n va krjukande (adv. og "kruukande") fulle (fudle) mæ Makk"; "da yyr aa kryyk´e mæ Maur; da yydde aa krauk"; Sfj. Y- og ISogn. "Da ulde aa kröuk"; Shl. Hard. (Kvamm, Ullensvang, Røldal). "Ost´n va so fudle mæ Makk, ein kunde tænkt han hadde krokje vekk", mylret, krøbet bort. YSogn, Sfj. (Askvoll), ISogn (inderst "kroke"). Imperf. krauk mylrede, ogsaa i Rom. – Infinitiven krykja lyder: "krykja (y')", ISogn, Nhl. (Mo, Haus), Hard. (Kvamm, Ulvik); "krykje (y')", Nfj. Sfj. YSogn; "kryka", ISogn (Sogndal); i andre Egne – Sdm. se A., Nfj. Shl. Ryf. – og tildels i de før nævnte "krykkja, -e, krykkte", og "krøkja, krøkte". "krykjande fullt", "krykande f.", og "krykkjande f.", mylrende fuldt. "Da yr aa kryk'e (y')". Sfj. Nfj. Sogn, Nhl. Formerne krukte, krukt (u') forekommer paa alle de nævnte Steder.

kroda seg (o') v.n. (ar, a; og de), samle sig i tæt Flok, trænge sig sammen. VAgder, Jæd. Ryf. krøa; Shl. (Etne): krø; Ryf. (Nærstrand), Shl. (Fjellber, Stord), Hard. (Odda, Kvamm): krooa. "Söuen(e) krøa seg ihooba". "Me krødde oss kringom Varmen", Etne. "Smalen krooa(r) seg attunde Heldren", Hard. Jf. kryda, krydda (mylre), Krodda, Krodde, (Krade, krea seg), Ang. crydan (creodan), trænge frem, Eng. crowd stimle sammen. – krøa : *kroda = knøa : knoda; krooa : *kroda (o') = Vooa (Ryf.), Spooa (Jæd. Agder): Voda (o').


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   96   97   98   99   100   101   102   103   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə