A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


kvama? v.n. (ar), 1) om Luftstrømme: mangle Afløb og derfor slaa tilbage, ned el. ind. Stjør. Selbu og Gul.: kvam(m)aa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə104/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   100   101   102   103   104   105   106   107   ...   219

kvama? v.n. (ar), 1) om Luftstrømme: mangle Afløb og derfor slaa tilbage, ned el. ind. Stjør. Selbu og Gul.: kvam(m)aa. "Dæ kvaamaa saa bortunde Eggj´inn", Vinden slaar tilbage (ned) under den Bjergkam. "Dæ kvaamaa nee 'tu Muur´a", Røgen slaar ned (ind) fra Skorstenen. "Røykj´n kvaamaa nee (inn)". "Vinn´n kvaamaa tebakers". "Dæ hi kvaamaa inn (nee) saa mykjy Snø". "Dæ va bær(r) saa dæ kvaamaa moot'n", en kvælende Luftstrøm mødte En. 2) miste Veiret, ville kvæles, af uren Luft. Stjør. Gul. "Æ(g) kvaamaa da retteli i Hel i Stugaan". Jf. kveva (kvaavaa), kvæva, kvabba, kvefta. Nordsvenske ("Norske") Diall.: kvamma, kvæles. (Christie: kvamma, kvæle).

kvama adj. = kvam 1). Gul. Stjør.: kvaamaa.

Kvame? m. 1) Tryk paa eller Tilstoppelse af Aandeveiene, især ved Forkjølelse. Stjør. (Øvre og Nedre). "De ligg slik en Kvaamaa för (fär) Brøsti paa mæ(g)". 2) kvælende Luft. Stjør. Gul. "De va da mykje te Kvaamaa ooppaa Lofti". "Gaa (ga) i en Kvaamaa", f. Eks. af Snefog.

kvamlegen adj. liggende i en "Kvam" dvs. afstængt fra Omegnen ved Vand og en Halvkreds af Bjerge. Sfj. (YDale): -leien.

kvamleies adv. afstængt; se foreg. Sfj. (YDale). "Gar´n ligge k.". Til kvamlegen (kvamlægjes), el. for kvamleides?

?kvamp adj. kvalm. Christie. Jf. kvempen.

Kvamp m. den slimede Saft af udblødet Bast. Rbg. (Evje, Bygland). Mest: "Almekvamp", "Aame-". Jf. kvempen.

Kvandel m. 1) Kulmile. Vestfold (Sandsvær, Hov): Kvannel og -il. 2) Stokken, hvorom Kulmilen reises. Vestfold (Kodal og fl.): Kvandel. Ogsaa: Kvannikubbe og -stokk; Vestfold (Eiker), Num. (Flesberg). Jf. Kvende (Tændeved) og Kyndel.

"Kvann f. 1. Angelik". A. Kvæinn f. en 1#-2 Aar gammel spiselig A.; Kvæinnee m. en ældre uspiselig A. NGbr. (Vaagaa).

Kvannaule m. Stilken af Angelica Archangelica. ISogn. Kvannaul m. Sogn, Voss, Hard. (Ulvik). Kvannall, Dal. (Hæskestad). Kvannjule, Sfj. Kvannstut m. d. s. Ndm. Gul. – Kvennell m. a) frøbærende Kvanneplante. Ryf. og Røldal: "Kvennedl", Fl. "Kvenlar". b) Stilken af K. Ryf. Se Aul, Aule, Jol.

"Kvannjol m." A. Kvæinnool, NGbr.

Kvannskjel f. = Kvann 2. Vesteraalen.

"kvant adj. frisk". A. 2) rask og net; = lagleg. Vald. Land, Gbr.

kvapa v.n. (ar), 1) om Fisk: hoppe op af Vandet (efter Insekter). Rbg. (Iveland). Meddelt. 2) fare ustadigt fra eet til andet med overfladisk og virkningsløs Befatning; være stundesløs; være vimset geskjæftig. Sfj. (Haukedal, Holsa). "K(v)a du gjæ (fer) aa kvapa itte?" Jf. kvapla, kvapsa; Sv. Dial. kvap m. Flydholt (Boie) med opstikkende Pind. – Kvap m. En som er kvapen adj., tilbøielig til at kvapa, til Kvaping f.

"kvapa v.n. (er, te)". A. Om gummisvedende Træer. Dal. 2) hovne. Hall.

Kvape m. Hovenhed = Kvap. Hall.

"kvapen adj. vædskefuld". A. 3) svampig; porøs. Shl. Voss, Sogn, Hall. "Fleskje æ kvape". 4) opsvulmet (uden Aabning). Hall. Sogn. "K. i Ansigte". 5) udrøi = ryr. Shl. "Mat´n æ kvapen". – 6) se kvapa (ar). – "kvapna v." A. Sogn.

Kvapl, kvapla, Kvaplbaare se kvabla.

kvapp, kvappt adj. ganske. SGbr. Se kvakk.

kvapsa v.n. (ar), 1) = kvabla. Ryf. og Shl.; sjelden. (2) give Lyd som Dynd der trædes paa. Christie). – kvapsen adj.
skvulpende osv. Sjø´n æ kvapsen. Ryf. – Kvapsesjo m. = Kvabl. Shl. Ryf.

"kvar adv. hvor". A-. koor, Strinda; kor og kore (o'), VAgder; kori (o'), Sæt. VTel. (Moland); hore, hori (o') Tel.; haar(r)e, aare, Østl. (Vestfold, Follo, Smaal. og fl.); kar, Gbr.. Nfj. Sfj. 2) hvorsomhelst; nogensteds. Se A. "Der o kor", hist og her, Agder. Ogsaa: "der o kvor"; Sæt.

"kvar pron. hver". A. kvær, Rbg. (Aamlid, Sæt. og fl.), VAgder, Dal. (vel af hverr; paa de fleste Steder (overalt?) "kvær – kvæær og kvær(r)" – ligesom "Hæær(d) Æært Mærr" af herd ertr merr, medens det er "Ber Skjer fer"); hor (o'), Aamlid i Rbg.; hör, Aamot i Østerd.; haainn, Østl. (Land og fl.); "kaar-see", (hver for sig), NGbr. – Dativ: "kvorje Sta" (o'), hist og her; Sæt. Dativ i n.: kverjo, Voss (jf. Vidsteen); "noko 'taa(v) koorjo", Shl.; "mæ korjo", efterhaanden, Sogn (Lustr). – Genetiv: kvers, Voss (Vidsteen). – "Dagj´n koor" hver Dag; Hall. "Nokon kvar", hvemsomhelst; udbredt. "Æinn´r aa haainn", en og anden, Land og fl. "Synn aa koor", hver for sig, i Stykker; "han reiv de synn(t) aa koor"; Ndm.; se sundr. Flere af disse Former synes fremgaaede af kvaar, hvárr. – "Kvoraire", hverandre. VTel. og fl.; "kvorairne", SætV.; "kværaire" og "-ne", SætB.

kvaraste adj. superl. af kvar, stille. "Mitt paa kvaraste Natta", midt paa Natten. Østl.

"Kvardag m." A. "Te Kværdags", VAgder og fl.; Kvaardags, Ma. (Grindeim); Kvænndags, Ork. Agder, SVTel.; Kvanndags, NGbr. Vald. Ork. Sogn, Tel.; Haanndags, Østl. (Rom. og fl.), SGbr.; Haardags ("tykt" rd el. D), Hedm. og fl.; Haalas, Hölas ("tykt" L), Østl. (Hedm. Totn, Land, Hadeland). – Haalasfolk (el. -rd), arbeidsklædte Folk, Haalasmann; Haalasmat, Østl.; Kvælagsmat, Østerd.

Kvardagsdos (o') f. -skjørt. Sogn: Kvann-.

Kvardagsrøyt(a) f. Person som altid er sur og bidsk. Ork. Rennbu: Kvann- og Kvænn-.

Kvarde m. Bræmme". A. Ma. 2) Linning paa Klæder, særlig Skjorter. Tel. Smaal. ("Kvale"). 3) en Fjeldknudes (Nuts) Kant el. Bræm mod Styrtningen; Brink. Tel. 4) Kanten mellom det Slebne og det uslebne paa Lee og dl. Ma.

Kvarding f. og m. 1) det at kante, bræmme; Kantning. Shl. og fl. 2) = Kvarde 1) og 2). Gbr. SØsterd. og Totn: "Kvaling" (og aa). – kvardingserm f. Ærme med K.

kvarhelst adv. hvor henne; hvor i al Verden; ogsaa: hvor som helst. Ma. og m. fl. Tildels: korhelst. I Helg.: kærst.

kvarke, Kvarkje se kverka, Kverk.

Kvarlega? Stilleliggen; især: dorsk, mismodig Uvirksomhed. Nedre Tel. Ned. (Øyestad, Flor.). Kun i: i Kvarlæga (-lega?). Ogsaa: i Kvarleiaa, Li. (Nes, Bakka). "Han he gjeve seg øve o lagt seg ræent i Kvarleiaa". Ogsaa: "Æg æ räent i Kvalleia (og -aa)", jeg er langt tilbageliggende, er i Uføre, kan ingen Vei komme (især økonomiskt); Ma. (Greipstad og fl.). Her er maaske en for Dialekterne ikke meget sædvanlig Dativ af et Kvarlægje n., ligesom maaske ved "i Kaarlæia" (Vestfold) af Korlægje n.; jf. Kvallægje, Kverrlægje. Dog ogsaa jf. Kalvslægja f.

"Kvarm m. Indfatning. Augnek". A. SætB. 2) = Aug(ne)kvarm (og kun det). NGbr.

"Kvarv n." A. 4) Omgang eller Lag af Bundter i en Løvstak. Sogn. 5) saameget Ved som kan befordres paa en Hesteryg; sjeldnere om Løv. Sogn (Hafslo): "Veeakvarv". Ogsaa Kvorv f. og Kvørv f.

Kvarv m. (og n.) 1) Hjørne, Vinkel, Krog; f. Eks. af en Ager. Tel. (Tinn, Grandsh. Sellj.). "Ognegvarv" m. Tel.; "Au(g)ekvarv" n. Ma. Nhl. 2) Lægne, Hvirvel = Kvervel. Nedre Tel. Bamle. "Gvarv" m. og, mere udbredt, "Varv, Værv" m. 3) = Kvarm. Totn. "Innpaa Kvarvn", paa Indsiden af Øielaaget. "Öukvarv".

Kvarvil m. liden Slaa osv. = Kvervel 4), = Knarvil, Knarve. Fosn.

Kvarvatak n. Tag af "Nævr" og Jord. Vald. (VSlidre). Og Kvartak ("tykt" rt el. T, som i "stort"). Vald. Jf. Kvav.

"kvass adj." A. kvoss (o'), Sæt. VTel. (Mo, Moland).

Kvass-aa f. Aa-Parti med smalt og stridt Løb, "Der ho søyg seg igjænum Klov´a". Rbg. (Aamlid).

kvasshyrnt adj. hvashornet. Østerd. Hall. "Kvasshynnt Ku, Kar".

kvassmynnt adj. hvasmundet. Udbredt.

Kvass-sjo m. = Kvabbær. Ndm.: Kvassjy.

Kvassteinshus n. = Kvoteholk. Dal.

Kvassteinsskolp m. = Kvoteholk. Jæd.

kvast. "De gjekk saa de kvast", Østl. Se kosta.

"kvasta v. skynde sig". A. Oslo. "Kvaste paa".

"kvat pron. hvad". A. kvat? Nfj. (Selja, Hyen; ialfald sjeldent); kot (o'), VTel. (Mol.); kva, NGbr. Nfj. Sfj. Romsd. Ndm. Ork. Gul. Foldal, Stjør. Ryf. (sjelden); koo, Hall. Vald.; ko (o'), Rbg. Sæt. VAgder, Dal. ISogn, Gul. (Støren); kaa, Agder (Kysten); hot (o'), Tel.; hott (aa-ö) og aatt, Smaal. (Id, Borge, Rakkestad, Aremark, Spebberg og fl.); ho (o'), Ma. Rbg. (Aamlid og fl.); haa, Ma. (Kysten), Ned.; aa, Østl. Og, maaske sammensat med, "er"; ko-e (ko-æ, ko-ö), Sæt. Dal.; , Jæd. og fl.; kee, Gul. (Singsaas); kvar (du sa?), Ork.; keer og kær(r), NØsterd. Gul. Selbu, Stjør. Namd.; koor og kaarr, Strinda; hör, horr, SØsterd.; här, Solør. "Me ha gjoort kær me kann", Gul. (Budal). I Tel. (Vinje, Laardal, Lunde) høres et spørgende
hot-at, men maaske (neppe) kun, naar Spørgeren ikke har hørt tilfredsstillende en Sætning med "at". Se ogsaa ko (kon). (I. G.: "te hoss skulla? til hvad skulde det? hokken, hvilken". Jf. hokke (hvatki?), holva dvs. hvelfa).

"kvat adj. frisk osv." A. Tel. Ryf. Shl.Dal.; kvatr, Salten; kvatrin, Helg.; gvat, Vestfold (Sæm, Andebu, Hov), ØTel. og fl.

Kvat n. Hvæsningsgrums. Sogn. Se Kvot.

Kvat n. Skvalder, Vaas. Tel. Se kvata.

kvata v.n. (ar), 1) lyde hvast, om Menneskestemmer; skvaldre. Tel. (Høydalsmo, Rauland). "Me høyrde de kvata, men inkje Oori". 2) vaase; gjentage meningsløst. Tel. (Moland). Maaske eet med kvata, bryne, A. – Kvat m. (og n.) Skravler, Vaaser; ogsaa Kvot (o') f. Tel.

Kvatahus n. = Kvoteholk. Jæd. Til Kvate.

kvatleg adj. livfuld, munter; gemytlig. Jæd.

Kvatnekkje n. 1) det Indsnit i Slibestikken, "Kvatbjørn", (Sdm.), hvori Tingen som slibes anbringes. Sdm. (Volden, Hjørungfjord). 2) en liden svag Tingest, liden Stakkel = Nauda(r)ting. Sdm. (Sande, Volden, Hjørungfj.). Ogsaa: "Vaknekkje".

Kvato, Kvatu se Kvota.

Kvav n. Tungbrystighed = Kvaav. SGbr.

"kvav adv. aldeles". A. Ringerike, Vestfold. "Han sloo seg kvav i Hel". Tildels: kva; Vestfold (Eiker og fl.). – kvavrötin adj. aldeles raadden. Vestfold.

"kvavna v.n. tabe Aanden". A. kvabna, Dal.; kvamne, Ring. Hadel.; kvaavne, Hall. (Gol), NGbr. Ndm.; kvaabne, Hall. (Gol); kvovne (aa?), Vald. Gbr. (Lesja); kvomne (aa#-ö), Østl. Stjør.; koobna, VAgder.

Kvaad f. = Kvaada 2). Sogn (Aurland, Underdal): Kvao; bestemt: "Kvao´nao".

"Kvaada f. Harpiks". A. Kvode og Koode, Nfj. (Stryn); Kvaa-a, Ma. (Bjell.), Tel. (Mo; her for Kvoda (o'), som Naa-a n. for hnoda, Naa-a f. for knoda); Kvaoa, Sogn, Voss, Hard.; Kva-u, Hall. (Nes), Sigdal; Kvo-o (aa el. ø) og Kvø-u, Vald. Hall.; Kvöu (bestemt: "Kvöu´ee"), Vald. (SAurdal); Kooa, Sogn, Shl. Ryf. Røldal, Helg; Koova, Sogn, Ryf. Helg., "Heggjekoova", Sogn (Vik); Kooe f. NØsterd. Sfj.; Kvaae, Kvooe og Kvae, NGbr. 2) gummilignende Stof; særlig: a) den seige Saft i Yveret paa Kjøer (Kvier) kort før Kalvning. Paa de fleste nævnte Steder med de nævnte Former; f. Eks. Kva-u Sigdal, Kooa Shl. b) Slim paa Leeen i meget tørt Veir; SBerg.: Kvo-a. c) = Kvota. Hard. (Kvamm), Voss (Eks.): "Brynekvoa". d) = Kvæde, se d. – Paa nogle Steder vil ikke Formerne for de to Bett. falde sammen; saaledes i SBerg.: Kvaoa og Kvoa, ligesom et kváda og et kvada, kvödu. – Kvo-ubræv n. brevformet Næveræske med "Kvo-u" i. Tel. (Kvitseid, Selljor). – Kvaeflare f. Sprække i Træet fyldt med Harpiks. Vestfold. Og: Kooeflare f. Vestfold. Se flg., Fladra.

Kvaade m. 1) Harpiks = Kvaada 1). Sogn (Vik): Kvaoe (og Koova f.); Kvae m. Totn, Hadel. Ringerike, Vestfold, Smaal.; Kooe m. Ndm. og fl. 2) = Kvaada 2) a. NGbr. Sfj. (YDale) tildels: Kvaoe (som Vaog, Baot); medens Kooe er Harpiks? 3) Raamælk. Dal. (Lund). Jf. Kvæda, Kvæde.

kvaaden adj. lig Gummi, "Kvaade". NGbr.

"kvaala v.n. tude, hyle". A. gvaale, Tel. (Sellj. Aamotsdal). Og: gvæle Tel. (Bø).

kvaamaa v. og adj. se kvama.

"kvaar pron. (adj.) 1) enhver af begge". A. VTel. (Laardal, Raul. Vinje, Mo, Mol). "Paa kvaare Lee´i (og Lee´ne)", paa hver af Siderne." Te okkon kvaar", til os begge. "Noko av kvaar", noget af hvert af de to, (nok aldrig: kvaart). – kvær (ææ) d. s. VTel. (Moland): "noke av kvær" (nok aldrig: kvært); enhver af flere hedder: kvor (o') m. og f., kvort n. ("noke av kvort"); længere i Vest vil det falde sammen med "kvær" dvs. hverr (af flere); dog: noke a(v) kvær", noget af begge, Li. (Eikin); men: "noke a(v) kvært (kvert?)", noget af hvert af flere. – Hedder: koor, Østerd. (Tynset), Ndm. Sfj. og fl. i Berg. se A. og kort. "Naakaa 'taa koor"; "paa kooor Lee´n"; "paa koo`re Foot´a"; Ndm. "Noke 'ta kooro", Sfj. koon m. og f., koor f., koort n. 'tao kooro; inkje koorne m., – koorna f., – koorkje n., ingen af de to; Voss (se ogsaa Vidsteen, Vossemaalet, p. 28), jf. kor-ein. "Eitt (naagaa) taa kuru", Dativ i n. NGbr. (Vaagaa); "paa huru Siiun, i Huru Klæ`va, Rum`mee", Dativ, Gbr. (Fron). – "2) hvad for en af de to". A. kvær, Sæt. og VTel. (Mol.). Ogsaa: hvilken som helst af de to, hvilken du vil #-; kvaar og kvaare, NVTel. (Vinje, Rauland, Laardal, Mo, Moland); kvær og kvære, SVTel. (Moland, Nissedal), Sæt.; koor, Ryf. Røldal, Sogn (Borgund, sjelden). A. "Kvaar (kvær, kvaare, kvære) vi du hava, Øl hell Kaffi?" B. "Du kann gjeva meg kvaar (kvær osv.) du vi". – "Eg undrast kvaar æ sterkari?" "Du kann kadde de kvær du vi". – "Koor vil du helde ha?" Ryf. Røldal; og: "koort vil du osv."; se korgje, kort. – "kvaar (kvaare) sum æ" eller "kvaar (kvaare) de æ", i begge Fald, alligevel = kor som er. Ma. (Grindeim, Bjelland, hvor enhver af flere hedder "kvær", og "kverr?"), VTel. (Vinje#-Selljor, hvor enhver hedder kvor#-gvor). kvær, kvære (sum æ), d. s. Tel. (Mol.), Sæt.= VAgder (Eikin, Fjotland). "Dæ bli gale kvær dæ æ" el. "k. sum æ"; Li. "Han ska no hernee kvaar de æ, anten so du æ her hell inkje", VTel. "Han maatte bøygje seg,
kvaare de va", VTel. Se kor, kvi, hokke. – "kvær, kvære", seer ud som en Omlydsform af hvárr. Ialfald i Tel. vil det neppe kunne være hverr, hvilket er: kvor.

Kvaast m. Kost = Kvost; mest om en liden stiv Kost til at skure Mælkekar. VAgder. – kvaasta v. (ar), koste; særlig: skure med Kvaast. Ma. – Kvaastegras n. et Græs hvoraf gjøres Kvaast; = Skjefte? – kvaastra v. = kvaasta. Li. Kvaastregras n. Li. – Kvaastr-ris n. et Lyng eller Riis til Kvaast; mest, eller maaske kun, bruges Klokkelyng, Erica Tetralix. Li.

"Kvaav n. 1". A. Stjør. Kvov (o'), NØsterd.

Kvaav n. Tag af udhulede med Enderne over hverandre hvælvede Stokke. Tel. (Kvitseid); Ma. (?Aaserall). Kvaa, Ned.; Gvaav, Tel. (Sauar). Se Kvav A. Og: Kvardtak (l)? og Kvarvtak? Vald.

kvaavaa se kveva.

kvebenda, Kvebende se Kvidbende.

kve adv. 1) hvorledes. Li. (Fjotl.). Usikker Bet. 2) hvorfor. Rbg. (Evje). Se kvi. G. N. hvé hvorledes; hvorfor.

Kve (Kvee) og Kvee'e se Kvæde.

"kveda (e') v.n." A. I VTel. og Sæt.: kveea og kvee`e, kvee´e; Imperf. kva, Fl. kvaa`u (meget sjelden), Vinje; kvoo, Mo, Moland, Sæt. (kvaa? Aaserall); Supinum: kvee`i, Vinje, kvo`ì og kvoo`i Mo, Moland, Sæt.

kvedast v. recip. = stevjast. Rbg. (Aamlid).

"Kvefs m. Hveps". A. Kveps, Kvops (o'), Nfj. (Stryn); Vaps, Ma.; Vøps, Hard.; Vops (o'), Nhl.; Vafs´e, Rbg. (Aamlid); Væks, Smaal.

Kvefsereid n. = -bol. Nhl.: Vopsareir.

kveft adj. tilstoppet i Aanderørene = kvam. Stjør. "Kvæft 'taa Kriim".

kvefta v.n. (ar), = kvama, "kvaamaa". Helg. Namd. Stjør. "Da kvæfta unna Fjille", Bindal. "Han kvæfte nee saa, Aam´n idag". Stjør. kvøfte, IGul. Jf. kveppa, kveva.

kveften adj. kvalm, som mangler Luftning. NGbr. Mest i n.: "D'æ saa kvæftee hær".

"Kveik m. Opfriskelse osv." A. Rbg. Ma.

"kveik adj. livlig". A. Land, Hadeland.

"kveikja v.a. opfriske; opelske". A. Sæt. Dal. "Han heve kväikt seg mæ Epli", han har skaffet sig ny (frisk) Kartoffelsæd. "Hu heve kväikt seg mæ Beuskap unda däi Kyr´in", hun har skaffet sig frisk Besætning ved at tillægge Kalve af den Ko; SætV.

Kveikflerra f. flydende Skive af Gjær. Tel.

kveikjande adj. og adv. tændende, gnistrende. Nfj. Ryf. "Kveikjande sint". "Han gav kveikjan(d)es illt ifraa seg"; Ryf.

"kveikna v. oplives". A. VAgder. "K. tee".

Kveiksla f. Tændeved = Kveiksl. Hard.

Kveikstokk m. 1) firkantet Træblok med dybe Indsnit, i hvilke Gjærekarrets Gjær samler sig. Dal. (Hæskestad). 2) En som stifter Fiendskab mellem Folk. Dal.

kvein adj. om Eng: tynd og stilket (straaet, bladfattig). Gbr. Hedm. "Grase æ kveint aa hart". gvein, Hadeland, Vestfold (Eiker, Lier).

Kvein n. en tynd Ting som staar strittende for sig selv. Totn, Hedm.

"Kvein f. 1) tyndt Græsstraa osv." A. Land og fl. Særlig: (brun) Græsstilk i Modsætning til Blad. Solør, Vald. Totn (VTotn, Vardal); Kveen, Østerd. Hedm. (Romedal); Gvein, Num. Vestf. (Brunlanes, Hedrum, Sande, Lier), Ringerike, Hadeland, Solør, Vein, Ringerike, Smaal. "2) et enkelt Haar". A. Shl. Veiner pl. Oslo. 3) 11) eenligt staaende Græsstilk, eller lang tynd Gren. Østl. Ogsaa Gvein m. Vestfold (Sandsvær). Somme Steder betegner "Gvein, Kvein", Græssorten, Poa og fl. A., mens Fl. "Gveiner, Kveine(r)", eenligt staaende Straa. Ringerike, Vald. og fl. Se flg.

Kveina f. 1. 1) om Græsstraa og Træer som er tynde og staar enligt. Mest i Fl. Vald. (VSlidre): Kveino; Hedm. (Ringsak): -er. 2) = Kvein f. 1) og 2). NGbr.

?Kveina f. 2. Finne. Shl.

Kveina f. 3. en Klynker, se kveina v.; kjælen blødagtig noget kunstlet Person. Innh.

"kveina v. klynke". A. Innh. (Stjør. Indr.).

Kveinegras n. spredt bladfattigt Græs. Sogn, Solør. Ve(i)negras, Smaal.

kveinen adj. 1. a) om Eng og Skov: tynd og svag, beestaaende af Kveinor. Sogn, Nfj. "Engi æ kveini". b) om Træer, især Birk, og Grene: med lange tynde løvfattige Kviste = kveimen. Sogn. (kveinen : kveimen = grina : grima (d. s.) = stynja : stymja (d. s.)).

kveinen adj. 2. lig en Kveina 3. dvs. kjælen og peen (kunstlet). Innh.

Kveineslaatt m. Slæt af Kveinor, særlig af spredte Græsstraa paa Fjeldet. SGbr.

Kveinestraa n. eenligt Græsstraa. Østl.

kveinutt adj. 1. bestaaende af Kvein. Ring. (Modum): gveinete Æng, Sköu, Skjægg".

kveinutt adj. 2. = kveinen 2.; særlig: krympende sig. Stjør.; Selbu: kveenaat.

kveinsur adj. hvinsur, sur saa det stikker i Næsen og Munden, især Tænderne. ØTel. (Lunde): gveinsuur. Flere Steder "kvinsur (ii)", hvilket i Li. lyder "kveinseur", "søur sum Kvein"; se Kvin.

Kveisa f. en liden Vantrivning. Li. (Eikin). Maaske eet med Kveisa, Blegne, A. kveise m. d. s. Li. (Eikin). – Kveese f. kjælen blødagtig Person. Selbu (Tydal).

kveisen adj. liden og vantrivelig. Li. Ma.

Kveis(e)sott (oo) f. Kopper = Kveisa 2). – kveissoottbroten (aa) adj. = kveisærutt. – Kveissoottpass n. Vaccinations-Attest. – Kveissoott-æ n. = Kveis-ær. NGbr.

Kveitespjeld n. liden tynd Helleflyndr (Kveita f. Peder Claussøn: Hveide og Queida). Ndm.: Kvæitspjill og -spjæll.

kvek, Kveka se kvik, Kvike. kvek´e se kvæk.
"Kvekk m." A. Kvøkk, Voss, Hard. Gvekk, ØTel. Vestfold. Ringerike og fl. (Follo?).

"kvekka v.n. fare sammen osv." A. Ryf. Vald. kvekke, kvekk´e, kvokk (o'), kvukkji, Tel. (Vinje); kvøkkja, kvøkk´e, kvokk (o'), kvokkje, Hard. (Kvamm); gvekke (e'#-æ), gvakk, gvukkji (og "gvækki, gvække"), ØTel. Vestf. Oslo (Hurum), Ring. (Modum, Sigdal); Follo (Fraun: "gvække i", "gvakk i"); se Kv.

Kvekke f. se Kvika.

"kvekken adj." A. gvekken, ØTel. Vestfold, Ringerike, Oslo, Follo (sjelden).

Kveko se Kvika. Kvekuharke se Harka.

"Kvel (e') n. skiveformigt Hjul". A. Dal. (Hæskestad). Kvel (ee?) f. Fl. Kveler, SætB. (Kveli), Ryf. (Nærstrand, Tarvastad, Vass; her maaske ogsaa n.). 2) enslags Dør-Gjænge = Gjengla. Hard. (Odda): Kveel.

Kvela (ee) f. buet Indsnit i Siden af Øret paa Faaret, til Mærke. Shl. (Etne, Strandebarm). – kveel(a), se kvæla.

"Kveld m. (og n.)". A. Er n. mange Steder i Tel. Rbg. Ma. Dal. Nfj. (Breimn). "Um Kveldo", VTel. Hard. (Ulvik). God Aften hedder: "Gu kvelds", Hard. (Ulvik), Rbg. (ll), Ma. (ll); og: "Gu (go) Kveldo", Hard. (Ulvik), Vald. (Vang); "Go Kvællaa", Jæd. Ryf.; "gu Kvella", Ma. og fl.; "gu Kvellan", Jæd. Ma. "I fyrre Kvelds", iforgaarsaftes, Hard. "Igjærkvald", igaaraftes, Hard. (Ulvik, Ullensvang; Kvald for *kvaild? se Noreen). "Halde Kvæild", slutte Arbeidet om Aftenen. NGbr.

"kvelda v." A. 3) tilbringe Aftenen. Tel. og Rbg. (i Stev). 4) spise Aftensmad. Gbr. Vald. Østl. – "Kveldbisk m." A. Sogn.

Kveldbeite n. (= Kveldbisk?). NGbr.

Kveldheid n. Opklaring i Luften om Aftenen. Vestfold, Nedre Tel.; Num.; tildels f. Ogsaa: Kvellheie (mat E) f. Tel. (Bø). Og: kvellheiee adj. n. Tel. (Bø). kvellhei tør ogsaa være adj., om Luften. – "Kvellhei aa Jæntenei varar 'kje te Daj´n"; Tel. (Lunde); "K. aa J. v. te(l) i Maarra ei", Vestfold (Stokke); "Kvellheie aa Jæntevreie", Tel. (Bø). – Kveldhykle f. se Hykla.

Kveldkipta (ii) f. = Kveldsvæva, Leontodon. Ma. (Aaserall). Og: Kvellskiipta.

Kveldkjøgla el. -kygla f. 1) en Deimasse, som Fladbrød-bageren skal have bagt op den Aften. Hard. (Ulvik). Ogsaa: Kvelds-; se Kjøgla A. 2) en formummet formløs Skikkelse som er ude om Kvælden; mest: en Julebuk. ogsaa: en Gygr el. Trold eller overh. noget uformeligt og ubestemmeligt noget som er ude og skræmmer Folk om Kvælden; et Aftenskræmsel. Tel. Ø- ogVAgder, Dal. Ogsaa: Kvells-. Og: Kvellkygle, Tel. (Sellj.). Se Kjøgla Kygla.

kveldklaar adj. klar om Kvælden. Hard.

Kveldklaara f. Klarhed eller Opklaring i Luften om Aftenen. Ma. (Aaserall). Og: Kvellklare, Ma. Kveldsklaare m. Berg.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   100   101   102   103   104   105   106   107   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə