A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Kvigefostr (ii, oo) n. se Kufodr. "Kviginde



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə106/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   102   103   104   105   106   107   108   109   ...   219

Kvigefostr (ii, oo) n. se Kufodr.

"Kviginde n. Ungfæ". A. Hall. (Gol): Kvijind. Kvijen og Kviende om en Stakkel af Folk el. Fæ, Ryf. (Haugesund, Sira, Avalsnes). Kvii`na, bestemt Flertal: Ungfæet; Land, SGbr. (Faaberg, Øyer). – Kviinfjøs n. Stald for Ungfæet. Land. SGbr.

Kvihaug, Kvivaag, se Kvi.

Kvigkalv m. Kos første Kalv. NGbr. (Lom).

Kvik (i') n. 1) levende Skabning. Sæt. "De va alli Kvikj´i o sjaa". 2) levende Fæ, Kvæg. Sæt. "Däi hae tekji mykji Kvik mæ sikko" (sig). 2) levende Kjød = Kvik m. 1). Sogn (Lærdal), NGbr. Kvækk n. (og m.) Trondh.

"Kvik (i') m. Kjødet under Neglene osv." A. Helg. Jæd. "Riive i Kveek" = kvikriva. NGbr. "Riiv' sæg i Kvik"; Helg. "Eg tog mæg i Kvigj´en", tog mig det nær; Jæd.

kvik (i')? I Forbindelsen: "kveek i Hæl" fuldstændigt ihjæl, ihjæl paa Stedet. Nedre Tel. kveekk og kvækk (i Hæl, ijeel), Oslo. Smaal. Ringerike, Vestf. "Han sloo se(g) kveek i Hæl". Se kvakk.

Kvika (i') f. 1) levende kjød = Kvik m. og n. Shl. (Etne). Isl. kvika. 2) Horntap = Kvik m. Helg. 3) = Kvabb. Hedm.: Kveekkje og Kvække.

"kvika (i') v.a. kvæge". A. kvika seg, a) oplive sig, blive livlig. Tel.: "kvika seg upp"; Ryf. (Hjelmel.). "Kveega deg!" se til at blive kvik (livlig, rask). b) røre sig, flytte sig. Ryf.: "kvika deg!"

kvika (i') v.n. (ar), 1) blive livlig, komme i Bevægelse. Tel. (Vinje). "No kvikar de i La(g)ji!" 2) blive rigeligere, vokse; om Tilførsler af Vædske. Tel. Sæt. Rbg. Ma. Dal. "Bekkjine (Aanæ) hev kvika i Noott".
Mjælkjæ he kvika i Kyræ", Rbg. Ma. Jf. Isl. kvika, røre sig lidt.

"kvika (i') v.n. (ar), vrikke, rokke sig". A. SætV. "Baani kvikar o kriar seg". Se vika.

"Kvika (i') f. Kvikgræs". A. Kveeko, Vald.

Kvike (i') m. 1) levende Skabning. Tel. (Vinje, Laardal, Rauland). "Der bii 'kji Kvi`kjen; der va kji livande Kvi`kjen". "Ein liiten Kvikji", om et lidet Lam. 2) levende Kjød osv. = Kvik m.; Liv. ØTel. (Bø, Sauar). Kveeka. "Dæ gjekk paa Kveekan", det gik paa Livet løst.

Kvikhorn n. Horntap = Kvik m. Stjør. Helg.

"Kvikinde n." A. Kjookande (tkj), YSogn (Ladvik, Kyrkjebø); "Tjokand", J. G. Kjaakaan(d), bestemt: Kjaakaande, levende Væsen. NGbr. (Lom, Vaagaa).

Kviking (haardt K) m. frisk Karl. Tel.

Kvikju f. og Kvikjugras n. Kvikgræs. NGbr.

"kvik-kalvad adj." A. Sogn. kvikkjæ(l)d, er Koen, naar den har været svanger i 20 Uger. Gul. Hall. kveekkjæild, NGbr.

kvi(k)kje, kvikkjen se kvi og hokke.

Kvikl f. Elvegren. Ryf. Se Kvisl.

kvikla v.n. og a. kludre; fuske; forkludre, forkvakle. Ryf. Hard. Voss. "Kvikla aa kvakla". – kvikla burt: a) lede bort fra Sagen, bringe over i et andet Spor eller Leie; aflede; faa til at forsumpe. Hard. (Odda). Sjelden. "Han kvikla da burt i noko anna". b) ødelægge ved Kludren. Hard. Ryf. Maaske af Kvikl = Kvisl, Elvegren; jf. "kvisla" og "kvislast burt". Eller maaske enslags Aflydsdannelse af kvakla.

kviklast (burt) v.n. hentæres, svinde hen = kvislast (burt). Shl. Se foreg.

"kvikna v.n. (ar), faa Liv; komme til Live". A. Dal. Jæd. "Dør he kvikna Makk i Kjøde" = elna.

?Kvikna, Gjenoplivelse. Christie. Kviknad?

kvikra seg v. bli livligere. Dal.: kvigra.

"kvikriva v.a." A. 2) rive aldeles itu; rive store Rifter i Klæder. "k. ein, seg", rive Ens, sine, Klæder aldeles itu". – kvikriven adj. forreven. Østl.

"Kviksand m." A. VAgder (Kvin, Holum).

kviksko v.a. sko Hest saa Søm naar ind i Kjødet. Ma. Jæd. – kvikskodd adj. Sæt.

Kviksl (Kveksl), se Kvisl.

kviksliten (i', i') adj. 1) om Hestehov som er bortslidt næsten til "Kviken". Tel. (Bø): kveeksliiten. 2) ikke til at udbedre eller istandsætte; opslidt. Tel. (Bø).

kvil (ii) adj. hviil, udhvilet. Sæt. Helg. Namd. og fl.

Kvilan(d) n. bestemt -ande, Hvilen. NGbr.

Kvilderift f. Hvilestund. Ma. (Bjelland): Kviildeript. G. N. ript, et Stykke, en Dug. Se Rift.

kvildre v.n. mylre. VTel. Sæt. Se kvidra.

Kvilebenk m. Sofa. Rbg. Tel.

"Kvilenøyte n." A. 2) Sengkammerat. Sæt. Tel. (Mo, Selljor).

Kvilingsstund f. = Kvilemund. Især efter Dogurd. NGbr.

Kvill f., Kvill m. se kvilla.

kvilla v. (er, te), 1) v.a. bringe i Vanmagt, især ved Overanstrængelse; afkræfte; optære, forkue; VTel. (Mo, Mol. Nissedal), Rbg. (Aamlid), Sæt. VAgder (Bjell. Hægeb. Fjotland). Overalt, udenfor Nissedal og Aamlid,: kvidda (-e; N. og A. "kville"), kvidde(r), kvillte, kvillt. "Han kvidder Folen sin, so han fær kji vakse". "Hestn æ reint avkvillt(e), burtkvillt, uutkvillt". "Detta kvillte Hestn räent; du lyt kväikj´an". "Kyl´n, Tyrkj´n kvidder Aakr´n". "Suut´æ kviller 'an burt". 2) v.n. gaa tilbage i Kræfter og Vækst eller Huld; afkræftes; svinde hen, (medens "kutast" betegner Stilstand). Li. (Fjotland). "Kyræ kvidde paa Vokstrn". – kvillast v.n. = kvilla 2). Agder, VTel. Især: "kvillast (dd) burt". "Tre´e kviddest bort, dær æ kaamen ein Kvidd i dæ". – Kvill f. det at man "kvillast"; Afkræftelse, Vantrivelse, Hentærelse. Li. (Eikin, Hægebostad). "Lamme kaam i Kvidd´æ". – Kvill m. omtr. = Kvill f., men mere et enkelt (kortvarigere) Tilfælde af "Kvill". VAgder. "Lamme he fængje Kvidd´n i seg". Se kvillast. – Kvilling f. 1) det at man "kviller". Agder, VTel. 2) = Kvill. f. Li. "Kyræ æ ræent kaam(n) i Kviddingjæ". – kvillen adj. vantrivelig; som hentæres; Kvillepose m. en liden Vantrivning. Ma. ("dd"). – Jf. Isl. kvilli, kvilla, Sygdom, Onde, Lidelse; G. N. kvelling, kvellisótt Skrantenhed (og Eng. quell, kue, slaa ned, Ang. cwelian, cwellan, hvilke dog nærmest er G. N. kvelja); Bohuslen: kvillsam dvs. besværlig, om Høstveiret. Jf. ogsaa: Kvaltr, Kvadr.

kvilnast (ii) v.n. blive udhvilet, "kvil". Sæt.

Kvim (i') n. Fjas, Gjækkeri. Hall.

"kvima (i') v.n. (ar), 1) vimse, svæve hid og did". A. Sogn; Hard. Hall.: kveema. "2) gjækkes, fjase". A. Ringerike; Sigdal: gveema. 3) glimte. Shl. (Etne), Hard. "Børtingjn kveema før Öuedne". "Me saag Söu´n kveema mjødlo Tree´ne"; Shl.

kvima (i') v.a. (ar), berøve Ligevægten; gjøre sandseløs og nervøs; forvirre; omtr. = forfjamsa. Vald. (Slidre). "Dæ hadde kunna vørte äin bra Hest, men han har kveema'n burt". Til foreg.

Kvime (i') m. = Kvim m., Fjams. ISogn.

Kvimel (ee) n. dvs. Kvimæle. Tel. (Vinje, Raul.).

"kvimen (i') adj." A. Sogn og fl.

"Kvims m. ustadig Person". A. = Jaaling. Ring. (Aadal); Hadel. Vestf.-og fl.: Gvims.

Kvims m. 1) Pind der anbringes som Stopper i Løkke eller Stroppe. Gbr. Stjør.; Selbu: "Kvems". 2) kroget Pind som bruges i enslags Vippespil. "Slaa Kvims". Ndm. (Aure, Tingvoll). – kvimsa v. (ar), anvende Kvims; f. Eks. istedenfor Knap. Gbr.


?kvin (ii) adj. = kveinen dvs. tynd og spredt. "Kviint Gras". Hedm. (Ringsak). Usikkert.

Kvin. Kun i Forbindelsen: "sur som Kvin", hvinsur. Li. (Fjotland, Kvin). "Søur sum Kvein" dvs. Kviin = "saa søur at dæ kveine (dvs. kviine) imøddum Tænnan". Og: "søur sum Kveen" dvs. Kvin. Li. (Fjotl.). – kvinende (ii) adv. "k. sur", hvinsur. Hedm. og fl. – kvinsur (ii) adj. hvinsur. Land, Gbr. Vald. Agder, Rog. og fl. Udtalt: kveinsøur, Li.; kveensuure, VTel. (Vinje og fl.); viinsuur, Østl. (Follo og fl.). – kvinsur (i') d. s. VAgder: kveensøur. Jf. vrinsur, vrina.

"kvina v.n. 3) = rinna". A. Agder, Rog. Hard. og fl. "So suurt at dæ kviine imyllom Tænnane" = "saa surt at det hviner i Tænderne (Næsen)", i D. Diall. 4) mylre. Sæt. (Valle, Austad, Aardal). "De yr´e o kvein´e mæ Makk; de va so fullt at de kvaen mæ Makk"; Valle.

Kvinand (ii) f. en Art And, Clangula glaucion. Ryf. og fl.

kvinande adv.; particip af kvina = rina. Hard. Ryf. Agder og fl. gviinane, ØTel. og fl. "K. suur; k. salt". – kvinende se Kvin.

Kvindøle (i') m. (og Kvindøla?) Indbygger af Kvinesdal (i'), "Kveenesdal" (og "Kvinnesdal"); ligesaa er det: "Kveeneshei(d), Kveenaasn, Kveen(h)aamm", medens det er: "Kvinlog" (i', o') el. "Kvinlug" (U'). Elven hedder derimod "Kviin´æ, -aa, -a" (maaske nogensteds: Kvein´æ). Til G. N. Hvínisdalr, Hvín.

"kvingla v.n. hvirvle". A. Om Vind og Vand. Hard. (Kvamm), Sdm. Jydsk: hvingle. Jf. tvingla.

Kvingla f. = Ida. Hard. (Kvamm).

Kvinhauk (i') m. en liden Høg; snarest Taarnfalk, Falco tinnunculus. Ma. Den "kvii´ne" og menes deraf at have Navnet: "Kveenhæug" (og "Kvinnhæug").

"kvinka v.n." A. 2) tale med klynkende og spædt Mæle; f. Eks. om Mænd: i Sopran eller Falset. Ryf. Gbr. STrondh.

"kvinkra v.n." A. 2) smaaskjænde; bjæffe. Sfj.: kveenkre. Se A. – Kvinkrebikkja f. = Gneldrebikkja. Sfj.

kvinkutt adj. med "kvinkande" Mæle. Gbr. "Kvæill aa kvinkaat i Maa`lee".

kvinna v.a. dreie raskt rundt, hvirvle som i en Springdans. ISogn, Sfj. – kvinna seg v. 1) dreie sig raskt, hvirvle. Sogn, Sfj. 2) tvinde sig, snurre sig; om Traad. Li. Fremgaaet af tvinna?.

Kvinne m. En som aldrig staar stille; en Vimser. NBerg.

kvinnfolkginsk adj. = kvendeginsk.

kvinsalt (ii) adj. salt saa det værker, "kvii´ne" i Munden. Bamle (kv, gv og v).

kvinsur se Kvin.

Kvinørn (i') f. 1) en Art Ørn, sandsynlig Aquila naevia. 2) En som stadigt maner, aldrig giver Fred. VAgder: Kveenørn.

kvipsa se kvifsa. – kvire se kvidra.

Kvirk, Kvirkje, kvirkje se Kverk osv.

Kvirl m. = Høykvervel. Hard. (Ulvik).

Kvirla f. = Kvirl. VAgder.

kvirla v. rage Hø sammen til Kvirl.

kvirra v. se kvidra, kvera.

kvirrande adj. med smaa raske Bevægelser, især Vendinger, omtrent = kvirv. SætV. og B. Til kvirra, kvidra.

Kvirv, Kvirve-, Kvirvl- se Kverv.

"kvisa (i') v.n. (ar). 3) hviske". A. Især: sladre hviskende. Sogn, Hard.; Vald.: kveesa; Hedm.: kvæsa (ar; og kveesa?). I Rom.: veesa og væsa (ar); medens Gaasen "væser". Jf. G. N. hvísla, hvískra. 4) ogsaa om andre svage blæsende Lyd. Innh.: kvaasaa. "Dæ kvaasaa i Sko´a" = sukla.

kvisa (i') v.n. (ar), bevæge sig uroligt; haste stundesløst eller ræd; mest: "kvisa paa". Tel. (Mo, Mol. Bø; Svein.). Maaske eet med foreg. "kvisa" dvs. blusse op, bruse op. Jf. flg. og kvisla, kvisma, (kvista); D. hviske dvs. løbe.

kvisa seg (i') v. (ar), 1) vride sig; skubbe sig; klø sig; særlig: vride Kroppen saa den skubbes mod Klæderne. Sæt. Tel. (Mo, Mol.). "Ho site kvisar seg, fudd av Luus". 2) krympe sig, ømme sig, ville gjerne undgaa. Sæt. Tel. "Han kvisa seg lengji, men laut ti".

"Kvisa (i') f. Blegne". A. Li. Shl. – Kviise f. d. s. Tel. (Lunde).

"kviska v. (ar) hviske". A. Gbr. og fl. "Dæinn som kviska, saa lyyg'n". ("Dæinn som stæl, saa smyyg'n").

"Kvisl (ii) f. 2) Elvekløft". A. Tel. Ma. Kvitl, Hard.; Kvihl, Hall. NTrondh. og fl.; Kvikl, Ryf. (Sand, Saua og fl.). Jf. kvikla. 4) liden smal og grund Vig af en Elv. Gul.: Kvihl. 5) liden Træ-Gaffel, -Ramme el. -Klods at vinde Fiskesnøre op paa. Smaal.: Kvissl. Kviksl og Kveksl (som Griksl, Gjøksl). "Metek., Snørek.".

Kvisl (ii) n. = Kvislevatn. Jæd. Til kvia.

kvisla (i') v.n. risle med en hvas og stærk Lyd; om større Vandmasse eller (og) Fart end sikla og sildra. Sæt. Rbg. kvihle, Østerd. (Aamot og fl.). – Kvislebekk m. sstærkt rislende Bæk. Sæt. Jf. (kvisa) kvissa, ; Isl. hvissa? D. hvisse, visse (lulle); Sv. Diall. hyzz, vyzz og vizz dvs. ila susande (Noreen, Fryksdal).

kvisla (burt) v.n. afkræftes, hentæres; svinde hen. Li. (Fjotland). Om Planter og Dyr. "Baadne kviisla ræent bort". Lidet brugt. kvislast (burt) v.n. d. s. Shl. Li. Rbg. Tel. Ogsaa: bortkludres, bortsøles, om Formue og dl. (Maaske eet med "kvisla, grene sig ud, om Elv"; Christie). G. N.
kvísla forgrene sig. – Andre Steder: kviklast, tvislast.

kvisma v.n. (ar), bevæge sig raskt og livligt eller uroligt omkring; hvisme. Tel. (Mo, Rauland, Laardal; Svein.). Ikke meget brugt. – kvismen adj. a) livligt omvimsende, som Hunden om Herren; b) ude af Ligevægt og urolig, især af Glæde; lidt befippet. Tel. (Mo, Skafsaa, Laardal, Rauland; Svein.: "hastig, glad"). Ikke lidet brugt. Jf. forkvisma. Sandsynligvis – kvisma : kvisa = grisma : grisa = busma : busa = gasma : gasa = t(r)asma : t(r)asa = glusma (glosma) : glysja osv. Jf. kvista.

kvi-so conj. hvis, dersom. Sogn, Voss, Ma. (Aaserall). "Kvi(s)so eg kjem ikkje dao, mao de kje vænta". "Kvisaa eg kjæm atte denne Ve(g)j'n -"; Aaserall. Maaske en Tillæmpning af Dansk "hvis", som oftere gjøres til "visst".

kvispa v.a. og n. 1) svinge en Ting raskt og hvast omkring, sa det hviner el. suser. Tel. (Selljor og ØTel.): gvispe. "Kyri gvispar mæ Roompa". "Inn kaam Kjeringji, gvispa paa Limen: Ut, du skaa ut paa flugandes Timen!" 2) røre eller pidske med en Kvast, "Visp". ØTel. Østl. "Gvispe Mjølk". "Vispe Ægg". 3) fare raskt afsted: suse afsted. Tel. (Kvitseid): "kvispe paa". 4) fare raskt og ustadigt omkring; føite. Follo, Oslo: vispe. "Hu flyer aa vispär (-er)". Sv. Diall. hvisp, heftigt Vindstød; hvispa, bryne en Lee; vispa, vifta med svansen, vara ostadig. Ordet synes at maatte havt "hv"; maaske omgledet af kvipsa, kvifsa – neppe det før nævnte, hvortil hører "gvifsen" i ØTel., men maaske et sammenhørende med Isl. hvippa fare omkring, Ang. hweop, Pisk, el. med "kviva, suse, Solør"; A.; saafremt dette "Solør" er det nordligste, hvor hv har udviklet sig til "kv" (hvít til kvit; længere Syd i Solør er det: gvit, vit).

Kvispa f. 1) et iilsindet, hvast og feiende Kvindfolk. Tel. (Kvitseid): Kvispe; Tel. (Selljor, Lunde, Sauar, Tinn): Gvispe. 2) en føitende, ustadig Kvinde. Follo: Vispe. Sv. og D. Diall. vispa, ustadigt Kvindfolk.

kvispeleg adj. lig en Kvispa. Tel. kv- og gv-.

kvisputt? adj. som føiter ustadigt omkring. Follo, Oslo. "Fjamsete aa vispete".

kvissa v.n. (ar), boble frem med smaa Blærer og en liden hvæsende Lyd, altsaa gjennem en trang Aabning og under stærkt Tryk; pible hørligt. VTel. (Mol. Skafsaa). Sæt. "Bloo´i kvissar (ut)". "Baat´n lok so de kvissa". "De kvissa upp igjænom". Se kvisla, risle.

"Kvist m. Kvist". A. 4) hvert af de korte rette Ben som springe ud til begge Sider af Smalryggen. Sæt.: Kvistar (-ir?); Ma. og Hall.: kvista. Se ogsaa Morgonkvist (-kvisl) og Nærkvist (nærme Kviste).

"kvista v.n. (ar) haste". A. Sdm. Nfj. Hard. Ryf. Tel. "Dei foor aa kvista itte Smalen", = "sprangg, snærte". Nfj. 2) v.n. og a. skynde paa, drive paa. Hard. Tel. Stjør. kviste seg, skynde sig. Tel. "Han kvista paa o drakk", kastede sig stærkt paa Drik. 3) ave, irettesætte = kusta. Helg. Salten. "Kvist' ette(r) Baannaa". – "Han vart kvistenes sint". Nordl. – kvisten adj. tilbøielig til at kvista.

kvistefnas n. smaa Stumper af tørre Kviste. Sæt. – Kvistefrasa f. se Frasa. – Kvistekrase m. se Krase. – Kvisteknase m. forviklet Masse tørt Ris. Sæt.

Kvist(e)knul m. Knast eller Kvist. Gul.

Kvistelid (i') m. eet Aars Vækst paa Kvist; Led el. Knude paa Kvist. Hall.: -lee.

Kvisteruta (uu) f. et vantrevent, stærkt kvistet Træ. Tel.

Kvist(e)vaal n. en Dynge Kviste, som skal brændes paa Stedet. Rom. Smaal. – Kvist(e)væle n. og f. d. s. Smaal. Oslo og fl. – Kvistevøla f. Hob af Kviste. Hedm. og fl.

Kvisting f. det at "kvista"; særlig: Irettesættelse, Aven. Nordl.

"kvit adj." A. Kviit´n, om enhver hvid Ting; f. Eks. hvidt Hus. Trondh. (Stjør. og fl.). – "Kvita f." A. Sæt.

"kvita v.n. (ar) 1)". A. kviite, kviitte, NGbr. 3) v.a. "Ho kvitar Ougo", hun vender ud det hvide i Øinene. Tel. (Moland).

Kvitauga n. det hvide i Øiet. STrondh. – "Kvitaugstein m. d. s." A. "Skyyt' Kviitöugsteinom" (-aam, -öm), vende det hvide i Øiet ud, idet man f. Eks. skuler eller seer forbi. STrondh.

kvitbaara v. (ar) = kvitbæra. NGbr.: -e.

kvitbrjota v. n. = kvitbæra. Tel. Sæt. "Fjoor´n kviitbryyte".

kvitbryllt, se brylla, brydda.

kvitbulla v.n. (ar), hvirvle hvid afsted; om Aa: Sogn: "dl". – Kvitbulla f. hvid Hvirvel. "Elvi gaor i äi Kveitbudla".

kvitdæmd adj. hvidladen. Nfj.: kviddæmde.

"Kvitel (i') m." A. Rbg. VAgder. Kveetel(e), Flertal Kvihla, flere Steder i Sfj. (Jølstr: omtr. "Kvihlsja"; og fl.); Nfj. (Breimn: omtr. "Kvihlkja"; Gloppen); Sdm. – "Ein Kveetel te Kar", en dygtig Karl; maaske Indvirkning fra kvetja. Sdm. (Sunnylven).

Kvitelsjudom, m. indbildt el. forstilt Sygdom som bringer til at holde Sengen. Shl.

kvitfyru f. hvid Elvestrand. Se Fjøra. Gbr.

Kvithaar n. = Gulhaar? Østerd. og fl.

kvitheisa v.n. (er, te), om Ager: fortørres saa den hvidner uden at modnes. Tel. Rbg. Se heisa.

Kvithella f. hvid Stenskive. Kvithellejord f. Jord af opløst K. Røros.

kvithovda (o') adj. hvidhovedet. Røldal.
Kvithæring m. hvidhaaret Person. Tel. Hard. Ryf. Nhl. NGbr. Til Hæra.

kvithærutt adj. hvidhaaret. Sæt. Tel.

Kvitkaka f. = Kvi-. Hall.: Kviitkaku.

Kvitkolla f. den løsveddede Lidbirk. Se Eitrabjørk. Sogn. Ogsaa: Kveitkodlebjørk, Sogn.

Kvitmanneblokkor f. pl. = Kvitmo. Hard.

Kvitmodra (o') f. Galium boreale. Hard. Voss og Sogn: Kveitemöura (äu, æu).

kvitmusken og -utt adj. stikkelhaaret. NBerg.

Kvitsaur m. den hvidlig-bladede Varietet af Planten "Saur"; se d. Sæt.

Kvitskurv n. = Illrot 2). NGbr.

Kvitsleipa f. et yderlig tyndt hvidt Skydække. Senja, Vesteraalen. – Kvitskodd f. dl.

"Kvitt (ii) m. Hvid". A. "Han veit ikkje Kviitt før sit Liv", det gaar ham paa Livet løst. Sfj. (Bremang).

Kvitt. Kun i: "liggje paa Kvitt´n" paa sit Yderste. Tel. (Selljor). Vel til kvitt adj., kvitta v.

"kvitta v.a. opgjøre osv." A. "Kvitte inni", bringe i Mellemregning ved et Opgjør; likvidere. Gbr. 4) skille sig ved; "levere". NGbr. "Kvitte fraa se", dø. Gbr.

Kvittaspikkje m. = Tvit(t)aspikkje. Tel. (Aamotsdal).

Kvit-tinna f. hvid Kvarts = Kattstein. Helg. Jf. G. N. hrafntinna sort Agat.

Kvit-tupp m. Hvidkløver. Ork.

kvitveksa v.n. = hyveksa. NBerg. Sjelden.

kvitvelta seg v. = kvitbæra. ISogn.

"Kvitvise m." A. Sæt. Kviiteviis n. (og m.) d. s. Ma. Kviideviisa f. Li. (Nes). Viitfiis m. Rom. Viitviisil m. Smaal.

Kvivatn = Kvie-. Dal. – Kvivaag se Kvi.

Kvoa se Kvota. – Kvo-u se Kvoda.

kvolpa (o') v.a. og n. 1) svælge Vædsker med Kluk; drikke graadigt. ØTel. (Heiddal, Sauar, Bø): gvolpe (aa#-ö). "Han gvaalpa aa drakk". 2) plumpe i; plumpe frem. Tel. (Bø). "Kaama gvölpanes". – Gvolp m. stor Slurk. ØTel. "Gutegvolp", en tølperagtig Dreng. Jf. kvelpa, at skvulpe, klukke. – Kvops m. se Kvefs.

Kvorv (o') f. saameget Ved som kan befordres paa en Hests Ryg. ISogn. Kvørv f. ISogn (Aurland; besynderlig Vokal).

kvorva (o') v.a. 1) "kvorv Vi(d)", befordre Ved som "Kvorv". ISogn. kvørva, Aurland. 2) danne "Kvorv = Kverv", af Hø. Nfj. (Stryn). – Kvorvel m. se Kvervel.

kvoss´e (o') dvs. kvass. Sæt. VTel. (Mo, Mol.).

Kvot (o') f. Vaaser = Kvat m. Tel.

Kvot (o') n. 1) Hvæsning, især: Bryning. Sfj. (Jølstr), Sogn. "Godt Kvot paa Ljaa´n". 2) Hvæsningsgrums = Kvat. Sogn, Voss. "Brynekvot, Ljaokvot". Og: Kot, Sogn.

kvota (o') v. (ar), 1) = kvetja. Sogn. 2) hvæsse med en Træpind. Nhl. (Oos, hvor "kvetja" er med Bryne).

"Kvota (o') f. Slibning". A. 2) Slibning, den slebne Del af Eggen. Shl. Ryf. Jæd. "Du maa kje leggja meir Kvota paa den eina held paa den andre Siio". 3) = Kvetja 2). Rog. Shl. "Eg sloo tre Kvoter". Ogsaa: Kota (o'), Shl.; Kootoo, Gul. (Flaa); Kutu, Gul. (Horg). Hedder: Kvatu, Hall., Kvato, Vald. (sj.). 4) = Kvetja 3), Rykk, Beita. Vald. 5) Hvæsningsgrums = Kvot, Kvat. Hard. Sogn, Sfj. Dette hedder ogsaa Kvoa (o'), "Bryynekvoa", Hard. (Kvamm); se Kvaada.

"Kvoteholk m." A. Ryf. Jæd. Koteholk (o'), Shl. IRyf.

"Kvæde n. 1. Gummi af Birkenæver". A. Dal. Kvee n. Sæt. VTel. (Mo, Moland); Kvee´e m. Tel. (Vinje, Rauland). 2) = Kvaada 2) a) (i Yver). Dal. Helg. Ogsaa: Raamælk. Helg.: Kvæ`i, og Kvee`i, Kvee. Kveeryyme, Raamælksfløde. Helg.

"kvæden adj. svag, spæd". A. Sfj.: "kvæen". 2) kraftløs, smagløs; om Mad. Sfj. Jf. kvæven.

"kvæk adj. rystet, skræmt". A. kvæk´e, Nfj. (Selja), Sfj. (Førde, IDale), YSogn. Og: kveek´e, Sogn, Sfj. (Førde). – kvæk = kvik, livlig. Gbr. – kvækk se kvik.

kvæla v.n. (ar), 1. = kværa. Ork. Fosn, Gul. Innh.: kvææl', og mest kveel'. "De kveela 'ti 'aam".

kvæla v.n. (ar?), 2. 1) tude = kvaala. Bø i Tel.: gvæle. 2) skraale; snakke meget og høit = skvaldra. Vestfold (Kodal): gveelä. 3) bræge med en bred hæs langtrukken og klagende Lyd. Hall. (Gol). – Kvælesøyda f. Hunfaar som bræger saa. Hall. (Gol): -søye.

kvæla v.a. og n. (er, te), 1) hvælve = kvelva v.a. VAgder (Liknes, Hægebostad, Kvaas, Bj.; mest ifølge A. Larsen). 2) om Røg og dl. = kveva, kvefta. VAgder (Grindeim, Eikin, Fjotl.). "Røykjn kvæle nee". 3) om Taage som ligger tungt ned over Høiderne. Nfj. Se de flgg.

kvælen adj. skummel; uhyggelig (trykkende). Nfj. "D'æ kvæle te gaa aavr Kirkjegara".

kvælsleg adj. = kvælen. Nfj. (Eid, Davik og fl.)

kvælt adj. (n.?) og adv. 1) om Steder: indestængt, skummel; uhyggelig. Nfj. Sfj. "Gar´n ligge kvælt". "D'æ kvælt te bu dar". Jf. med kvæla – kvælt : innekvælt, Attrkvelvd, attrkvelvd, attkold. Det V.-Egdske "kvæla" har dog ved Siden af sig paa samme Sted (Eikin; og fl.?) "kvæælva" om at hvælve el. bue sig. 2) om Luft: kvalm, indestængt. SBerg. "Da va kvælt i Stovo".


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   102   103   104   105   106   107   108   109   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə