A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə117/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   113   114   115   116   117   118   119   120   ...   219

Løypa f. 2, 1) flad Kage af Meel go Kartofler. NGbr. (Lom), Helg. Salten. 2) blødagtig uforetagsom sendrægtig og uselvstændig Person. Jæd. Østl. (Hadel. Aadal og fl.),
Vesteraalen. 4) utækkelig nærgaaende Person. SVald. Totn.

Løypa f. 3, Æske = Laup. Shl. (Kvinnh.).

Løypar m. En som "løyper" Tømmer.

Løype m. Løbe = Løyper. NGbr. og fl.

Løype n. 1) Bane, Rendebane. Ma. Tel. Hard. "Skiiløype". 2) Rendebane osv. = Løypa A., 2), 6). Sogn, Hard. Nfj. "Timmrløype, Veealøype, Räensløype". 3) trang Dal i Høifjeldet. Hall.: Laaypee.

Løypelid f. Bjergside hvor Tømmer styrtes ned. Berg.

løypeleg adj. som glider let; hvorpaa man godt kan "løypa". Tel. (Bø, Sellj.). "Løypelege Skii". 2) høist løierlig el. morsom; kostelig. ØTel. (Nes): løypoleg.

Løyper m. 1) Løbe = Kjæse. Hall. (Nes: Løypeer), Tel. (Bø), Land, Hadeland, Totn (Birid), Hedm. (Ringsak), Vestfold (Sandsvær, Lardal); Løper, Smaal. Hedm. (Romedal); Isl. hleypir. Formen (Løypeer, Løyper) som i Hæser, Kjæser osv. Derimod i Hall. og Tel.: "Møtar, Lærar", i Vestfold og Smaal : "Lærär, Skriikär". Paa de øvrige nævnte Steder falde Endelserne maaske overalt sammen i det indifferente (stumme) "er". Hedder: Leipar, Solør; Leipär, Ringerike (Krødsherad). 2) lodret Glidestang for Lamper? SHelg.

Løypeskog m. "vara, gaa (gang') i L.", samle Bark og Næver af Træerne. Nordl. "I Løypingsskrog", d. s. Nordl. Jf. Berskog.

Løypeskor (o') f. "I L." = i Laupa. Hard.

Løypesod (o') n. Saft af Græs og andet Grønt, som har været overgydt med hedt Vand. Odal: Leipesø.

Løypestreng m. Metal-Reb nedad hvilket Ting (Løv, Hø, Kar) befordres fra Fjeldsiden. Berg.

Løyping m. en Kage = Løypa. Gbr. (Lom).

"Løypt f. Løb osv." A. 2) Passage eller Rende osv. = Løypa 5), Løype 2). Gbr. Vald. og Sogn: Løyft. "Timrel. Reinsl.". Vel nogensteds (i Sogn): "løypt".

"Løysa v.a. og n. 4) og 5) komme paa Glid; bryde løs osv." A. "Dæ løyse mæ'an", han er snart færdig. "Kæ løyse dæ naa mæ deg?" hvor nær er du ved at være færdig? Jæd. 6) faa paa Glid, faa i Gang = losa. Ryf. Li. – løysa seg, om Ko = løysa.

Løysa f. en rask dristig og driftig Person. Li. Ryf. Nfj. – Løysar m. d. s. Li. Ryf.

løyseleg adj. lig en Løysa; driftig. Li. Ryf.

"Løyte n. 1) Strøg. 2) Stund". A. Vestfold. "I sisste Løyte" = Liit. NSmaal.

"løytutt adj. ujævn". A. Tel. Vestfold. Saaledes om Traad med mange svage Steder = bilutt. Vestfold og fl. 2) lunet. Tel.

Løyva, Løyvor se Leiva.

løyven adj. om Korn = lau(v)en. Ryf. (Tarvestad, Suldal, Hjelmeland).

"Løyving m." A. Sdm. (Hjørungfjord).
M.
ma conj. se medan.

madra v.n. sysle vedholdende og med liden Virkning med et ubetydeligt Arbeide; omtrent = masa, men mere puslende. Ma. (Øvrebø, Hægel. Finnsl.). Ogsaa: mane osv. omtr. = masa, meera, mirra, mjarra.

maga seg v. (ar), sætte Maven frem: a) gjøre sig mægtig (bred). Ma. Tel. b) tage sig det mageligt. Ma. (Grindeim, Bjelland). Jf. maia.

Magahov n. = Magemaat. Indr.: Maagaahoov. – Magamaal n. d. s. Udbredt.

Maga-ilska f. Mavesmerte. Nordl. Trondh.

magaleggja v.a. faa ned i Maven ved Slugning. Helg. "Kveitaa har magalagt Aanguln".

magalytt adj. storvommet; vel eg.: skjæmt, vanheldet, ved sin Mave (lytt af lyta; jf. burtlytt). Østerd.: maualytt.

magaløysa seg v. faa løst Liv. Stjør.

Magarivju f. = Magariv n. Hall. (Nes).

Magastaup (el. -støyp?) n. Sygdom hvori Maven menes at være omdreiet. Østerd. (Aamot, Stor-Elvdal): Maua-, Mawa-, Maaw(gh)aa-støp.

magastøypa v.a. helbrede En for Tarmslyng eller for "Magastaup" ved at svinge ham rundt tre Gange "rettsøles", idet man holder man i Benene. Ndm. Stjør.

"Mage m. Mave". A. Mag(hw)a, Maag(hw)aa, Maa(gh)waa, Maua, Möue, langs Østgrændsen, som ved Hage. "Hæstn kaste el. skjøt Maagh(w)aa-a", naar det larmer i dens Bug under Travet. Stjør.

"mager adj. tynd". A. "Mager Staaltraad", Nordl.

Magga f. 1) et stort og svært Hunvæsen, af Folk eller Fæ. Jæd. Ryf. Hard. Sogn, Nfj. Jf. Megga. 2) en lidt magelig og selvgod (selvsikker) men noksaa behagelig Kvinde. Tel.

magga seg v. gjøre sig til gode med Mad og Drikke. V. og ØAgder, Tel.

Maggedeisa f. = -dysa. SBerg. Maggadusa, Dal. iggedulse f. d. s. NGbr. Jf. Dysja.
Maggefru f. = Ebbenfru. Hall.

maggeleg adj. nydende Tilværelsen; bred selvtilfreds og magelig. Ma. Sæt. VTel. "Ho sat so maggeleg o mas(se)leg o bræste seg", stegte sig; Sæt.

"magna v.a." A. 4) opbyde sine Kræfter (imod); anstrænge sig (med); kjæmpe (med) = bala, stræva. Sdm. (Hørei, Sande, Ulvstein), Nfj. (Davik). "Dei magna so længje mæ Kveitinne (-aa) aa fekk inne ikkje inn". "Han magna so længje mæ aa faa Ongelen uut". Ogsaa: mangle, Sfj. Jf. G. N. magna styrke ved Troldom, magnast optræde med stor Kraftudfoldelse. 5) magna seg, give sig god Tid med at komme i Bevægelse; tage det mageligt. Hard. (Røldal). "Han ligge, site, gjængge magnar seg". "Han magnar seg væl førr han verte færige". Se A. 3). – magna av v.n. aftage i Kræfter og Huld. Namd. Innh. (Verdal).

magna v.a. 2. "m. Fiskehovud", skjære Nakken fra Hovedet paa Fisk? NBerg. Skal hedde mangla, Nhl. Shl.

Magnvedr n. voldsomt Veir = Storvedr. YSdm. (Høiei, Sande, Ulvstein): -veir.

"Magt f." A. "A(v) Magt", af al Magt; Li. (Eikin). "Dei æ stygge Magt", i høi Grad, til Gavns. Ma. (Grindeim).

magtalaus adj. = magtlaus. Dal.

magtig adj. selvraadig og hensynsløs i Følelsen af sin Magt. Ma.

magtstela v.a. gjøre "magtstolen". Oslo og fl.

"magtug adj. = magtig". A. Ring. (Snarum).

mahl se masla. mahlin se matlen.

maia v.n. (ar, a, og de), gaa mageligt og noget selvbehageligt, mest om fede Folk; tee sig selvbehageligt; maaske (?) af Mage ("maje, Maie"), og saaledes væs. eet med maga (seg). Ma. (Audndal, Bjell. Aaserall). "Han gjekk o maia seg, saa han toutte visst han va gill'e". Jf. dog D. maie dvs. pynte. (Jf. ogsaa mei(d)a, hvilket det dog neppe kan være, da ei i denne Stilling vist aldrig blir til ai i Ma.). – maia v. pynte med Løv "Mai". VAgder; (Wilse).

Mak n. Tilskyndelse, Tildrivelse, Drift. Sæt. "Han gjaari de av sitt gji Mak". Til maka, aamaka.

"maka v.a." A. "Maka seg paa ein", arbeide sig ind paa En, yppe Kiv. Østl. (Vestfold og fl.). – maka v.n. være virksom. Østerd. (Oos, Tynset). "De make(r) saa uppi Hu(gh)wu mitt", arbeider, banker. – mage seg, gaa sig hudløs; miste Hud ved Gnav især af Sko, "Skomag". ØMa.

Makamann m. Ligemand. Ryf. (Sand); Landstad p. 396.

Makaraad f. 1) oplagt Raad, hemmelig Aftale; særlig: aftalt underfundigt Anslag. Hall. Sæt. 2) Udflugt, Paafund. Hall. (Gol).

makje adv. mageligt. Stjør.: mak(k)ji.

makjen adj. magelig. Trondh.: mak(k)jin.

makjeslaus adj. = makelaus. Sæt. Jf. likjeslaus.

Makjinn f. Tørrehus, se Maltkylna.

Makkefjøra f. "Fjøra" fuld af "F. -makk". Lof.

Makkefloga f. Spyflue. Helg.: Markflooa.

Makkemjøl n. Ormemeel. Østl.: Marke-.

makla v. hakke; pirke. Trondh. Se mj-.

"Makrel m." A. Se Gjerold (Jeeraall).

Makrelfjesing m. se Fjersing. Smaal. (Raade).

Makrelsky f. og n. = Eplesky, Dravlesky. Østl.

"Maksl m. Snit". A. Fason. Li. Berg. Ned.

maksla v. 1) sætte Skik "Maksl" paa noget; tildanne efter et Mønster; tilpasse; maale. Li. Voss, Sogn, Sfj. Tel. Ned. "Meea o maksla". 2) arbeide længe ivrigt og slæbsomt med det samme Arbeide = gnaga. Hard. Sogn og fl. – Maksling f.

Makst m. = Mokster; se d. Hall. (Gol).

Makstol (o') n. Magtløshed, det at være "magtstolen". Smaal. (Trykst.; ö). "Gjera vee för Makstöl", kurere. Se flg.

makstolen (o') adj. = magtstolen. Vinger, ØRom. ØSmaal. Maaske, trods sit lange A, eet med "makkstolen" dvs. magtstolen. Jf. dog mokstolen (mostolen, og motstolen).

"Mal n." A. 3) indtørret Hestesved paa Sæletøi. Innh.

"mala v.a. male". A. Præs. mæl´er, Rom. (Sørum, Nes og fl.); meel, NTrondh. Supinum: maal(l)e, Ndm. 4) om Tordenen: "Toora mool, e höurd Maaldrn 'taa a Kari idag". YNamd.

mala v. "mala fram" = mata, se d. Vestfold.

Malarstein m. Steen til at knuse med. Hall.

Maleld? m. koldt Østenveir. Helg. og Salten: Malæll.

malka v. = mjølka. Shl. Ryf. Røldal.

Mallaata f. kun som Mallaataa plur., unødige larmende og sære Bevægelser, urolige Fagter; Spektakler. Fosn (Stadsbygd), Innh. (Leksvik). "Han foor bærr' aa gjool M.". L er ikke jodholdigt. Se Mallæte.

"mallege? adv. meget". A. malle, Nfj. (Stryn; jod-holdigt L?). "Faa malle".

mallæta v. gjøre "Mallaataa". Namd. (Kolvereid og fl.). "Du maa itt staa aa malleet soson". marlæte se (med et noget "tykt" rl), tee sig marlætug dvs. lystig, overgiven, kaad; især om Dyr. Hall. Se A.

malma v.n. mane = marma, mala, møla. Sogn (Lærdal, Borgund).

Malma f. Kjerneved = Molma.

malma adj. = malmen. Tel. (Selljor).

"Malmfura f." A. Mal(e)faaraa, YNamd. (Kolvereid og fl.); Maalfooroo, Namd.

Malmvid m. Kjerneved. Søndenfjelds og fl. Namd.: Malevee, Maalvee.

malmvida adj. rig paa Malmvid. STrondh. (Uppdal): malmveett.

Malnad m. det Arbeide at male Korn; Malen, Formaling. NGbr. (Vaagaa): Mæilna.

Malprim m. = Malspikar. Sy.

Maltkylna f. Spire- og Tørrehus for Malt
og Korn = Make A. Innh.: Maltkjøln ("tykt" ln el. N); Makjinn og Makjiin (bestemt: -ee og -a), SHelg. (Bindal), Namd. Og: Mækjiin, Mæikjiin og Mækkjiin, Namd.; bestemt Fl. Mækkjiinaan. Sv. Maltkölna. Se Kylna.

Maltlag n. den Stilling hvori Kværnen lægges naar Malt skal males = lett Lag. Ryf. (Sand). Mest i: "leggja Tungaa si i Maltlag" dvs. antage en blid, lys (lett) Taletone. Der siges ogsaa "l. T. si i Matlag", Ryf. (Nærstrand, Suldal).

Maltno, m. Maltekar. Ndm. Se Nu.

Mal-tosk m. død Torsk i Garn. Lofoten.

Mal(t)shamar m. en "Skaketein" som rører i Maltet under Malningen. Tel. (Rauland).

Maneggja f. paatrængende Spørger. Dal.

Maneld m. Prøvelse; ligesom Skjærsild? Salten. "Komm' (aa#-ö) i M.".

"Mang n." A. Nfj.: Maangg.

"mang adj." A. maang (hen imod "mong" (og "mung"), Romsd. Sdm. og fl. Flertal: "mangje" (sommesteds "manne" med langt jodholdigt N) i Dal. og VAgder.

mangbønt adj. beboet af mange Bønder. "Mangbønnt Gal". Gbr. Jf. einbønt.

mangfeldig adj. = mangfald. Østl.

Mangfreist n. Lykkeprøve = Marfreistnad. Sfj. (IDale): Margfreist. "Te eit Margfreist". – margfreisten adj. Sfj. (YDale); Follo: "mangfristen". Se A.

manghøyrd adj. som hører Lyden som kommende fra mange Kanter el. fra en anden Kant end den virkelige. Gul. og Ork.: -hørt.

mang-kvar adj. og subst. mangen en. Hard. (Røldal): maangkvar. Jf. einkvar.

"mangla v.n. paatale". A. Nhl. Voss.

mangla v.a. opblande, især: opspæde. Nfj. (Breimn). "Mjælkja æ uutmangla", "mangla vækk", udskjæmt ved Opblanding. Jf. mengja.

mangla v. 1) se magna, A. 2) se magna 2.

"mangla v.a. rulle, mangle". A. 2) "mangle Hamp", drage Hamp gjennem Hampeklove. Sdm. – Der tør være Sammenhæng mellem flere af "mangla" og "Mangl, Uro". A.

Mangl(e)kabbe m. Mangletræ. Stjør. – Manglkavle m. d. s. STrondh.

?manglita adj. mangefarvet. Gbr.

"mangmennt". A. Tel. 2) foldrig. I Spøg?

mangsinnt adj. ustadig, vægelsindet. NGbr.

mangtynt adj. om Gaard med mange "Tun". Hard.: manggtyynt. Jf. eintynt.

Mankjefaks n. Mankehaar, Man. Jæd.

"Mann m." A. Flertal: Mannar, -är (ved Siden af Mænnär), Bamle (Skaatøy), Vestfold (Sandeherad), Smaal. (Varteig). Jf. T. Mannen, Got. mannans. "Vera a(v) Manne", være velstaaende; Ma. (Bjelland, Hægel.). Oftere "vera væl (gott) av Manne", Ma. Sæt. "Vera mykje te Manns", d. s. Ma. og fl. "Vere leiti av Manni", være lidet formuende, Sæt. Ogsaa: "væl (leiti) aa Manni", Sæt. "Halla seg te Manna", opretholde sin Anseelse, Agtelse, Ære; Dal. "Før' te Mannes", skaffe til Veie; Nordl.

manna adj. ledsaget af stort Følge; mandstærk. NGbr.: inna.

"manna v.a. 1) bemande". A. 4) "Han manna dai mæ Aikje", han forsynede dem med Baad og Baadfolk? Sæt.

"mannast v.n." A. 2) vokse til, bli stor og stærk; ogsaa om Dyr (Kat). Tel. (Treungen). 3) opmande sig = manna seg. Dal.

Mannbarn n. Menneskebarn, Barn. Ndm. Fosn. Ogsaa i Sammensætn.: "Draakmannban" (Ndm. Fosn) og "Jæntmannban" (Ndm.; sjeldnere), Pigebarn; og "Strikmannban", Drengebarn, Ndm. Fosn.

mannbeisk adj. = mannbisk. Shl. "M. Hest".

Mannby, Situation hvori Menneskemagt er aldeles overlegen. NGbr. (Lom). "Faa ein takskyr Hæst i Mäinnbyyn". Meddelt.

?Manneld m. = Naudeld. YNamd.

Mannemat m. Menneskeføde. Agder.

Manneminka f. = Mannemink. Sfj. Nfj. "D'æ no ei Manneminke at eg ska gaa aa laane".

manneminkeleg adj. og adv. nedsættende for en Mand, under hans Værdighed; uanstændigt ringe. YSogn, Sfj. Nfj. "Da æ so reint mannminkele, ditta: da kann kje vere hann so he (ha) gjoort da". "Da æ so m. leite", siger gjerne den som bringer en Gave.

"Mannemun m." A. 2) Overmagt. Voss. "Ha for stoor´u Mannamun".

Manneveg m. Vei hvor Folk pleier færdes; modsat: Buveg. Ma. Sæt. "Gange (fare) Mannevegjn", bære sig ad som Folk; Sæt.

Mannfolk n. Parfolk, Ægtefolk; Gifte. Særlig i Selskaber, hvor de nemlig anbringes i et andet Værelse end Ungdommen. Ndm.

mannforeleg (oo) adj. som bærer Sporet af at være en Mands Værk; hæderligt og dygtigt gjort; prægtig = gild. Sogn (Sogndal og fl.), Nhl. (Masfjord). Jf. Fora f.

mannfrek (e') adj. graadig efter Mennesker. Gbr. "Sjoo´ee æ mannfræk", Aaen S. kræver mange Menneskeliv.

Mannfæe n. (subst. eller adj.), lidet Antal Mennesker (Menneskefaahed); især: faa mod før. Gbr. (Lom). "Dæ vart Mäinnfæee i La`gjee: dæ va bærre att naagaa faae". G. N. mannfæd, f. d. s. Jf. mannfaatt.

mannfælen adj. mennesky. Berg.

manngalen adj. = mannolm, -vond. Ma.

manngangande adj. som kan vise sig blandt Folk. Sæt. "Han (ho) vart'e kji mannganggandi".

manngrann adj. som tager hver eneste Mand (Person) med; mest i n. og som adv. Østl.

Mannjamne m. Jævnhed i Arbeidskraften. "Mannjamnen dræ". Trondh. Meddelt.

"mannlege adv." A. 2) for Alvor; virkelig; rigtig. Ma. Li. Dal. "Naa kjæm eg mannlig!" "Eg mäine du æ mannlig galen".
"Naa ska eg mannlig tøyna (tyyna) deg!" I Sæt. kan høres mandeleg.

"Mannloga (o') f." A. Tel. (Mo, Moland).

mannmykjen adj. fuld af Folk; mest i n. Tel. (Wille har mangmykjen, d. s.).

Mannsdrok (o') f. Pige. Ndm. Jf. Mannbarn.

Manns-høv(e) m. passende Kone for en Mand. Stjør. Jf. Enkjemannshøve.

mann-skapsfull adj. = mannforeleg. Sogn.

mann-skjerr adj. menneskesky = mannstygg. Agder og fl.: mannskjærr.

"mannsleg adj." A. 2) statelig, prægtig; ogsaa om Ting. Li.

Mannslik (ii) n. Menneskebillede. Sæt. Mannslikjend n. d. s. Shl. "Manneliknils", d. s. Hall.

mann-slungjen adj. flink til at indynde sig; alle Mands Ven. Hard. (Røldal). Jf. mangslungen.

Manns-lyft n. = ein Manns Lyfte. Østl.

mann-stad adj. som ikke viger for Mennesker; om Dyr, f. Eks. Hjort. Ndm. Usikkert.

mannvoreleg (o') adj. og adv. sømmende sig for en Mand. Sogn (Ladvik). "Mannvorele tetekje", mandigt grebet fat (an).

mannvoren (o') adj. kraftig; dygtig; kjæk. Sfj. (Førde). "Ei mannvora Jænte".

Mar n. dvs. Mod (o'). Verdal: "Sagmar".

Mar n. en meget svag jævn Vind = Heng. Nhl. Til mara. – Mare m. d. s. Shl. Hard. Vindmare. – mar se medan.

Mara? f. = Maraata, Seideaata; især: en Ræge, Thysanopoda inermis. Lof. Vesteraalen, Senja: Mar(r), "Kviitmar, Röumar".

"Mara f. 1, Mare". A. Maaraa, YNdm.; Maro, Vald.; Muru, Østl. (Totn, Odal, Smaal. og fl.), Gbr.

"mara v.n. (ar), glide langsomt frem". A. Shl. Nhl. Hard. "Eg gaar no so aa mara aa gnuur", tager det mageligt og jævnt. Særlig om Vind "Mar, Mare". "Da va eit liite Kjøle, so viidt da marte paa Sjo´n aa meea fram".

mara v.a. og n. 1) skubbe eller grave saa smaatt; gnide, gnave. Nfj. Romsd. "Iis´n ha mara uut Mel´n". Jf. mora. 2) være plagsom ved Spørgen, Manen, Tryglen, Overhæng = grava, gnaga; være urolig. Tel. Sæt. Nhl. Nfj. "Mara paa ein"; Sæt. Tel. "Mara aa gnuu", ogsaa om plagsomme Børn; Nhl. "Han gjekk aa maaraa ette dæ" = groov, spurde; Tinn i Tel. Synes eet med foreg. og delvis med "mara 2", A.

Marabeist n. meget stort stærkt og plumpt Dyr. Shl. Nhl. Sogn, Sfj. Nfj. Fig. om en stor stærk og brutal Karl; Sogn.

Marafant m. stor stærk grov Karl. Hall.

Marafud (u') f. Hoppens vulva. Sogn.

Maraharg n. = Maratagl, Hagr. Sogn.

Maralaat n. voldsom og støiende Lystighed. Hall. (Aal). "Dæ kjem Graat ette Maral.".

maraleg adj. og adv. vældig(t), voldsom(t). Ryf. Shl. "Me roodde so maralege", Ryf. "Marale stoor, sterk", Shl. Ogsaa: "marande stor". Berg. Ryf.

Maranatt f. plagsomt urolig Nat. Sfj.

Maraskrapa f. Skralde til at skræmme Heste. Ryf. Sfj. – -skratla f. d. s. Shl. Ryf. – -skrella f. d. s. Nhl.

"Marastod (o') f." A. 2) Sted hvor der er megen Tummel af Folk (og Heste); f. Eks. en Station, et Landhandleri. Tel.: -sto (o').

Marastrok (o') n. Sted, Strøg eller Egn, hvor der er megen larmende Gjennemfart. VTel. (Mo).

Marastræte n. = Marastrok. VTel.

Marastø(d)a f. = Marastod 2). SBerg.

marastø(d)e n. = foreg. Shl. Tel.

"Marbakke m." A. Vestfold. Morbakke (o'), Ma. (Finnsland); Mælbakke, Vestfold; Møllrbakkji, Sæt.; Morildubrot (o') n. Hard. (Ullsv.); Malräine f. Hall.; Mælrein f. Sigdal; Møreräine f. Vald.; Mærein og Mar-, Tel. Sæt.; Mæreim f. (?) Tel. Sæt.; Manäim m., Manäimbakkji m., -braut f. og Manabakkji m. Sæt.

Marbakketraad m. = Martaum. Sogn.

marblaut adj. dyngvaad. Nordl.

Mare m. svag Vind = Mar. SBerg.

Mare m. = Mara 2, 2). Ndm. G. N. mari.

"Marekvist m." A. Maaraa-, YNdm.; Muru-, INdm. Østl.

marelta v.a. plage med Forfølgelse, forfølge vedholdende. Dal. (Eikersund, Hæsk.).

Maremerke n. Marekors, Femvinkelmærke, Pentagram. Vald.: Maromærkji; Vestfold: Marumærke. Marukors n. d. s. Vestfold. Hedder andensteds: Tussemerke: ifølge Storakers Utrykte. T. Drudemark.

marerida (ii) v.a. ride som Maren. Ryf. Sjelden. – mareridne (i') adj. (particip) reden af Maren. Udbredt. mururi’in, Totn og fl. – Marerida (i') f. Mareridt. ISogn (Aurland): Mararia. Se Rida (i').

"Marflo f. Søloppe". A. Marflooa, SHelg.; Marflooga, Mariflooga, Vesteraalen, Senja. – Marfyl n. = Marafyl. Ryf.

Margang m. "gaa M." siges om Fisk som forfølger Mar(a) el. Maraata. Salten.

margfreist, margfreisten se mang-.

Mari, Forsikringsformel; for Maria. VAgder. "Jau Mari! Nei Mari!" "Jau Mari sannt!" Sjelden: "Jau, Santa Mari!" Sancta Maria. Ofte: "(Jau) mi sann!" el. "mi sant!", mea sancta? Se Sann. Fra Nfj. (Stryn) er meddelt: "nelmare", benægtende Eed: "Nelmare eg gaa, nei!" Fra Li. (Fjotland): "Hau, hoi ko Mar æ dæ sannt!" Jf. "Mare" hos Holberg.

marig adj. om Tøi: skjør af Væde og Sol; frønnet; = maren. Innh.

"Marikaapa f." A. Muristakk m. d. s. NGbr.

Marimesserid (ii) f. Uveir om 25 Mars. Ma.

Marimjøll f.? Humlegræs, Melampyrum = Haugsmjøll. Vestfold (Lier, Eiker). -mjell, og -mjelle f. Østerd. Hedm. Rom. Hall.
Marisolv m. = Marekvist. Sdm. (Vanylven).

Marispene m. en 5te Patte hos Kjøer. STrondh.: Marispaanaa.

"Mark n. Kjendetegn". A. NGbr. "For Mark", for Alvor = markande. NGbr.

"marka v.a." A. Vald. 2) tage Hensyn til, lade gjælde. Gbr. (Vaagaa, Lom). "Detta æ ikkje markande", er ikke til at bryde sig om.

Markakop (oo) m. uerfaren og gloende Person fra afsides Bygd. STrondh.

Markebarde m. Kant af Udmark. Sdm.

markla v. arbeide jævnt og smaat men med liden Virkning. Namd. Jf. smakla, mjakla.

"Markstein m. Og Marstein". A. Gbr. Vald.

Markukse m. = Einfodrsukse, Vetrung. Lof. (Flakstad). Vel af Mark, Skovfoder; jf. Risbit, Risnaut.

marla v.n. (ar), 1) grave smaat, pirke; kludre. Stjør. "Han sat aa marla aa bænna mæ Kniivn". Ogsaa: mørle, Nfj. 2) mane = marma. Nfj. (Gloppen).

"Marm n." A. 2) svag, men vedholdende, helst hinderlig, Vind. Sdm. (Harham, Borgund). – Marlæte, marlætug se mall-.

marma v.a. 1) hakke el. knuse (for) smaat, opgnide. Sogn (Aardal, Hafslo), Nfj. 2) virke, arbeide, jævnt og smaat = grava; ogsaa mane. Nfj. Se A. 3) "marma seg uut", opslide sig, slæbe sig ud. Sogn, Sdm.

Marmelde n. en liden Vantrivning, et lidet usselt Kreatur. Gbr. (Dovre, Kvikne, Fron): -ælde. Marmælle, Marmæl, Marmæljuur, Marmeldyyr, Gbr. (Lom, Lesja); Marmæle, Nfj. (Breimn, Stryn). Jf. Marmæle m. A.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   113   114   115   116   117   118   119   120   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə