A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə119/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   115   116   117   118   119   120   121   122   ...   219

"me pron. vi". A. me ogsaa i Ork. Gul. Stjør. (Maaraak: "me" el. "mi"), SGbr. (Gausdal); mi, Selbu, Gul. Sæt. Rbg. og mangesteds i Ned. og VAgder. – Akkusativ og Dativ: oss´e Jæd. (Time), oss´r Stavanger By (efter "dokker"); vaare Vestfold (Sandsvær, Lardal; sjelden), ikke blot: "tel vaare" dvs. G. N. til vár, men ogsaa "hos vaare", "han ga vaare de", gav os det. I de sydlige Byer høres mest det ogsaa Jydske "vaars". – Genetiv: okkaa, Ma. Sæt. – "oss" for "me", ØSdm.

"med præp. med osv." A. "Seia mæ ein", sige til En, Tel. Sæt. ("vee ein", Østl.). "Mæ den, mæ`den" og "mæn`den", se den. "Me alt dæ (at)", adv. og conj. desuagtet, uagtet; mest i det Sydlige. "Verda med", bli afskrækket", A. Rbg. Tel. "Verta (bli) mæ (me) sæg" = "bli daatt mæ", NTrondh. "Bli noko", bevare Modbydelighed mod noget man engang har nydt for meget af, ikke bli noget kvit; Tel. "Dei laut gaa atte mæ so gjoort", de maatte gaa efter ikke at have udrettet mere en det, med omtrent uforrettet Sag; Sfj.

Medal m. "Mealn" er i NGbr. (Vaagaa) en af de tre Kirkeklokker: Stoorklukka, Mealn og Vehlklukka (lille).

Medalskorn n. Korn af middels Godhed. NGbr. (Vaagaa): Mea(l)shkøynn.

"medan vonj. medens". A. mada, Nfj.; madar, Nfj. (Breimn); (alt) mæn, Ryf.; meen, Tel. (Nes); mænd, Shl.; mæn`du (-e), Voss, Hard. (Ulvik); ma og mar, SØsterd.: = naar 2) og 3).

medande adv. imidlertid. Voss: mee´ande.

medbrennd adj. om Mad: sveden = attaatbrennd. Dal. og Li.: mæbrænnd. Og: me(d)se(g)brenn(d)t, Ndm.; og "veesibrennt", Romsd. Jf. brenna med seg. Sv. vidbränd.

Meddøl m. Indvaaner af Meddal. Ørk.

"Medferd f." A. 2) Bagatel. "D'æ kje anna Meefæro". Shl. (Ifølge Vidsteen).

?me(d)fer(d)leg adj. medgjørlig. Sogn.

medfylgjeleg adj. og adv. selvfølgelig; konsekvent. Sogn.

Medhang n. noget som hænger ved eller med; noget (nogen) man ei blir kvit; Snyltedyr. Tel.: Mæhæng(g). – Mæhængfeet m. listig, sledsk, Snyltegjæst. Tel. (Selljor). Se Fit m.
Medhug m. Medfølelse, Sympati. Tel.

Me(d)hæa f. = Medhangar. Sogn (Aurl.). – Mæhæar m. Medjatter. Ryf. Skal hedde Mæheem n. Hard. (Kvamm).

"Medkvæde n. Gestikulation osv." A. Overhovedet: ubevidste Tillæg og Ledsagelser (Accompagnements) til Talen, baade Bevægelser (Fagter) og hyppigt tilbagevendende overflødige Udtryk og Lyd (artikulerede og uartikulerede; f. Eks. hm, Hark og Snøft). Stjørdal, i Formen Meekkvee (og Mæ-?) m.? "Han bruke saa mang di Meekkveean". Og: Meekkvee-aa f. plur. Innh. (Stod). Jf. Vedkvæde.

Medlag? n. = Millomlag. Ndm. (Tingvoll, Sundal): Meelag.

Medsmak m. Bismag. Li. (Fjotl.). "Brø´e he æen Mæsmag a Joureple".

medviten adj. bevidst. Medvitende n. Bevidsthed. I Skrift.

mefull adj. fuld af Troldkunster, "Me". Innh.

Meggja f. = Megga f. Dal. Jæd. Begge ogsaa om ethvert mægtigt Hunvæsen. Jæd. Tel. Vestf. "De va Megga sjoov!" Tel.

Megn Kraft. "Magt og Megn"; i Skrift. Ogsaa meddelt fra Jæd. G. N. megn.

megna v. (ar), udvide sig, svulme ud, vokse; Oslo. "Mat´n mængner i Munn´n", Maden ligesom vokser i Munden, naar der ingen Madhu er. Oftere: megna seg; Vinger (Eidskog), Smaal. (Glæmmen), Innh. "Matn mængner se(i)". "Suurdein vi'nte mængne se"; Smaal. "Daassmjøl mængne sæg ittj naa"; Innh. G. N. megnast vokse, tiltage. Jf. mennast, mannast.

megna adj. egentlig; ægte; selve. Innh. Sogn. "Du feer da i mængna Bygd´n", du færdes da i selve Bygden, den egentlige Bygd – ikke i Skov og Mark; Indr. "Da nytta kje aa broota dar, da æ mäigna Berge", selve det faste Bjerg; Sogn (Lustr). "Pao mäigna Svae", paa selve den glatte Klippeflade. "Klu(va) uppitte mäigna Vegg´n", klavre opad selve Væggen. Ogsaa: mäina, Sogn (Balastraand, Lustr o. fl.). ”Han kann kluva, han gaor mitt uppitte mäina Berg(j)e". Og: mäia, mäie, Sogn (Hafslo, Aurl. Lærdal, Borgund, Aardal). "Gjäiti gikk i mäia Bergji" = "i sleette Bergji". "I mäie Bergo", dat. pl., Borgund. "I mäie Uri", Lærdal. "Räen´n held seg uppi mäie Fjedle", Renen holder sig oppe i Høifjeldet, Storfjeldet = "i vidle F.". Ordet seer ud som en Genetiv f. (megn, n.); jf. G. N. megin- i Sammens. som meginbygd, meginfjall, Hovedbygd, stort Fjeld; og maaske meginn, megn, adj. stærk (jf. "sterke Vegj´n"). – Noget anderledes bruges meia adj. og adv. i Hard. (Odda, Røldal) om det jætteagtige eller monstrøse. "Eit forleggjande meia Trodl", et Uhyre. "Eit meia stoort Beist". Og: "eit Meia-Beist, Meia-Trodl". "Eit stoort Meiabeist". "Eit Meiabeist, so stoort". "Meia rike", meget rig, i et haandskrevet Digt i enslags Hordsk Maalføre fra 1695. "Meia Domenering", i den prosaiske Indledning til "Bonden i Brydlaupsgarden", efter en Bergensk Optegnelse fra omtrent 1740. Dette "meia" tør ogsaa være fremgledet af megin (*megintroll; meginvel, adv. særdeles vel); jf. Umeie, Umein, G. N. umegin. Og: meialeg adj. og adv. d. s. Hard. (Øydfjord, Ullensv. Odda, Røldal, Jondal, Kvamm). "Âit stourt o mäiale Bäist" = "forvakse". "Meialige stoort"; Røldal. "Mäiale, formäiale stour´e" = "framifraa forvaksen", Kvamm og fl. "Meiale heit", ikke mærjaleg, synges i 14de Vers af "B. i B." i Shl. hvor Ordet ellers ikke synes brugt.

Mei m. en Rad af nedmeiet Korn. Smaal. Oslo. "Gaa etter Mei´n", følge Raden idet man binder op. Nyt; af D.-T. meie.

meia adj. og adv. overvættes. Hard. Se megna.

meiast av v.n. om Veiret = spakna, aamøyast. Sdm. (Harham, Borgund, Skodje). Ogsaa: aavmeiast (og aam-); og aamøyast Sdm. (Ulvstein, Volden). Vel snarest = aa(v)møyast, A., af moy (møy) eller mäi som synes at forekomme i Sdm. = spak.

"Meid m. Mede". A. Meig og Mæg (og Meg?), Sdm. Romsd. Ndm. Nfj. – Mei(d)a(r)braut f. = Meidarfar. Dal. – Mei(d)a(r)hav n. = Meidarhals. SBerg. Meideris (i') n. d. s. Nfj. "Meidhovud n. d. s." A. STrondh.: Meihöue og Meihugu (Gul.). – Mei(d)drætte n. Skagler (Trækketøi) som fastgjøres pa den ydre Side af "Meidhovud". STrondh. – Meidvol (d, o') m. = Veginde. Hard. Voss, YSogn. – Mei(d)a(r)æs f. rektangulært Hul, "Æs", i Meden, i hvilket "Stavband" fældes ind. Voss.

Mei f. = Meidd; se d.

"meida v.a. (er, de), saare, osv." A. Nhl. Ryf. Dal. Ma. Ned. "Mäie eut Fout´n" = "skamføre F." Sæt. 2) efterlade Spor i, sætte Mærke i. (Denne Bet. = merkja, saare, tør være opr.?). Særlig: "meie upp ein Veg", optrække en Vei ved at fare (kjøre) først. Tel. Agder (Ned. Rbg. Ma). Jf. Meidd, Handemeidd, Meidga osv. Fra Sogn (Lærdal) er optegnet "meia aa mæla" = mida (meea) aa mæla dvs. sigte, maale, mærke, tilpasse.

meida? v. (ar), 1) om Solen som tærer bort Sneen i Vaaren. Romsd. (Aukra, Bolsøy, Eid), Sdm. (Øyrskog). "Soola meia vekk Snjøv´n". Hertil Solmei, Solmeidd, Dagsmei(dd) osv. Sv. Dial. mäja, d. s. D. Diall. meise, d. s. 2) gjøre svingende eller fægtende Bevægelser = fikta, geigra osv. ISogn (Borgund, Lærdal, Aardal, Aurland), Nfj. (Gloppen), Hall. "Statt ikkje so aa mäia mæ dessa Kniivi, du
kunde gjera äit ilt mæ haanaa"; Borgund. "Han stou aa mäia (og mäidde) aa mjaksa aa kunde kje andøva Kniivn". 3) gjøre sig bred, "gild", i Fagter og (eller) Ord. Sogn, Voss og fl. "Han stou aa mäia" eller "mäidde seg"; "han gaor aa mäia seg pao Golve". Skjøndt Bøiningen overalt, synes det, er (ar), turde Ordet maaske være eet med det sydligere meida (er), foreg. Maaske glider ind ogsaa "maia" og D.-T. meie. 4) se meiga.

"Meidd f. Stribe, Spor". A. Nedre Tel. Maidd (og äi), Hall. Vald.; Madd, Trondh.; Mædd og Mädd, Ned. Vestfold, Ring. Oslo, Rom. Smaal. "Slea-mæidd"; "Skimädd". "Bjalkemeidd", efter slæbt Bjælke, Nedre Tel. "Ha Foor paa Mäidd´n", have Vinterfoder liggende saa langt fra Gaarden at det kun kan hentes hjem paa Slædeføre; Hall. Vald. Ogsaa: Mælle (Mæll), Smaal. Oslo, Nedre Tel. – Et andet Ord med samme Bet. er Mei f. Li. Ma. Ned. Rbg. Jf. meida v., Dagsmei(e), Solmei(e), Handemeie og fl. – Ligesaa: Meigge, Rbg. se Meidga.

meidda v.a. "meidde upp Veg" = meida. Tel. (Nissedal).

Meidga f. = Meidd. Rbg. med Sæt.: Meigge (og äi, ai) som "leigge" dvs. leidga.

meidga v. (ar), 1) v.n. følge en Meidga. Rbg. "Sle`en vi kji meigge". 2) v.a. "meigge upp ein Veg´e", = meidda. Rbg. "Der va so uppmeigga, de va so haalt sum paa Iisn".

Meiding f. 1) det at "meida", særlig "meida upp ein Veg". 2) = Meidd. Sæt. Ma. "Skiimeiing". Ogsaa: Meidning f. Tel. (Aamotsdal, Heiddal, Bø). "Leggje paa Meiningji" = brøyte upp.

Meidsla f. Legems-Beskadigelse, Saar. Dal.: Meitla. G. N. meizla.

Meidvol (d, o') m. = Veginde. Shl. Hard. Sogn, Voss. Midtvol, d. s. Shl. Se Midvol.

meiga (paa) v.n. (ar), sætte afsted, drive stærkt paa. Sfj. Maaske af Meig dvs. Meid. "Gaa aa meiga", gaa langsomt og nikkende i Knæerne; Helg.; se meida.

?Meigende n. = Veginde. Sfj. (YDale). Sj.

Meim m. Mærke eller Spor af Noget, Antydning af Virkning, især optrukken Stribe; se Anse A. VTel. (Raul. Vinje, Mo, Mol.), Li. "Eg reis upp de fysste eg saag Meim ette Dagjn", eller "av Dagjn". "Eg fekk ein liiten Meim av de". "Dagsmeim" = Dagmilde; "Naattmeim"; "Vaarmeim", Vaarens første Virkning, især paa Sneen.

"meima v.a. (ar), afmærke en Linje osv." A. Tel. (R. V. Mo, Mol. Laardal), SætV. "Meime upp ein Veg´e, ein Soum´e". 2) v.n. fare i et tidligere Spor, saa Veilinje blir tydeligt afmærket. SætV. "Kjaayr no so at de maemar etti!". 3) "Dagjn mæema", en Dagstribe viser sig. Usikker Bet. Li. (Fjotland). – Ordet lyder i Vinje og Mo i Tel. "meime", mens eima v. lyder "æeme", Rem f. lyder "Ræem", ved M's Virkning paa forangaaende Vokal; et D synes derfor at maatte have ligget imellem; altsaa for *meidma; jf. (?) G. N. meidm Klenodie. Til meida?

Meiming f. 1) det at meima. 2) afmærket Linje = Meidd, Meiding. Tel. SætV. "Leggje paa Meimingjee". "Sle`en æ so brei han gjængg' uttafø Meimingji". "D'æ so vidt eg seer Meiming ette Kjalkjen".

"Mein n. 1) Meen". A. "Ti Mais", Sæt., "te (ti) Mæes", VTel. (Vinje, Mo) dvs. til Meins. "Bera Mein av", hve varigt Meen, Mindelser, af en Beskadigelse = Mynjar.- Hard. og fl. Se Mørk. "3) Hager i Laas osv." A. Ndm. 4) "Vatne ligge mæ Mein", Vandet er ufarbart for "Meinis". Ma. og fl. – mei(g)na se megna.

meina v.n. (ar, a; og te), betænke sig, nøle, især (synes det) under famlende Bevægelser med Mund og Hænder; ikke evne at faa sat sig i Bevægelse; famle. Hadeland, Totn, Rom. Ringerike, Gbr. "Haa ær'e du staar aa meiner etter aa kann itte kaam(m)aa a Ga`le?" Totn, Rom. "Han stoo aa meine aa meine aa kunn 'itte faa sakt nooe"; Totn. meena (a,a) og meene, NGbr. Oslo, NØsterd. og fl. Ordet sættes af Brugerne mangesteds i Forbindelse med "meina", T. meinen, tænke ("stud`dere"), skjønt det maaske ingensteds falder ganske sammen med det i Form; paa nogle Steder (Rom. og fl.) hedder det "meine (ar)", mens T. meinen lyder "meen(n)e, mee(n)nte". Maaske eg. eet med meina, hindre. Eller meidna, jf. meida (ar) 2)? Sv. Dial. mena dvs. vara obeslutsam vid en saks utförande.

meinalaus adj. = mein-. Ryf. G. N. meina-.

Meinboge (o', gj) m . En som har Glæde af at være i Veien el. stifte Fortræd. Sfj. Meins-, Hard. Jf. Meinbug.

Meinbræor f. plur. Øienhaar som hugger i Øiet som Følge af Indadbøining el. Indvoksning. Rbg. (Aamlid) og Tel. (Vinje, Moland): Meibræur og Mæe-, Mäe-. Se Meinbræa, A.

mein-bunden adj. aldeles bunden.

Meinbæg m. og Meinbægje f. Person som gjerne og vedholdende handler tværtimod Ens Ønske. Sogn. Se flg.

meinbægja v.a. (er, de), hindre fra at komme frem; drive tilbage (møta) vedholdende. Sogn, Sfj. "Han stou aa mäinbægde Kyd´na".

"Meinbægje n." A. Sogn, Sfj. "Han ha sett upp ratt äit M.". 2) = eit Hefte; en cul de sac hvis Munding let kan stænges for. Sogn. "Fao Bukkjn inn i M."!

meinen adj. = mein. "Meinin aa tvær". Romsd. Ork. Stjør. "D'æ mäenint træffe Maanin", vanskeligt. Vald. "Han took tee
so meini"; "dæ gikk so meini"; forkeert, hinderligt. Trondh.

meinende adv. overmaade = mein-. Tel. og fl. meinande, Nfj. "M. liik".

meinfljot adj. yderst glat, "fljot". Tel.

meinfør adj. besværlig at færde paa. Li. (Nes). "Meinført Vatn", især om Vand som "ligger med Mein" dvs. Meinis.

Meining f. se Meiding.

"meinings adv. idelig". A. meenings, Smaal.

"meinka v.a." A. mäikke, Sæt.; mæekke, Tel. (Vinje; se meima). "Han mäikka 'o Kyrkja", han negtede ham (Brugen af) Kirken). – meinka seg, negte sig det Fornødne: Mad, Drikke, Stolgang osv. Voss.

Meinkjetta f. Kjætte som gjør Fortræd; ogsaa om andet Utøi (Rotter). VTel.: Meikjette og Mæe-.

meinlaga adj. og adv. ikke kommende til Pas; ubeleilig, forkeert; tvær(t). Ndm. (Ti.).

meinlaka seg v.n. gjøre sig Skade, helst ved Arbeidet. Ndm. (Kvernes, Tingvoll). For meinleika, se Meinleik? Eller for meinlaga, se heilaka? Neppe; se foreg.). Jf. ogsaa G. N. (mál)laki Lyde.

Meinleik n. Skade paa Kroppen = Skavank. STrondh. (Klæbu, Bynes). "Han ha e(t) slæmt Meinleik".

meinlik adj. overmaade lig. STrondh. (Børsen). "Dæ va meinlikt sæg".

Meinlika (ii) f. daarlig eller mangelfuld Erstatning, "Lika". Voss.

Meinloka (o') f. Meenlykke i Laas og Nøgel. Sogn; Fosn: Mæenluku; Innh. (Skaun): Mæenlookoo. Og: Meinlykkja; ensteds.

Meinlumma f. Meenlykke. Hall.

meinlysa v.n. give en uheldig Belysning, "Meinljos"; lyse vildledende eller til Fortræd, som et Lys der brænder ved Dagslys. Ma. (Bjelland, Aaserall, Holum). Tildels: mailøysa og mæelyysa.

meinlysten adj. lysten paa at gjøre Fortræd. Nfj.

meins adj. og adv. hinderlig(t), ubeleilig(t); forkeert; "vrang(t)" = baagt. Ndm. N – og STrondh. Dæ e so meins för (fär) me no". "Dæ høve meins för me". "Dæ laag saa meins tee, trefte meins tee".

meinsa v.a. (ar), være En til Meen, fortrædige; især tirre med Ord el. smaa Hindringer. Hard. Shl.; Tel. (Vinje): mæesse. – meinsen adj. tilbøielig til at meinsa, til Meinsing f.

"meinsam adj." A. 2) særlig: misunderlig. SætB. Jf. "tikkje mäint i", ikke lide, misunde. Sæt.

Meinse m. noget som er anlagt paa at forvirre eller hindre, = Eng. a puzzle. Tel. (Vinje). "Kaste fram ein Mæessi", spille ud et Kort som narrer eller forvirrer.

Meinsend f. et fortrædeligt Skjemsstykke. Voss. Maaske for Meinsemd.

Meinsende m. = Meinboge. Mest dog om En som for Spøg hindrer og overh. tirrer. Voss. Se Ende. Meinsbogje (o') m. = Meinbogje. Hard. – Meinskrok (oo) m. = Meinsende. Voss, Nhl. – Meinspose (o') m. d. s. Hard. – Meinsrakkje m. = Meinboge. Hard.

"meinsleg adj." A. STrondh. meiskleg, Tel.

Meins-ljos n. = Meinljos. Hard.

"Mein-spik (ii)". A. Sogn.

mein-staa v. staa fast saa det medfører stor Uleilighed. Om Fiskeredskaber. Shl.

Mein-stig m. "ga (staa) i Meinsti", gaa sig (staa) fast. Helg.

meins-vond adj. oplagt til at gjøre Fortræd. Sæt.: mäisvounde.

mein-svorig (o') adj. meensvoren. Sogn.

mein-svær adj. meensvoren. Ringerike.

Meins-ør(d)e n. tilsigtet fortrædelige Ord. Hard. (Ullensvang). G. N. meinsyrdi.

meins-ørt adj. fuld af "Meinsørde". Hard.

mein-søt adj. altfor sød. VTel.: mæesøte.

meinutt aj. og adv. hinderlig(t), tvær(t); klodset. STrondh.: meinaat.

meinvida (i') adj. = illvida. "Meinveett Tree". Senja, Vesteraalen.

"meir adv. mere". A. "D'æ ikje meir (h)æill saa (at)", det er netop saa vidt at; Gbr. og fl. "Han vilde kje meir (hell) so aafære dæ", han vilde ikke mere end netop berøre det, næsten ikke; Nfj. "Da røkke meir so kje tee", det strækker kun netop til; Shl. "Han tala mei(r) hell so kje oom anna", han talede næsten ikke om andet. Tel. (Kvitseid).

Meiremann m. overlegen Personlighed; Overmand. Shl. G. N. meiri større.

Meirsmak m. "Dæ hi M.", det giver Lyst paa mere af det selv. Trondh. og fl.

"Meis m." A. 4) Vidjefletning eller flad Ring af Træ som anbringes mellem Byrden og Bærerens Ryg. Alm. i det Sydlige. 5) Hylster hvori Kornet sidder paa Akset. Gbr. 6) tynd og veg, svag Person. Tel. Li. "Rotameis". Overh. i Sammensætn. som indeholder nedsættende Personkarakteristik. "Dragmeis"; Gbr.

Meisa f. = Meis 3). Smaal. "Høymeise".

meisa v. (ar), 1) anstrenge; især presse frem Sveden; jf. meiskra. Ryf. "Dæ meisar aa gaa mæ Skreppaa i Solvarmen". 2) "meise paa", anstrenge sig, drive stærkt paa. Sfj. 3) drage sig; slæbe. Østl. Gul. "Meise aa bæra, draga". "Meese aa baaraa"; Gul.

Meisbende n. Baand hvormed Byrden fastbindes til Meis 4). Hard. (Røldal). – Meisfatle og M.-fetel m. fast Bærerem i Meis. Røldal.

meiseleg adj. som en Meis 6); tynd og svagelig. VTel.; meisoleg, ØTel. (Bø og fl.). – meiskreleg d. s. Tel. (Vinje).

Meisgrei(d)e n. = Meisreide. NGbr.

Meisk m. Fanden. Nordl. (Helg. Vestr.).

"Meisk m. 2)". A. Vald. "3)". A. Sogn.


meiska v.n. (ar), = revja. Shl. NBerg.

"meiska v.a. (ar)". A. 4) gjøre myg eller blød; ogsaa: ydmyge, bøie, tæmme = mykja, møykja. Ryf. Jæd. "Arbei som kann meiska Kroppn". "Meiska ein ville Hest". 5) "meiska seg", mæske sig; gjøre sig til gode. Trondh.

Meiskebrød n. Fladbrød, hvori "Meisk", Mask, er en væsentlig Bestanddel. NGbr.

meiskjen adj. lysten = meskjen. Hard. Voss, Ryf.

Meiskr f. mæsket Malt, Maltrøre. Dal. Møyskr, Li. (Fjotland).

meiskra v. mæske = meiska. Dal. møyskra, Li. (Fjotl.), Tel. (Niss. Treungen). 2) = meiska 4). Jæd. Dal. "Meiskra seg uud", overanstrænge sig. "møyskra", Li. 3) "møyskra paa = klemma paa. Li.

meiskreleg se meiseleg. – meiskvaat = dyvaat.

"Meiskror m." A. Hedder: Meiskaro f. Sogn (Hafslo); Meiskraa f. Hard. (Røldal).

Meis-kvims m. kroget Pind til at sammenhæfte Meisens Hanker. Stjør. Se Kvims.

meistra v. mestre; hovmesterere. Nogle Steder. Østerd.: "mestre ein".

"Meit f. Stribe. A. Li.: Meid, om Falsen (Furen) mellem den tykkere Bag og den flade Klinge af en Lee. 3) Spor = Meidd. Tel. "Sle'ameit, Skimeit".

Meit n. afklippet Mankehaar. Salten, Beiarn.

"meita v.a. (er, te), klippe osv." A. Sogn, Voss, Hard. Shl. Shl. Helg. "M. Maani, Hestn".

meita v.n. (ar), 1) gjøre sigtende, anlæggende, stikkende Bevægelser. Sogn? Romsd. Ndm. Stjør. Gul. Røros, Østerd. "Koor æ da du fer aa meita (?meeta, mita) mæ Kniivi?" Sogn. "Han stoo aa meita mæ Stav´a". "Du staar da aa meete mæ Gjeværa; de kunne meete tee aat me"; Gul. 2) gjøre Forberedelser til, lave sig til; sigte, maale, passe. Romsd. Ndm. Trondh. Li. "Han meita te aa slaa". "Han meita men dæ vart kje noko". "Han syntest ikkje bli færau(g), anna han stoo dær aa meita mæ dæ", el. "paa dæ"; Romsd. "Meida o meitla"; Li. Jf. mita. Vistnok eet med "meita" (ar), fiske" A. Follo, Rbg. Ring. Hadeland. Ligesom: pota: stikke, støde; fiske. 3) sætte i Lave el. haandtere et Redskab, faa det til at gjøre Arbeide (Effekt)? Sæt. Med Dativ. "Ljaar´n æ kvoss´e, men du kann kji mait 'o". "Itt me sko ti tala Dansk, so kunne me inkji maite Lippo, so me faa de ti", naar osv.

meita v.a. og n. (ar), gjøre en "Meit". Tel. Li. Særlig: tilhamre en Lee, saa der blir "Meit" = meitla. VAgder.

Me(i)tekviksl, se Kvisl.

"Meitemakk m." A. Ma. Vestfold og fl.

meiteskoren (o') adj. forklaret som = skormeitt dvs. klippet med "Skormeit" se d. I en gammel Vise fra Mo i Tel.: "Grani heve inkji vori meiteskoren".

Meitesprett n. elastisk Medestang. Hadel.

Meitesprot (o') n. Medestang. Land; Hedm.: Meetsprött.

Meiteste(d) n. Ambolt at "meita" paa. Agder.

Meitestong f. Fl. -stengr, Medestang. Smaal.

Meiting f. 1) det at meita. 2) = "Meit" paa Lee. Ma.

Meitl n. (f.) = Meit, paa Lee. Dal.

"meitla v.n." A. 2) hugge ubehændigt. Sogn. "Meitla aa mjakla". 3) drive stærkt paa. Hall.: "meihle aa slaa, gaa". – Meitlested n. = Meitested. Dal.; Tel. og Sæt.: Meislestee. – Meitling f. 1) det at meitla. 2) = Meit paa Lee. Tel. Sæt.: fl. – Mejort se Mjødurt.

Mek (ee) m. 1) En som er hændig i sine smaa Arbeider; en Tusenkunstner. Tel. (Mo, Vinje). 2) En som intet synderligt udretter for overdreven Omhyggelighed; en Pirker, Pusler. Tel. (Nedre; Selljor), Bamle, Li. Se meka.

"meka (ee) v.n." A. 2) foretage vidtløftige Udmaalinger og Tilpasninger før noget paabegyndes; sigte; maale; tilpasse. VAgder, VTel. Ned. "Meeka uut, ihoop; meeka o mæla". 3) være en Mek 2); pirke; pusle. Tel. Agder, Rog. "Han stænd o heekar o meekar". "Han gjekk aa meekte mæ dæ aa fekk dæ kje gjoort", Rog. I Sfj. (Førde): "Han gjængg´e berre aa meka (e'?) aa tutla, da vert' ikkje noke mæ 'naa". – Maaske midka, af Mid, Maal; jf. mida, (mikla, mjakla).

"Mekedag m." A. Meekdag A. Ndm.; Møkedag A. Ma.; Møkdag, NGbr.

mekja (e') v. (mek? makte makt), gjøre lempelig, "mak"; om Veiret: = maka (seg, makast). Nhl. (Fusa). "Han mekje 'an tee" = "da lettna". Se mækja.

Mekje, se Mækje. – mekkje, se metja.

Mekl (e'?) n. et smaatærende svagt Væsen. ISogn: Mækkl el. "Mekkl". Se flg.

mekla (e'?) v.n. (ar), spise langsomt og smaat, med svag Appetit. Sdm. (Harham, Borgund): mekkle el. "mækkle". Jf. makla, mikla, mjakla.

"mekra v.n. bræge". A. Ndm. I Jæd. og Li.: megra (og migra?) kun om Gjed. I Hall. (Gol): mækre kun om Buk i Brunst.

Mekregjod m. = Mekregauk. Dal.: Megrejo.

"Mel (ee) n. Mundbid". A. Jæd. Jf. Hovudmiil.

"Mel (e') n. Mundbid". A. Jæd. Jf. Hovudmiil.

"Mel (e') m. 3) Møg osv." A. Shl.: "Smalamel"; Sdm. (Hjørungfjord): "Säudamel"; Innh. (Leksvik): "Söumeel". Melle, Li.; Mell´r, Ryf.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   115   116   117   118   119   120   121   122   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə