A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Raan f. se Raa. – Raan, raan'



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə139/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   135   136   137   138   139   140   141   142   ...   219

Raan f. se Raa. – Raan, raan' se Run, runa. – Raanelouv se Raun.

raanga v. vrænge. Røldal. Se (v)ranga.

raansa v.n. (ar), flakke = ransa, ranka 1). Ma. (Bjelland, Holum). Især om Kjøer. – raansen adj. som gjerne raansar. Ma. – raanske v., raanskjen adj. d. s. Ma. (Holum). Jf. runsa.

Raa-risla (ii) f. meget tyndt Træ; smal Stage. Ma. (Øyslebø).

"Raas f. Løb". A. 6) Skred = Ros (o'), Skrida. Sæt. VTel. (Moland). "Stai(n)raas, Mollraas". "Yvi Røys o Raas", Moland. Hertil: Raasjord f. nedgleden Jord. Sæt. 7) den vide Begyndelse af en Møllerende; særlig: muret Rende fra Dam til "Slok". Sogn (Aurland, Vik): "Kvednaraos, Kjerraos". 8) smalt reent Farvand; Løb. Helg.

Raasaa se Rose. raasaa se rasa, rosa.

raaska seg v.n. blive fugtig, "raa". VTel.


"Raaske, raasken". A. Sogn, Voss, Tel.

Raaskjerd m. = Raaskjær. Namd. (Nærøy, Namsos): Raaskjæl ("tykt" L). G. N. ráskerd. – Raaskjerding m. 1) d. s. Helg. og Strinda: Raaskjæling. G. N. ráskerding. 2) raa, uvorn Person. Gul.

raaskjerda v.a. (ar), 1) gjøre Torsk til "Raaskjerd", kløve osv. Namd. Helg. og Strinda: raaskjæl. 2) ødelægge (Redskaber). Helg. Namd. "Du maa ikkje raaskjæl Raakkjn min!"

"Raaslag n." A. 2) alle et nyslagtet og aabnet Dyrs endnu fugtige og uddunstende Legemsdele, men især Indvoldene. Ndm. Romsd. Ryf. Agder, Smaal. "Kræturo bura paa Raaslagje"; Ryf. 2) de Dele af det nyslagtede Dyr der fjernes som værdiløse. Smaal. Rom. Vestf. Land, Voss og fl.

Raaslage m. 1) liden Fugtighed; f. Eks. i Meel eller Hø som har slaaet sig. Li. (Eikin): -gje. Isl. hráslagi Fugtighed. Raaslag m. d. s. Ma. 2) de fugtige dunstende Ting som fremkomme ved Slagtning: Blod, Indvoldsvædsker, Vand, hvori der er skyllet el. skoldet osv. Ork. Stjør. Selbu, Gbr. (Fron, Øyer fl.); overalt: Raa(s)slaagaa. "Vask 'taa dæg Raasslaagaan". "Dæ strame (daame) R. 'taa dæ'g". "Buskapn asnes(t) paa Raasslaagaan".

raaslagen adj. lidet fugtig; om ferskt Kjød; om Hø, Meel osv., som har slaaet sig. Gbr. Ma. Li.: gjen. Jf. slagen, slagna.

raaslagutt adj. besudlet med Raaslag(e) 2). Ryf.: raaslagete; Helg.: -slaagaat; Trondh.: raa(s)slaagaa-aat.

Raaslark n. = Raaslag 2). Gbr. Vald.

raaslaa v.n. blive fugtig igjen; slaa sig; om Hø og dl. Hard.: ao.

raaslen adj. = raa. Ma. (Otrnes).

raasta v.n. (ar), flakke om i Flokk, streife om; mest om Storfæ. Hall. (Nes, Gol). – Raaset m. og Raasting f. slig Omflakken. – raasten adj. tilbøielig til at raasta. – rasta v. d. s. Vald. Jf. Rost f. – "Raata f." A. Dal. – Raastaur se Rjaa.

Raatefs m. = Raatev. Ryf. (Suldal): ps.

raatta v. fornemme, mærke, erfare? Kun saaledes: "Æ(g) raatta ikkje", jeg mærkede ikke Antydning til Fisk (Fiskebid); Helg. (Bindal). "Æ(g) raatta ikkje Levenes (Fisk)", Salten; Helg. (Vik; Nesne, hvor Rotta lyder Röttä).

"raava v.a. (ar), skrabe, rive. Sdm. Ork." A. raava, Ork.; er vel for rava. "raave" (Sdm.) er maaske Sammenglid af dette nordenfra laante med rova (o'); se d. – raavaa se rava.

raava v. bevæge sig; røre sig; kravle. Ogsaa "raava paa seg". Shl. "Adle so kunde raava laut vara mæ". Jf. Isl. ráfa flakke om. Maaske dog rova, se d.

raa-æten adj. 1) som kan ædes raa; om Fisk, Kjød, Østers. Tel. (Kvitseid, Eidsborg, Moland, Rauland). 2) som gjerne æder raat. Tel. (Mol. Raul.). Maaske ogsaa: raa-eten.

(v)rea se vræda.

Re´aband, Re´akrakk, -staur se Rjaa.

rebbiskjen (ee) adj. meget barsk eller bidsk; mest om Veir. Sdm. (Sande). Vel for riv-. Se rivbitsk.

Red (e') n." A. Reed, Nfj. (Stryn); Ree, "Hæstree", Gul. , Namd. Shelg. (Bindal); Reer, Ryf. -"refta". A. repte, Sæt.

Reg, rega, regast (ee) se rig-.

Regl n. Ordramse. Follo. "Et langt R.".

"Regla f. Række, Ramse osv." A. Røgle f. Hall.; Rygla, Ryf. Li. og fl.; Rogla, Hard. Tel. Rbg.; Rogda, Ma. (Aaserall). 2) en lang Række Vers. SætB.: Rogle.

"regla v. opramse". A. rygla, Voss og fl.; rogle, Tel. Rbg. 2) slænge ud ondskabsfulde Ord. Li. (Eikin). Reglebikkja f. Li. 3) rable. Rom. "Røgle og skriive".

Regla f. Stang = Dregla, Raata. Shl.

Reglverk (ee, e'), se Rigleverk.

"Regn n." A. Rængn, Østl. Trondh. Rign og Ringn, Rbg. (Aamlid), Ma. (Øvrebø).

"regna v.n." A. rigna og ringne, Agder.

"Regnboge m." A. Rængnbaau-aa Østerd.; -bäua, Ndm.; -booga, YNamd.

Regnbrosa (o') f. Regnbyge. Sogn. -brøysa d. s. Sogn. -bysja d. s. Dal.

Regnbus n. voldsomt stormende Regnveir. Hall. (Gol, Aal).

Regnbøysa f. = Regnbrosa. Sogn. Jf. foreg.

Regnflod f. Regnbyge. Hard. og fl.

Regnfret(t) (ee) m. den sidste lille Regnbyge før Uveiret holder op. VTel. (Eidsborg, Skafsaa, Høydalsmo, Vinje). Ogsaa: den sidste Høtot som man bjerger ind mod en Byge og som bliver lidt vaad? Tel. (Vinje). Oftest: Regnsfreet. Frett, Fret? Se A.

Regngrim (ii) n. = Regn-yr. Se Grim. Voss, Sogn (Vik, Aurland).

Regnhase m. en liden mørk grenet Regnsky som ligger os nærmere end (foran) de øvrige. Li. (Fjotland).

regnlege adv. Sæt. VAgder. "D'æ regnleg' laga idag", det seer ud til Regn.

regn-legen adj. som har ligget længe ude i Regn; især om Hø. Vald. (Vang).

Regnlysa f. en Opklarning som bebuder mere Regn. Ma. (Bjelland).

Regnrusk n. smaat Regn. Hall. og m. fl.

regnruskjen adj. "D'æ regnruskje Ve(d)r". Hall. og fl.

Regnskjøldr n. (f.) = Regnskol. Innh. Gul.

Regnskrauv n. Kornhylstre som er tomme paa Grund af Regn i Blomsten; jf. Opisaad. Tel. (Selljor og fl.). Regnskruv n. d. s. Tel. (Tuddal, Selljor). Se skrauva.

Regnskvip (ii) m. = Nordanvindsskvipa. Vestfold (Hov).

Regnslepp m. = Regnfrett. Tel. (Kvits.).

Regnslittr (i' el. ee) n. et Stænk af Regn. – regnslittra v.n. regne stænkviis, med
spredte smaa Draaber. Helg. Salten: rængnsleettr. Jf. G. N. slitr, slitri, Stykker af noget sønderrevet, og G. N. sletta.

Regn-spir (ii) m. smal Regnbyge. Nfj. (Eid).

Regns-røk n. liden Regnbyge, se Røk. Dal.

Regn-stytta? f. pludselig smal og kortvarig Regnbyge. Romsd. (Aukra, Veøy, Bolsøy, Vestnes, Gryten): Ræ(n)gnestøtte. Af støtt dvs. stutt? Eller form. Støtteformen; jf. Regnspir? Se Stytta, El-, Hagl-, Tor-.

Rehug se Ridhug.

Rei´aband, -krakk, -stør se Rjaa.

Reiaskjol se Reiesgjord.

"Reiaspenar? pl." A. 1) de store Kar hos Fosteret som fører Vædskerne fra og til Navlestrengen. "Reiespænar" (og -speenar?). Hard. Shl. "Reiaspæna" A.; "Reispena", Nfj.; "Reispen" m. sing. Romsd. (som i J. G.). Rekspena m.pl. d. s. Romsd. (Nessæt). Hedder ogsaa "Sneldor"; jf. Sneldekalv. 2) ved Korthed i Udtrykket: Sygdom i disse Kar, med Fremfald og Udflod gjennem Navlen. (Forklaringen hos A. er mangelfuld, ligesaa den hos Christie af "Reisp, Reispen dvs. Hinde over Blæren". Nyfødte, især Kalve, er udsatte for Sygdomstilfælde i disse Kar). Den sidste Del af Ordet turde være "Spenar" dvs. Patter; den første, "Reie", "Rek" har vanskelig noget at gjøre med Rjaa m. (jf. rjá ok reka) eller med reida v. (er, dde); men maaske "Rek" med reka v. fremdrive, og neppe(?) "Reie med Red, G. N. hredjar.

reiast v.n. (est, ddest), om Iis: brydes af Bølgegang. Vald. (ØSlidre). "Iis´n reiddest sund". Vel "reidast", til reida, løfte.

Reiatog n. Rebgynge. Sdm.

"Reid n." A. Reir, Gbr. Trondh. "Ho vart gripi paa Re(i)r`i", i Gjerningen; Stjør. Reil, Shl.

"Reid f. Følge; Selskab". A. Hard. Ndm. "Ai Rai mæ Fantar", Hard. "Rei mæ Hæsta", Ndm. – Ta Rei", en Leg. Nhl.

"reid adj. færdig, rede". A. "Ougune va reie te rulle uut". VTel. (Moland). reie, NGbr. "Ee æ reie te (aa) spy".

Reid n. 1) ridende Følge = Reid f. VTel. (Laardal). "Høgaste Mann´n i detti Rei". 2) Redskab med Tilbehør = Reide m. VTel. (Mo, Moland). "Sjaa der ligg Rei´i ti Klyv´ee!" Mest i Sammenss.: "Klyvrei, Grindrei, Hakarei, Salrei, Rim(r)rei, Skoklerei, Vevrei"; VTel. Jf. G. N. reidi, n.

(v)"reid adj." A. vrei Ø- og VAgder; ree NØsterd. SGul.

"reida v.a. 2)". A. Ryf. "4) sætte i Stand". "Reie ei Kvæinn"; Gbr. "Reie av", tilrede, tilrakke; Østl. og fl. – "Reie seg", om Kjør: 1) = greidast; Vald. (Aurdal). 2) = løysa 4. Ma. (Tveit).

Reida f. 1) Udredsel". A. Gbr. 3) Anretning, Traktement; Tilredning osv. = Avreida. Hard. Sogn;; NGbr.; Gul.: Ree`e 4) hvilketsomhelst Redskab som Hest spændes for. Li. (Fjotland). Jf. Drogreida.

reidbuen? : reibujee adj. (n.) fri for Hindringer el. Vanskeligheder; omtr. = greidt. ”D’æ ikje r. aa faaraa fram dær”. "D'æ -ee Gal". G. N. reidubúinn rede.

reidboden (o') adj. redebon, beredvillig. Namd. (Grong). "Reiböddin te aa betal för (fär) sæg". Vel fremgledet af foreg. "böddi(n)" er i Innh. (Verdal) partic. af "bø" dvs. bjoda.

"reideleg adj. forsvarlig, fortrinlig". A. Vald. Og: reiale.

Reidesadel m. Kløvsadel. Sogn: Reiesal.

reidig (d) adj. redelig = reideleg, greid. Sogn (Lærdal, Aurland). reidug d. s. Sogn (Lustr); reiug = ferdig, Lustr.

Reidr? f. Udredsel til Præst af Ost og Smør. Ryf. (Sand, Suldal): Rei'r. Reir'smør, Ryf.

"Reidsla f. 2) Tilredning". A. "Kuunaa har ei goo Reitla", Koen viser gode kalvningstegn. Ryf. 4) = Forn. Jæd. "Reitla". 5) Brudedragt; særlig: Brudekrone. Li. (Eikin): Reisla.

Reidslehøy n. = Heidehøy. Tel. (Høydalsmo); Helg.: Reihlthøy.

Reidspade? m. Spade til at skrabe Kjød af hud som beredes. Selbu: Ræssspaae.

Reiesgjord? f. nedhængende Bue af Reb til at gynge i; maaske ogsaa overh. Gynge. Nhl. (Haus, Brøk): Reieskjoor. Hedder ogsaa: Rig(g)arskjoor og Reegaskjoor, Romsd. (Veøy, Eid, Aukra), Sdm.; og: Reiaskjool n. (og f.), Sfj. (Holsa), Nfj. (Breimn, Stryn); til riga og reia (reigja?). Og: Reiles(k)joor og reiles(k)jool, Shl. (Sveiaa, Kvinnherad). Formerne med R, som alle er f., kunde tænkes at være af Gjord f., de med L, hvilke mest er n., af Hjol n. (og f.), et Hjul. S'et kunde have blæst gj og hj op til kj. Jf. Huskegjord, Rusaskjol.

"Reig m. Anfald af Sygdom osv." A. Vald. (NAurdal). Røyg, Hall. (Gol), som brøy for breid.

reiga v.n. (ar), bevæge sig i Række, "Reig". Vald. (Vang). Se A. Jf. flgg.

reiga se reigja, reika og reikka.

reigja v. (er, de), 1) sætte sig i langsom (svingende, slængende) Gang; spadsere afsted. Vald. (Vang). "Me lyyt räiji i Veg´n". "Kræture räigde". Noget usikkert. 2) gynge sagte, svinge med smaa Sving; svaie = reia. Jæd. Dal. Li. (Kvin) og Ma. (Vigmostad): reija; Ma. (Holum): reiga og reige (som røyga røyge for røykja, pløga for pløgja), Imperf. reigde (og reikte). "Sida o reiga paa ein Stoul". "Staa o reiga", staa og hænge, staa uvirksom. – Her er Usikkerhed i Lyd- og Betydningsforholdet til "raia" (som ogsaa betegner Svingninger), og til "reiga"
dvs. reika, spadsere; mindre til "reikka", gynge. Jf. Isl. reigja bøie bagud; G. N. reigjast.

Reik f. Begyndelse til et Traadnøgle; alt som i Vindingens Begyndelse vindes i een Retning = Eika, Eik. Sfj. (YDale), Nhl. Voss, Hard. Maaske eet med flg.

"Reik f. 1) Stribe". A. F. Eks. a) paa et Dyrs Side. Shl. b) afbarket Stribe paa Træ. Østl. (Solør og fl.). "2) i Haaret". A. Ndm. Røyk, Hall. (Gol), som ved Reig.

Reik m. Spadseretur; Sving. Tel. Sæt.

Reik og Reika f. Dyr med Stribe i Panden; mest Faar. Sogn, Sfj. "Graoräiki!"

"reika v.n. (ar), spadsere. A. Sæt. reiga, VAgder, Rog. "Prest´n gjekk räika paa Tili; so touk'an nokæ Räika atte". Sæt. – reiken adj. tilbøielig til at reika; langsomt omflakkende. Ma. og fl.

reikka v.a. og n. (ar, a; og te), gynge med store Sving, som i en Rebgynge eller paa Enden af en Planke; gynge stærkt. Li. (Sirdal), Dal. (Hæskestad). Ellers: reika, Ma. (Grindeim? som "aata" dvs. aatta), Li. (Fjotland, men "reiga" spadsere); re(i)kka og rikka, Jæd. Dal. Ryf. (?Strand, Hjelmeland). "Ska me a(v) o reik' okke?" "Han sad o reika att o fram paa Stouln". Ogsaa: reikka seg, Dal. Jæd. – Heraf er afledet: reikta v. (ar) d. s. Li. (Nes, Vanse, Kvin), Dal. (Lund, Sokndal, Hedland), Jæd. (Time): reikta, rekta, rikta, rækta (seg). Fra Gjæstal i Jæd. er meddelt: retla v. d. s. maaske for reidsla. "reikka" er maaske for "reidka", jf. reida, G. N. reida svinge. (reig-ka synes mindre rimeligt). Ordet lyder maaske ogsaa "rei-kka" i Ma. (Grind.), hvor man ogsaa har "reika", spadsere.

Reikka f. en Gynge. Li. Dal. Se reikka v.

reikta v. (ar), gynge, især i Reb. Se reikka. Li. Dal. Jæd.

"Reil m. Slingring osv." A. Sæt.

Reil m. 2. liden Skodde for Dør el. i Laas = Loka. Rom. Vestfold (Hov, Hedrum). Maaske (V)reil til (v)rida. I Sv. og D. Diall. vred, vreel, vrele, vriel = regel at kringvrida, regel för en dörr. Jf. (V)ridel.

Reil n. et Rede = Reid. Shl. – reila seg v.n. (ar), om Hunfugl: lægge sig i Redet for at værpe, el. (mest) ruge. Shl. reilsjuk adj. som vil reila seg. Shl.

"reila v.n. (ar) 1) gynge". A. Shl. Nfj. og fl. "2) slingre, svaie osv." A. Hard. (Ulvik, Røldal). "Han stoo aa reilte paa seg"; Røldal. Se reilen og de flgg.

(v)reila v.a. (ar), forvride et Lem i høi Grad; vride af Led; stærkere end "vikla". Innh. (Beitstad): vreil; Innh. (Stod): reil. Vel af vrida (Trondh.: vri og bri). Jf. rela, (v)ridla.

reilen adj. 1) som vil slingre, "reila", ind paa Folk; tirrelysten. Hard. (Kvamm). 2) som gjerne vrider, "rii´e", paa sig; a) urolig, om Børn; b) som gjør sig til; tilgjort, kunstlet. Hard. (Ulvik). Ialfald reilen 2) synes at høre til et (v)rei(d)la.

Reiles(k)jol, -kjor se Reiesgjord.

reima v.a. (ar), plage med Drilleri; tirre (ikke: oprippe Fakta, som eima, se d.). Nfj. (Davik), Sdm. (Skodje, Øyrskog, Nordal, Hjør.). "Nei, reim(a) ikkje Bane daa, so dæ græte!" Ogsaa: "Du ska kje reime deg inn paa Bane"; Nfj. Jf. Gjed-reima, og G. N. reima, v. om Spøgeri, reimleikar. – Fra Sdm. er ogsaa meddelt et tvivlsomt "reime" v. = rauma, "Reime" f. = Rauma; muligens (neppe) delabialiseret Form af *røyma.

reimast v. recip. (ast), plage hinanden lidt: drilles, kjævles, slaas saa smaat. Sfj. (Førde, Holsa).

"rein adj. 4) ublandet". A. reint n. eller "dæ reina" = Reinkorn. Jæd. – reindre, Komparativ. Li. Rbg. – "Dæ va reint", det er ("var") klart, selvsagt = greidt. Gbr.

Rein f. = Reina. Shl. (Fjellber og fl.). "Pløgja, koma, te Reinar" (Genetiv), pløie til Agerkanten.

(V)rein(a) f. Stivhed og Smerte i Haanden, især Haandbagen, efter Forvridning, Forstrækkelse el. Overanstrængelse af Muskler. Trondh. (Bynes, Gul. og fl.): Rein', bestemt Rei`na; Strinda: Vrein'; Ndm.: Ræen (Diftong) eller Rænn (alm. N). "Laasaa (losa?) Vrei`na", el. "laasaa (lesa?) Reinorda (l)", kurere for R. ved Signeformularer; Strinda. "Haagg' Rænn´a" el. "haagg' för Rænn", d. s. Ndm. NSv. ("Norsk") Dial. vre, ledvärk genom vrickning; den kureres ved at "hugga en knif i väggen, spotta och läsa öfver honom".- ræen' el. rænn' v. overanstrænge Haand saaledes. Ndm. Se Rena, A.

reina v. (er, te), spade reen Agerkant; skille vel mellem Ager og Eng. Shl. (Stord, Fjellber). Reina omkringg Aakrn". – ?reina v. rense. Christie.

"reine adv. = reint". A. Tel.

Reinebard n. Kanten af "Reina" (Græs) mod Ageren. Sogn.

Reinekamb m. Ryggen af "Reina". SætV.

Reinemold f. Muld ophobet i den nedre Kant af hældende Ager, "Reina". Hall. og fl. – Reinejord f. d. s. Hall. Ndm.

Reinevall m. ophøiet Kant mellem gammel Ager og Græsmark nedenfor. Li. Se Vall.

reinferdeleg aj. = reinferdug. SætB.: -færeleg. Shelg.: -fale.

reinfør adj. feilfri; især om Hest som har feilfrie Been. Østl.

reinhekla adj. retskaffen; fri for Fusk; = greid. Østl. Gbr. Ndm. Trondh.

Rein-kyl (y') m. = Reinskjøl. Rbg. Tel.

reins-blakk adj. blegfarvet som Reen.

Reins-boka (o') f. Fedtlaget paa Renens Lænder. Ryf.

Reinsbukk m. = -ukse. Vald. og fl.


"reinska v." A. räinske, Vald. (Vang).

Reins-lop (o') n. Høifjeldsdalstrøg, hvorigjennem Renen pleier at drage. Røldal. – Reinsløype n. d. s. Sogn. – Reinsløypa f. d. s. Sogn. – Reinsløypt og -løyft f. d. s. Sogn, Vald. Gbr. Se Løype.

rein-smakom adj. = reinsmaka. Totn, Hedm.; Gbr. (Sel): ræinsmukum.

Reinsmose = Reinmose. Hard. Østl. Gbr.

reinspikka adj. 1) reenskaaret. Gbr. 2) = reinhekla. Voss. reinspiika d. s. Hedm.

Reins-rista f. Spor efter en Flok Reen. Sogn.

Reinstøde n. Sted, hvor "Stødreinn" eller "Haldarn" holder Flokken samlet i Parringstiden. Røldal.

Rein-sveiv m. Reen-gevir. Tel. (Rauland): Reisveive.

"reint adv. aldeles". A. reint og steint d. s. "r. o. s. galen" = steingalen. Tel.

reinøksa v.a. renhugge (en Bjælke). Ryf.

reipa upp v. fortælle lange Historier. ØTel.

Reipdissa f. Gynge af Reb.

(v)reipla v.n. "vreiple o vri", vringle, vride paa Ord. Tel. (Bø). Jf. D. vrippe dvs. vrikke, være vranten.

Reiplegg f. Redskab til at slaa, "leggja", Reb og Snører. Ringerike og fl.

Reipstreng m. et Græs = Dagrap. Senja.

Rei´r, Reirsmør se Reidr.

"Reise n." A. "Liggja aa Reise" synes nogle Steder at betyde: gjøre gjentagne forgjæves Forsøg paa at reise sig. Saaledes: "Lijja paa Reis`a (og Røysa)"; ogsaa: "l. paa Hallrøysingn". Ndm. (Tingvoll); "ligg' paa Røyse", Helg.; "lijji i Rei`so", eller "l. aat Reiso", Hall. (Nes); "ligge i Reise", Vestfold; "ligg-e-Reise", Hedm. Odal, Rom. – "Dæ ligg paa Reis" el. "paa Røys" skal ogsaa bet.: det ligger skraat. Ndm. (Ti.), Romsd.

reisebyrg adj. = reisefør 1). Hall. Gbr.

reiseleg adj. som kan gjenoprettes eller forvindes. Modsat: ureiseleg. Li. (Eikin). "Eit reiseligt Tap". Og: reiselege;Sæt.

reisemødd adj. træt efter Reise. Røldal.

(V)"reist m. (og f.) en Stopper". A. R-, Nhl. Voss. Reist f. Vald.; Rest NGbr. (Skjaak); Rist, Hadeland, Ringerike, Rom.; Riste m. Hedm.; Røst, Østerd. Vreist, Agder, Dal. Jæd. (en liden Del); Vræst, Ringerike (Sigdal go fl.); Bræst, Vestfold (S og N).

(v)reista v.a. 1) forsyne med (V)reist. reiste, Hall. vreista, Agder, Dal. Tel. (-e) og fl. 2) stræbe imod, bræmse, stoppe, hindre. – vreisten og vreisteleg adj. modstræbende, bræmsende, vrangvillig. Agder, Tel.

(v)reistast v. recip. brydes = haldast. Tel.: vr.

(V)reistebit (i') n. det at Stopperen "Vreist" kan faa Tag i Sneen og hemme Farten. Sæt.: vr. Se Reistabit.

(V)reit m. se (v)reita.

(V)"reit f. 1) Fure i en Ager". A. Rog. Ma. "Setja Eple i Reit". "Eplereit". "Slaa Reit", slaa Bold. INfj. "3) Rad, Række". A. Nhl. (Eks.).

(V)reit f. Grøft, Rende = Veita. Hall. (Nes), Num. (A.) og Tel. (Hjartdal): Vreit. Hertil el. til Vreita (d.s. Tel.): Vreitekast n. den af Grøft opkastede Jord. Tel. (Sellj.). – Dette Vreit er vel væs. eet med foreg. (V)reit f., og, hører, ligesom de flgg. (v)reit-, til rita, Ang. vrítan, Got. vrits, Streg, Punkt.

(v)"reita v.a. (ar), 2) lægge i en Rad". A. "Reita Eple", plante Kartofler. Ma. "3) tirre". A. Hard. Voss. "reita seg inn paa ein", d. s. Ryf. Shl. Ogsaa: røyta seg i p. e.", Shl. (Etne); se dog røyta. 4) reite upp, ridse op. Tel. (Kvitseid). – Reit m. Drillemester. Nfj. – "reiten adj. tirrende". A. Voss, Hard.

(V)reitestein m. Mærkesteen, især i Skov. Sfj.

(V)reitspon (oo) m. en sammenholdende Revle indfældt i Dør, Bordplade og dl. = Dragspon (n). Fosn (Stadsbygd). Reettspoon, Innh. (Leksvik); meddelt. – Reesspoon m. d. s. Innh. (Beitstad, Stod). Maaske: Ridspon. Jf. Rekspon.

"Reiv m. 1,". A. I Gbr. f.

Reiv f. (er), en Line osv. = Reiv m. 2, A. Gbr. Land, Totn, Vestfold, Innh. – Reivaas m. den lange Midtline i "Reivi". Gbr.

reiva v.a. 1) vride den een Gang kardede Uld sammen og slaa Knude paa den. Dal. Jæd. "Reiva Udlæ". Hertil: Reive m. en saaledes sammenknyttet Uldmasse. Dal. 2) omvikle = røyra. NGbr. Se A.

Reivarunge m. Svøbebarn. NGbr.: -oonje.

"Rek (e') n." A. "5) Omdrivning, Drift". A. Særlig: Henslængthed, Vragethed. VTel. "Sle`en æ i Re`ko eller "S. ligg´e paa Re`ko(m)" = ligg o rekst. "Bytta æ kaami paa Rekom". 6) noget udbrugt vraget og henslængt; Vrag. VTel. (Vinje, Kvitseid). "Du kann kji lita i Rekji", farve i den udnyttede Farveopløsning. 7) noget uanseeligt som slænges fra Mand til Mand; alles Ærindsvend (Visk); næsten: Skumpelskud. Rbg. Ma. Li. Hard. "Lensmannn æ kvær Manns Rek". "Gaa Rek", VAgder. "Eg hev sprungje Rek for 'an i all Dag". "Nevarek". 8) Vragning, Foretrækken; Valg. SætV. "D'æ kji noko Rek mæ dai", de er lige gode (ringe). Se reka 5).

Rek (e') m. En "som rek (4) paa Ordi". Tel.

"reka (e') v.a. og n." A. Imperf. rook, Tel. (Selljor og fl.); rouk, SætBV. Lyder ræka ræk rakte rakt i NGbr. hvor det kun har Bett. 7, 8, 9. "3) fremdrive osv." A. "Gryyta æ aat aa rek´e", el. "G. rek´e Sod´e", Gryden begynder saa smaat at koge; Nfj. Nordl. "4) slænge, støde fra sig". A. "Reka Oori ut(r) seg", støde Ordene frem famlende = reka paa Ordi. Tel. Ma. Dal. Se rækja. "5) forkaste, vrage". A. Dal. Ogsaa: "Han ra(k)g
paa dæ", han brød sit Ord. "D'æ kji noko ti reke mæ dai, d'æ leiti ti reke mæ dai", der er ingen (liden) Forskjel paa dem, de er lige gode = Eng. there is nothing to choose between them. Se Rek 8). "Reka upp atte Handln"; Tel. Og: "De hev rekji upp", Aftalen er bleven hævet; Tel. "6) fælde Haar". A. Rom. Follo, Vestfold. reke seg, d. s. Sfj. Nogle Steder (Sfj. og fl.) er "reka" det sunde aarlige Haarskifte, "røyta" er sygt. 10) slænge dvs. anbringe i en Fart, sluske. "Rega ihob", jaske sammen. Li. (Kvin). "Du kann reka unde äin Jark", slænge en Lap under Saalen; Sogn. – rekast v. lige henslængt. A. Tel. I ingen Dial. har reka og dets Slægtninge (Rak, Rek, Reka osv.) det oprindeligere vr, med midnre vræka v. (ar, a og te), slænge, kaste (Smaal.), skulde være hjemligt og ikke laant fra Sv.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   135   136   137   138   139   140   141   142   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə