A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Rida (i') f. 1) Anfald = Riid f. 2), Riida, Fauka. F. Eks. Anfald af Febergysen under Sygdom. Sogn, Sfj.: Ria, Rie



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə141/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   137   138   139   140   141   142   143   144   ...   219

Rida (i') f. 1) Anfald = Riid f. 2), Riida, Fauka. F. Eks. Anfald af Febergysen under Sygdom. Sogn, Sfj.: Ria, Rie (i'). 2) Lune, Stemning. Stjør.: Ru(gh)wu, Rug(g)u. G. N. rida dvs. (h)rida Febersittren, G. N. rido, Sittren; jf. G. N. rida, v. sittre, Ang. hridian have Feber. Trollrida, "-riu -reo, -røaa, -rud(d)u, -rug(hw)u, -ruggaa og m.fl."; Vindrida, "rudu"; Vedrrida, "Veerødu, -udu, -oe".

Rida (i') f. Ridning, Ridt. Maaske kun i Marerida og i Ridoham, "Ree-uham". Se d.

ridall (ii) adj. fuld af "Riider", Anfald, Lunder osv. Østl.: riiall.

(V)ridande (ii) n. Vridning. Smaal. "Vi gjør'nte nooe Vriiane paa oss".

(V)ridar m. Dørvrider. A.; Vriiar, Østl. N- og STrondh.; Briiar, N- og STrondh.; Riiar, sjelden. – Ridar se Rid n.

Ride (i') m. Grund tvertover et Vandløb, grundt Vadested = Rid (i') m. og n. – Ree`e, Vald. (Vang, VSlidre), Hall. (Torpo, Nes).

(V)ride (i') m. vrangvillig, "vreden" Person. Li.: Vree`e.

(V)ridel (i') m. 1) Dørvrider = (V)ridar. Trondh.: Reed(d)il, Vreed(d)il og Breed(d)il. Hadel. og SVald.: Vriiel; Trondh.: Briiel. 2) Lægne = Leikinde. Hedm.: Vriiel. 3) Vidjering til Gjerder. NØsterd.: Reel; "Haffelreel". 4) Kurre paa Traad. Ryf.: Reed´l. Til rela. 5) vrangvillig Person. Ryf. – (V"ridel (i') m. flammet Ved". A. Ryf.: Ridel; Hard.: Ri`el og Ri`ul; Namd.: Riil, "Riilkjugl", se Kjøgla.

(V)ridel (i') m. et Par Neg = Rid n. Hard. (Odda): Reedel. Jf. G. N. riduli Klynge, G. T. ridil Baand. Dette Ridel tør være væs. eet med de foregg.

(V"rideld (i') m." A. Riiæll Innh.; Reeeld Vald.

(V)rieleflokje, -flokjen = Riia-, se Vrid (ii) n. Shl. Nhl.

(v)riden (ii) adj. tilbøielig til at vride; mest om Vriden i Ord og Adfærd. Tel. og fl.: vriien.

(v)"riden (i') part. vreden". A. rien, re'en, vrien, vre'en; vreien Smaal. (Rødenes); vrid(d)in, vreed(d)in, brid(d)in Trondh.

Ridetur (ii, uu) m. en Tid, "Tuur", af stadigt Uveir. N fj. Til (H)rid f.

Ridhug (i') m. Ridevætte = Ridham. Ma.: Reehug. Se Hug = Ham. Mere udbredt er: Reeham Li. Rbg. Ma. (A.). Ogsa: Ree-uham dvs. Ridu-, af Rida (i') f. Tel. (Laardal). Og: Reenhame (Rin-), SætB.

(V)ridhæl (i') m. vrangvillig ordvridende Person. VAgder og Dal.: Vreehæl. Til Hæl, en Pæl. Vreehest d. s. Agder.

Riding (ii) m. Svingjern paa Dør; Hængsel. Mest i Fl. "Riidingga". Nfj. (Stryn). Vel til rida, G. N. rída, svinge.

Ridjarn n. = foreg. Sogn.

(V)ridknuska f. Udvækst paa Træ, hvilken bestaar af (V)rid (Rir). Sogn (Ladvik): Riiknuske. – Vreeknuustra f. d. s. Dal. Jæd.

ridla el. (og) (v)ridla v.n. 1) svinge raskt og smaat frem og tilbage; vifte; vrikke. IHard. Røldal, Ryf. Shl. "Lambe ridlar mæ Rumpo". "Aa hei, so ridlar di Rumpa!" Barnevers. 2) vride sig som en Maddik = rela. YHard. (Kvamm), Sogn (Hafslo og fl.), Voss. "Ostemakkjn ridla", eller reedla, el. reela. Ogsaa: ridla seg, Voss. Vel baade til rida, svinge, og til (v)rida.

(V)ridomeis (i') m. Ordvrider. Tel.: Vri'umeis. Forudsætter *Vrida f., Vridning el. dl.

(V)ridord (i') n. vridende eller vredne Ord. Sæt.: Vreeour. Altsaa noget forskjelligt fra Vridor, "Vree-u".

ridsaar adj. øm af Ridt. Røldal: reesaar.

Ridspon se Reitspon.

(v)ridutt (i') adj. fuld af Vridninger; tilbøielig til at vride. Sæt. og fl. vree-utte, Tel. vri-utt(e).




Ridvang(e) (i') m. lav Jordryg med smal Rygning. Tel. Ridvangji og Reedv-, Vinje; Reevangji, Mo, Laardal; Reevang(g), Kvitseid, Selljor. Ogsaa: Ribbangji, Mo. Og Reebbangji, SætV. Jf. Ridvang, A.

(V)ridvol (e', o') m. 1) liden Stok el. Pind "Vol", ved hvis Omvridning man klemmer fast el. vrider ud. Vriivaal, Stok hvormed man vrider Høet ud af Stabelen; Senja. Briivaal, Stok hvormed man vrider fast; Trondh. Vreevaal,Pind med et Reb eller en Vidje, til Mundkurv paa Sviin ved Slagtning; Ned. Ogsaa: "Vreevraal"; Ned. 2) vrangvillig vridende Person. "Briivaal"; Trondh. G. N. ridvölr et lidet Kjevle.

riegje'en se (V)rid (ii) n.

rifsa (i') v.a. og n. (ar), rive Arbeide fra sig; særlig: a) samle i Hast, rive sammen, især Løv og andet Skovfoder. Tel. (Veom, Kvitseid). b) "rifse o slaa", meie raskt og skjødesløst. Tel. (Mo). G. N. hrifsa (rifsa).

Rifsfodr (i') n. Foder som blir "rifsa i Hoop"; se foreg. Tel. (Veom). Reepsfoor (m.?) Sfj. (IDale); dette tør dog være blot en Udtaleform af Rivsvord m., hvormed det ialfald let glider sammen.

Rifst (ii) f. Riven, Rift om noget. Tel. (Selljor og fl.). Rift f. d. s.

Rift (i') f. Stykke; a) Stykke Jord, liden Strækning. Ndm. Helg.: Reft, "Skogareft". b) kort Tidsrum, Stund. Ned. Ndm.; Rbg. og Ma. (Aas.): Ryft og Rypt. Ogsaa Arbeidsstund = Øykt. "Dogur(d)sryft, Daursrypt, Daurereft". Se A. G. N. ript, f.

Rifte n. = Ryfte. Vald. Hall. G. N. ripti.

Rig (i') n. 1) liden Svaien eller Svingen fra Foden (Roden), som endnu indtager samme Plads, til Toppen (altsaa ikke Slingren). Til riga. Nhl. "Furaa stend (staar) paa Rig", svaier lidt og vil falde. 2) labil Ligevægt; Vip. Nhl. "Da stoo paa Rig mæ da". 3) regelmæssig svingende Bevægelse, Pendel- el. Hjul-; Sving. Vald. (VSlidre, Aurdal). "Setja Jul´e (Pændeln) paa Reeg´e" og "paa Rig´e" (SAurdal). "Koma paa Reeg'e" komme i jævn Gang overh.

"riga (i') v.n. (ar), rave, svaie", A. svaie lidt. Li.; NGbr. og Vald.: reega; Helg.: reeg(g)a. 2) rokke, flytte lidt. Med præp. paa. NGbr. "Hæstn aarka ikje aa reega paa Lasse". "Reega paa see", røre paa sig, motionere; sætte sig i Virksomhed; jf. G. N. riga at einu. 3) gaa usikkert og møisomt. Vald. Gbr. "D'æ so vidt han reega uppe". 4) gaa langsomt = rusla. NGbr. – reegast v.n. = riga 4). Gbr. (Fron, Øyer). Riga (i') f. Gynge = Raga. Shelg.: Reeg(g)a.

Rigaskjor, Riggarskjor, se Reiesgjord.

rigalaus (i') adj. upaalidelig ved Løshed i Sammenføiningerne; svigtende; mest om staaende Redskaber, særlig Møbler (Stol), mens "lekalaus" og "skrikalaus" er ogsaa (mere) om liggende (Slæde). Gbr. Totn, Land og Ringerike: regalöus og ræga-.

rigga v.n. (ar), gaa møisomt og usikkert = rigla. Hard. Vald. Se ragga.

rigl adj. = rigalaus. Ma. Li. – riglen d. s.

Rigl n. noget sammensat, særlig af Træ, hvis Dele forskyver sig i Forhold til hverandre; noget slet smamenhængende, vaklende. VAgder. Til (v?)rigla Ogsaa Rikl.

rigla v.n. 1) staa løst, rokke". A. Rbg. Hall. VAgder. "2) gaa usikkert og med Møie". A. Sæt. Ogsaa: gaa omkring stille for sig selv; Rbg. 3) være løs i Fugerne; sidde løst paa el. sammen. Agder. Ogsaa: rikla. – riglen adj. som riglar.

rigla v.a. rokke saa smaat ved noget; = rugla (smaat). Rbg. (Evje), VAgder, Dal. Bevægelserne er mindre og bruger mindre Kraft end ved "vrigla, vrikla". For Resten vil Ordene let glide i hinanden; ligesom det er vanskeligt at afgjøre, om de skriver sig mest fra (v)riga (Ang. vrigian) (v)ridka, el. fra N. T. wricken, wrickeln vrikke.

(v)rigla v.n. vrikke, bevæge hastigt frem og tilbage. Dal. Ma. og Rbg.: vr. "Vrigla mæ Lykjelen". Jf. Eng. wriggle; og (v)rikla. – Vrigl n. Vrikken.

rigla v.n. ralle. N- og SBerg. Ryf. "Da va so mykje da rigla i Hals´n paa 'naa". "Han ligg aa rigla". rygle, Nfj. – Rigl n. 1) Rallen. "Rigl´e stoo i Hals´n". Berg. Ryf. 2) Sliim i Halsen som frembringer rallende eller gurglende Aandelyd. Sfj. Nfj. – Rigling f. Rallen.

Rigleverk n. noget som staar vaklende, idet det er løst opsat. Hard. Reeglværk, NGbr. til "reegle".

"rika v.a." A. "Riike ein upp"; Tel. Sæt.

rikesleg (k) adj. noget rig; rig-agtig. Ma. "Dæ ser´e saa rikeslig eut", det vækker Forestilling om Rigdom.

rikja v.a. og n. (er, te), beseire; overgaa; mægte; seire; vinde; ogsaa: herske. Sogn (Aurland), Voss; Ndm. (?) og STrondh. (Uppdal og fl.): riikji og riik. "Ska me sjao, ken so æ gou te reikja!" "Hann reikje so elst æ". "Eg vilde riikja, eg"; Voss. "Han va so stærk at dæ va so vitt ee kunn riikj 'n"; STrondh. "Ee riikt 'n paa Tak". Ogsaa: "Eg reikje før han", jeg overgaar ham; Sogn (Leikang). "Raa aa riikje"; Østerd. G. N. ríkja herske. Se A.

rikjelege adv. rundeligt, rigeligt. Hard. "Du kjæme riikjelæ te Teiar", rundeligt tids nok. riikjesle(ge) d. s. Ryf. Jæd.

(V)rikk n. flammet Træ = Rikka; er mere prikket en "Ridel", som er mere snoet. YSogn. – Rikkkneute m. stor Træknast af "Rikk". Sogn (Balastraand).

"rikka v.a. (ar), rokke". A. Ma. Rbg. Altsaa uden V i Maal som pleier have vr hvor dette er opr. Sammesteds "vrigla,
vrikle", og "vrikke", hvilket jo kunde være laant. 2) flytte sig smaat fremad. Ryf. Li. "Rikka aa roo"; Ryf. "Rikka o gaa"; Li.

(v)rikka v. vrikke. Se foreg. – Vrikk m. og n. Vrikning. Udbredte (endog i Sæt.).

(V)rikka f. liden Træmorter til at knuse Kaffe eller Tobak. Hall.: Vrikke.

Rikka f. = Aakr-riksa. Hard. Og: Rikta, SBerg. Til riksa, rikta, at knirke.

(V)rikkabjørk f. = Rikkebjørk. NGbr.: R.

(V)rikkel m. liden sammensnoet Tingest; f. Eks. en snoet Tap af Linned til at sætte i et Byldhul. Sæt.: Vrikkjile.

(v)rikklutt adj. flammet, om Træ. Røros.

Rikl n. = Rigl. Nordl. og fl. Til rikla.

rikla v.n. 1) rokke sig saa smaat, om løst fæstede Ting = rigla. Rbg. "Haamaaren riklar paa Skapti". Sæt. 2) tale usikkert, famlende og stammende. Shelg. (Bindal): reekkl. Se rigla, v.a.

(v)rikla v.n. vrikke, vride = vrigla; se rigla v.a. Tel. Rbg. "Vrikle mæ Nykjyln". "Vrikle paa Oori hans"; Tel. – Vrikl n. Vrikken, Vriden.

Riks n. det at riksa: Knirken osv. Østl. og fl. "D'ær saa mye Riks dær", der er saa meget at rende (gjennem Dørene) efter, saa travelt. Ringerike.

"riksa v.n. (ar), 1) knirke". A. Østl. "2) gaa sagte". A. Sogn, Nfj. Dal. "Da va nett so mykje me saog han riksa fram". "Raga aa riksa". 3) gnave, grine, mane = syra aa grina; masa. Sogn (Lustr, Hafslo). "Du mao kje riksa mæ datta no længgr!" – Bet. 2) hører maaske til riga (el. rikka), og er da et andet Ord end Bet. 1) og 3) til G. N. hríka, knarke. Isl. hrikta = rikta.

riksla v. 1) rokke saa smaat = rikla, rigla. Agder. 2) gaa sagte = rigla, riksa (rigsa). Sfj. og fl.

Rikt m. det at rikta: Knirken osv. Hall. Sæt. og fl. Rikting f. d. s. "Ein Rikt i Maali", knirkende Udtale, især form. "indre R" (gurglende "kurlande", se R); SætB.

Rikt n. Manen, Gnav. Voss.

"rikta v.n. (ar), 1) knirke". A. 4) vrikke saa det knirker. "Sle`en riktar att o fram". 5) omtrent = kremta dvs. rømme sig, knirke i Talen; ogsaa = kurla, se Rikt. Sæt. Shl. "Han rikta o hika, eg visste kji ko han mäinti". 6) gnave = riksa. Voss.

Rikta se Rikka. – rikta seg se reikka.

rila (ii) v.n. gaa møisomt og usikkert, stavre = rigla, hvoraf det maaske er fremgaaet (som driila af drigla?). I- og YSogn. "Da æ so mykje han æ gou te riila (uppe); han kom riilande". Kan let glide over i det betydningslige reela (ridla) i de Egne af ISogn hvor (ee) lyder omtr. (i'), Knee "Kni", og (ii) lyder (ei): Viik "Veik".

rilla v.a. (ar), 1) rulle smaa og lette Ting; trille. 2) v.n. = ralla 2). Ma. Tel. (Mo).

"Rim (ii), 2) Sod". A. Om Sodet kun mens det brænder i det. Sæt. Li. "Gryyteriim, Hedderiim". 3) Belæg af Er eller Rust. "Klokkeriim". Li.

"Rim (i') f." A. Reem Agder, VTel.; Reemm Hall. (Aal). "Langtræ i Slæde". A. Hall. Romsd. Ndm. Trondh.

"rima (ii) v.n. (ar)". A. 2) om Gryder og Kjedler: have Brand i Sodet, fremvise brændende Sod. Sæt. VAgder. "Fysst Gryydaa reima uppette bli dæ gott Veer; reima hu nee-ette, bli dæ vunnt"; Li. Ogsaa: "Varmen riimar o gjere Farir"; Tel. (Mol.). Lyder, maaske oftest,: reima, i Bjelland, Grindeim, Eikin, Fjotland og fl. 3) v.a. og n. (ogsaa: er, te), danne et Belæg, dække med et Belæg, især af Kjød eller Fedt = rina(st), rennast. Stjør. "Kaffi'n riime Kopp´n". "Kuua e lik' mager, dæ vil ittj' riim' naa paa 'enn". riimast d. s. Ndm. Namd. Stjør. "Dæ riimest (og riims) ikkje Holl (Mat, Kjøt) paa Kuua".

Rimarlogje (ii, o') m. Ild i Grydesod = Gryterim. SætB. Og: Reimarelogji, SætV. Er ogsaa indkommet i gamle Viser for "Riinar-Logjen", Rhins Lue dvs. Guldet.

Rimb m. Jordryg = Rime. Shl. Se Rymb.

"Rime (i') m." A. Reemm, et Skov- eller Markstykke; Vald. (Vang, SAurdal), Hall. (Aal). "Skogsreemm". Jf. Einrim.

Rimla f. Strimmel = Rimsa, Remsa. Shl. (Fitja, Fjellber, Etne, Skonevik).

(V)rims se Brims. vrimske se (v)rinska.

Rimsa f. = Remsa. Hall. Vald. Land, Rbg.

rimsa v. (ar), 1) = remsa dvs. ramse op, snakke. Hall. "Han rimsa aa laug". 2) rive el. klippe i "Rimsor". Hall. "Rimsæ sundt".

rimsen adj. utilpas, især efter Rus; uoplagt. Vald. ISogn. Forstærket: illrimsen. Maaske kun en (delabialiseret) Udtaleform af rymsen; se rymskjen, romsen.

(V)rin (i') m. Vrinsken osv. Agder, se (v)rina.

(v)rina og rina (ii) v.n. (rin rein rinet, i'), 1) virke, have Indflydelse". A. Sdm. Romsd. Ndm.; Sæt.: reine aa. Mest om Virkningen af Foder. "De räen alli (kji) Guss Gaavu aa han"; Sæt. "Mat´n vil ikkje riine paa 'naa"; "dæ riin ikkje Hold (Kjøt, noken Ting) paa 'naa". Sdm. Ndm. G. N. hrína á. Ogsaa: rinast, Ndm. Jf. rennast, rima; rina (i'). "Riine attaat", klæbe fast ved, blande sig med, baade eg. og figurl. NGbr. (Lom). "2) smerte, stikke". A. vriina, vrein, Dal. Smaal. "D'æ so kallt dæ vrein´e i Nasan". "Dæ vriin´r saa i nasan, d'ær visst nooen som har Höu´n te mei", se Nasahug. "Æpple var saa suurt, dæ vrein", Smaal. "3) skrige, hvine; om Sviin, Heste". A. rina og tildels vrina, Shl. Rog.; prina Voss. Særlig om Hestens Parringshviin. "Hestn (v)riin´e ad Merræ", Dal. (Eikersund, Hæsk.). Ogsaa: Imperf. riinte, Ryf.; vriine og vreene (ar, a; og er, te), om hvinende
Vrinsken, især Hingstens. Rbg. Ned. Tel. Jf.: rinska; Sv. Diall. vrina, vrena, vräina, vwaina dvs. vrinske, hvine, smaabrøle; vrinska, vrenska dvs. gnægge, om Hingst; D. og Sv. Diall. vrinsk, vrensk dvs. Hingst; G. Sv. vren brunstig, vren Hingst (Øst-Götalag); Ang. wræne kaad; G. N. reini Hingst (Bugge: reina rödd, Helg. Hjørv. 29; Kormak 20, 1). 4) løfte Næsen og Overlæben; grine som flere Dyr i Parringslyst eller Træthed; rynke Næsen. Dal. VAgder, Rbg. Smaal.: vriina, vreina, vriine. "D'æ saa seurt eg maa vreina (vriina) ad dæ", VAgder. "Hestn vrein´e (vriin´e) paa Nos´æ". "Eple va saa seurt at han vraen (vræen); han maatte ha vreen`e"; IVAgder. "Tkjaar´n (Tjor´n) vriin´r"; NSmaal. 5) "Dæ gaar (dansär, kjører) saa dæ vriin´r, dæ gjekk saa dæ vrein", det gik fygende, rivende, hvinende raskt; Smaal. Odal. Det seer ud som G. N. hrína og et *vrína er gledne sammen her. – Til vrina: Vrin (i') m. Hingstens Vrinsken. "Hestn sette eud äen Vreen". Ma. (Vigmostad). Dog: reen dvs. Svinegrynt, Shetland, som til (h)rina. – vrinsur (ii) og vrinsur (i') = kvinsur; Agder: vreinseur, vreinseur, og vreenseur. Ogsaa: "seur sum Vreen" dvs. Vrin. Se flgg.

rina seg (ii) v.n. (riin, rein rine). "Riina seg inn paa ein", gnide (skubbe) sig mod En, søge at vælte sig ind paa En, yppe Kiv. Shl. (Skonevik). "Riina seg ut paa noko", skaffe sig Luft i Angreb paa noget, haandgribeligt el. i Ord. Shl. Ryf. "Ho va so gla at ho löut riina seg uut paa eitkvart". "Han va sint aa rein seg uut paa Hestn sin". Hører nær til rina 1), hrína (á), Ang. hrínan berøre osv. se A.

rina (i') (+ vrina, i') v.n. (ar), 1) stryge el. skubbe sig mod noget i Brunst, mest maaske om Hundyr; ogsaa: løbe pany, især om Kjøer = rena 2. Tel. (Høydalsmo): rina (?riine); Ring. (Sigdal, Aadal), Hall.(?), Rom. og ØTel.: reena; VTel. (Moland og fl.) og Rbg. (Evje, SætB.): reene; Sæt.: rine? Ofte: "risse o reene". IRyf.: riina. "Kyyraa fer aa riinar mæ Stutadn(e)". "2) søge at yppe Kiv = rina seg inn paa, klina, hanga paa. Tel. Rbg. "Reena aa risse"; Bø. "Reene (rine, rina) paa ein"; VTel. Rbg. "Reene (rine) innaa äen"; Sæt. Ogsaa: reene seg innaa; SætB. 3) vreene, se (v)rina 3). 4) hid hører maaske ogsa: rena ut v.a. skubbe ud, røre ud (af Liv); og "raanaas", Ork. (A.). – Rin (Reen) n. en stadig Forfølger, Plageaand. Tel. Rbg. – Rinham m. a) = Ridham. b) Lyst til at slaa sig til Ridder, til at yppe Kiv. Sæt. – Rinarsteik f. = Rin n. Tel.

rinast v.n. fæste sig, bide paa. Ndm. Se riina.

Rind f. 1) Stribe i Tøi = Strind. Hall. (Nes). 2) Jordryg, = Rinde. Vald. (A.) Jæd. Shetland: rind, Strimmel. Tøi. – rindutt adj. stribet = strindutt. Hall.

"rinda v.a. støde, drive". A. SBerg. Ryf. "Rinda Vee" = klyvja fram Vid; Voss. "Rinda Høy", skyve Hø foran sig med Rivehovedet; Hard. Shl. Ryf. "Rinda Vaosa", puste ud, samle sig efter legemlig eller sjælelig Anstrængelse. Hard. Hedder ogsaa: "skjouta Vaosen"; Hard. 2) v.n. glide, skride frem, lide. Sæt. Shl. (Fitja). "Plaggji vi so gjenni rinde av 'æ"; Sæt. "Da rinda (rinde?) mæ Arbeie", det lider med Arbeidet; Shl. "Han rinder ti"; Sæt.

Rinda f. Hømasse som er "rind" frem; se foreg. Hard. "Høyrinda".

Rine n. Kjønsorganerne hos Pattedyr. Tel. (Mol.): Reeni. Meddelt. Maaske til rina (i').

"Ring m." A. 4) Kant af Kreds. "Paa dæn Ringjn"; den Kant, i den Retning. Li. (Eikin).

"ring adj. ringe". A. Ryf. VAgder og fl. "Den ringe maa føa den riike". Li. (Eikin).

"ring adv. straks". A. Stjør. Selbu, Gul. ringann (langt j-holdigt N), d. s. Ndm.

"ringa v.a." A. "Ringe et Tre", afskrælle Barken af en Ring paa Træet. Østerd. 3) sætte Ring paa. Østl. og fl. "Ringe Sviin".

ringare (adv.; compar. af ring adj.) præp. paa nær, minus. "Ai Kroona ringare fem Øre". Sogn.

Ringarvarp n. Vodkast som drages sammen til en Ring ude paa Vandet. Vald. (Sl.).

Ringastav m. = Randastav. Hall.

Ringbein n. = Ringbrot. Ndm.

ringbogjen (o', og u') = ringbøygd. Tel.

Ringbrot (o') n. Hovtrang med bruskagtig Udvækst omkring Hovleddet. Sæt.

Ringhov (oo) m. = Ringbrot. Østl. ringhøvd adj. "Ringhøvd Hest". Østl.

ringhogga v.a. tilhugge Huustømmer efter en rund eller aflang Jernring. Sogn.

"Ringja f." A. 2) Steenfad med Øren. Ryf. 3) stof hul Træstamme. VTel.: Rønje.

ringjefør adj. om Ko, som malker "Ringja" fuld. Hall.

ringkøyra v.a. kjøre rundt om Rivalen ved Kapkjørsel. Sæt.

ringla v. = regla. Hall. "Ringle aa ljuge".

(v)ringla v.n. = (v)rangla, (v)rengla. Sfj. Sogn, Nhl. og Shl.: r; Østl. (Num. Smaal. og m. fl.): vr; se A. – (V)ringl n. Ordvrid = Krangl. Berg.: r; Østl.: vr. – Ringl m. En som (v)ringlar. Berg. – ringlen adj. som gjerne (v)ringlar. Berg. vringlete d. s. Østl.

Ringla f. Skruelinje, Spiral. Nhl. (Eks.).

ringleg adj. noget ubetydelig, "ring". Ma.

Ringlestav m. = Randastav. Nhl. (Eks.).

ringlutt adj. skruelinjet. Nhl. (Eksingadal).

ringna v.n. bli ringere. VTel. ringnast d. s.

Ringrote (o') m. indvendig Raaddenhed, som følger Træets Aarsringe. Østl. Ryf.

ringroten adj. til foreg. Ryf.




Ringsko m. ringformig Hestesko. Smaal.

Ringvida f. Fælger = Ringvid. (Ndm.). Sogn: Ringgveea og -via; Vald. (Vang, SAurdal): -veeo.

Rinse m. Grusryg; Jordryg. VTel.Sæt.

Rinsle m. liden Rygning el. Valk paa Mark og paa Bark. SætB. – vrinse se (v)rinska.

(v)rinsk (ii) adj. 1) vrinsk; brunstig. Smaal. (Raade og m. fl.). "En vriinsk Fola". 2) opfarende. Vald. (Ø- og VSlidre): vr.

(v)rinska (ii) v.n. hvine stærkt, skrige høit og hvast; om Heste, Sviin og arrige Folk. Dal.: r. Til (v)rina, (h)rina. Jf. D. vrinske, hvilket hedder vrimske i SSmaal. (Borge), vrinse i Follo.

(v)rinsur se (v)rina. – Rip m. se Rep.

(V)rinsvola f. en Svalesort hvis Skrig er hvinende. NGbr.: Riinsulu.

Rip (i') n. stor firkantet Kurv eller Kasse af Sprinkelværk til at bære i paa Ryggen. Nfj. (Stryn, Honndal f.); NGbr.: Reep (kort ee). G. N. hrip, n.; T. Reff.

ripa (i') v. (ar), ridse = riipa. Nhl. Voss, Hard. Ryf. "Ripa seg", og "reepa seg".

Ripa (i') f. Ridse, liden Skure; Streg. Ryf. Voss, Nhl. "Ripa" og "Reepa".

"ripa (i') v.a. (ar), afstryge". A. reepa Tel. (Selljor), Smaal. – repja og ræpja v. (ar), a) d. s. Tel. (Bø). b) fortælle lystige "Rispur". Tel. (Bø). "Repja aa (l)juge".

ripa (i') v.n. (ar), stryge afsted; pakke sig; rømme. Follo, Smaal. SRom. og Vinger: reepa; Land, Hadeland og Hall.: rippe, se A.; Røros: ræppe. "Han reepa a Gale". "Han maatte reepä". Maaske til G. N. (h)ripsa snappe, hripa gjøre med Hast?

ripande (ii) adv. forstærkende = raspende, rispende, riv-, rav-; mest i "r. galen". Berg.

Ripakjeft (i') m. en hvas og uvorn ustanselig Kjæft. Ma. Hard. (-tkjaft); Shl.: Reepakjept; Ma. (Hægeland): Ribbekjeft.

Ripel se Repel; Riple- se Reple-.

"ripla v. ridse". A. Ryf. Hall. og fl.

Ripla f. Ridse, Skure. Ma. Ryf. Hard.

Ripp n. Øieblik = Rapp. Hard. Jf. Repp.

Rippa f. Række, Rad: af Stene, Træer osv. Især: en Række Gaarde fremkommen ved Deling af en ældre. Smaal. (Trykstad, Spebberg, Eidsberg). Jf. Repp; Rip (Rep).

"Rir (ii) m. Knuder i Træ". A. Fosn. 2) Knude paa Kroppen. Stjør. "Saariir". – Riirknook m. = Rirkula. Stjør. – riiren adj. fuld af "Riir", om Ved. Stjør.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   137   138   139   140   141   142   143   144   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə