A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Skryms´l f. Skumring. ØTel. Se Skrimsl. skrymsla



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə162/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   158   159   160   161   162   163   164   165   ...   219

Skryms´l f. Skumring. ØTel. Se Skrimsl.

skrymsla v.n. skræmme bort, især med et "Handyvle"; jage. Hall. "Han skrymsla ette Gjaito".

"Skrymsle n. Skræmsel; Spøgeri. Hall. Hard.

"Skrymt n. Spøgelser osv." A. Gbr. Nordl. (Lurøy, Bindal).

"skrymta v.n. 1) mørkne". A. Li. "4) gaa igjen". A. VAgder, Helg. 2) "skrymt' aat naake", spøge eller lee ad noget, lee det bort. Lof. – Skrymte se Skrumt.

Skrymtehol n. og -hola (o') f. skummelt Hul, Hule; skummelt Sted. Ma. (Grind.).

skrymtela adj. mørk og lidt skummel, som i Aftenskumringen; spøgelseagtig. Ma. (Holum). Se la.

Skrymting f. Aftenskumring. Agder. "Skrymt o Skrounur æ eute i Skrymtingjæ".

Skryngla f. = Skrangla, Skrungla. ØTel.

"skrynja v.n. 1)". A. Hard. Agder. Tildeels: skryna, skrøna. 2) hoste huult. Ma.: skryna, skrynehousta.

"Skryt m. Snude". A. Ndm.

Skryta f. stor kantet pigget og uformelig Tingest. VNed. F. Eks. et gammelt Træ.

skryta (yy) v.n. (er, te), 1) være et "Skryte", Skryta"; være storknoglet og "spids". Tel. "Hest´n skryyter". 2) blive mager og affældig. Vestfold.

skryta (yy) v.n. (er, te), pruste. "Hæst´n skryyti". Helg. (Bindal, Brønnøy), Vefsn. Bøies maaske ensteds stærkt som i Sv. og D.

Skryte (yy) n. Tryne. Hall. Num. Jf. Skryt.

"Skryte n." A. 2) kantet og kvistet tør el. halvtør Træstamme. Tel. Sæt. Vestfold. "Askes., Eikes., Ve'us., Rootes.". 3) kantet og affældigt Væsen. Tel. Nhl. Voss.

skryten adj. lig et "Skryte"; kantet, knoglet, knortet og vantreven. Tel. Shl. Nhl. Voss, Nfj. Ndm. – skrytevoksen adj. lig et "Skryte" i Vækst. Voss.

Skrytil m. storknoglet slet formet lidet trivelig Person. Tel. (Rauland). – skrytilskleg adj. lig en "Skrytil".

Skryv (y') n. huul rallende eller gurglende Aandelyd i Luftrørene, tildeels med Hoste. Sdm. (Hjørungfjord, Sande). "Eit Skryv innfør Bringjinne". Til skryvja.

Skryv (yy) n. noget som skroller stærkt, "skruver". Ma. (Aaserall). Og: Skryy.

skryva (yy) v.a. og n. (er, de), ruge. Tel.
(Vinje, Raul. Laardal). "Høna skryyver Kjuklingan".

"skryva (yy) v. (er, de), 1) sætte Korn-neg i Skruv". A. Hard. (Ulvik), Tel. Sæt. Ma.; Ma. ogsaa: skryy. – Skryyv n. liden Stak af Neg. Hard. (4 Neg); Ma.: Skryy (13 Neg). – Skryyva f. = Skryyv. Sæt.: -e; 13 Neg.

skryvja (y') v.n. (ar), aande og hoste med huul Lyd. Sdm. – skry(y)ve, Sdm. (Sande). Jf. skrova, skrøyva.

skræ v.a. og n. (r, dde), 1, 1) gjøre skraa, skraae; f. Eks. skjære el. klippe skraat. Oslo, Follo, VSmaal. Mest: skree. D. Diall. skræ og skree dvs. pløie skraat. 2) skraane. Oslo, Follo, Smaal.

skræ v.a. og n. (r, dde), 2, gjøre tør og sprød. Hard. Ryf. Jæd. Ma. Rbg. "Skræ Flatbrø, Brau". "Ein skræane Terre"; Jæd. "Dæ skrær paa i Kveld", fryser lidt. Vel til Skraa, skraana, skræna. – skræen adj. sprød ved Tørring. VAgder. "Skræen Leiv".

skræ adj. skræen adv. VAgder.

skræ (3) og skræa v.n. (r, dde; og ar), afgive Sliim. Ring. (Aadal), Vald. (VSl.). Ogsaa= drøygla. Vald. "Hooste aa skræ". "Han skræar o hoostar"; NVTel. Røldal. Til Skraa, eller til skræda?

Skræ f. pl. Talggrever = Skrædor. ISogn, Nhl. Bestemt: Skræ´dn, Skræ´dna, ISogn. Skrær Hard.; Skræ´o (-u), Voss, bestemt Skræ´dna. Alt Fleertalsformer af Skraa f. Grød kogt paa "Skræ" hedder "Skraogräut", ISogn.

Skræa f. sygelig indskrumpet og knoglet Person. NVTel. Jf. Skraa, skraaleg. – skræaleg adj. lig en "Skræa", NVTel. Røldal. skræleg Tel. Og: "Skreea, skreealig?" Jf. Skreda.

"skræda v.a. (er, de), 1) male grovt". A. Helg. "Ælv´ee skrædd' Iis´n". "2) udsøge det bedste". A. Smaal. Oslo, Totn, SGbr. "Je ska'nte skree Ool´a 'ti dei", jeg skal sige dig Sandheden usminket; Smaal. "Je skrær inte Ool´a för hannom", Totn. Ogsaa: "Han skreer itte för noen", Smaal. Og: "De skreer je itte (ikke) noe för", Oslo. "Skræ Oo`lom", SGbr. skrø? Vestfold. "3) spilde ved Beklippelse". A. Og ved Vragning. Ndm. Fosn, Innh. STrondh. NØsterd. NGbr. Mest: skree; tildeels (ar). "Säu´n leve paa dæ so Hæst´n skræ (skreea) burt". Ndm. "Skræddarn skreea Æmne; Hæst´n skreea saa Foor´e". – "skrædast". A. Ndm. Trondh.: skreeas.

"Skræda f. 2) Talggrever osv." A. Nfj. I SHelg. laves Skreea, Fl. Skreeaar, ofte til en Ret; jf. Skræ f. pl. 3) det som slettest Vragede; Affald, Afklip osv. NGbr. Ndm. Trondh. SHelg. Mest i Fleertal: Skreeaar SHelg. YNamd.; Skreeaa, -o, Ndm. Innh. Strinda, Fosn,; Skreea Fosn (Hitra); Skræaa Gul. Bynes, Klæbu. "D'e bærr(e) Skreeaan att". "Matskreeaa". "Skræddarskreeaa".

"Skræddar m." A. Skraddar Tel. Rbg. Ma.

skrædeleg adj. spildsom; se skrædsam, A. Stjør. "D'æ skreele aa taa dæn Kviiga te Slagt".

skræden adj. tilbøielig til at "skræda", spildende, ødsel. Trondh. Ndm. Jæd. "Skræddarn e skree'inn mæ Emne".

skrædla v.a. (ar), vrage: 1) udskille det værdløse, vrage især af Kræsenhed; spilde, bortkaste, ved Vragning; omtr. = skræda. SHelg. Namd. Fosn: skræill' (vækk), STrondh. (Uppdal): skræl’. 2) udplukke det bedste. SHelg. ”Han skræilla itur da bæste”. – 3) afsondre, om Ko = drøygla; om Mær = ræsa. ISogn: dl. – Skrædla f. Kun i Fl.: Skræillaa(r), værdløse Dele som udskilles, afskrælles osv. SHelg. Namd. Innh. Fosn, Ndm. ”Fiskskræillaa(r)”. ”Muuskræillaa(r)”, af Musen efterladte Skaller og Levninger. – Skræill n. = Skræillaar. Namd. "Fisks., Muuss.". – skrædla tør være eet med D. skrælle, ældre D. skræde.

skræen og skræn se skræ, skrinn, skræden.

Skræfella? f. svagt Sted paa Traad, som Følge af at Uld-Rullerne er ikke vel forbundne (uppsnudde) ved Spindingen. ISogn: dl.

Skræidd, Skræigg se Skradd, Skragg.

"skrækja v.n. skrige; om Fugle". A. NGbr.

skrækta v.n. (ar), 1) skrige hæst: "Kraaka skræktar". Sæt. Tel. G. N. skrækta. 2) harke. Tel. Rbg. "Ho skræktar o hoostar alt i eitt". – Skrækteljod n. Sæt. "D'æ Skrækteljou i Kraaka (-un)". skræktelegt Ljod d. s. Sæt.

Skræl m. kræsen Person. STrondh. (Bynes).

Skræl n. svagelig Person. Ndm. og fl. Jf. Skraal.

"skræla v.n. græde høit". A. 2) skrige ynkeligt; mest om Gjed. Innh. (Verdal og fl.), Trondh. Jf. skvæla.

Skræla f. en Ret af Talggrever, Skrælor, "Skræle". Sfj. (I- og YDale). "Steikje Skræle". "Skrælene mine". Vel Skrædla = Skræda.

skræla v.n. (ar), skrante, være "hanglesjuk". STrondh. Stjør. Uklart, ligesom de flgg., i Forholdet til skrædla, Skræling, skræll; Skraal. – skræleg se skraaleg.

"skrælen adj. svag, kraftløs". A. 2) svagelig og kjælen. Romsd. Fosn, Bynes, Ork. 3) kjælen: som krymper sig, "kvider". Østerd. 4) kræsen af Sygelighed. STrondh. Ndm. Romsd. 5) "skræle Maal", tynd og klynkende Stemme. Dette sidste maaske til skræla, skrige. Se foreg.

Skræling m. mager og svagelig udseende. Person. Hard. Shl. Gbr. og fl. Se A. Jf. Isl. skræla fortørre, Skraal n.

skræll se skral; skrædla.

"skræma v.a." A. skrøma, Hard. Li.




Skræmsla f. Spøgeri. ISogn (Aurland).

skræna v.n. blive tør, om Hø, Korn, Brød; tildeels blive sprød. VAgder, Ryf. ILi. (Fjotl. Eikin) høres: skrædna (ar). Jf. skræ, Skraa.

skræna v.n. (er, te?) skrante. Hall. Skræna f. skranten Person. Synes ikke meget brugte. Jf. skræen osv.

Skræpa f. lang, knoglet og utækkelig Figur. Ma. (Bjelland, Finnsl.). Jf. Skraap. – skræpen adj. Ma.

"skrø v.n." A. "Slaa paa Jænn saa de skrør". "Han datt saa de skrødde". Smaal. og fl. Se skraa. – skrø se skryda; skræ.

Skrøl n. rallende gurglende eller snorkende Lyd i Luftveiene. Ndm. "Eit Skrøl för (fär) Bringaan".

skrøla v.n. (er, te) = hurgla; harke. Trondh.

Skrøla f. 1) sygelig Person som gaar stadigt og "skrøler". Ndm. STrondh. 2) frygtsom Person. Gul. Røros.

Skrøla f. Kuldegysning; Ildebefindende med Frysninger. Hall.

skrølen adj. 1) som lider af "Skrøla"; kuldegysende. Hall. 2) skranten som en "Skrøla". NØsterd. Røros. 3) frygtsom, især: mørkræd. Gul. 4) storknoglet og stormavet; vantrivelig. Vald. Østl. (Ring. Odal og fl.).

Skrølevedr n. graakoldt Veir. Hall.: -vær.

skrølutt adj. = skrølen 2) 3). Østerd. Østl.

skrøma se skræma; skrøv-, skröv- se skrov.

Skrøtt n. Krop, især af dødt Dyr. NGbr.

Skrøvl n. = Skrøl. Innh. skrövle se skrovla.

skrøve v. tage stor Plads; for skrøyva. Smaal.

Skrøya f. 1) sygelig skrøbelig Stakkel. Tel. (Aamotsdal, Rauland, Høydalsmo; Wille). "Rotaskrøye (o')". "Ræddskrøye"; NGbr. 2) Skrammel, Skrab. Tel. (Vinje, Rauland). – Neppe for Skrøyda; jf. Skraua, og maaske Skraa (Eyvindr) skreya, Skrjoe.

skrøyda? v.n. (ar), harke og smaahoste. Tel. (Vinje, Raul.): skrøye. Jf. skryda (Skraua).

skrøyeleg adj. lig en "Skrøya", meget sygelig. Tel. (Vinje, Rauland); skrøyleg Tel. (Aamotsdal). – skrøyen d. s. Tel.

skrøypa v.a. og n. (er, te; og ar, a), skryde = skreppa. Ringerike, Oslo, Rom. "Skrøype oopp Hæst´n". "Skrøype 'ta Hæst´n". Imperf. mest: "skrøfte".

skrøyta v.n. (er, te), snakke fortroligt, prate = drøsa. Ryf. (Hjelm. Fister) mest: skrøyda.

Skrøyta f. = Skrona, Skrot. Sæt.

Skrøyv n. 1, Hoste osv. 2, Overdrivelse, se skrøyva 1, 2.

skrøyva v.n. (er, de), 1, hoste med en stærk huul Lyd fra langt nede i Luftveiene. SHelg. Namd.: Imperf. "skrøvd'". – Skrøyv n. slig Hoste. "Eit S. för (fär) Brø`sti". Jf. skrova, skryvja.

"skrøyva v.a. og n. (er, de), 2, 1) sætte høit el. løst op osv., forrose osv." A. Sogn, Hard. Shl. Jæd. Rbg. "Skrøyve upp Priis´n", skrue Prisen op. Tel. ”Naa maa du skrøyva deg opp!” see til at faa Liv i dig, f. Eks. til En nys vaagnet (shake yourself up). Jæd. b) pynte. Vald. (VSlidre, Vang). ”aavskrøyvd” adj. berøvet sin Pynt. ”2) skrolle osv.”. A. Sogn, Voss, Shl. Ryf. Rbg.; Hall. og INfj.: skräive. 3) ruge, om Fugl = skryva. Tel. (Eidsborg). Begge skrøyva hænge sammen indbyrdes og med skruva (rage op), Skrauv, Skrov (o’), skrova, skryvja osv. gjennem Forestillingen om Huulhed. – Skrøyv n. Overdrivelse, Skryd. Jæd.

Skrøyva f. 1) Noget som skroller; f. Eks. stor svampet Person. Sogn, Hard. Tel. 2) En som forroser osv. = Skrøytar. Nhl. Hard. Skrøyvar m. d. s. – "Skrøyve n." A. Rbg.

skrøyven adj. skrollende; voluminøs. Hall. Sogn, Innh. og fl. "Skrøyvee Ull".

skrøyvla 1) v.n. skrolle = skrøyva. Ma. Sæt. 2) v.a. skrøyvle (seg) upp, gjøre (sig) voluminøs. Sæt. – skrøyvlen adj. skrollende osv. Sæt. Ma. "Skrøyvli Lass".

Skrøyvla f. 1) = Skrøyve, Skrøyva 1. Ma. (Grindeim, Bjelland). Ofte: Skrøyla. 2) Vidde i Skov og Mark. Sogn.

skudda v.n. (ar), 1) støde let til, puffe. Shl. (Fjellber). "Han skudda aat meg". 2) skudda seg, vride Kroppen, særlig Skuldrene, a) opmodende sig eller udfordrende. Tel. (Mo, Eidsborg). "Han skuddar seg ti o skyyt´e paa Aksline". b) saa Klæderne skubber Kroppen = kvisa seg. Shl. Nhl. 3) krympe sig = kvisa seg, kvida. Shl. Nhl. – Jf. flg. Sv. D. skudda, Ang. scuddjan. Nt. schudden, T. schütte(l)n, ryste. – Skudn se Skurn.

skudra v.a. 1) = skudda 1), især med Albue, Ma. ØNed. 2) sætte i skjælvende Bevægelse ved gjentagne smaa Stød eller Ryst = rugga 2). Agder, Dal. Jæd. "Du maa kje skuddra Gjuraa, skuddra nee Mjælkja". "Ikkje skuddra meg!" "Inkje skuddra i Boore!" Jæd. skvuddra d. s. Li. (Kvin). Jf. skudda, Eng. shudder skjælve.

?Skudring m. Fjante, Tosse. Tel. (Vinje).

Skufs, Fart. "Setje Skufs i däi". Sæt.

"Skugg m." A. Iis paa Marken, naar det fryser efter Tø. Gbr. "Iisskugg".

skugga v.n. (ar), 1) skygge; foranledige Skyggefald; v. impers. falde Skygge. Sæt. Tel. "No skuggar Soulæ av kvær den Stäen", nu gaar Solen saa lavt at den lader hver (liden) Steen kaste Skygge; SætB. "No skuggar Sooli i Øyfjøll", nu tager noget Sollyset bort fra Øyfjøll; Tel. (Landstad 386). "Naar de skuggar i Skari so æ de Middag"; SætB. "De skuggar ivi", der lægger sig Skygger over. Tel. 2) "Han gaar aa skugga seg", gaar omkring som en Skygge. Nfj.

skuggast v.n. (ast), ældes. ISogn, Nhl.




skuggblank adj. blank som "Skugg". NTrond. "Skuggblank Iis".

Skugge m. bleg indsvunden Person. Jæd. Sdm. og fl.

skuggeleg adj. mørk og uhyggelig; skummel. Ma.: -lig.

"skuggerædd adj." A. 2) mørkræd. Oslo.

"skugghaal". A. NGbr. skuggende h. Sdm.

Skugghaaling m. = Skugg. NGbr. (Lesja); -hæling, NGbr. (Vaagaa, Lom og fl.).

"skugla v.n." A. 2) dølge eller tilbageholde sin Mening. SætB. "Han skuglar alli fyre noken".

skugnast v.n. ældes = skuggast. Ryf.

"skugra v.n." A. 2) "skugra paa", grunde paa. Helg. (Vefsn), Salten. 2) v.a. mistænke. Helg. (Vefsn). "Han vart skugrä".

skugra v.n. udstøde sagte skjælvende Lyd under Kuldegysen. Dal. Jæd. Jf. hukra, kukra. "Han skuggra o fröus". – skugren adj. som har let for at komme til at skugra; kuldskjær. Dal.

"Skukk m." A. Jæd. Sogn. "Lemskukk".

Skukkje m. Loft af Stenger. Hard. (Ulls.).

Skukkor f. pl. sammentrukne Bryn, misfornøiede Miner = Hettor, Nyvor. I- og YHard. "Gjera S.".

skuklskjøtt, Skukuskjøtt se skakaskjelt.

Skul (u') f. Skal. Rbg. Tel. Li. "Natskul, Eggskul". Skol (o') n. d. s. Dal. Li.

Skul (uu) m. Lærer = Skule. YVoss.

"skula v. skulle". A. Infin. skulja og skoola (u'?), Voss. Præs. skall (med jodholdigt L), Sdm. (Hjørung.); skal (langt A), Rom. (Nannestad); skar Rom. (Nes); skär Odal, Østerd. Totn og fl.; skee (haardt K), Smaal. (Eidsberg, Spebberg); sko (o'), Tel. Præs. Fleertal: skulja Voss. Imperf. skulde Sogn, Voss (oo), Shl. Hard. ØSlidre og fl.; sjille VAgder (Fjotland, Eikin, Grindeim, Bjell. Aas.; "skilde" eksisterer neppe); skji og skjee Dal. Li. Ma.; skull(e), udbredt. Supin.: skulja, Hall.; skula, NGbr.

"skula (u') v. a. (ar), afskalle". A. Rbg. Li.

skula seg v. a. (ar), slippe Skallet; om kogte og tørre Frugter. Tel. "Epli skular s."

"Skuld f. 3) Skyld". A. "For mi Skull", men "for Guss Skyll!" (den danske Form i det religiøse Udtryk); Tel. og fl. "For Skull Myyr´æ, Hest´n osv.", for Mosens, Hestens, Skyld; Ma. (Grind.), Jæd. og fl.

skulde, Skulna se skilja, Skilnad.

skuldkvitta v. = skulta. ØMa. skuldkvitt adj. = skult. ØMa.

skuldlaus adj. hjelpsom af reen Velvillie uden nogensomhelst Forpligtethed. Ndm. (Øksend. Sunnd. og fl.). "Nei no va du da skulläus, som ga me dæ!" "Ska tru du vill vara so skulläus aa laan' me dæ?" Jf. G. N. skuldlauss uden Forpligtelse.

"Skuldmann m." A. Skullemann Sæt. Tel.

Skuldpung m. om En yderlig forgjældet. Gbr. Østerd.

skuldra (u') v. n. støie, larme; især om noget dump Larm, som naar man flytter Møbler. Sæt. (Hylestad, Valle).

Skuldr n. dump Larm. Sæt. "Slik äen Skuldr o Buldr".

skuleleg adj. skummel; skulende. Tel. (Kv. Sel.).

"Skuler pl. Afskyl, Affald af Mad". A. Skulir, Affald; Rbg. Vestfold, Hall. Oslo, Rom. (Nes: "dessa Skuline"). Bestemt Fleertal: "de (el. di el. dissa) Skulira", Smaal. (Trykstad, Askim), Follo; "de (el. di) Skulina, -nä", Smaal. Rom. NVestfold. – Skuli m. d. s. Gbr. Hedm. Totn, NRom. "Denna Skulin". Skulin f. d. s. Smaal. Rom. Follo: "dæn Skulina". Skulir f. d. s. Smaal. Follo: "dænna Skulira". Skulir n. d. s. Smaal. Totn: "dæ Skulire". – Skulje og Skölje m. d. s. Østerd. – Skulibytte f. Bøtte med Skulir. Gbr. Rom. – Skuli(r)doonk m. Dunk med S. Østl. – Skulitue (dvs. -tvoga) f. Visk til at skure Gryder med. Rom.

Skulk m. Skvulpen, Skvalpen, Kluk; Slurk. Smaal. Odal, Rom. Til skulka 2. "Gi mei ein Skulk i detta Glase!"

"Skulk n." A. VTel.

"skulka v. n." A. Tel. 2) skulke. (D.) Skulk m. En som skulker. Oslo. 3) skule. Li.

skulka v. n. (ar), 2, vippe op og ned; skvulpe, som Baad ved Strand; skvulpe, skvalpe, om Vædske. Rom. Odal, Smaal. "Dæ (du) skukär aav´r!" "Dæ skulkär i Vaamma paa Hæst´n".

Skulm m. nedtrukne Øienbryn, "Hettor", "Nyvor", som gjør Blikket skulende og skummelt. Vestfold, Rom. Smaal. "Sæt(t)a Skulm". S(k)julm m. d. s. Follo, Smaal. "Saa lei en Sjulm aav´r Æua (öua)". Jf. skuleleg, skjula, skylma.

skulma v. n. (ar) = setja Skulm; see under Skulm; skule. Smaal. Rom. Totn, Oslo, Vestold, ØTel. s(k)ulme d. s. Follo, Smaal. – Skulma f. En som s. ØTel.

skulsa v. n. (ar), = skulta. Østl. Hall. skuls adj. = skult. Hall. Østl. "Me era skulls".

Skulsau(p)b se Skolsop.

Skult (u') m. 1) lav bar og rund Bjergknold. Voss. Sammesteds er "Skolt" = Skalle. 2) rundagtig mager, stenig eller sandig, Forhøining i Ager el. Eng. Tel. Sæt. Skultr m. d. s. Sæt. 3) Hjerneskal = Skolt. Vestfold. Jf. Skrult, Kult, 4) "slao um Skult", en Leg. Sogn. Se skulta.

skulta (u') v. a. (ar), 1) støde, puffe. Sogn, SBerg. 2) "skulta seg", skubbe Kroppen mod Klæderne = skudda seg. Sogn. Jf. kulta. – Hid hører vistnok "skulta v." A likvidere, kvitte. Jf. kulta, kultast um Kult um, (Hutt um Hutt osv.).

Skultr m. svag Pukkel, paa Ryg, i Mark = Skult. Sæt.

skultrutt adj. puklet. Sæt. "S-e Engg".

Skulvatn (u') n. Skyllevand. Ma. (Bjell.).




"Skum n." A. Skom Agder; Skoom Tel. og fl.

skum (uu) adj. dunkel, om Lys og Farve; noget mørk; skummel. VAgder (Fjotland, Eikin, Aaserall, Bjelland, Finnsland og fl.): skæum og sköum (og skeum?). – skumeleg d. s. Li.: sköumelig, og -æu-. Se flgg.

skuma (uu) v. (ar), mørkne, blive dunkelt. VAgder (Nes, Bakka, Fj. Eikin, Bj. Holum): skeuma, skæuma, sköuma. Se skuum.

"skuma (u') v. mørkne". A. Jæd. Ryf. Røldal.

Skume, i (Gen.-)Forbindelser som "Skoome Verk", noget fælt, "Skoome Mann´e", fælt skummel Mand. VTel. Se Avskuma.

skumeleg (u') adj. noget mørk; skummel; nedslaaet. Jæd. VTel. skumen d. s. Jæd.

Skumfluga f. = Steinfluga. Smaal.

Skuming (uu) f. Mørkning, Tusmørke. VAgder: Skuuming (eu) Skæuming, Sköuming. Ogsaa: Skøyming dvs. Skyyming. VAgder (Bjelland, Fjotland).

skumleg (u') adj. fæl, forfærdelig. SætB. NGbr. "Dæ va skumle som han vooks".

skumna (u') v. n. mørkne. SætV.

Skump m. liden nøgen Knold af Bjerg el. Sand (Grus). VAgder (Eikin, Bjelland).

skumpall adj. stødende. Ma. "S-aalt Føre".

"Skumpan n. Stød, Ryk". A. 2) = Rid, Rykk, Tak; Anfald; Feberanfald. Vald. "E fær taka detta Arbäie äit Skumpan att". Isl. skumpa = hríd.

skumpen adj. som giver mange Stød, "Skump". skumputt adj. fuld af stødende Ujævnheder. Hall. "Dæ æ skumpint aa køyre ette äen skumputt Væg". "Dæ gikk skumputt", op og ned, vekslende. "Dæ æ jamt skumputt myljo Mann aa Kjæring".

Skumrask n. Skumring. Tel. (Sellj.-), NGbr. "Dæ va saa i Skoomraskjee". Som i Sv.

skumrædd (uu) adj. mørkræd. Li. (Fjotl.): sköum-, skæum-.

skumseleg adj. skummel. Tel. (Vinje): skoom-.

"Skumskot (o') n. Skumring". A. Oslo, Helg. NGbr. "Saava (sitt', ligg') Skumskaat(t), hvile i S. Fosn.

"Skumt n. Skumring". A. "Viile Skumt", Oslo (Aker, Bærum). Skunt, IHard. Maaske adj. n. (NGbr.: skumm, skoomt).

Skumvedr (uu) n. mørkt, skummelt Veir. Li. (Fjotland): Sköumveer, og Skæum-.

Skunda f. Diarree. Shl. Ma. Skund-um-nov d. s. Ryf. Ialfald det sidste er Spøgord. Til skunda v.

"Skunda f. Fakkel". A. Vestfold: Skunne.

skunkla v. a. og n. 1) svaie meget stærkt til Siderne som i en Baad. Dal. Jf. Sv. Dial. skunka, humpe. 2) sætte ved Stød en flydende Masse i et Kar i bevægelse; jf. skvinkla. Helg. Namd. "Skunkl' paa eit Trog". "Skunkl' nee Mjølkja". skvunkl(e) d. s. Selbu, Namd.

Skuns, Fart. "Setja Skuns i aen". Ma. Sæt.

"skunsa v. n. og a. (ar), støde". A. Rbg. Ma. Sogn, Nordl. "Inkje skuns paa Boure!" 2) sætte i Fart, drive frem. Ma. "Skunsa nee for Bakkjen". "Skunsa paa Kretture". "Skunsa ette aen".

skunseleg adj. som har Fart i sig og faar Fart i Tingene. Sæt.

skunsen adj. stødende, som en Ridehest. Ma.

Skupp (u') n. Stød, Rystelse = Skump; Dal. og fl. Skopp d. s. Ma. "Gje Sekkjn eitt gott Skopp!" Se flg. (Jf.(?) Isl. skoppa, boltre.

skuppa (u') v. a. (ar), støde, ryste, skudde; tildeels = skumpa. Dal. Ma. og fl.

skupsa (u') v. a. (ar), ryste, skudde = skuppa. Sæt. "Han skupsa Sekkjn so de gjekk i'an".

Skur (uu) m. det at skure, skrubbe osv.; Skuring, Skrubning. Voss.

Skura (uu) f. en Tid af haardt, især koldt Veir; = Rid. Røldal. "Halvars-ok-skuuro".

"skura v." A. skuyra Ma. (Bj. jf. kuyra). Sj.

"Skurd m. Snit, Skaar". A. "Ein stygg Skuur i Haand´ee". VTel.; Gbr. (Skuul).

Skurdbrok f. Stivhed over Lænd og Laar efter Meiearbeide. NGbr.: Skuulbrookjee f. defin. – Skuulebuksur f. pl. d. s. ØTel.

"Skurdfolk n." A. Skuulefolk (tykt L), Vestfold; Skuulufolk (tykt L), Hall. – Skuululy m. d. s. Hall.

Skurdhetta f. øverste Neg paa Stavre. Sogn.

Skurdmaal n. et Stykke Ager afmaalt til Skjæring. Ringerike.

"Skurdøl n." A. Ma. Ned.

Skuredart m. Skurevisk; af Halm el. dl. Ryf.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   158   159   160   161   162   163   164   165   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə