A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə164/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   160   161   162   163   164   165   166   167   ...   219

"skyggja v. (er, de). 2) kaste Skygge". A. "No skyggjer Soulæ av kvær den Stäen" = skugga, se d. SætB. "3) skinne igjennem", A., vise sig mod Lyset. Tel. Sæt. Li. "Eitlan skyggje"; Li. 4) være gjennemskinnende,
slippe meget Lys igjennem sig; om Tøi og dl. Li. og fl.

skyggjen adj. gjennemskinnende, transparent. Li. (Kvin, Fjotl. Eikin). – Skyggje-duk, Skyggje-nasduk (uu) m. gjennemskinnende ("klart") Tøi, – Næsedug. Li.

"Skyggjestein m." A. Rbg. (Aamlid).

Skygglapp m. Skyklap (paa Hestebidsel). Vald.

skygla v. a. formumme; maskere. Ryf. (Nærstrand), Sogn (Aurland).

skygla v. n. iagttage fra et Skjulested = skugla. Sogn. – skygle se skjegla.

"Skygn f." A. 2) "sjaa paa Skygn", see stjaalet, fra Siden; maaske ogsaa fra et Skjul. Tel.

"skygna (y') v." A. 2) v. a. eftersee. ØTel. (Lunde, Bø). "Ha du skyngnt Snorune (Snurune)? " efterseet Snarerne? Ogsaa: "skygn paa dæ!" see vel paa det! Ryf. Jæd. A. 3) v. n. speide efter at faa; snylte. SætB. "Fare ti Sjygninggs".

Skygne n. Seen til, Efterseen. Sæt. "Stande ti Sjygnis", staa og see til hvordan det gaar, og (særlig) om Hjælp behøves. "Stande ti Sjygninggs" d. s.

Skygrute (uu) m. Skybanke. Sæt.

skygsa v. a. (ar), gjøre sky, skræmme; især: opskræmme Vildt. Hard. (Ullsv. Røldal). – skygs og skygsen adj. sky. Hard.

skygt (skyggt) adj. beskygget. Rbg. (Evje).

Skyl (y') f. (er), Skal, Avne. Rbg. (Aamlid og fl.). "Leetteskyl" = Skjele; til dette eller til Skul.

Skyl (y') n. Afskyl. Til skylja. "Sjul, Mjølkesjul", ØTel. (Bø).

skylaus adj. intet skyende; hensynsløs; altfor dristig; pietetløs; kynisk; næsten ryggesløs. Hard. (Ullensv. Ulvik, Kvamm). – Skyløysa f. En som er skylaus. Hard. – Ordene er vel snarest Nydannelser.

"skyld adj. beslægtet". A. "Skyllt o uskyllt", Paarørende og Fremmede. Sæt.

"Skylding m." A. Sæt. og VTel.: Sjyllingge.

skyldra, skyldren se skildra, skiltra.

Skyldska f. Slægtskab. Sæt.: Sjyllske. Meddeelt.

Skyle (yy) n. Luge = Skjaa + Skjaagrind. Romsd.

Skylefonn (yy, o') f. udoverhængende nedentil indadbuet "Fonn" som yder Skjuul. Sogn, Nhl.

Skylheller (yy) m. Grotte som yder Skjuul. Nfj. (Eid, Breimn): -hiller.

"skylja v. skylle". A. skyla, -e, Imperf. skylde, VAgder, Rbg.; s(k)jule, -er, -de, -t, Tel. Hall.

Skyll m. Slump, liden Deel; omtrent = Skyld (A.), Skryll, Skrull; om Vaadt og Tørt. Hall.; Sogn: Skydl. "Rummaskydl, Vætes.".

skylma v. n. (ar), skule, lure = skulma. Hard. (Graven, Ullensvang).

Skylma f. skulende, lurende Blik. Hard.

Skylomsmørkr n. = Skoddemyrkr. NHelg.

Skylopp m. = Skydott. Helg.

Skylp m. = Skolpejarn. S- og NBerg. "Treskoskylp". Skjølp Vestfold.

skylpa v. (ar), udhule med Skylp. SBerg. "skylpa utor Skod'n". skjølpe Vestfold.

Skyltra, Sjyltra se Styltra.

"skyma (yy) v. n. (er, te), see dulgt og mørkt, see skummelt, skule. Sfj.: -e; Ma. (Bjell. Finnsland, Holum): sjøyma; som løyma, røyma for (yy). Jf. skuum, skuuma, Skum.

Skyma f. skummel Person = Avskyma. VTel.

"skymast v." A. skymmas(t), Helg.

skymeleg adj. fælt skummel; forfærdelig. VTel. (Mo, Moland, Laardal): skjømelege.

skymen (yy) adj. dunkel; skummel. Sdm.

"Skyming . Skumring". A. Sjømming Smaal. Sjymming m. Helg.

skymle, skymlete, Skymling se skimla osv.

skymrast v. = skymast. Ndm. Skymring f.

"skyna 3) v. n." A. "Skyne aa", Sæt., "skyna pao", Hard. om bitte smaa Børn.

Skyna? f. = Skjolluva. Ndm.: Skyn' og -ø-.

"Skyndel m. Fakkel". A. Østerd.: Skynnil.

Skyndel m. 1) en i en Snor hængende Træpind, hvormed Led og lignende Døre lukkes. Sdm. (Hjørungfjord). 2) Væverskytte. Shl. A.), Ryf.

Skyne n. det at man "skjønner", især om smaa Børn. STrondh. og Ndm.: Skjønne.

skyneleg adj. forstaaelig. Sæt.

?skynta seg v. pynte sig. Salten.

skypte v. ryste se skjefta.

"skyr (yy) adj. 1) skjør". A. Voss, Nhl. "2) sky, ræd". A. Ndm. Trondh. SGbr. 3) se skygg. Sogn.

skyra (y') adj. lig "Skyr"; ostagtig; om kogt Fisk, som er fast og ostagtig i Kjødet. YSogn. "Silda æ skjøra".

skyra v. n. (er, de), 1) løsne paa Grund af mellemkommende Fugtighed. Tel. (Tinn). "Svull´n skyyre", Isen løser sig fra Koppens Sider idet den smelter langs disse. "Skoovune skyyre", Skoverne gjennemtrænges af Fugtighed og løser sig fra Grydebunden. 2) "Støvlane skyyrer", trækker Vand gjennem Læderet. Tel. (Rauland).

skyra seg (y') v. (ar), blive til "Skyr". "mjølki skyrar seg". Tel. (Selljor), Gbr.

Skyrm n. Oprivning, Opruskning i Forhold; Bringen-for-Lyset. Gbr. (Skaabu): Sjørm. Til skyrma.

Skyrma f. plumpt, letsindigt, uhøviskt Menneske. Tel. (Bø): Sjørme.

Skyrpa f. 1) Liljekonval. Østl.: ø. 2) om en Patrontaske. Li.: ø.

"skyrpa v. n." A. Gbr. Li. Og om Prusten + Snøften. – Skyrpa f. Prusterør. Gbr.

Skyrre (y') n. et yderligt svagt ømfindtligt Væsen. Hard. (Kv.). Vel ogsaa "Skjørre"; til skjørr dvs. skjerr.




Skyrteblad n. Skjorteflig. NGbr.: Sjurtbla.

Skyrteflak n. Skjorteflig.

Skyrva se Skivra.

Skyrøyl m. liden Skyhvirvel. Nfj.

skysetja seg v. drages over med Skyer. Tel.

skyssa v. (ar), drive paa, have travlt = skjota. Hard. Sfj.

Skystolpe m. høi og smal Skymasse. Helg.

Skytil se Skutel. Og: Skytyl NGbr.

[skytislaus (og skyta-) adj. skjødesløs. Vald.

"Skytja f." A. Sjytu Rom. (Eids.), Totn; Sjøkju, Sjekju Nedre Tel. (Solum); Sjyskju Rom. (Nes); Sjyku Rom. NSmaal.; Sjuku Oslo (Bærum); Sjiku, Sjikju Odal; Follo, Smaal. Vestf. "Baksjiku"; S(k)jytkj', Innh. Namd.; Sjyke VSmaal.; Sjygge SSmaal. (Borge), Id. 2) et usselt lidet Huus. Romsd. Sdm.: Skytkje; SHelg. (Bindal): Skytkji.

Skytla f. Væverskytte. Ryf. Se Skutel.

Skytt m. d. s. Totn, Ndm. Skytta d. s. Ryf.

Skytt n. Amunition. Ryf.

skyttra (kj) v. skotte = skvatta, sköttre. Vald.

Skytskor (o') f. Gjødseldynge lænet op imod den ydre Staldvæg; ogsaa: Gjødselgrube. Innh. (Stjør): Sjøtskör; Innh. (Indr. og fl.): Sjysskör.

Skytu f. = Utløda. Se Skytja.

Skyv n. Befordring; Fart. Nfj. Ryf.

Skyvaak m. = Snjovaak Gbr. (Øyer): Sjy-.

"skyver adj. udrøi". A. skyv´ar Rbg. (Sæt. og fl.), Tel.: skyv VTel.; skyv´r, skjøv´r, (skjev´r) VAgder, VNed. (Jæd.). skjuv´ar, skjøv´ar Nedre Tel. 2) lidet udholdende. Rbg. "Jelkar æ so skyvre moot Hestar".

skyvja se skivja. – Skyvra se Skivra.

Skyvra f. Udrøihed, Kortvarighed. Rbg. Tel. Ma. "D'æ Geut sum set´e Skyvra i Smørøskjaa". "Touraa slær Skyvra i Konne (Mat´n), fysst ho slær ette at dæ innladt; Aaserall. "Oskoreiee set´e Skyvra i Mat´n, so de bli skyvt for Fookkji"; Moland.

skyvra v. gjøre udrøi. SætB. "Vett´æ skyvrar burt", Ellekonen gjør (al Mad) udrøi. skyvrast v. blive udrøi. Sæt.

skyvra seg eller skyvrast v. skive sig op, forvitre pladeviis. Dal. Jæd. Se skivra(st).

skøyma, -ing se skym-. – skøyna se skeina.

skøyma v. (er, te), bære over med, see igjennem Fingre med; overdække. Hard. (Kvam, Ullsv.), Ryf. "Me (mø) fao no skøyma yve da, so beste me (mø) kann". Ogsaa: skeima Hard. (Odda). Dette sidste er maaske oprindeligere; jf. skeima, stryge forbi.

skøyr adj. skjør, sprød = skyr. Rog. Sfj. skjäir INfj.

"skøyra v. n. (ar), buse frem". A. Voss, ISogn. 2) gaa raskt men slængende og tilsyneladende uden Maal. Voss. "Han fer´u aa skøyre ute um Kveldo".

Skøyra f. 1, frembusende ubesindig og upaalidelig Person. Voss, Sogn.

Skøyra f. 2, Vindbyge, Vindkast = Skjøra, Vindskjør. ISogn. "Nooraoskjøyra; Vindskøyra".

skøyrna v. n. blive skjør. Dal.

skøyrutt adj. om Veir: fuld af "Skøyror".

Skøyta f. 1) snaarraadig og ubekymret hensynsløs Vovehals; fripostig og dumdristig Person. Rog. Nhl. Voss. Skøyte m. d. s. Rog. SBerg. 2) En som er moralskt halvfjantet. Tel. – Maaske til skøyta, sammenføie, skjøde. – Skøyte n. Skjøde (Document).

"skøytelaus adj." A. skøytalöus (og d), Ryf. Dal. skøytaslöus Hard. Skøytasløysa f. Hard. Sjø(y)tesløyse f. skjødesløs Person. NGbr. – Sjø(y)tesløysee n. Skjødesløshed. NGbr.

skøytelaust adv. overmaade. Nhl. "s. stoor".

skøyten adj. 1) uforsagt og uden beregning paagaaende; dumdristig, hensynsløs. Rog. SBerg. 2) som lader det komme an paa en Slump; upaalidelig; usikker = skjoten. Stjør. Fosn. "Han æ skøytin den Kar´n, e ittj aa liit' paa". "D'e skøyte oom han kjæm".

skøytutt adj. = skøyten 1) og 2). Trondh.

Skøyv n. 1) Arbeidsstund, Arbeids-tag = Skauv, Øykt. Gbr. (Lesja). 2) stort Hop eller Spring. Gbr. (Fron).

skøyva v. n. (er, de), tage lange Spring el. Hop "Skauv"; springe. NGbr. (Lom, Vaagaa, Fron). "Han skøyvde aa flöug". "Han skøyve aav´r Bækkjn", el. "skøyve se aav´r". Se skeiva. – skøyva se skjøva.

Sla-, Slae- se Slede.

Slabb m. Søler; En som søler sig til. Tel. Slabbe m. d. s. Tel. – Slobb (o') og Slobbe (o) f. d. s. Tel. (Kvitseid). – Slabbedask m. slusket uopdragen og lidet selvagtende Person. Østl. – "slabba v. søle osv." A. Ryf. Hall. Ned. 2) "slabbe tee", strække til Nød til. Ned.

slabbeleg adj. lig en "Slabb"; slusket og dl.

slabben adj. 1) sølende, slusket. Ryf. 2) sølet, dyndet. Stjør. "Slabbe Føør".

Slabjælke, Slabræst se Slag-.

"Slad n." A. 2) vid aaben Dal med svagt skraanende Sider. Hard. (Odda, Ulvik).

"slad adj." A. Rbg. Tel. Vestfold. slaen adj. d. s. Sæt. Hall.

"slada v. n." A. sla-a (ar); Ma. (Aaserall).

Sladakje m. Dagdriver som gaar og slæber sig. Sdm. Maaske: Slade-dake. Se daka, Dake. – Sladant m. d. s. H. O. Usikkert. Se Dant. – Sladot' (oo) m. d. s. YSogn og fl. Slodot' (oo, oo) m. d. s. Bergen, Senja. Jf. Slahøk, Slavente.

Sladberg n. svagt hældende nøgen Bjergflade. Hard. Ma.: Sla-. Andensteds: Slæ, Slæberg.

Sladd m. svagt hældende eller næsten vandret græsbevokset Afsats i Berg- el. Bakkeside. Voss, ISogn.

"sladda v. n." A. 3) om Kar som lader Vædske flyde ned af Siden naar der skjænkes.
Hall. "Kaffikjeeln sladda". Jf. slada, sløda; slarra.

"Slade m." A. 2) Terrasse; omtrent = Sladd m. Vald. (Vang): Slae. 3) = Slad n. 2). Hall.

Sladlaam f. Spor efter Skier eller, sjeldnere, Meder i en jævn svag Skraaning. Tel. og Rbg.: Sla-; Østl.: Slaaloomm.

"sladna v. n." A. ISogn (Sogndal). Slanebakke m. svagt skraanende Bakke. ISogn.

Slafs m. skjødesløs Klodrian; Slusker; Søler. Vald. Hall. Tel. Slaps, Røldal. Jf. Slasp. Slafs f. d. s. Totn.

"slafsa v. n. pladske, søle". A. slapsa, Sogn og fl. 2) sluske; jaske. Tel. og fl. "Han slafsa de tee", jaskede det istand (af). "3) tale uhøviskt". A. Vesteraalen. slapsa, Voss. Ogsaa: fare med Sladder. Senja, Vesteraalen. Hedder og: sjafse, Senja. Jf. slaspa. – Slafsing f. det at slafsa.

slafseleg adj. lig en "Slafs". Tel. – slafsen, slapsen adj. 1) tilbøielig til at "slafsa". 2) slap løs og slunken; slasket. Dal.

"Slag n. 1, Slag". A. Sla fl. St. Släu (Slæu, Slöu), Østerd. Oslo (Bærum og fl.), SSmaal.; især i Bet. 3): Apopleksi. "6) Spor osv." A."Gaa ud paa Slag", paa Elskovseventyr. Ma. Li. "9)". A. Nordl.

"Slag m. Slags". A. Ma. Sæt.

"slaga v. n." A. 3) om Luftstrøm og hvad der bæres af den (Røg, Snee og dl.): slaa (kastes) frem, og tilbage = kvama. NGbr. "Dæ (Røykjn) slaagaa inn", ind i Værelset. "Varmin slaagaa attæn´de". 4) slaga (etter) v. = slagga 1) A. SHelg.

Slagbjelke? m. = Golvaas. Stjør.: Sla-.

Slagbjørn m. Bjørn som er slem til at slaa ned Fæ. Alm.

Slagbrest m. Brist i Egredskab ved Slag paa det lige efter Hærdningen; pludselig paakommen Beskadigelse (overhovedet); Bræk. Fig. om pludselig Forplumring af godt Forhold. NGbr. (Vaagaa, Lom): Slabræst; som Slabæink for "Slagbenk".

"Slage? m." A. Slaagaa Stjør. NGbr. "Blöutslaagaa, Myyrslaagaa, Grasslaagaa". Jf. Slege, Slaa.

"slagen adj. fugtig". A. Ndm. Land, Ma.

Slagfat? n. 1) stor tung klodset Figur. Senja. "Eit Slaffat te Baat, te Kjærring". 2) slusket og klodset Kvinde. Namd. Helg.: Slafat. Ogsaa i NSv. ("Norske") Diall. og der tillige i den opr. Bet.: Trug med Laag. "Slafat" som "Slabænk".

slagga v. rave = slaga. ØTel. (Tuddal).

slaggjen adj. = slagen. Ryf. "Slaggje Høy".

Slag-glas n. = Hekteglas. Ned. Ma.

slagg-vind adj. "slaggvindt Orv", Leeskaft som er bøiet saaledes, at Leeodden under Meiningen kommer til at stikke op. SætV.

Slaghest m. Stodhingst. Sæt. Ryf.

Slagregn n. pidskende Regn. Tel.

slagsynt adj. n. "D'er slagsyynt", man seer Spor, "Slag", i Marken, Sneen. Ringerike, Vestfold.

Slagtraad m. Trokletraad. Gbr.

Slagtre n. Bankekjæp = Skjedda. Ndm.

Slagvatn n. Øsregn. Shl.

Slagvinda f. omdreiende Tærskemaskine som tærsker ved Slag. Nyt Ord.

Slahøk m. slap ligegyldig Person. Tel. (Vinje). Maaske: slad Høk (jf. Høkja). – slahøkjen adj. lig en Slahøk.

"slak adj. 2) næsten flad". A. Ma. Ned. 3) slap, sløv, kraftløs; daarlig. Nfj. (Innvik).

Slake m. slap og slængende Figur. Sdm. (Harham, Sande, Volden). "Ein lang Slakje". "Ein S. te Fisk". – slaka v. (ar), føre sig som en S. Sdm. Sjelden. Isl. slaka, slappe. – slakutt adj. lig en S. Sdm. (slakete).

slaken adj. slap; sløv. Sogn og Nordl. (kj).

Slakke m. dødt og stærkt harpiksholdigt parti langsad Siden af en Fyrr. Nfj. (Stryn). "Spiikjeslakkje". Maaske eet med Slakke 2) A. NGbr. Isl. slakki, Fordybning. – slakka seg v. blive til S.; om afdøende Fyrr. "Fura æ slakka", adj. (partic.). Nfj. (Stryn).

Slakking (k) m. slap Person. Sdm. (Hjør.).

slakra v. = lakra, slarka; om Sko. Namd.

"Slaksida f." A. Slaktsiie Østl. (Oslo og fl.).

Slaktaum m. slap Tøile, hvorved en efterfølgende Hest Ledes. Sæt. Vald. Slaktog (o') n. d. s.

slam adj. slapt nedhængende; slap. Sogn (Balastraand, Fjærland): slam´e. Ordet har oftest ikke-langt A og ikke-langt M; ligeledes de nærmest flgg. i flere Diall. (Sogn, Shl., tildeels VTel. og fl.).

Slam m. lang slap Figur, som bærer sig slet. Sogn, Shl. Slamee m. d. s. VTel.

slama v. 1) gaa holdningsløst og tungt slængende og slæbende (snublende). Tel. Rbg. Shl. 2) strabadsere, især i Skov og Mark; slæbe. Shl. Hard. Sogn. "Sleita aa slama"; Sogn. – slama seg ut, udslæbe sig. Sogn, Hard. "utslama" adj. udslæbt. Jf. slamsa, slamra, Slom, sloma.

slamaleg adj. lig en "Slam" dvs. lang slap og holdningsløs. Tel. (Nissedal, Kvitseid, Vinje, Moland, Rauland).

slamen adj. 1) slapt hængende = slam. 2) slunken og slap, som et Dyr der nys har født. SVald. (Bagn). "Ei slamin Ku". 3) som har slappe tunge holdningsløse (slængende, snublende osv.) Bevægelser. SBerg. Tel. Hall. 4) udmattet, udslæbt = utslama. Vald. Hall. Sogn, SBerg. "Slamin aa slasin". "Slamin aa trøytt".

Slam´r n. Smækken; Smælden. Trondh. Helg.

"slamra v. n. smække". A. v. a. Trondh. Helg. Eng. slam. "Han slamra Dør´a ette sæg". "Slamr' Kjeftaam", = kjeftast. Trondh. – Slamrdall m. en Larmer, Skvaldrer. Helg.




slamren adj. dinglende, slap. Namd.

"slamsa v. n. slænge osv." A. "Dæ slamsa so tee", det strakte til, el. traf ind, til Nød og ved et Slumpetræf. Shl. (Etne). 2) fare med løse Løier og Kommers. Innh. – Slamsa f. Tøite; løs Kvinde. Innh. Helg. slamsutt adj. lig en Slamsa (-aat).

Slamse m. = Slame, Slask. Sæt. og fl.

slamseleg adj. = slamsen. Rbg. "S. Hest´e".

slamsen adj. 1) lig en "Slamse", lang slap og slængende osv. SBerg. Ma. Vald. 2) skjødesløs, slusket dvs. lig en "Slams". Totn, Trondh. og fl.

Slan f. træbar, gjerne græsdækket, Plet i Skov. Sogn (Hafslo). Se Slade.

slangra v. n. slingre. ØTel. (Lunde). Isl. slangra slænge.

slangsen adj. omtr. = slamsen. "Slangsen sum ein Tarm". Ma. (Holum). slaangsin? ØTel. (Tinn). Jf. Slongs, Slingsa.

slank m. som gaar og drager sig; seendrægtig. Li. Og: slaank; Li.

slanka v. n. (ar), gaa og drage sig; drive om. SætB. Østl. "Han slankar utyve Bygd´æ". "Han slankar i Joul´æ o fær seg Øl. Sv. Diall. slanka, slænge. Jf. slinka.

Slanke m. 1, Skvat, liden Slump; Levning af Drikkevare. Smaal. Og: Slank. Sv.

Slanke m. 2, lang slap slunken og mat Person. SætB.: Slankji. – slankeleg adj. "Slankelege sum äen eutgaatta Fisk´e". – slanken (kj), d. s. Sæt. Ryf. Vald. slaankjen, Nfj. Ryf.

Slank´r m. slap Karl (paa Krop el. Sjæl). Innh. "Slank´rt", Vald.

slankra v. 1) slænge: a) hænge og slænge; b) gaa og slænge. Hall. "Dæ hekk bærre aa slankra. 2) drive om og gjøre Kommers; omtr. = slamsa. NTrondh. SHelg. – Slankrefant m. Dagdriver. Hall. – Slankrstaur m. Kommersbroder. NTrond.

slankren adj. 1) slængende; løst hængende. Hall. "Slankrin Sko". 2) slunken og slap. Trondh.

Slant m. lang slap slængende Person. Trondh. Rom. Smaal. "Flyye Slant" = slanta.

slanta v. (ar), 1) gaa og slænge, være Dagdriver. Trondh. Rom. Ryf. "Han gaar aa slante aa slarve aa slæng"; Trondh. "Slanta boort Tiiaa"; Ryf. Rom. Ligesaa i Sv. Diall. Jf. slunta, slintra, osv.; G. N. slentr Slentren. 2) til Nød klare (glide forbi) en Pynt. Sydkyst. Jf. slenta.

slanteleg adj. lang rank kraftigt og fiint voksen; slank. Tel. (Selljor, Bø, Lunde).

slanten adj. 1) = slanteleg. ØTel. Bamle. "Slanten Vokstr". "Slanten Hest, Stuut". Og: "ein Slante Hest, Slante Bjønn, ei Slante Furu", d. s. Jf. slenten, slenta, slintra, slunta (glide) osv. 2) lang og slunken. Hadeland. slantrin d. s. Ring.

Slant´r m. Odder = Slenter. Romsd. Medd.

slantra v. n. 1, smelte bort, om nyfalden Snee, = slatra, slata. NGbr. (Lesja, Vaagaa).

slantra v. n. 2, slumpe til; forekomme eller faa ved en Hændelse og ujævnt og knapt; nærme sig til et Maal = slenga, slamsa. Ryf. "Dæ slantra so vidt tee". "Han slantra saa end´r aa daa", fik (fiskede) en Gang iblandt. – Slantrefiske n. (ujævnt og knapt) Slumpefiskeri. Ryf. – Slantr(e)vis(a) f. en daarlig Vise, = Slengjevisa. Innh. Jf. slanta. – slantrin se slanten.

slantutt adj. slap som en "Slant". Smaal.

?Slaping m. slap, holdningsløs Person. Sdm.

Slaps, slapsa se slafsa.

Slare (kort A og kort R) m. lang doven Slusk. Ndm.; Innh. og Selbu: Slaaraa. Se Slarre.

"Slark m. 2) doven Karl". A. Ndm. NTrondh. 3) En som gaar tungt og tøflende. Sæt. Slork (o') f., Fl. Slerk´a(r), d. s. Rbg.

Slarka f. Tøite; se slarka 5). Jæd.

"slarka v. n. (ar), 1) slatte, smekke". A. Jæd. Rom. Hadeland, Vald. "(H)juule slarka i Haus´n". 4) bevæge sig møisomt og larmende (tøflende, smækkende, slængende). Nordl. Ndm. Nfj. Sogn, Ma. Sæt. og fl. "Han gaar aa slarka i Sko´ne". "Han slarka av Ga`re, i Veg"; ogsaa: "slarka seg i Veg". "Han slarka o droug Bukkjn ette seg"; SætB. 5) føite; gaa paa løse Eventyr, "paa Slark" m. (n.). Jæd. – slarka tør være omgledet af slakra; jf. lakra, larka; dog: Isl. slarka, larme. – Slarkarbei(de) n. skjødesløst Arbeide. Ndm.

slarkeleg adj. lig en "Slark" 3). Sæt.

slarken adj. 1) tilbøielig til at "slarka". Sæt. og m. fl. "Slarkjen o doven o säiføre"; Sæt. 2) som frembringer Smækken eller Kladsken. Hall. "Slarkint Føre", omtr. = "slaskint". 3) slunken; tom. Ndm.

Slarkerom n. = Lekarom. Ring. (Snarum).

Slark(e)sko m. Sko som smækker. Ndm. Ma. – Slarkskraa f. d. s. Ndm.

slarkutt adj. løst sammenhængende; særlig om sammensatte Træindretninger = lekalaus. Rom. Hadel. Vald. Gbr. "Boole skreekar, d'ær slarkete".

Slarp m. = Larp. Tel. Rbg. SBerg. Sogn.

Slarp n. Søle, Søl = Larp n., Slufs. Sæt. "Slarp i Gatune". "D'æ noko Slarp de Stourfoukk et´e".

slarpa v. n. (ar), 1) slaa med noget blødt og fugtigt = larpa; daske, kladske. Sogn, Voss, Rbg. "Ho slarpa tee 'an mæ äi Tvoga". 2) søle; pladske; smøre; spilde. Hard. Tel. Sæt. "Slarpa i Skiddeikje"; Hard. "Han gjekk o slarpa i Søyla; de slarpa o skvatt"; Sæt. "Greis´n slarpa i Rjoumen"; Sæt. Jf. lapra, larpa; slurpa; slipra, slapa.

Slarpa f. skidden slusket Kvinde. Hard. Ma.

Slarpehold f. tyndt vegt og slapt Huld. Sæt.




slarpeleg og slarpen adj. lig "Slarp"; = slaskutt. Sæt. Tel. Slarpelegt (slarpi) o tunnt Tuy". "Slarpen Fisk".

Slarpemyr f. blød og skidden Sump. Sæt.

Slarr n. svag Vind. Ryf. Se flg.

slarra v. n. 1) glide el. slæbes henad noget med svagt smækkende Larm. Vald. 2) rinde sagte over = sladda. Gbr. (Vaagaa). "Kaapp´n slarra; dæ slarra". 3) blæse svagt = larva. Ryf. "Dæ va so vidt dæ slarra i Segl´e". 4) slentre om; streife langsomt om. Voss, Sfj. og fl. Maaske for sladra; jf. G. N. slödra slæbe sig frem, slaura, sladda.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   160   161   162   163   164   165   166   167   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə