A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Slarre m. En som slentrer om; Omstreifer. Voss, Sfj. og fl. Maaske eet med Slare (Slaaraa), hvis R i saa Fald vel er blevet forkortet. – Slarrekjering



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə165/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   161   162   163   164   165   166   167   168   ...   219

Slarre m. En som slentrer om; Omstreifer. Voss, Sfj. og fl. Maaske eet med Slare (Slaaraa), hvis R i saa Fald vel er blevet forkortet. – Slarrekjering f. Omstreiferske. Nfj.

Slarv m. en af de smaa Oksemaver, maaske = Lake. Ndm. Østerd.

"slarva v. 1) føre Sladder". A. Oslo. 3) være (gaa) skrøbelig (daarlig), men gaa an til Nød. Dal. Tel. og fl. "Slarva tee".

Slarvedakje m. = Sladakje; især En som driver om med Sladder. Sdm. – Slarvelake m. Drog. Vald. Østl. Se Lake.

slarveleg adj. skjødesløs; lig en "Slarv". Tel.

slarvutt adj. 1) fuld af "Slarv". Helg. "Slarvaat i Kjæft´n". 2) skrøbelig, brøstfældig, især om Trækar; = larveleg, lasen. Ndm. og STrondh.: -aat.

slasen adj. løs og slap i Kroppen; uden Spænstighed; mat og døsig, = avgjeven. Tel. (Raul. Laardal, Kvitseid, Sell.), Hall. (Nes, Gol), Vald. "Slamin aa slasin"; Hall. "Slasin o trøytt´e"; Vald. Jf. lasen; Isl. slas Tilskadekommen.

slaseleg adj. 1) = slasen. 2) med løst hængende Klæder. Tel. (Rauland).

Slask m. løs slap holdningsløs Person (kropsligt og moralskt). Hard. Romsd. Ryf. Ndm. Østl. "By-slask", men "Lands-slamp". – slasken og slaskutt adj. lig en Slask; uden Spænstighed. Jf. de foregg.

"slaska v. n. (ar), søle, pladske i Dynd". A. 2) v.a. "slask' burt Tii'a". Trondh. Ndm.

slaspa v. n. (ar), gaa slængende, stolprende og pladskende. Ndm. Vel omgledet af slapsa, slafsa. Jf. laspa, lapsa, lafsa. – Slasp m. En som "slaspar". "D'æ ein stygg Slasp te ga". "Bjønnaslasp, Vargslasp", uanseelig liden Bjørn, Ulv, som gaar og slænger alene.

Slass n. Blanding af Snee og Vand: a) Slud. b) Blanding paa Marken = Slatr. Dal. VAgder. Sloss n. d. s. Hard. (Øydfjord). – slasssen adj. "slasse Veer; slasse Føre". Ma.

Slat (kort A) n. Slud. Gbr. (Vaagaa, N- og SFron). "Sjoslat". ?slaataa v. slude. Gbr.

slata v. n. (ar), aftage, minke. SGbr. (Faaberg). "Kua ha(r) slata mæ Mjaalkingn". "Dæm har halle paa aa fiskje saa længe dær, at Fiskn har slata". "Dæ tæ te slata". Og: "Dæ har slatas paa Fisk(j)a". Se flg.

slatast v. n. (ast) 1) minke; især: smelte ind, om et lidet Snefald. Gbr. (Øyer, Faaberg). "Dæ ha(r) slatas 'taa att". 2) slude. Gbr. (Fron). Usikkert; slaataa? Se slota, slotast, hvilke tør være oprindeligere.

Slatr n. Blanding af Sne og Vand paa Marken (ikke Slud). Romsd. Ndm. Innh.

slatra v.n. om nyfalden Snee: smelte ind især under Paavirkning af Regn. Gbr. (Lesja), Ndm. Selbu. "Sjoog´n slatra 'taa att ut paa Da´gjee". Jf. slutra.

Slatt n. Slud = Sletta. Hedm. Gbr.

Slatta f. Sluske, Slatte; Tøite. Agder, Tel.

slatten adj. lig en Slatta; slusket osv. Ma. Jf. Slott, sletta (dingle).

slaudra (d) v. n. fortælle Historier, især onde; føre Sladder = sløda. Dal. (Ogna, Hæsk.). Jf. slaura, G. N. slödra. Se slarra.

Slauk m. dorsk Slusk. slauka v. være en Slauk; drage sig, osv.; se Slok (oo), slooka. ISogn (Aurland).

Slaur f. (og m.?), Flok, Selskab; Klik, Koteri. SætV og B. "Fanteslaur". Maaske eg.: hængende Kvast af Band eller Traad = Sløyr m. hvilket har begge Bett. Rbg. (Evje), Ma. (Aaserall). "Dei hæng i Hoop heile Sløyr´n". "D’æ noko Fantepakk heile Sløyr´n". "Bruuresløyr", Nakkedusk af Silkebaand, til Brudepynt. Se flgg.

Slaur m. lang dorsk slusket Slyngel; langt klodset og dovent Drog. Rog. Shl. Nhl. Sogn, Gul. og fl. "Rotaslaur", Nhl. – Slaura f. d. s. Ryf. Sløyra, Sogn (Lærdal). Slaure m. d. s. Fosn, Gul.

slaura v. n. (ar, a og de), gaa og slæbe Fødderne, drage sig; drøse; søle. Sfj. Sogn, Nhl. Voss, ØTel.; Selbu: slor (o'#-ö). "Slaura burt Tii´æ". "Dei laage aa dröula aa slaapa aa slöura"; Jølstr. "Slaurahest" m. dorsk Hest. – slaura tør være af G. N. slödra slæbe sig frem, og maaske meget nær slaudra = sløda. Jf. slarra (sladra, sladda), men ogsaa slura, slora.

slauren adj. slusket og droget. Ryf. Berg.

"Slavannsegg n." A. "Slavann" = "Haavann, Hodevann", turde, trods Sv. slagvatten, være Fr. (eau) de lavande.

Slaventa f. lad Slyngel. Tel. (Raul. Eidsborg, Laardal, Selljor). Jf. dravanta.

Slaa f., Fl. Slæ(r), græsdækket Afsats i Bjergsiden: a) mindre, i meget steilt Terrain. Ndm. (Tingvoll; Øksn. og Sunn.: Slao; Fl. Slæ og tildeels "Slaa-a"). "Bergslaa". "Geit´a hoppa fraa Slaa te Slaa". b) større, vel ogsaa undertiden Terrasse. SGbr. (Øyer), Fl. Slær; NGbr.: Fl. Slæ. "Grasslaa". "Graanslaa". "Kviile i Slaa´n". "Hæst´n gaar burti Slæ-om". Forekommer i en Mængde Stedsnavne i NGbr. "Slæ´n, Græsmarker paa Bagsiden
af Jætta-Fjell i Vaagaa. "Slaa´ee", Plads og Gaards-navn i Foldal, Sel, Vaagaa, Kvamm; "Slaa´a" i Fron; "Graanslaaa, Netslaaa, Bøaslaaa", og m. fl. i Fron. "Slaadaln", Lesja, Vaa. "Slaaliiee", Lom. "Slaastugu", Fron. Jf. Slage, Slege.

"slaa v. slaae". A. Infin.: slö (og slø), Solør, Odal, NSmaal. Follo, SRom. Busk. (faa Steder). Præsens: slæ og slee; NGbr. Ndm. Trondh.; slæ´re, Li. Ma. Rbg. (Iveland), som fæ´re, tvæ´re, see´re; slör (slør) Solør, Odal osv. Imperf.: sluu, Solør, Odal (og fl.); slø Sogn (Lustr, Aardal, Hafslo). Supinum: slæ-i, Solør; sli-i, Østl. (m. St.). – "Slaa Koort", blande Kaart; Agder. – "Slaa av", falde brat af; Li. (Eikin). "Dør æ dygtigt Bakfadd paa Hestn, sum inkje slær' a(v) nokensta". – "Slaa imot", tilbagevise Tilbud; Østl. – "Slaa paa", beslutte. A. Vald. – "Slaa paa", gjætte paa; Nfj. Nhl. – "Slaa upp", om Overgang fra Frost til Tøveir; Namd. og m. fl. "Dæ slee upp mæ Føre". – "Han slo ut berre paa Glant", det var bare et Udbrud af Løier fra ham; Fosn. – "Slaa seg" = kasta seg; om Træværk; Gbr. og fl. – "Slaa Blo", aarelade. Udbredt. – "Slaa se Blo", lade sig aarelade; NGbr. – "Slaa seg imot", modsætte sig. Sæt. – "Slaa seg nee", blive nedslagen, SætB. – "Slaa seg tee", trives, vokse. ØTel. – "Slaa seg ut", udvikle sig, vokse stærkt. Gbr. og fl.

"Slaa f. Slaa osv." A. 5) vandret anbragt Stang, til at danne Gjerde eller til at hænge paa. VAgder, Dal. Eental mest: Slaan; Fl.: Slæ´dna (og -ne). "Kjøtslaa(n)". "Klæ(d)eslaa(n)". 6) = Veginde. Gul. Fl. "Sla`a". Slo d. s. STrondh. (Bynes, Buvik), Totn. Ogsaa: Stang af Jern foran "Veginde"; STrondh. 7) bred List el. smal Hylde paa Væg; ogsaa: fast Skammel foran Seng = Skor. Selbu og Stjør.: Fl. "Slaa`i". 8) Tværtræ mellem Skagler, mellem Stolbeen, over "Rimer" paa Slæde osv. Østerd. STrondh.; Jæd.: Slo, FL. Slø. – Dertil i "Grunnslaa", Nfj. Gbr. Ndm. Helg.; -slo, Sfj. G. N. slá Stang. – Slaa- se Sleda-.

slaa-ast v. recip. dvs. slaast. SætV. og B.

Slaag f., Fl. Slæg´r og "Slaa`ger", 1) liden Bjælke eller Sparre: til Løftestang, i et Gjærde, til Bro i Mose eller dl. Østl. (Smaal. Odal og fl.). Andensteds: Slei(d). Jf. Slaa. 2) større Bjælke, til Underlag for Befordring, til Tærskel i Baadhuus osv. SHelg. (Fl. "Sleeg´r").

Slaama f. Spor efter Dyr. Ryf. (Saua), Røldal. "Slaama ette Rev´n". Men: Ski-laam. – Slaan se Slaa.

"slaamen adj." A. Shl. Se slomen.

slaanaa v. n. (aa), aftage i Kraft; dovne; blive svag og mat; blive affældig. NGbr. (Lom, Vaagaa). Jf. maaske Isl. lona.

Slaangs se Slongs. slaangsin se slangsen.

?Slaaning m. slap slunken Figur. Sdm.?

"Slaap m. 1)". A. Romsd. Ndm. "2) doven Karl". A. Doven Slusk; Gbr. Nfj. Sdm. Vel = Isl. slápr lang Rækel. Jf. slaapa. 3) bredmundet mundslap uhøvisk Fløs. Ndm.

slaapa v. n. (ar), 1) slæbe Fødderne, drage sig frem. Ryf. Hard. Jæd. Nfj. Namd. Helg. NGbr. "Slaapa i store Tresko". 2) hænge slæbende; slæbe. NGbr. Østerd. STrondh. "Lass´e slaape ette Vei´a"; Bynes. 3) tale mundkaadt og uhøviskt. Sfj. Nfj. Sogn. "Slaape mæ Tkjaft´n". – Slaapar m. = Slaap 3. Sogn. – Slaaping f. det at "slaapa". – Jf. Slaap; sleipa; slæpra.

"Slaapa f. Slaaentorn". A. Vestfold.

Slaapa f. 2, Grød af halvfrossent Vand, især ovenpaa Iis. Nhl. (Hosang).

Slaapekjeft m. = Slaap 3). Nhl.; Sfj.: -tkjaft. – slaap(e)kjefta adj. Nhl. Sogn. – slaapevoren adj. noget mundkaad og uhøvisk. Nfj. Sfj.

slaapen adj. slunken. Shl. Namd. Helg.

slaapna v. n. blive slap og indfalden, blive slunken. Sfj. Mest: "slaapne burt".

Slaaraa se Slare (Slarre).

Slaasa f. en morsom liden Historie; ofte gammel og nok oftest uskyldig, medens "Sløkja" gjerne er ny og ondskabsfuld. Tel. (Mol.), Shl. Ryf. Jæd. Slaassa VAgder, Rbg. (Evje, Mykl. SætB.). Maaske kun mindre gode Former af Slosa (o') d. s. SætV. Dal. Shl. Røldal, A. Slaa ei Slosa", passiare.

slaaskjera v. afmeie Sæd med Seglen uden at omfatte Stilkene med Haanden )( handskjera. Oslo, Totn, Hedm. Ndm. og fl. Hedder ogsaa: sloope.

Slaaskjera f. Segl til at "slaaskjera" med. Totn: Slaaskyru.

Slaastbad n. svært Slagsmaal. VAgder, Rbg. Tel. Se Bad. – Slaassbikkje f. Slagsbroder. Østl.

Slaata f. Stang". A. Er større end Raata". Rbg. Tel. Ma. Ned.

Slaategjerde n. = Slaategard.

Slaatr n. lang slunken Figur. Romsd. Ndm. A. Maaske: Slagtefæ, brugt ironiskt.

"slaatra v. slagt". A. VAgder.

Slaatrenaut n. Slagtefæ. Li. (Eikin).

Slaatreramn m. Ravn som viser sig ved Slagtning. NVTel. (Vinje, Raul.): -ravn´e.

Slaatt m." A. "rama Slaatt", se rama. 6) Fl. Slaatti, Paafund, Udflugter. Namd. Gbr. "D'æ bære Slaattin(n) hans". Neppe: "Slaa-'ti" m. = Slaa-ved dvs. Paaskud.

Slaatta f. "rama S.", se rama.

slaatta v. n. hentyde til, antyde, gjætte paa = tymta, slaa paa. Vald. (Vang). "S. paa".

Slaattegjota f. Eng som ligger i en lang Hulning med steile Sider. Rbg. (Aamlid).




Slaatteloner (oo) se Lon f. VTel.

Slaattenibba f. liden spids Steen, som stikker op i Engfladen og hindrer Høslæt. Tel.

slea v. trælle, slæbe. Sogn (Ladvik og fl.). "Sleea aa slama". Maaske: sleda; Slede.

Sleda f. 1) en liden glat og skraa Afsats i Bjergsiden, omtrent saa vid at man faar Plads for Foden. Voss: Sleea og Slæa. 2) Kube med Glidebræt af Spiler til Fiskefangst, = Sløda. Gbr. (Faaberg, Fron, Sel, Vaagaa, Dovre, Lom): Slee-o.

"Slede (e') m. Slæde". A. Slaa-aa og Slaa-e (aa#-o'), NØsterd. STrondh. (Uppdal og fl.); Sløaa ØTel. 2) Rygskjold paa Hummer. YSdm. Meddeelt.

Slede (e') m. 2, = Sleda, Sløda (Fiskeindretning). Vestfold (Lier, Eiker, Hov) og Ringerike (Krødsh.): Sleea. – Sleeafiske n. Fiskeri med "Slede". Ring. Vestf.

Slede (e') m. 3, lad Person, Drog = Slode. Nfj. (Eid, Gloppen, Sdm. (Volden).

Sledeflog (o') n. Hav; se Flog.

Sledefylling m. saa høi Snee at den ved Kjørsel gaar op i Slæden. Sfj.: Slee'e-

Sledehamar m. bageste Tværtræ over Slædens "Rimer". Trondh.: Slaa-haamaar, Slaadaa-, Sleea- (Fosn) osv. – Sledehovud n. forreste Tværtræ over Slædens "Rimer". NØsterd. (Kvikne): Slaa-hugu.

Sledehumul m. = Veginde. Hedm.: Slae-.

Sledelaam f. Slædespor; se Laam.

Sledemeidd, -meigga, -meit, se Meidd.

Slederakke se Rakke. Ndm.: Sleearakkje.

Sledeskrupp m. slidt brøstfældig Slæde. Fosn: Sleea-.

Sledeslind f. Tværtræ under Slædens Bund. Trondh.: Slaadaa-, Slaa- osv.

"Sledevyrke n." A. Sleeaværkji, Hall. (Gol).

"Slegd f." A. Sløgd Stjør. Strinda, Østerd. Rom. (Høland), Sogn. 2) Sløgd, halvrund Fure under Skøiter. Sogn.

Slege? m. en smal længere Afsats i Bjergsiden; omtrent = Slaa 1). Ndm. (Øksndal, Sunndal): Slæga. Jf. Slage.

"Slegel m." A. Sliul, Rom. Oslo; Slyul, Rom. (Eidsvoll); Slivul, Smaal. (Spebberg); Slile, SGbr. (Faaberg); Slule, Smaal.; Sløle, Vinger, Odal; Slire m. Totn, Hedm. (Ringak); Slier, Hedm.; Sliur, ØTel. Vestfold. 2) = Slagvol. Totn, SGbr. (Faaberg): Sliul. – Slegelkurra f. se Kurra. Sliulkurre, Rom. og f l. Slølekørre, Odal.

Sleid? f. = Slaag 1). Smaal. (Rakkestad, Rødenes, Borge): Slei, Fl. Slei´r. Kunde synes at høre til Slægten slid, glide, ligesom "skliie", Ang. slídan, Eng. slide, Ang. slídor slibrig, Slidra f., Sleidre m., slidra ("sliira") v., Sv. og D. Diall. sliir(e) dvs. glide, G: Sv. slidra?, sliddrig dvs. slibrig, og fl. Men det tør være fremgaaet af Fl. Slæg´r (Slæ´r) af Slaag.

Sleidre m. Knivskede. Ork. Strinda, Perdal: Sleire; Ork. (Meddal), Røros, Innh. Sleere, Sleer', Slære. Se Sleid.

?sleik adj. slikken; forhippet = slid. Sæt.

"Sleik m. 1)". A. Voss. "2) Smigrer". A. Oslo, Hadeland, Gbr. Hall. 3) en Slikmund. SætV. og B. "Aen Slaik ette Jæntun". Jf. slikja, slika.

Sleikja f. Smidsker; sledsk Person. Voss.

sleikjeblid adj. smidskende blid; sledsk. Østl. Og: sleikan(d)e bli(d), Odal. Og: slækabli; se slika.

sleikjekjeften adj. sledsk. Voss.

sleikjeleg adj. slikvorren, slikken. Sæt. "Slaikjeleg' sum a(it) Baan". 2) sledsk. Sæt.

Sleikjepott m. = Sleikjarpott. Tel. Østl.

sleim adj. 1) om Kornsæd af lang tynd Vækst med lange Straa og svange Aks. Ma. (Halsaa, Holum). Og: sleimen, sleimvoksen, Ma. (H. H.). Se sløymen, sløyma; jf. Slimaks. 2) smidig; mest om personer. Nhl. (Mo). 3) flink, behændig, betænkt. NGbr. – Sleiming m. En som er sleim 3). Gbr. – Jf. Eng. slim, slank; N. Slims, Slimsa; Sv. Diall. slimmer, slimpa, slimsa dvs. trasa, slimne dvs. trasig.

Slein n. en svagt og jævnt skraanende større Flade i det Frie; er glattere (og maaske brattere) end "Lein", og kan være nøgen Bjergflade. Sogn. Nhl.

sleina v. n. (er, te), 1) glide til Siden, glide af = gleina, glensa. Vald. (Vang, Slidre, Bagn). "Øks´ee släente". 2) skraane svagt og jævnt, være et Slein". Ryf. Shl. Nhl. Voss, Sogn, Vald. (Bagn). I Tel. (Kvitseid og fl.) tildeels (ar). "Bakkjen sleinar av".

Sleinebakke m. Bakke som skraaner svagt og jævnt, "sleiner". Voss, Nhl. – Sleineberg n. Bjergflade som s. Ryf. – Sleineskorv f. nøgen Bjergflade som s. Nhl. Voss. – Sleinesvad n. = Sleineskorv, men maaske glattere. Sogn.

Sleinehogg (o') n. Hug som glider af. Vald.

sleinen adj. svagt og jævnt heldende, mest om Bjergflader. Ryf. Shl. Nhl. Voss, Sogn, Vald. sleinutt adj. d. s. "Släenæ Skorv aa läenete Liia"; Nhl. "Her æ släene aa släipt", Nhl. hallslein(en) d. s. Sogn (Lærdal). "E datt i denna hallsläene Räena".

Sleineskot n. Skud som glider af. Vald.

sleinevaksen adj. med hængende Skuldre. Voss Nhl. sleinutt d. s. Voss, Nhl.

Sleip f. og m. 1) Slæbning. "Køyre (kjøre) Sleip", el. "kjøre (en Stokk) paa Sleip", kjøre Bjælke saaledes at den ikke ligger (heelt) pa Slæde men slæber (ialfald med den ene Ende) = sleipa. Odal, SØsterd. Hedm. Rom. Ring. Hall. Vestfold. Og: Slæp, Hedm. sleipekjøre v. = "kjøre Sleip". Hedm. og fl. Og: slæpekjøre. 2) Indretning hvorpaa noget slæbes: a) = Slode 2); Hadeland (m.). b) Sammensætning
af lange Stænger og korte Tværtræer, hvorpaa Redskaber til Sæterbrug føres op. Rom. Hedm. og fl.

"sleipa v. n. (ar), 1) glide osv." A. Follo, Totn, Odal. 3) hænge og slæbe med den ene Ende; mest om Bjælker. Follo.

Sleipa f. 1) glat Træstamme til at slæbe noget hen over = Sleip m. Ma. Ryf.

Sleipehus n. Sneglehuus. Gbr.

Sleiphæl m. sledsk Person. Ndm. Se Hæl.

Sleiping m. snedig, glat, Person. Hall.

Sleipkjeft m. en Mavesæk hos Drøvtyggere, maaske 1ste. NGbr. (Lom, Vaagaa).

sleipra? v. n. være sød, glat og slimet i Talen; tale sledskt. Dal. (Hedland, Hæskestad): b. – Sleibra f. sledsk Person. Dal. – sleibren adj. sledsk osv. Dal. – Jf. slæpra; se sleivra.

sleipseig adj. snedig og udholdende. Gbr.

sleiska v. n. sledske". A. Li. Nfj. og fl. sliske Smaal. og fl.

Sleiska f. sledsk Person. Oslo og fl.: Sliske.

sleisken adj. 1) som bider sløvt, som skjærer uhvast; ligesom mundvælen. Sogn. "Fiskjn æ släiskjen te beita, da æ kje noki Bäita pao 'an". "Släiskjen Kneiv". 2) sledsk. Nhl. Dal. VAgder. slisk Nedre Tel. Vestfold. slisken d. s. Smaal.

sleissa? v. (ar), forslaa, gjøre Virkning = muna. sleisse og slesse, Rbg. (SætB. Evje). "De sille daa sleisse fælt at du va mæ!" sleise, SGbr. Hedm. "Du maa ha(a) paa meir Mjøl, detta sleisa inte". – Sleis(s) m. noget som forslaar, tilfredsstillende Portion el. Masse. Rbg. (SætB. Evje) tildeels: Sless;VAgder: Sleis. "Detta va reette Sleis´n du kaam mæ!" "Dæ va kje stoure Sleis´n".

Sleiv m., sleiv adj. se sleiva.

sleiva v. n. (ar), 1) være slængende og skjødesløs i Bevægelser, især Gang og Mundbevægelser: a) gaa klodset slængende Benene (Fødderne) og usikkert. Rom. Follo, Smaal. Gbr. Vald. Busk. Tel. Agder, Sogn, Ndm. Stjør. og m. fl., se A. "Ho gikk aa sleiva i Skoo´naa miin"; Ndm. b) slænge fra sig el. falde ind med uvorne el. ondskabsfulde sidehuggende Bemnærkninger (Slengjeord). Agder, Tel. Vald. og fl. "Han sleiva inni mæ ængvort Driitoole sitt"; ØTel. (2) sagle = sleva; søle. VAgder; usikkert). Forestillingen af Sleiv m. (Svømmefod) og Sleiv f. (Slev) synes at være med i Ordet. – sleiv adj. tilbøielig til at sleiva 1) (2)). VAgder. – Sleiv m. En som sleivar 1, a) og b). Østl. Tel.

Sleiva f. Sko som slænger om Foden; skjævet Sko. Østl. Gbr. Fosn, Ndm. "Skoos.".

sleivbeint adj. med klodsede slængende usikkre Been. Rom. Hadeland.

Sleivekjeft m. Kjæft, Person som "sleivar" 1, b). Sleivefant m. d. s.

sleiveleg, sleiven og sleivutt adj. tilbøielig til at "sleiva" 1, a) og b). Østl. osv. "Sleivete Bein".

Sleiverøda f. Tale som er fuld af uvorne eller ondskabsfuld Sideslæng (-hug); til sleiva 1, b). – sleiverødd adj. tilbøielig til Sleiverøda. Tel.

Sleivetak n. et lumskt Greb fra Siden. Tel.

sleivra v. n. 1) = sleiva 1, b). ØTel. (Tinn, Heiddal og fl.). "Han sleivra inni mæ Fuulool". "Hot æ dæ du kjæm sleivrande inni ette?" 2) æde med svag Appetit og langsomt; gumle. Ryf. Shl. Hard. "Han sleivra i seg liiten Grand". "Han ete so sleivrale(ge), adv. sleibra d. s. Dal. "sleipra?" er maaske eet med dette. Jf. slæpra, Slevja. – sleivren og sleivreleg adj. som sleivrar 2). Hard. Shl.

Sleivskraa f. 1) = Sleiva (Sko). 2) Kvinde med slængende usikre Bevægelser. NGbr.

"slemba v. smække osv." A. Vos og Sogn: slæmba; Sfj. (Jølstr): slæbe; Nordl.: "slæmm(e)". – sleka se slika.

"Slemba f." A. Voss, Sogn. Eng. slamkin.

Slembd f. Kun i: "I Slæmdbdi", til ingen Nytte, til Spilde, forgjæves. VTel. "Tingj´n gjekk i Slæmdi"; Kvitseid, Morgedal, Laardal. "Eg kasta Koort´ee mitt burt i Slæmdi". "Eg gjekk i Slæmdi", forgjæves. Og: i Slæmbi, Selljor, Kvitseid, Laardal. Og: i Slæmby, Vinje, Mol. Se Slemby, A. Jf. Isl. slembast kastes pludselig.

Slemsa (o') f. 1) lang Strimmel. 2) lang tynd holdningsløs ("ulenkjeleg") Figur. 3) lang noget bugtet Række af sammenhægtede Ting, f. Eks. slæbte Bjælker. Hard. Sæt. Jf. slamsa, Slimsa. – slemseleg adj. = ulenkjeleg. Sæt. Hard. – slemsa (i Hop) v. a. (ar), forbinde løselig (hægte sammen) til en Slemsa. Sæt.

"Sleng m. 1) Slæng". A. Sving, Trip, Dansetur. NGbr.: Sløyng, Slyngning, Kast. Hall.: Sløng. "Sløngji paa Bokstavadn". "2) Slingring". A. Formedelst Bølgegang. Helg.: Sløng, Baaresløng. 7) ørkesløs Omstreifer. Gbr.: Sløyng.

slenga v. n." A. slønga og slyngja Ma.

Slengja f. hvad man befordrer (kjører) paa een Gang, = Venda; vel ogsaa: en enkelt Gang. Sæt. (Hylestad). – slengja v. a. (er, de), befordre i een Slengja. Sæt.

Slengjand n. Slæng. Hall. "Han gjoode ait liite S.". Ogsaa: Sløngjand; Hall.

slengjebyta v. = kastebyta. Vald. (Bagn): sløngebyyte. "Slengjedaag", Slønge- Ma.

Slengjekjeft m. Kjæft el. Person som gjerne bruger "Slengjeord" 1). Udbredt. Sløngkjept; Ma. – slengjekjefta adj.

slengjeleg adj. tilbøielig til at slænge (slynge) sig; uskjønt slængende; slingrende. Tel. Sæt. "Slængjeleg Veg". "Slængjelege Lippu"; Sæt. Og: slængjuleg Tel. (Kvitseid, Selljor); sløngjoleg ØTel.




Slengjelekkje n. Lænke mellem Bjælker som kjøres samtidigt. Sæt.

slengjen adj. 1) slængende, slingrende; = slengjeleg; tildels = ulenkjeleg. Sogn, Røldal og fl. 2) fuld af "Slengjeord", = slengjekjefta. Ma.: sløngjen. 3) "sløngjen Skog", Skov med lange Grene. Sogn.

slengjeordig adj. 1) = slengjekjefta. Tel. 2) om En hvis Ord skal ramme rundt omkring i Selskabet. Gbr.

slengjevaksen adj. holdningsløs af Vækst; = ulenkjeleg. Voss: sløngjevoksen.

Slengjevind m. Kastevind. Sæt.

Slengjevisa f. en daarlig Vise. Agder.

Slent n. Gliden af til Siden, = Glens. Totn. "Øksa gjekk paa Slænt", gled af. "Högge paa Slænt". Se flg.

slenta v. n. (ar; og er), 1) falde ind meget skraat; glide af til Siden = glensa 2), slintra. Ndm. (Tingvoll). "Sool´a slænta aav´r Aas´n". "Han slænta nee-aavr" = "gikk skaalii(d)es". 2) = smøygja seg. Tel. (Bø). 3) tilspidse sig ganske langsomt. Ndm. (Rindal). "Tree´e slenta uut". Jf. flgg., slanta, Eng. slant skraane.

slenteleg adj. 1) = slanteleg; slank osv. Tel. (Bø, Sellj.), Sæt. 2) smidig. Tel. (Bø). slænten d. s. Tel. (Bø og fl.). slæntreleg d. s. Tel. (Moland). "Ei Slænte Furu" = Slante Furu. Tel.

slentevaksen adj. = slenteleg. Tel. Sæt.

Slentra f. lang slingrende Figur. Li. (Fjotland). – slentrutt adj. slasket, slap. Nfj. (Eid). Jf. slanta, slunta; slintra.

"sleppa v. a. (er, te)". A. Med Dativ; NGbr. Hall. "Du slæppe Ta`kjee", "Gryyta slæfte Koo´kjee". Men ogsaa: "Gröutn vil ikkje slæppe fraa (Gryytun)"; NGbr. "Sleppe Timbr, Vatn (aa Kall´n)", give Frihed til at falde, til at strømme; Sæt. og fl. Sleppa Vaarherre ifraa seg", miste Forstanden; Dal. "Sleppe nie", sænke. Sæt. "Slæppe see" = lata (leta) seg til. NGbr. (Lom).


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   161   162   163   164   165   166   167   168   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə