A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Stam. "Te Stams" A. Hard. (Odda, Kv.). stama?



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə177/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   173   174   175   176   177   178   179   180   ...   219

Stam. "Te Stams" A. Hard. (Odda, Kv.).

stama? v. (ar), 1) støie, larme, tumle; omtr. = stima. NGbr. (Lesja, Lom, Vaagaa): staamaa. 2) "staamaa paa" el. "eettee", true, kommandere, drive = kusta, stima. NGbr. "S. paa Hæst´n". Men sammesteds stamme v. stamme.

stamba v. (ar), stinke, lugte ilde. Gul. (Soknedal): stamb. NSv. Diall. stimba dvs. dunste; G. N. stamba? Men stamm v. stamme. Jf. stamma, strama.

Stamegugg m. = Stamegauk. Sogn (Jøstedal, Lustr). Se Gugg.

stamma v. (ar), lugte stærkt; stinke = stamba. Innh. Selbu, Gul. Røros: stamm(e); Innh. (Skaun): stam (langt A). Se A. "Dæ stamme Mys(k)j"; Stjør. Gul. Jf. stramba, strama; Ang. styman, stéman dunste, dampe, lugte.

Stammbukk m. = Dammreka. SHelg.

"Stamn m. 1) Stavn". A. Stæmm, "Forstæmm, Atterstæmm", Oslo. 4) Stavn paa Slæde. Sæt.; "Frams., Baks." (og bn).

stamna v. stamme. Shl. (Fitja, Tysnes). Mest: stab(m)na. "Han stab(m)na da tee", han fik stavet sig igjennem det.

Stampelo f. afstampet Lu el. Fnas. Østl.

stamra v. gaa med stive Been og snublende; stolpre. Li. (Eikin). "Stumbra o stamra". stamren adj. stolprende. Sv. Diall. stammra, stomra d. s. Jf. stama stamme.

Stan m. En som "staner", gloer forbauset; Hjemfødning. Nfj. (Honndal).

"stana v. n. (er, te), gloe osv." A. Nfj. (Eid, Honndal, ogsaa: ar). 2) føite, tumle omkring = reka. Shl. Hard. Voss, Sogn. Ofte: (ar). "Dei æ uute aa stana om Kveld´n". 3) snuble. Sfj. (Førde, Y- og IDale). "Eg stana (og stante) i ein Stein' aa datt aa Ende". Ordet synes deelviis at glide over i stadna (ar). Jf. Bohuslen og VSv. Diall. sjana, stirra tanklöst eller förvånat (for stjana?). Se støna. Jf. Isl. stjana anstrænge sig (stramme, stive).

"Stand "Stands", ypperlig". A. Fosn.

stand adj. staaende = stad. NGbr. (Lesja, Skjaak, Fron). "Aakrn æ stann". – stand- i nogle Sammensætnn. om det som er, eller foretages, staaende; ogsaa der hvor Infinitiv lyder staa: Standfaks, -hopp og fl.

Standa f. Stilling. ISogn. Se Stonda.

"standa v. staa". A. Infinitiv: stanne Østerd. (L. E.); stann, Gul.

(Soknedal), Namd. Ndm.; statt (langt A) – som "bitt" for binda – Ndm. (Ting. Stangvik, Surndal); sta, Ndm. Østerd. (L. E.), IStjør. Hard.; stao, Sogn, Voss, Hard. Ndm. (Sunndal; men Præs. Particip: "stan(d)ann"). Præsens: stænd(´e) Sfj. (Holmedal, Holsa), Romsd. (Eid); stænn´e Li. Dal. og ØTel.; stæ Sfj. (Haukedal). Imperf. stoog Vinger, NSmaal.; Fleertal: stundo Hall. (Gol), "Stöje" Landstad 81 (maaske som stoya for stoda). Supinum: stande Romsd.?; stunde (og stae) Ryf. (Sand); stei(j)e VAgder, Rbg. (Evje); sti-i Østl. – "10) v. a. udholde; holde Stand imod". A. Ma. Tel. Rbg. og fl. "Du stænd' meg alli i noken Slængg". 11) "staa Liiv", beholde Livet. Vald. (Ø- og VSlidre). 12) række, naa. Tel. (Moland). "Stande Dampbaatn". "Doktorn stoo 'an ikkji", naaede ham ikke levende. – "Staa atte", indhente. Rbg. Li. Jf. stava. – "Staa aav" el. "s. aav se": a) lade sig gjøre, være gjort. "Dæ ska snart staa aav". NGbr. b) overstaa. Dal. c) "Dæe stænd' ikkji mykji av Kreturi oom Vet´n", de har ikke meget Udbytte. Tel. (Mo). – "Staa bii", holde Stand, holde (ud). Nfj. Hard. Rom. Ringerike. Jf. Staabi m. Se Bid. – "Sta ett'", efterstræbe. IStjør. – "Saa dæ staar etter", forstærkende Udtryk. Gbr. Østl. Vel mest om Fart. – "Staa tee", bero; "dæ fæ s. tee". NGbr. – "Sta væl (godt, bra) paa dee!" Afskedsønske til den man forlader for en længere Tid. SØsterd. – standast: a) holde Stand, holde sig. A. Ryf. Rbg. og fl. b) staa fast, ikke komme nogen Vei; ikke blive enige. Sæt. Li. NGbr. "De stændst kji paa de, kjem me ti um de hitt"; Sæt. "Dei stoust paa ein Dalar"; Li. "Priis´n va döm forlikte um, men döm stoost um Kjøpskaalee"; NGbr. c) anstaa. NGbr. (Vaagaa, Lom): "staast".



Standar m. 1) Hjulege. Røros. 2) Standkvarter for Kvæg hvor det undgaar at bisse, altsaa helst paa Høider. ØTel. (Sauland, Lunde, Bø): Stannar.

Standaakr m. se stand adj. NGbr. Sdm.

Standbukk m. = Stammbukk. NTrondh.

Standfaks n. opreist Man. Ndm.: Stann-. Stannarfaks Innh.

Standfløyta f. = Flaut n. se Flauta. Shl. Ryf. se stand.

Standhopp n. Hop uden Tilspring. Vald.

Standing m. = Standaakr. Sdm. (Øyrskog).

Standkirna f. opretstaaende Kjerne. Dal. Vald. (nn).

Standspon (oo) m. den Endeklods af Bjælken, som bliver igjen usavet (hvori Saven standser). Sogn.

Standtraad m. = Iletog. NØsterd. (Tynset).




Standvid (i') m. 1) Reisværk i et Huus. Hard. 2) Stakit af lodrette Brædder )( Stikvid. ISogn (Aurland).

Stang m. En som gjerne stanger. SØMa.

stangen adj. = stangvis. Ma. og fl.

Stangeteig m. 1) et Agerstykke som ved Stænger (6 Alen) er afmaalt til Afmeining. Ned. Tel. 2) en Teig som er 8 Kvadrat-Stænger (se Stong 2) stor )( Gatateig. Tel. (Rauland, Kvitseid, Selljor).

stangla v. n. gaa stivt og stødende, hoppende (stumpande). Li. (Eikin). "Stingla o stangla". Se stinga. – stanglen adj. som har slig Gang. Eikin.

"stapa v. famle". A. Jf. NSv. stap(p)aføtt.

Stapal m. 1) tykk og stiv klodset Figur. Smaal. 2) tvær og vrangvillig Klodrian. Smaal. (Raade, Rygge, Askim, Spebberg). Jf. Stopul, Sjape, stapa, G. N. stapi.

"Stappa f." A. Stoppa Hard. Shl. Sogn. Staappe (#-ö), Follo, Oslo; ogsaa om sammenstuvet Iis.

stappande adv. "s. full, s. mett", stoppet. Østl.

Star n. utidigt Foster (ikke altid dødt). Romsd. (Eid, Nessæt), Ndm. (Øksnd. Ti.).

stara v. n. (ar), 3, gaa stivt tungt og med Anstrængelse som en Udmattet eller Beruset. Vald. Hall. Rom. A. – starra v. d. s. Sfj. Hard. Voss. "Han æ mest aavste'en men starra aa gaar likevæl". Her er dog Møien Hovedforestillingen; se sterra.

starablind adj. 1) som til Tider er blind eller næsten blind, som Stæren, "Staran", menes at være. Hadeland, Totn, Rom. 2) svagsynet. Rom. Totn.

Stare m. 1, En som "starar" dvs. gaar stivt osv. Hall. Tel.

Stare m. 2, 1) En som "starar" dvs. stirrer osv. Tel. Rauland. 2) Stirren? "Selja Stare o kjøpa Glaap", reise til Torvs (Marked) bare for at gloe. Ma. Ryf.

Starr m. Stærgræs = Storr. Hedm. Starrgras n. Agder.

Starre m. stridig ubøielig Person. Hard.

Start m. 1) Stub af afhugget lidet Træ; Halmstubb; = Stub af afhugget lidet Træ; Halmstubb; = Stratt; stiv Kvist uden Løv. Voss, Hard. Sogn. 2) stiv tvær Person = Stratt. Voss, Shl.

"starta v. (ar), stræbe, slæbe". A. Voss, Nhl. "starta imot", stritte imod. Voss, Nhl. 2) gaa stiv og med Anstrængelse for at holde sig oppe. Ma.

"starva v. 2) fodre osv." A. ØTel. (Tinn). "3) gaa med Møie osv." A. VAgder, Jæd. Ryf. Sogn, Nedre Tel. "Stinga o starva". "Dæ va saa vidt han starva øve Bekkjn, øve dæ vessta"; Rog. "4) lide ondt". A. b) være Døden nær; Ryf. Jæd. "5) "starva av", døe". A. Især af Kulde, om Vaaren. Sogn, Voss, Nhl. Ryf. Jæd. Ogsaa: falde sammen, om en Beruset el. Udmattet; vel mest humoristisk Brug. Totn, Nfj. "Han æ avstarva".

starveleg adj. som gaar stivt og med Møie. Jæd. Ryf.: starva-. – starven d. s. Rog.

starvla v. = starva 3. Sæt. VTel. (Mol.).

Stasgras n. Pyntegræs, Baandgræs. Follo.

Stass n. Travlhed osv. = Staass. VTel.

"stauka v. n. (ar), støde, stampe osv." A. Tel. Vestf. Helg. og fl. "Stouke i Groutn"; Tel. "Stöuke imoot", stampe imod, gjøre Modstand; Vestfold. "Griisn stöuka", støder med Trynet; Helg. "2) gaa langsomt". A. b) gaa tungt og stavrende, som en meget Svag. Innh. Ork. Shl. Ryf. Ma. Rbg. Vestfold. 3) hakke og stotre i Læsning el. Tale. Senja, Romsd. Sdm. Gbr. Nfj. "Stöuke aa lesa"; Gbr. "Göugge aa stöuke". 4) = stuka. Ryf. "Koorles stöukar de der?" hvorledes lever De der? – Stauk m. En som staukar; særlig: en stiv stolprende ubehjelpelig (gammel, syg) Person. Ork. Innh. Sogn, Sæt. Tel. Østerd. ("Stok"). – staukeleg adj. lig en Stauk. Sæt. Tel.

staukall adj. stødende, hakkende, stolprende; fuld af (afbrudt ved) Forhindringer; mest som n. (adv.). Busk. "Dæ gjekk stöukallt".

Staule m. 1, stærk kort Stang eller Pind; særlig: Stang el. Tap som forbinder hule Sylindre (Hængsler) i Dør, Bjælker i Væg, Led i Kjæde og dl. SHelg.: -i. Jf. Støl, Støle, G. N. (svein)stauli Pog (Pauk, Paak, Pjokk), Isl. staulask at stavre. Maaske dog eet med flg. – staula se Støl.

Staule m. 2, Samlingsplads for Fæet tæt udenfor "Bø´n" = Mjølestødl. SHelg. I Tel. (Kvitseid, Sellj.) er "Stoulee" = Stø(d)l. G. N. stödull (Sæter) og fremgaaet af dette. – Staulsrjo n. se Stødl, Rjod.

Staup n. 1) dybt Fodspor. Totn. Se Staupa, A.; stopa. 2) brat Indknibning (Smalning); spids Vinkel, skarp Bøining som i Krydsning. Sdm. (Sande, Borgund og fl.). "Gjere eit Stäup". Jf. Bakkestaup, Ermestaup, Gjerdastaup (Gjerdestaup), stauphøvd. Tør være eet med "Staup n. Bæger (nedad tilspidset Kar)". A. Om et lidet Trækar; Ndm.

staupa v. n. (ar), træde dybt i Snee eller Dynd = stolpa. Smaal. "Hæstn stäupär igjønnom". Maaske ogsaa = stopa.

Staupa f. en Række dybe usammenhængende Spor i Snee eller andet blødt. Smaal. Totn, Solør. Støpe SSmaal. Staupeveg m. Vei bestaaende af dybe Fodspor, hvor enhver træder i de gamle Spor. Smaal. Jf. Stolp, Stoppa.

stauphøvd adj. med steil Hov. Li. Sæt.

Staupor f. pl. Tilstand, Vilkaar; Omstændigheder, særlig vanskelige. Ryf. (Sand, Saua). Støyper d. s. YRyf. "Hu kom i Stöuper" (Støyper), = "vart Barntaus".




"Staur m. Stavre". A. Er sidste Deel af flere Sammensætninger til nedsættende Personbetegnelse (mest i Trondh. Nordland: Glaamstaur (osv.) og første Sammensætningsdeel til Forstærkelse af Adjektiver og Verber; jf. stup-. – "D'æ reint bort i Stöur´n", det er altfor galt. Helg.

"staura v. n." A. 3) gaa stivt stødende. Voss.

staura v. a. (ar), sætte paa Stavre. Innh.

staurbannast v. n. = nidbanna. Trondh.

Staurabolk m. Aflukke ved Ladens Ende til Opbevaring af Stavrer og dl. Hard.

Staurbol (oo) n. et Par af lodrette sammenbundne Stavrer i et Gjærde (Skidgard). Odal. Smaal.

staurdrikka v. = niddrikka. Ndm. STrondh.

staureleg adj. lig en "Staur", lang stiv og klodset. Sæt. – stauren d. s. Li. "Stöuren o styr, jussom eit Styr".

staurende adv. overmaade. NGbr. (Foldal). "S. riik, full". "stauranes", Trondh. "storanes (o')", Østerd. Gul.

staurfull adj. overstadig beruset. Trondh.

staurgalen adj. aldeles gal. Ndm. Helg.

staurgjengjen adj. om Fiskegarn som staar stivt af Fisk. Ryf.: stöurgje'e adj. n.

staurhard adj. haard for (under) Jernstavren. Om Jordsmon. Østl.

Staurhogg (o') n. 1) Slag med Stavre. 2) = Sneidord. Ndm. 3) = flg. Romsd.

Staurhogg (o') m. Hjemfødning. Romsd.

Staurhorning m. En som gaar voldsomt og lige paa. Sogn: dn. Vel eg. = Staurhyrning.

"Staurhyrning m." A. 2) en brutal voldsom og klodset Bajads (Clown). Hard. Shl. Nhl.: dn; Innh.: -hænning.

Staurkjerring f. de to nederste Neg paa Kornstavren. Ryf. (Hjelmeland).

Staurkval m. = Staurhyrning. Shl. Ryf.

Staurlag n. = Staurbol. Hall.

staurljuga v. lyve grovt. Trondh.

staurslegen adj. slaaet, banket med "Staur". ØTel. Hall. (slijen), Smaal. (slien). "Eg æ saa læmst´r som eg skulle væra stourslejen aav´r heile Skrott´n".

Staurstivar m. Skraastøtte for "Hesjestaur" = Streit. Røros.

staurtjukk adj. om Ager: tæt besat med Kornstavrer. Hall. (Maaske ogsaa: tæt besat, eller meget tyk, overh. Trondh.).

staurutt adj. stiv og klodset. Gbr. Østl.

staus adj. = staut; tildeels = flus. Østl.

"Stav m. 2) Grændsespæl". A. Rbg. Ma. Jæd. Ogsaa i Endestav, Stavstod. "5) Stribe osv." A. F. Eks. ved vekslende vrang og ret Strikning, Stavaspyt n. Ryf.

"stava v. n. standse, hvile". A. "stava" (Tel.) kan neppe være stadva; derimod kan "staive" (Tel.) og flere Former, se stødva. "2) v. a. indhente". A. Hyppigst: "stava atte", Tel. "stova, staava atte", Tel. (Bø og fl.). "staave atte", d. s. Tel. (Selljor), kan neppe være stava, snarere stødva. "staa atte" d. s., se standa.

"Stava f." A. Trondh. og Ndm.: Stav'.

stava adj. tvært afklippet; om Haar, især i Nakken. ISogn (Aardal, Hafslo).

Stavar m. Stub efter fældet Træ; Stavar er længere end Stumme og Stomn. Ndm. Staavaar, Ork., er vel samme Ord, men synes at anvendes = Studur.

"Stavband n. 2) Slædenagle". A. Stabband, Fl. Stobbaand (o'), SætB. og V. Stall- Ndm. Vestfold; Stäill- Gbr. og fl.; Stadd- Ma. Dal. "Stavband" pleier støtte "Rim", "Fjetra" pleier støtte "Flautstokk". – Stallbandsnavar m. = Stavbending. Vestfold. Stallbænning m. d. s. Trondh. Stabbændingji Sæt. Stabænding Vald.

Stavasprit (i') n. om stiv og stram Person, som ikke vil arbeide. Ryf. (Hjelm. Jelsa, Nærstrand); mest: -streed. Se Strit.

Stavaspyt n. se Stav. Ryf.

stavende adv. "s. still", se Stavstilla. Namd. Gbr. og fl. "s. trøytt", NGbr.

stavla v. n. gaa stivt og stavrende, som en Beruset. Ryf. (Suldal). Se stevla.

Stavlag n. øverste Stok i Sidevæg af Tømmerbygning. Dal. Li. Stavlæ(g)ja d. s. Li. Ma. Sæt. A.

"stavlaus adj." A. "Gaa stavlöus", gaa freidigt uden at ændse Farer eller Vanskeligheder; Jæd. "Eit stavlöust Rykte", et Rygte der gaar som en Løbeild; Helg.

stavna se stødva.

Stavlægje n. Bindingsværk. Romsd. Ndm.

Stavseng f. Stolpeseng uden Omhæng. Østerd. Ndm.

"Stavstod (oo) f." A. 2) om en solid (stærk, rig, mægtig) Mand. Dal.

Stavvidssida f. )( Floskresida. Tel.

Staa'bi m. (og n.) stiv umedgjørlig Person. Ryf. SGbr. Til "sta(nd)a Bii(d)", holde Stand. Staabiit m. d. s. Smaal. – Staabin (ii) m. En som i Tilbageholdenhed staar og gloer og betænker sig. Nfj.

staabrenne v. om Hø, jf. stadebrend. ØTel.

Staadr, -a se stotra. – Staae se Stade.

Staak m. gammel stiv Mand. Shl. Se flgg.

"staaka v. n. (ar), støie osv." A. Ma. 2) opholde sig ensteds optagen med en Virksomhed. NGbr. (Lom, Vaagaa). "Korhæilst staaka du naa?" 3) befinde sig, tilbringe Livet, leve = drysja. Ryf. Shl. Sdm. (Hjørungfj.). "Koss staakar dei sjaa dokke?" "De staaka so væl mæ Helso?" "Me staaka no mæ Helsinne"; Hjør. – staakast v. impers. staa til, forholde sig med Helbredet (Tilstanden). Sdm. (Hjør.). "Dæ staakast no so". – Dog vel for stoka (o') se d.; jf. stuka, stauka, Styk, Stok.

staakesam adj. forbunden med "Staak", n.

staakna v. n. blive stiv? = staaka 3? Nhl. "Me staakna no paa Føt´na".




"Staal n. 3) Stabel". A. Shl. Østerd. Ogsaa: Korn- el. Hørummet i Lade; i "Laavestaal"; Gul. 4) den indre (øvre) Deel af Man som er klippet trinviis, "skormeitt", Staalmaan f. Ma. Rbg. "Stø(d)a" er hvert af de to nedre Sidepartier. 5) Træklamp som forbinder Planker. Hard.

Staal m. gammel stiv Mand, En som "gaar dær aa staala" v., a) gaa stivt stødende og stavrende. Sdm. (Øyrskog, Borgund). b) gaa for sig selv ligegyldig for Omverdenen. Gul. Ork. "En Staatar gaar aa staale för se sjøl". Maaske af Staal. (Stabel, jf. stopla). Jf. stolla, stulla.

staala v. (ar), sætte Grøde i "Staal". NGbr.

Staalar m. pl. se Støl.

staalbarka v. a. (ar), garve svagt, saa der er levnet en (for) tyk ugarvet Stribe inde i Lædret. Sdm. og fl.

staalbrunnen adj. som har gjæret i "Staalet"; om Hø. Ndm.

Staalbygje n. Staalbue. Rbg. Tel.

Staalføre n. haardfrosset "Føre" efter Tøveir. Vald.

"Staalis m. a)". A. Bamle. "b)". A. Ma.

Staalmaan f. se Staal n. Sæt. Tel.

Staalmeidd f. iisblankt Slædespor i Sneevei. Vald. (Bagn). Se Meidd.

Staalnjupa f. den blanke haarløse Hyben = Steinhjupa. Tel. (Selljor; Wille).

Staalrand f. 1) blank ugarvet Stribe inde i Læder. Tel.: -raand. Se staalbarka. 2) blank haard halvstegt Stribe i slet gjæret Brød. Østl.

staalsteikja v. a. stege Ovnsbrød og Kager saaledes at der kommer "Staalrand". Østl.

staamaa se stama.

Staamaan f. = Standfaks. Mange St.

"Staass n. Travlhed". A. Tel. Gbr. Ndm. Li. "Styyr o Staass". 2) Travlhed med storartet Arrangement i Huset, Opvartning og Traktement. Tel. Li og fl. Jf. Stass, stessa. 3) Støi, Tummel = Staak. Totn.

"staassa v. have travlt". A. Særlig med Staass 2); slaa stort paa. Tel. Hall. Gbr. Li. Østl. "Staasse o stelle". "Staassæ mæ mykjy Fræmman"; "staassæ dæ burt før see", bortødsle saaledes; Hall. 2) = staaka. Totn.

staataa, Staatar, staatra se stot-.

"steda (e') v. a. (er, de), stede osv." A. NGbr. 2) (1) gjøre fast eller stadig. Mest (kun): steea seg, om Veiret. VTel. Vinje og Mo: steea og stee, steear og steer, steedde, steett; Kvitseid og Selljor: stæ, r, dde, tt.

stedast v. n. blive fast, blive i Ro. NGbr. "Du steeast (kort ee) ikkje nugun Stann".

"Stede (e') eller Stedje (?) m. Aabred". A. Stee`e, Fl. Steea Ma. (Aas.), Stedjdja(r) VTel. SætB. Ma. Stejje, Fl. -jja, Li. (Kvin). Stei og Steie Li. (Bakka, Gyland), Dal. (Hæsk.). Stegg, Fl. Stejja og Stegga Li. (Kvin, Bakka). Og: Stee f., Fl. Steea, Rbg. (Evje), Ma. (Bjell.). Og: Stee n. Ma. Rbg. Stæ n. steil Elvebakke; Hall. Stede er i Tel. Agder, Dal. altid en noget fast Engflade langs Vandløb. "Stejjan", Gaardsnavn i Ma. (Bj.).

Stedebekk (e') m. Bæk som bugter sig mellem "Sted". Rbg.

Stedja f. retvinklet lodret Indsnit i en Masse; undertiden maaske:

vandret Flade med lodret Begrændsning. VTel. (Vinje, Raul. Laardal): Stedjdje. "Moka Stedjdje i Snjofaannee". "D'æ Guut soom gjere S. i Grout´n, i Smørøskja". "Hest´n heve heiltupp eti S. i Ængj´ee". "Setje, brjote, taka S.". "Du fær taka Høy i sama Stedjdja paa Sta`en". "Fyye (fylgja) S.a". "Hest´n gjængg´e der burti Stedjdjune oonde Aas´n". – "Finnstedjdje" f. Engflade (Stede) ved Aa, med Børstegræs. Tel. (Eidsborg, Vinje, Kvitseid).



stedja v. a. a) bestyrke i et Forehavende, tilskynde; b) anbefale, tilstyrke. Sogn (Vik): stejja (og stedjdja), stejje steggde steggt (kk) – som "byjja, byggde", se Stede, fleggja #-; Sfj. (Holsa): steie steia steia steia; Sogn (Hafslo): stee ste(r) steedde steett; ofte "tee`stee" (tilstedja). "Du steggde meg tee da". "Han teesteedde da", han tilstyrkede det. G. N. stedja sætte fast, bestemme osv. Se steda.

stedskøyta (e') v. (er, te), sammensveise Jærn paa Ambolt. Hall.: stee- og stæsjøyte.

Stedsla (e') = Stedsmaal. Tel.: Stessle.

"Stedsmaal n." A. Sæt.

Steffansbragd n. og f.? en Knude, se Bragd. Tel. Sæt. – Steffanskast n. d. s. SætB.

Steffansløn se Staff-.

Stega, Stege- se Stige. – Stegg se Stede.

Stegg m. 3, Hundesteile, Gasterosteus. Ned. Vestfold, Smaal.

Stegg m. 4, Duft. Vald. "Stægg 'taa Foo`ree".

steeggja v. n. (ar), lugte,; dufte; stinke. Vald.: stæjji. "Dæ stæjja 'taa Ramøstee". stägge stinke. Smaal. se stagga. Jf. stækja; Sv. Dial. (Småland): stägga.

Steggje m. Hanfugl (Ndm. Vald.). Tel.

Steggje m. Modbydelighed. Rbg. Li.

steggjeleg adj. fæl, forskrækkelig = steggleg. Tel. steggelig ØMa. VNed.

steggjen adj. som føler Modbydelighed efter Overmættelse; led. Rbg. (Evje). "Eg æ s. paa Fisk".

Stegl (e') n. = Stegla. Li. Steigla f. Jæd.

stegl (ee) adj. steil. Hard. (Kvamm, Ulvik). "Steeglt Fjedl". "Steegl´e Vegg". "Uppitte steegla Fjedl´e". For sigl?

"stegla v. a. 1)". A. Ndm. "2)". A. "stegla aa banna, steglebanna",

Voss, Sogn. 3) sætte høit og løseligt op; opstille, opføre, høit og usikkert. Sdm. Ndm. "Stegl upp". NGbr.: "steegle upp".



Stei n. Hvælvet under Foden (Vristen) =
Ilke. N- og SØsterd. "Høgt, laagt Stei". Stig (?) eller Steig. – steiføtt adj. med høit "Stei". Østerd.

Steia se Stige. – steie se stedja; steigen.

"Steig n." A. Ndm. 2) Trin = Stig. Totn.

steiga v. n. (ar), skridte; skridte ud, tage lange Skridt, = stiga (i'). Østl.

steigen? adj. = stigfatt, om Skier. NØsterd. (Oos, Tynset og fl.): steien. – steie v. a. gjøre "steien". Østerd.

steigrein adj. om Skier hvis Midtparti ikke slæber. Totn. Og: steirein, Totn. steegrein adj. d. s. SGbr. For: stig-. – steeghol adj. d. s. Sigdal. For: stig-.

Steigur se Gur.

Steik f. i mange Sammenss. til nedsættende Person- betegnelse: Leidesteik, Rinarsteik osv.

"steikja v." A. "steikje Kaffi", riste K. Gbr.

steikjande adv. (og adj.) overvættes, i høi Grad. Østl. og fl. "Steikane rar". "Itte steekane Grann´e", ikke et Gran; SSmaal. Jf. stupande, støytande osv.

Steikjegraut m. kogt Kartoffelgrød som siden er bleven halvstegt. Tel.

steikna v. n. steges = stikna. Ryf.

steikvarm adj. stegende varm; mest om Veiret. Ringerike (Snarum): steikvart n.

"Stein m." A. Stein´e (Stæen´e, Staen´e), VTel. Rbg. Nfj. Sfj. (men "Sveinn", Jølstr); Stein´e, VTel. (Vinje, Mo), men Fl. "ræene Stæenar", "Stæenar" Mandsnavn. – "Ikkje eit Steins Oor(d)", og "ikkje eit Stein´sens O.", ikke et eneste Ord. Nhl. "Ikkje steinande Oor´e" d. s. Nhl.

"steina v. a. 1)". A. "stæen' nee", Ndm.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   173   174   175   176   177   178   179   180   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə