A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


stilta seg v. (ar), liste sig (frem). Østl. Østerd. Til stilla, el. til flg.? Stiltra



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə179/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   175   176   177   178   179   180   181   182   ...   219

stilta seg v. (ar), liste sig (frem). Østl. Østerd. Til stilla, el. til flg.?

Stiltra f. Stylte. NGbr. Hall. Mest i Fl.: Stiltro, -u. Styltre Østl. (sjelden). S(tk)joltra, Hard. Voss, Tel. S(tk)jøltra Voss, Sogn og fl. Sjyltra? Dal. Tiltr' Ndm. Stultre Østl. Ogsaa: S(tk)jøkla Nhl. (Eks.), Voss. Se flg.

stiltra v. n. 1, 1) gaa med stive Been stavrende og usikkert. NGbr.

styltre, Rom. Ringerike, Hedm. s(tk)jaltra, Sogn, Hard. s(tk)joltra, Sogn, Voss, Hard. Shl. Tel. s(tk)jøltra, Sogn, Voss. sjyltra, Dal. stultre, Smaal. Rom. Hedm. Land, Hadel. Vald. Vestfold, Romsd. Ndm. stylta, Dal. Og: s(tk)jøldra? Sogn; se skildra. "Ho stkjoltra so ho va fudl´e"; Shl. 2) v. a. støtte med Stivere eller Stænger. Rog. "Styltra opp noke som vil detta nee". – Stiltra? f. Styltre, S(tk)jaltra, -o-, -ø-, Sjyltra (-o-, -ø-) (Ma.), S(k)jøldra (Sogn), Sjoldre (Aamlid i Rbg.), En som "styltrar", gaar stivt og usikkert (ravende). – Stylta d. s. Dal. Stultr m. d. s. Hedm. – stiltren, styltren adj. s(tk)jaltren, -o-, -ø-, sjyltren (Dal.), stultren, stultrutt, tilbøielig til at stiltra, stavrende osv. – Jf. Sv. Diall. stylt dvs. Støtte mod Fald, stylta dvs. gaa daarligt (Sv. og D.); Ang. styltan stamme, osv., se sjaltrast.

stiltra v. n. 2, gaa let og lydløst, gaa paa Tæerne. Vald. Hadeland, Land, Vestfold, Ringerike, SGbr. Hall. "Han stiltra see burtette Golve". "Stiltre see fram". Hører til still, stilla, stilta, snarere end til foreg., hvilket desuden paa de fleste af (alle?) disse Steder lyder "stultre".

Stim (ii) n. det at man "stimar" (A.) og "stiimer"; Tummel osv.

stima (ii) v. n. (er, de eller te; ogsaa: ar), 1) arbeide haardt, anstrænge sig = stræva. NGbr. Li. Isl. stíma d. s. "Haa mykjy aa stiime mæ". "Han steime mæ dæ"; Li. 2) gaa raskt og hensynsløst frem; gaa paa; trænge sig frem. Rom. Busk. Ned. Oftest "stiime fram". Ogsaa: "stiim' see fram", trænge sig frem i Flok. Ndm. 3) overdrive, ogsaa i Tale. Li. 4) "gaa aa stiime", gaa meningsløst svingende paa sig frem og tilbage. Smaal. (Svindal, Skjetve og fl.). 5) "gange o stiime endefram", gaa lige frem (paa) i Tanker (tankeløst). VTel. (Moland). Ordet er dog vel eet med stima A. "Staake aa stiime". Oslo.

stima (ii) v. a. (er, te), sætte i Fart. Gbr. (Fron). "E stiimte'n i Veig", fik ham afsted.

Stima. "Sidja i Stiim`aa", sidde grundende og stirrende uden at iagttage noget. Dal. (Bjerkrei, Hæskestad). Se stima.

Stimp m. stiv ubehjælpelig Klodrian. Sdm. (Hjør.). Og Stymp, Sdm. (Sunnylven).

stimta v. n. (ar), = stinta. NGbr.

stimtast v. impers. holde haardt, gjennemføres kun med Vanskelighed = stinta. NGbr. (Lom, Vaagaa). "Dæ ska stimtast um e røkk dæ, um e orka dæ". Til stima, eller af stinta?

"stinga v. (stakk)". A. "Stinge seg paa noko", forarge sig over noget. Sæt. 7) v. n. gaa stødende hoppende og snublende = stangla. Li. (Eikin, Fjotland), Sæt. "Han sting' o starva paa Fø´tan". Jf. stingla, stingsa, s(t)jangla, stangla.

Stinga f. Dyppelse = Dupp. Østerd. (Aamot). "Klubb aa Stinge". Meddeelt.

"stingande adj." A. "Dæ kjæm kje av stingande Sta´n", ikke af Flækken. Tel. Ryf. og fl. "A(v) stikkane Sta´n", d. s. Jæd.

Stingar m. en lang spids Slagterkniv. Totn: Stynger; Ringerike: Stinger.

stingeleg adj. som vil stinga v. n. a) som stikker frem stivt og nøgent ("stjapelegt"). b) som let støder an med Fødderne og snubler. Sæt.

Stingesild f. Hundesteile, Gasterosteus. Follo og fl. Stængesild d. s.? Smaal.

stingla v., stinglen adj. se stangla.

stingsa v. n. (ar), 1) ville støde an med Fod, halte noget = stigsa, stingla, stinga. Ryf.
"Stingsa paa eine Foot´n". 2) stamme, stoppe op = stigsa, stigta. Ryf.

"stinkla v. n. stivne; tilfryse". A. Hard. Sogn. tinkla d. s. YSogn, Sfj. "Da va nett aat aa stinkla paa Vatne". "Iisn ha stinkla i Natt". "Stinkla aav´r".

"stinn". A. "Pao stinne Sta´n", straks. Sogn.

Stinnfluga f. = Steinfluga. Totn: -flugu.

Stinnklegg m. = Blindklegg? Totn.

Stint m. = Stinta 1, 1) og 2).

Stint. "Staa paa Stint", være paa Nippet. Nfj. (Eid, Stryn). "Dæ stoo paa Stint at eg inkje vann mæ dæ".

"stinta v. n. (ar)". A. Overhovedet: anspænde sig til det Yderste, udnytte sit Fond (sine Kræfter, Forraad) saaledes at det til Nød strækker til. Solør, Ringerike, Vestfold, Smaal. Vald. Tel. Agder, Rog. Nhl. Sogn, Sfj. Nfj. Trondh. "Stinta o bera; stinta o dra(ga)". "Han kaam stintande mæ ei tung´e Byr"; Tel. "Han stoo o stinta aa heelt paa Lassi, sum hae dutti", Rbg. "Hest´n gjekk aa stinta pao tre Bäen", slæbte sig frem; Sogn. "Du maa no stint' dæg uut", slæbe dig ud; Trondh. "Baat´n stinta mæ Farm´a"; Nfj. 2) v. imper. holde haardt, nødvendiggjøre den yderste Anstrængelse; strække knapt til; være nær ved. Rog. Ma. Nfj. "Dæ ska stinta". "Dæ stinta hardt paa, at han sku kje ha vunne mæ dæ"; Nfj. "Dæ stinta tee, stinta ihoop"; Nfj. 3) v. a. bjerge til Nød. Ndm. Romsd. "Vi stinta no Buuskapn fram te Soommaarn". "Han stinta see upp", arbeidede sig med Nød op. "Stinta seg", holde haardt; Rog.

Stinta f. 1, 1) En som "stintar", som anstrænger sig til det Yderste. Solør, Vinger, Smaal. Sogn. "Du æ da ei fæl Stinte!" 2) En som puster og stønner under sin egen Masse, tung og stiv Person. Dal. Tel. og fl. "Vombstinta". 3) steil Bakke i Vei. Ned. 4) Kvinde som fremhæver sig selv stærkt. Selbu. Medeelt. 5) Stivhed og Smerte i Ryggen efter meget Arbeide, især med at bære. Ryf.

Stinta f. 2, en meget liden Læbefisk, Labrus, = Hyrjaata (ikke = Raudnebb(a)). Ryf. Jæd. Skal ogsaa hedde "Roota"; Rog.

Stinte m. = Stinta 1, 2), Stint. Dal.

stintast v. impers. = stinta 2). Ringerike.

"Stir m." A. Tel. "Han hev fengji Stiir´n".

"stira v." A. "Eg stiire i da", jeg krymper mig ved at tage fat. Nhl. Shl.

Stir se Stig n. – "stird". A. Hall.

stireblind adj. meget nærsynt? Ryf.

stirna v. stivne. Voss. Se styrdna.

stirren, Stirrepinne, stirrug se sterra, -en.

stirta v. n. (ar), anstrænge sig; omtrent = strita. Rbg. (Aamlid, Bygland), VTel. (Moland, Mo, Vinje, Kvitseid): stiirte, og i Tel. deelviis: stirte. "Han stiirta o gjekk, stiirta uppetti", anstrængte sig for at holde sin Person oppe (under Gangen); men "han strita o bar, droog, heelt"; Bygland. "Steirte imout", stritte imod; Rbg. Til stirra (sterra), som spiirte til spirra, som fuurte osv.

stirteleg adj. stiv af Anstrængelse med at holde sig paa Benene og føre sig frem. SætB.: steirtelege.

Stiv (ii) n. stivende Evne, f. Ek

s. i Stivelse. Ma. "Dær æ kje noko Stiiv i dæ".



stiveleg adj. og adv. noget stiv. Tel.

Stivhug m. Stivsind. – Stivil se Styvel.

Stiving m. stiv stram Person. Romsd.

"stivla v. a. hemme osv." A. Rbg. VAgder. styvle Rbg. (Aamlid); stevla Ma. (Audndal). 2) afdøie, give en anden Retning, f. Eks. en Vandstrøm ved en Skraadæmning. Ma. Ogsaa: "stivla aen te Reettes, te Freess", tale til Rette, stille til Freds; Ma. Sæt. 3) til Nød mægte; knapt faa Bugt med. SHelg. "Eg steevla'n attaavr" = braut. Og: støvl' (æ-), Helg. 4) v. n. "steevle (æ?) oopp" = kjøva upp. "Vatn´e ha steevle oopp saa de ha bleett slik e Svællkuule". Østerd. Jf. stevla. 5) "stivla aa banna" = steglebanna; Voss. "Stevla aa b.". Hard. Et andet Ord?

Stivla f. en Skraadæmning halvveis over Vandløbet, til at afbøie Strømmen. Ma. (Bjelland); Tel. kun i Flertal: Stivlur; Rbg. (Aamlid): Styvlur. G. N. stífla Dæmning. – Stivletid f. Aarstid, da man dæmmer (afbøier) ved Stivla. Ma.

stjaga v. n. (ar), 1) gaa stavrende, stoprende; rave, slingre = staga. Hard. Sogn, Tel. (A.), Oslo, Odal: s(tk)jaga. 2) "gaa aa sjaga", rende (slingre) omkring uden noget Ærinde. Odal. Se staka. – Stjag n. Stolpren, Raven osv.

stjagla v. n. = stagla, stjaga. Li. (Bakka): sj.

stjaka v. n. (ar), 1) omtr. = staka; vakle, rave. A. Hard. Sogn; Tel. Hall. og Oslo: sjaka; Gbr. og fl.: sjaakaa. I Tel. (Nissedal, Tre.) vil en lang og stivbenet "sjake", mens en Olding vil "stake". 2) = stjaga 2). Sæt. – Stjak n., Stjaking f. det at stjaka. – Stjak m. langbenet stiv usikkert Person. Rbg. – Stjakebad n. og Stjaking f. Renden (Rangling) ledig omkring. Sæt. – stjakeleg og stjaken adj. lig en Stjak, tilbøielig til at stjaka. Rbg.

Stjakje m. se Stake. Særlig om afkvistet staaende Træ el. større stiv Green. Hard. Hertil: stjaka v. forvandle et Træ eller Grene til Stjake ved at afhugge Løvet. Hard.

stjakla v. n. gaa tumlende, omtr. = stjaka, stikla 2, 2). Hard. Sogn, Shl.; Tel.: sjakle. "Han stkjakla ænda", han ravede omkuld. Jf. ogsaa stjøkla. (Slingringerne er i stjakla større end i stjaga).

stjaltra v. stolpre, se stiltra; jf. sjaltrast.

stjara v. n. (ar), 1) staa eenlig og stiv; staa
som en Stage, "Stjare", være eller blive til en "Stjare". Ma. (Grindeim, Bjell. Finnsl.). "Tree´e sjara o veks´e". "Han stænn´e dær o sjara o glaape". 2) gaa stivt og ravende. Hard.; Hall. (A.: skjara) og Vald.: sjara. Jf. "stara", gaa stivt, see stivt. Bet. 1) er fremgaaet af Stjare.

Stjare m. 1) lang stiv Pind = Stjart. VAgder. "D'æ kje ette ko Sjaran a(v) Leimen", der er kun levnet – af Limen. "Limestjare". 2) lang stiv, i Gangen derfor gjerne noget usikker, Person. VAgder. – stjaren. Jf. stara og de flgg.

stjarra v. n. gaa langsomt stødene hakkende og usikkert som en Affældig eller Syg. Hard. Se starra, sjarra. "Stkjarra aa starta". Vald.: sjarre. – sjarren adj. som stjarrar.

Stjart m. lang stiv Pind; afhuggen løvløs Kvist. Agder. "Limestjart (Leimesjart)". – stjarten adj. lang tynd og stiv; lig en Stjart. "Han æ saa sjarten o sjanglen o høge o veispren"; Ma. (Grindeim). Jf. Start, Stjare, Stjore.

stjarta v. n. (ar), = stjara. Ma. (Bj.): sj.

stjarvla v. n. 1) gaa slingrende; slingre, rave. SætB. og VTel. (Mol.): sjarvle. 2) "sjarvle ti", slumpe sig = vingla til. Sæt. – stjarvlen adj. tilbøielig til at stjarvla; tildeels = vinglen. – Stjarvla f. En som er stjarvlen. Sæt.: Sjarvle. Vel til starvla; jf. sjargla (stjagla).

Stjern n. stjerneformig Plet; særlig et Blis. Vald. (Vang, VSlidre). "Ait Sjædn i Skalla". S(tk)jødn f. d. s. Voss (men "S(tk)jedna" en Stjerne).

stjernegrisen (i') adj. tyndt besat med Stjerner; om Nathimlen. Sogn: s(tk)jødne-. – stjernetett adj. tæt besat osv. Sogn.

stjernøst? adj. meget ivrig, hidsig efter. Jæd. (Haa): sjødnøst. "Sjødna", Stjerne og øsa?

Stjoltra, stjoltra se Stiltra, stiltra.

Stjor og Stjore (oo) m. 1) Stilk el. liden Stamme el. Kvist som stikker stivt frem efter en Over- el. Afskjæring. Tel. Bamle, Agder, Ryf. "Sjoor´n paa Konnbandi”, Negets Rodende. ”Sjoren paa Vidjdja, Lauvskjervn, Kvistn", den stive tykke (bladløse) Ende. "Liimesjoore". "Eplesjoore", afskaaren (gjenstaaende) Kartoffelstængel; "Potetsjoore", d. s. "Lyngsjoore". 2) Straale af friskt Ved i for Resten raaddent Træ. Tel. (Selljor). "Vokstrsjoor". Se A.

stjora (oo) v. n. være el. danne en "Stjore", staa stiv og fremstikkende. Ma. "Han stou o sjoura sum aen an'n Sjap". Jf. Stjare.

"Stjorn f. 1) Orden osv." A. S(tk)joodn Sogn (Aurl. Ladvik), Nhl. (Fusa). "Goo Stkjoodn paa noke". "2)". A. Shl. "Stii aa Stkjoodn" (n.).

"stjorna v. 2) sysle i Huset; fodre osv." A. Nhl. (Fusa), Sogn (Aurl. Ladvik) og fl.: s(tk)joodna; Tel. (Vinje, Mol.): sjoone. "Stjoodna tee liite Mat", Aur. "sjoone", om at tilsee og pleie en Syg; Tel. (Selljor). "3) styre; raade med". A. Shl. Hard. Voss: "Eg ska allti s(tk)joodna deg!" Tildeels: "s(tk)jodna (o')" for s(t)joudna. Jf. Kvæinnsjønar, NGbr.

Stjort (oo) m. = Stjore. SætB.: Sjourt´e.

Stjødn, Stjødn- se Stjern, stjern-.

stjøkla? v. n. gaa (stivt) usikkert og vrikkende især i de nedre Leder (Ankelen). Voss, Sogn. stjokkla Sogn (Lustr). "S. pao", gaa raskt men usikkert. Jf. stjakla, stjaka, sjaakla. Se stiltra.

Stjøkla f. Stylte. Nhl. (Eks.), Voss.

Stjøling? m. lang tynd stiv Figur. Vald.: Sjøling. Maaske dog eet med Sjøling < Skjerding. sjølingvoksen adj. af saadan Vækst. Vald. Se Styl.

Stjøltra, stjøltra se Stiltra, stiltra.

"Sto (oo) f. Hvileplads osv." A. Særlig: Hvileplads, eller midlertidigt Tilholdssted, for en Flok. Bamle (Drangedal), Nedre Tel. (Solum, Holla), Rbg. (Aamlid, Mykl.). "Flotarane (Fantane) hadde Stoo´a si der; der kookte dei Kaffi". "Ei fæl Fantestoo". "Eg kaam te dei paa Stoo´a (Stoo´e? n. se flg.), just daa dei stagga"; Mykland.

Sto (oo) n. (og f.?), 1) = Fastesto; se d.; (Bukkesto, Skinsto, Busto). Nfj. (Stryn, Honndal, Breimn, Gloppen). "Gjäitene æ upp-i Stoo`a" (Dativ). "Set dei i Stoo!" 2) Græsgang = Hamning. Sfj. (Jølstr, Førde).

Sto (oo) n. og f. Se Aarsto, og Stod (oo).

stodda se stødva. Stobn se Stomn.

Stod (o') f. Sted hvor der standses eller staaes. a) Landingssted. Sogn og Tel.: Sto (o'); INfj.: Stod (o') i "Baatestod". b) Standkvarteer for Fæet; i "Busto (o')" Tel., "Skinstod" Nfj. "Bukkestod", "Fastestod", Nfj. c) Hesjestod". Nfj. Se Stod og Stød, A.

Stod (oo) n. 1, 1) Hoppe. Gbr. (Fron, Vaagaa). NSv. Diall. ("Norske": Finnland; SGotland): sto (stod), märr, ogsaa: flokk af hestar, stuteri, som Eng. stud, Ang. og G. N. stód. 2) støiende tumlende Flok af Folk, helst Landstrygere. Rog. Bamle. "Dæ va eit heilt Stoo so gjekk førbi". "Fantastoo" n. Jæd. Dal.

Stod (oo) n. 2, 1) Bedækning, Bespringen; om Hingst. Ryf. Shl. "Han sænde Hest´n sin paa Stoo", omkring til bedækning. "Hest´n gjekk paa Stoo". 2) Støi, Tummel; især Nattetummel, "Nattestoo". Ryf. Dal. Jæd. "Dæ va daa retta Stoo´e mæ dokke!" "Daa blei der (styggt) Stoo aav!" Stoy (o') d. s. Agder. Se stoda.

stoda (oo) v. n. (ar), 1) springe med Hopper. Shl. Ryf. "Hest´n stooa her i Bygd´o". 2) springe viltert omkring, om Hest. 3) sværme om, leve et kaad Liv; ogsaa: tumle,
støie. – dog kun (eller næsten kun) om voksne Mandfolk; = mara, horsa. Shl. Rog. Li. (Vanse). "Han fer aa stooar her omkring Bygdedne", Ryf. stoya, stoye (o'), d. s. VAgder, Rbg. VNed. "Stuka o stoya heila Nouttæ". "Han kaam mitte paa Nouttæ mæ Stok (Stog) og Stoy". – "stoya" er ikke Riim paa "høya" (af Høy) i Agder. Sjelden høres "støye" – vel laant af D. – men da gjerne ved Siden af "stoye" og med anden Bet.: larme, om Børn. Om Formen sammenlign: Moy < módir; Moy dvs. Mo-i(num) Gaardsnavn; moyen, moyna se moden, modna; (Goy, oyvida). Jf. for Resten: stoona, støna, støyna; Sv. Diall. stoa, vara brunstig; Sv. stoja (der ligesom Danskens og Nedertyskens maaske har havt et D); D. Dial. Stoihale, En som føiter ud og ind.

stoda (o') adj. stillet, se støda.

"Stoda (o') f. 1) staaende Stilling". A. b) Stade, Standpunkt. "Dæ stæ i same Stodinne", Sdm. (Hjør.); "i s. Stø'enne", Sdm. (Øyrsk. Borgund), se Støda. "Kva Stode ha Vind´n (Veir´e) idag?" fra hvad Kant staar Vinden. Sdm. Nfj. Jf. G. N. stada Vindretning, vedrstada. "Han stænd´e mæ same Sto`inne", Sfj. (Dale). 4) tæt Flok af Staaende. Nfj. "Smalen rekk i Stode, staar i Stode", "dei rek' ihoop i äi Stode", Faarene samler sig i Flok og staar og døser (sturer, hirer). 5) Stabel? Tel. (Mo, Vinje), se Støda. – "Haarstode" = Haarstad, "Vindstode".

Stoda (oo) f. Tummel, Støi = Stod . Dal. "Dei heelt ei svære Stoua".

stodgalen adj. brunstig; om Hingst. Ryf.

Stodhest m. Stodhingst. Sæt. Shl. Ryf.

stoden (oo)? adj. larmende, især i Fuldskab; altid om voksne (Mandfolk). Rog.; Agder: stoyen (o'). Se stoda (oo).

Stodevatn (o') n. stillestaaende Vand. Sogn: Sto-. Sto(de)bekk m. Sogn.

Stoffil se Storfil.

Stoga (o') f. Standsning; Ophold i Uveir. Hard. (Ullensvang). Som til staga v. – Stogga f. d. s. Hard. (Ulvik). Til stagga.

Stogn (o') f. Standsning. Voss, Sogn.

Stok (o') n. Støi, Tummel, Travlhed = Staak, Stuk. Tel. VAgder og fl. Til stoka.

stoka (o') v. n. (ar), 1) støie, tumle osv. = staaka, stuka, i alle Bett. Agder og fl. Jf. stauka. 2) stamme i Læsning, læse hakkende = stauka. Sdm. (Hjørn.). – Stok (o') m. En som stokar 2). Sdm.

Stoka? f. kløftet Stang til Opladnig af Kornneg. Stjør. Gul. og fl.: Stuku.

stoken (o') adj. støiende. Jæd.: stodjen (staa-).

"Stokk m." A. 6) Fælde til Fangst af Vildt, især Storfugl. Meget udbredt. 7) Kasse; f. Eks. "Feel(e)stokk". Gbr. og fl.

stokka (o') v. n. (ar), stinke. Follo (Oppegaard, Aas, Fraun), Smaal. (Spebberg, Eidsberg). "De stokkär (og staakker, stökkär) a Vask´n". Jf. støkka, G. N. stökkva fare op; stagga, steggja.

"stokka (o') v. n. (ar), svulme op". A. Tel. "Hest´n s.", Hestens Fødder svulmer. 3) om fugtig Sne, som hænger ved og fylder Hulninger og Mellemrum. Gbr. (Skjaak, Lesja, Vaagaa, SFron). "Sjoog´n va saa kram at dæ staakka oonde Føt´aam paa Øy`kjaam". "Veig´n staakka idag". Endog = stokkleggja.

Stokkbrunn m. og n. tømret Brønd. NGbr. oftes: Staappbrunn n.

stokkleggja (o') v. n. om fugtig Snee, som fylder Rummet mellem Slædens Meder. Romsd. Ogsaa: "Dæ stokklæigg see", Ork. NGbr.

Stokksild (o') f. Sild sat parviis paa Stang til Tørring. Sfj. (Vevring).

Stokksvill f. Grundstok = Svill. Ma. (Øyslebø, Bjelland). "Saalænge han æ i Stokksvillaa (-svidd'æ)", saalænge han er i Hus og Hjem, lever.

Stokktare m. Laminaria digitata. Vestl.

"stokkutt (o') adj." A. ILi.: stokkutt(a). 2) nær Døden = feig. Ryf. Hall. "Dæ va fælt koor stokkete han va!"

stokkutt adv. nu nys. Vagder. "Stokkutt (og -et) her um Dagjn".

"Stol (oo) m." A. 4) Underlag af Riisved og dl. under Korn- eller Høstabel i Lade. Helg. (Hemnes, Lurøy). Jylland: Stæile. "Teelstool" d. s. Salten, Helg. (Ranen). – Stol synes i flere Sammenss. at betegne: Grundvolden, det Bærende, det Solide ved en (sammensat) Ting; f. Eks. Takstol, Fotstil, Grimestol, Hovudstol, Kinnstol.

"Stolbrugda f." A. NGbr.: -e. Stoolsbrugda, Ma.

stolka (o') v. n. (ar), gaa med korte tunge stampende Skridt, omtr. = stabba. Fosn, Namd. og Innh. (aa#-ö). Stolk m. En som s. Jf. Stulk, stolla, stulla, studdra osv.

stolla (o') v. n. (ar), 1) gaa stampende for sig selv, ligegyldig for Omverdenen, = staala, omtr. = stulla. Rom. Tel. Ryf. Har ingensteds dd el. dl, saa det seer ud som det var: stolda. Se foreg. 2) befinde sig, "leve" = staaka, drysja. Ryf. "Koss stollar dei heima?"

Stolle (o') m. 1) før gammel Mand, som gaar og "stollar". Ryf.; Tel. (Vinje) og Rbg. (Aamlid): Stolli. 2) indskrænket folkesky Særling. Tel. Røldal. Stolling m. d. s.; " = Staatar". Rom. Totn, Hedm. og Smaal.: (ö#-aa). Se stolla. 3) tosset larmende og tumlende Person. Ma. – stollen adj. lig en S. 3), = styren. Ma.

stolma v. n. (ar), løbe sammen, coagulere; om Blod og dl. Hard. (Ulvik, Ullensv.). "Staalma i Houp".

stolma adj. sammenløben. Hard. Jf. stalma.

Stolp (o') f. (er), 1) dybt Fodspor i Snee
el. andet blødt. Ma. Ring. (ö); SVald. og Hall.: (aa#-ø); Sæt.: Stoupp, pl. -i. 2) lang Række slige Spor. Sogn, Hall. Tel.; VTel.: Stoopp, -ir. "Gongestolp". Ogsaa: "Skistolp"; Vald. Hertil: støøppe v.

Stolpa f. = Stolp 2). Oslo (Asker): Staalpe (#-ö).

stolpa v. danne "Stolp". Tel. og fl. "Stolpe fyre Hest´n", gaa foran Hesten og danne S.

"stolpa v. n. (ar), 1)". A. Shl. "Stolpa (part.) Sjø", taarnhøie Bølger. Shl. "2) vade i Dynd osv." A. Og: i Snee el. løs Iis. Ma. Østerd. Smaal. "Hæst´n staalper (-är) igjønnom"; Smaal. "Dæ staalpär unner Hæstefootn"; Smaal. stooppe VTel. (Vinje, Raul.). Hertil: Stoopp´e m. enkelt dybt Spor; Vinje. 3) gaa med lange stive vadende Skridt; stolpre. Tel. "Stolpe paa; stolpe av Gare". stölp' Innh.; stouppe Sæt. 4) være stiv og plump i Bevægelser og Adfærd. Jæd. Jf. stylpa.

stolpa v. a. (ar), tilskynde osv." A. Ma.; Hadel. og Oslo: stolpe (aa#- ö); NVTel. (Raul.): stooppe. Ogsaa: stælpe, Oslo, Totn, Land, A. Og: stylpa, Dal. Li. (Eikin), Ma. Rbg. (Aamlid). Sæt.: styyppe (uy); VTel. (Vinje, Moland): støøppe (vel dannet ved Omlyd af et Stoopp- dvs. Stolp).

Stolpaspyt (o', y') n. = Stavaspyt. Rog.

stolpeleg adj. stiv plump og studs. Jæd. Til Stolpe + stolpa 4). stolpen adj. d. s. Dal. Jæd.

Stolperegn n. Styrtregn. stolperegna v. styrtregne. Hard.

stolputt adj. stiv klodset og stødende, specielt i sin Gang. Østl. og fl. Til Stolpe.

Stolpøks f. liden smal Økse til at hugge Taphuller med. SHelg.

Stomn m. Hold, Varighed; varig Vinding = Stad. Sogn (Vik): Stobn. G. N. stofn Grundvold. Se A.

stomna (av) v. a. nedhugge tæt ved Roden; om store Træer. Gul. (Sokndal): "stömn' 'taa".

stomnast v. n. om Hud som dækker sig med Haar, Uld, igjen; jf. stomna seg. Stjør.: stömnas tee. – Stomningsfeld m. "Feld" af Faar som havde begyndt at "stömn(e) see" efter Klipningen. Gul.

Stomule (oo) m. yderlig tilbageholden indskrænket og hjælpeløs Stymper; Halvfjante. VTel. (Moland): -i. Stoomur(e) d. s. Tel. (Raul.), A. Maaske Stum-. Se Stum osv.

stona (oo) v. n. (ar), fare viltert om eller afsted; leve et kaad Liv; tumle, støie = stoda. Ryf. Vel for stodna. Hedder ogsaa: støyna, støna; se d.

Stonda f. Stilling, Stand, Standpunkt. Sogn (Aurland, Aardal), Voss. "Ee ska ta dee, ee ska kje flytta mee o Staandao". "I sama Staandao". Standa ISogn.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   175   176   177   178   179   180   181   182   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə