A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Syta (yy) f. en Klynker. Østl. "Sjølvsyta". sytall



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə188/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   184   185   186   187   188   189   190   191   ...   219

Syta (yy) f. en Klynker. Østl. "Sjølvsyta".

sytall adj. klynkende; ømmende sig; ulysten. Li. (Fjotland): syydaal.

sytast v. n. = ilengjast. Namd. og fl. "Ku´a syytes". "syten", A. Nhl.: "lika s.".

syteslaus adj. 1) ubekymret, sorgfri. Tel. 2) ligegyldig = tykkjeslaus. Vald.

sytra v. n. klynke = sutra. Østl. Trondh.

sytra (y') v. a. 1) give Fæet Affald og Afskyl, "Sutr". Dal. "Syttra Buye"; Hedland. {MERK: Misprentet Hed land i to ord på kvar si line er retta opp, OV} 2) v. n. lave "Sutr". Jæd. Tildeels: søddra.

Sytre (y') n. = Sutr. Dal.; Jæd. tildeels: Søddre;
Ryf.: Søddrer, plur. Sødder NBed. "Søddrebytta, -fjær(d)ing".

Sytra f. liden rislende Bæk. SGbr.: Syyttre.

"sytta v." A. "syytte før sei sjøl", sørge osv. NØsterd. – Sytten se sutta.

"syvja v. n. (ar)". A. 2) være søvnig, ville sove; nikke. Tel. Rbg. Ma. Dal. Jæd.

syvjen adj. som gjerne vil blunde. Rog.

"syvjug adj." A. Tel. NGbr. symjug, Lom.

omtr. = sæl 5). SætB. og V. VTel. (Mol. Raul. Laardal). "Sæ min Fa`i!" min kjære, velsignede, Fader! "Sæ mii Jænte!" "Sæ mii Kyyr!" – "Sæ min Sau!" "Sæ mei Titta! Sæ mitt Snusk!" SætV.

sæbra v. n. være langsom og tilbageholden i kunstlet Peenhed, være kræsen og dl.; ogsaa: tale slæbende lidt utydeligt og seit og sødligt. VAgder, Rbg. (Honnes). "Ikkje sæbra o denta o laga deg, men brusa fram mæ dæ!" Sæbr m. En som sæbrar; især: En som taler seit og sødt. VAgder. Sæbrar d. s. Sæbrelag n. Maner og Vane til at sæbra. sæbren adj. tilbøielig til at sæbra, især i Tale. sæbrelig d. s. Li. Ma. sæbrela d. s. YMa.; se -la. "Han (Hestn) æ saa sæbren o tærten o liite te faa seg Mat"; Bjelland. sæbra er maaske af sæmra (semra). – Sægd se Seigd.

sægg, sægga se sigg, sega.

"sæl adj." A. sædl ISogn, Voss. – "Sælvar han!" han var lykkelig, tillykke! oftest ironiskt brugt. "Sæl-var du!" Sogn (Hafslo) og fl. Meget mere udbredt og brugt er "Sæl-var deg!" d. s. Nfj. Sogn. "Sæl-var dikka, oss, so slapp so lett", I, vi, var lykkelige som osv. ISogn. I de fleste Tilfælde synes "Sæl" være et Sæla f. el. Sæld f. (sældarlíf). Ogsaa: "Sæld var deg!" tillykke! Nfj. "Sæl vere dee!" Tak! Sdm. (Vanylven). "Sæl vere deg!" Tak! Sfj. "Sæl vøre deg, vi du gjera de!" du skal have Tak, hvis osv. Tel. (Vinje). "Sæl vore deg!" d. s. Tel. (Aam.), Li. (Fj. Eikin), Shl.? "Sæl vore dei, va dei slik!" ironiskt; Li. – "2) glad". A. SGbr. Hall. "Je æ sæl 'ta di je har faatt inn Loo´a". "Hund´n æ sæl o fleekutt", logrende. Vald. Aadal. "Sæl 'taa di", og "sæl faar di", Hall. (Nes). "Han vart nu (no) like sæl!" han gik med uforrettet Sag. Innh. "3) heldig". A. Ndm. Voss. "5) velsignet". A. "Sæle Baan´i mitt!" Tel. (Vinje). Jf. sæ.

Sæl f. se Seild, Sæld.

"Sæla f. Lykke". A. "Sut o Sæla", Tel. (Vinje; literært?). 2) Velsignelse. Hard. (Ullensvang, Ulvik). "Ai haile Sæla mæ Kodn".

Sæla f. Stymper = Saal, Sæling. ISogn.

sæla (seg) v. prise (sig) lykkelig. Lof. A.

Sælauga n. venstre Øie. Vald. Se Feges-.

sælatortig adj. se saalaturftug.

Sæld f. lykkelig Livsstilling, Lykke. Nfj. (se sæl); SætB.; Sæl, som "Saal" < Saald. Ogsaa i Tel. (Selljor)? "Sæld o Ro"; Tel. (Selljor, i Skrift).

Sælda f. = Sæld. "S. i Ryggjn"; Shl.

"sælda v. sælde". A. "Dæ dräiv so dæ sælda"; Vald. 2) gjøre raske og voldsomme Bevægelser? Hall. Vald. "Sælde aa kaste, sælde aa banne", kaste, bande, saa raskt som muligt; Hall. (Gol). "Han kom sældande", springende. Vald. (VSlidre).

sælda seg v. (ar), bue sig ned eller ind; mest om Ryg. Se Sælda, Sæld. NBerg.

"Sælde n." A. 2) det lidet værdifulde som sældes af, gaar igjennem (Melde osv.). Hard.

Sældom m. Nytte, Gavn, Herlighed. Tel. (Kvitseid, Selljor, Bø). "Dæ va naa'kje støre Sældomn i dæ". "Han hae kje støre Sældomn av dæ". "Der æ ingjen S. i dæ".

"Sælebot f." A. Seeleboot Vestfold og fl. Se Saa-.

Sælebots-Tak n. = Sælebots Daude. Romsd. NGbr.: "Sæillboosstak".

Sælegaava f. Gave hvorved man gavner sin egen Sjæl; særlig: testamentarisk Gave. Maaske kun i gamle Viser. "Byyta sii Sælegaava sunn". Se Saalebot.

Sælenuve m. forreste Led, Knogle, af Tommelfingren. Hall. Se Fegeslid.

"sælka v. 2)" A. "sælke se"; Vald. 3) trøste. VTel. (Moland). – "Sælka f." A. Vald.

sælkeleg adj. behagelig. Vald. (Vang).

"sælsleg adj. glædelig, lykkelig". A. Sogn.

sælutt adj. stymperagtig; til Sæla. NGbr.

Sæm n. Susen, dæmpet Brusen el. Syngen, som af fjernt Vandfald. Sdm. (Hjørungfjord). Sæn og Seen d. s. YSdm. (Harham), YRomsd. (Aukra). "Sæm 'ta(a) Elvinne". "Baaresæm, -seen". "Straumseen, -sæn, -sæm". "D'æ Seen i Sjø´naa".

Sæm m., Sæma f. se sæma v. 2.

sæma v. n. (er, de; og ar), 1, bruse dæmpet, suse, se Sæm. Sdm. (Hjørungfj.). "Sjø´n sæme". – sæne og seene v. 1) d. s. YSdm. YRomsd. "De seente 'taa Sjø´naa, de kjem visst te blaase". 2) vrimle af Smaadyr, mylre. Namd. (Nærøy, Namsos). "D'æ bærre saa de seeni burti Tuvaan mæ Mimöur". "De va saa fullt, de seent". (Jf. med Bett. af kvera, kvidra). 3) fare stundesløst afsted. YSdm. – Hid hører maaske Seem m. 2).

sæma v. n. (ar, a; og de, og te), 2, famle uden at faa grebet til; især: famle i Tale, ikke faa gjort Rede for sig, tale seent og seit og klynkende; krympe sig, ømme sig ved noget. omtr. = kvida; være kræsen og peen og dl. Rog.; STrondh.: sæm og seem; NTrondh. mest: seem. "Han sæma aa æva aa kjæva"; Jæd. "Kva du staar aa sæme mæ?" "Ku´a staar aa seeme, vil ittj aataa (øtaa, eet')". – Hertil: Sæm m. En som sæmar. Sæmar m. d. s. Sæma f. d. s.; slap uenergisk seen Person;
fordringsfuld kræsen kunstlet peen Person, som krymper sig eller holder sig for god til Arbeide. Rog.; Trondh.: Sæm og mest Seem. – sæmen adj. tilbøielig til at sæma. Ma. (Bj.; især om Talen), Rog. Trondh. "Sæmen aa vann´e (vand´e)"; Jæd. "Hæst´n æ saa seemin te aataa, staar aa tæmse aa tæmse". – seemutt adj. = sæmen. Trondh.: seemaat(t). – sæma osv. synes høre sammen med saam, saama, Saaming osv., og en Grundforestilling at være Mathed, Slaphed, Sløvhed eller dl. Hid hører da ogsaa sæmra (semra), sæmta, og vel ogsaa seemml', seemmr' (se simla, simra), og sæbra.

Sæma f. tyndt jevnt Skylag; mat lidt dunkelt Veir. IHard. Til saam.

Sæmigje m. 1) = Sjomige, se d. Ryf. 2) langsom doven Person. Ryf. (Hjelmeland). Sæmiigar m. d. s. Jæd. Her er vel Indvirkning fra sæma 2.

sæmra se semra. – sæmta v. = sæma 2. Jæd.

Sæn, sæne se Sæm, sæma.

Sæng m. dvs. Sæding (Maage). Sfj. (Askvoll).

Særblika (i') f. Laks- el. Ørretyngel. Hard.

Sære n. = Mjølsære. Sogn (Jøstedal).

Særskruv m. sær og vanskelig Person. Stjør.

"Sæt n. 1,". A. "D'æ kje Sæt paa dæ (da)"; Rog. Hard.

"sæta v. 1) lure". A. "Han sit´e sæter paa Oor´e", han mærker Ord. Ryf. "2)". A. "Dæ faar sæt' si Voon", det faar gaa som det kan; Ndm. "4)": A. Tel. Ned. VAgder.

"Sæta f. lidet Hø-Læs". A. Sæta Helg. (Brønnøy), Seete, Seet Røros, NTrondh. b) = Saata. Senja, Salten, Selbu.

Sætbygg, Sætehus se Set-.

Sætedreng m. 1) gammel ugift Huuseier; nogle Steder ogsaa: Inderst. Voss, Hard. 2) enlig Hasselnød = Huskjering. Hard. Sætekjering d. s. Hard.

Sætedyngja f. Mødding. Shl. (Etne). Jf. Sætting m.

Sæteskut m. Gjødselskur. Ryf.

sæteslaus adj. upaalidelig. Ma. Tel. Sæt.

Sætonn (o') f. "Da fekk no Sætonna si, da", om noget hvis Bearbeidelse tog saa lang Tid at det imidlertid blev forligget. Sfj. (IDale). "Da fekk no sæte Onna", Sfj. (YDale, Askvoll). Uklart og noget usikkert.

Sætrabud f. = Stølsbud. Shl. (Stord).

Sætrferd f. Sæterophold. Ndm. "Lang S.".

Sætrreit n. liden Ager paa Sæter. Sdm.

"Sættamot n." A. Rom. (Hurdal).

Sætting se Sotting, Sætedyngja.

Sætu, Sætuvoll se Seta. Sæve se Seva.

m. Kogning, se Saud. NGbr.

sø se(g) v. blive hudløs. Gul. Se søyda.

Søg m. Susen osv. = Søyd. NGbr.

"Søg n." A. Sdm. = søgd, søgde se søyda.

søk adj. = søkjen; især om Hund. Hall. (Nes).

"søkja v. 5) plage osv." A. Namd. "6) v. n. trænge frem osv." A. Ma. 7) søge Land med Fiskevod (Not), drage det i Land. ISogn. Se Søkje.

Søkje n. 1) det Sted paa Stranden hvor Fiskevodet (Noti) skal komme i Land. ISogn. "Dar lyyt me søkja, Kara; dar æ gott Søkje". "Nootasøkje". 2) Midtparti af Fiskevod. ISogn. Hertil: Søkjeduvl n. Duvl paa Søkje 2). ISogn. 3) Maal ved Leg. SætV. Jf. Hamne.

Søkjing f. = Søkje 2). Sogn.

Søkjemaal n. = Søksmaal. Ma. Vald.

Søkk n. (og m.) Sænkning, = Søkk f. Ma. Ryf. Oslo, Vestfold (og f.).

søkk adj. som vil synke, som ikke kan flyde. Ma. (Laudal, Holum). "Stokk´n ' søkk; d'æ ein Søkkestokk, ein Søkkebrand.

Søkk. "I Søkk o Kav", saa at man synker dybt ned i. Berg. Agder. "Han he Pænga i Søkk o Kav". Ogsaa: "Däi narra 'an upp i Søkk o Kav" = upp i Stry; Sæt. Og: "søkkjande rik", bundløst rig. Berg. Ma. "søkkende rik, fullt"; Østl.

"søkka v. n." A. sække Vestfold, Smaal. Supinum: sukkje, -i Tel. Agder, Dal.; sækki Østl. (m. St.); søkkje (saakk, saakkjee og sookkjee), NGbr. Om den klukkende (skvulpende) Lyd som følger med indre Sammensynkning i en Krop, ved Slag el. Fald. Østl. (Smaal. og fl.). "Je lae 'n i Bakken, saa de sakk i'n". "søkkja v. a." A. "Søkkje ei Sag", uddybe Skarene i en Sav. Sæt.

"Søkkja f. Sump". A. Li. 2) liden Sænkning. Li.

Søkkja f. 2, noget som ikke vil holde sig oppe; lad Kvinde osv. N- og STrondh. "Latsøkkj(a)" d. s. Trondh. "Baatsøkkja". "Sjølvsøkkja".

Søkkjan n. Braadsø som fylder Baad. Helg.

"Søkkjedike n." A. Sekkje-, Nhl. Sekkjedy, YSogn.

Søkkjedove m. dybt Hængedynd. Ryf.

søkkjeleg adj. tilbøielig til at synke. Ryf.

søkkjelege adv. overmade. Ryf.

Søkkjen n. Sænkelod = Søkkje. SHelg.

Søkkjestokk m. = Dobbe 2). ØTel. Ma.

Søkkjing m. halvraadden Tømmerstok som halvveis synker i Vand ("vakje"). VAgder.

"Søl (ø') n." A. Saal, Berg.

Søl (øø) m. Forslag; Drøielse. Li. (Eikin), Ma. (Holum, Bjelland). "Der æ ingjen Søøl mæ dæ". Se flg.

søla (øø) v. (er, te), 1) forslaa, strække til, blive nok, = standast, stoppa(st); passe til; tilfredsstille. VTel. Rbg. VAgder. søyla d. s. Dal. Jæd. Ryf. "Dæ sølte aller for hann noken Ting"; Ma. "Han fatrar o vasar o fere mæ slikt sum inkje søler ti noken Tingg". Sæt. "De søler kji ti, d'æ so for stourt"; Sæt. G. N. sœla, stille, berolige. Jf. sala, salna, salla. 2) staa fast, staa stille, stoppe; tildeels =
stoppa, standast. VAgder. "Dæ søle alle(r)", om Arbeide som gaar glat, aldrig staar fast. Minder i sin Dunkelhed om bila 2, Jf. usølelege = ustoppelege.

Søle n. seenfærdig Person; Drog. Nhl. (Sund). "Seinasøle" d. s. Nhl. Jf. sølen.

Sølevaa-a f. og -vaae m. En som aldrig bliver færdig; sølevorn (og skiddenfærdig) Stymper. Vald. (Aurdal, Slidre, Vang).

Søln (Søl´n) f. en "Skotsk" Alen, 24 Duodecimaltommer, længere end "Norsk Aln". Nfj. (Innvik, Gloppen), ISdm. "Ei Søln". "Ei Sølns Aln; Sølns Ty". Lyder: "Sy´lans" i Sfj. og er vel: Sydland(s). Se Aln, A.

"sølt adj." A. Sæt. Li. "baksølt, framsølt".

søma v. a. (er, de), "søma See´n", hædre Folkeskikken ved at følge den. Dal. G. N. sœma hædre.

søpla v. n. (ar), feie eller jage op Smuds eller Støv; tildeels = sopa; slæbe, om Klæder. Hall. Se A. "Stakkjn søpla". "Stakkjn æ søplen (-in, -een)". Søplero f. Hall.: -roon. – søple se sipla.

Sørke f. se Surk. – sørke v. se surka.

sørlen (ø'#-ö) adj. klynkende. Innh. Se flg.

sørre (ø#-ö) v. klynke; sørren adj. klynkende. Gul. NGbr. Se saura. "Sørre Maal", klynkende Stemme.

"søsa v. (er, te)". A. 2) snakke om noget med stor Iver; gjøre meget Væsen af. Sdm. (Harham). 3) støie, især i Leeg. Sdm. (Harham). – Søs n., Søsing f. det at søsa. Sødsa f. Kvinde som søser.

"søt adj." A. I Lokking: "Ku mi syy-tæ! (syyata!)", Gbr. Østl.

"Søta f." A. 4) Birkesaft = Byrkja. NGbr.

Søtefit (i-ee) m. sødlig sledsk Person. Tel.

Søtekoto f. sødladen Kvinde. Se Kota.

Søtil m. "Kjær Søtiln min!" min kjære lille Søde. I gamle Viser. Rbg.

Søtkaka f. Honning-(Sirups)kage. Gbr. og fl.

Søtkrudd(e) m.? Anis. Ndm.

søt-talande adj. sødtalende. NGbr.: søt-taalaandes.

Søtvider (ii) m. Solanum Dulcamara.

søv (øø) adj. søvnig. Lof. Jf. svæv.

søva (øø) v. a. (er, de), dysse i Søvn = svæva. Ndm.: søv.

Søvja m. se Sevje. – søy se søyda.

"Søyd (?) m. Susen osv." A. Gul.

"søyda v. a. og n. (er, de)". A. Infin. søy(e), Præs. søye og søya,

Imperf. og Sup. søya, søygd(e), søgde og sögd(e); Trondh. (m. St.), Østerd. "2) lade dampe osv." A. Blødgjøre ved fugtig Varme. Hedm. Solør, Tel. Trondh. "Søye ei Viu". " Hork"; NØsterd. "Han sögde sei", gik sig hudløs. Østerd. "3) suse, lyde som Sydning". Sogn. "Vee´n ligg´e berre aa søya", Sogn. "Eg va so vaot'e at da søya um Æsadn", om Skoernes øvre Kant. "Dæ søye 'ti Sjø´a (ti Vinn´a)", Trondh. "Vinn´n søya (eller sögd) fram mæ Lii´a", Trondh. "Han sloo saa dæ sögd", Stjør. 4) gjære, forraadne; Voss. 5) være slap og lad, dovne (sig). Voss, Trondh. "Han gjekk dær aa søydd(e) aa kom ingen Veg", Trondh. 6) med "(av-)stad, paa, te", sætte afsted, gaa løs paa, klemme til el. paa; tildeels = sjoda. Trondh. "Søy sta"; Namd. Søy paa! søy dæ fraa dæg!" riv Arbeidet fra dig! "Han søgd tee mæ dæ". "Han søgd tee aat 'aam", slog (til) ham. "Han søgd paa aa gjekk heile Vei´n". "E søgd dæ isamen aa let dæ gaa".



?Søyda f. 1, Flok. Innh. "E heil Søy".

Søyda f. 2, susende Vindstød = Soda. Stjør. Fosn, Helg. "Vinnsøy". Hertil: søydutt adj. byget. NTrondh.: søyaat.

Søyda f. 3, Gjæring, især i fugtig Halm el. Hø. Ogsaa varmt og vaadt Veir. Sfj. Sogn. "Da stoo i äi Søye". "Søya pao Høye".

Søyda f. 4, lad slap og ligegyldig Person. Voss, Sogn, Tel. Innh. (Disse 4 Søyda slutte sig alle til søyda, uden netop at være eet).

"Søyda f. Hunfaar". A. Ryf. Vestfold.

Søydar m. = Rivar, Skolmar. Stjør.

søydeleg adj. ufrisk = søyden 1, 2). Sæt.

søyden adj. 1, 1) varm og fugtig i længere Tid; holdt dampende; lummer. Sogn. Sjf. Hard. Ryf. Jæd. Agder, Tel. og Hadel.: søyen Jf. sodden, sydden. 2) tung og døsig; ufrisk = sodden, kasen. Trondh. Tel. Agder, Rog. Shl. "Fiskjn æ søyen".

søyden adj. 2, tung, svær; som tager tunge Tag; voldsom og tunghændet. Ndm. Trondh. "Søyin Kar"; oftere: "dæ va søye te kar, te Arbei". "Søye Arbei". "Dæ va søye saa tungt!" "Dæ va søye aa gaa saa langt". "Søye saa stoor". "Søye (adv.) stoor Kar". Eet med foreg.?

Søydesmak m. noget gjæret ufrisk Smag. Shl. (Skonevik, Etne): Søye-.

Søyde-vedr n. = søyde Vedr; se søyden 1.

søykja dvs. sjauttan, 17. Vald. (Ø- og VSlidre).

Søyl f. Sølepuds, f. Eks. i Vei Hard. (Kvamm, Ullensvang).

"Søyla f. 1) Søle osv." A. Rbg. Ryf. Sogn. Se Saula (Ma. Ned.). "3) grund Vig osv." A. Om Strand (Fjøra) som er meget blød og i Ebbetiden impassabel. Shl. 4) Dynd paa Bunden af Indsøer, hvilket bestaar af raadne (sorte) Plantedele. Agder, Jæd. Ryf. 5) slimet levende (grøn) Plantevækst i Hav eller Indsø, hvilken i den sidste ofte danner en falsk (slugende) Bund: Søylebotn m. VNed. YMa. YLi – 6) farbar Rende mellem Banker. Helg. (Vefsn, Brønnøy). Vel for Seila.

"søyla v. søle osv." A. "Søyla seg tee", Røldal. "3) slænge osv." A. Vel for seila.

søyla se søla (forslaa).


søyl-, Søyld, Søylda, søylda se seil-.

Søyledemma f. grund Dyndpyt. Sogn, Tel.

"Søyledike n." A. Sogn, Røldal.

Søyledissa f. Hængedynd. Hall.: Søledyssæ.

Søyledy n. = Søyledike. Rbg. Søyledya f. Sogn.

søylen adj. seendrægtig. ISogn (Hafslo). Jf. seilda seg.

Søyleskota (o') f. voldsomt Stænk af Søle, som naar man plumper i Mudderhul. Sogn (Borgund).

Søyletang n., -tare m. slimet Tang. Li. Ma.

søyma v. (er, de), sye = sauma. Ma. (Aaserall, Øvrebø).

Søyma f. Naal = Sauma. Hall. (Nes) oftest: Seime. Desuden: "Linsøyma, Rundsøyma, Skinnsøyma, Vidarsøyma"; NBerg.

Søyme, i Genetiv-Forbindelser: rask og smidig. Dal. "Ein Søyme Kar, Hest".

Søypa f. begyndende Gjæring mindre end = Søyta. Ryf. Jf. søypen, saupen.

søypa v. n.(er, te), 1) rinde gjennem et Bundhul med Sugningslarm; suges kraftigt. VTel. (Vinje, Raul.). "Vatni søyper av". 2) om kraftig Bevægelse, rask Fart. VTel. "De søypte avsta mæ dæe", de foor (susende) afsted; Vinje. "Han søyper paa", han faar det til at gaa, driver kraftigt paa"; Rauland. – Søypar m. En som "søyper paa"; kraftig rask og dygtig Karl. VTel. – Til supa.

Søype, i Genetiv-Forbindelser om det kraftige og ypperlige. VTel. (V. R.). "Ein Søype Hest´e". "Eit Søype Tree". "Eit Søype Arbeistak". "Ein Søype (adv.) gill´e Arbeiskare". Ogsaa: "ein Søypar Hest´e, Kar´e"; se søypa.

"søypeleg adj." A. 2) rask og kraftig. VTel.

søypen adj. uklar, ufrisk; lidt gjæret eller muggen; om Fisk, Kjød, Hø. Ryf. (Suldal, Hjelmeland), Røldal. "Han æ søypen te rigna", om vedholdende lummert Regn; Røldal. Jf. saupen; Søypa.

søyr adj. raadnet; fortørret; om Træ. Shl.

"Søyr m." A. 2) en gulgraa tør Henraadnen af Træets Kjerne (Adel). Shl. (Etne, Fjellber). Søyreved m. el. "søyra Vee", saadant Ved. Shl.

Søyr m. se Saur.

"søyra v. a. (er, te), 1)". A. Namd. Stjør. 2) gjære med Stank; raadne, = syra(st). Fosn, Romsd. Ndm. Innh. Namd. Strinda. "Søyr' uut Klæan", v. a. om Børn; Fosn. "Han gjekk aa søyra i soommaa Klæaa". Ogsaa: "Æg hi søyra 'taa Footaam", mistet Hud ved Sveden; innh. Jf. søyda.

Søyra f. 1) dyndet Sted; Sølepuds. Shl. Dal. 2) stinkende Smuds = Syra. STrond. "Dæ daame Søyr". "Fotsøyra, Taasøyra".

søyrast v. n. (ast?), 1) tørraadne ved "Søyr", om Træ. Shl. (Etne, Fjellber). 2) = søyra 2). Innh. Namd. Fosn. "Dæ ligg aa søyres der burt i Holom". "Borkjn, Kvistann søyres". Jf. Isl. seyrask, seyrna blive til Bærme (G. N. seyra dvs. become festered, foul, acid; Cleasby).

Søyrdaam m. raaden Lugt; se søyra. Trond.

Søyrehol (o') n. Dyndhul, Mudderhul. Shl.

søyrlendt adj. med dyndet Terrain. Shl.

Søyregras n. Græs og Padderok i en "Søyra" 1). Dal.

Søyt n. 1, Snak, Vrøvl. Namd. "Aa Søyt!" "Fara mæ Søyt!" Se søyta v.

Søyt n. 2, = Søyta. Ryf.

søyta v. n. (er, te), snakke, vrøvle, Namd. (Grong, Nærøy), Helg. (Alstah.). Jf. sota.

Søyta f. fugtig og suurt stinkende Gjæring. Røldal, Shl. NRyf.; Ryf. deelviis: Søyda. "D`æ kome Søyta (Søyt) i Høye (Kjøte, Fiskn, Vedn)". "Søyta i Skinn´e, so dæ misser Haar´o".

søyta seg v. n. (ar), gaa i fugtig og suur Gjæring; især om Hø, Kjød, Fisk, Træ. Ryf. søytast v. n. d. s. Ryf. Jf. maaske sota (o'); NSv. ("Norske") Diall. såta, søle; såttr, briste, om Mælk.

Søytange m. suur Gjæringslugt. Ryf.

Søytel m. 1, en vældig men noget voldsom Karl; usædvanlig Karl. Nfj. Sdm. Romsd. Se A. Jf. Sotul; Svaas(s)ar.

Søytel m. 2, 1) Dyndpyt. Shl. og Voss: Søytedl. 2) Bløde paa Jorden af Regn eller Tøveir, Opblødning = Bløyta. Sfj. (YDale): Søytele. – søytlutt adj. fuld af Dyndpytter. Voss. – Søytel 2, er maaske fremgledet af Søytl, Søytla.

Søyteluft f. kvalm Luft, som i Beboelsesrum. Ryf. Til Søyta.

søyten adj. som er gaaen i suur og fugtig Gjæring, "Søyta". Røldal, Shl. Ryf,.

Søytl f. Sølepyt = Skitdikje. Sfj. (IDale). Søytla f. d. s. Midtre Sogn, Voss, YSogn. "Skitsøytla". – Søytl(a) tør være Søydsl(a).


T.
T, Bogstav, se P. – Tad se A., Gram. p. 106.

Tadd m. Menneskegjødning. Shl. YHard.

Tadd n. Krat af vantrevne Fyrretræer. Ryf. Shl. "Fjelltadd". – Tadd m. og Tadda f. a) liden vantreven Fyrr; b) liden vantreven Figur overh.? Ryf. Shl. – Taddeskog m. el. tadden Skog, Skov af "Taddor", Ryf. Shl. – Disse Ord kan vanskelig skilles fra "Toll (Tall), Todd", lav Fyrr, i Agder. – tadda v. se talla.

Tadfall n. = Tadsig, Set f. Dal. Jæd.: Tafadl og Tagfadl. "Dæ veks´e gott i T.".

Tadfodr (oo) n. Hø som har vokset nedenfor Fæhusene = Hævdarfodr (Hall. NGbr.). NGbr.: Tafoor.

tadla se talla. – Tadle se Talle.

Tadr n. Tjadder. Jæd. Dal.: Taddr.

Tadr m. En som "tadrar", flg. Dal.

tadra v. n. tjadre, snadre, svadse. Jæd. Dal. og VTel. (Vraadal): taddra, -e.- Tadrekjeft m. En som t. – Jf. tjadra, tatla, tjatra, tjatla, tudra. dr tør være Egdsk-Rygsk for tr; se figla. Sm. Nt. tateren dvs. tjatte; Sv. Diall. tjata, tjatra dvs. prata fort och sakta.

Tafl n., Tafl m. se flg.

tafla v. 1) gaa trippende og vraltende, gaa som en And; gaa svagt og snublende. Rog. ISogn. "Tafla aa gaa, springa". "Tafla paa Treeskoo". "Smaotafla aa tudna" = fuda; Aurland. 2) hænge løst og smækkende. Rog. "Skoo´ne tafla". – Tafl n. det at tafla. – Tafl m. En som taflar. Tafling m. d. s. "Hest´n æ slig Tafling te gaa". – taflen adj. tilbøielig til at t. – Ogsaa: tjafla, Tjafl, Dal. Jæd. Jf. tava, tavla, tofla; tafsa; trava, travla.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   184   185   186   187   188   189   190   191   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə