A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


tægsla v. slæbe paa noget = taagsla. Li. "tæja



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə202/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   198   199   200   201   202   203   204   205   ...   219

tægsla v. slæbe paa noget = taagsla. Li.

"tæja v. a. optrevle". A. Tel. Rbg. VAgder; Ned.: tæe. "Tæ uut", plukke ud = bledja. VTel. (Vinje, Skafsaa). "Tæ noko i Tænn´an paa ein", fremlægge indtrængende for En; "tæ upp atte", gjentage vidtløftigt. Rbg. VAgder, Shl. "Eg tædde da i 'an"; Shl. "Eg he tædd Sköu´n igjænnom", gjennemsøgt Skoven; Ned. "Tæ seg", skaffe sig Luft, tale ud; Shl. 2) tæji tæji tægde tægt, tage straaviis, pille. Hall. "Kyyr´ee stoo bærre tægde".

Tæle m. se Tenel. – Tæle f. se Tela.

tælen adj. som taaler lidet, især af Kulde; ømskindet, kjælen. Rbg. (Honnes, Evje, Sæt.), VTel. (Mol.), Ma. (Øvrebø, Bjell.). – Tælingji og Tælningji m. En som er tælen; SætB. – tælug se telug.

tænen adj. 1) om Tøi: tyndslidt, "grisen" form. Slid. 2) utilpas = grisen. NGbr. (Lom, Vaagaa).

Tæp n. let og kort Berørelse. Nfj.

"tæpa v. n. røre let ved osv." A. Ndm. Østerd. ISogn, Voss, Tel. Ring. tæppe Helg. NGbr. 2) = lida (lea), rikka. Vald. (NAurdal). – tæpa seg, gaa paa Taa. Nhl. (Eks.). Jf. Taap, Taape.

tæpla, v. n. tage famlende svagt og klodset i noget eller fat paa noget (mest af Mangel paa Vilje). Tel. (Vinje). Jf. tæpa. – tæpeleg(e) adj. og adv. "Han took so tæplelege i" = uhagt o smaalege; Vinje.

tæppe se tæpa. – tæpta? se tætta.

Tær n. Smule = Tære. Sdm. (Hjør. Vanylven), Nfj. Nhl. "Inkje Tær", "inkje Tær´e". "Itt Tær´a", meddeelt fra Fosn. Ogsaa: "inkje tærende Grand", Sdm.; Sogn: "tærande"; Nordl.: "tærannes".

tæra v. 1, 3) straale frem, rinde op". A. Rbg. (Sæt. Aamlid), Ø- og VTel., Ma. (Aaserall). I Sæt. Ma. (og fl.), kun. træffe Iagttagerens Sted med sine første Morgenstraaler, se Soltæring, Solsprett.

"tæra v. 2,". A. 4) udpresse; afsie el. afhælde den sidste Draabe. Rbg. VAgder. "Fysst äen heve tært Malti eut, so æ de Drav”. ”Sol´æ heve tært eut Veggjine". "Tæra Kannaa, Joureple; tæra Saft´n, Vatn´e a(v)"; VAgder. Sv. Dial. tära dvs. genomtränga droppvis. Isl. (G. N.) tæra give i smaa Portioner.

tærande adv. 1, forstærker Adjektiver der karakteriserer som veldannet el. formskjøn;
fuldendt. Nfj. Nhl. Voss, Dal. "Tærande fiin Kyyr", formfuldendt. "Tærande goo Baat". – tærande 2, se Tær.

tærd el. tær adj. reen og net, proper. Dal. (Hæsk.). "Dæ maa vera so tært, dæ han ska eda". Jf. tæra, Isl. tærr klar.

tæreleg adj. fiint elegant og solid udført; fin formskjøn og kraftig. Tel. (Mol. Vinje, Selljor, Kv.). "Tæreleg Soum". Jf. tærande, tærug.

tæren, tæreten, tærætt se teivr-; tær.

tærta v. n. (ar), netop saa vidt berøre (med Foden). Dal. "Hestn tærta ikkje neepaa".

"tæsa v. (er)". A. Shl. "Vindn tæser i Høye", rusker. 3) drikke meget; tylde i sig. Ma. Sæt. "Tæsa i seg mykje Vatn". "Han tæste o drakk".

"Tæsa f. Tøffel". A. Nhl. Sogn, Tel. Gbr. 2) haarløs "Hudsko". Tel. 3) om Sko som er forslidt og sammengaaen; Hall. Sdm. Om Hue som er udslidt og sammenfalden; Hall. (Gol). 4) kort Strømpe som naar kun op om Ankelen, Halvsok. Hall. 5) umandigt Mandfolk. Nhl.

tæsa v. n. (ar), gaa som paa "Tæsor", gaa lydløst og tøflende. Nhl. Hall.

Tæsesko m. Sko af eet Læderstykke med kun en Kile, "Bjore", til overlæder. Sogn.

tætta v. n. (ar?), = tæpa, tærta, Isl. tæpta. Sogn, Nfj. "Tætta pao Foot´n".

Tætte n. Redskaber til en Virksomhed. Li. (Lyngdal, Feda og fl.). "Fisketæte", se d.

tæva v. n. sladdre hensynsløst, fare med Sladder. Nhl. teva? – Tæva f. Kvinde som har sin Næse i Andres Affærer. Nfj. -e. Til teva, snuse?

Tæving f. Sladdren osv. Nhl.

tøbba v. a. (ar), nøde med Ord, næsten kommandere; tildrive. Smaal. "Du tøbbär mæ inte te aa gjæra dæ naar je inte vil". Jf. tøbla, døbla, støvla. Maaske af tøva dvs. valke.

tøbla v. a. og n. tilskynde indtrængende, se tøvla; ikke saaledes halvt truende som "trygla". Tel. (ØTel. Selljor). Ogsaa: tøvle ØTel. Se tøvla; jf. foreg.

"Tøda f. 1) gjødende Vædske". A. Tøe Romsd.; Tooe VTel. (Moland). "2) fed Eng osv". A. Toe (og Taae?), Sfj. (Askvoll); Tøa Ryf. "3)". A. Li. Især = Haa; Ma. Tøe Ma. Rbg.; Toe Rbg. (Aamlid), SVTel.

tøda v. n. (ar), 1) om nedsivende gjødende Vædske. VTel. (Mol.). "De tooar neeigjænom fraa Huus´i". 2) "de toar seg" = haa-ar seg, dækker sig med Eftergræs. SVTel. (Treungen). 3) sysle med smaat eller unyttigt Arbeide, pusle; søle. Shl. (Fitja). "tøa inne i Aann´æ". 4) prale osv.; vrøvle, sludre. A. (Sdm. Ryf.). – Hertil Tøda f. 1) udueligt intet mægtende Menneske, Stymper; Pusler. Sogn (Aurl. Lustr, Leikang, Sogndal): Toa; Romsd. (Nessæt): Tooe. Todebrok (o', d, oo) f. d. s. Nfj. Sdm. Tobrook Sfj. Sogn; især: En som gaar seent og stygt; Sogn (Vik, Aurl.). 2) uredig Person; Vrøvler. Ryf. – 3) Urede, Uleilighed; Vrøvl. VNed.

Tødedrag n. Siven af Gjødselvædske, "Tøda". "Aakrn ligg i To'odröue (o'#-ö) fraa Fjøse. Østerd. (St. E.).

Tøk n. pl. Lav eller Maade at tage, gribe, paa; Greb. Hall. (Aal). "Dæ va rare Tøk". "Dæ liite Tøk i 'o". Kunde, ligesom Tok (o'), være Fleertal af Tak, men skulde da i Aal snarest heddet Taak.

"tøk adj. 3)". A. Ndm.: opvakt. Og: nem til at finde, tage. Vald. og fl. "Hund´n æ tøk paa Spor´e". "Hest´n æ tøk paa Vegjn". "Tøk paa Mat´n, tøk te faa se(i) Mat", med livlig Appetit = huga, hjartug; Østerd. 4) (1) passende til at tages. Østerd. Hall. "Maasaan æ tøk". "Alt æ tøkt før Tjuv´n". 5) voksen, moden (til at tages). NGbr.

Tøkja f. 1, Dyst osv. = Tøkje 2). Sogn.

Tøkja f. 2, ringeagtet Kvindfolk, Tøite. Østerd. Gul. Ndm. "Fille-Tøkje, Fant-Tøkje, Finn-Tøkje". Tildeels: Concubine; Ndm. "Finntøykj'", Namd.

Tøkje n. Tosse. Hard. (Kvamm). Jf. Tok.

"Tøkje n." A. 4) (2) = Tak dvs. Greb, Driftighed, Skjøn, Lav, Nemme. Sdm. Sfj. Nhl. Sogn, Voss, Hard. Shl. "Dær æ kje Tøkje 'ti 'naa (mæ 'an) te noken Tingg". "Han hev kje (kann kje faa) noke Tøkje paa dæ (paa noke Slag)". "Han hadde kje so mykje Tøkje at han gjekk our Vegjn"; Hard. "Ho he gott T. pao mangje Tingg". 5) Snesmeltning = Tok, Vaartok. Tel. (Bø).

Tøkje n. 3, 1) Kar til at have, tage, noget i; f. Eks. Skrin, Kiste, "Bumba". Nhl. Shl. "Eg ha kje Tøkje te (ha) da (i)". 2) Sted hvor man har let for at gribe, tage; f. Eks. en "Botn-Veit". Shl. (Fitja). "Ta Beistæ dar i Tøkje".

"tøkleg adj. 1)". A. Trondh.: tøkle'in, tøklen. 2) = tøk 3), 4). Trondh.

Tøksl m. = Teksla. Østerd.

Tøl n. Smaasager, især de som man har med sig paa Reise. STrondh. Innh.

tøla v. n. og a. (ar), sysle saa smaat, sysle stille; pusle. Trondh. Ndm. "Ban´e gaar aa tøle mæ Leika all Dagjn, tøle saa gott mæ sæ(g) sjøl". Ogsaa: sysle beroligende med En; og (er, te). Sdm. (Hjør.). "Tøle mæ eit Ban". "Han tølte haanaa tee atte", beroligede den Rasende. Jf. tyldra.

tøla seg v. (ar), tee sig som en "Tøla", Halvfjante. Nfj. (Eid, Breimn). "Ho foor dær aa tøla seg".

tøla v. n. og a. (er, te), 1) berøre med den yderste Spids; til Nød naa, strække eller række til. Shl. Ryf. Sdm. (Hjør.). "Stokkjn tøler burt paa Løype",
ligger færdig til at falde udover. "Dæ va so viidt han tølte burt-i dæ". "Dæ tøle tee mæ Loo´inne i Aar"; Sdm. 2) træde let ned paa = tylla, se d. Rbg. 3) komme meget nær uden heelt at berøre eller naa. Ryf. Rbg. "Dæ tøler op imoot 100 Dalar"; Ryf. "Skougjen tøler ti o vere hoggandi"; Rbg. 4) faa til at række til, tøie indtil Ender mødes. Ø- og VTel. "Tøle dæ uut; t. dæ tee". "Tøle o tøygje". 5) fare sagte og forsigtigt frem, give sig Tid; tøve. Shl. Nhl. Ryf. Hard. Sogn. "Du fær tøla paa". "Han foor tølande". "Du tøler Nott´æ pao deg", tøver saa længe at Natten overfalder dig; Hard. 6) "Skougjn fer´e ti tøle seg", Skoven nærmer sig til at blive "Maals(-timbr)". Rbg. (SætB. Honnes). Jf. tylla, tyltra, tøldre; se A.

"Tøla f. 1,". A. Rog. Agder, Røldal. "D'æ kvar i sine Tøler tamd´e". Jf. Tola.

"Tøla f. 2,". A. Sogn, SBerg. (omtr. = Tutla), Nfj. (omtr. = Tufs), Sfj. Romsd. Totn, Land, Hedm. Vestfold.

tøldre (töldre, toldre) se tyltra.

Tøle n. 1) lidet usselt svagt Væsen = Tol. Sdm. Trondh.: Tøl'. 2) daarlig, slemt og udueligt Menneske. Hard. Shl. Sogn, Sfj. Nfj. Se A.

Tøle m. underlig forvirret Person. Totn.

Tøling f. det at "tøla" 1#-6. "Stokkjn ligge te Tølinggs"; Shl.; se tøla 1). "Te Tølings", til Nød; Ryf. Sæt.

tøljaa se telja. – tølje se telgja.

"Tølt f." A. Vald. (Etnedal).

Tølung m. Organisme, Dyr eller Plante, som nærmer sig til, "tøler te", at være fuldt udviklet. Sæt.: Tølungge – -ongge. Tølunggs-Geut´e, Svend mellem 15 og 20 Aar. Tølonggs-Skoug´e, se tøla (er). "Skougjn æ kji ko Tølunggs".

tølutt adj. 1) lig en Tøla f., Tøle m.; halvfjantet osv. Gbr. Totn, Hedm. NØsterd. 2) vranten = gretten. SØsterd.: -ete.

Tøm, tøma se tuma.

Tøme n. tomt Rum; særlig = Tombol. NGbr. (Lesja, Vaagaa, Dovre).

tørja, tørjast se tora, torast.

"tørna v." A. Se tyrma, hvis Bett. deelviis er gledne over paa tørna.

tørnæm og tørnæmt adj. dvs. tornæm. Stjør. og fl.

tøta v. n. (ar), 1) snakke vidtløftigt = tæja. ISogn (Borgund). 2) være seenfærdig, pusle. NGbr.: -e. Jf. Tøta f. 3) se tota.

tota adj. af (godt) Stof, "Tøte". Vald. "T. Hest, Kar".

"Tøte n. Stof; Bonitet". A. Vald. Gbr. Sogn. "D'æ Tøte i dei Kar´ee", i den Karl; Hall. 2) Stof til Spinden, især Uld. Østerd. Nfj. Sogn og fl. Jf. Isl. tót dvs. flock of wool, ótót og ótœti{MERK: tœti med œ er G. N. Isl. har æ i den stoda, OV},dvs. rag; Cleasby.

"tøva v. 1) valke". A. "Synnavinn tøve Aakrn", Søndenvinden driver Ageren saa raskt frem at den bliver kjerneløs. STrondh.

"tøven adj. møisom". A. Ndm. Gbr. Østerd. "Landevegjn æ t. aa gaa". "Tøve Føre".

tøvla v. a. og n. 1, 1) tilskynde indtrængende, nøde = tøbla, døbla. Tel. (Bø, Sauar, Sellj.). "Han heelt paa aa tøvle (tøble), te eg maatte lova 'n dæ". "Han tøbla meg te aa gjera dæ", "tøbla dæ innpaa meg". "Han stoo aa tøvla meg te aa taka Dramm´n". 2) tiltrygle sig. "Han tøvla (tøbla) dæ av meg". Og tøfle, Bamle. Jf. tøbba, støvla, døbla. Vel af tøva dvs. valke.

tøvla v. n. og a. 2, gaa og pusle og søl = tuvla, tøva. Ndm. S- og NTrondh. "Tøvl' burt". tøfle Hedm. Østerd. – Tøvl m. En som tøvlar; Pusler; Halvfjante. – tøvlen adj. som gjerne tøvlar; puslende, kludervorn. Trondh. "Dæ gaar tøvle (adv.) før 'aam". – tøvlutt adj. d. s. Trondh. (Tør være eet med foreg.).

Tøv-lende n. Jordsmon hvor det er møisomt, "tøve", at gaa. Østerd. – tøvlendt adj. n.

tøvra v. a. give En Tid. ØTel. Se A. Tildeels = tyrma, Þyrma. "tøvre 't ein", berolige, afdæmpe, En. Sdm. "avtøvre", d. s. Nfj. (Utvik). Maaske paavirket af tauvra. – tøvre se tauvra.

Tøvre (øø) m. aandssvag Person; Halvfjante. NGbr. Og: Taavre; Gbr. – tøvrutt adj. aandssvag, halvfjantet. NGbr.: aat. Og: taavraat. Maaske for Tauvr-. Jf. Taaver.

Tøvsla f. Valkning = Tøving. Hall.

Tøy m. = Tøyr. Odal. "Lefsetøy".

tøy adj. lind, mild osv. = tyd. ØTel. Vestf. Vald. A. Kun: "ikkje tøy", ingen Stakkel, uventet god (dygtig, stærk). "I. tøyg", VTel. (Rauland). "I. tøyr, VTel. (Sell. Høyd.). "I. tøy´e" og "i. tøy´i", VTel. (Mo).

Tøya f. 1) Tøveir. 2) optøet Sted. Sogn.

"tøyg adj." A. 2) (1) langsom, seen. NGbr. (Lesja, Lom, V.). "Hæstn æ tøyg aa seig te gaa". "Ro tøygt", adv.

Tøyg m. 1) = Taum 3), Tøyme. Sæt. 2) Strækning, Stykke Vei = Tøyt. Tel. – "Taakaa Tøyg´n", omtr. = gjeva T. Se A.

tøygtalande adj. som taler seent. NGbr. (aa).

Tøyhol (o') n. = Tiddveila. Sogn. Tøyrhol d. s. Sfj. Ryf. Røldal. – Tøyrhola (o') f. d. s. Ryf.

Tøyle m. Rul af færdigkardet Uld = Tulle, Darle, (Toge). Ma. (Sygne, Holum, Valle, Bj.). Maaske for Tøygjel. – tøyla v. (ar), karde Tøylar. Ma.

"tøyma v. a. 1)". A. Vald. 2) oplære til at lystre Tømmerne, tæmme. Jæd. "Tøyma Hest´n". 3) drage, hale, ved en Snor, "Taum". Tel. Vald. og fl. "Tøyme Fiskjn fiint i Land". "Töyme see upp ette
äi Liine", Vald. "Tøyme dæ tee seg"; ogsaa drage langsomt og forsigtigt til sig (som ved en Snor). tøym(e) v. a. og n. mede; Nordl. "Aa tøym mæ Mark", Helg. 4) tøie ud; f. Eks. ved Spinden; jf. Taum, Tøyg, Tøyme. Sæt. Tel. (tildeels: "tøymar", altsaa dannet af Tøyme m.). "Du maa kje tøyme so langt". 5) danne en Streng, Snor, "Taum"; strømme i een sei Streng; jf. Einstreng. Tel. (Bø, Sell.). "Siklune tøymer oor Kjeft´n hass". "Kyyr´i tøymer", sagler. "Dæ tøymer oor'n". 6) drikke vedholdende (i een Strøm). Tel. "Tøyme i seg".

Tøyme m. = Tøyg, Taum 3). Tel.

Tøyrhol, Tøyrhola se Tøyhol.

Tøys n. Røre; Søl; Vrøvl. Smaal. Follo, Oslo, Bamle, Shl. og fl. Til tøysa.

"tøysa v." A. 4) danne en Røre, "Tøysa", af Vand med Hø, Høfrø osv. Tel. og fl. 5) røre sammen; søle. Ma. Tel. Sæt. (= slurpa), Østl. (Rom. Oslo, Follo, Vestfold, Hedm. Totn). "Vinn´n tøyse i Hob Høye"; Ma. "Tøyse bort, tøyse se uut", Vestfold. "Tøyse i seg so mykje Grout", Tel. "Han gaar aa tøyser i Fyll´a"; Follo. 6) vrøvle, vaase = røra, tøva. Oslo og m. fl.

Tøysa f. 1,". A. Vestfold, Smaal.

Tøysa f. 3, En som "tøyser"; Søler, Vrøvler osv. = Rørar. Oslo og fl. Vel eet med Tøysa 2, A.

tøysen adj. halvt opløst i Væde, vaad og gjæret; slasket. Dal. Ryf. "Høye æ so tøyse, d'æ som Kalvastadl".

tøysta v. (ar), arbeide med at faa Maden ned, vælte Maden i Munden, have ondt for at faa ædt. Ma. (Vigmostad, Øyslebø). "Han sid´e o tøysta dær mæ Mad´n". "Han sad o tøyst'an". Jf. Gotland (norskagtig Dial., Lundell): tåista, tygge Drøv; Dalarne ("Norsk" Dial., Lundell): itästa, d. s. (idissla). Se Sophus Bugge, Noreen Ordlista öfver Dalmaalet, p. 88, 89.

tøysutt adj. lig Tøysa 1, 3; vrøvlende osv.

Tøyt m. 1) dygtig Slurk. Sogn, Hall. Til tøyta. 2) Parti af noget; Stykke Vei, Stykke Arbeide; Stund. Tel. (Bø, Sellj. Kv. Rauland), Røldal. "Dæ va ein fæl Tøyt o gange", "ein dryyg´e T. uppøve dær". "Me hev atte ein goo´e T. av Vegjn". "Dæ ska kje bli lange Hoft´i: d'æ bare ein liiten T.". 3) Pog. Tel. (Sellj. Kv. Høy.). "Ein liiten T. te Guut".

Tøyta f. dygtig Slurk = Tøyt. Sogn.
U.
"U, Vokal. 2) det lukte (uu)". A. Denne Lyd vil, ligesom I (ii), paa mange Steder blive tvelydartet, henad mod øu, eu og eu; særlig i endeel Egne med lyst (imødekommende, gammeldags dannet) Foredrag. I Sfj. Sogn og Voss, i ringere Grad; i Hard., især indre, meget; i Dalarne, især østre, noget; i Agder, især indre, i høi Grad. I Øvre Sæt. bliver opr. uu udtalt eu; her lyder G. N. (Isl.) au som au (aau) – ao; saaledes: Leus dvs. lús, laus´e dvs. lauss. Uu er blevet, eller nærmer sig til, Tvelyd foran M og N i VAgders midtre og øvre Bygder; saaledes: skæuma jf. G. N. skúmi, Tæun dvs. tún, Bræun dvs. brú (paa disse Steder samme Lyd som i Udtalen af lauss, læus – löus); men Flaom (- Flaaom) dvs. flaumr, Kaon (-Kaaon) dvs. kaun. I de Egne hvor Uu bliver tvelydartet, eksisterer ikke lukket U, idet Tvelydens U er aabent. Det U som i omtr. de samme Egne lyder i Diftongen ou (ou) er ogsaa aabent, ligesom O'et (omtr. "europæiskt"; det eksisterer ikke her, det "scandinaviske cavernøse" O med Resonans af Huulrummet mellem Tænderne og de fremskudte Læber).

"u, Partikel osv." A. Medens det i det hele gaar over til oo (her skrevet o) i Egnene fra Sfj. mod N.-Ø., er det uu i en Deel af Sfj. og INfj., og paa mange Steder i Salten, Vesteraalen og Senja. – Det er undertiden fremgledet af et Ords negtende Begreb og kommet foran Ordet til Overflod eller til Forstærkelse: umisjavn = misjavn, uskyvar = skyv´r, uhiren osv.

U se Uv, hu (ho). – ua, uast se uva.

uaga adj. uavet, utugtet; utæmmet; ustyrlig. Vald. "Ait uaga Baist".

Uagt f. Mangel af Pleie. Ma. (Grindeim).

uama adj. ikke fremdreven; som har fulgt sit eget Hoved (Initiativ). Sæt.

uansen adj. ikke agtpaagivende, uopmærksom. Salten, Vesteraalen. "Han æ ikkje uansen a(v) seg", han har Øinene med sig.

uansug adj. uopmærksom; sanseløs, tankeløs. NGbr.: oænsog.

uarta adj. uordentlig (klædt). Sæt.

Uaata f. Ikke-Æden. Kun i: "(Han æ) paa Uaate (idag)", uden Madlyst. VTel. (Mol.).

"Uaata f." A. 2) uædelige Dele af Slagtet, som "Eitlar". Tel. Sæt. 3) et Udskud af et Menneske. Gbr.

ubataleg adj. daarlig, slet. Shl. "Ubatale Veg". Til Bate.

ubba seg v. (ar), reise Haarene, blive truende
= yva seg. Tel. (Selljor), Li. Dal. Jæd. "Dæ ubba seg upp te Uvæ".

ubbast v. recip. (ast), kjævles, trættes. IMa.

ubbeleg adj. oprusket; barsk = ubben, yven. Tel. (Raul.). "Han æ ubbeleg i Veer´ee".

"ubben adj. barsk osv." A. Dal. Jæd. "Han æ ubben i (mæ) Veer´e". "Ubbe Veer".

Ubeig m. slem "Beig 1)"; se d. Sogn.

ubeinen adj. = ubeinug. Salten, Namd.

ubeinkeleg adj. = ubeinug; uføielig, umedgjørlig. Sogn, Helg. Ofte: obænkele.

ubeinken adj. = ubeinug. Hall.: ubaenkjen.

ubeinsleg adj. 1) = ubeinkeleg. 2) vanskelig at faa Rede paa, at komme til Rette med. NBerg. og fl. "Obeinsle Veg". 3) ubehændig, klodset. Helg. (Herøy og fl.).

Ubeist n.- fælt Bæst, Udyr.

ubeiteleg adj. uhvas, sløv. Nhl. "U. Kniiv".

ubeitt adj. = ubeiteleg. Ryf.

Ubell? n.? noget stort plumpt og stygt. STrondh. (Klæbu). "E(i) Obeill te Kjærring". O- for ov? f. aabella.

ubellen adj. 1) om Veir: vældig, voldsom, barsk. Ndm. 2) kjælen, ømtaalig. Ndm. (Aure). Se bellen, -ug.

ubergeleg adj. (og adj.) overvættes, overordentlig. Nordenfjelds. "Obærjele stoor". – "obænnele" d. s. Helg.

ubitast v. recip. kjævles, bides. Sogn. Se u.

"ubjaaleg adj." A. 2) umanerlig, utækkelig, ubekvem = ulagleg. Røld. ubjaosle hard.

"ubljug adj." A. NGbr.: obluug.

Ubod (o') n. slet Tilbud; slet Bud. VTel.

ubokleg? adj. umedgjørlig, vanskelig, ubekvem. Helg. (Vefsn, Ranen). "Han æ saa obaakkle aa kaam(m)ä i Huus mæ, te Rettes mæ". Jf. bokla; avbakleg, for ov-?

ubotna (og ubytna) adv. overvættes; eg. bundløst. STrondh. NØsterd. "Obotna (ö#-aa) stoor, stærk, kalt, fælt". "Dæ va da obøtna (ø#-ö) te Teeboora", uhyre Hændelser. aabötna Selbu, Gul. (Holt.). ubotneleg adj. og adv. bundløs (ubundelig), overvættes. Tel.; Vald.: ubøttele.

Ubotning m. Storæder. Gul. (Melhus).

Ubrand m. voldsom uforsigtig og skadevoldende stærk person. Li. og fl.

Ubraa f. Mangel, Feil; især: "Ulag" eller "Usmak" ved Drikkevarer. Sogn (Sognd. Leik. Bal.): ao.

"ubrædd adj." A. 2) usmeltet. "U. Talg". Hall.

Ubrøyta f. = Ubrøyte. Oslo (Bærum, Aker).

"Ubrøyte n." A. 2) ufarbar Tilstand af Veie, Uveisomhed. Ndm.

ubudd adj. uordnet, upyntet. Innh.

ubuen adj. ufærdig, uberedt, umoden; Shl. Romsd. Ork.

ubuleg adj. 1) ufærdig. Hard. (Ulvik). 2) = ubudd. Innh. Leksvik. 3) ubeleilig og ubehagelig, vanskelig, = ugreid. YHard. (Kv.) og Shl.: ubuud`læ og ubud`leg; se buleg. – obuunsle omtrent d. s. Stjør. "Dæ sjiir o. uut för (fär) Vin´tra", det seer vanskeligt ud (for Udkomme) til Vintren. NSv. Dial. obune dvs. oordning.

Ubur (u') m. 1) haardfør hensynsløs vild og voldsom Person (omtr. = Villstyring, men ikke saa slemt som Ukjura). Rbg. VAgder, Dal. Uboor Ryf. Ubure m. d. s. hard. Rbg. Sogn, Dal. Jæd. Li. Ubura f. kvindelig "Ubur". Hard. Jæd. 2) Trold. Sfj. Ogsaa: Ubbur, hvilket maaske er Utburd; Sogn. – Ubur er maaske til byrja, eller til Bur(d).

uburen adj. lig en "Ubur"; især: yderlig hensynsløs, "uvyrden". Rbg. Li.

ubusam adj. = ubudd. Innh.

ubuveleg adj. yderlig "buveleg", høist tølperagtig; usømmelig. SætB.

ubyda seg v. tee sig "ubyden". Fosn: oby.

"Ubyde n." A. Obyde Nfj. Ubye Hard. og fl. Uby Sogn; Oby STrondh. "Gjera Uby". "Eit Obus Beist", B. som gjør Fortræd; Ndm. Ubya, Oby f. d. s. Sogn, Ndm. – Obyskuft(a) f. næsviis Person som gjør Fortræd overalt. Ndm. Obysklægg m. d. s. Røros. Ubyskraoka f. d. s. Sogn.

"ubyden adj." A. Ndm. Røros. Ogsaa: oby NGbr. (Vaagaa). "Oby Hæst; obye Onge". – obysam adj. = ubyden. Ndm. (Ti.), Gbr. (Lesja). – Ubyrja? se Ovbyrja.

Ubyte n. hæslig Tingest. Li.: Ubyyde.

ubær adj. ikke drægtig, gold; om Ko. STrond.

udaaen adj. ugjestfri; lidet velgjørende. Kun i: "ikkje saa udaaen!" hvilket igjen gjerne bruges ironiskt. Vesteraal. Til Daa?

Udivle n. utilgjængeligt fugtigt og skummelt Sted; vaadt "Ukjøme". Tel. (Vinje, Hjartdal). Jf. Holdyvle, Vadivle.

Udaam m. Ufriskhed; Vantrivelse; = Ulag. Sogn, Hall. og fl. "Udaom pao Skoogjn, pao Baist´i".

udaamleg adj. ufrisk, vantreven, ikke i den rette Stand; = pjuskutt. Tel. (Tinn). "Hest´n va so udaamle aa sjaa te".

udaaug adj. som føler sig uvel; mest om Fæ paa et fremmed Sted. Hall. Til Daa?

Udott (oo) f. (og n.) Utøi = Aat 2). Ogsaa: Pak. Gbr. (Fron, Vaagaa, Lom): O-; Lesja: Odaatt. – odoottaat adj. befængt med Utøi; luset. Gbr. (Lom).

Uduga f. uduelig Person. VTel. (Mol.).

"Udygd f. doven Person". A. Sæt. Ma.

Udygda f. 1) lad uduelig Person. Østerd. og fl. 2) udydig uterlig skjødesløs Person. Tel.

udygdeleg adj. udydig, uterlig, skamløs. Tel. udygden adj. lad, drog-agtig. Sæt.

Udyrke n. = Ukjøme, Ukville. Tel. Rbg.

udyrkeleg adj. og adv. overvættes. Ma.

"udæmd adj." A. Stjør.: odæmt.

Udøgr n. 1) ulykkelig Dag, ulykkeligt Øieblik, = vondt Døgr, se d. Ø- og VTel. Smaal. "Udøgrs Dag"; Solør. "De maa vera eit Udøgr idag, de gjængge saa gali
alt". "Du va ute i eit U.". 2) ondt Lune; lidet forklarlig Misstemning; = Ulag. Tel. "D'æ kome eit U. ivi'n". "Han va i eit U.". 3) Vantrivelse = Uhema, Udaam, Ulag. Ø- og VTel. "D'æ kome U. paa Buskapn".


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   198   199   200   201   202   203   204   205   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə