A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


udømeleg adj. og adv. mageløs; overvættes. Shl. Ryf. Ma.; Vestf.: udømmeli. Se A. Udøya



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə203/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   199   200   201   202   203   204   205   206   ...   219

udømeleg adj. og adv. mageløs; overvættes. Shl. Ryf. Ma.; Vestf.: udømmeli. Se A.

Udøya f. lad og uduelig Person. VTel. (Mo, Kv. Sell.; her mildere end Udygda). – udøyeleg adj. = udygden. Tel. "Udøye" kan ikke, i VTel., være Udtale af Udygja.

uentug adj. uopmærksom, sløv. NGbr. (Lom): oæntog. Jf. entug, enta.

uetande adj. uædelig.

uevle adv. overmaade, uhyre = ovevla, se d. Salten, Helg.: uævle og mest oævle, og ”oævele”. – Ufall se Ufold.

uevle adj. som ikke mægtes, uhaandterlig = ovrevle(leg), se d. Salten, Helg.: u- og o-. Se foreg. Maske dog uevleleg, A.

ufallen eller ufellen adj. upassende, utækkelig, = ulagleg; uartig. NGbr.: ofæille(n).

Ufallnad m. daarlig Skik, upassende Opførsel; NGbr. "Ofæillnan faargaar dee!"

ufampeleg adj. uforholdsmæssig og ubekvem af Skikkelse; klodset og uskjøn. Vestfold (Dramn): -li. NØsterd.: ofample. Jf. flgg., (Famp), fampa, fjampa, ufjamp-.

ufams(e)leg adj. ubekvem, ikke tilpassende; = uhøveleg, ulagleg. NØsterd. Gul. og Innh.: ofamsle. Jf. ufjam-.

ufansleg adj. uden det rette Forhold og Lav; uhaandterlig; umanerlig; utækkelig; = ufampeleg. STrondh. Ndm. Romsd. NGbr. "Ofansle i Klæe". "Ofansle Veer", umanerligt Veir. Ogsaa adv. overordentligt, uforholdsmæssigt. "Ofansle stoort, styggt; ofansle klædd". Vel af ufamsleg. NSv. Diall. ofansli, uhyre.

ufaatt? adj. n. uryddigt, uordentligt = uferdug. Gbr. (Fron, Faaberg): o-. – "Kaamaa i ofaatta", komme i Uleilighed; NØsterd. (Oos), Røros. Vel af aafaatt; se der. {MERK: se. retta til se der. OV}

Ufe n. voldsom hensynsløs (ryggesløs) og svinsk Person; omtr. = Ukjura. Ø- og V.Tel. Sæt. Agder.

Ufea (ee) f. = Ufe. Rog. Ma. Sæt. Tel.

ufe-eleg adj. lig en Ufea; = ukjuren; usømmelig. Ø- og VTel. Ryf. "D'æ ein u. Kjeft paa 'n". "Ufealegt Snakk"; Ryf. – ufe-en d. s. Ma. Sæt.

Ufegensauga (j) n. det høire Øie, hvis Kløe varsler Uglæde = Graatarauga. VTel. Sæt.: Ufejens-; Ryf. Dal. og Li.: Ufeie(n)s-; SætB.: Ufegsaauga.

Ufegensbein (j) n. den bageste af den høire Tommelfingers to Knokler. Tel. (Vinje): Ufejisbæen. – Ufegenslid m. d. s. Tel. (Kvitseid og fl.): Ufejislee. Betydningen af de lidet brugte Ord angives for Resten forskjellig. I Hall. er, efter A., "Ufijensle" paa venstre Haand. Se Fegesbein (hvilket snarest er paa venstre Haand).

Ufegja el. Ufægja? f. omtr. = Ufe. Ø- og VTel. (Tinn, Sauar-Mol.): Ufeie (Ufæje?) og Ufeie. "Han æ ei U. mæ Hestn sin". – ufejeleg, sjeldnere ufeieleg adj. lig en Ufegja. Jf. de dunkle Ord med fægjeleg.

"Uferd f." A. Hid hører vel Ofæl f. = Uføre. NØsterd. Jf. Ferdafoll.

"uferdig adj. ufærdig; beskadiget". A. Og: -ug. "Hæst´n æ ofalöu, og -i"; Trondh. "Eg æ eufæruge" = ufør (til Arbeide); Sæt. 2) uordentlig; i "Ustand". Gbr.: ofælog.

Ufetil m. En som volder Fortræd el. Uleilighed (Ugagn) i sanseløs og ubehændig Kaadhed; vilter Klodrian. Tel. (Mo, Mol. Laardal, Kv. Lunde). Ufitil ØTel. (Hjartdal, Heiddal, Grandsh.). Jf. maaske Fetel (fetla, Fetl); dog G. N. ufjöt Utilbørligheder, Isl. ufeti Skarns Menneske.

uffen adj. = ubben. Shl.

Ufil m. = Underfil. Østerd.: Ofiil.

Ufisk m. skadelig el. modbydelig Fisk.

ufjampeleg adj. uformelig, uhaandterlig, ubekvem; især: klodset ved (i) Dragt. Ø- og VTel. Bamle, Ryf. Røldal, Sogn. Jf. ufampeleg. – ufjampen adj. d. s. Sogn, Ryf. "Eg vert´e saa u. i sliike viie Klæde"; Ryf. – ufjamputt adj. og adv. d. s. Østl. (Totn, Hadel. Vestfold og fl.). "Et stoort aa ufjampete Kvinnfolk". "U. klædd".

ufjamsa adj. upyntet, uordentlig; u-net; slusket. Shl. – ufjamsen d. s. Sogn. – ufjamseleg upyntelig i Dragt. Shl.

ufjankeleg adj. 1) uordentlig klædt. VTel. ufjanken d. s. ISogn. ufjangsen d. s. Hard. (Odda). 2) uformelig og umanerlig, uden Evne til at føre sig. SætB.

ufjansen adj. slusket. Hard. Shl. Ryf. ufjansleg d. s. Se fjansa.

Ufjaama f. klodset Kvinde. ØTel.

ufjaatta adj. upyntet, uryddig. Gbr. (Lesja, Skjaak) og Salten. o-. Jf. ufaatt, aafaatt.

"ufjelg adj." A. Romsd. 2) "ofjæ(h)lt" adj. n. uryddigt, uordentligt, ubeleiligt; omtr. = ille stellt, ustellt. NGbr. Hører maaske ei hid.

Ufjelga f. modbydelig Person. Shl. Ryf.

ufjerr adj.? Komparativ ufjerrar: uskikket, ubekvem, upassende, "uhøveleg". Hall. (Gol). Maaske kun med Negtelse. "Han æ kji ufjærr, hann", han er noksaa vel skikket, noksaa passende (dertil). "Han æ ikkji ufjærrar, hann, ell du". Jf. Ufjerra, Ufjære; fjerre.

Ufjerra f.? Kun saaledes: "Dæ æ ikkji so ufjæræ", det passer godt, er ikke ilde. Hall. (Aal). J. G.: "Du snakka ufjæra".

ufjompeleg = ufjampeleg. ØTel.

Ufjone se Ufrjona.

ufjukande adj. som ikke flyver, vingeløs. Røldal. "Her kjæm inkje noke u.".
uflædd adj. om Net: ikke forsynet med Flydholt, "Flaa". Vald.

Ufold? f. Uheld som træffer Afgrøden, f. Eks. ved Fjeldrotter. NGbr. (Lesja og fl.): Oføyld, Flertal: -ee. "Dæ kom saa mange Oføyldinn". Skal hedde Ofäill n. dvs. Ufall, G. N. úfall, i Gbr. (NFron). Jf. Foll.

Ufolk n. Umennesker. NVTel.: Ufookk.

uforfælt og uforfærd adj. uforfærdet; = usyten. Agder, NGbr. (ld, tykt).

ufreda adj. urolig, ikke vel tilpas = uvær. Dal. Jæd. "Han sad so ufreea", paa Naale.

Ufre(d)sfugl m. = Ufredarfugl. NGbr. Ofreessbrev n. d. s. NGbr.

Ufreskje n. = Ufriskje. Shl. (Etne).

ufreskjen adj. vranten, barsk, uhyggelig. Nfj. (Stryn). ofriskjen, Sdm. (Harham). Jf. Isl. ófreskja, Spøgelse.

"Ufriskje n." A. Om onde Vætter; Jæd. Om Rovdyr; YSogn, Nhl. (Mo, Oos); tildeels Ufryskje. Om et "Troll 2" af et Menneske el. Dyr; NGbr.: Ofryskje. Om Troldskab og Rovdyr; Shl. (Fitja, Etne): Ufrøskje, -e-. Om Rovdyr; Nhl. (Eks.): Uryskje.

"Ufrjona f." A. 2) En som fører usømmelig eller bespottelig Tale. SætB. og V. Tildeels: Ufjone, SætB.

ufrjoneleg adj. lig en "Ufrjona". VTel. Sæt. Og: ufjonelege SætB.

"Ufræ n." A. VAgder, Dal.

"Ufs f. Klippevæg". A. Tel. Rbg.; Ups SVRbg. VAgder, Dal. Sogn m.; Hufs n. Østl.; se d.

"Ufs m. 1, Tagskjæg". A. Ups f. Ma.; Ims f. ISogn.

Ufsedrag n. Række af lave Klippevægge, el. meget lang lav Klippevæg. Dal. og fl.

ufsen (u') adj. voldsom; oprørt, steil, omtr. = ofsen, om Søen. Shl. "Upsen Sjø; upse Veer". Maaske til Ufs f.; eller ofsen paavirket af ufysen.

"Ufyllefat" A. Gbr. Ndm. Østred.: Ofyllfat.

"Ufysa f. 2,". A. Tel. Sæt. Jæd. NGbr.

ufysigt adj. n. = ufyse. SHelg. Og: ofyyst.

Ufæma f. Sluske. Tel. (Sellj. Lunde): -e.

ufødd adj. ufødt. Alm.

"Uføra f." A. 3) vanskelig Stilling, = G. N. úfœra. {MERK: G. N.

hadde falle ut her, OV} Vald. (Vang, VSlidre): Uføro. "Ho æ kømee i äi U-o". uførsleg = uførleg. Trondh.



uga v. a. og n. rokke, flytte. Særlig a) bagud = attra, ryggja, hopa. Hard. "Uge (euge?) deg Blakkjen!" ugga (u') v. (ar, a; tildeels; de), d. s . Shl. Ryf. Og: ogga Ryf. b) fremad, ved Prikken og Skubben. Shl. (Etne). "Ho ugga seg fram i eit Trog". Jf. uka, oka.

Ugagnsbul m. En som gjør Fortræd eller Uleilighed. INfj. Ugagnabul d. s. Nfj. – Ugagnskraaka f. d. s. – Ugagnskrok (oo) m. d. s. Østl.

ugaputt adj. ikke "gaputt". Innh.: ogapaat.

Ugg m. 1) fugtig Kulde, som medfører Gysning. Oslo, Hedm. Østerd. Hadel. Ring. Rom. "En kall Ugg i Veer´e". 2) Ave; Respekt. Østl. A. Nærmer sig "Stygg", men medfører ikke sa stor Rædsel.

ugga v. 1, se uga.

ugga v. (ar), 2, vise Rygfinnen over Vandskorpen, om Smaafisk. Ndm. (Aure, Ti.). "Fiskjn gikk aa ugga i Sjy´naa". "u. 'tu".

uggal adj. 1) fugtig og kold, om Luften. Follo, Rom. Hadeland, Vinger, Østerd. 2) gysende og "sturende" af Kulde. Hedm. Oslo. – uggutt d. s. Østl. Hedm. Gbr. Land, Totn.

"Uggebein n." A. Rbg. Ma. (Aas.).

uggeberr adj. med Rygfinnerne, eller Børsterne, bare. Sæt. Tel. "Fiskjn, den Voonde, gjængg´e u.".

uggen adj. 1, = uggal 1) 2). Hedm. Østl.

uggen adj. 2,: 1) ujævn; med reiste Børster "Ugg". Østerd. 2) rede til Modstand; uforknyt. Oslo.

uggra v. 2, = ugga dvs. attra, ryggja. Voss.

uggra v. 3, = ugga dvs. kvida. ISogn.

Uggur m. utækkelig Person; se Auger. Sogn.

"Ugjegna f." A. Sfj. 2) Person som lægger an paa at gjøre og stifte Fortræd, ondskabsfuld Person. VTel. – Ugjegnating n., -tre n. tvær og vrangvillig Person. Sogn.

ugjegnleg adj. 1) fortrædelig. Sogn, Sfj. 2) tvær og vrangvillig, uhjælpsom. Nfj. Sfj.: ogjegnsle og ugjængsle.

Ugjera f. omtr. = (V)ranggjera. ISogn.

"ugjerast v. n." A. Tel. Østerd.

"Ugjerd f." A. = Ulag, Ugreida. Østl. 3) slet Modning; Fordærv af Afgrøden, f. Eks. Rust. Gbr.

Ugjersl f. = Ugjerd 3). Tel. Hard. Ugjoorsla f. d. s. Ma. (Aaserall).

Ugjersla f. Vantrivelse, daarlig Tilstand. Sogn. "D'æ slik Ugjersla mæ Bäisti".

Ugjersling m. Vanskabning. Sogn.

ugjæla og -e, adv. overvættes. Rom. Se avgjerdar.

ugjætleg? adj. 1) stivfindet, trodsig; vanartet; mest om Børn. Hard. (Kvamm). 2) uhyggelig, ubehagelig. Hard. (Kvamm, Jondal). "Aen ugjætle Sta aa löuva pao". 3) adv. I "snakka ugjætlæ", svinskt. IHard. Vel, med A., for ugjedsleg. – gjætleskap m. Vanartighed. Hard.

"ugjæv adj." A. Rbg.

"Ugjæva f. daarlig Person". A. Sogn, Voss, Hard. VAgder, Rbg. Tel. – "ugjæveleg adj." A. Voss. "U. Snakk, Aotfær".

"Ugla f. 1) Ugle". A. Ryf. Dal.

Ugla f. 2, Kun i: "gjera Ugle(r)", sætte op et bistert fortrukket Ansigt, gjøre bistre Miner; uglesee. Ryf. Jæd. Dal. – ugla seg d. s. Rog. "uggla seg tee" el. "opp". -uglen adj. med bistre Miner, bister. Rog. Jf. ygla, G. N. yglast.

ugod adj. 1) utilpas, uvel; ulysten. Tel.
Hard. "Han (ein) æ liksom han (ein) æ ugoo i slikt sodde Veer". 2) ublid, misfornøiet. Hard. G. N. úgódr slem.

ugoden adj. = ugod 1); uskikket. Hard. "Ugouen te Arbäi".

Ugodsla f. utækkelig, uhyggelig Tingest (Person eller Ting). Hall.: Ugoossle.

"ugodsleg". A. ugoutlig(e) Li. ugousklege Sæt.

Ugrad (d). "Kaama i Ugrad", blive uenige. Tel. (Raul. Høy.). ugranns adv. i Uforligelighed. VNed.: "leve (i) u.". Meddeelt. Til grann; Granne? Begge er maaske Omdannelser af noget fremmed.

ugreidd adj. uredet, forviklet; ikke udredet. Hard. Isl. ugreiddr.

Ugrynne n. uhyre Masse eller Mængde. NGbr. (Vaagaa): O. G. N. úgrynni. – ugrynneleg adj. og av. overvættes, overmaade. NGbr. Ryf.

Ugygre? n. fortrædelig Tingest (Person) = Troll. NGbr. (Lom): Ojøree. Jf. Ovgygr.

"Ugynstr n." A. Hall. (Aal, Gol, Nes). Jf. Gjønstr.

uh! interj. Udslag af gysende Rædsel eller Afsky, undertiden af Smerte og Vrede = u. Ofte: uh! Sjelden: uff! (mest literært).

uhaga v. a. ilde tilrede, skamfere, øde, fordærve. Gul. (Støren, Soknedal): ohaagaa, ohaa(gh)waa. "O. see". "O. Skoogjn". Jf. vanhaga, forhaga.

"uhagle(ge) adv. uhyre". A. SHelg.

uhama adj. utugtet, uavet; som følger sin egen Vilje. Ma. (Øvrebø, Bjell.). "Han gjæng´e u". Til hama.

"uhamleg adj." A. Sogn, Hard. Shl. Ma.

uhamsa adj. upyntet, uordentlig. Shl. Ryf.

uhams(e)leg adj. og adv. utækkelig, uformelig, ubekvem, = ulagleg; umanerlig. Rbg. Ned. Hard. Sogn, Trondh. "Ohamsle stoor"; Trondh.

uhamsen adj. utækkelig; især: uordentligt klædt. NTrondh.: ohamsin.

uhandleg adj. 1) uhandelig. 2) ubehændig, klodset. Røldal: ohantlig; og fl. Se A.

uhandsameleg adj. uhandelig. Senja.

"Uhapp n." A. Sfj. (Bremang): O-app.

uhappa seg v. (ar), beskadige sig i høi Grad, skamfere sig. Ndm. (Stangvik, Surndal).

uhaukeleg adj. uhandelig, om Redskaber; = ovveiden. Nfj. (Eid, Gloppen). Jf. van-.

uhauken (kj) adj. uordentlig og ilde klædt; tildeels = lurvutt. Nhl. (Lindaas).

uhaatten adj. 1) som ikke bruger sine Sandser; sandseløs; uagtsom. Ryf. 2) skjødesløs; taktløs. Nordl.

Uhegda f. 1) høi Grad af Uorden, af "Ulag", af "Ustell". NØsterd. (Oos, Tynset og fl.). "De va i Ohegde" el. "i Ohegdom" = reint i Ustell. 2) noget som volder Skade; Udyr. NØsterd. 3) ubehændig, "uhag", Person; ogsaa: En uden Selvbeherskelse. VTel. SætV. og B. Se hegda G. N. hegda ordne.

Uhegde m. = Uhegda 3). Sæt.

uhegdeleg adj. 1) uden Selvbeherskelse; umanerlig. Nfj. Tel. og fl. "Ohegdele te ete". 2) uhandelig = ovveiden. Nfj. (Eid). "Ein o. Høvel". 3) adj. og adv. overvættes. Tel. Røldal, NTrondh. SHelg. "Dæ va ohægdele te Veer"; NTrondh. "U. stoor´e, gill´e, Hest"; Tel.

uhegden adj. 1) som ikke sparer. Helg. 2) = uhag. Sæt.

uhegdom adv. og adj. 1) uordentlig, i "Ulag". NØsterd. Gul. "De va reent ohægdom" eller "ohægdomt". Se Uhegda. 2) overordentlig. "Snø ohegdom". "O. stoor Hest". "O. hegdom(t) Veer". "Noe ohægdom", noget som har voldt Forstyrrelse (Udyr). NØsterd. Gul. Stjør.

Uhegna f. og -e m. Klodrian. SætB.

"uheil adj." A. "Uheil Laat", sprukken Lyd.

Uhem n. Uoplagthed; Urede, Uføre = Ulag; Uhomd. Dal. (Hedland, Hæskestad). "Eg æ so ræent i Uhæm´æ idag". Jf. foreg.

?uhem adj. utækkelig, lidt modbydelig. Ryf. (Rennesøy, Utstein). Jf. flg.

"Uhema f. Skade osv." A. "Uhæma paa Buskapn", Vantrivelse. Ryf. Sogn. 2) klodset, lad og skjødesløs Person. Ryf. Shl. Sogn. Jf. Uhemra.

Uhemd f. Uheld, Ulykke; Vanskjæbne. Dal. (Hedland), Li. (Sirdal). "Dør (dær) æ ei Uhæmd mæ 'an". "D'æ sum Uhæmd´æ fyl'an". Jf. Hemd, Homd, Uhomd; hama, hamast. Og: Uhemda (?) = Uhema. Dal.

uhemen adj. utilpas, ilde oplagt; ubekvem = ulagleg. ISogn (Lærdal, Aurland).

uhemsen adj. d. s. Hard.

uhemsleg adj. slusket, uordentlig; ubekvem = uhemen. Sogn (Aurl. Ladvik).

"uhendig adj." A. ohæn(d)og Gbr.

uhendsleg adj. og adv. klodset; a) ubehændig = uhandleg. b) klodset forarbeidet. Voss, Sogn. "Fara uhænsle aot".

Uhepp n. slemt Tilfælde, stor Legemsskade; især noget selvforvoldt. Ndm. og fl.

Uheppa f. et Uting af et Menneske. VTel.

uheppa seg v. = uhappa seg. Ndm. Gul.

uheppeslaus adj. fri for store kropslige mangler som Døvhed, Stumhed; mest med Negtelse. Hall.

uheppleg adj. utækkelig, modbydelig. Hard.

uherven ad. vantreven, ussel. Nhl. (Mo).

uhesjen? adj. uhyggelig. Nfj. (Honndal). "Ohesjen (æ?) Kar´e". "Ohesje Veer".

uhimsen adj. = uhemsen. Ryf. Shl. Røldal. uhymsen d. s. Hard. (Ullensv.).

uhimtelege adv. grændseløst, overmaade. Ma.

uhiren adj. ilde oplagt = hiren. Nhl.

Uhjelm m. uhyggelig "Hjelm"; se d. Ma.

uhjonsleg adj. om et Par Folk som ikke (synes at) passe til Ægtefolk. Helg.: ujuunsele.

uholleg (o') adj. usolid; tynd, spæd; mest om Folk. Hard.: uhoddlæ. Se holleg.
Uhomd (o') f. = Ulag. Dal. "Dør æ ei U. paa denne Sokkjn", "ei U. paa alt dæ ho gjere". Se Homd, Uhemd.

Uhomm f. utilgjængelig "Homm". Dal.

uhormeleg(e) adj. og adv. overvættes = hormeleg. VAgder.

uhorva adj. uordentligt klædt. Nordl.

"uhorvelege adv." A. VAgder, Helg. Salten.

"Uhug m." A. Tel. (Eidsborg).

"uhugleg adj." A. Li. 2) utryg. Tel. (Raul. Laardal). "D'æ so u. fø Varmen".

"Uhugnad m." A. Gbr. Romsd.: Ohungna.

uhugnadsleg adj. ubehagelig, fortrædelig. Voss: uhugnarsle, og -nasle; Hard.: -nale; Agder: -neslig = uvær. Se hugnadsleg. Jf. G. N. uhugnadr Mismod (?)

uhumskjen, uhumsleg adj. = humskjen. Rog.

uhuskjen adj. = huskjen; Romsd.

uhynen adj. = hynen; Tel.

Uhynda? f. Person som er uvarsom voldsom og hensynsløs i Brugen af sine store Kræfter. Tel. (Sell. Kv. Eidsb. Mo, Vinje, Raul.): Uhynde og Uhønde. "Ei U. mæ Kræturi". Kunde maaske være fremgaaet af G. N. úhœgindi Ulempe. El. af Hund?

uhyndeleg adj. og adv. lig en Uhynda: med stort Kraftudlæg, voldsom(t), overvættes. Tel. "Han hoppa uhyndeleg(e), skreik u., sloo tee'n u.". "Uhøndeleg(e) mangge, mykjy, veent". uhønskeli adj. og adv. d. s. Ringerike (Modum).

uhyntleg adj. blottet for "Hynt", se d. Helg.

"uhyra adj. døsig osv." A. Sfj. Nfj. Sogn.

Uhyra (yy) f. 1) Uheld, Vanlykke, især stadig (Vantrivelse, Vanskjæbne). Helg. Salten, Senja, Vesteraalen. "Dæ føle Uhyra mæ 'aam", Senja. "Han hadde Uhyyr(a) mæ den Kuu´a"; Vester.. Sv. og D. Diall. ohyra dvs. Utøi, Udyr. 2) Udyr og dl. = Uhegda. NØsterd. (Rendal, Tynset og fl.). "De ha voore noe Uhyyre (adj. n.?) fremme aa skræmt So´n". Se Hyra. Jf. dog flgg.

"Uhyrda? f." A. Ohørje, stor Uorden: Uoplagthed, Kaadhed osv. Nfj. (Eid, Stryn, Honndal). "Riive 'ta seg Ohørja", rive af sig Uoplagthed, efter Selskabelighed, Kaadhed efter lang Indeværen. 2) Skade osv. = Uhegda. Smaal. "Uhørje paa Ru(g)´n". De øvrige Former af Uhyrda (Ukjuura osv.) se hyrda v. Alle Former bruges ogsaa om raa hensynsløs, samvittighedsløs, Person. "Han æ ei Ukjøle (Ukjyre, -a, Ujure, osv.) mæ Hestn sin", mishandler, vanrøgter, H. – Ukjuureskap m. ondskabsfuld Raahed. Ryf. Rbg. Hard.

Uhyrde n. = Uhyrda dvs. uordentlig osv. Person. Hard.: Uhyrje (A.), Shl.: Ukjyre.

"uhyrden (y') adj. skjødesløs osv." A. Overh. lig en "Uhyrda": raa og samvittighedsløs osv. ukjyren og ukjølen Nedre Tel. (Flaa, Lunde), ujuren VTel. (Mo, Mol. Vinje), ukjuuren VAgder, Dal. og fl. "Han æ ukjuuren te eda Smør"; Dal. – ukjooreleg, ukjuursleg adj. d. s.

"uhyrja adv. uhyre, overordentlig. Ndm. "Ohørja stoor". Hører vel til foregg. (hyrda). Ligesaa: ukjuuraleg (stoor), Jæd.; ukjuurslege (styggt), Ryf.; ukjooreleg (stoor), ØTel. (Sauar).

uhæveleg adj. klodset. Helg. Se uhæv.

"uhøg adj. ubekvem". A. Shl. 2) ohøgt n. ikke tilpas. NGbr. Kun i: "(D'æ) ohøgt aat ('aam)", Han er ilde tilmode, i Misstemning. Jf. uhygt A.

Uhøgo. "I Uhøgo", til Unytte, til Upligt. Vald. (Vang). "Høgge nee Skoogn i U.". Maaske dog dat. n. af uhøg adj. Jf. uhaga, Vanhaga. – Uhøgomat m. Mad som ædes (til Upligt) udenfor Maaltiderne. Vald. (Vang). – Uhørje se Uhyrda.

"uka (u') v. a. (ar), rokke, skubbe frem". A. Sæt. Især "uka seg", flytte sig i siddende el. liggende Stilling. 2) = attra, ryggja. Sogn (Aardal, Aurland). öka Sogn (Hafslo). oka (o') Røldal. 3) "uka seg" = "muna smaatt framette"; Sæt. Uking f. det at uka. – Uka f. 1) En som bevæger sig meget sagte frem. Tel. (Kv.): Uke; man kunde ventet: Uku. Jf. Huka. 2) "Han ligg' i (H)uka alstøtt", ligger og drager sig. Tel.

ukask adj. usikker i Brugen af sin Krop, især Fødderne; usmidig, famlende, vaklende og snublende. Helg. (Vefsn og fl.). Se karsk. – "Ukaup n." A. Sæt.

Ukeim m. liden Vansmag, "Usmak". Sfj.

ukjenns adj. ukjendelig, fremmedartet. Ringerike (Sigdal). ukjennsk d. s. Hall. (Nes).

Ukjore, ukjoreleg, Ukjøle se Uhyrda.

ukløyv adj. 1) som ikke kan kløve. Namd. Helg. "Øksa æ okløyv". 2) som ikke kan kløves. NTrondh. og m. fl. "Vee´n æ o".

Uknaskje n. Rovdyr, Udyr. Sfj.

ukomen adj. ikke kommen. "Han æ eins ukomen", nu er han her straks. Ryf.

Ukomstvedr n. Veir hvori man ikke kan færdes. Østerd.

ukosta (o') adj. og adv. 1) ubekostet, uden Omkostning. Sæt. "Han fekk Varu fram ukosta". 2) uprøvet, uforsøgt = ufreista. Tel. (Vinje, Moland, Selljor). "De gjell´e inkji ukosta". Jf. Ang. costian prøve.

Ukræa f. svinsk Kvindfolk = Kræa. Li.

Uksaflekje se Fleke. – Uksafloga (u', o') f. Ko som altsomtiest løber op igjen. Sogn.

"Ukse m." A. Okse (o'), Ma. (Bjelland). Got. auhsa. 2) = Okshyvel. Hall. Ogsaa: Uks(e)høvel. – uksegali adj. f. parrelysten; om Ko. NGbr.: uksgalee. – Uksemurul m. liden Vantreven Okse. Romsd. – Uksepøk m. = -pose. Ndm.: Ooks-. – Uks(e)tapp m. liden tætvoksen Okse. NBerg. Ndm. NGbr. – Ukseras n. "Kuu´ee æ paa Uksrasee", v il parre sig; NGbr. og fl.

uksla seg v. (ar), 1) vride Overkroppen osv.
= aksla seg. Follo, Oslo, Smaal. "Han sat aa uksla se som han va luusete". 2) = aksla seg til. Follo, Smaal. Jf. uka.

ukunalege (uu) adj. og adv. overvættes = kunalege. Jæd.

ukunneleg adj. som man ikke synes at gjenkjende? som seer svagelig, ilde eller uanseelig ud. Sæt. Isl. úkunnligr ubekjendt.

ukviden adj. = kviden. ISogn (Aurland).

"ukviug adj." A. 2) som har ondt for at røre sig ("leea sei"). Smaal.: "støl aa ukviöu". Østerd. (Elvrom): ukviu.

ukvild (ii) f. Land hvor Fremkomst er besværlig især formedelst Træer og Vindfæld og andre smaa Forhindringer = Ukville. VAgder, Rbg. (Aamlid), Tel. (Kvitseid, Laardal). "Eg kaam av upp i Ukveild´a"; Aamlid. Og: Ukviilt Ma. (Bjell.), Rbg. (Evje): ”i Ukvillt´æ". Og: Ukviil f. Ma. (Hægeland, Halsaa). Ukvidd f. d. s. Li, Ma. (Aaserall), Tel. (Kvits. Laardal). Ukville f. d. s. Rbg. Ukviddi n. d. s. NVTel. (Vinje, Raul. og fl.). Jf. kvilla.

"ukvild (ii) adj. 2) besværlig for Færdselen". A. Rbg. Ma. "Ein ukviilde Veg". Og ukviilt (Veg), Li. Og: ukvill, ukvidd Tel. Rbg. Ma. "Ei ukvidd Slaatte". "Her æ so ukvillt, han fær kji slaa"; SætB. ukvillt Ma. Rbg. Tel. ukvidden Tel. Rbg. – "Der æ so ukviddi for Kræturi o gangge der". ukvikle adj. n. Dal. (Hæsk.). ukvible? adj. n. d. s. Dal. (Bjerkrei).


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   199   200   201   202   203   204   205   206   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə