A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


utkring præp. ud forbi; forbi paa Veien udad. Østed. og fl. utkuven



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə207/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   203   204   205   206   207   208   209   210   ...   219

utkring præp. ud forbi; forbi paa Veien udad. Østed. og fl.

utkuven (uu) adj. = kuven. Vald. Ndm.

utkvia (ii) adj. yderlig vantreven; afkræftet; udtæret. Nhl. Ryf. "Da æ so u., da æ kje goo te springa". Jf. kviast, Vankvia.

Utl, Utla, Utle se Usl-.

Utlag n. Udlæg. Østl. Shl.

"utlagd adj." A. 4) fyldig, voluminøs, vidt udfoldet. Tel. Sæt. "Utlagd´e Hest´e, Furu". Til leggja seg ut.

utlang adj. "Heile uutlange Dag´n, Natta", den hele udslagne Dag, Nat. SGbr.

Utlass n. = Utekjeslass. Hall.

Utlegd f. 1) = Utlegg; Udlæg, Udbetaling. Sogn. 2) Udlægning, Forklaring. Sogn.

utliden (i') adj. udmattet. ISogn: -lien.

utloga adj. = -laga. VTel. -laagaa ØTel.

"Utloga (o') f. 1)". A. Tel. (Rauland): -u; Rbg. (Aamlid): -e.

utløyst adj.1 ) løssluppen, ustyrlig; især om Dyr og Børn. Hall. 2) grændseløs. Sæt. "Han æ so u. ti o banne".

utmata adj. fuldt "mata", om Korn. Nfj.

utmjaadd adj. afkræftet, sammenfalden. Ma. (Bj. Finnsl.). Til mjaa.

Utmun (u') m. Vinding, Fordeel (udad). SætB. "De va äen stour´e eUtmune fyre (for) Bykle o faa Veg´e".

utmuna? adj. fuldt udviklet: uutmoona, Nfj. (Breimn, Gloppen; "før Moon" dvs. Mun). utmodna (oo)?

utnunna adj. med fremstaaende Mund. Tel.

utmynnt adj. = d. s. Rbg. Tel.

Utnamn n. = Utnemne. Hall. (bn) og m. fl.
Utnov (o') f. = Nov f. 2). Stjør.

"Utnord m." A. Vestnordvest. Nfj. Jf. NSV. ("Norsk" Dial.: Åland): utnöling dvs. nordanvind med litet drag i vester.

"Utoa f." A. Sogn, Ryf. Tel. Bamle. 2) et Skarns Menneske. Tel. Hard. og fl. "Han æ ei Utooe mæ Hestn sin". – Utoekrytyr n. et utækkeligt Kreatur. Sogn. – "utoen adj." A. yderst ureenlig, sviinsk. Sogn, Ryf.

utoeleg (oo) adj. vanartig; som intet duer. ISogn. utooaleg Ryf. utoole Sfj. (Askvoll og fl.). "Eit o. Livande".

Utoka (o') f. Vanartighed, Uskikkelighed. Sfj. (Førde). Sammesteds: Utokkje m. Medd.

Utokka (o') f. utækkelig frastødende Person. ISogn, Hall. Østerd. Helg. (Otaakkä). Utukka og -oo-, Shl. Ryf. Otaakk m. kjedelig Spilopmager. "Gjøra Otaakkheit". Helg.

utokka (o') adj. frastødende; omtr. = kaldtokka. NGbr.: otaakka.

"utokkeleg adj. uartig osv." A. Trondh.: otaakkle. 2) fortrædelig, frastødende, modbydelig. Helg. utukkale(g) og -oo-; Rog.

utokkelege (o') adv. 1) fortrædeligt. 2) overmaade = udømelege. Rog. "U. stoort".

utokklutt (o') adj. 1) = utokkeleg. Gul. Helg.: otaakklaat. 2) klodset. SHelg.

utolaleg (o') utaalelig. Tel. (Kvitseid).

Utold f. Betændelse i Hud eller Kjød med eller uden Saar. NGbr. (Lom, Vaagaa): Otuld, Otould (tykt ld el. dd). Otölder (dd), NØsterd. "Han ha svære Otölder", svære Betændelses-Smerter. Se A.

"Utole (o') m." A. al Hudplage, Sæt.

utolsam adj. )( tolsam.

"utolug". otulug )( tolug ("taaloog"). NGbr.

utona (oo) adj. uoplagt, uskikket. Ork. Gul.

utonsleg adj. utækkelig, uhyggelig. Ndm.

utonutt adj. ustyrlig, som en utæmmet Hest. Fosn (Stadsbygd): otoonaat.

"ut-or præp". A. 'toor Vestfold og fl. utoor' Vestfold og fl., itoor´ Vestfold og fl. ituur' Helg. Senja; vel fremgaaet af 'toor ved Smitte fra imot, ifraa (= mot, fraa). – "Kunna da ut-o", Voss.

utorfallen adj. 1) afmagret, indfalden; hentæret. Voss? Sdm. (Hj.: utofallin), Romsd. (Bolsøy: utifallin), Namd. (utufalli), Helg. (turfallin), Ndm. (tufollin), STrondh. (tufællin), NGbr. (utufullin). 2) bragt af Lave ved Skræk, Undren osv., forbløffet indtil Daanen. Ork. Strinda, Innh. Namd. Jf. falla utor.

utorfaren adj. afmagret, slunken; jf. fara utor. Sogn, Voss.

utorkrata adj. afmagret = beinberr. STrondh. (Fosn, Ork. Uppdal og fl.): (u)tukraataa.

utpaa adv. i "ga utpaa", Ndm.; se ganga. – Utpaagangar m. Nattefrier. Ndm. Ork. Utpaakar d. s.

utpjaala adj. udslæbt, afkræftet. Nordl.

Utrakst f. se Utrekst, Utrokst.

Utrast f. Udflugt eller Tur som gaar noget langt; f. Eks. en Reconvalescents uvanligt lange. Vestfold, Østerd. Mest i Fl.: "Utraster". Jf. Rast n., Rast f.

utrata adj. gjort værdifattig derved at alt det bedste er bort- (ud-)plukket. Tel. Ogsaa: utræta. Til rata, ræta.

Utrave, Utraavaa, Utraawghaa se Rave.

U-tre n. vredent eller lidet brugbart Træ el. Træstykke. Sogn, Hard. Fig.: vrangvillig umedgjørlig Person. – "Otorotre" d. s. YNamd. Meddeelt.

"ut-reken adj." A. "utrekjen Gar", G. afkræftet ved mislig Drift. Tel. 2) forslidt af Reiser. NBerg.

Utreksla f. 1) Gangsti fra Sæterhuset til Græsgangen. Østl. (Modum og fl.). 2) mest i Fl.: Udmarker, Skove og Græsgange som ligge noget fra Gaarden. ØTel. Ringerike (Modum og fl.). Se Reksla.

Utrekst f. 1) = Utreksla 1). Num. Tel. 2) Udvei, Evne til at finde Udveie; maaske ogsaa: Evne til at strække sig (strækkes, tøies). Tel. I denne Bet. ogsaa Utrakst f. ØTel. (Bø; meddeelt). "Dæ bli snart Fant mæ'n, d'æ inga Utrakst i 'n". Og: Utrokst (o') f. Tel. (Sell.). "D'æ gooe Utrokstir i 'n", han har let for at finde Udveie ("smøygje seg igjænom"). Og: Utrekstir f. pl. d. s. Sell. Bet. 2) og disse sidste Former hører maaske til et andet Ord; ialfald er der vist Paavirkning fra Utrast, Utrost, G. N. utröst (rastar).

utrend adj. øvet, forfaren, dreven, durkdreven, verdensklog; = rend. Agder, Tel.

"utrengd adj." A. "I otrøyngde Maalee", NGbr.

utrik adj. umaadelig rig. Tel. og fl.

Utriv n. 1) Vantrivelse. 2) Uhygge. VTel.

Utriva (i') f.? Vantrivelse; se Triv. Tel. (Selljor). "Kræturi æ i Utrivo". "I Utreevo", ØTel.

utrivast (ii) v. vantrives. Ma. Tel.

utrivleg adj. = utriveleg 2). Tel. utrivsleg; Hard.

U-trivnad m. Uhygge, Ubehag; Møie. Ryf.

Ut-rod (o') n. Uddrysning, Udstyrtning, Udglidning. Fosn: -raad(d). Til Rod, (h)rjoda.

U-trongsmaal n. Ufornødenhed. Ndm. (aa), Namd. (ö).

"Ut-rost f." A. Nium.: Fl. Utrasti(r) og -rosti(r).

"u-trottug adj. 2)". A. otraattog Gbr.

"u-truleg adj." A. utrudleg IRyf.

ut-ræst adj. som freidigt gaar paa og griber til; som ikke ømmer sig; driftig. Ma. (Holum, Øyslebø). – "ut-ræta se utrata.

"ut-røn adj." A. Nfj. Sfj.

"Ut-røna f." A. Nfj. 2) Utrøno(r) f. pl. Vidløftigheder? Gbr. (Lom). "Ee oondrast paa kva te U. häinn ha vore paa naa?!"

ut-rørug adj. som er meget i Bevægelse og Virksomhed; meget om sig. NVTel.
u-trøya v. n. være ilde til Mode, være bekymret. Namd. (Grong). "Eig otrøy för di, eig ittj fee (faar) heim Vee´n".

utrøyteleg adj. som ikke er til at faa Ende paa; endeløs. VTel.

utsafta adj. (part.), berøvet sin Saft; udtørret. Tel. (Vinje og fl.). "Borkjn æ u.".

Utsel (e') n. Kjøkken i "Sel"; se d. A.

Utsetnad n. Udsættelse. Vald.

utsett adj. udadvendt. Stjør. "Utsætt mæ Knee´a", med udadvendte Knæ.

"Utsig (i') n." A. = Utdrag. Vestfold.

utsiga (i') adj. udmattet = sigen. ILi.

Utsjaanad m. Udseende. Sogn, Sfj.

Ustskei(d)ingstid se skeida.

utskildra v. a. afskildre. Land.

"Utskjekel (e') m." A. Sæt. Dal. Utskjegle m. Ma. Utskinkel m. ØTel.

utskjemd adj. overtruffen; se skjemma.

Utskjol n. Skur bestaaende væsentlig af Tag paa Stolper, lænet op til en Husvæg. Tel.

Utskjøgedn se innskjøges.

Utskot (o') n. hvad der rager "skyt'e, skutar", ud over; f. Eks. af en "Snjoskavl", af et Tag. Sæt.; Østerd. og Ringerike = Ufs m. Se A.

Utskurd m. udførlig Besked. SætB. "Han ville faa Utskur paa alt". Jf. G. N. órskurdr Afgjørelse.

Utskut (uu) m. = Utskot. Tel. Se Skuut.

Utskuv n.? Udskud. Gbr. Meddeelt.

utslabba adj. = utmasa. Hard.

Utslag n. Udfoldning, fyldig Udvikling. Voss. "Du skulde lata denna Merr´æ dii ta Fyl, so vart da mäir Utslag i 'enne".

utslama adj. udslæbt; se slama. SBerg. Sogn. utslamsa d. s. Sogn. utslava d. s. Sogn. utsliima (og -sliimt) omtr. d. s. Ryf.

utslipen (i') adj. opslidt ved Slibning. Sfj.

Utsluk (uu) n. Aas raske Udløb af Indsø gjennem et Slug. Vestfold (Kodal).

Utsoknar (oo) m. En fra et andet Sogn. Shl.

Utsokning (oo) m. d. s. Ryf.

"Utstand n." A. "Haa U. me", have Slæb med. NGbr.

utstelt adj. udstyret, indredet. Sæt.

Utstodorg (o') f. "Dorg", Fiskeindretning, som staar ude Natten over. ISogn. For Utestodu-.

utstokken adj. 1) løsbrusten og udfalden. ØTel. (kj). Til støkka. 2) udgaaet (fra, ifølge Fødselen), udsprungen (fra Familie eller Sted). Gbr. og fl. "U. or, fraa".

utsungen adj. sunget til Ende. Alm. "Ho lava dæ skull ikkje vara utsaangje mæ Ann", hun lovede at hun skulde synge endnu nogle Vers for Anna; Ndm.

Ut-tak n. 1) Udtagen. 2) Kraftspilde, Tab; af Folk (f. Eks. ved Fiskeri) eller Pænge. Helg. NGbr.

"uttalmad adj." A. Trondh. Ndm.

uttasa, uttaasaa e tasa, tosa.

utteken adj. udmattet. Berg.? Jf. Uttak.

Uttekst f. Udfart; at man "tek ut"; Udflugt, liden Tur. Tel. (Vinje? Landstad), usikkert.

uttjona adj. udslæbt, overanstrængt. Nordl.

Uttoka (o') f. 1) det ud over Væggen skydende af Taget. Rbg. (Evje). 2) Tagskjæg. SætV. og B.

uttraska adj. udslæbt, se traska. Hall. NBerg.

uttraspa adj. udslidt, se trafsa. Berg.

uttroten adj. udsvulmet. Voss.

"Uttverva f. Vrangside". A. Rbg. (Evje, Honnes, Sæt.): Utvørve;

Rbg. (Iveland): Utverre; Dal. (Sokndal, Eikers.): Utvera; Dal. (Hæsk.): Utværa og Utfæra; VAgder: Utføra og Udføra. Og: Utfærsiaa Dal., Utforsiia Li. (Fj.). 2) tvær klodset og vrangvillig Person. Rbg. Ma. (Overalt er U = uu, eu, øu).



uttverva v. a. (er, de), vrænge = tverva. Tel.; utvørve (ø#-o'), Sæt.; utføra, utfæra VAgder, Dal.

uttverve adv. og adj. vrængt; vrang; forkeert; ogsaa: tvær og vranten. Dal. og VAgder: eutfære, øutfør(e) "Du hadde Vest´n paa deg eutfære". "Han saag eutfære eut". "Spyta øutfør", strikke vrangt )( reettfør; Eikin. "Den øutføre Lee´æ", den vrange Side, ogsaa Utførlee'æ; Eikin.

uttverveleg(e) adj. og adv. vrængt, vrang; forkeert; urimelig; tvær og vranten. Tel. Rbg. "De gjekk utvørvelege"; Rbg.

Uttydnad m. Udtydning. Hall.

U-tukka, utukkaleg se Utokka.

"ut-um præp." A. utt-um NGbr. "Utum inkje", se um.

Utur (uu) m. = Uslaatt. Li. (Eikin), Sæt.

U-tvegja (e') f. et vrangvilligt raat og hensynsløst, næsten ryggesløst, Menneske; (somme Steder den værste Almeenkarakteristik). Tel. og Sfj.: Utveje; Shl. Ryf. Røldal, Sfj.: Utveia, -e; Jæd.: Utvæa. H. O.: "Utvaatte, Udskud".

u-tvegjeleg(e) adj. lig en Utvegja. Sfj. (Holsa). utvegjen, utveien d. s. Sfj. Ryf. Shl. – Utvera se Uttverva.

Ut-vegjeslass n. = Utlass. Hall.

ut-veltes adj. = uveltes. Voss, Sogn.

ut-verka adj. tilsølet, tilsmudset. Helg.

Ut-vetning m. Strandboer ved Vandets ydre (nedre) Ende. Tel. (Selljor).

Ut-vida (ii) f. Udmarker = Utvidd; Vildmark. Sogn. "Eg ska i Uutveiao ette Foor". "I Uutveiedna".

Ut-vinna f. fjernt fra Gaarden liggende (indhegnet) England. NGbr. (Vaagaa).

u-tydig (d) adj. utydelig. Sæt.

utydleg (yy) adj. = utyd. Gbr.: otyyle.

Utyna (yy) f. stor Ødelæggelse. Romsd. Ndm.

utyneleg adj. og adv. overordentlig talrig. Gbr.: otyynleg. Jf. skad-.

Utyrma (y') f. haardt voldsomt og hensynsløst Menneske. NGbr. (Lom, Vaagaa). Otyrme; ØTel. Østerd.: Utørme, O-. "Han
æ ei Utørme mæ Hestn sin". Utørmle Tel. (Fladdal); Utærme (ö,ä?), Utærmle d. s. ØTel. (Tinn og fl.). Jf. tyrma.

Utyrste m. Læskethed, Utørstighed. Tel. (Kv. Raul.). "Han fekk Metten o Utyssten sin".

utyskjen adj. barsk, uhyggelig; om Folk og Veir. YSdm. Vel: utydsken.

Utyssje n. 1) = Tyssjor, Tyssar. YHard. IShl. (Kvinh.). Neppe Utydske. 2) Troldskab udenfor Huset. Romsd. Ut-tysje?

utægdeleg adj. 1) upyntelig, utækkelig, unet. Tel. og fl. 2) utaknemmelig. Nhl. (Mo, Herlaa). "Han va so utægdele før vælgjoort". Jf. Tægd, tægdig.

utægdig adj. = utægdeleg 1). Nhl. (Mo).

"utægleg adj." A. Rbg. 2) unyttig; ikke opfyldende sin Bestemmelse. VTel. (Mol.).

ut-æveleg adj. yderst langvarig; evig. NGbr.

u-tøkjeleg adj. uantagelig, ubekvem. Tel.

Ut-øyda f. = Utøydar. Hard.

u-unaleg adj. uhyggelig, utækkelig; mest om Steder. Tel.: u-oonalege; Ma.: u-onelig (o'). u-oneslig d. s. Li. (Fjotland).

Uv (uu) n. hvad der gjør voluminøs og fylder uden at være til Gavn; Skrab; Affald; = Rusk, Rask; f. Eks. Pinde og Mos i Hø, Steen iblandt Kul. SJæd. Dal. (Bjerkrei, Ogna, Sogndal, Hæskestad), Li. (Bakka; m.?): Uu, øU. Jf. Uv m. (G. N. úfr) i Sammenss., se Ur. Jf. Fjoruv; uven, ubben, yven; yva. Se flg.

uva v. (ar), 1) afgive "Uv", Affald; være fuld af "Uv" eller gaa over til "uv"; løse sig op i Trevler og dl.; ødes. b) gjøre værdifattig ved slet Behandling; søle. Dal. Jæd.: uua. ogsaa VTel. (Vinje, Raul. Skafsaa): uue, hvilket, med sin Mangel af V, synes være laant fra Rog. "Ein kann kje rekna paa dette Høye, dæ uua so mygje, dør kjæme so mygje Uu uda(v) dæ"; Dal. "Høye æ uua, Söu´n he uua dæ bort", plukket ud det bedste og gjort det til Uv; Rog. "Plaggji uuar upp"; VTel. ogsaa: "uuast upp", og "uue seg upp" d. s.; VTel. (Vinje). "uuast burt (bort, vekk)", og "uua burt" v. g jøres værdifattig; ødes, søles (bort); Rog.

"uvand adj." A. "Däi tikje uvandt i kvoräire", de genere sig ikke for hinanden. Sæt.

uvandsleg adj. = uvand 1) og 2). Ryf.

uvarskleg adj. uforsigtig = uvarleg. Tel.

Uvedrsbus (uu) n. se Bus (uu). Hall.

Uvedrsigda f. se Igda. Vesteraalen: Uveers-.

Uvedrskula f. = Uvedrsbolk. Ndm. Innh.

uvega (e') adj. veiløs, ikke "uppvega". Østl.

uvegleg 1, eller uvægleg eller ovvægleg? adj. 1) vaklende og plump = ovvægjen. NGbr. (NFron, Vaagaa, Lom): ovæigle. 2) klodset; = uhendug. NGbr. (NFron, Vaagaa).

uvegleg (e') adj. 2, uanseelig, utækkelig; om Folk. VTel. (Laardal, Moland). G. N. uvegligr. Se vegleg.

Uvegra f. uanseeligt og utækkeligt Kvindfolk. VTel. (Mo, Moland).

uvegreleg adj. = uvegleg 2., VTel.

uveideleg adj. 1) klodset osv., om Redskaber = uveiden. Nfj. (Eid og fl.): oo(og -aa-). "Oveideleg Spade, Øks". "uveiele"; Lof. 2) stor og ubekvem; om Levende. Sdm.

"uveiden adj." A. Nfj.; Romsd. og Ndm.: ovæien, hvilket kunde være uvægjen, ovvægjen; jf. ovveiden. 2) = uveideleg 2). "Ait oväide Livande"; Sdm. (Hjørungfj. og fl.).

uven adj. fuld af "Uv, Rysk". Dal. og fl. "Høye æ so uve paa Foggemyyra". Se A.

Uvend f. og Uvenda f. 1) En som der ikke er Fynd, Skik eller Lav, "Vend", ved; klodset og utækkelig Stymper. Ma. (Bj. Holum), Li.: Uvænn(a); Sæt.: Uvænde. 2) utækkelig og vrangvillig Person. VTel. (Vinje): Uvænde. 3) Forkeerthed, Bagvendthed. Sæt. Ma. "Han fere raent bort i Uvænna", indretter sig, handler, rent forkeert; Ma. Vel til Vend.

uvendeleg adj. lig en "Uvenda", klodset utækkelig og stymperagtig. Rbg. Tel. Røldal; se uvænleg. G. N. uvendiligr ringe.

uvendig adj. klodset )( vendig. SætB.

Uvendings-ting n. noget uden Skik og Fynd, noget udueligt; især = Uvenda 1). SShl. Ryf. Røldal. Ogsaa: Uvændels-ting, Ryf.

uvendt adv. bagvendt. Sæt. "De gjekk u.".

"Uverja f." A. farligt Værge. NGbr. (Vaagaa): Ovørju; Ndm. (Ti.): Oværje.

Uvetta f. Ubetydelighed; Intethed. VAgder. "Vil du takka for slik ei Uvetta?!"

Uvetta n. d. s. = inkje-vetta. Shl. (Fitja).

Uvette n. d. s. Shl. "Eit U. te Kar".

uvid (ii) adj. ikke viid, trang. VAgder.

Uvida (i') f. ubrugeligt Træfang; f. Es. vredent eller raaddent Træværk. Sogn: Uvia; VTel. (Vinje): Uvee-u.

Uvide (ii) n. = Ukvilla; Klemme, uhyggelig Afkrog = Uvæna; Uføre. Sfj. (Førde, Jølstr, I- og YDale), YSogn. "Hestn hekk fast i eit Oviie". "Kua kom reint burt i eit Oviie". "Kome burt i Oviiaa", komme af Lave; Sfj. (Askvoll); meddeelt.

uviden (ii) adj. uveisom; ufremkommelig; = ukvillen. Sfj. (Førde, Jølstr, IDale). "Dar æ so oviie aa ufjelgt". "Oviia Mark te kome fram i".

uvilja adv. imod sin Vilje. Ryf. "Eg gjoore dæ uvilja". "Dæ kann henda uvilja". "U Verk" adj. Sogn.

uvils adj. og adv. = uvilja. Dal. Li. "D'æ ræent uvils", uvilkaarligt. "Dæ va bara u.", skede ved et Tilfælde. – uvilt adj. og adv. d. s. Dal. Jf. sjølvvilja, -vils, -vilt.

Uvilskropp m. dumdristig skjødesløs Person; noget mildere end "Heluv". Tel. (Sellj.).

uvinglast v. recip. blive Uvenner. Hard. (Ulvik, Ullsv.). G. N. uvingast.


"Uvinna f." A. Sfj. 2) "Uveenne i Aakrn" = Ugræs. VTel. (Mo).

uvinnleg adj. uhandelig, ubekvem. Trondh.

uvis (ii) adj. ubetydelig, uanseelig = uviseleg. Sæt. "Aen euveise Tingg´e".

Uvisa (ii) f. en Ubetydelighed. Sæt.

uviseleg (ii) adj. 1) uanseelig, ubetydelig. Tel. VAgder. Ogsaa: uviislig Ma. (Bj.), og uvisslig Li. VMa. 2) uskjønsom. Ryf. "Uviiseleg aa raang". Se A.

uviskleg (i') adj. uforstandig; uskjønsom; inhuman. Sæt. Tel. G. N. uvizkuligr.

Uvisla (i') f. en Ubetydelighed. Li. (Fj.).

"Uvissa f." A. 2) = Uvisla. Rbg. VAgder, Jæd. 3) upaalidelig Person. ØRbg.

Uvissfil = Underfil. Østl.

uvita (i') v. (ar), ynkes over; se audvita.

"uvita (i') v. (ar), ynkes over; se audvita.

"uvita (i') v. n." A. ovæta Gbr. uvøtaa ØTel. (Heiddal).

uvitande (i') adv. uden Ens Vidende, overraskende. Tel. (Mo, Vinje). "Eg kaam uvitandi ivi dæe".

"uvitug (u') adj." A. ovut(t)ugh Selbu; ovee(t)daug IHelg. – uvle se ovleg.

"Uvlid (i') m." A. Aavlee f. Totn, Odal; Avlee Hadel.; Oomlee Shl.; Uglee VAgder; Uvlee VAgder (Bj.); Aalee Smaal. (Askim). Ulveleeda og -lida f. def. INfj.

Uvlidknuke m. Knuden ved Haandledets især ydre Side. Rbg. og Tel.: Uvliknuukji.

uvoruleg (o') adj. 1) uforsigtig, usmidig. VTel. Lidt usikker, ialfald sjelden, Bet. 2) upyntelig, upudset, uordentlig; ogsaa = ruskutt, puskutt. Ogsaa: utækkelig, stilløs. Især om Varer, Klæder og Folk. VTel. (Kvitseid, Rauland, Vinje): uvoraleg, Skafsaa. "Smøree æ uvorulegt aa sjaa", næsten usælgeligt ved sit Udseende. "Eg æ uvoruleg idag", ilde tilpas. "Floshatt o Loovvottir, d'æ uvorulegt". Jf. voruleg. Bet. 2) seer ud som hørende til "Voru, Vora, Vara"; Bet. 1) maatte være et andet Ord.

"Uvyrda f. 2)". A. Ovøre Nfj. og fl.

Uvyrde n. = Uvyrda 2) (Person). Hard.

uvyrde adv. voldsomt, overmaade. Nfj.: ovøre; Trondh.: ovöli, ovoli, glider sammen med flg. og ovlege.

uvyrdeleg adj. ringeagtende, haanlig. Sæt. "Han helsa mæ äen uvuyrelege Smeil´e".

"uvyrden adj. 3)". A. SGbr.: ovooli(n).

Uvyrding m. = uvyrden Kar. Ndm. Totn fl.

Uvyrdestak n. hensynsløst Greb eller Behandling. VTel. (Skafsaa). "Han took, fekk, eit Uvyyrstak".

"uvægjen adj. 2)". A. Nfj.

uvægleg adj. uhandelig = uvægjen 2). Trondh. oveigle, klodset (NGbr.), hertil?

uvæl adv. ikke omhyggeligt. Nhl. og fl. Se vel.

"uvælt adj. n." A. Follo. "De va saa uvælt för'n, han vill' itte gjøra de", uværdigt?

"Uvæna f. Vildmark". A. Nfj. (Eid, Honndal). "Kome burt i äi Ovæne", eller "i Ovæna". "Vere i Ovæninne", dat. sing.

uvænen adj. uryddig, uveisom, vild; om Terrain. Nfj. (Stryn, Honndal og fl.). "Ovæna Mark".

uvæns, "væns aa uvæns", se Uvøne, væns.

uvænsleg adj. 1) uanseelig; uanstændigt liden; ringe. Ma. (Øyslebø?); Helg.: o-. 2) modbydelig. Helg. Namd. 3) uveisom, til Uvæna. Nfj. (Honndal, Stryn). "Ovænsle Mark". – Jf. dog Uvend.

uvænslege adv. urimeligt, umaadeligt. Helg. (Vefsn). "Ovænsle stoor".

"uvær adj. ikke vel tilpas". A. VAgder. "Den soom æ uvære han tikje baadi voondt o skamlegt"; VTel. ovæl NGbr. "Han blei saa uvært, da je sae de te'n", stærkt paavirket, nedstemt el. glad; Vestfold. Jf. G. N. honom vard úvært, han kunde ikke holde sig i Ro. – uværig adj. d. s. især: forstemt, trykket, forlegen. Shl. Nfj. Sdm. – uværug a) = uvær. Rbg. b ) = kvidesam; Ork.: "uværöug paa". – uværleg og uværskleg d. s. Tel. – oværin d. s. tildeels = kvidesam. Ork. Sdm. – unnværige, unnværen d. s. Nfj. (Davik, Eid). – ovælig d. s. NGbr. I Østl. høres ogsaa "uværdig" dvs. krænket, indigneret.

Uvøna f. 1) en stor hæslig ussel Ting; f. Eks. et gammelt kvistet halvtørt Træ. Sæt. Tel. 2) = Uvyrda.

uvøneleg adj. uventelig, urimelig. NVTel.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   203   204   205   206   207   208   209   210   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə