A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


"Vandivle n." A. 2) en stor formløs klodset ubekvem eller ubrugelig ("vrang") Tingest (Redskab, Emne og dl.). Om Dødt og Levende. Sæt. Hard. Røldal og Shl.: y



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə209/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   205   206   207   208   209   210   211   212   ...   219

"Vandivle n." A. 2) en stor formløs klodset ubekvem eller ubrugelig ("vrang") Tingest (Redskab, Emne og dl.). Om Dødt og Levende. Sæt. Hard. Røldal og Shl.: y og ø. 3) = Vardyvle. Østl. (Vestfold?). Forblanding. 4) En som er vanskelig at gjøre tilpas ("til Lags"). Tel.

vandkrus adj. kræsen, vanskelig. Trondh.

vandla v. lave Knipper af Hø og Halm til Kjøerne. NGbr. Tel. Til Vondul, Vandul.

"vandlege adv. nøiagtigt, netop". A. Shl. Ryf. Hard. Røldal. "Du tar'kje gaa van(d)lege enno", Ryf. "Eg ha kje vandlege sagt dæ". "Ikkje van(d)lege nokk", ikke ganske nok. Bruges mest humoristiskt eller ironiskt. "Ikkje vanlige", aldeles ikke; Røldal. "D'æ kje vandlege so", det er langt fra ikke saa; Hard. Sjelden uden Negtelse.

vandlynd adj. af et vanskeligt Gemyt, "Lynde"; vanskelig at omgaaes. SætB. og V. Mest: vandlynnte.

Vandske m. Vanskelighed. Hall.: Vandskji. VTel. og Hall.: Vanskji. NGbr.: Vanskje.

vandsissa? adj. vanskelig at tilfredsstille; vrangvillig; umedgjørlig. NGbr. "Vannsissa aa rangsnuudd". vann = van og vand.

Van(d)sæma f. kræsen Person. Rog.

Vandul m. = Vondul. Gbr. ØTel.

Vandyvla f., vandyvla v. se vandivla.

vandæt adj. kræsen om Mad. Ndm. (Halse, Aure): vannæt og -eet. – vane se varna.

vaneldast v. n. ældes uheldigt, ældes mere end sine Aar )( eldast godt. Tel.: -ellast (est, dest, st).

Vanelli n. = Vanrek. VTel. Se Avelli.

Vanfalla f. hjælpeløs Person. Dal. Se flg.

vanfallen adj. hjælpeløst forlegen; forbløffet; = upraadd, daatt mæ. Dal. Jæd. Li. "Eg he(ve) æen Bulle paa Haann´æ, saa eg æ ræent vanfadlen (-fadden). "Eg he kjöurt sunn Kjærraa mi, saa osv.". – vanfellt adj. d. s. Ryf.

"vanfaren adj." A. Sæt. Li. og Dal.: "vanfaren i".

"vanferdug adj. 1)". A. Hall. 3) arbeidsudygtig for en midlertidig Skade (Skavank); vanfør, G. N. vanfœrr, udygtig formedelst en varig mangel. NGbr. (Lom).

"Vang m." A. I "Kyrkjevang"; Totn.

Vang m. 2, 1) Sidebord paa Mønning. Ringerike (Snarum). 2) Vang og Vange m. Ramme (Underlag) for adskillige Maskiner, som Dreierbænk; sammenhængende Indklædning af Tagbjælkernes Ender langs Husets Langsider. Østl. "Takvange". Er vel eet med Vange (Kind); men maaske T.

Vang m. 2, = Vangar. Rbg. Ned. Ma.

"Vangar m." A. ØTel. (Sauar og fl.), Vald. (Aurdal). "Vangar" har gjerne (altid?) vandrette Sidestykker som et Trug.

vangeipeleg adj. og adv. forkeert, bagvendt, uheldig(t). ISogn. Jf. andgeipeleg.

Vangl n. Omstreifen, Omdriven; Vildspor. Vald. Østl. "Koma paa V.". "Vingl o Vangl". "Villvangl". 2) omdrivende Bløddyr; Salpa? YNamd. "Sjøvangl".

"vangla v. n." A. Vald. 2) være omløbende, vaklende, ustadig. Om Veir og andet. STrondh. 3) v. a. "vangle burt", tumle, søle, noget bort. Gbr. Trondh.

vanglen adj. vaklende, ustadig. Stjør.

"Vangsne n." A. Vængsne og Veksne Vald.

Vanhag m. (n.) eller (og) Vanhaga f. upassende, misbrugende eller spildende Anvendelse; Upligt; Unytte. Ndm. (Halse, Stangvik, Tingvoll, Øre), NGbr. (Lesja). "Hogg' i Vanhagaa", hugge Tømmerskov ned til Ved. "Gräutn vært øydd i Vanhagaa", naar der er nok i den anden
Mad. "De va bær' e Vanhagaa aa gjøra de" (e dvs. i eller ei). Og: i Vanhage (ikke -je; altsaa snarest en Dativ af Vanhaga); Øre, Stangvik. Jf. Hag, Uhøgo, Vanhøgo, forhaga; G. N. vanhagr Skade.

vanhaga v. a. (ar), 1) vanskjøtte, vanrøgte. Ndm. (Ti. Halse og fl.). "Kuu´a vært vanhaga". 2) misbruge, spilde, øde. Ndm. "Vanhaga Skoogjn". Isl. vanhaga dl. Jf. forhaga, uhaga.

vanhaglege adv. misbrugende, spildende, ødelæggende. Ndm. (Rindal og fl.). "Han he hoggje reint vanhagle i Skoo´gja sinaa".

?Vanhagst = Vanhag. NØsterd. Vanhogst?

Vanhakkabidne n. Vantrivning. ISogn.

Vanhamn f. uheldig "Hamn"; omtrent = Stygghamn, Trollhamn. SHelg.

vanhaukeleg adj. umaadelig stor og klodset. Sdm. "V. Klæde". Jf. uhaukeleg.

vanheil adj. ikke ganske heel; ufuldkomment helet, ikke heelt læget. NGbr. (Lom). "Saare ha groott att vanheilt".

"Vanhelsa f." A. Vahelse VTel. (Vinje).

vanhelsug adj. = vanhelsig. Hard.

vanhitt(a) adj. vanskelig at hitte. Røldal.

Vanhogg (o') n. Feilhug; Vaadehug. Gul.

vanhogga (o') v. = hogga i Vanhage. Ndm.

Vanhov? "I Vanhoovo", dat. pl.? til Unytte. "Øye uut noko i Vanhoovo", øde til Unytte. Hall. Vald. ogsaa: i "Vanhuvu", Hall. Jf. Vanhag, Vanhøve.

Vanhugs n. Tankeløshed, Sandseløshed. Østerd.

Vanhøgo f. ubekvem Stilling, ubeleilig Situation, uheldig Stillethed (Øieblik). Vald. (Vang). "Han gjoore dæ i äi Vanhøgo", medens han (f. Eks.) havde travlt med noget andet. Jf. Uhøgo, Vanhaga.

vanhuteleg adj. hæsligt klumpet. Sdm.

"Vanhøve n." A. 2) mangelfuld Sammenpassen. Hall. – vani se vana.

"vank adj." A. Særlig: halt efter Vridning af Hofteled. Ringerike (Sigdal).

Vank m. Vanken. "Folkevank", Tilstrømning, Trafik, af Folk. Bamle, Ned.

Vankant m. 1) Skade, Beskadigelse. Sogn. "Ambarn æ komen i V.", er beskadiget. 2) uforudseet Modgang; Uheld. NGbr. (Lom): Vakant. Vel eg. eet me "Vankant" A. Ma. Gbr. Ndm. STrondh. og fl.

"vankanta adj." A. Ma. og fl.

Vankoma f. Dyr som er forkrøblet i Væksten og høist vantrevent. Ryf. Shl.

vankomen adj. vantreven, se foreg.

Vankrek (e') n. ussel Vantrivning. SVLi.

Vankvia (ii) f. vantrevent Dyr. VRyf.

vankviast (ii) v. (est, ddest), vantrives; = stura, af Længsel eller Vantrivelse. VRyf. (Sira, Kartn, Tarvastad). Se kviast.

Vankvik (i') n. Vantrivning: Dal. (Eikersund, Hedland, Hæskestad): -i(k)g. Se Kvik. Ogsaa: Vankviigje, -kveegje, Vanna-kveegje, Vannakveeg; og Vanakveegje, Vanakveeg, Jæd. (Haa, Time, Gjæstal). Jf. Kvike, Kvikinde.

Vankvæda (el. kveda) f. fordringsfuld ufornøielig Person som selv intet vil præstere. VTel. (Mo): -kvæa, VTel. (Eidsborg, Kvits.): -kvæe. – "vankvæden adj." A. 3) fordringsfuld, ufornøielig. VTel. Røldal. vakvæen VTel. (Moland, Vinje).

Vankværkje n. liden ussel Vantriving. Li. (Bakka, Nes), Dal. (Hæskestad). Maaske ogsaa Kverkje. Se Kværkje.

Vanlag n. Uorden; Forfald. Sogn, Shl. Romsd.; Sfj.: Valag.

vanlaga seg v. komme i Ulave, blive vanlaga adj. NGbr.: vanlaagaa.

vanleggja v. a. omtale til Fortræd, bagtale, laste. SætB. "Han vaulae däi paa adde Veis".

vanleid adj. høist utilfreds og umedgjørlig. Sfj. (YDale).

vanloa (oo) v. (ar), vanskjøtte, lade forfalde. Hall. – "Vanlooe Gal´n, Hus´e". Se avloa, utloa.

vanlytt (yy) adj. vanheldet, vansiret. Sfj. (Førde, IDale, YDale). "Han fekk eit Saar so gjoor 'an reint vanlyytte i Ansigte". "Han va so sint, han va reint valyytte".

vanmagtast v. (ast), blvie svag, blive afkræftet. Nhl.

Vanmanns-folk n. pl. = Vanmenne pl. Jæd. Va-.

vanmannsleg(e) adj. og adv. stymperagtig, lig et "Vanmenne". Jæd.: va-.

Vanmegd f. Vanmagt. Sogn (Aurland). "Garn´n æ komen i V.".

"Vanmenne n." A. Omtr.: Vad(b)menne Nhl. (Herlaa, Hamre); Vamenne Sfj. Sdm. (Skodje). Vamenns-folk n. pl. = Vanmenne. Jæd.

vanmote (oo) v. a. nedslaa Ens Mod, decouragere. Literært.

"vanmælt adj." A. Hard. Shl.

Vanmøa f. Vanmagt, Vantrivelse. Li. (Fjotland). "Kyy´æ æ ræent øudi Vanmøaa". Til Mod? Jf. Vemøa.

Vannil m. = Vandul, Vondul. Totn, Ring.

Vanogt (o') f. Vanrøgt, Forsømmelse. NVTel.

vanraadd adj. som ikke veed hvad han vil, ikke raadfærdig. Ryf. Østerd. Se A.

vanraaden adj. 1) raadløs. Gbr. (Lom, Vaagaa). 2) slet udstyret eller forsynet; forsømt. "Dæ va so vanraaee, alt", intet var i Orden, ingen Redskaber eller Midler var for Haanden. Hall. (Gol).

Vanrek (e') n. 1) Vragethed, Henslængthed som ubrugelig = Rek. VTel. (Mo, Vinje, Raul. Kv.). Tildeels: Varek, Vinje og fl. "Dæ ligg i Vanrek". "D'æ kome i Vanrek". 2) noget som vrages. Tel. (Mo).

?Vanreka f. et Vrag af et Menneske. ØTel.

Vanrop (oo) n. Vanrygte. ISogn.

Vans m. Omvandren, Omflakken. Hard.
Shl. "Koma paa Vans´n", komme paa vide vildsomme Veie.

vansa v. n. (ar), flakke omkring, vandre uden Maal. Shl. Hard. Jf. vinsa.

vansa v. a. (ar), vrage. Dal. Jæd. Ryf.

"vanseten (e') adj." A. "Eg æ kje vanseten"; Hard. 2) "Eg æ kje vansoten", jeg sidder godt nok. Sogn, Voss.

"vanska v." A. Østerd. – Vanskji se Vandske.

vanskift adj. = vanbytt. Sogn.

vanskipa v. a. indrette el. ordne feilagtigt, arrangere uheldigt; bringe i Ulave. Tel. vanskipa seg, særlig: blive opbragt. Tel.

vanskipeleg(e) adj. og adv. feilagtigt arrangeret; forkeert; uheldig. Tel. "De kann gangge so v.".

vanskjepla (ee) v. bringe af Lave. SGbr.

Vanskjerding m. vantrevent Dyr som er kræsent og æder lidet. Jæd. og Ryf.: -skjæring. Om utriveligt Faar Jæd. (Haa): -skjeering. Skjæring, d. s. Rog.

vanskoren (o') adj. skjævt skaaren, forskaaren; mest om Brædder og dl. Ryf.: -skooren.

Vanskot (o') n. Vaadeskud. Guldal.

Vanskurd m. Forskjæren; skjæv Skjæren. Ryf.

vanspotteleg adj. bespottelig; forskrækkelig. Ma. Maaske mest i Spøg.

vanspyeleg adj. modbydelig. Helg. Vesteraal.

vanspøkjeleg adj. og adv. usædvanlig, overordentlig og dl. Sogn. "Da gikk vanspøkjele", det gik reent forkeert. Og: vanspykjele, Sogn (Lustr, Aurland).

Vanstand n. = Vanlag. Romsd.

Vanstell n. daarlig Orden eller Styrelse, "Stell". Hall.

vanstjorna v. a. (ar), vanrøgte. Røldal: vansjødna.

Vanstyre n. = Vanstyr. Sogn. Vastyr Sfj.

?Vansæm(b)e Ulykke. Sdm. Meddeelt. Isl. vansemd Skade.

Vantare m. 1) Stakkel, Stymper; Vantrivning, forkrøblet Væsen. Ogsaa: ubrugbar Ting. Ndm. (Ædøy, Aure, Ti. Surndal), Fosn, Namd. 2) Særling. Fosn, Namd. Innh. Se A., Tare. – Vantari-dag m. uheldig Dag, spildt Dag. Ndm. Vantari-haasaa f. ubrugbar Strømpe. Vantari-kopp m. udslidt Huulkar. Vantari-krøtur, -näut, -lam, -tre, vantrevent osv. Ndm.

Vantjon (oo) n. Stakkel; skrøbelig Tingest; se Tjon. Tel.

?Vantol (oo) n. ubekvemt eller slet Redskab? Sfj. (IDale). "Du æ nett so eit V.!"

?vanto-leg (oo) adj. vanartet, ulidelig. Sfj. (IDale). vantjonleg? d. s. Sfj. (YDale).

Vantriv n. Vantrivelse. Ryf. Tel.

"vantrivast v." A. vatrivast Tel. (Vinje).

Vantrivling m. Vantrivning. Innh.: -ee- og -æ-. – "vantruen", A. vantrugjen Tel.

vantvilast v. n. (ast), mistvivle; fortvivle. Rbg. (Aamlid); VTel. (Mol. Laard. Vinje), tildeels: vatvilast.

vantvilen adj. mistvivlende, fortvivlende. Rbg.; VTel.: va-.

vantvilug adj. vægelsindet. Sogn.

"Vanvit (i') n." A. Vavit Sfj. (Førde), VTel. "Fare i Vavit", fare om fortumlet.

vanvita (i') n." A. Vavit Sfj. (Førde), VTel. "Fare i Vavit", fare om fortumlet.

vanvita (i') adj. halvtosset. Dal. Jæd.: -vida, -veeda. G. N. vanvita. Jf. ørvita.

"vanvitug adj." A. vavitug NVTel. (Vinje).

Vanvoka (o') f. 1) utidig Vaagen; omtrent = Andvoka. Tel. (Laardal). Meddeelt. – 2) "i Vanvuko", til liden Nytte; næsten: til Spilde, forgjæves. ØTel. (Tuddal).

vanvoksen (o') adj. med svag Vækst, forkrøblet. SætB.

"vanvyrda v. a. 2) forsømme". A. Sæt. "Han vanvyurde Kjuyrei burt".

Vanvyrda f. En som finder alt for smaat for sig; selvovervurderende Person. Nhl.

"vanøven adj." A. Shl. – Va-o se Voda.

vapla v. bevæge frem og tilbage; slynge, vikle. Sogn. "Togj´e vapla seg um Fout´n". "Vapla mæ Kjeftn", lalle og dl. Sv. Dial. vapla, vikle. Jf. G. N. vappa vralte.

vappeleg adj. vaklende = ustød. Sæt. (Synes at forudsætte i Brug et vappa v.).

Vaps, vapsa se Kvefs, vafsa.

"Var m. 1, Sliim". A. Østl. (Vestfold og fl.).

"var adj. vaer". A. "Han vart var´e", han blev forsigtig. Hall. (Torpo, Gol). "Bi var-i di", blive det vaer; Land (var i di?). vari Tel. (Landstad 23; og fl.). "Bli var", med Dat. NGbr.

"vara v. (ar) 2) vogte". A. "Vara Konne paa Basstoga". Tel.

vara v. impers. (ar), om Afsondring af "Var". Tel. "Dæ varar i Ougo".

vara v. (er, de), pege, vise, strække sig i en Retning; gaa. Sæt. Ma. (Grindeim), Li. (Eikin). "Vatni, Vegjn, Heusi varer i Aust o Vest". "De varer Vega i (ti) adde Kanta". "Bekkjn vare te Grosstøl". Jf. G. N. mik varir, jeg venter, aner.

Varadyr se Vardyvle. – Varagn se Vareign.

Varalykel m. Reservenøgel. SBerg.: -lykjedl.

Varamann m. Suppleant.

Varanagle m. 1) Reservenagle. Ringerike; NØsterd.: Vaaraanaawghle. 2) sikkrende Betingelse eller forebyggende Bestemmelse. Ringerike. Jf. Varnagle.

Varanot (oo) f. 1) Reservevod. 2) = Bægjenot. Shl.

varast v. n. (est, dest), lægge Mærke til, blive var. IRyf. Røldal. "V. paa".

"Varastyre n. en Reserve-ting". A. Ned.: Vare-. "Paa Varastyre", i Reserve. Hall. Rom. Totn. 2) = Sjølvstyr. Tel. (Lunde). "Buuskapn gjæng paa Varastyre". Vaaraastyre Tel. (Bø). Jf. "paa Von o Vara", se Vare.

Varastø n.? Reservestøtte. Især om en Reserve-Frier. Hedm. (Vang). Styd?

"Varavott m." A. Især om en Reserve-Frier. Hard. Nhl. Shl. Vaaraa- Gbr.


"Varaar f. Reserve-Aare". A. Li. Trondh. 2) Reserve overh., som Varavott. Trondh.

varbeitt adj. varsom i at bide til (paa); om Fisk. Berg. Og: varbäiten, Voss.

Varbygjel m. Bøile under Aftrækker paa Bøsse. Tel. og m. fl.

"varda v. 3) staa i noget Forhold til". A. "Du ska kje læst i vare", du skal lade som det ikke vedkommer dig; Sfj. Nfj: "Han leest ikkje i vare"; Nfj. Sfj. 4) "vara om", være magtpaaliggende. Dal. Jæd. "Vara dæ om?" "Dær var' ei (el. kje) om".

Varde m. Mærke paa Fiskesnøret som fortæller om Biddet; f. Eks. Kork, bøielig Kvist. Smaal. Rom. Vestfold og fl.: Vale. Se Varde, A.

"Vardyvle n." A. B. gaar oftest foran. Sogn, Vald. Vardøvle, Vestfold, Sogn, Røldal; ("Kyr´a seer Vardøvle"). Vardøgle, Follo, Land, Gbr. Vestfold; Varadyyr Østl. Värdiir og Väldiir, Odal, Vinger. "2) Pusling". A. Røldal; Ndm.; Vardøvl. 3) Værge; noget stort og aflangt som bruges til Værge. Sogn, Hall. Røldal. "Langgorve æ äit gott V.".

"Vare m. 2) Nødhjelp, Reserve". A. Vald. Sogn, VAgder. "Æg ha da mæ som ein Vare"; Helg. "Ta Føt´adn te Vare", til Hjælp; Vald. "Spela paa Voon aa Vara", paa Hazard; Helg. "Eg ha den Selen paa Voun o Vara", i Reserve; Sogn, Ma. "Ha Nisteskreppa mæ sæg paa Voun o Vara", for Trygheds Skyld; Li. "D'æ paa Voun o Vara um dæ bli noke", det er usikkert osv. Ma. "Dæ va kje anten paa Voun ell Vara", det var ganske paa Slump; Ma. Jf. Varsl.

Varebed m. et Leie foran Hiet, paa hvilket Bjørnen ligger paa Udkig. Tel. (Moland): -bæe. – Varebee-e se Bed.

"Vareign f. Varetægt". A. ISogn. 2) Forsigtighed. Vald. 3) Reserve; Suppleant. Hard. Voss. "Ha da i Varaign". Heraf er "Varagn", A., vel en Udtaleform.

Varek se Vanrek.

vareleg adj. paalidelig, betryggende, tryg. SætB. "Eikja æ meir varelege hell Praam´n". Jf. varig.

?varhygg adj. meget varsom, sky. SShl.

varig adj. betryggende; tryg. Sæt. Tel. VAgder (Eikin). "D'æ varigar fyre Ell´æ"; Sæt. Og: vorig (o') Tel. (Laardal, Rauland); og vaarig VAgder (Aaserall, Eikin). "Dæ vorigare o hava muura Ovn hell Røysovn i Basstoga". Hertil: Vorigheit f. Tel. "For ei Vorigheits Skyll", til en Betryggelse. "Paa Vorigheit" a) d. s. b) i Pant. Se Tandr.

"varla v. n. kramme". A. Ndm. 2) fare hid og did, tumle, søle = vingla, tøva. Salten, Ndm. – Varl m. en fingerkløende Klodrian. Ndm.

varlaatig adj. = varlaaten. Sogn.

Varlykel m. Aftrækker paa Bøsse. Shl. Rog. Mest: -lykjedl.

?Varlæte n. tynd og svag Person. Hard.

"Varme m." A. Vørme, Rbg. Ma.; Vørmde, Rbg. Ma.; Varmde, ØTel. (Lunde).

Var-meid m. = Breiddvid. Innh.

Varmesnort (o') m. brændende Vedstykke. VTel. Rbg. (o og aa).

Varme-ylk m. ganske svag Varme, Lunkenhed. Sæt. "Aen Varmeylke i Kjøt´i næst fyri de var´e eult".

"varna v. a. værne". A. vadna VAgder. "Vadna Aagrn" og "vadna Hestn fraa Aagrn"; Fjotland. "Vadna um Bodnan"; Spind. "vanne tee'n Haug´e", en Vaarleg i Sæt. "Orm´n vana seg", Slangen reddede sig. Tel. valne, vaarvalne Tel. (Selljor). välne (tykt ln el. N), Vestfold (Hov og fl.).

Varnad m. Varen; Varighed, f. Eks. af Dragt, Venskab. Stjør. Tydal, Ndm. (Surndal). "De vart ittj lang Varna".

Varning f. et begrændset Stykke Eng som Fæet faar Lov at græsse. Vestfold (Hov): Välning; se varna. Varning se Vaaning.

varnt n. af varm adj. Vestfold, NGbr.

"Varp n. 4) opkastet Hob". A. Tel. (Vinje), Sæt. Li. Ma. 7) (2) høit Spring, Luftspring = Kast. VTel. 8) Driftighed; omtr. = Framvarp. VTel. (Vinje). "Der æ kji noko Varp i 'n".

"varpa v. n." A. 5) hoppe med sluttede Fødder. Sogn. 6) gaa paa Nattefrieri, Varping f., være Varpar m. Ryf. 7) "gaa aa varpe", gaa og vade i Søle, Snee og dl. Gbr. 8) om Kvern = rausta. Ryf. "Kvedn´o(-aa) varpa møkje, liite". "Ei høgvarpa Kvedn".

"Varpa f. 3) Garnrende". A. Värpe Vestfold.

Varplund f. )( Veftlund. Ryf. "Spinna paa Varploonn".

varra v. n. (ar), 2, gaa frem og tilbage uden Med, gaa og tumle; omtr. = vadra; tildeels = valtra. Dal. Jæd. Sogn. "Gaa o varra i Globuuræ".

varra v. n. (ar), 3, skyde Læberne frem og trække Mundvigerne ned til Graad; flæbe; = geipa, syra. Nfj. (Eid, Innvik, Stryn), ISdm. (Synnylven). "Setje Varra" el. "gjere suure Varra", d. s. Nfj. ISdm. Varrar f. pl. af Vørr, G. N. vörr, varrar Læbe. "Ho gjekk aa varra aa greet heile Dagjn". Jf. vorra.

vars adj. vaer. Ndm. Trondh. Helg. "E vart vars". Jf. Sv. varse.

"Varsemd f. " A. Sfj. (Førde).

varsigld adj. = varsild. Røldal. "Varsiglde Varer". varsild Shl. Sogn. – "Fara varsølt", fare varsomt. Jæd. (Gjæstal).

"Varskida f.". Vaa(r)skjiie Totn, Odal, SØSterd. Rom. Valskjiie, Vald.

varskleg adj. = varleg. Tel. (Mo).


Varsl, Reserve. "I Varsl", "te Varsl" = til vara. Ryf. Jf. varsla = versla.

Varslsdreng m. enslags Flaadningsoldermand som varskoer Tømmereierne. ØTel.

"varug". A. vorug (o'), Tel.; vorig og vaarig, Tel. Ma.

"Varveitsla f." A. Jæd. Ryf. "Du lyyt ta Varev(i)tla paa da"; Nhl. Omtr.: Varevækjlkje NSfj. (Bremang).

varøygd adj. opmærksom, forsigtig. A. Nfj. (Innvik, Stryn), Sfj. (YDale). Mest: varøgde, som "kvitøgde".

Varøygd? f. Tilsyn, Agt, Varetægt, Vare; ogsaa: Agtsomhed, Omhu. Sfj. (YDale, Bremang), Nfj. (Eid, Utvik, Innvik, Honndal, Stryn). "Da ska slik ei Varøygd te mæ da"; Sfj. Mest Varøgd (og ö); Nfj. "Eg lyyt´e ha äi Varögd øve alle Tingg, ska kje däi förkomast". "Ha (ta) äi Varøgd øve (mæ, paa) dæ". "Ta dæ i si Varøgd". Er dog vel snarest Varhygd, G. N. varhygd Agtsomhed. Jf. varhygg, hugdeleg. Eller til Auga? Jf. flg.; Varegsla.

Varø(y)gsla f. = Varøygd. Nfj. (Eid, Gloppen, Breimn, Honndal). "D'æ slik ei Varøgsle mæ aa passe paa dæ; du maa sjøl ha V. paa dæ". Se foreg.

Vas n. Alm. Vas f. og Vas m. se vasa.

"vasa v. 2) vaase". A. Ogsaa: vosa (o'), se d. Vas n. og f. og Vas m. Vaaser, Forvikler, Søler. Tel. Vasa f. og Vase m. d. s. Hall. Hard. Ryf. 3) forvikle sig. NVTel. "Han æ slik ein Sloomi, slik ein Kjøtvasi (uredig Kjødmasse), gjængg' o vasar i sitt egji Kjøt". Jf. Isl. róa i holdum rokke inden sin egen Kjødmasse. – Jf. vosa, vesja, Vesja.

Vasafot (oo) m. en Vrøvler, Søler. Tel. Vasakall m. d. s. Tel. Vasekopp m. d. s. VAgder. Vas-uvi m. d. s. Tel. (Treungen), se Ur, Uv.

Vasall m. = Vasar. Tel. (Kvitseid, Moland): Vasale. Ogsaa: Vosole, se d.

"Vase m. 1) Klynge osv." A. SBerg. Vaasaa Gul. Østerd. "2) Faskine". A. Vasa, Østl. 4) opstaaende Halvring, hvorover Kvinders "Ho(vud)klæ(de)" bindes. Ma. (Bjelland). 5) Vrøvler, se vasa. 6) uduelig tosset Person; Stymper. Hall. (Nes), Ndm.; Trondh.: Vasi og Vaasaa. "Naar Vaasaan fee (faar) Vall, saa veit han itkj Atthall". 7) Forvikling, Vildrede, Hovedbrud. "Gjera (el. gjeva) ein Vase". Rog.

Vasl m. En som "vaslar", magtløs og vrøvlende Klodrian; Fusker. Nfj. Romsd. og Trondh.: Vahl.

"vasla v. n." A. N- og STrondh.: vahl. Sdm.; "vahlle i Hoop" = fløkja. ISogn: "vatla seg burt", søle, vrøvle, sig bort; vatlast burt d. s.

vasla v. n. 2, blive vaad osv. = vaslast. VTel. (Moland), Sæt. vasle seg d. s. VTel. Sæt. "Iis´n vatla seg", Isen bliver vaad af opsivende Vand; Voss. "Dæ vaslast upp", der stiger (siver) Vand op; Li.

"Vasle m. 2) Osteløbe". A. Odal, Rom. Hadeland, Vald. Vassler Hall. (Gol, Nes: Vassleer og Vahlleer), Ringerike (men Skrikär, Lærär). Se Hæser, Kjæser osv. 3) Kludrer, Pusler. Hall. – Vassleerdull m. se Dull. Hall.

Vasleferd f. magtløs overflødig og unyttig Befatning med noget; overflødig Færd og overflødige Fagter; Kludren. Til vasla. Nfj. Mest i Fl.: Vahllefære.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   205   206   207   208   209   210   211   212   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə