A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


vendsleg? adj. fortrolig. "Dei to æ svært vænnsle



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə213/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   209   210   211   212   213   214   215   216   ...   219

vendsleg? adj. fortrolig. "Dei to æ svært vænnsle, dei vert´e visst eit Par". Nfj. (Eid, Honndal). Jf. Vend 7, vænd.

Vendty n. Tøi med "Vend". NGbr.

"Veng m. 2) Sideflig" A. = Skjerveng. Vestfold. Vinge paa Rokketeen; Dal. og fl. 3) Rum paa Loen ved begge dens Ender i en Udbygning. Sfj.

venga v. (ar), bruge Vingerne. Totn, Smaal.

vengbrjota v. a. bryde Vingen. Fosn. "Vængbryyt Hanen". – vængbroten part.

Vengemaur m. vinget Myre. Totn og fl.

Vengjeloft n. Stolpebod med Svalgange rundt omkring. ØTel. (Tinn, Hovin).

Vengknut (uu) m. fremspringende Led paa Vinge. ØTel. Totn.

vengsaar adj. vinge-øm; øm i Arm- og Brystmusklerne af at løfte og bære. ØTel.

"venja v. a." A. vønja væn vande vant, ØTel. (Tuddal og fl.). venja (og vænje, væna) væn´e vaande vaant Agder, VTel.

Venjedyr n. Husdyr som har vænnet sig til at søge til et Sted hvor det ikke hører hjemme. Shl. Hard. og fl. Se heimla.

vensken adj. venlig; om Fæ: kjælen; om Folk: noget vel fortrolig. Stjør.: vænnskin. – Veorm se Vidorm.

Vent f. (og m.) Forventning. Hall. Ma. Ryf. "Koma (vera) oor Vænt´n" = vera utor Ventn, A. Hall. Ma. (m.?) "A(v) Vænt'n" d. s. Ma. "Meir ænn Vænt´aa", meer end venteligt; Ryf. – I Væn`to", i Vente. Hard.

Ver (e') n. 1) et hvilketsomhelst Kar eller Gjemme til at have noget i = Ilaat. Nfj. (Innvik). 2) Vaar. Tel. Li. (Eikin). "Puutever, Koddever". "Dynever (-veer el. ver?); IRyf. "Skinnfæillvær", Gbr. (Fron). 3) Overbredsel over Seng. Gbr. (Fron). Se Vær. – "Kyrkjevær", Kirkeværge. Num.

"vera (e') v. n. være". A. Inf. vara, Namd. SVald. (Bagn), Ringerike (Sigdal, Aadal, Modum), Land, Totn, Hedm. Hall. (Torpo, Nes), vøraa ØTel. STrondh. (Børsen og fl.); ve og Voss (sj.), Hard. Jæd. Dal. (den yngre Slægt bruger mere og mere vera, væra). Præsens: ær Østl. (andensteds kun i visse eftertrykkelige Forbindelser); eer Østl. (Oslo og fl.); overalt andensteds: æ og ee. Præsens Fleertal: ere Sæt., æro? Hall. Imperf. var Østl. Shl. og faa andre Steder; va almindeligst. Imperf. Fleertal: voo Voss. Supinum: vo Voss, Hard. Jæd. Dal. Nhl. og fl. Imperf. Konjunktiv: være Li. (Eikin), Tel. (Rauland; Moland?); vøre, vore Ndm. (Sunndal og fl.); voo Namd. Stjør. "Tvi vor(r)e!" Ma. (Bjelland), Tel. (Sell. Grandsh.). – "Koor som ær", Ryf. Sogn og fl. "Ær tu", er du. Sogn. "Da ær so, d'ær so"; Shl. Se ogsaa sæl, vel. – "De va kji antell (anten) rennt ell vændt"; se venda; Sæt.; jf. Eng. there was no running. – "D'æ de som æ(r)", det er Sagen; Tel. Ndm. og fl. "Noko som er", noget som forslaar. – "es (is)" se væles.

"Vera f. Væren, Ophold". A. I NGbr.: Veero (kort ee). "Burteveero, Uppeveero, Huusveero". ISGbr.: Veeru. I NTrondh. STrondh. og NNdm.: Vuru. "Dæ e da ei Vuru!" det varer da længe! I YNdm.: Vaaraa. I Vald. (Vang): Vøro; "dæ vert kji lang Vøra", f. defin. 2) Tilhold; Herberge. Tel. (Selljor, Rauland): Veru. "Hori heve han si Veru?" 3) Mærker efter Ophold, Væren = Vister. VTel. (Raul. Vinje,Mol. Laardal), Sæt. Ma. (Aas.). "Eg saag Verur ette Bjønn´n; ette Huusi", Ruiner, Tomt. – 4) Løsøre, Gods. ØTel. (Tuddal). "Værunn mine".

"verande adj." A. VTel. "Bliive verandi".

Verande n. Væren, Forblivende. Hall. (Nes). "Æ du køme her te Varand?" for at blive. – veraa se vidraada.

"Verd f." A. Vør Rbg. (Evje og fl.). I religiøs Forstand – og Ordet har mange Steder i Regelen en noget religiøs Farve -: Verd´æ Ma. (Aas.), Verd´ei SætV., og ofte, selvfølgelig, i den danske
Form Værd´n m. – "Han va snött utu Værenne før dæ", han var aldeles ude af Ligevægt over det = reint utav dæ. Nfj. (Honndal). – "Paa aller saa lang Væl", paa aldrig saa lang Tid. Østerd.

"Verd m. Maaltid". A. Val Helg. (Brønnøy). "Morgovæl", men "Kvæillvool", Gbr. (Kvamm).

"verd adj. værd". A. vøør VAgder, Rbg. "Dæ kann naa vera liides vøørt anten eg fær´e dæ hell inkje", ligegyldigt hvadenten jeg faar osv. Ma. (Øyslebø). G. N. litils vert ubetydeligt. "Dæ va, liides vøørt, her um Da(g)´n eg møtt´an, saa sa'an", i Forbigaaende sagt, for Resten. – "Gott vært" fordringsfuld = velværd. ØTel. (Sauar og fl.).

"verda v. vorde". A. varta Røldal; vetta Voss (tildeels); vørta Li. Præs. Ind. vert´e Røldal, Shl. Ryf. (neppe nogensteds vart´e). Imperf. Ind. vart´e Sæt. (Valle, Austad), vatt Hard. Imperf. Fl. vordo og votto Hard. (Øydfjord; sjelden). I Tel. bruges Ordet lidet, mest i Udtrykket "verte fy(re) noko", blive udsat (eg vert´e, vart el. vort, eg hev vorte el. vurte). I Ma. (Bjelland) bruges det kun i Imperativ: "vert (naa roulig, snappe)!" vær nu (rolig, rask)! "Altii ska hann verta e(i)kko!" altid skal noget tilstøde ham! Dal. "Val æ(g) sei", maa jeg sige. SHelg.

Verdarnaud (el. -nogg (o')? f. Madtrang, Madlenshed. Shl. (Fitja). "Han byyte kje Kuu´æ i Væranöugæ". Meddeelt.

"Verddage? m. Værdi". A. NGbr. (Lom, Vaagaa). "D'æ stoor Vældaagaa 'ti di". 2) Værdigjenstand, Klenod. NGbr. (Vaagaa, Lom). "Ho ha mista Vældaagæinn sin". 3) Gods og Fæ. NGbr. (Kvikne, Lom, Vaagaa). "Ho har mykjy V.". – 4) Trivsel, Velvære. Gbr. (Sel). Meddeelt.

verdeleg adj. eksisterende = værug, bidig. "Ingen værdeli Ting" = ingen Værdsens Ting. Østl. – "Inggen verdige Tingg". Ma. (æ?), Røldal (æ); A.

Verdfall n. Nedgang i Værd, Priis, Agtelse. Sæt. "Kaame i Værfadd". "Eg toutte de kaam slikt äit Værfadd paa'an daa att´e". – verdug se gjenn-, gjønn.-.

verdfalla v. falde i Værdi. Tel. (Sell.).

Verdotter f. Sønnekone. Gbr. (Fron): Vær-.

"Vere (e') m." A. Veere Vald., Være Ndm. SSmaal. (Borge), Veera m. Fosn, Væra Gbr. Totn., Vare Ndm., Væru f. ØTel.; Viru (ee?) f. NSmaal. (Trykst.); Vooroo Namd., Vuru Gul. Vinger; Vaara f. SHelg. (Bindal, Vik, Vefsn); se Vora. – Væruhooloo f. = Verehol. ØTel. – væruholutt adj. ØTel.

"Verestad m. = Værstad". A. Sæt. Ma.

"Verg m. 1)". A. Rom. Denne Støtte hedder "Bjønn" i Vestfold (Eiker), saa det Østlandske "Værj" turde være Varg. "2)." A.; en Nisse. Ndm. 3) Lægne. Værj Nedre Tel., Bamle (ogsaa "Varj")?, Rom. Hedm. Jf. Kverv.

Vergsmi se Dvergsmide.

Veril (e') m. Mærke efter Væren = Vera; Spor; tildeels = Ev; ogsaa Antydning til Rede paa noget. VTel. (Mo, Mol. Vinje, Laardal, Eidsborg, Høydalsmo, Selljor). Eet med "Vederil" (?) A., med hvis Bet. "Veirstreg" endeel af Anvendelserne kunde passe; men Ved(e)r lyder Veir eller Veer (ikke Ver) overalt i NVTel. Mest med Negtelse. "Eg saag kji Veriln ette Bjønn´n". "Du seer alli Veriln att'av 'an". "D'æ kji Verile paa Vegjn". "Der va kji læng´e Veril paa de". "Eg hae viddra meg burt so eg visste kji Veriln". "Eg kann ingjen Verile i de". "Den Fjamsn heve kji Verile paa noken Tingg". "Kann du gjeva meg ein V., sko eg alti greie de". "Naar eg høyrer ein V., so ..." "Eg veit Veriln paa de".

"verja v. værge". A. vær(r)i og veer(r)i NTrondh. SHelg. Imperf. og Supinum: vært SHelg.

"Verja f." A. Vørju Rom. Hadel. Ring. Gbr. Tel. (Sell.). – Verja i: Likverja.

"Verk n. 1) Arbeide". A. "I Ver`kje", Nhl. (Fana). – verk adj. se vyrk.

Verka f. = Vaarvinna. Sæt. Se Verk.

"verka v. a. tilvirke". A. Særlig: lade Træmateriale ligge og tørres. NGbr. "Detta Æmnee lyyt liggje aa værkast eit Aars Tii". – Verkn se Kværkje.

verkeleg adj. sær i en enkelt Retning, lidende af en fiks Idee. Dal. Ryf.

Verkje (e') m. muret Vei langsad Bjergside, Veimur. Nhl. (Eksingadal). Meddeelt.

Verma f. = Vermsl. Romsd. NGbr. Vald.

"verma v. a. varme". A. vørma, -e, Agder. – vørmast v. n. blive varm. Agder.

Vermaskar n. Potteskaar til at hente Ild i. Hard. Forsvindende. Skard?

"Verme m. 1) Ild". A. Vørmi Rbg. "2) Hede". A. Særlig om Varme i Veiret: Vermde Tel. Rbg.; Vørmdi, -e Rbg. Tel. og fl.; Værde Busk.

Vermornos (oo, o') f. Svigermodernæse; spøgende Navn paa Kjedelkrog i Sæterhus. Tel. (Laardal).

"Vermsl m. Kilde osv." A. Værsl n. Senja. Versl f. Nfj. Væhl f. (bestemt: Væhll´a, Fl. Væhlli) = Uppkome. STrondh. NTrond. Væhl n. Meddal. Vælt f. Selbu. – Verslavatn n. Kildevand. Nfj. (Honndal). – Versledrag n. Vand som siver ned fra Versl. Nfj. Væhl-Seeg n. d. s. Meddal. – Verslehol n. Hul i Iis over Kilde. Sogn.

Vermsla f. = Vermsl. Hard. (Øydfjord): Vørmsla. – Verott se Vedreaatta.

"verpa f." A. 3) svulme op; om Vanddrag.
Vald. (VSlidre). Hertil "Værpande", Aanavn. – Imperf. voorp; NGbr. ØTel.

Verpa f. Fugls Bagdeel. Ndm. NGbr.

Verpil m. høist upaalidelig Person: En som er løs i Tale og Gjerning. Gbr. (Faaberg). Jf. Gorverpil. G. N. verpill Terning.

Verpsl? n. Steenhob etc. = Verp. Bamle. (Drang.): Værsl. Opfattet som "Varsel".

verr. – vørr, vørr´e Agder; värr´e Rog. verre. – vørre, -i Agder; värre Rog.

"versa v." A. Tel. – "versla v." A. Ryf.

"Versl n. Værn; mod Aa (Dæmning), mod Fæ (Gjerde), mod Vind (Riisklædning af et Huus). Sdm. (Norddal, Skodje).

"verst". A. vøsst, vøsst´e Agder.

vert i innan- osv. – Veru se Vera, Vere.

Verund f. Væren = Vera. Hall. (Aal, Gol). "Dæ vart kji lang Værundee dær".

Verv se Kverv. – Vesa, vesa se Vi- og Væ-.

"vesall adj. liden, spæd". A. veesaal Sæt. VAgder; vesadl Ryf. (ee og æ), ISogn; vaasaal Østerd. Bestemt: veehlle NGbr., vihlle Nfj.

Vesalldrope (o') m. Næsedryp. Ryf. Shl. Veesaaldrope Ma.

vesalleg adj. ussel, skrøbelig. Rog. Li. G. N. vesaligr.

"Vesallelid m." A. Nfj. (tildeels f.). 2) for tyndt Sted paa Traad. Ryf.: Vesall-lee; Ma.: Vesaal-lee. – "veesaallee-utte (adj.) Traa". Ma.

"Vesalmann m." A. Veesaalmanne Sæt.

Vesallmun m. ubetydelig Portion. Hall.

Vesallnakke og -nokk m. liden Stymper. Ma. (Bj. Gr.): Veesaalnakkje, -nokk.

Vesallpinne m. veg Person. Sæt. Ma.: aa.

"Vesallskap m." A. Dal. og fl.

Vesallvider m. en liden krybende Vidjeart, Salix repens. Ma. (Holum). Vesallviiar.

Vesallvomb f. 1) et Smaafæ med for stor Vom. Rbg. og NVTel.: Veesaalvaamb. 2) Stakkel, Usling. Dal. Li.

Vesaal n. Stakkel, Stymper, ussel Person. SætB. "Detti stakkars Veesaali". Veesaal f. d. s. VAgder. Veesaold se Vesold. – Veesaalskar m. Stymper af en Karl. Tel. (Moland). – veesaalslig adj. = vesalleg. VAgder (Fjotl. Bjell.).

Vesaalla f. = Vesaal. Ryf. og Shl.: Veesaadla og Væ-. Ogsaa: Veesaalda Ryf. (Skjold). Se Vesold.

Veseball (ee, dl) m. = Fissopp. Nhl. Veesesopp m. d. s. Ryf. Fosn. Jf. visa (veesa), visne.

vesja (e') v. a. og n. (vesje ves´e vaste vast; ogsaa: ar), 1) forvikle, filte sammen, = vasa. VTel. (Vinje, Raul. Mol.), SætB. "v. burt", forspilde, spilde eller øde ved Forvikling og Urede. "Vesje seg inn i aires Vændingga"; Sæt. vesjast v. n. forvikles, forspildes. 2) snakke meget og tomt, vaase. Tel. Rog. Jf. vasa, vosja.

Vesja (e') f. 1) bitte lidet Traadnøgle = Vea. Sogn. "Traovesja". 2) Forvikling, Urede. Rbg. (SætB. Evje). "Kome inn i Vesju". "Vev o Vesju". 3) Vrøvl; Vrøvlehistorie. VTel.

Vesjar m. Vrøvler. Vesja f. d. s.

vesja (ee), se visja, visa.

"vesla v. a." A. VTel. (Vinje og fl.). "vetla seg burt" søle sig bort; svinde ind, afkræftes; forødes. Sogn (Vik, Lustr og fl.). vetlast b. d. s. Sogn. "Da vetlast burt unde Hændedna pao 'an".

Vesleblome m. en Plante; hedder ogsaa "Ljaablome". Vald.

Veslemenne m. Usling; daarlig Karl. Voss: Vetlamenne.

Vesle(v)rong f. det agterste Knæ, (V)rong, i Baad; ogsaa overført paa hele Bagstevnen. Nhl.: Vetleraangg.

Veslesumar m. = Helgamessesumar. YSogn.

veslevaksen adj. med den Voksnes Væsen og Lader; om Børn. Oslo og fl.

Veslevinna f. 1) Arbeide hvormed man øder Kræfter eller søler sig bort; ogsaa: Forstyrrelse eller Forvirring af Arbeidsorden; Kraftspilde. ISogn (Vik, Aurland), Voss. "Da va äi Vetlavinna her mæ datta Arbäie". "Da gaor burt i V. mæ da". 2) vanskelig Stilling; Livsmøie; Raadløshed; f. Eks. dens Stilling som har forbrudt sig mod Samfundsordenen. Voss, Hard. Nhl. "Koma i Vetlavinno". 3) daarlig Arbeider. Til vesla.

"Vesold f." A. Veesaold Hard. (Ulvik); Veesoll og -sool, V- og ØTel. (Selljor, Tuddal, Tinn). 2) En som lidet mægter = ei Armod. Hard. (Ulvik; Kvamm: Veesold). Jf. Vesaal, -la. – vess se viss.

"vessa v." A. 2) sive igjennem. Vestfold. (Larvik), Odal. "Kjølvanne væsser opp ijømmel Joola". – vessast v. impers. NGbr. Østerd. (L. E.). "De væsses 'tu Saar`a"; L. E. Og: "Dæ væssee", NGbr.

vessen adj. 1) vandagtig, vandig = vassen. Gbr. Nfj. 2) smagløs, flau; ogsaa = vesken. Rbg. Rog. "Vessen Mat". "Vessaa Sill". "Eg æ vessin paa Salt"; Dal. vessjen d. s. Jæd.

Vessja? f. fremsivende Vædske. Sogn (Aurland, Vik). "Vaog aa Vessja"; ~ Hesja.

Vestan m. Vestenvind. Sfjelds. Vestaan Li.

vestongast se vistungast.

"vestantil adv." A. VAgder: vestaante.

Vestfolding m. 1) Beboer af den vestre Side af en Floddal (sjelden) eller Fjord, fersk eller salt. Ø- og VTotn og Hadeland: Væstfölling )( Østfölling. 2) Beboer af den vestre Side af Oslofjorden sydad fra Holmestrand. Vestfold (Dramn, Sande). Jf. Utfolding (fra Larkollen), Austfolding.

Vestfyrding m. En fra Vestfjorden og Vestfjorddalen i Tinn i ØTel. ØTel. (Tuddal): -fyyring. G. N. firdingr, Fjordboer.


Vesthall n. (f.) Hældning mod Vest. NGbr.

"Vestlending m." A. For Folk fra Øst- og Nordegnen om Oslofjorden kan "Vestlandet" begynde ved Horten. Jf. Vestfolding.

Vestol, -i se Vistur.

"vestrøn adj." A. Nfj.

Vestrøna f. let Vestenvind = Havgula. Nfj. Ndm. Fosn, Namd.

Vestvetning m. Beboer af Indsøs Vestside. ØSmaal. Modsat: Østvetning.

Vet f. se Vett. – Vet- se Vetr-.

vetgamall (e') adj. vintergammel; mest om om Smaafæ. SætB. og Dal. (Hæskestad): veddgaamaal, -gamal. "Ai veddgoemou Gjait"; Sæt. veddregamaal Li. (Fj.).

Vetgimbr (i') f. Faar i andet Aar som ikke endnu har læmmet. Jæd. (Haa): Vedjdjimr. Og: Vedjdjiml, -yml m. Jæd. Dal.

vetla, Vetlavinna se vesl-.

"Vetlide (i') m. 1)". A. Vættleed(d)i Innh. Vættli Namd. Vættlehæst m. d. s. Innh. Vættlei, aarsgammel Fole eller Bjørn; Ndm. 3) Vetidl, Vetedl m. aarsgammel Væder. ISogn (Aurland). Veddle aarsgammelt Faar. Li. (Eikin).

vetna v. n. = vatna 3). "Dæ vætnar oopp". ØSmaal.

Vetning m. i Sammenss.: Vest- og Øst-.

"Vetr (Vetter) m. Vinter". A. Vettr, Veddr og Vedd´r Li. Dal.; Vøtt´(e)r Hard. "I Vet", Li. (Fjotl.; omtrent forældet). "I Vet´e", "i häile Vet´e", Sogn (Vik, Aurl.). "Um Vet´n, häile Vet´n", Sogn (Aurland).

Vetrbagge m. Fæets Vinterdragt. VTel. (Mo): Vettrebaggji; Sæt.: Vettrepaggji. "Vettrebaggjen æ avsnudde".

Vetrbil n. Vintertid. Hard.: Vøtrabil.

"Vetrbraut f." A. Vinterferil Selbu, Røros, Namd. Vinterfrivil NØsterd. (Tynset; "Frivil" ellers = Fivreld); Vinterfevil, -fivil, Stjør. Gul.; -fefil STrondh. (Bynes, Budvik). Hedder Vettrveg Ma.; Mjeelkjeraak(ja) Nfj. (Honndal); Snyvæe(en) Ndm.

Vetrfeld m. = V.-bagge. Hard.: Vøtra-.

Vetrfostr n. Vinterfodring. Ndm.: Vinter-.

Vetrham m. Vinterdragt. VTel. "Vettreham'n paa Heiane fyrr de bliv´e grønt". "Vintraham'n pao Fe´e". Sogn.

Vetrkyl (y') m. Vinterkulde. VTel. (Mol:): Vettrekyle; Ma. (Grindeim): Veddrekyl.

"Vetrnatt (Vetter-) f." A. Vetnet dvs. 14de Oktober. VTel. (Vinje og fl.).

vetrnæm adj. ømfindtlig for Vinterens Lidelser; særlig: svag og smaatærende mod Vaaren; om Huusdyr. Ryf. Jæd. Li. og Dal.: vedrnæme, veddre- og ved-.

Vetrstøda f. Sø-Ørret, som forbliver Vinteren over i Ferskvand. Sogn (Vik). Vintrstøe Sdm. (Norddal). Vintrstø-ing m. d. s. Ndm. Jæd. – Vinterstønning m. 1) d. s. Vestfold (Hov, Lier). 2) om Kartoffel som er bleven staaende i Ageren og spirer Aaret efter. Vestfold.

"Vetrung m. 1)". A. Vintringg Nfj. 3) aarsgammelt Storfæ. VTel. og Sæt.: Vetroongge og Vetraangge. Og: Vetronggsukse Nfj.; Vetronggsstuute (oo og aa); -kviige Sæt. VTel. Sjeldnere aarsgammelt Smaafæ. VTel. 4) Klodrian, Dumrian. Jæd.: Vedroongje.

"Vetrveg m." A. Veddraveg Dal.

"Vett n. Tingest". A. 2) Tosse, Idiot; uden "Stakars". ISogn (Aardal, Lustr): Vitt, Veett og Vett (Vætt). "Ikkje vetta", Agder, Jæd. (Vætt). "Ikkje vetta", Agder, Jæd. Hordeland; "inkjesvetta", Romsd. "Uvetta".

"Vett f." A. Veet(t) Underjordisk, Agder.

vetta v. n. (ar), tee sig som et "Vett", en Idiot; vrøvle, famle, søle. ISogn. "Ka æ du vetta mæ?"

"Vette n. 1." A. Om Mennesker i Sammenss.: Godvette, Meinsvette (Shl.), Møvette, Nau(d)a(r)vette, Rekavette, (V)rangvette.

Vette n. 3. Fjante. Shl. (Etne), Sogn.

Vettebu n. = Hulderfe. Dal.: Veettabuy.

"Vettefolk n." A. Sfj. Tildels: Veet(t)efolk og Veet(t)u- folk, VAgder. Vettekone f. Sfj.; og Vetrkone Sfj.

Vettehaug m." A. "Veet(t)uhäu'n", en Ellehøi i Ma. (Øyslebø).

"Vetteljos n." A. Ma. (Bj.): Veet(t)ejous.

vetteskræmd adj. yderlig forfærdet; ligesom skræmt af Vætter. Vestfold og SNum.: vættaskræmt; Ringerike (Modum), Oslo (Asker), ØSmaal.: veetaskræmt. Jf. vordskræmd og vitskræmd.

vetteslegen (gj) adj. lam i Bagkroppen; jf. draugslegen, Nhl.

Vettetre n. Træ hvorved eller hvori Vætter har Tilhold. Sæt.: ee. Vettefura f. Sæt.

vettug (i#-ee) adj. eksisterende = bidig, verdeleg. Sogn (Hafslo). "Aldri da vettuga Slagje" = aldri Lukk´n.

Ve-undr, Ve-unnr se Vedunder.

"veva (e') v." A. Imperf. vaav Li. (Kvaas).

Vevfete m. Fid i Væv. Innh.: -faataa.

Vevgong f. = Vevgogn. VAgder og fl.

Vevgreide n. = Vevreide. NGbr.: Vævgreie.

"vevja v. (vavde), vikle". A. Li. (Eikin), Sæt. Tel. (Skafsaa). "Vevja seg inn i noke", indvikle sig; Li. "Han vavde seg ti"; Tel. "Vevje i Houp", Sæt. 2) "vevje o vase", vrøvle. Rbg.

Vevjakaane f. = Vevkona. Sfj. (JJølstr). Vøvkaana SBerg. Sogn. Vøvkaanevøv m. er Spindelvæv ude, se Kongurvev.

Vevkjetta f. 1) Edderkop. Ma. (Øvrebø). 2) Vrøvler. Agder.

"vevla v. 1) omvikle". A. Tel. (Sell. Grandsh.) tildeels: veble inn. 4) fare stundesløs famlende og feilgribende frem og tilbage. Tel. (Bø).

Vevltol (oo) n. uduelig Person. Vesteraalen.

"Vevlung m. Pulsvante". A. Væv(v)eloonge
Vesteraalen. Vevling Ma. (Otrnes); "Avlung", STrondh. Se Veivling.

Vevspildra f. en lang tynd smal Fjæl til at holde Rende- garnet i Orden. Hall.

Vevstøa, Vevstøyre se Støda, Støra.

Vevyrda? f. en skjødesløs hensynsløs Person, En som skyer intet = Uvyrda. Ringerike (Krødsh. Modum), Oslo (Bærum), Totn, SLand, SVald. "Ei fæl Veevøle te Kar". Jf. vebytt.

?Vi f. vid Fjeldflade. Li. (Kvin). Jf. Vidd.

Vibl n. Forvikling; Vrøvl. Se flg.

vible v. vikle, forvikle; vrøvle. ØTel. (Tuddal), YMa. "Vible i Hoop". Er vel for vivla; jf. viva, veiva, veivla.

vibre v. a. og n. bevæge(s) raskt frem og tilbage, vifte saa smaat. SætB. "Sau´n vibra mæ Øyro". Se foreg.

Vibring m. omtrent = Vimring. Agder.

"Vid (i') f. (Fl. Vidjar), Vidje". A. Veed (og Vid?), Fl. Vij(j)a Nfj. (Stryn). Vee Romsd. Ndm. Innh.; Fl. Viia Ndm., Veeja Innh. (Stjør. og fl.). – Viiaknipp(e) n. Vidjeknippe. Ndm. – Vidjareist m. en Stopper af Vidjer. Nhl. Voss. – Vi(d)jaspenning m. = Vidje-. ISogn.

"Vid (i') m. 1) Træ osv." A. Veei´e Sæt. Namd. (Viktna), SHelg. (Bindal). "2) Skov". A. Østerd. "Snø´n ligg paa Vee´a". – Genetiv "Vidar-" lyder alm. Via-, Veea-, Vee-e-; men i IMa. Veeaa-, i ØTel. Vøaa-.. "Veeaaskog", "Vøaakost".

Vida (ii) f. stor tragtformig Indretning. a) Mølletragt = Teina. Rog. Agder, Tel. Smaal. Odal: Viia, -e. b) Stillads som bruges ved Tagtækning. Gbr.: Viie.

"vida (i') v. n. (ar)". A. 2) klattre i Træer. Østerd.: veea og vøa. vida og vidd (?) i Sammenss.: med Træstof eller Træværk af en vis Beskaffenhed; som andvida, motvida, langveett, stuttveett, tjukkveett og fl.

"Vida (i') 1) Skovgrændsen". A. ISogn (Aurland); Vald. og Gbr. (Fron og fl.): Veeo. "Hæst´n gaar i Veeunn". "3) Træværk osv." A. Veeu Hall.; Veea Rog. "Han he kjørt heim møgje Veea"; Jæd. "Huusveea", "Løeveea" Bygningstømmer. Veeaa, "Gar-Veeaa", Træfang til Gjærdsel; Ndm. "Utgar-vu", STrondh. (Uppdal). 4) Træstof. Rog. VTel. (Skafsaa). "De va goo´e (toongg´e) Veea i den Stav´n".

Vidarbaat (i') m. Baad, som fremfører Brændeved. M. St.: Veeabaat. 2) Vrøvler, se vada. – Vidarbjuga se Bjua.

Vidarbrenne n. Brændeved. VAgder: Veea-, Veeaa-. – Vidarbraande se Bronde.

Vidardroga f. = Droga 1). Nhl.: Veea-.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   209   210   211   212   213   214   215   216   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə