A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Vidarfang n. = Vidfang, A. ØTel.: Vøaa-



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə214/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   211   212   213   214   215   216   217   218   219

Vidarfang n. = Vidfang, A. ØTel.: Vøaa-.

Vidarhus n. Vedskuur. Veea-, Vee-.

Vidarknøysa f. se Knøysa. Sogn: Veea-.

Vidarkorre m. = Vidkurr. ØTel.: Vøaa-.

Vidarkos, -kosa (o') f. Veddynge. Shl. Ryf.: Veea-.

Vidarkvarv n., -kvorv f. se Kvarv.

Vidarmann m. Mand som skaffer Ved.

vidarraada v. a. se vidraada.

Vidarraala f. tyndt afkvistet Træ. Vald.: Veearaale.

Vidarro f. = Vidkraa. Odal og fl.: Veearo; ØTel.. Vøaaro.

Vidarrum n. Rum for Træværket; særlig: Skafthul i Økse.

Vidarryte, -skryte n. = Ryte, Skryte.

Vidarrøyk m. Røg af brændende Ved. Oslo.

Vidarskat n. de kun til Brænde tjenlige Dele af et fældet Træ. Innh.: Veea-.

Vidarskjol n. Vedskur. Tel. og fl.: Veea-.

Vidarskukk m. "Skukk" til Ved. Hard. og fl.

Vidarskut (uu) m. Vedskur under Skraatag op imod Huusvæg. Ryf.: Veeaskuut.

Vidarslaata f. Stang; tynd "Spira". Tel.

Vidarsøyma f. meget grov Trænaal. Sfj. (Askv.): Veeasøyme. J. G. har Vedseim.

Vidartekst f. "Tekst" som omslutter Ved. Tel.

Vidartopp m. Trætop. Sæt.: Veeie-.

Vidartre n. Stykke Brændeved: Vee(a)tree.

Vidarvarde m. teltformig Opstabling af lange Brænde- stykker. Totn: Veeavale.

Vidarvingel m. se Vidvendel.

Vidaas m. = Vidaatta, Vidheim. Agder. "Han eige Viiaasn", en ubegrændset Vidde; i Spøg. "Koma paa Viiaas(n) = koma paa Videvank; komme paa Omflakken, paa Vildspor, blive desorienteret.

"Vidaatta f." A. Viiotte Hedm.; Viioott Smaal. "Koma paa Vidaatta" = k. paa Vidaasn. 2) Sladdrer; = Flaakjeft. NBerg. Sdm.

Vidband (i') n. Skovgrændse. Østerd.: Veebainn. – Vudubann d. s. Stjør. Se Vidu-.

Vidbrenne (i') n. = Vidarbrenne. ØMa.

vidbrota (o') adj. vidbræmmet. Tel.: vii-.

Vidbrote (o') m. Brændehob. Trondh.: Veebraataa.

Vid(e)braak f. "Braak" til at udvide Skind. Helg.: Vii-.

"Vider (ii) m. Vidjepiil". A. Viieeri, SVTel. (Treungen) ; Vij(j)eere VTel. (Moland, Mo, Vinje); Viiar YVAgder, ØDal.; Viiaar IVAgder; Viiee NGbr. Dal. (Sokndal).

Viderbas m. Krat af "Vider". Sogn (Aardal og fl.).

Viderknerk m. = Aakerriksa. Oslo, Smaal.: Viier-. Viiuknærk d. s. Vestfold.

Vidervond m. en Fjeldvidjepiil, Salix arbuscula. Tel. (Tinn; og Wille). Se A.

Videvæna? I: "kom(m)e paa Viidevænaa, burt i V-aa" = koma paa Vidaatta. "Hestn æ komen paa V.". Nfj. (Eid). Jf. Uvæna.

vidfarig adj. = vidforoll. Tel. (Vinje): viifarige; viifarug Tel. (Flaa og fl.); viiforige (o') Tel. (Vinje), Ryf. Røldal, Shl.; viiforöge Shl. (Etne); vii(e)furug Gbr.
(Fron fl.); viifurug Østerd. Og: viifjørug Tel. (Flaa, Lunde, Bø, Nes, Sell.); viifyrug ØTel. (Tuddal); viifjur(r)uwgh = mykje fyre seg, Stjør.

Vidfaring m. En som farer viden om.

Vidfora (o') f. Væsen som farer vidt omkring, især Ko. Tel. (Raul. Kvits. og fl.): Viiforu.

vidforen (o') adj. som farer vidt omkring. Ryf. Nfj. Mest: "viifooren mæ Kjeft´n", løsmundet, kaadmundet; Ryf.

"Vidheim m." A. "Koma paa Viideime = k. paa Vidaasn. Nfj.

Vidhus se Vidarhus.

vidhyrnt adj. med stor Vidde mellem Hornene. Sæt.: viihynnt.

"Vidja f., 1, Vidjepiil". A. Viiu Østl.

"Vidja f. 2, Vidie". A. Vidjdja ISogn, Ryf. Jæd. Li.; Vidjdje Rbg. VTel.; Viio, Viiu Vald. Hall. Gbr. Østl.; Viie Gul.; Vyo Rom. Gbr. Smaal.; Veed(d)i, pl., Viddja(a) NTrondh. – Viiuhork (aa#-ø) f. Vidjebaand. Gbr. Hall. – Viiuknærk se Viderknerk. – Viiulekk m. Lænke af Vidjer. ØTel. – Viiutein m. ung Vidjekvist. Gbr. – Vidja- se Vid f.

Vidje n. noget nyt og overraskende; Særsyn, Vidunder. Sfj. (Førde, Holsa). Sjelden. Hyppigere: Viie n. Sfj. (Førde, Holsa, Bremang). "Eg ska fortelje deg eit Viie". "Da va daa eit Viie!" Dunkelt.

vidjen adj. som veed at snoe sig, smidig. Helg. og Senja: viien. (Viia f. Vidje).

"Vidjestjore m." A. Dal. Li.: Vidjdje-.

"Vidjung" m. Bor osv." A. Bor som borer Hul for Vidjer. Vidjdjunge Li. Tel. (oo); Vidjdjungje, -i, Voss, Sæt. Ogsaa: Vidjungsnavar, A. Ryf. Nfj. Og: "Vitolsnavar", Sdm.; for Vidholdsnavar?

vidkvorven (ii, o') adj. 1) som behøver meget Rum. Sogn (Vik). 2) mangesidig; mangeartet. viikvarven d. s. Sfj. (Askvoll).

Vidlunn (ii) m. Brændestabel. Helg.: Vee-.

Vidnes (ii) n. = Vidheim. NGbr. ØTel.

"vidopen adj." A. 2) kneisende = keik; overmodig. Rog. og Shl.: viioopen; Totn og fl.: veeoopin. 3) frembusende. Tel. Ryf. "Viiopen o gasaleg".

Vidorm? m. en tommelang hvid Maddik med rødbruunt Hoved. Tel. (Tinn), hvor den ogsaa hedder "Spaamakk"; Veeorm. Maaske dog til G. N. vé, n. – Vitorm (i') m. en meget lang hvidlig traadformig Ringorm (?), som findes gjerne sammenrullet ("som ei Vea") i Vand eller Søle. Dal. og Li.: Vi(t)dorm; Jæd.: Veedorm. "Dæ va sum du skje ha e(t)de Vi(t)dormn", siges til den som har gjættet ret; Dal. (Hæskestad). – Veeorm og Vidorm synes være to forskjellige Dyr (Ord) men med lignende mystiske Effekt.

"vidosen adj." A. Nedre Tel. 2) aabenmundet. Ryf. (Strand): viioosen.

Vidr n. Forvildelse; Fortumlethed; Vildrede. Sæt.: Viiddr. Se vidra.

Vidr m. = Vidr n. VAgder, Rbg. (Sæt. og fl.), Tel. "Kaama paa Viiddr´n", forvilde sig osv., omtr. = paa Vidaasn. – "Koma i Viiddrune" d. s. SætB. "K. paa Viiddrestig" d. s. Tel. Se vidra.

"vidra v. n. gaa vild". A. VAgder, Rbg. VTel. "Me foor o viiddra paa Fjedd´e"; Aaserall. "Vaddre o viiddre"; Tel. – viiddrast v. n. = vidra. Rbg. – viiddren adj. tilbøielig til at vidra; fortumlet; halvfjantet. – Viiddring m. En som er viiddren; Halvfjante. Agder, Tel. Mest: "Viiddringji". Jf. vildra; "viiddre" findes dog nogensteds i Rbg. sammen med "Kjelling" (ikke Kjedding), saa det kunde synes være som en Aflydsform til vadra.

vidraada v. a. forsyne med Ved. Stjør. Ma. og fl.: veeraa. "Han hi veeraadd Gal´n, seg". veearaa Totn.

vidraasall adj. = vidræsen. Sæt.: -aale.

Vidryng (i') m. se Ryng. Nhl.: Veeryngg.

"vidræsen adj." A. Sæt. 2) overmodig; = vønen, stormoda. Jæd.: vii-.

vidskaa (ii) adj. 1) vidstrakt = vidsveimd (Nfj.). Gbr. Østerd. "D'æ saa viiskaatt aa höugge dær". 2) = openskaa 1). Gbr. Østerd. Se skaa.

vidskaadd (ii) adj. = vidskaa. Vald. Hall. "Viiskaadd Gal", "viiskaatt Foorlænde".

Vidskjæle (i') n. Vedskuur. Gul.: Vee-.

vidskotall (o') adj. = vidosen. Odal: viiskötall.

vidskoten adj. = foreg. Totn: viisköt(t)in.

Vidu- (i') i nogle Sammensætninger er af Vida (i') 1) og 4). Saaledes: Vudubann n. se Vidband, Stjør. Veeuskryte n. = Vidarskryte, Tel. – Viiu- er for Vidju-.

"Viunder se Ved-.

"Vidvang m." A. "Koma paa Vievaangg", Sfj. (Holsa). Synes ogsaa hedde "vii-i-Vangje"; Sjf. – Vie n. se Vidje.

"Vidvendel (i') m." A. Veeavingjel Dal.

vidvendt (ii) adj. indviklet i mange Affærer, med vide Forretninger, "Vendingar". Sæt.

viga v. n. (ar), 1) veie, have Vegt. SætB. og V. "De viga kji stourt, de han säie". 2) mægte, orke. VTel. (Moland), Dal. Tildeels v. a. "Eg vigar kji mei (dvs. meir)", Tel. "Viga dæ a Plass´n", Dal. G. N. viga.

Vigg m. (og n.) den staalsatte Deel af Øksebladet; Økse- egg. Rom. Totn, Odla, Hedm. Jf. Vegg dvs. Kile, Sv. vigge og vägge.

"vigga v. n. (ar), vugge sig". A. Num. 2) gaa vuggende, svagt slingrende el. ravende. Hall. Tel. Vald. Ringerike (Sigdal). "Dæ va snautt han va Kar te vigge aa gaa, so drukkjen va'n". "Gaa aa vigge mæ Lyse", vifte, svinge; Sigdal. Jf. vega, vigla, vigra, vagga.

Viggbit (ii) m. Hjørnetand, hos Folk og Fæ.
Tel. (Tuddal, Sell.). Væggbiit d. s. Num. (Meddeelt). Viggbiite m. Tel. (Raul.). Jf. Vigg, Vigtonn.

"vigja (ii) v. n. (er, de), gifte sig". A. Tel.

Vigl n., Vigl m. se flgg.

vigla v. 1. vise sig at mangle Ligevægt, vakle lidt, staa eller gaa usikkert. Tel. Agder, Rog. Ogsaa: "viggla mæ Bogjen", lade Violinbuen bevæge sig usikkert henad Strengen; Hard. – Vigl n. 1) det at vigla; Vaklen. 2) Slumpetræf. Rog. – Vigl m. En som viglar; vaklende, "ustød", Person. Agder. Vigle m. d. s. Agder. – vigleleg og viglen adj. tilbøielig til at vigla, lig en Vigle; ustød. "Han æ viglen paa Foot´n". "Denna Praam´n æ v. pa Vatni". Jf. viga, vigga, vigra, vagga, vagla; Eng. wiggle og waggle.

vigla v. 2, rulle op spiralformigt el. sylindristkt; vikle. IRyf. Røldal. "Udl´o viggla seg i Hoopa paa denne Säu´n". – Vigl m. en Rulle, især af Uld; færdigkardet Uldsylinder. Vigle m. d. s. Viggedl (haardt G) m. d. s. IRyf. Røldal. Jf. vigla 1,.

viglast v. n. slumpe sig, hænde ved et Slumpetræf, "Vigl". Dal. Ryf. "Viglast tee".

Viglemy n. en Art bitte smaa Myg. Sæt. (Bykle, Valle): Vigglemuy.

vigra v. n. 1) svaie eller bøie sig lidt = svigra. VTel. 2) = vigla 1. – Vigr f. = Vigl m. Ma.

vigra v. a. afbøie lidt, faa rokket eller modificeret = faa Vik paa noko. Rbg. Ryf. Ma. "Han va so strii, der va kje Raa te faa vigr'an". – Særlig dette vigra kunde være vikra, trods at det selv i Rbg. (Evje; "faa Vik paa") er hørt kun som vigre. Jf. dog vigla, vig(g)a.

Vigsl f. en SMule, e Gran; især om en Ubetydelighed som dog er en Nødhjælp. Tel. (Kv. Bø, Sauar, Lunde, Holla). "D'æ endaa ei Viigsl (og Viiksl)". Viikksl n. d. s. Shl. (Ølve, Fitja). Begge Ord høre vel til vigsla dvs. indvie (stænke).

"vigsla v. signe". A. Tel. (Kvits.); NGbr.: vihlle. "Ho viigsla Vatne mæ ein Gloo moot Trollskapn". 2) stænke? Tel. (Sauar).

vigta v. (ar), = viga. SætB. Tel. (Laard.).

Vigtonn f. Hugtand hos Sviin. Smaal.: Viigta(a)nn; Tel.: Viktaann G. N. vígtönn. Se A.

Vijil m. Snævring af en Indsø, eller smalt Løb mellem Indsøer. ØTel. (Bø, Grandsherad). Sjelden. "Vii`len" er Lokalnavn paa en slig Snevring, i ØTel. (Lunde). "Veile" er Lokalnavn paa en Bæk ved dens Udløb af et Kjær, i Nedre Tel. (Holla?). Hører vel med Val, Vodul, Vøl osv. sammen med G. N. vadill, Dansk Stednavn "Veile". Ordet (Ordene) er maaske fremgaaet af en Dativform.

"Vik (i') n. 1) en liden Bøining osv.; svagt bueformigt Indsnit". A. Nhl. Voss, Sogn. "2) Nuance osv." A. Tel. Hall. Afbøining, Modification; eiendommelig Sving; Rbg. Ma. Sogn og fl. "Der va kje noko Vik aa faa paa 'an". "Han ha no äit Vik pao da"; Sogn. "3)". A. Sogn; Voss, Solør. 4) Midje. NGbr. (Lesja, Vaag. Lom). Smal i Veekj`ee (kort ee)". 5) Buen under Foden. Gbr. (Kvikne, Lom). "Høg i Vee`kjee". 9) Buen paa den indre Side af Foden. Nfj. "Sko´n æ traangg i Vee`kja".

vika (i') v. n. (ar), gjøre mindre Bevægelser, Vinkler (Zigzag, Vip); vippe, vimse, Tel. (Rauland, Høydalsmo). "Skjeer´i veekar mæ Veele". "Hestn stoo o veeka mæ Hovue", dreiede. "Gange o veeka". (I denne Dial. skulde man ventet vika, saa Ordet tør være laant fra SO.). Maaske eet med vika (i') v. a. Jf. vikla.

Vika (i') f. = Hikevika, se d. Tel. (Rauland): Veeke.

"vika (i') v. a. (ar), vende udad osv." A. Sogn, Hard.; Hall.: "veeka ai Sag". 2) afbøie; modificere; (søge at) faa lidt forandret. Hall. Tel. Hard. SGbr. (Faaberg: veeka). "Han lete seg kje vika pao da"; Hard. – Vikejarn n. Jern til at "vika" en Sav. Hard.: "-jadn". – Viking f. "Vikingjæ he gjængje 'tao Sagjæ". Hard.

"Vika (i') f. 2, Uge". A. Viku Tel. Num. Hall. SVald. SGbr. Østl. Ndm. (Surndal, Rindal); Vike Rbg. SVTel. Sfj. Nfj. Sdm.; Vik(k)aa, Veek(k)aa, -o Ndm.; Vek(k)a, Væ(k)ka, Ve(k)ga Fosn, YNamd. Helg.; Veeko Vald.; Vøku STrondh. INdm. (Sunndal); Veeke Bamle, ØNed. SSmaal. og fl.; Vi(k)ga, Viga Rog. VAgder (her aldrig: Vee(k)ga, Veega); Vige VAgder; Veege Agder (nogle Steder langs Kysten). – "Vikus Moot" = Vikemot, "tri Vikurs Moot"; Num. og fl. – "Te Vikua (Veeka, Uka)", engang i næste Uge; Østl.

"viken (i') part." A. "D'e vikje kor de gaor", det er uvist, usikkert; Ndm. (Sunndal). "Dæ e vikkji mæ di" d. s."; NGbr. (Lom, V.).

Viking f. se vika v. a. og n.

vikji v. dvs. vikja (veik), gaa tilbage, falde tilbage paa. Vald. (Vang). "Odel ska te Odel viikji". "Han ha noko te viikji te".

"vikka v. a. udvide". A. "vigge Saga", = vika, vikja. ØTel. Totn. Viggejønn n. = Vikejarn; ØTel.

Vikk(e) f. Fid i Haspe. Selbu. Se Vik f.

Vikl n. vankelmodig Person. Sogn.

Vikl m. En som tumler (kludrer, vrøvler) bort hvad han har; særlig om Handelsmand. Hall.

"vikla v. a. 2) forvride". A. Ndm. Romsd. Gul. Innh. Namd. Østerd. Vald.

"vikla v. n. 1) vakle osv." A. Sogn, Oslo. "2) vimse osv.; kludre". A. Rom. – Hall.: "Han vikla aa handla, aa bytte, aa vikla
burt dæ han hadde". – Begge vikla hører vel sammen med vika, viika.

viklen adj. tilbøielig til at vikla.

vikna (i') v. n. lade sig fortrænge; slappes, svækkes, = veikna. SætB. "De kaate Mouti mæ Teiæ viknar". G. N. vikna.

Viksl n. "I Viksl" paa Kryds, paa tværs, i Forvikling. SHelg. "Da (de) bær (gaar) i Viklsl før 'an", han griber feil, det klikker for ham i Ord eller Gjerning (Tungen svigter eller dl.). G. N. vixl Krydsning. Se flgg. – Viksl se Vigsl.

viksla v. a. = vikla. SHelg. "V. Foot´n".

viklast v. impers. = "bera (gaa) i Viksl". SHelg. "Da vikslast før ’an" = "da gaar i Viksl før 'an". G. N. vixla veksle.

viksmal (i') adj. smal i Midjen. Gbr. (Øyer, Vaagaa, Lesja): veek- (kort ee).

Vikusank m. hvad der samles i en Uge, særlig af Fløde til Kjerning om Lørdagen. Tel.

"Vil, Willie". A. "Masa ein te Vils", tale En til Behag. Dal. Jf. Sjølvvil.

Vila (ii) f. Stødpude af Riis, Tougværk el. dl.; Ryf. Togvila. – vila (ii) v. beskytte ved Vila. Ryf. Halvveis fremmed?

vildra v. 1) a. forvilde. VAgder (Fj.), Tel. "Vildra seg bort". 2) være paa Vildspor, gaa uden Maal og Med, tumle, gaa vild, Tel. Vestfold og fl. "Gaa o vildre". – vildrast v. n. d. s. Li. "Vildrast i Skodd´æ". – Vildr m. Vildspor, Gaaen vild. Tel. "Kaama paa Vildrn". Jf. vidra, viltr, viltrast.

"vildre adj. bedre". A. vil`dar Ndm. (Tingv.); lidet brugt. vild´r Gul. (Støren); vill´r Selbu, Innh. Namd. "aravillr, anna-, andra-", se annan. – Superlativ: villst bedst, dygtigst. Selbu, Røros, Stjørdal. G. N. vilztr.

vildren adj. tilbøielig til at "vildra"; lig en Galning, "Vildring"; fortumlet. Nhl. (Fusa) og fl. "Vildren aa skøytalaus".

Vildring m. Galning osv. = Vidring. Østl.

Vildrur se Veldror. – Vile se Vijil.

"vilja v. ville". A. villa villa villa Ndm. (Ti.), STrondh. (nogle Steder. "vilt du?" Sogn (Aurdal). – vilja seg, have Fremgang = viljast; trives; ISogn. "Da vilde seg kje før 'an". "vilja til" d. s. Østl. og fl. viljast til d. s. A. Ringerike, ØTel. "Geit´a vills ikkje tel". "De villdes tee mæ Söuin", ØTel. Se til. – "vil tru?" mon tro ? Innh. (Indr. Leksvik): vøl`tru. "Vøltru oom æg tørs spør dæg?" – viljar se Vilje-.

"Vilje m. Villie". A. Vili og Vilji ØTel. (Tinn); Veelee Vald. (Vang). "Væks Vili mæ væl gaar"; NGbr. Vilja m. Nedre Tel. (Bø, Lunde, Holla, Solum); Vyljaa ØTel. (Tuddal). "Mæ min Vyljaa (Vilja)". "Vara te Viljar" = til Vilje, Ryf.; "te Viljans", Voss, Hard. (Ulvik).

Vilje-, Vilja- i Sammens. om det ønskelige, det som er til Behag. – Viljagauk m. Gjøg hvis Galen spaar godt. Ma. Ryf. "Vest#-Viljagöuk". Hedder ogsaa: "Vest#-viljar", i Gjøgevers, i Ryf. Dette kunde maaske være Isl. viljari (?) bedre. – Viljastikk n. "Dæ skje kje nogæ V. i Femkort".

Viljerom n. Hjerterum. Ma. (Grindeim).

"Viljevedr n." A. Viljaveir VTel. Viljesveer Ned.

"viljug adj." A. 2) flittig, utrættelig, stadig. VTel. "D'æ de viljugaste", om det som frembyder sig, som mest bruges.

vilk adj. ved gode Kræfter, især: tilfrisknet; ogsaa om Smaabørn som er tidligt kropsligt udviklede. Tel. (Sell.; Østre), NGbr. (Lom, V.). "Eg va saa viitt vilk at eg va mæ". – Komparativ: vilkare, 1) Komparativ af vilk. Tel. (Sellj. Kv.), NGbr. 2) bedre = vildre. Num. (Flesberg): vilkere. Superlativ: vilkast, bedst. Gbr. Jf. vilkast v. A.

"vilkora (o') v." A. Ryf. "Hestn æ v. lyytefrii", garanteret at være lydefri.

Vilkorstova (o', o') f. = Korstova. Hard.

"vill adj. 6) opbragt". A. Vestfold, Agder. "Dæ leet bare ville voondt", der vankede kun meget haarde Ord; Tel. – vill-: buvill, døgervill, nau(t)svill, naustvill.

Vill n. Forvildelse, Vildrede, Forvirring. Sogn (Leikang). "Maole deirans kom i Vidl" (i Babel).

Vill m. Tot, Visk, Bundt. NTrondh. "Stryvill". – villa v. a. vikle, rulle eller binde sammen til en "Vill". NTrondh. "veelle Høy". Rom. Jf. valla, volla.

"Villa f." A. 4) Vildelse, Ørskhed, ogsaa om den anden Barndom. Ma. 5) "paa Villa" = paa Villstig. Østerd.

Villbust f. B ørste paa Mulen af Fæ. Ndm.

Villehegg m. = Trollhegg, Rhamnus. Nfj.

Villeløypa f. ustyrlig Person. INfj. -läipe.

Villesmale m. forvildet Faar. Nhl. Sogn.

"Villgras n." A. "Villgras" er Græspletter som Folk maa gaa i Ring paa. Smaal. Follo, Ringerike.

Villhjerne m. "D'æ mye Villjærne 'ti 'om", om En som har mange viltre sære Indfald. Gbr. (Øyer).

villhøyrd adj. som hører feil, især synes at høre Lyden fra en urigtig Kant. Odal.

Villing m. Naver af middels Størrelse. Gbr. (Lom). Se A.

Villkøyv n. (m. og f.?), uregelmæssig Kløvningsretning, især af Lag i Steenbrud. Oslo, Smaal.

villkos adj. raadvild. NGbr. (Vaagaa): vilkaas (kort Stavelse). Maaske: i Vildrede med Hensyn til Valg.

villkvit adj. blændende hvid. Sæt. "Villkviite Tænn'a".

Villras n. = Villstig. VAgder, Sogn; Hard.: Vidleras.
Villraad f. Raadvildhed, Raadløshed, Vildrede. Shl. Sfj. Dal. "D'æ berre Villraa'o mæ'an". "Eg va paa (i) V.".

Villraas f. = Villstig. ØTel. (Tinn); Dal.: Vidleraas.

villraass adj. raadvild. ØTel. Meddeelt.

Villræde n. = Villraad. Sfj.

"Villska f. 2". A. Sæt. 3) Vildspor = Villstig. Tel. Ryf. "Kaama paa Villska, -o". 4) Vildelse, Fantaseren. Hall.

villsken adj. 1) som taler i Vildelse; sindsforvirret. Hall. 2) "bli villsken", fare vild. Rom.

"Villskytt m." A. 2) vild stærk Krabat. Tel. Ned. – Villspikkje m. Galning. Tel.

villst bedst, se vildre.

villstr adj. 1) vilter; ustyrlig. Hall. (Nes), ØTel. "Villstr aa balstyren". "Vill o villstr". 2) afsindig. VTel.

Villstra f. Vildspor = Villstig, Villstraa. Shl. Voss, Sfj. og fl. "Koma paa Villstra, -o, -aa". – Villstraa n. = Villgras. Li. Ring. Vestfold. Maaske fremgaaet af Vilstra.

"Villstrok (o') n." A. Li. Rbg.

"Villstyring m." A. Ma. Sæt.

villtr adj. forvildet, vildfarende. VTel. (Mo, Vinje). "Villtr paa Vegjn", som har mistet Veien. G. N. villtr ført paa Afveie.

Villtr = Villstig. "Koma paa Villtr". Vald.

villtrast v. n. forvildes, fortumles. VTel.

Villvagn "Villvangjin", Stjernebilledet Kassiopeia. Stjør. (Maaraak).

Villvang m. = Villstig. STrondh. (Budvik). "Kaamaa paa Villvangjen". Og: "paa Villvangl".

Villvaae m. en forskrækkelig "Vaae". Sæt.

Villvit (i') n. 1) Mangfoldighed af sære Tanker og Indfald. 2) En som har dette Sind. Gbr. (Øyer og fl.).

villvond adj. yderlig opbragt, rasende. Sæt.

Vim (i') n. fortumlet vrøvlevorren Person. ISogn (Lustr, Borgund). "D'æ äit Vim, d'æ kje noko te lya pao".

Vim (ii) m. En som gaar og "vimar". Nfj.

vima (i') v. n. 1) tumle osv. = viima (A.). Rom.: veema og væma. 2) om Fornemmelser af Fortumlethed, Rus. Tel. (Rauland). "De tek´e te veema uppi (Hovuee)".

Vima (ii) f. 1) Svimmel; Forvildelse af Sandseløshed. NGbr. (Lom, Vaagaa), Sfj. Sdm. "Kaamaa paa Viima" = tulla seg burt. "Gaa i Viime"; Sdm. 2) kvalm el. doven Smag ved en Madvare; Ufriskhed. Sæt. Isl. víma (G. N. vima).

vimen adj. 1) som føler Kvalme; kvalm. Sogn (Vik). "Eg vert´e so vimen fy Bringao 'tao denna Mat´n". 2) vammel? jf. fimen, se væmen. Sogn.

Viml m. en ubestemt Lyd, et Kny, et Ymt, et ubestemt Rygte. Shl. "Eg ha aldri haurt ein Vim´ml om da."

vimla v. n. 2. tumle osv. = vimra. Ryf. Ringerike, Nfj. "Vimla seg bort". Jf. vamla, vumla.

vimlen adj. 2, vammel = vimr; om Mad. Rog.

vimlemaga adj. = vemle-. Vestfold. vim`ml-maagaa Trondh. -maa´gaa, NGbr.

Vimp m. 1. sært Indfald; Grille; Løs Skrue. Tel. (Kvitseid). "Han heve ein Vimp i Skallen". Jf. vimpa dvs. gunga; Gotland.

vimpa v. n. tee sig med sære urolige Fagter, vimse raskt omkring halvtosset. Tel. (Kvitseid og fl.; H. O.: gjøre sig gal). vimpe seg d. s. ØTel. (Tuddal). – Vimp m. En som har en Vimp 1, som vimpar; urolig Halvtosse. Tel. (Ø. og V.), Sæt. – Vimpedl m. d. s. ISogn (Lustr). – Vimping m. d. s. Tel. (Kvitseid, Bø). – vimpen adj. tilbøielig til at vimpa, lig en Vimp. Tel. Sæt. Ryf. SBerg, Sogn. vimpeleg adj. lig en Vimp. Tel. Sæt. "Han æ so vimpeleg' o vippelege, hyskjen o himselege"; Sæt. – vimputt adj. fuld af Vimpar. Tel. Jf. wimp, obetänksam.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   211   212   213   214   215   216   217   218   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə