A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


der-til-med adv. end videre. Ma. (Bjelland): dartemæ



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə23/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   19   20   21   22   23   24   25   26   ...   219

der-til-med adv. end videre. Ma. (Bjelland): dartemæ og dær-.

Desja f. liden stak- eller kubedannet Dynge af løst Stof. Sogn (Lærdal, Borgund). "Høydesja, Traodesja". – desja v. (ar) danne Desja, lægge op i en liden rund Dynge. Sogn. "Desja upp äin Hespedl; d. upp Høy". Jf. G. N. des, Gen. desjar Høstak; Dos, dosa v.

desta v.a. og n. (ar) oplive, opfriske, forhøie Livsmodet; restaurere; traktere. VAgder, Sæt. "Desta Kratture mæ noke"; ogsaa: "desta mæ Kratture" (Ma.). "Desta seg tee", gjøre sig frisk, reise Hovedet. Ogsaa: aadesta v. a. se d. og de følgg.; og hodesta (o') v. a. traktere høit. Ma. (Grindeim).

Desta f. og Deste (e') m. 1) Menneske som har høit Livsmod og er noget selvtilfreds og sorgløs, men dog øieblikkeligt vindende. Ma. Sæt. 2) ældre Person, som holder sig godt. Ma. (Holum, Bjelland).

desten adj. 1) livlig, ved sit fulde Livsmod; især: opfrisket, tilfrisknet, karsk igjen; ogsaa noget kneisende i Livsmod, Freidighed, Seiersglæde. Ma. Sæt. Rbg. "Han fekk Kaffi; daa desta han seg upp o va so desten o jinsk'e". "Ho blei saa desten (-æ), daa ho fekk høyre dæ"; Ma. "Han seer so desten eut, eg kann sjaa han hev vunni"; Sæt. 2) særlig: livfuld i Forhold til sin Alder; med reist Hoved og rank Ryg. Ma. (Holum, Bjelland). 3) nydende Tilværelsen; velbehagelig; omtrent = maggeleg. Sæt. og fl. "Sau'n gjekk der so desten o aat". – desteleg adj. = desten; som en Desta. "Han desta seg upp atte o sat so destelege i Benkj´n daa eg kaam inn". "Han bläiv so destelege, daa han hae fengji de Øli". Sæt.

"det pron. det". A. Formen da bruges paa mange af de Steder i SBerg. (og Helg.?) hvor man siger "den" for m. og f. datt i Salten, se dat. Betonet er det mangesteds de (e'), mangesteds dee. Ubetonet lyder det oftest med et dunkelt E, som ligger imellem eller nær, ö og æ, – mangesteds (Gbr. Østerd. o. fl.) meget nær ö. "Ta'et, faa 'et", Follo; "faa 'e," Innh. – de-a = detta, det der; SætB. Har maaske sit Modstykke i et de-i = detti, det her? Hvoraf Dativen di-i, Tel. (Skafsaa, Vinje). "Hó va no skjót i díi", Bugge p. 49, foklaredes i Skafsaa = i detti; se dei. Dativ: di; "i di Husæ, te di", Voss; me di, eftersom, Voss, Gbr. og fl.; anna mæ (me) di, i ethvert Fald = kor som er, Voss, Shl.; av di' og av'di, fordi; Sæt. Tel. – Genetiv: "bekveme te dess", Hard. (Odda).

Dett (e') m. liden Slump = Dott, Klatt. Vesteraalen. Se denta. Ligesaa i Sv. Diall. G. N. dettr Fald.

"detta v. n. 2) briste". A. Vald. Gbr. "Dæ datt 'tur me Vænskape", Trondh. 3) "detta utor" svinde, blive mager = falla av. Trondh.

detten (e') adj. trindvoksen; fast og fyldig, solid = dunta, dynta. Sogn (Lustr, Hafslo). "Eit dette Badn". Sv. Diall. dätten, solid. Se denta.

"Dettvol m. = Slagvol". A. STrondh. Ndm. Døttvol, Stjør. Se denta.

Dev (e') n. plante-dækket Mudderpøl, dybere end Dikje. Hard. (Kvamm, Ulvik). "Ga Dev aa Dikje", ikke sky det mest usikre og dyndede Terrain; gaa frygtløst og hensynsløst paa; sky intet. I hele Hard. Andre Steder: "Dov aa Dikje". Det ser nærmest ud som enslags Flertal af Dov f. d. s.

devla (e') v. n. og a. (ar) 1) tumle, især med Smaaarbeider; kludre, klodse, søle, røre. Rbg. (Hærrefoss, Evje), Nordl. "Ko æ de du fer aa devlar mæ der?" "Lat meg faa devla Navne mitt!" faa kloret ned. Ogsaa: prygle. Nordl. 2) vrøvle; smaatrættes,
kjævle. Nordl. "Dei sat aa dævla om dæ heile Kvelln". 3) bande. Nhl. Nfj. Østl. "Devla aa banna". Ogsaa: dævlebanne, Ned. 4) "divle ti ein", slaa til En, Tel. (Skafsaa og fl.). – devlast v. recip. kjævles, smaatrættes. Sogn, Rog. Ned. "Dei kjangla aa devlast". divlast d. s. Vald. (Aurdal), Tel. (Mo, Vinje, Moland). – "jævlast" i SGbr. er maaske for "gjeivlast"; eller for djævlast? Maaske af Djevel, "Devel, Dævel, Divul". Jf. engla, englebanna. I Sv. Diall.: divla, divlas, dibbla, devlas, djevla, djevlas, dyvla = bannas, tvistas, retas.

Devlehol n. = Ilehol. Nfj. Se Duvlehol.

Devul (e') m. Djævel. Tel. (Kvitseid, Vinje). Mest i Skjælden: "din Devule!" Ogsaa: Divul, Tel. (Kvitseid og fl.).

Devulsbit (ii) m. en Blomst med ædsende Kronblade? en Ranunculus? Ryf. Dævelsbiit" og "Divelsbiit". I Sv. og D. er Djævelsbid Succisa pratensis.

"di adv. derfor". A. diso´ derfor, følgelig. ISogn. 2) conj. eftersom. Usikker og ialfald sjelden Bet. Sæt. "Di so eg inkji kunna gjere de daa, di so laut de vere ti ai aannor Gaangg", eftersom – derfor. di som er = diheldr. Jæd.

dibba v. n. (ar, a; ogsaa de) 1) nikke; bære Hovedet usikkert, som En beruset. Hall. Jf. dubba. 2) trippe under vuggende Bevægelser af Kroppen; gaa med lette og korte Trin som den der ikke træder trygt; ogsaa: staa og løfte Fødderne med korte Mellemrum fordi man ikke kan (el. vil) hvile paa dem, – af Ømhed, Uro, Vrede; gjøre Bevægelser som om man stod eller gik paa Gløder. Jæd. Dal. Li. Rbg. Tel. "Han kunne mæ Nöuæ trø paa Foudn, men gjekk dibba, stou o dibba”. ”Ho gjekk dibba o gjoore seg nett”. Tel. ”Ho va saa sint at ho stou dibde". "Hestn sprang o dibde". Ogsaa dibbespringa v. løbe med korte og utrygge Skridt. Dal. Li. Sv. Diall. (Vesterbotten): dibb dvs. lätt vidrøra. Jf. dabba, dubba.

didra v. n. (ar) = dirra; sitre, skjælve. Bruges mest om det Levendes Skjælven, medens Sideformen "dirra" helst bruges om det Livløses; begge betegner gjerne svagere Skjelven – mindre Svingninger – end dadra, daira, darra. Hard. Dal. VAgder, Sæt. Tel. I Kvitseid i Tel. er "diddre" skjelve af Rædsel, "bibbre" af Kulde, og "naddre" af stadig Nervesvaghed. deedr er skjælve overhovedet, i Bindal i Helg. – Det er blevet til deera i Dal. (Hedland, Sokndal; Hæskestad ved Siden af didra), Sdm. (se A.); til diire i Tel. (Rauland, Vinje). didra. dirra: diire: deera = fidra: firra: fiira: feera = lidra : lirra : liira : leera = smidren : smiiren : smeeren = svidra : svirra: sviira: sveera. Jf. dirla. – Didr m. Sitren, Skjælven. Sæt. "Saadiddr'e = Saabivn.

Diga (i') f. blød, bævrende eller gyngende Masse; f. Eks. tyk Melk. Voss? Hard. Sogn. "Da laog i äi Diga". "Ei skita Dige"; YSogn. Se A. Bruges i Hall. om tykke og kvabsede Hunvæsener: "Deegu".

"diga (i') v. n. (ar) bævre, ryste". A. 2) gynge; bue sig op og (eller) ned; bugne = digna; se A. Nfj. (?Selja), Tel. (Rauland), Hard. (Ullensvang, Kvamm). "Myri digar"; "Leensadikje digar upp atte mæ sama du lyfter Foot´n"; Tel. "Hydlo digar, da æ for mangje Ostar pao"; Hard. 3) v.a. trykke ned noget buet, sammenpresse = fergja. Tel. (Vinje). "diga nee Tak" dvs. Nævr. Noget usikkert i denne Bet. 4) v. n. om Melk: blive tyk, løbe sammen. Hard. (Ulvik). – ? Fra Rauland og Vinje i Tel. er fremkommet et stærkt Verb: diige, diig´e, deig, digji, med Bet. af diga 2): "Leensadikje diige upp atte"; "Hesten deig i Ryggj´n mæ sama du sette deg i Søyl´n"; men det synes endnu usikkert.

Dige (i') m. blød, ligesom svulmende, Masse; omtrent = Diga; saaledes om blød gjærende Muddergrund, eller om den bløde Grund ved Foden af Isbreder. Sogn (Fjærland "Dije"; Leikang).

Digemyr (i') f. gyngende Mose, Hængedynd. Voss, NBerg. "Digamyr" og "Deegemyr". – Digasekkje n. dybt Dyndhul, dækket af gyngende Plantevækst. Voss, Sogn. Digasøkkja f. d. s. Voss, Hard. (Ulvik).

?digen adj. bugnende; noget buet opad eller nedad. Tel. (Rauland, Vinje). "Jedd´n æ dijen", Hyllen bugner. "Treskone æ digne i Ikkjen", T. løfter sig stærkt under Midtfoden. Tvivlsomt.

digla v. (ar) anstrænge sig for at udføre noget meget nøiagtigt; tage det meget nøie med sit Arbeide; pirke, pille. Ma. (Holum, Vigmostad, Bjell.). "Han digla saa længje mæ Klokkaa". Se digra.

"digna v. n. bugne". A. Sogn. "3) = digrast". A. Røros. "Dingne 'taa Mata". I SBerg. om Melk som blir meget seig og gaar i enslags raadden Gjæring.

Digning f. dvs. Degning, Dagning. Hall. (Gol).

"digr (dig´r) adj. 1) tyk, drøi". A. Former: dig´ar, Sogn, Tel.; deeg´r, Jæd. Shl. Gbr.; deeg´ar, Vald. 2) svær, opsvulmet; f. Eks. om Elv". A. di´r (og dij´r?) og diir, Østerd. (Aamot, Rendal, Tynset). 3) tætsluttende, nøiagtig, knap. Dal. "Skou´n sad so dig´rt um Foudn". 4) kneisende, fuld af Livsmod. Shl.

digra v. (ar) = digla. Dal. Jæd. "Han digra so mæ Vegtæ, va so nøve". "Han stænn o digra o vege". "Digra dæ tee", faa i Orden efter megen Veien, Passen og Pirken. "Dør va so lang ei Digring, før han trudde seg tee". – digrande (lite) adv.
bitte (lidet). Dal. – Digre m. en overdrevent nøieseende, smaalig Person. – digren adj. "Han va so digren, gjekk aa digra so længje, toug dæ so dig´rt: me vil 'kje handla mæ 'an". Dal.

Digra (i') f. rød Jordmid, Trombidium Holosericium. Ma. (Valle og fl.) – Digr m. d. s. Ma. (Holum). Usikkert. – Digrelus f. d. s. Ma. (Valle og fl.). – Dyret menes maaske at forvolde "Digra", Opblæsthed, hos Fæ, som kommer i Berør med det (Hall. A.); dette er ialfald Anklagen mod "Kostelus", som er det samme Dyr i Nfj.

Digreband n. et kunstigt flettet Baand som lægges om Bugen paa Dyr mod Digra. Hall.

Digr(e)legg m. = Tjukklegg; ogsaa = Kalve. Hall.

digrt adv. svært, stærkt. Totn. "Han glaamte saa dig´rt paa mæg". Til digr.

digta v. n. (ar) gjøre smaa spændige Knæbøininger for hvert Trin, i Gang eller Dans. Hall. (Aal, Gol, Nes). Ogsaa: digte se, Hall. "Han gjekk aa dikta se, gjekk aa dikta i Knjøno". "Dikte aa danse". "Gaa paa Digt", d. s. Hall. Jf. diga, digna. Andensteds: "liga seg". Se A.

"dihelder adv. endog". A. dihell´, Stjør.; di`elde, Voss; di`ell, Tel. Rog. Ma.; dill, VAgder; dilt, Ma.; dis`eln, Hall. (Gol); tesshæild og tehæilst, NGbr. (Vaagaa). 2) efter Negtelse: endnu mindre; saa meget mindre; end sie. Tel. "Han va kje so stor som eg, diell som han".

Dihl m., dihl v. se dilta og disla.

Dik (ii) f. Pøl = Dike. "Myrdiik, Sølediik". Busk. (Modum, Aadal). – Dik (i') se dika v.

"dika (i') v. n. (ar) løbe, vimse, svæve omkring". A. Især: vimse om imellem flere smaa Sysler; fare om stundesløst; sysle smaat eller virkningsløst; pusle. Tel. Hard. Shl. Ryf. Jæd. VAgder. "Ho dikar mæ Baani o Husi"; Tel. "Du staar aa dikar aa kann aldre varta færige", Shl. "Hu gjæng aa diga aa høya, – da bli 'kje noge", Li. "K'æ du staar aa deega dæg mæ?" Jæd. daakaa i STrondh. (Bynes, Ork.) er vel samme Ord. "Ho gjekk dær aa daakaa mæ Baannaam læng ætte dæm vart vakse" = "stellte, stulla, kjælte". Kunde formelt være for daka, se d. 2) v.a. rokke, flytte lidt; bevæge svagt, tildels frem og tilbage. VAgder, Jæd. "Hestn kunne kje dika Lasse", Ma. "Eg fekk kje diga Stäen´n a Flekkjn", Li. "deega sæg fram", Jæd. Det fra Sæt., ogsaa gjennem "Prøver af Landsmaalet", A., kjendte "Dikke, dikke Tore!" er forefundet i Vinje i Tel. som "dika, dika, Toore!" og forklaret om Kjævlingen af Fladbrødsleven: "dika ut ein Leiv´e"; nu maaske forældet. Jf. Dika, Huddika dvs. Hudbearbeidelse; Sv. Diall. dikka dvs. gå smått. – Dik (i') n. 1) Vimsen mellem flere smaa Arbeider; Pusleri. Rbg. "Han fere mæ Dik heile Dagjn". 2) liden Forandring af Plads; Rokning. Li. "Stäen´n flytte seg alle Digj´e", aldrig det mindste. – Dik m. En som dikar. Dal. (Lund): "Deeg". – diken adj. urolig, vims. Tel. Agder, Rog. Shl. Særlig: væver; urolig af Livlighed, Glæde og dl. Helg.: dikkjen.

Dika (i') f. 1) halvvoksen letfodet liden Pige. Hard. (i'); Shl. og Ryf. oftest: "Deeka" og "Deega"; og maaske Deka, SBerg. 2) stundesløst vimsende Kvinde. Li.: "Diga".

"Dike (Dikje) n. 2) Grøft". A. VAgder. – Dikjesøyla f. Mudderpøl. Nhl. – dikjende adv. "dikjande still", blikstille. Hard.

dila (i') v. n. (ar, a; ogsaa te) 1) svinge langsomt frem og tilbage med Støttepunktet oppe eller nede; slænge, svaie. Dal. Jæd. "Togj´e hekk o dilte". "Dæ hekk deela aa slaang". I Barnesangen: "Dansa, dansa, deela". 2) gaa frem og tilbage slængende mellem smaa Arbeider; pusle; søle; omtrent = disa. (Bevægelserne er mindre raske end ved "dika", og mere slængende eller vuggende). Ma. Li. Dal. Og deela, Jæd. Dal. Li. "Han gjænge bara dila, dæ bli 'kje noge mæ han". "Deela sæg vækk". – Dil n. Slængen om mellem flere smaa Sysler; Pusleri. "Han fere mæ noge Dil aa Ditl (Disl)". – Dil m. En som dilar. – dilen adj. "dilen o doven", Ma. Li. Dal. deelen, Jæd. Dal. Li.

dildra v.n. 1) hænge ved, løbe efter = dilla. Nedre Tel. "dildre etter Mor si". Dildrefis m. En som dildrar. 2) ryste, skjelve: dildr(e), Gul. Namd.; dillr, Innh. Helg. – Dildr n. Skjelven. Se dilla, A. 3) sætte noget altfor løst op = gildra. Meddelt fra Shl. Isl. tildra d. s.

diligare adv. = dihelder. Ryf. (Suldal), Røldal. Og dilige, Røldal; sjelden. Samme Steder: likare, Kaka. A. har dilikare. – "dilik", A. NBerg.

dilka v. pusle; pirke; kludre. Shl. Se A.

Dill m. lidet Musikstykke som bevæger sig (frem og tilbage) gjennem nogle faa Toner; ogsaa: Trille? Rbg. (Aamlid). Vel af dilla v. dingle, el. skjelve. Jf. Isl. dilla slaa Triller.

Dill n. smaat Trav. Østl. "Gaa i Dill".

dilla v. n. (ar) 1) løbe efter". A. Vestfold, Tel. Jæd.; tildels uden "med". "2) bæve, ryste"- A. Jæd. Dal. Sæt. Gbr. "didla mæ Rumpo"; "Rumpaa didla". Jf. dirla. – dilla seg v. gaa vrikkende eller svingende med Bagdelen; og "dille paa seg". Tel. – Dilla f. og Dillar m. = Dill 2), A. Vestfold, Jæd. og fl. "Drængjedidla, Jæntedidlar", Jæd. – dilleleg adj. og adv. dinglende og rystende, fuld af smaa usikkre Bevægelser. Sæt. "Han dansar so dillelege". – Dilling f.; til dilla 2).




Dilla f. løs Skaglestang. Shl. (Etne), Ryf. Røldal. "Horvedilla, Sle'edilla". Ingensteds hørt "Didla". I Røldal (og Shl.?) er "Tilna, Tinla" Kjerrens faste Skagler. Tilla = Dilla, Nhl. Se Tindla.

dillefimen (i', i') adj. 1) tilbøielig til Dilling. 2) usikker, "ustød"; f. Eks. om Baad, som styrer slet. 3) logrende, indsmigrende. Sogn (Vik, Hafslo, Lustr): "didlefimen" og "-feemen".

Dillemyr f. et Hængedynd. Vald. og fl.

Dilt m. 1) En som diltar etter = Dalt. "Diltefis" m. d. s.; Søndenfjelds. "Rovedilt" d. s. Dihl m., i Ndm., af dihl = dilta med, hører formelt maaske nærmere til disla. 2) lidet Garnnøgle som "diltar o hoppar" under Rendingen eller Tvindningen osv. Tel.

dima (i') v. n. (ar) sove halvt, nikke. Shl. Ryf. "Hestn stoo aa deema".

dimkast v. = dimka (Tel.) Tel.

Dimm m. = Dim. Nfj. (Eid og Honndal).

dimna v. n. blive dimm; skumre. Sogn.

"din pron. poss. din". A. deenn m. VTel. (Vinje, Mo, Laardal, Rauland). Feminin hedder: diina (og dii) i Dal. (Hæskestad, Hedland), Jæd. (Haa, Time): "diina Kjerra; Kjerraa diina"; deina (sjelden, oftere: dii), VAgder (Grindeim og fl.); dei og dei (dvs. deei som Diftong) i Sæt. og de andre Steder hvor langt I udtales saa; dee, VTel.; ii, Ork. (Rennbu, sjelden): "Kua ii". Flertal: deine, VAgder. Fl. i n.: dii (og diine) Voss; dii, dei og dei (ved Siden af diine og deine) i Moland i VTel. og i Sæt.; dee (og deene) i VTel. (V. Mo, L. R.). – Dativ Ental: diine og din(n)e, Totn, Gbr. og fl. dino m., dinee f., dino n. Voss (ifølge Vidsteen); dinn og diin mange Steder i Trondh., maaske særlig i n. og f.: "i Fati din"; "ga ette Ku'n din!"; i f.: diine og diina STrondh. (Gul. Uppdal, Selbu); i m.: diinaam (öm) STrondh. (Selbu, Uppdal og fl.; tildels ifølge A. Larsen); mest i n.: dii, dei, dei, dee Sæt. og VTel. (ved Siden af ditt). – Dativ Fl.: diinaam (-öm), STrondh. – "I Hugu(n) din(n)e", i dit Hoved, Totn.

dingla v. n. 1) dingle. 2) gjøre gjentagne slappe Tilgreb til Arbeide; slænge mellem forskjellige Arbeider; omtrent = dila, dalla, disa, Tel. Se A. – Dinglearbei(d) n. Arbeide som man tager slapt fat paa nu og da; A. som man dingler hen i. Tel. – dinglelynd adj. tilbøielig til at dingla, til Dingling f. Tel.

dingla v. n. ringle; "dingla mæ äi litæ Bjødla, mæ äi Dingelita" (det sidste sagtens Barneord). Voss. – Dinglebjølla f. = Dingla. SBerg.

Dings m. 1) lidet Stavkar eller "Laggbidne". Sfj. (YDale). Meddelt. 2) liden Del af en Traadhaspe (nogle faa Ringe). Busk. Maaske blot Anvendelser af "Dings", liden vedhængende Tingest m. (n. A.).

dingsa v. hænge løst ved, være Dings. Sogn.

Dingse m. munter og noget let Person. Tel.

Dingsil m. Tingest = Dings. NGbr. – Dingsilsylgja f. NGr.: sølju.

"dinsa v. gynge". A. Ryf. – Dinsa f. og Dinsemyr f. Hængedynd, Gyngemose. Jæd.

Dipla (i') f. liden stille Bæk. Sogn. (Lustr, Lærdal). Jf. Dipel, Depel.

dipleg adj. høist uhyggelig, gyselig; oftest n. = nefst. Nhl. Sogn, Voss, Hard. "Da va diple aa sjaa da halvrotna Likje". "D'æ diple te sjaa utyve Hamarn". "Da æ so diple te gaa aaleina paa Kyrkjegaræ um Kveldn". Ogsaa "deeple", Sogn (Fresvik, Aurland). "Ein deeple Kar". Jf. Dipp.

Dipp m. rædselsblandet Afsky som en Persons Ydre vækker; omtrent = Styggje, Hjelm, Biv, Fælte, Nefs. Nhl. (Mo, Brøk). "Da fylde slik ein Dippe mæ´an". – Div m. d. s. Sogn (Vik). Meddelt. Blanding af (med) Dyv og Biv?

dira v. (er) se disa, ii; dira v. (ar) se didra.

[Dirik m. Lædike. Hall. (Nes, Gol). "Lerik", Gbr.

Dirl n. og m. noget som dirlar, se d. (dingler, svinger, vakler osv.) a) en spinkel vaklende Figur. Sogn, Sfj. (m.: "Dirl´e); hedder ogsaa Dirla f. Hard. Sdm. b) liden Traadbundt; Dukke Traad og lign. "Hespedirl" n. Sogn, Nfj. c) m. en tynd senneplignende Art. Sogn (Lustr); ogsaa Derl.Deer(r)il m. Praas. NTrondh. Deeril: Dirl = Feeril: Firl, Feesil: Fisl. – Diredl m. En eller noget som dirlar. Shl. (Etne). Meddelt. Christie har: "Halsdiril, Halstørklæde".

dirla (i') v. n. (ar) svinge frem og tilbage med smaa Sving; hænge og dingle; staa og ryste; ryste; logre = dilla. Sogn, Nhl. Shl. og fl. "Lambe dirlar mæ Rumpo". Se A. Jf. derla – dirlen adj. rystende, usikker. Nhl. Sogn.

Dirle m. 1) Figur som dirlar. 2) liden vims Person. Li. Jf. Derle. 3) = "Darle" af kardet Uld. Ma. Ligesaa i D. Diall.

dirna v. n. blive sterkere = dyrna; især om at blive fast i Huldet igjen efter Sygdom. Ryf. (Nærstrand), Shl.; dyrna A. Ryf. (Suldal); dørna ISogn. Af G. N. *dirfna, til dirfin, djarfr?

Dirt, dirta seg, dirten se derten.

Dirtel m. liden Petitmaitre; liden Sprade. Nfj. – dirtla v. være en "Dirtel"; gaa og være pen; sprade. Nfj. – Dirtlar m. = Dirtel. – dirtlen adj. Nfj.

Dis (i') m. 1) Pusler, Søler. Ma. og fl. 2) Øretuder. Hall. "Dees". Se disa (i'). – Dis n. se disa (i').

disa (ii) v.n. (er, te) stirre: a) undrende eller maabende = bisnast. Nhl. (Sund). b) lurende.
Nhl. (Haus, Mo, Lindaas). "Kattn diise itte Musæ". Hedder diira i Voss (Eksingadal). Jf. tira v. stirre, og: brænde svagt; Dise m. en Praas.

"disa (i') v.n. (ar) drive omkring, slænge, gaa i Utide". A. Særlig: sysle med resultatsløse Smaaarbeider, inde i Huset; pusle. Tel.: (Vestre og Wille: "disa"; Selljor nu: "deesa"); Sogn, Ma. Rbg. Ned. Vald. "Noussa o disa", Ma. "2) sladre, fisle". A. deesa ØTel. (Heiddal, Bø, Selljor). Især: indynde sig ved Sladder. – Dis (i') n. det at disa; Pusleri, Puslearbeide. Sæt. Ma. "D'æ noko Dis te Arbei!" Disarbei(d) n. d. s. Rbg. Tel. – Dis, Disar m. Pusler osv.; Øretuder. Deesakokk, -krook, -ladd, d. s. Hall.

Dise (i') m. Praas. Voss, Sogn, Shl. Jf. diisa (Glir og glira).

disen (i') adj. tilbøielig til at "disa", puslende osv. Agder, Tel. "Disen o doven". Ved Kysten oftest: "deesen".

disla v. n. 1) = disa (i') Tel. Sæt. Li. I Li. vestenfor Kvinesheid: ditla. "Han dislar mæ noko Disl (n. og Ditl = Dis n.) alstødt, o dæ bliv 'kje meir". 2) sladre = disa (i'). ØTel. Dislefant, -fiis, -fuut m. Øretuder. 3) smidske. Vestfold.

diso se di.

"dissa v. n. og a. (ar) bævre; gynge". A. Solør, Vinger, Follo, Vestfold, Busk. Vald. Totn, Gbr. dysse, Tel. (Tinn); duss', Ndm. (Rindal, Stangvik). "dissande fäit", bævrende fed, kvabset. Sogn. 2) ryste et fyldt "Ilaat", med Ryst, Ryk eller Stød mod Grunden, for at faa Indholdet tættere sammen; "disse nee", disse Konnsækkjn; disse paa Sækkjn". Hall. Sigdal, Vestfold, Hadeland, Hedm. Smaal. og fl. Hedder i denne Bet. paa flere andre Steder dyssa, se d. – Diss m. en slig Rystelse. Hall. Vald. Vestfold og fl. "Gje(v) Sækkjn ein go Diss!" Og Dyss, Duss, se d. "Fao äin Duss i Kroppn", en Sammenrystelse ved et Fald = eit Sakk; en Sammenstuvning. Sogn. – dissehuske v. gynge eller vugge med smaa Ryk. Hall.

Dissa f. 1) Gynge". A. Solør. Duss', Ndm. 3) gyngende Grund; Hængedynd og dl. Busk og fl. "Blautdisse". "Leerdisse", Røros. Og: Dysse, Hall. 4) tung, kvabset Kvinde. Sogn: "Dissa, Deessa" og Dyssa; Hall.: Dysse.

Dissemyr f. Hængedynd. Hard. Tinn: Dysse-.

Disserugga f. Gynge. Sogn.

Ditl n. smaat Affald, se Laavedisl. Berg.

divla, Divul se devla, Devul.

Divling m. Blindnagle = Dublung. Hall.

djarv (?) og jarv adj. = djerv. Sæt. Ryf.

djerva seg v.n. = djervast. Hall.

djervvoren adj. noget (vel) dristig. Hall.

"djup adj." A. jyp Smaal. Ma.; jyft n.

Djupaala f. = Djupaal. Shl. (Etne).

Djupaar f. = Djupaal. NGbr. (Vaagaa).

Djupn f. Dybde; dybt Sted, Dyb. Voss, Hard. Shl. Jupn, Ryf. (Suldal), Shl.; Jufn, Røros; Juftn, Strinda; Jyftn, SGbr. (Øyer). – (D)jupna f. d. s. Shl.

Djupnafisk m. Dybvandsfisk. Sogn, Shl.

djupvoren adj. noget (vel) dyb. Hall.

"Djups-ogn f." A. – Juksamann el. Juksar m. En som fisker med "Juksaang", Juksaangel el. Juksaraangel. Fosn.

Djupt f. = Djupn. Jæd. og Dal.: Jubd; Jubdafisk m.; Jubdatorv n. Tørv af de dybere Lag.

"Djuv". A. Juv n. NGbr. Dju f. Sogn; Ju f. Dal.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   19   20   21   22   23   24   25   26   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə