A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə24/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   20   21   22   23   24   25   26   27   ...   219

Djuva? f. Jua, liden skaal- eller trugformig Sænkning helst i Græsland, mindre end "Kvæv". Li. (Vanse, Nes), Ma. (Halsaa, Holum). Jf. Djuv.

?djuva v. = duva dvs. duve, bøie sig ned. Skal findes i Tinn i Tel. Ogsaa ifølge "Skilling-Magazin" 1840, S. 368: "Juvasteinen i Mjøliee juva tri Gaangji".

Djyrfsl f. og djyrvast se Dyrv.

Dobb m. Jernbolt i Slæde. Smaal.

Dobbag n. og Dobbakkje m. se Doggbak.

Dobbe m. 1) = Duvl. Sæt. Sv. Diall. dobb; jf. D. Dobbe. 2) Bjælke som flyder i Vandet med kun den ene Ende i Vandskorpen = Vo'ukall. Ned. "Stokkn dobbar" v. Ned. 3) se Dubba.

Dodd m. = Dott dvs. Tot; Klynge, Flokk. Gbr. Se A. Særlig: en liden sammenraget men ikke "sætet" Hødynge. Gbr. (Lesja): Daaydd (el öy). – dodda v. rage sammen i D. Gbr. (Lesja): daaydde.

"Dogg f. Dug". A. ugg, Gbr. og fl. "2) liden Slump Vædske". A. I denne Bet. m. i Shl. (Stord, Fitja og fl.). "Kvar ein Dogg; kvar Doggens Drope". 3) sagte fint Regn. Shl. – Se Døme. – "Kvart doggende Gran" = Kvar ei Dogg. Trondh. og fl.

dogg adj. dunkel = dokk. Sogn.

dogga (o') v. n. hævde sin Plads i aabent Farvand mod Vind eller Bølger ved smaa Manøvrer (Krydsninger osv.) med Segl eller Aarer. Ryf. Nhl. og m. fl. Ogsaa: "dogga 'an aav", "han" dvs. Veiret. Jf. dagga. Eller jf. G. N. duggari Fisker i aaben Sø. Ældre D. Dogge, Fiskerbaad; dogre: a) fiske paa Havet; b) nøle. ("Doggersbank").

Doggbak n. = Buklengja. Maaske eg. – ligesom D. Dalbag – det samme hos Svinet som Doglæp, Eng. dewlap, hos Koen. Ryf. (Rennesøy, Høgsfjord): "Daaggbag". Hedder Daggbag og Dagbag, Ryf. Jæd. (Hetland, Høgsfjord, Haa, Ogna); Dobbak n. Sfj. (YDale), Dal. (Hæsk.); Dobbakkje m. Li. (Kvin; meddelt). Jf. Boka. Eng. bacon Flesk; T. Diall. Bache(n).

Doggboka (o', o') f. = Doggbak. Sogn (Vik).
Dobboke
og Dobbok f. Sfj. (Kinn, Førde), YSogn.

doggen adj. lidt fugtig. Trondh.

doggende? adv. "daaggene (og -ane) fin Jænte", særdeles fin el. smuk J. Nedre Tel. Vel til Dogg.

doggfalla v. imp. falde Dugg. Gbr. og fl.

doggfollen adj. 1) dugget; mest i n. Gbr.: -fulle; Østerd.: -fölle; Røros: -fylle. 2) overvældet osv. = daufallen, daafallen. Trondh. (Fosn og fl.). Ligesom: himmelfalden?

doggkald adj. kold, saa det dugger. Helg.

dogglaus adj. 1) fri for Dugg. Rog. 2) sammenfalden, forstemt, nedslaaet. Dal. (Hæsk.).

Dogglegd f. 1) Nedlagthed formedelst Dugg: "Dogglegd paa Ængjæ, Aakrn". Agder (Ma. Li. Rbg.). 2) Stykke Ager eller Eng, som Duggen har lagt ned. Li. Rbg. Se Legd.

Doggorm m. 1) Fedtklump i Huden, hvilken, om den presses ud, ser ud som en liden Maddik. Nfj. Hard. Ogsaa: Finne, liden "Køyna". Nfj. Hard. 2) Frostkløe i Foden. NGbr. 3) Fnatmid? Hard. (Ullensv.). Jf. Sv. Diall. dågge, en mask i huden.

doggutt adj. dugget, fuld af Dugg. Hall. og fl.

Doggveg n. Vei i Dugg efter Folk el. Fæ. Ma.

"dogort (o') adv. ganske, netop". A. Ogsaa: endog, hvad mere er; med Negtelse: (ikke) engang. V- og ØTel.: "dogort, dogoort, daagort, daagoort". "D'æ so vidt dei æ vaksne, dogort". VTel. – A. "Fekk du Mat?" B. "Nei, eg fekk 'kje Drikke dogort". "Du gaa heim, du som ikkje dogoort veit hot heime æ!" "Eg veit daagoort ikkje hot dæ betyer". ØTel.

dokk adj. 1) dunkel eller mat i Farve eller (og) Lys; ikke klar = døkk. Nhl. Hard. (Ulvik); dekk, Shl.; dogg, Sogn (Aardal): døygg, NGbr. (Lom, Vaagaa). "Døygg i Öugom". G. N. dökkr mørk. 2) om Steder: øde, livløs; trist; ensom som efter bortfarne. Romsd. (Bolsøy, Veøy, tildels udtalt i n. "daakt"), Sdm. (Øyrskog, Skoje, Harham). "D'æ so dokkt att' i Husaa". døkk, Gbr. (Lesja) d. s. dekkt n. Nfj. (Innvik). Dog ogsaa: "han vart saa daakkt ve" = stuss ved, daatt ved, Romsd.; se daatt. – døkksleg adj. = dokk 2). Gbr. "D'æ saa døkksle paa Sætrom ette dee".

Dokk (o') f. = Flaut, paa Slæde. Ned.

Dokka (o') f. Benet i Hestefoden umiddelbart ovenfor Hovbenet. Sogn, Sfj. Hard. – Dokkeskot (o', o') n. Sygdom som Følge af Hovtrang, idet "Dokkas" Brusk vokser ud over Hoven; Hesten siges at "skjota Dokko". Voss, Sogn. – dokkeskoten adj. lidende af Dokkeskot. Voss, Hard.

Dokkevev (o', e') m. rudet Væv som væves uden Skytte, idet en Traaddukke, Dokka el. Vitta, stikkes ind og ud gjennem Rendingen. Væven kaldes dokkevoven adj., og færdiglavet til Sængetæppe Dokkeklæde n. el. Dokkeaaklæde el. Dokkeplagg n. VAgder, Hard. ITel.: Smøygjevev. {MERK: ITel.: skal kanskje vera I Tel.:, OV}

dola (oo) v. n. (ar) brænde svagt; til Nød holde sig brændende = tora. Ork. Strinda, Fosn; Ndm. "De doola(e) aa brinn paa Gruvaan". door d. s. Namd. Innh. Ndm. og fl. "Kolaa doora aa brinn". Jf. Isl. dóli en Stymper, Døgenigt; sml. Daase m. Praas og Stymper; Diise m. Praas, og diisa v. stirre; tira v. stirre og brænde svagt.

dola? v. n. om Vind: løie af, stilles; dulme = dvala. Vesteraalen: daalle; Lofoten: daal. Hertil: Daal n. Vindstille mellem Byger. Jf. dolma. "Saa daalt 'an i eit lite Grann". Jf. dolma.

"Dolg m. 2) lad Person". A. Ndm. Fosn. Namd. Daalge, Dölje m. lang, slap, lad Person. Strinda, Gul. Innh. 3) stor Straabundt; "Halmdaalg"; Ndm.

dolga v.n. slæbe sig dovent omkring; drage sig. NTrondh. – Dolg m. Dovnen; Ladhed. NTrondh.

dolgen adj. 1) lang og slap; lig en Dolge. Trondh. Ofte: döljen. 2) kvalm; dovnet; ufrisk eller uren i Smag, som efter et ilde renset Kar eller for sen Saltning. Sogn (Hafslo og fl.). 3) om Veir: lummer; fugtig-hed; kvalm. Vald. 4) fugtig og kvalm, som Foder der har ligget i Staldluft. Hall. "døljint Foor".

Dolgesmak m. = dolgen Smak. Sogn.

dolgutt adj. = dolgen 1). Trondh.

Dolk m. en slap og lad Klodrian; omtrent = Slask. Agder, Tel. Vestfold (ö#-aa). – dolken adj. lad. Agder. – dolkutt adj. lig en Dolk. Vestfold. "dölkete gjort".

dolka? v. bearbeide unødigt = dalka 4; se d. Oslo (Asker, Aker): "dölke". Ogsaa "dulke"?.

doll (daall) adj. 1) fuld af Livsmod, freidig; kjæk af Holdning. Østerd. (Tynset, Rendal), Gul. 2) indtagende. Røros. I Sv. og D. Diall. med lign. Bett.

dolma v.n. 1) gaa eller sidde sløv; døse. Helg. (Brønnøy og fl.). 2) løie af, dulme; om Vind. Helg. "Da daalma i 'an lite Grann". Jf. dola.

dolmen adj. 1) døsig. 2) om Veiret: disig og lummer. Helg. Jf. dulmen og dumlen.

"Dolp f. Hulning". A. Romsd. Ndm.

Dolp m. vedklæbende Tap eller Klump; f. Eks. den vægeløse Tap paa nystøbte Lys. Dolpaljos n. Lys hvorpaa Tappen endnu ikke er bortskaaren. Sogn (Aurland). Se A.

Dols m. tung uformelig Figur. Tel. (Kvitseid, Bø, Selljor. "Dolsemann tung, uproportioneret", Wille). – dolseleg adj. tung og uformelig; "dolseleg o dou". Tel. – Dolsunge m. stor og uformelig Dukke (til at lege med), byltet sammen af Klæder. Rbg. Ma. Jf. Dolt, Drols, Dulse.

dolsa v. n. og a. (ar) 1) falde med en tung
dump Lyd; falde tungt og klodset; ogsaa: slaa med et svært dumpt Slag eller med en svær stump Gjenstand. Tel. Sæt. "Ho dolsa ne i Bakkjen". "Han dolsa Fuæ nee aa Tili, – so de saangg i Husæ". "Dolse o slaa". Ogsaa dulse (te ein), Tel. og dælse, Tel. (Bø). 2) "dolsa i Veg", tumle afsted; Ma. Jf. drolsa.

Dolt (o') m. Bylt, sammenviklet Tøimasse. Ryf. Dal. – dolta v. (ar) bylte sammen, "dolta ihop ein Klædolt". Ryf. Dal. – dolten adj. byltagtig; tung og uformelig. Tel. (Vinje). Jf. Dols, Dulta og fl.

dolva v. (ar) føre et tungt dumplydende Slag; ogsaa: falde tungt. Sæt. Øvre Tel. "Dolve ein av", slaa En af Marken. Nedre Tel.: "dölve" og "dælve (Bø). Og: dulve (te ein). Rbg. (Evje), Tel. (Bø).

Dolve, Genetiv, i Forbindelser som "eit Dolve Slag", "ein Dolve Støyt", "eit Dolve Lass", et svært Læs. Sæt. Se Dolva A. – dolveleg adj. d. s. Sæt.

Dom (oo) m. en Flok af Børn eller lidet anseede Personer = Torp. Hall. (Gol, Aal). "Dæ ha samla se so mykjy Doom uppi Geilo". "Dær æ ein Doom mæ Unga". "Dæ va bærre noko Smaadoom; dæ va Smaadoomn som helt Levend dær". Maaske for Dumb = Rusk, Bos. Hertil – eller til følg. -: "D'æ ein Doom", det kommer ud paa eet; Sogn (Vik og fl.), Ma. (Otrnes); (andensteds: "d'æ ein Doon", se Don m.). "D'er inte Doommn tess", det duer ikke et Gran, Vestf. Hadel. Smaal. fl.; "d'æ inkje Doommn Gangn i da", d. s. Helg.; paa begge Steder udtalt ligesom "Dom(m)" dvs. Kjendelse. Sv. Diall.: ikke en dom dvs. ikke en smula. Jf. A. Ogsaa: "Dær va inkje antan Dogg ell Døme", der var ikke mindste Spor; Ma. se Døme.

"Dom m. Dom". A. "Koupe av dyre Doomo", kjøbe i dyre Domme, Tel. (Vinje). "Fraa Ævi (el. Ævor) o ti Dooms", fra Ophav til Ende; Sæt. Ma. "Hør æ ævele Doom si han va hør", det er en Evighed siden; "han he 'kje vore hør paa ævele Doom"; Dal (Hæskestad). Gotlands Dial.: "aldri i världsens dom" = aldrig. Jf. Døma, Ævordom.

Domare (oo) m. = Dumme dvs. Krog. Vald. (Slidre), Sogn (Lærdal). Doomme, Shl. Doom(m), Ryf.; Tubme, Nhl. (Oos, Fusa; meddelt). Jf. Vitne.

domfallen adj. 1) hjemfalden til Udpantning; om en Gjeldbunden, ikke om en Skatskyldig. Ma.: dumfallen (u'), og sjeldnere domfadden (o'). 2) magtstjaalen af en uhyggelig Tiltale; nedslaaet = daatt med. VAgder, Ned. Rbg. I Shl. (Eid, Etne): doomfadl d. s. (som "handfadl"). Maaske ogsaa "daamfadden", Ma. (?Lauvdal), af Daam 5).

doms v. lugte, se dumsa. Domt se Don.

"Don n. 1) Tøi; Smaating". A. Shl. I Ryf. om Legetøi; se dona. Doomt = Don, Tøi. Sogn (Hafslo). I Sogn, særlig vistnok i Vik, er flere Vekslinger fra n til m: stymja, stumde, for stynja; grima, graim for grina, (Doom m. Hall. og fl. for Don dvs. Flok?).

Don m. "Dæ er ein Doon", det kommer ud paa eet, er jævngodt, eet og det samme. Østl. Berg. Trondh. Jæd. Agder (Kysten). Og i Bohuslän, Blekinge. Ogsaa "d'æ eins Doon", meget udbredt. "De kjæm paa ein Doon", d. s. Ork. Østerd. "De gaar för ein Doon", Ndm. "De gjoord' ein Doon", STrondh. "Dæ gjekk i ænn Doon alt ihooba", det gik uden Afbrydelse, i een Flok; Jæd. – Da Vokalen neppe paa noget Sted forbyder det, kan man tænke paa Dun, G. N. dunr, Flok, Hob? Se dog Dom; jf. Don, Dont A.

Don (oo) se Dun, Dune.

dona (oo) v.n. 1) sysle med Smaa-Arbeider, sysle stille; ogsaa: lege uden Støi = stulla, stia, stye. Sogn, Hard. (Kvamm), Røldal, Ryf. Røros. "Dei sat aa doona mæ Spelo sine". Ryf. Ogsaa doona seg, tage sig det mageligt, dovne sig. Hard. (Ulvik). 2) holde til, holde Hus. Hard. Usikker Bet. Se dunna, duna. Jf. med begge Bett. Brugen af stulla, stia og fl. – dona (o') se duna.

Doning se Dun, Dune.

Dope (o') m. Pyt; maaske noget dybere end "Depel". Tel. (Bø): Daape og Daapaa; Vestfold (Sandsvær): Daapa. Jf. Dopel; og djup.

Dopel, Døpl se Depel.

dora (oo) v. brænde svagt; se dola.

Dora (o') f. dybt Skispor. Ndm. (Halse og Tingvoll): Doraa; ogsaa "Door(a)" og "Daar(a)" f.; "ette sa Daaraan", Dat. sing., Ndm.; og "Dör" f. Ndm. Og Dor (o') m. Ndm. (Rindal, Surndal): "Skidoor" og "Skidaar". Se Anddora (og Anddor); jf. Dyrja dvs. Spor.

Dore m. Jærnpæl. Gbr. (Kvikne). "Jøynndoore". Jf. Dor, A. Ndm.

Dorg m. Masse, Dynge. Tel. (Kvitseid, Selljor, Bø). "Dei kaam heile Dorgjn". "Me maa slaa (meie) heile Dorgjn heran". Jf. Dorg f., Dyrgja dvs. Stim, og Sv. Diall. dörje, en Dynge.

Dorg? f. 1. Jord, Mos og Ris hvormed Kulmile tildækkes. NTrondh. "Dörg, Koldörg". I Sv. Diall. dårg dvs. Affald, Kviste.

Dorg f. 2. 1) et stort udslidt Klædningsstykke eller Tæppe. Li. (Fjotland), Tel. (Moland, sjelden). 2) en tung, slusket, uagtsom Kvinde; Drog. Dal. VAgder. I Ma. (Bjelland) i Flertal: Derg´a, som: Osp Esp´a, Skork Skjerk´a, og m. fl.

Dorg f. 3. Fiskeindretning (Stang) med Kroge som hænge ude Natten over. Dal. Li. Tel. Sæt. Se Dorg 2. A.

dorga v.n. (ar) 1) fiske med Dorg (A.). Ogsaa dor(g)ja, Shl. og fl. I Li. og Tel.
er dor(g)ja at fiske med Dorg 3; i Sæt. dyr(g)je, se d. Dorgjestaang f., Dorgjekrook m. Tel. Li. 2) slæbe efter sig. Dal. "Hu gjænge dorga mæ Klæ´en". 3) sidde og døse og drømme. Røldal.

["dorgende adv. ganske, aldeles". A. "durgande stilt", Nhl.; "dörgane, dörjane, dörjene, dørene" (full, still, vaat osv.), Gbr. Hadeland, Rom. Follo, Tel. Og dør, Follo. – Ogsaa dyyrende og "dyyrande, dyyrenes" (still, full, vaat), STrondh. Ndm. Romsd. Hadeland og fl. Og dyyre- (full, vaat, blaut), Ndm. Trondh.; og "dyyrfull", Ndm. STrondh. Her er maaske Smitte fra Dy, se d. Sv. Diall. dyrande, dör.

dorma seg (til) v. n. blive dormen, A.; om Luften. Sogn. durme seg te, Nfj. (Stryn). – dormen adj. disig, noget mørk. Romsd. Li. durmen, Ndm. Ryf.

Dorming m. tung stivlemmet Person. Nfj.

Dorr (o') f. en liden kratbevokset ikke meget fugtig Sump. Hedm. Rom. Og "Myrdorr". – Dorre f. d. s. Nedre Gbr. Land. Jf. Dos n. og f., Doss.

Dos (oo) m. Damp af fugtig Mark. "Varmedoos", Senja. – Doos-Ve(d)r n. fugtighedt, lummert Veir. Ork. Jf. doosen, doosutt.

Dos (o') n. 1. kjerneløst Korn og andet Affald fra Kastningen. Innh. og Gul. "Daas(s)". Til dysja, dosa. Jf. Aksdos.

Dos (o') n. 2. 1) lavt Krat af Smaatræer, Buske eller høit Lyng paa fugtig Grund. Shl. (Fitja, Finnaas, Stord og fl.) "Han gjekk baade Dos aa Dikje"; jf. Dev. 2) vid flad Busk af Ener eller Lyng. I denne Bet. ofte f., maaske smittet af det følgg. "Brakados", "Lyngdos". Jf. Duse – Dosrev (o', e') m. Ræv, som holder til i "Dos". Shl.

"Dos (o') f. Skjørt". A. Nhl. (Eksingadal) og Hard. (Ulvik = fin Stakk). Flertal: Des'e, Sogn (Vik, Hafslo); Dosja, Nfj. (Stryn). Jf. Desja, Isl. des. 2) stor, helst ulden, Pjalt, Klud eller Visk (Tvoga). Shl. Hard. Udtales dog nok "Doss" – "Tjøredoss" – paa flere Steder. Dossa f. d. s. Shl. Hard. Dos er blevet nedsat til Pjalt, ligesom Filla dvs. Skindtæppe.

Dosa (o') f. urenlig, slusket og uanseelig Kvinde. Hard. Shl. Og Doss f. Shl. Se Dos. og Dossa se d.

dosa (o') v.a. og n. (ar) 1) sætte i Stak, Dos? Østerd. (Tynset: "doso (o'#-aa) ihop"). Usikker Bet. 2) kaste uordentligt i Hob; vælte sammen; styrte sammen (= støyp' ihop); røre sammen. I INdm. (Sunndal, Surndal, Rindal og fl.): dösa og daas(s)a (oopp, ehoop, samen). I Innh. Ork. Gul. Selbu, Østerd. Gbr. (Lesja): daasaa, doso (ihop osv.). I Vald. (NAurdal): "døsa ihop?" "Daas(s)a ehoop raoa Saoto" (Sunndal). "Du maa itte daasaa meer ti den da Sæta!" (Selbu). "Daasaa paa Gryta lite; daasaa isamen Sirup aa Smør; daasaa te lite Mat", røre sammen, (Gul. Børsen). 3) spilde, søle, tumle. Trondh. "daasaa utaavr"; "daasaa nee Mjøl, daasaa Mjøle"; "han foor aa daasaa mæ dæ". "Daas(s)mjøl", Mel spildt paa Møllen; Trondh. 4) drysse fint = dysja. Østerd. (Tynset, Elvdal). "De daasaa (doso) aa rængne; de rængndaasaa" = "duskregner", støvregner. – Er Bet. 1) sikker, er her vel mindst to Ord; det ene sammenhængende med Dos f. og Desja, Sv. Diall. dösa dvs. sätta i stack, NordE. dass Stakk; det andet (de andre) med dysja, Dust, duska. Se ogsaa dossa, dysja 2.

dosa (oo) v. (ar) = foreg. 2) og 3). "Doos inn Høye". Fosn (Hitra, Stadsbygd). – dose v. Dos m. se dusa.

Dosa (oo) f. en svær fyldig Figur. "Ei Doosa te Jænta, Merr, Kyr, Potat". Sogn, Sfj. – Doose m. d. s. Sfj. (IDale).

dosast (o') v.n. (ast) stirre paa noget maalløs af Forundring, Beundring og dl.; forbauses. Ndm. (Rindal, Sunndal): "dos(s)ast, daas(s)ast øve (eve)" eller "d. paa (pao)". Jf. dosa dvs. standse, blive "stuss"; dosma dosna.

Doselit (oo, i') m. mat Farve. Tel.

dosen (o') adj. 1) uklar, om Lufthimlen. Nhl. (Brøk). 2) døsig, mat, slap. Nhl.; Stjør.: daas(s)in; Hall. og Krødsherad: døsin. Se daas.

dosen (oo) adj. 1) noget fugtig og tung; saaledes om Halm og Hø. Stjør. "doosi, halldoosi Høy"; jf. Doos, (doosa v.). 2) lummer; fugtig-hed og tung; om Luft. VAgder og fl. "D'æ douse o varmt, Ma. 3) mat i Farven. Tel. VAgder: "dousen i Liten, dousen o avlita". – dosutt (oo) adj. = dosen 3). Tel. VAgder o. fl.

doskjen (o') adj. 1) noget fugtig = doosen; særligt om Hø. Shl. 2) døsig; mat og dorsk. Dal. VAgder, Tel. "Doskjen o döu o doven". – doskeleg og doskjeleg (o') adj. = doskjen. 2) Tel. doskroleg adj. d. s. Tel. (Bø). Jf. dossen, dassen, daskjen, Dos (Doss); og i Bet. "kasen".

dosma (o') v.n. (ar) 1) halvsove; sidde og nikke; døse. Sogn (Aardal, Aurl.), Hard. Tel. (Høydalsmo, Selljor, Raul., Kvitseid). 2) glo maalløs af Forundring osv. = dosast; stirre sløvt Gbr. (Lesja, Fron? Faaberg, Gausdal), Nhl. (Fana, Hamre). Jf. dosast, dosna; Sv. Diall. dosma, dåsna dvs. aftaga, utsläckas; Jydsk: dusme, slumre. 3) gaa omkring og glo; gaa og slænge. Hedm. Senja. – Dosmar m. En som dosmar (især 2), se Dosme.

Dosma (o') f. en sløv og daarlig Arbeider. Senja. I Sv. Diall.: dåsma, lat och fet menniskja.

Dosme (o') m. En som glor sløvt; Dosmer. Rom. (Ullsaak og fl.). – Dosmar m. d. s.
Gbr. Nhl. (Det Danske "Dosmer" forefindes nok først hos Holberg; dets Betoning som Eenstavelsesord tør være en Virkning af at det forekom de Danske som et Fremmedord. Det Skaanske "Dosmer" tør saa igjen være kommet over fra Sælland).

dosmeleg (o') adj. døsende, nikkende. Tel. Se dosma.

dosmen (o') adj. døsig, mat; dorsk, sløv. Tel. Sogn, Helg. "dosmen o doue", Tel. "Ein dosmen Kar"; "ein dosmen Terre", en sløv Tørring, i fugtig Luft. Sogn.

dosna (o') v.n. (ar) vise Forbauselse, ved Ord, Udraab, Miner eller Fagter. Gbr. (Lom, Vaagaa; ogsaa hos Edv. Storm): daasne. Ogsaa: "Ho daasna se aat di". Jf. dosast, dosma og fl.; eller maaske for dau(n)sna.

Doss (o'#-aa#-ö) n. liden ikke meget fugtig Sump, omtrent = Dorr. Rom. (Nes), Odal, Vinger (ogsaa f. og m.), Østerd. (Aamot). Däss (omtrent saa), Solør. Se Dos n.

Doss f. se Dos f.

dossa (o') v.a. 1) presse noget sammen og bringe det af Lave ved at boltre sig i (paa) det = døysa, balsa. Ma. (Otrnes). Jf. dosa (o'). "Dosse nee Høye, Sænga". 2) om Kvinder: under Gangen føre Skjørtet hen over en Gjenstand. Ma. Sæt. Rbg. "Inkje dossa nee Mjaalkjæ!" {MERK: Misprentet naa er retta til nee, OV} "Naa bliv du dossa, naa bliv du kje større!" siges til Børn, som synes for store til at kravle paa Gulvet. Jf. Elvetroll. Ialfald den saa spesielle Bet. 2) peger paa Dos (Doss) f. et Skjørt, hvilket Ord dog ikke er forefundet i disse Egne.

Dossa f. og Dosse (o') m. 1) indholdsfattig, karakterløs, slap og faamælt Person; tosset Pjalt af en Person. Tel. (Bø, Selljor). 2) Dossa f. dorsk Kvinde. Li. (Fjotland). 3) slusket urenlig Kvinde; se Dosa. SBerg. Maaske nærstaaende "Dossa, Doss, Dos", Pjalt. Forskjelligt fra Daasse.

dossen (o') adj. 1) = doskjen, dassen. Jæd. Dal. Li. "Dosse Høy; dossen o tung; dossen i Veere; dossen i seg". 2) som en "Dosse". Tel. – dosseleg adj. døsig, dorsk. Rbg. Tel. – dosutt (oo) se dosen.

dosutt (o') adj. bevokset med Krat, Dos. Shl.

"Dott (o') m. 1) Tot". A. Flertal: Dett'e, Sogndal i Sogn; Døtt`e, Voss. IGbr. Dodd (Döydd) i alle Bett. af "Dott". {MERK: IGbr. retta til I Gbr., OV}

dotta v.a. tilstoppe med en Dott. Sæt. "Han dottar ti Øyro".

"Dotter (o') f." A. Dootter, Voss, Sæt. VestTel. "Dootte mi", Sæt. Tel. I NGbr.: Daatter, Fl. Døtt, bestemt Døtt'n.

"Dov (o') f. bævende Grund". A. "Gaa Dov aa Dikje" = Dev; Nhl. YSogn. "Kome oo Dov aa i Dikje", ikke komme videre, ialfald ikke til noget bedre; YSogn. Eller for "Dove", Ryf. Shl. (Dov 'aa D.).

dova (o')? v.n. (ar) rokkes; ryste, bevæge sig lidt, som en Sten for en Løftestang. Vald. (Vang, Slidre): "døva". Jf. dyvja.

"dova (o') v. n. (ar) 1) dovne, sagtne". A. Tel. Ryf. NBerg."Verkjn dova". "Troten dovar", Hævelsen lægger sig. "Vindn dovar paa (aav)". Jf. dovra. "2) dovne sig". A. Tel.: dova seg. – Dovadilla f. Kvinde som tripper om uden at ville gjøre alvorligt Arbeide. Ryf.: "-didla".

Dovajord (o') f. og Dovamold f. dyb og mørk men løs og ufrugtbar, "doven", Muld. SBerg. Sjelden. Oftere: Dau(d)ajor(d), -mold.

dovaleg (o') adj. afdovnet i sit Væsen (Lag); yderlig afslappet, næsten lammet; sløv; dorsk. Tel. (Rauland, Kvitseid). Nærmest, ligesom flere følgg., til Dove, Lammelse. doveslig adj. mat og dorsk; sløv. VAgder. dovskleg d. s. Sæt.

Dovamyr (o') f. = Digemyr. Ryf. Shl. Røldal. Synes somme Steder, i Shl., at betyde en Sump fuld af "Dover" dvs. Dyndhuller med noget fast Skorpe; andre Steder betegner det en Mark med "Dovamold"; Hard. Vald.

Dovarøys (o') f. yderlig lad Kvinde. Tel.

Dovaslamp (o') m. tung Slusk. Tel. Vald. fl.

dovaslaa v.a. slaa en Legemsdel følesløs. Vald. (VSlidre). "døvaslaa Fingrn".

Dovaslokje (o', oo) m. Person som gaar og slæber sig i Ladhed. Tel. og fl.

"Dove (o') m. 1. og 2". A. Shl.



Dovesekkje (o') n. omtr. = Digasekkje. YSogn.

?dovkald (o') adj. lammende kold. Sæt.

Dovmøle (o') n. = Daudmøle. Sæt.

dovra, dovrast se davra.

Dovukjøt (o') n. = Daudkjøt. Hall.: Døvu- og Daavu-. – Dovuslode m. stor lad Karl. Hall.: Daavuslooe (og ø) – Dovustokk m. = Daudstokk, Daudsott. Hall. Se Dova A.

Drabb m. Drabb n. se drabba 2.

"drabba v. n. (ar) 1. flyde ud over Bredderne". A. Tel. Vald. – drabbende adv. "d. full, mett". Tel. Hall. – Er maaske samme Ord som følg.



drabba 2. v.n. og a. (ar) 1) støde an, slaa imod noget; a) give et drøit Slag, slaa tungt = dribba, driva (til). Voss, Nfj. Romsd. Ndm. "drabba te ein". drebbe d. s. Sfj. Romsd. drubb(e) d. s. Trondh. Ndm. "Han drubba te 'om, drubba paa 'n, drubba'n i Koll, drubba'n ne-aat, drubba'n aav". Hertil Drabb m. drøit Slag; og Drebb, Drubb. b) om Vind: støde an imod og slaaes tilbage af en Høide. Shl. Helg. og fl. "Vindn drabba mot Fjedle". Hertil Drabb n. Vindstille under bratte Høider. Shl. Nordl. Ogsaa "Drapp", Helg. Se A. Jf. Sv. og D. Diall. drabba, drabe dvs. træffe. 2) slæbes hen over noget; slæbe. Ryf. Shl. Sogn. "Dreggjn drabbar aa Baatn drive". 3) slæbe; slæbe sig, gaa
tungt og slæbende. NVTel. "Ho drabbar o bere". 4) hemme Farten ved Gnidsning (Skrabning); sinke, hemme, hindre; sætte tilbage. STrondh. (Uppdal og fl.). Voss. "Dæ drabbe 'ti" = strikar. "Sjukdomn drabba 'om otrule". dræbb(a) d. s. dvs. hemme, hindre for en Tid. Gul. (Horg.) "Du fær faa dæ dræbba". 5) tabe Bevægelsen, Farten eller Kræfterne; sagtne; svækkes, afkræftes; dovne af; oftest med "av". Sogn, Ryf. Ma. VTel. Vald. Ogsaa: nøle = drygja. Sæt. "Kvedno drabbar aav"; Ryf. "Han drabba reint aav før oss, vart reint klar"; Ryf. "Dæ drabba a(v) mæ Regne"; Ma. "Da drabba meg paa Syne"; Sogn. "Han drabbar av naar'n bliv gamal"; Tel. "Han drabbar (drubbar) mot Enden", Tel. "E spurde um dæ va skjeele sannt, men daa drabba han paa dæ". Vald. 6) dø; om Folk og Fæ. ØTel. Jf. drubba; Sv. Diall. drabba dvs. fela, brista.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   20   21   22   23   24   25   26   27   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə