A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


dvena v.n. (ar) dovne af, sagtne. Helg.: "dveena"; Lofoten: "dvæn (a)a(v)". For dvina, A. "Dverg



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə29/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   25   26   27   28   29   30   31   32   ...   219

dvena v.n. (ar) dovne af, sagtne. Helg.: "dveena"; Lofoten: "dvæn (a)a(v)". For dvina, A.

"Dverg m. mythisk Væsen". A. Værg, Nisse. Ndm. – Dvergdrope m. Krystal = Skyggjestein. Tel. (Moland). – Dvergkyss m. (n.?) = Draugasletta. Røros. – "Dvergmaal n. Echo". A. Værmola og -o, Echoet, Sæt. og Tel. Værmaal'n, Tel. (Tuddal). – Dvergslag, dvergslegen ("-slien") = Draugslag, draugslegen. Røros. – "Dvergsmide n." A. Gul. Sæt. 2) gammelt kunstigt metalarbeide. Ndm. "Værgsmii". – "Dverrgsmide n." A. Gul. Sæt. 2) gammelt kunstigt Metalarbeide. Ndm. "Værgsmii". – "Dvergstein m." A. Vergstein (og Värgstein?), Grandsherad i Tel. – Dvergloo(d) f. = Finnkula. Helg. "Da Smøre ho ga meg va som (e)i Dværgloo" (saa lidet).

"Dy n." A. Tel. Rbg. "Søyledy". – dyende adv. om Dy: "dyende blaut, d. vaat", dyngvaad. dyande, Tel. og fl.; dygene, Follo, Smaal; dyren(d)e, Østl. Trondh.; og dyyre(vaat). Se dorgen; jf. dyvaat, dyngjende.

"Dya f." A. Sogn. "Sekkjedya".

Dyfs m. et enkelt Ryst eller Stød nedad som volder Sammensynkning; f. Eks. af Korn i en Sæk = Diss, af Kroppen ved et Fald = Duss, Sakk. Sogn (Fjærland "Dyps"; Lustr "Døfs"; Hafslo og Balastrand "Døps"). 2) liden Styrtning = Buss. Sogn.

dyfsa v.n. (ar) ryste op og ned; ogsaa: ryste op i, skaffe Luft ind i sammenpressede Masser af løst Stof. Sogn (Fjærland, Lærdal og fl.) "dypsa", "døfsa". "Dypsa i Høye". Jf. dyvja, duva og drypsa.

"Dyft f. Vævbredde". A. Innh.; Døft, Stjør. Strinda; Dykt, Døkt, Strinda (Klæbu, Bynes).

Dyftasnøre n. Dyftatraa(d) m. se Dypt.

dyftast v.n. (ast) støve, ryge = dyfta. "Mjøle dyftast burt", Melet forsvinder (paa Møllen) som Støv, gaar op i "Mjølduft". Vald.

"Dygd f. Kraft". A. Gbr. Østerd. Ned. "Han tok Dygda fraa'n", Magten. "Ei Dygda(r) Ku", Ko som giver rig Melk. Ryf. 4) Ostestof, ubearbeidet Ost. Hard. (Kvamm). – dygdig adj. "ei dygdig Kyr" = ei Dygdar Ku. Nfj. Sfj. – dygdutt adj. rig paa Næringsstof. Ndm. (-aatt, -att).

dyggjen adj. bruges om Korn, som har været fugtigt og varmt og har faaet en gjæret eller muggen Smag, Dyggjesmak m. Innh. Jf. duggjen.

dyggleg adj. og adv. trofast, solid; fyndig. Hard. "Da va dygglæ sagt!" Til dygg.

dykja v.a. 1. (er, te) 1) vove, driste. Ogsaa vove sig, driste sig; vove sig ud eller frem, gjøre sig gjældende; oftest: dykje se(g), Ndm. Romsd. Sdm. "D'e ’kje dykjann te aa ta ut i 'sa Veera", Ndm. "Du kann prøv' aa dykje de te di!" "E dykte me ikkje te aa gjere de", Romsd. (Molde, Veøy, Eid), Ndm. "Du kann berre dykje de ein Gong te!" Sdm. (Hjørungfj.). 2) prale, braute. "Dykja aa skrøyta". Nhl. Jf. (?) G. N. dykr Larm. Se A.




dykja v.a. 2, (er, te) prygle. Hard.; Dal.: dyg-ja. Se Dika.

Dykje (yy) n. Tilflugtsted; Tilhold. NGbr. (Vaagaa, Lom). "Hæin har Dyykje sitt dær. Dær har'n æit gaatt Dyykje". Ogsaa: Rykje; Lom.

"dykkar pron. poss. Eders". A. daakkaar, Ndm.; dykkun og -on, Sæt. (Aardal, Bygland); dikkon og dikko, Hall.; daar, Ork. Gul.; doorn m., door f., doort n. Selbu (A. Dativ: dooraam m., doora f.); daann, Østerd. (Tyldal). I NGbr.: døkkun m., døkkoor f., døkkoort n.; Dativ: døkkre, m. f. n.; Flertal: døkkre. Se de.

Dyla f. liden Fordybning i Landskabet, omtrent = Døl, Dolp. Hall. (Gol): Dyyle. – dylutt adj. om Landskab som er fuldt af Dylor. "Dyyle" er maaske Hallingsk (Gol) for "Dila" f. som "styyre" for "stira", "brøye" for "breida".

"dylja v.a." A. dølja, døl, dølde, dølt. Gbr. og m. fl.

"Dylla f. Sonchus." Al. Dønle, Tel.; Dylle, Vald. Totn (Vardal), Hall.; Dille, Totn, Follo; Dyllegras n. Hall.

Dylla f. liden Byrde. Voss. "Dydla", "Høydydla". Se Dalla, Dulla (Dall#-Dull#-Dyll).

Dylla f. enslags Ost af sammenkogt Mælk, hvilken bruges som Bryllupsgave og medbringes i et Spand af samme Navn, Dylle. Hall. (Hol, Aal, Gol). "Dylla" er maaske eg. Spandet. Se Dull m. – Dyllemat m. = Dylla (Osten).

"dylpa v.n. (ar) hoppe". A. 3) dukke ned og op med Forkroppen, nikke; især om Fugle f. Eks. Steindylp. Voss. "Rjupo kom dylpande". Se dulpa.

Dymna f. = Dimma. Ma. Rbg. Ndm.

dymma v.a. fordunkle = dimma. Rbg. Tel.; Vald.: "dymme se te", skye over.

Dyn (y') m. og n. = Dun (Autoritet) Hard. (Ulvik, Odda, Kvamm). "Dar æ Dyn mæ dan Kar'n". "Da fyle 'kje noken Dyn mæ da so han seie". Vel samme Ord som "Dyn m., Drøn", A. – Et "Dynna" og "Dynne" er meddelt fra Sogn og Sfj. med en lignende Bet. "= Tekk, Mannskap", men det beror maaske paa en Sammenglidning af "Dyn" med "Mynja".

Dyna f. Underlag. Ndm. "Dyynaa 'punn Kall'a (Vatnhjula)". "Skru(v)dyyn".

dyna (yy) v.a. "A. "Dyyne nee (ihop) Høye", trykke Høet sammen i Laden. Nfj. (Honndal), Sdm. (Hørei).

Dynd f. Kraft = Dygd; ogsaa Vægt, Fynd, Autoritet = Dyn. Sogn (Vik, Brekke), Sfj. (Askevoll), Nfj. (?Selja). "Dar æ kje noki Dynd i detta Øle" (Sogn). "Dar æ kje noke Dynd mæ 'naa (Sfj.). Jf. Dant, Dytt, (Dyn), maaske paavirkede af Dygd.

Dynefuglar, "Døne-" m. pl. se Dun.

dynen (yy) adj. = dunmyld, om Jordsmon som er løst og let og blottet for Mineral, som Mosejord. Shl. Hard. – Dynemold f. = Dunjord. Hard.

"Dyngja f. 1) Dynge". A. Hall. "2) Møgdynge". A. Shl. Innh. "3) Dynd, Sump". A. Romsd. Vesteraalen. Hertil: dyngjende adv.: "d. blaut, vaat", dyngvaad; NGbr.: -ande; Romsd.: "dynjenes"; Gbr. og fl.: "dyngenes". I Innh. (Stjørd. og fl.): "dynna b." og "dynnanes b". (selvfølgelig med jodholdigt N); "dynnande b." Busk.

"Dyning". A. Nfj. og Sfj.: "Diningg itte Fiskja".

Dynja f. = Dyvja. Tel. (Moland).

dynkjen adj. = dunkjen 1) og 2). Ma.

Dyns f. svær, fyldig Kvinde. Hard. Jf. Duns.

dynta v.a. og n. (ar) 1) gjøre gjentagne smaa Stød opad eller (sjelden) til Siden = dutta, dunta. Ryf. Shl. Hard. Tel (Vinje). "Dynta Badne" eller "dynta mæ Badne", støde el. gynge Barnet op og ned paa Knæet; Hard. "Han dønta tee meg mæ Aabogjen"; Vinje (tvivlsomt, ialfald sjeldent). 2) bevæge Kroppen stødvis op og ned; særlig: gaa med smaa Stød, Vip, Nik, Kniks; gaa kunstlet. Shl. Hard. Ryf. "Ho gjekk aa huska aa dynta". Isl. dynta bevæge Kroppen op og ned, siddende eller liggende. 3) være kunstlet peen og forbeholden, tilstudse sin Optræden omtrent = denta. Shl. Hard. (sjelden); ogsaa dynta seg eller dynta seg til, tilstudse sin Optræden, kunstle. I VTel. bruges Ordet, dønte, temmelig hyppigt om at afnøde sig og derfor at fremstøde, frempresse, ganske enkelte smaa Aabenbarelser af sit Fond; tale eller føre sig med forbeholden Vægtighed. "Ho gjængge døntar o vi'kji taka i". "Han sat o dønta de oo (utav) seg, kaam so døntande mæ de". "Ho gjængge døntar seg o vi vera gille, smaadøntar o steller paa seg heile Dagjn". Den Døntetulla, ho sat o dønta o ville 'kji svara, kaam mæ eitt Oor daa, o eitt Oor daa". – Dynt n. 1) "dyntende" Adfærd og Tale. 2) det "fremdyntede". Hard. Shl. Tel. – Dynt m. og Dynta f. en selvgod, magelig, kunstlet, vigtig og sirlig Person. Tel. "Dønt". – dynteleg adj. som en Dynt. Tel. – dynten adj. 1) som farer med at dynta, med Dynt, med Dynting f. Hard. Shl. Ryf. Tel. 2) tilsmudset; pyyntet og lidt vel sirlig. Voss, Nfj. – Se denta; jf. dunta, dutta, dytta osv.; Isl. dynta v., dyntr og dynt Stød; G. N. og Isl. dyntr, dyttr, dynta, dyntill Stød, Dunk, Mærke og dl.; G. Sv. dynter slag, skakning (Rietz); Sønderjydsk "dynte", bestrø.

dyntl'god adj. let stødt, prippen. Berg. dyntr'go(d) d. s. Nordl. tyntelgo(d) Nordl. (Ofoten). Maaske til dynta. "gyntlgo", "kyntlgo", Nordl. d. s.

Dypil, Dybel, Dyplemyr se Depel.

"dyping m. = Djuping". A. Busk. Ma.




"Dypt (yy) f. Dybde". A. 2) Dyyft, Fiskergarnets Dybde eller Bredde; bruges ogsaa om Kanterebet langs Garnets Endesider, hvilket sammesteds ogsaa hedder Dyyftasnøre n. (Helg.) og Dyyftatraa(d) m. (Namd.) Helg.) og Dyyftatraa(d) m. (Namd.) Helg. Namd. Vævbredde hedder her "Døft".

"Dyr (y') f. Dør". A. Dynn, Sæt. Ma.; Dydn, Ma. (Bjelland); Dørn, Dörn, Nedre Hall. Østl. (Vestfold, Sigdal, Oslo og fl.); Dor (o' og aa) Sfj. (Jølstr), Ndm. (Sunndal). – "Te Dørar" til Dørs; Voss, Ryf. – Dyra-, Døra- i Sammensætn. se tildels Dur-. – Dørahælle (hæille) f. = Durhella. Hall. Gbr. – Dørahogg n. Aabning for Dør hugget i Væggen; Vestfold; Røros: Dørhöugg. – Dørajar(r)e m. a) Tap, hvortil den inderste Planke i en Dør tilspidser sig oppe og nede, og hvorom Døren svinger. Shl. (Fitja), Nhl. (Sund), Sfj. Ordet synes forsvindende med Tingen. Se Jarre (Jare), Grindjarre, Hurdjarre. b) Dørejarre den Klampe oppe og nede, hvori en slig Tap dreier sig. Nf. (Olden, Innvik). G. N. hjarri, m. Dørhængsel, Isl. hjara f. d. s. c) = Dumme. Shl. Nhl. Sfj. – Dyrekubbi og Dynnekubbi m. en Træklods som anbringes indenfor Stødsldør til Lukkelse; Sæt. – Døraraak f. se Raak. Nfj. – Døreriding (ii) f. Dørens Gjænge. Nfj. – Dørskøyll m. = Treskald. Gbr. (Vaagaa). – Dørslehogg? = Durhogg. Ma.

dyr- og dyre- se dorgen, Dy.

dyra (yy) v. be-edige. Gbr. (Lesja).

"dyra seg (y') v." A. Shl. Li. Rbg.

Dyra-ætt (yy) f. Vind og Veir som begunstiger Jagt af Ren, "Dyr". Ryf. Røldal.

Dyrdaam m. og Dyrluft (yy) f. = Dyros. Røros.

Dyrerissa (yy) f. Spor efter flere Ren. Hall.

Dyreskjelva (yy) f. = Dyrskjelv. Vestfold, Busk. – Dyreskjelvsla f. d. s. Tel. (Rauland og fl.): Dyyreskjævsle.

"Dyrgja f. 1) Løb, Rend". A. Ogsaa Fart som tildeles. Helg. (Vefsn). "Han fekk (e)i Dörjä utigjönaa Dörä". "2) Spor efter Skier". A. Helg. 4) Flokk; Mængde; Masse = Dorg. Tel. (Mo, Selljor, Kvitseid).

dyrgja v.a. og n. (dyrgjer, dyrgde) sætte en Fiskestang ud som "Dorg", se d. Sæt. "dyrje äi Staangg". Isl. dyrgja = dorga.

dyrka 1) v.a. gjøre dyrere, drive op Prisen. Tel. og fl. G. N. dýrka. 2) v.n. blive dyrere. Sæt. "Kaffi-i dyyrkar". 3) dyrka seg, pleie sig, gjøre sig det bekvemt. Li. (Eikin). – dørkes v.n. blive dyrere. Røros. Se A.

dyrknast (yy) v.n. blive dyrere. Tel. – dyrna se dirna.

dyr-os (yy, oo) adj. = dyrolm. Helg.

dyrva v.a. (ar) gjøre fast, befæste, betrygge; især ved at belægge med Stene eller stikke ind imellem Stene. Sæt. Særlig: "dyrve ni'e äi Fiskestaangg", sætte en Fiskestang fast mellem Stene = dyrgja. Vel ogsaa om at belægge et Tag med Stene. Se tyrva. – djyrvast v. n. = dyrvast dvs. gjøre sig djerv. Sæt. – Begge hører vel til djerv og G. N. dirfa gjøre dristig.

Dyrve n. Stene, helst Stenhob, til at "dyrva" med; = Fiskesaat. Sæt.

Dyrvsl f. Støtte; Betryggelse; Beskyttelse. Kun forefundet som Djyrfsl og Jyrfsle i Sæt., og som Dyyrsl i Tel. (Vinje). "D'æ kji noko Djyrfsl mæ 'an". "Ho va der te æe Dyyrsl fø Bonnee". Hører vel ligesom de foregg. og dirna (dyrna) sammen med G. N. dirfa, djarfr.

Dys (y') f. (og n.) Støv = Dumba. Shl. Til dysja.

Dys (y') f. Fl. Dysja(r), Dysse, liden sammenkastet Stenhob, mindre end Røys. Jæd. Dal. G. N. dys.

Dys? f. "Døs" tung, dorsk Kvinde. Ork. Fosn. "Lat-Døs". "Osk-Døs". Maaske samme Ord som foreg. "Røys" bruges aldeles sammeledes.

Dys (y') n. tosset og utækkelig Kvinde, som farer med halvfjantede larmende Løier; omtrent = Dusma, Dusta. Tel. (Vinje, Mol.).

dysa (yy) v.n. (ar; og er, te) slaa stort paa; være stormodig, generøs,"raust"; være dristig og foretagsom. Nfj. (Honndal). Maaske samme Ord som "dysa, tumle", A., el. snarest dannet af Dyse f. se Dysja. "Hon dyysa mæ hon heve noke".

dysasam adj. tilbøielig til at dysa; stormodig, generøs, "raust". Nfj.

"dysja v.n. (dys, duste) drysse fint". A. Shl.; Nfj.: "døsje, døs'e, duste". Somme Steder paa Østl. (Vinger og fl.): "dysse, døsse", med Præs. Indik. "dyss, døss, og døss'r".

Dysja f. 1,: 1) stor og statelig, kraftig og fyldig Kvinde. Hard. Sogn, Nhl. Dyyse f. omtrent d. s. Nfj. Sfj. Sdm. "Ei fagna Dyyse". Ogsaa: "Ei Dyyse te Merr, Kyr, Kveite". 2) en storsindet "raust" Kvinde. Nfj. Sdm. Jf. dysa v. – Dysja f.: dysja v. = Drysja f.: drysja v.

Dysja f. 2. en stor affarvet Plet uden skarpe Grændser, en Skjold med (mattere) afskygning af Bundfarven. Tel. (Kvitseid). Lidet brugt. – Dysjelit (i') m. Farve hvor Bundfarven veksler med Dysjor. VTel. Meget brugt. – dysjelita (i') adj. med Dysjelit. Tel. "Bjønn'n æ dysjelita". – dysje-blaa, -graa adj. – dysjutt adj. = dysjelita. Smaal. Tel. VAgder, Ryf. Maaske dysjutt : dysja (drysse) = hysjutt : hysja (drysse). "graadysjutt".




dysja (2) eller (og) døsa? v.a. og n. Former: døse, Præsens døs (og dø`se?), døste, døst. Bet.: kaste uordentligt i Hob, slænge sammen, vælte sammen = døysa; dynge; røre, søle; = dosa, og tildels vekslende med det inden samme Egn. Østerd. og Røros (døse); Ork. Fosn, YNdm. og YNamd. (døs). "Døse oopp". "Døs' ehoop (e)i Saat". "Du døst' inn Høye raatt". "Han foor aa døst' mæ Høye", kastede det sammen og ud igjen, i Bygeveir. "Ho ha døst dæ (de) te; dæ e tedøst, ehoopdøst". "Døs te lite Mat aa me!" "Døse bort". – Ordet (Ordene) ser ud som sammenhængende med dosa (o' og oo). Det er (dog) maaske eet med dysja, duste, trods sin Bet.; men det minder, trods sin Bøining, ogsaa om G. N. dysja (ar) opkaste en Dysse (Dynge). Jf. ellers dusta og dysta dvs. tumle, kaste; og døysa, af hvilket det ikke kan være nogen blot Udtaleform, særlig ikke i de ydre Egne.

Dysja(r) plur. mørke Krat- eller Skovpartier med sumpet Bund og skumle Vandpytter. Li. (Kvin). Meddelt men ubekræftet. – ?Dysjemyr f. d. s. Sæt.? – Jf. Dos, Duse; Dysja 2.

dysjen adj. uklar i Farve eller Lys; dunkel, matfarvet. Voss, Hard. Li. "Dysjen Lit; dysje Plagg, Veer".

Dysjeregn n. = Duskregn. Dal.

Dysk m. Lunkenhed i Luften som i et svagt opvarmet Værelse. Gbr. (Lom, Vaagaa).

dyska v.a. gjøre lunken = lunka. Hall.

Dysm n. meget fint Regn; Taage som falder ned. – dysmen adj. om Veiret: taageregnfuldt. Sogn, Voss. Jf. Dusm, Dism. – dysme se dusma.

dyssa v. (ar) ryste eller støde med et enkelt Ryst eller Ryk = dissa 2); oftest med "i Hop, saman, ned". Land, Totn, Hedm. Rom. Hall. Vald. Smaal. og fl. Er vel blot en Udtaleform af dissa. "Je skä lægge dei i Bakken saa de dyssär i dei" = "tess´er, sekk´er" (dvs. synker sammen med et Kluk), "stankar" (dvs. stønner), Smaal. – Dyss m. en enkelt Rystelse, et Ryst = Diss. Ogsaa Duss m. Sogn; se dissa.

Dyssa f. 1) gyngende Grund: Mudderpøl og dl. Sogn. (Borgund), Hall. (Gol), Vald. (Vang). Se Dissa.

Dyst f. opjaget Støv. Shl. "Døst".

dysta v. (er, te) 1) tumle med noget; rode voldsomt; ryste sterkt paa en Ting eller op i den. Sogn, Hard. Shl. "Dysta i Høye". "Dysta paa Mjølsekkjn, Ambarn". 2) faa til at fyge, opjage Støv, Dust. Shl. "Døsta Mjøl utøve". 3) dysta seg, bryste sig, te sig fordringsfuldt; gjøre sig stærkt gjældende; omtrent = dusta. 6. Nhl. Sogn. Voss. "Ho gjekk aa gjäija (gjedja) aa dyste seg".

Dysta f. et Anfald; = Rid, Uvedrsrid. Hard.

Dysta f. = Dusta. Ryf. (A.) Tel. (Mo). – dysteleg adj. = dusteleg. Tel. Rbg. – Dysting m. støiende og uvittigt lystig Person; Nar; Halvfjante = Dusting. Tel. Dal. Hard. Rom.

Dytt m. 1) Stød eller Puf. G. N. dyttr Stød (Cleasby). 2) Forretning, Affære. Gbr. (Fron, Vaaga). "Ein go Dytt, laak Dytt". "Han gjer' ein Dytt mæ Hestee sine". 3) Kraft = Dygd, Daant. Østerd. "D'e ingen Dytt 'ti dæ". "D'e Dyttn, dæ!" der har vi det som virker.

dytta (y') v.n. (ar) 1) støde, puffe; især: give gjentagne Stød eller Puf; som f. Eks. en Igle gjør, før den hugger. Smaal. Vestfold, Busk. Follo, Totn, Rom. Østerd. Innh.; Hedm., se A.; Solør: "ditte". "dyytte tel ein"; sjeldnere "døtte", ogsaa "dutte", se d. Sjeldnere om et enkelt kraftigere Puf; ogsaa v.a. "Han døtta'n, saa’n rulla". Smaal. 2) pusle; sysle med smaa Arbeider = dutta. YSogn (Ladvik). Se dunta, dynta, denta. G. N. dytta (Cleasby), dyttast (Fritzner) trænge sig ind.

Dytta f. noget som fylder en Aabning. Sæt. Og Dytti n.? Til dytta, tætte.

dytta seg til (y') v. (er, e) om Lufthimlen: bli overtrukken. Nhl. (Eksing.). Se dytta, A.

Dytting f. Dæmring. Sfj. YSogn.

?Dytting m. Tosse; Klodrian; Pusler. Meddelt fra Rom. (Sørum). Se dytta 2).

Dyv (y') n. 1) Støv som jages op ved et Slag. Hard. (Ulvik, Ullensvang). 2) Autoritet; Vægt; Fynd = Dun, Dyn. Hard. (Ullensvang), Sogn. Se A. Dyv: dyvja = Dyn: dynja. 3) Febergysen? Nhl. (Eks).

Dyvesøkkja (y') f. = Dyvsøkkja. Nhl.

"dyvja v.,n. bæve; gynge". A. Rbg. YSogn: "dyvje unda", give bugnende efter for et Tryk. "3) smække". A. Røros. 4) give et tungt rungende Slag eller Stød, et Dyvjeslag = Duvslag. Tel.

"Dyvja f." A. "Ein Dyvje Gamp"; Moland.

Dyvling m. se Duvling.

dæ-i præp. = burt-i dvs. a) med Accusativ: hen i; b) med Dativ: henne i. Gbr. (Lom). Bliver sjeldnere. "Han reiste dæ`i Sætree igjaar; 'n fæinn Øyk´n dæ`i Lii´n". "Han skeia dæ`i Gröutfate", stak Skeen hen i. Ser ud som en Sammensætning af i Præp. med et dem. adv.: degat. Jf. hæ-i = hit-i.

"dæla v.n. lufte". A. Trondh.: deel. – dærle v. (ar) d. s. Romsd. Jf. dreela.

dæla v.n. (ar?) sagle. Ndm. og Uppdal i STrondh.: dææl; Ndm. og Fosn: deel. – Dæla f. Sagl. Sfj. Ndm. Oftest i Flertal; Ndm. "Han togg Tobak saa Deelaan valt". "Tobaksdeelaa". – dælutt adj. fuld af Sagl. Ndm.: deelaatt.

"Dæla f. Rende, osv." A. Nfj.; Ndm. og Trondh. mest: Deel. "3) liden Bæk". A. Stjør.: Deel. 4) Rende overhovedet; liden halvsylindrisk Fordybning. Sogn, Hall. Totn. "Äi Dæla unde Skjäisedn; ei D. i Lændi pao Hestn", Sogn. – dæledraga v.a. forsyne en Fjæl med en indhøvlet Rende; dæledregen (-drijen) adj. om Træverk som er saaledes forsynet ved Hjælp af dertil indrettet Høvel: Dælehøvel m. eller Dæledrag n.;
Dæletak
n. Tag af tykke Fjæle eller kløvede Stokke med indhøvlede Render. Hall. – dælutt adj. fuld af Dæler. Hall.

"Dæld f." A. Sogn, Shl. Jæd.

dælen adj. 1, om Landskab; ujævn, furet og dalet, fuld af "Dælder" og "Dekkr". Sogn.

dælen adj. 2, gyselig, høist uhyggelig. YSogn, Sfj. Nfj. "Kirkjegarn æ dælen te gaa forbi". "D'æ so dæle te gaa aaleine her". – dælt adj. n. d. s. Nfj. (Eid, Gloppen, Davik). Jf. dæleg, A. Ordene tør være eg. eet med "dæl" dvs. hyggelig fortrolig, hvilket tør have været brugt her saa længe ironiskt (ansvarsløst, usolidariskt), til det har faaet den modsatte Bet. Saaledes er det gaaet flere Ord i Dele af Vestlandet, f. Eks. "fysen". Ligedan blandt Russiske Bønder.

dælka v. omtr. = dalka, daalka, – men efter Dælkjing f. klæber der mere ved. Dælk m. 1) urenlig Person. 2) sødlig og nærgaaende, "kleisen" Person. dælken adj. klæbrig; nærgaaende; sødladen og klæbrig: om Tale. Li. (Eikin, Fjotland). Se dalkeleg, dalka. For delkja, delka?

dællleg adj. hyggelig, fortrolig, hjemlig. Nhl. (Eksingadal), Voss, Hard. (Ulvik). "Da æ so dædle te høyra Bjødlo". "Han æ so dædle aa tydle". G. N. dælligr. Jf. dæl. dælsleg d. s. Hard. (Ullensv.).

dælse, dælve se dolsa, dolva.

dælsleg adj. frastødende, høist uhyggelig; fæl. YSogn, Nfj. "Dælsle Ansigt; dælsle Kar". Ogsaa om Landskab. Jf. dælen 2.

dælutt se Dæla f., dæla v.

Dæma f. tyndt Overtræk af Dug eller Damp (Skyer). Shl. (Fitja). "Ei Dæma paa Glase, paa Himmeln". Jf. Daame, daam.

"Dæme n. 1) Udseende". A. Vald. 3) Snit, Skik paa Arbeide = Daam, Lag, Fynd. VTel. "Han heve slikt eit Dæmi, so han fær de so snaalt ti". "D'æ slikt Dæmi mæ hæna". "Gott Dæmi paa Arbeie". Ogsaa m. "Ein goe Dæme pa Sle'en". Tel.

dæmen adj. overdragen med Dæma. Shl.

dæna, dænna, Innh. se der, derne.

dærle se dæla; Dærl, Dærli se Derle.

"dæsa v.n." A. Ma. Shl. Fosn. "d. aav".

dæseferdig adj. nær ved at forkomme.

dætt adj. n. = daatt, se d.

døbla v.a. (ar) 1) se duvla. 2) tilskynde indtrængende; trygle næsten truende. Tel. (Heiddal). Mere udbredt i denne Bet. er "tøble" Nedre Tel., "tøbbe" Smaal.

Døblong m. se Duvlung.

"Døger (Døgr) n. Døgn". A. Er f. i VAgder, som og i Landstad p. 173: níe døgrir, og i Sv. Diall. Jf. Jamdøgr f. "Døgerdvelja" se Dagdvelja. 2) Termin "Dag o Døgr". Ø- og VTel. 3) Tid paa Dagen; Tidspunkt, Øieblik; særlig med Hensyn til en vis, naturlig eller mystisk, Virkning af Dagstiden. Smaal. Follo, Tel. Ma. "Eit gott Døgr", heldigt Øieblik; "vondt Døgr", ulykkeligt Øieblik, ogsaa en hel "Tycho-Brahes-Dag". "Naar 'an høve Døgraa, kann 'an spiiga Staen te Bakstevee" (Finnsland i Ma.). 4) Lune, Humør. Gbr. (Lom), Vald. (ØSlidre). "Han va i goe Døgree". "Der va äit Skarve Døgr paa 'o". Som i Sv. Diall. Særlig: godt Lune; Ringerike. 5) godt Søveir. Shl. Jf. "da dagast mæ Veere".

"døgervill adj." A. 3) fortumlet; søgende planløst og forgjæves; desorienteret. Gbr. I Sogn: "dæurvidl". Ogsaa: ubeslutsom, raadvild. Sfj. "Aa vere döureville æ Tiespille". – dygnvill A. Gul. Røros.

døggja v.n. (er, de) være eller blive dunkel, uklar. Sogn (Hafslo, Aurland). "Eg døggje paa Syni". "Da døgde før Augo, dar va slik Moe". døggjast v. d. s. Sogn (Hafslo). "Eg d. pao Syni". Jf. dogg (døygg), degg, se dokk.

Døgra f. Dagstid = Døger 3). Ryf. (Suldal). "Ei goe Døgra paa Dagjn"; "ei galo Døgra mæ Timmre", en Dagstid da Tømmeret ilde taaler Fremførselen.

?Døgrafosta f. et Døgns Faste. SBerg.

døgren adj. yderlig dorsk. Vald. (Slidre, Aurdal, Vang). Til Døgr n. dorsk Person. Vald.

døkk, døkksleg adj. øde osv. se dokk.

"Døl f. liden Dal". A. Ma.; Jæd. hvor det er en længere rendeformig Hulning medens "Døyld" (Dæld) er en skaalformig – Døledrag n. fedt England, hvorigjennem Gjødningsvæksen fra Husene siver. Tel. "Dølabloom", med kort ø og med a. VTel.

"Døl m. Daleboer". A. Ogsaa Døle, Li. Østerd. og fl. "Kvindøle" . – Dølemarka bestemt f., er Høilandet i NV for Vestfold, særlig Numedal og Hallingdal. "Dølajænte, Dølamaal", med kort ø og med a, Gbr. fl.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   25   26   27   28   29   30   31   32   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə