A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


antrgulen adj. modstræbende, tvær, vrangvillig. Hedm. og Gbr : antr´guulin



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə3/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   219

antrgulen adj. modstræbende, tvær, vrangvillig. Hedm. og Gbr : antr´guulin. Gbr. antrguu´le. Se andgulug og gula.

antvarlaus adj. se andvarlaus.

ao. Denne Tvelyd, der lyder omtrent som au i T. Haus, er oftest en Udtaleform af aa (á) se d.; sjeldnere af "av" og "aav": kaoa dvs. kava (kaava); Laoe dvs. Laave (Hard. Voss, Sogn).

"Ap n. Gjækkeri". A. "Gjera Ap a(v) ein", gjøre Nar, drille. Land, Follo og fl.

Ap n. baglængs Gang, Retireren = Hoping. Mest i: "gaa i Ap", gaa baglængs. Hall. (Gol). Til apa dvs. hopa.

"apa v. a. og n. (ar) gjække". A. 3) gjøre
meningsløse Armbevægelser, slaa omkring sig = fikta. Dal. Jæd. "Staa kje so aa aba mæ Kniivn!" 4) forurolige og forvilde ved ublid og selvmodsigende Behandling (som naar en Beruset rykker snart i den ene, snart i den anden Tøile). Ork. og Strinda: aapaa (ein Hest), aapaa upp (e. H.). "apa mæ", d. s. Vald. Neppe for hopa. – "apast v." A. apast (inn) paa ein, trænge sig drillende ind paa En. Li.: abast. Gbr.: aapaas(t). – Aapaastikke f. a) en Driller, Tirrer. b) enslags Legetøi. Gbr. (Lom, Vaagaa).

"apa v. rykke tilbage, for hopa". A. Hall. (Gol, Nes). 2) vige tilbage fra en Beslutning; ombestemme sig. Hall. Se Ap. – Aping f. Retireren; Ombestemmelse; Vægelsind. Hall.



"Apa f. Abe". A. 2) Gjæk; Menneske uden Selvagtelse. ØTel. "Ei Fylle-Ape". "Full som ei Ape".

apaleg(e) adj. og adv. naragtig, uvittig, gjækkelig, meningsløs. Tel. (Kvitseid, Vinje, Moland). "Du drikk o dusar so apaleg", "apalege veen´e", overordentlig smuk. Se apelege.

"Apall m. Abild". A. Apaal, Abaal, VAgder; Aapaali, Rbg. SVTel. (Treungen og fl.); Aabaal, VNed.

Ape m. Særling; Halv-Fjante = Tule. Li. (Eikin). G. N. api Abe.

ar i ar-kor, ara-villr osv., se annan(-kvar).

"ara seg v. (ar) passe, tage sig ud". A. Innh. Helg. og Ndm. (Aure): al' sæ(g). Hard.: ara, arer, arde. 2) arte sig, tage sig (godt) op. Hard.

Aral, i Udtrykket: fraa Arals Ti, fra Arilds Tid. Rbg. (Evje). Fraa Arels Ti. Dal. Sæt. (Valle). "Fraa Ariels Ti". Sæt. (Bygland); "fraa Arons Ti". Jæd. Dal. Jf.? G. N. ár#-alda. Se Adel.

"Ard (Ar) m." A. Udtales Ard i Tel. (Selljor, Laardal, Kvitseid), ligesom Ardejønn ("Ardjarn". A.) og arde v. se flg.

"arda v. a. (ar) pløie". A. 2) "ale Poteter, me Al", hyppe. Smaal. – "Hertil hører vel ogsaa: ale (are) v. n. arbeide sterkt, slæbe. Smaal." A. Ogsaa ganske egentlig: slæbe, drage langsomt henad. Østerd. (Oos, Tynset, Lille-Elvdal). "Skyttärn ale se(i) fram paa Buka". "Ale aa kjøre".

Arda f. Sælestroppe; Ara, Senja (A); Ala. Helg. (Mo). Are m. d. s. Senja; meddelt, I Smålandslagen: arþa. – Arstikka f. = Orepinne. Senja. Se Or(d)a.

Ardedregel se Dregel.

Ardekubbe m. stor Træklods, som man skjæfter "Ardejønne" (Plovjernet) paa. Tel.

Ardhaus m. = Ardaas. Totn: Alhöus; Hall.: Alahaus.

Ardleiva f. lidet Agerstykke som Ploven har levnet og som maa spades. Ryf. (Suldal): Arløyva.

arestan adv. dvs. annarstad. Hall. og fl.

"arg, adj." A. 4) karrig. I Sogn, Vald. "Han æ so arge, han time'kje eta seg mette".

Argefant, m. En som gjerne vil tirre og fortrædige. Gbr. – Argemeis m. d. s. Gbr. Se Meis, arga (Gbr.). – Argepitil m. d. s. Gbr. (Øyer).

argfast adj. arrig og trodsig, især om Børn. Stjør. (Heder ogsaa arfast? Stjør. (Maaraak), hvilket maaske er ardfast, se ara seg?). – argfastug adj. d. s. Stjør. – argsett adj. d. s. Ndm.

"Armbøst". A. Aarbust, Namd. Harbust, Romsd. Harbøstä, Helg. (Vefsn).

Armeslag, n. (Rum til) at slaa sine Arme ud; mest om Skomageren. Hall.

Armeslengja f. Styrkeprøve, hvorved man griber i Armene og søger at slænge til Jorden. Shl. "Ta Armaslængja". – Armasletta f. d. s. Hard.

Armskrike (i') m. Albueleddets indre Vinkel. Dal.: Armskrikje (og #-g#-); Jæd.: Armskreegje; Ryf.: Armakrikje.

Armslag n. = Breiddvid. Stjør.

"Armstaup n. = Armhola". A. Innh. Gul. Strinda. 2) = Ermestaup. Ryf. Trondh.

Artaløysa f. uartigt Menneske. Sogn.

arvegild adj. om Datter: arveberettiget lige med Broder = brodergild. Sæt. Tel. (Svein.) Jf. G. N. arfi Arving og bródurgild.

"As n. Gjæring". A. Voss, Sogn, Hard. Sfj. "Da va slikt As i haanaa idag", urolig Iver. "3) Uro, megen Støi". A. Romsd. Shl. Hard. Ryf. (om larmende Virksomhed). Se asa, Asemot.

"asa (1), v. n. (es, os, aset) bruse op osv." A. Sogn (Aardal, Vik, Aurland): asa (og esja) es´e, oos, ase. "Da oos um Skod´n", idet man traadte i Mosen. I Rom. (Nes, Ullsaak, Fet): asa, æs´r og as´r, ees, asi og eesi (eese). I Østerd. (Rendal, Tynset): aasaa (og æse?), æs, ees, ese. I Ndm. og Gbr.: asa (og æsa), æs, aste, ase og ast. Se esja, æsa. – Hertil: Asing f. Gjæring. Ndm.

asa (2) v. n. (ar)". A. 3) anstrænge sig med noget, "stræve" med, tumle med. Jæd. Ryf. "Han asa aa skunda seg; asa mæ dæ". 4) snakke meget og larmende, som en lidt beruset; = søgja, vasa. Vestfold, Nhl. Shl. (3 og 4 er kun Afskygninger af 2 hos A.) Jf. osa og oosa. – Asekolla f. snakkesaligt og høirøstet Kvindfolk. Sogn ("dl). – As(e)merr f. Brushoved. Innh. Se As.

Asemot n. snakkesaligt og høirøstet Lune. Nhl. Shl. og fl. "Han hadde eit Asemot paa seg idag, prata um likt aa ulikt". Ogsaa: Osemot, Aasemot, se osa (o'). Hedder ogsaa "Masemot".

"Asal m." A Aasaali, Sæt. Rbg. Asaal, VAgder. Aasaal, VNed.

Asat m. Vare, Varetægt; Ansvar som følger
med Varetægt. Shl. (Etne, Fitja). "Ta A`sat paa". "Du ha(r) A`satn!" Klinger fremmed (Fr.#- Eng. hazard?).

As-eim m. aandeløs og ophidset Skynding; hed Hast. Nhl. (Sund, Hamre). Ogsaa: Asm? Nhl. Jf. As, Asn, osma.

"asen adj. gjæret". A. Ndm. Rom. NGbr.

asen (2) adj. udfoldende aldeles unødigt stor Kraft; tumlende; ustyrlig; vælig. Ryf. Stjør. Ogsaa: høirøstet, pratsom. Shl. – asutt adj. støiende, lystig. Stjør.: "aasaatt". Af asa (2).

asesam adj. stærkt paadrivende; rivende, skyndsom i sin Gjerning. Innh. (Stod, Stjør.): aasaasam; af "aasaa paa", asa.

"Ask m." A. – Hertil: Askegnyste n. haard Klods af Askeved. Tel. Askesev n. Fnug og Hinder af Askebark, se Sev. Sæt. – Askestøde m. Sted, hvor Ask gror i Mængde. Tel. Se Støde.

Ask m. 2". A. 3) = Stava, Stjør. I Helg. (Bindal): Kar til at melke i.

Asn n. Tummel, Sammenstimling. A. Nordl. "Fugleasn". Østerd.: Astn m. (og Asn?). 2) = Aseim. Nhl. Hard. YSogn, Sfj. Nfj. "Han kom i slikt Asn, da va'kje Raa te skyna kva han sae". Ogsaa: Osn og Aasn, Nfj. (Selja), Sfj. (Førde). 3) yderst urolig Person. Nhl. (Hamre). Se flg. og osa (o').

"asna v. n. (ar), tumle afsted osv" A. Gul. og Østerd.: "astne" og "astnes". "Kua flyg aa astne (asne)". 2) tage hidsigt fat, fare til. Jæd. Ryf. "asna te"; "forasna", adj. forhippet, hidsig efter; Jæd. Ogsaa osne og "aasne"; Sfj. Nfj. 3) være yderst ivrig ved et Arbeide, tumle med noget. Helg. og fl. "Ka du asna mæ?"

asnande adj. som farer til, tager yderst ivrigt fat. Rog.

Asning f. Gjæring; Gjær. Hall.

Aspamar m. en Maar; se Ospemord.

[Asspikl n. Nar, "Spektakel". Sogn. For "Aspekt, Spektakel" og dl.?

Astr n. = Asn 2). Helg. – asvete se av-.

"Asveder (Asveer) n." A. Sfj. Romsd. Og. Oseveer (o'). Sogn, Voss. Se osa (o').

"at conj. at." A. aat, Sfj (IDale). Sjelden.



ata v. a. (ar) hidse til Kamp = etja. Rbg. (Tovdal), Ned. (Froland). "Dei ata Hestane ihop(er) mæ Steinkast". G. N. ata ophidse?

"atall adj. 1) tirrende". A. Hadeland, Vestfold. 3) om Børn = ampesam, ampr. Vestfold.

"atalsleg adj." A. 2) uhyggelig, trist; = nefst. Hall.: atahle (og aatalsle). – Atfærer se Aat-.

atla v. agte (at gjøre noget). Jæd. "Atla seg te By´n". – atlast v. agte sig, bestemme sig. Ryf. (Hjelmel. Strand). "Eg sku atlast te gjort dæ". – Se etla.

Atsøkjarar, Liebhabere. Tel. se Aalsøkjar.

atta præp. og conj. uden. Dal. (Hæskestd, Hedland). "Dør va ingjen heima atta han" "Ikkje atta", kun. attn, NGbr. For utan?

attarfor præp. = attanfyre. Tel. (Moland). – attarfyri adv. (og præp.) d. s. Tel. (Moland, Mo).

attaugete adv. bagvendt. Shl. Se avig.

att-aat conj. ved Siden af at; imedens. Totn. (Birid). "Ho læg attaat ho sæv", hun leer i Søvne. Meddelt.

att-aat-brend adj. om Mad: sveden. Sogn, Vald. Gbr. Rom. Vinger. att-aat-svidd, d. s. Rom. Og: attved-brend, medbrend.

"attende adv. tilbage". A. Ogsaa: attenda, NBerg.; att-end(e)-att, Hall. Ndm. ("attendattjaagaa", Rindal); aat-ende-att, Hall.

atter- se attr (hvis R er vokalsk og oftest bliver til mat E).

attfjatt adj. = fatt. Helg. Se bakfatt.

attfjetta adj. se Fjetta.

attgag adj. tilbagebøiet, især indadbøiet i Midtryggen og stikkende Hage og Mave frem. Ryf: attegage; Jæd.: attigaga, se gag, gaga.

Atthall n. Nordside = Bakhall. Ndm.

atthavd adj. lukket. Trondh.

"Atthug m. Omsorg". A. Hard. 2) Minde, Hukommelse? Tel. (Mo). Maaske "Athug´e", se Aathug.

?atthuga v. a. mindes ret, komme i Hu. Tel. (Mo, Vinje; usikkert). "Eg kann'kji atthuga de, eg heve gløymt de". Maaske "athuga". Se aathuga.

atthuga adj. omsorgsfuld; kjærligt bekymret. Hard.

Att-ida (i') f. Bagstrøm = Att(e)rida. Ndm.: Att-eaa; Romsd.: Attr-e'e. – Att-eaa-kvervil m. Bagstrømshvirvel. Ndm.

att-i-komen adj. kommen tilbage i noget, særlig: kommen tilbage ("gaaende") i Barndommen, alderdomsløv. Gbr.

"attkeik adj. tilbagebøiet". A. Sogn, Vald. Hedm. Land Rom. Busk. Vestfold. – Ogsaa: attekeik, kneisende, Voss; attkikk, Smaal. og fl.; atkeik og akeik, Busk. og fl.; attkeiken, Sogn og fl. 2) attkeik, egensindig, egenvis. Vald.

attkeikt adv. bagvendt, tvært, hinderligt. Vestfold. "Dæ gjekk a.".

attkeipeleg adj. og adv. forkert, bagvendt, tvær(t) = andkeipeleg. Sogn (Sogndal, Lærdal). – attkeiveleg d. s. se keiva Sogn (Sogndal). – attkeikeleg, d. s. Sogn

"attkold adj." A. 2) konkav; om Bjergsider (og andre steile Ting? Baadside?). Sdm. (Hjørungfjord, Øyrskog). Jf. attrkvelvd.

Attlega (e') f. 1) Hvileland = Atterlega. Gbr.: Attlego. 2) = Attergløyma. Romsd. Attelege.

Attlegd f. = Attlega 1) Nfj. (Gloppen og Stryn; mest: "-lægd").

attlest adj. = baklest. Hall. og fl.

Attlit (i') m. brugt og svækket Farvesuppe
= Etterlit. I Ndm. Attleet(t); i Ork. Attlætt.

attlysa v. gry = atterlysa (A). Røros.

Attnykka. "Kaam(m)aa i Attnykka", gaa tilbage, gaa nedad = attrast; "vara i A." ligge agterud. Totn. Maaske til nykkja, Nukk. "I Attrmeisn" d. s. Follo, Smaal.

"attra v. a. 3) attra seg." A. Nhl. Shl. Hard. Rbg. "Han attra seg paa Handelen, – i da", stod ikke ved sit Ord. 4) attra seg, komme igjen, yttre sig igjen, om Verk, Udslæt og dl. Hard. "Saore æ so leidt te attra seg". Noget usikkert i denne Bet. Maaske "attraa"; se attraada, Atttraa.

"attrast v. n. 2) gaa tilbage, svækkes". A. Ma. 3) tilbagekalde = attra seg. Tel.

attraa(da) seg v. r. (r, dde) ombestemme sig. Tel. (Vinje). Ogsaa: avraada seg.

"Attrbera (e') f." A. (Atter-). Ryf. Voss, Sogn.

"Attrbod (o') n. (el. f.)" A. (Atter-). Attrboo, Østl. (Totn og fl.); Attrabø, Hall. Ndm.; Attreböu, Røros.

Attrdrebba f. = Att(e)rdrepa. Shl.

Attrkvelvd f. en større skaalformig Indsænkning eller halv-cirkusformig Indskjæring (Botn) i Landskabet, hvilken aabner sig ind imod Landet eller bort fra den Talende (fra Fjorden). Nfj. (Stryn, Honndal). "Gar´n ligg i ei Attekvæld, dær dæ kvelve seg upp att-i". Jf. Kvelv.

attrkvelvd, adj. "attekvælt, attkvælt" 1) om Landskab, som danner "Attrkvelvd". Nfj. (Eid, Stryn, Honndal). 2) indestængt (overhovedet), skummel, uhyggelig; om Steder. Nfj. "Ein attkvælte Plasse". hedder ogsaa "kvælsle". Nfj. Se attkold.

Attrlæte, n. Lukkelse, Lukke; Laas, Krampe. Ryf. (Suldal, Sand, Nærstrand).

attrpaa præp, og adv. = attpaa dvs. tilbage paa. Nfj. Sfj. "Ein Bæv´e (Dimm´e) attepaa Far´n, en Lighed med F. "Ro fram attepaa", ro tilbage i samme Leie. Sfj.

Attrreka f. Hundyr, som er drægtigt anden Gang. Sogn. Nhl. "Fysst Kidling, so Peit, so Attereka, so Geit". – Attr-raak f. d. s. Sfj. Se Atterraaka. A. – Hertil Attrraakaar n. Aar, hvori Dyret er "Attrraak". Sfj. Sogn, Nhl.

Attrstoda (o') f. 1) hvad der bliver staaende igjen, Rest. ISogn: Attestoa (af Korn); Shl. Jæd.: Attestøa (af Tørv). Se Etterstoda. 2) Efternøler. Sogn.

attrstreiten adj. dragende #-, strittende bagover. Sogn, Hard. "Ei attestreiti Skreppa (Byrd)". Se streita.

Attrvend f. Vending, Forandring Sogn. "Gjord Gjerningg faor ingji Attevænd".

Attrvik (i) n. Fravigelse fra Aftale eller Udtalelse; Modifikation eller delvis Tilbagekaldelse. Voss, Sogn. "Han hadde no alti noko Attevik pao da".

attsløg adj. bagud eller udad-bøiet, om Ting (Redskaber), som skal være lidt fremad- eller indad-bøiede, = gag. Tel. (Selljor). "Ljaa´n æ attsløg".

Att-traa eller Att-raad? f. Tilbøielighed til at komme tilbage; om Verk, Saar og Udslæt. Hard. (Kvamm, Odda). "Dar ligge slik ei Attrao i Beine, i Saore".

att-traaen eller att-raaden? adj. om Husdyr, som veed at finde Udvei til at komme tilbage til deres tidligere hjem. Berg.: attraaen.

att-til præp. og adv. tilbage til; atter til Hall. (Aal). "Att-tee Støls". "Me ljøte att-tee no".

"attved præp. 2) med, sammen med". A. Vestfold; Hall. (Aal, Nes, Gol): affe. 3) bagerst ved, = burtved. Hall. (Aal). "Affee Veggj'n". 4) adv. "lægge att`vee" det, lægge til, addere. Vestfold.

attve(d)brend adj. sveden = attaatbrend. Vestfold (Sandsvær, Eiker), Gbr. (Lesja). I Hall. (Aal): affeebrend. – attve(d)se(g)brend, d. s. Gbr. – attveesvidd, d. s. Østl.

attvæg adj. veiende eller hældende bagud. Tel. (Selljor, Rauland og fl.). "Kjerra æ attvæge". – attvægjen adj. d. s. Tel. (Mo og fl.). "Sængjee æ attvægjee", modsat "fotrennd". – attvægd adj. d. s. Tel. (Kvitseid, Vinje). Se framvæg. G. N. vægr, balanserende.

attvægjes adj. bagover-hældende. VestTel. "Liggje attvægjes mæ Hovui".

Attyrja f. = And(t)yrja. Tel. (Mol.) Meddelt.

atuge Atugji se aathuga, Aathuge.

atværn adj. undselig. Tel. (Bø). Se aatvar.

au v. mylrede, Imperf. af y; se dette.{MERK: Er ikkje infinitivs- og oppslagsform, men fortidsforma av verbet y.,OV}

aua v. n. (ar, a og dde), mylre, vrimle. Sogn (Vik, Lustr), Sfj. (Askevoll, Førde, YHolmedal). "Da audde mæ Folk paa Kirkjebakka". "Da audde aa gaudde" eller "aua aa gaua". "D'æ auande fullt mæ Sild". Jf. y; G. N. úa, mylre.

aua v jamre, skrige au, "öu". Jæd. – öue seg d. s. Nedre Tel. – auja d. s. Hard.

"aud adj. 1) tom, øde". A. "Eg gjekk reint uti öudt", jeg gik rent forgjæves = uti inkje. Hard. (Røldal). "2) lens, blottet. Næsten alm." A. "Dæ va'kje audt" = "det var ikkje fritt" dvs. det manglede ikke ganske; oftest ironiskt = jo det skulde jeg mene! Rbg. VAgder, Ryf. Nfj. Ndm. Namd. 3) "æu(d) i Smagj´n", doven ved Henstaaen = Eng. stale. Li. Se ogsaa daatt.

Aud, Blottethed, Tomhed = Audn. Ma. (Aaserall, Finnsland, Holum, Halsaa). "Vera i Au´æ for Pænga", være blottet for P. (Aas.) Og: "i Æu´aa, i Æu´a, Öu´a" (YMa). "I Æu`aa" forekommer maaske ogsaa: Dette kunde være af G. N. auda = audn Ødehed, eller en Form af aud adj.

audbeitt adj. som let lader sig afmeie; om Græs. Til beita. Lyder öurbeitt i Helg. NTrondh. S.Trondh. Shl. Hall.; orbeitt
(o'), i Guldal; öubeitt, Helg. (Brønøy, Bindal).

"auden adj. beskikket af Skjebnen. Jarlsberg". A. Larvik: "han va æue aa døy da".

Audesmak m. 1) doven Smag, formedelst Madvarens Henstaaen. Li. Se aud. 2) Smag efter et Kar, som har været længe ubrugt. Ma. (Bjelland): Æue- (Öue-). Oftere: Øy(d)esmok.

audhøyrd adj. 1) som hører godt = letthøyrd. Ork. og Innh.: öuhørt. 2) let at høre, let hørlig. Ork: (Rennebu): ohørt (o').

"audkjend adj. let at kjende". A. Gbr.: öu-. Østerd : o'.

"Audn f. (1) 1) øde Tilstand osv." A. Agder, Dal. "Gar´n ligg i Aun´æ ett'an", ubeboet, SætB.; ogsaa: "i Aunine", Sæt. "Vera i Æudn´æ (og -aa, Öudna) for Pænga, Mat (-d)", VAgder; ogsaa: i Æutn´a (og Öutn´a) Li. (Lyngdal, Kvin), og "i Æun´æ"; Li. "Kaama paa Öun´æ (mæ Arbeisfolk, mæ eit Arbei)", komme til kort. Li. Dal. – "Öun´æ" er et hyppigt Stedsnavn for Agre (Rydninger) i Shl. (Fitja).

"Audn f. (2) Held." A. – I Sogn (Lustr) ogsaa om heldigt Instinkt, beskjærmende Drift. "Dan fudle Mann´n hadde dan Æuni aa dra(ga) seg i Hus, loll".

audnast v. n. afældes, opslides. Li. (Kvin): æudnast og öutnast. For aurnast, eller til aud, Audn (1)?

?audnen adj. heldig i sit Gaardsbrug. Sogn. "æunen". Usikkert. (Se Audn 2).

"audsedd (ee) adj. øiensynlig". A. Røros: öuseett; Ndm.: äusjitt. – öu-sjaaand, d. s. Røros. 2) "E vart öusjitt (og öusjeett) paa'n", jeg maatte see paa ham. STrondh. audsynt d. s. STrondh. "E vart öusyynt paa'n".

"audsleg adj. noget øde; kjedelig". A. öudlig, Dal; öutlig, Li. (Kvin); æudelig, Li.; æuelig, Ma,; öudlæ (før Fisk), Shl.; öule, Gul.

"audtæg? adj. stræbsom". A. Shl.; Nhl. (Samnang): autige = gridug.

audvisst adj. sagtmodig, stilfærdig (ligesom overvunden); undseelig. Sogn (Vik). "Han sat so æudvisste". "Äit æudvisst Tingeste". Jf. audvis.

audvita (i')? v. a. (ar) have Medynk med, ynkes over. Kun i Præs. Inf. og Indic. Dal. (Hæskestad, Sokndal) "Eg vil'kje öuvida (t) deg dæ Slag". Og: öyvida (t) Dal. (Hedland, Hæskestad). Og: oy- (o'). Desuden: uvita, uveta (og d); Ryf. Røldal, Dal. Jæd. "Eg uvita deg kje eit Grann". Formerne med öu, öy og oy kunde pege mod aud (od#-; som Boyvar dvs. Bödvar). "uvita" er maaske et andet Ord, men begge kunde mødes i Bet.: frikjende, bære over med, ynkes over; jf. G. N. miskunna, várkynna.

audæt adj. velsmagende, let at æde; bruges især om Melkemad i Modsætning til Grød. Foldal: öu-æt(t); Østerd.: o-ætt (o'). G. N. ætr, ædelig.

aueleg adj. jamrende; yderst uhyggelig; om Lyd. Nedre Tel. "Dæ læt saa öuolegt".

aug adv. ogsaa: æug (og öug), Li. (Eikin). öug, öug'e, Sfj. (Jølstr). æuk (maaske ligesom "eika" for eiga, "Dak" for Dag), Li. (Eikin). "au (öu), Rbg. Tel. Østl." A. Romsd. Sfj. (Jølstr) og fl. og'e (o') Sfj. (Jølstr); og og ug, Gbr. (Foldal); u, Land; aak, Helg. og fl. Se og, G. N. ok. G. N. auk, ogsaa. – öusaa, Ma. Smaal. (Id); se ogso.

"Auga n." A. Bestemt Ental: Öugade i Nom. og Accus. Gbr. (Lom). "E har illt i Öugaee", Dativ sing. NGbr. (Lom og fl.) – "Han æ kje langu unde Öugo", blir let vred. Hard. (Ullensvang). "Glo (stire) te Ougnars", se ret ind i Øiet. Tel. (Mo, Rauland, Selljor).

?augdrepa v. a. gaa (En) paa Livet. Sæt.

Augeklemba f. Klemme, som sættes over det øvre Øielaag for at holde vaagen. Rbg. (Aamlid): Öugeklæmme. – Augstippa f. d. s. Dal. (Hæsk.)

Augekvarv m. = Augnekvarm. Totn. Hedm.

auge-liten adj. liden, saa det netop øines. Ma Vel mest: "æue liten".

"Auger m. Udtalt Aug´er, Sogn og fl." A. G. N. augr. (Edda Skáldskaparmál). En Art eller Varietet hedder "Luusaugur". Hard. Shl. Öuaar, Salten; Öuen, Li. (Nes, Kvin). 2) en Gloer; ogsaa En, som vrænger Øine eller ser med et ondt, skadebringende Øie. Sogn: "Æug´r" (Vik), "Æugur" (Aurland, Aardal, Lærdal); Vald. (Vang og Slidre): Augor; Sogn (Lustr) tildels: "Uggur". Den sidste Form er maaske at opfatte som "Ugg#-ur"; se Ur.

auger, augete og auo adj. se avig, ovug.

Au(g)eraa f. Øiekrig = Augnekraa. Røros.

Au(g)-grand n. = Augne Grand. Hedm.

Au(g)-grim m. = Auger 2) Sogn (Balastr).

Augmaal n. Øiemed, Øiemaal, Hensigt. Stjør. Maaske dannet efter "Øiemaal".

augna v. 1) bruge sine Øine stærkt til Stirren eller Øiekast. Sogn (Vik, Aurland). "Du sit aa æugna da burt før meg", forstyrrer mig i det ved din Stirren. 2) øine = øygna. Sogn og fl.

augnande adj. og adv. øienlig. "a. lite" = "auge lite". SBerg. Ryf. Rbg. "augnande(s) Tær", d. s. SBerg.

augnast v. recip. veksle Blikke. Sogn.

Augne i flere Sammensætn.; nogle Steder Ogne (o') og Augna". A. Ogn-grand m. dvs. Augne Grand. Hall. (Aal). – Ogsaa i flere Genetiv-Forbindelser. Mest i Agder. Augne Kor n. Fortrin ("Kor"), som netop (neppe) kan øines. Rbg. "Dette Vadmaale heve Kore, d'æ baade breiare aa tettare, men d'æ eit Öugne Kor". – Augne-Korn
n. lidet Korn, liden Smule. Især i "Æugne-Konns lite", bitte lidet. Ma. (Bjelland, Holum); tildels "Ognekonns", og "Agnekonns", se Agn. – Augne Mun m. Forøgelse eller Forskjel ("Mun") som netop kan øines. Rbg. Li. Tel. – Augne Tær(e) n. bitte Smule. Shl. Hard. Tel. Rbg. VAgder. Tildels "Ogne Teer", se Tære. – Augne Syn f. d. s. VAgder. Oftest: "Æugne (og Ogne) Søyn". Se Sjon.

Augneblunk m. Øieblik. Hall. (Gol): Øgne-.

Augnefarang m. = Augfarang. Tel. Hall.

Augnekrik (i') m. Øiekrig = Augnekraa. Nedre Tel.: "Ognekrik(k)".

Augnekvarv m. (n?) = Augnekrik. ØTel. (Tinn, Grandsherad, Selljor): Ognegvarv. – Au(g)ekvarv n. d. s. Ma. Nhl.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə