A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə34/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   30   31   32   33   34   35   36   37   ...   219

Ette(r)spurdag (u') m. = Etterspurnad. Sogn.

Etterstoda (o') f. 1) = Atterstoda. Rbg. (Tovdal): "Ettestoe" om gjenstaaende "Høysaatur". Vest Agder og Rogaland: Ettestøa. Om Søfisk som er bleven staaende Vinteren over i Ferskvand; Ryf. Ogsaa "Støa". 2) = Attergløyma. Rogaland. Ogsaa De F. I D. Diall. "Efterstand", Restans.

Etterstødning m. igjenstaaende enlig Ting;
saaledes "Etterstønnings-Tre", efter Skovhugst. Vestfold.

Ette(r)takst m. hvad der tages bagefter; især om smaa Levninger af Hø ved Indhøstningen. Hall.

"Ev (e') n. Spor osv." A. Tel. (Vinje og fl.) Ned. Ma. Li. Dal. Jæd. "D'æ kje Ev´e te", der er ikke Spor (Sporet) af det. – "Æ dæ kje sannt?" "Nei Mænn æ dæ kje Ev te; dær æ kje anten Ev ell Stev i dæ", ikke Spor af Virkelighed; Ma. – Eve m. d. s. Tel. (Laardal, Høydalsmo). "Eg saag kje Even av de". "Eg høyrde den seiste Even av Ljo´e", den sidste Antydning af Lyden. Ofte ogsaa Ævi m. (og n.?) Tel. (Mo, Vinje, Rauland. "De va kji Ævi te de i hann", der var ikke Antydning eller mindste Forudsætning dertil i ham."Dæ va kji anten Ev hell Ævi ti", Bugge p. 40.

Eva (e') f. = Ev; Antydning, Spor; gjerne i plur.: Evur, Tel. (Laardal, Vinje), og oftest Ævur, Midt og Vest Tel. Sæt. Den ventelige Form "Evu" – som "Reku" – er sjelden (Høydalsmo). "Ei liti Æve (Evu). "Der va kje Æva – Ævunne – atte av Plaggje, Griisn hae ete de". "Eg saag just Evunne ette dei, der dei hae gjængje".

"eva (e') v.n. (ar) tvivle". A. Gbr.: "æva se"; Tel. (Vinje: "eva paa", grunde paa). "2) ømme sig". A. iva seg, Shl. 3) give el. have en svag Antydning af noget. Af Ev. Midt og Vest Tel. Sæt. a) af Virkning paa Sandserne, især Lugt og Smag: "Kopp´n evar av Ost´e enno"; "de evar av Ost´e"; "de evar av seg av Lit´n enno", farver lidt af, smitter lidt. b) af Mening og dl.; saaledes: gjøre Anlæg til, men ikke fuldføre = emna paa; slaa paa, hentyde til. "Han eva no paa de, men vill' ikkje ut mæ de"; "ho eva paa Visa", begyndte at synge, nynne. "Han æva aa kjæva aa seie dæ oppatte", Jæd.; Li.: "eva". – 4) "eva itte", forsøge at eftergjøre, efterligne; mest om Børn. Sogn.

eva ut v.a. (ar) tage den sidste Kraft, "Ev", af noget, udlude. Hele Øvre Tel., Nedre Tel. tildels, Sæt. VAgder. Hedder dog paa mange Steder æva, saaledes i VAgder, hvor "Ev" nok ingensteds udtales "Æv"; se æva, A.; jf. Formerne Ævi, Ævur. "Sol o Regn hev eva ut Høytti", Sæt. VTel. "Øli æ uteva", afdovnet, VTel. "Jouræ æ utæva raent a(v) detten Regne", Ma. "Malte æ udæva", Li. Ogsaa "evla", se d. – evast av og evast ut v. dovne af, udludes. Tel. "Høye hev legje so længje, de hev evast ut". "Ogsaa sjeldnere: Klæ'i hev evast ut", er fuldstændigt opslidte.

eva seg v.n. (ar, a; og er, de) give en liden Antydning af Bevægelse? Til Ev, Eva, Eve m.? Mest om Baad som til Nød mægter Bølgegaang og Modvind = halda seg vakjen, klara seg. Sogn, Sfj. (Hyllestad). eva s., i Lustr, Aardal og Leikang; æva s., i Lustr; øva s., i Balastraand, Vik og Ladvik (og Sfj.?) "Baot´n kann 'kje øva seg øve Baoredna eingaangg". "B. evde seg kje ao Flekkj´n". "B. øvde seg litevetta". Ogsaa: "Stäin´n øve seg upp", Stenen løfter sig lidt formedelst Frost. Synes paavirket af hevja.

"evast v. n. = kvida". A. "yvast aat noke", Ryf. "yvast imot noke", Shl.

eveleg adj. værende, eksisterende. Maaske eet med æveleg; maaske af Ev. "Kvar eeveleg Bit", hver eneste Bid, Ryf. "Kvart evele Oore", Shl.; "k. ivele Oore", Jæd. – "evelig længje" adv. meget længe. VAgder. Ogsaa: eevig. "Dæ va saa nøde sum eit eevige Haar, at æg hadde gjængje udøve". Li.

Evetid (e') f. Betænkningstid. Sæt.

"Eving (e') f." A. 2) Betænkning, Betænkelighed; det at man "evar seg paa noko", Hall. og fl.

"Evja f. 1) Dynd. 2) Pig med sumpige Bredder, liden Gren af en Elv". A. Evju og Øvju, Rom. ØTel.; Ivju, Hall. Busk. Vestfold (Sandsvær), Yvju, Hall. (Gol). Evje og Øvje, Østerd. og Gul. Især om en dyndet Aabred med grunde Viger og Pytter som en høiere Vandstand har efterladt. Ma. østerd. I Innh.: Övj, Indr. Stod, Sparbu; "Öuj", Verdal; Öv(v)i, Stjør.; Æv(v)i, Finliderne. Ogsaa: Pyt, Pøl, f. Eks. i en Mose; Sparbu. "3) en svag Strømning". A. Bagstrøm i Aa hedder tildels blot Yvju i Lom i Gbr.; Øvju i Vaagaa og Foldal i Gbr. Ndm. Odal; ogsaa: "Snara-øvju", Ndm. Bagstrøm hedder Attöue og Attöu i Gul. (Holtaalen? Soknedal) og er meddelt som "Attauve" fra Gul. (Budal?), hvilke Former dog neppe hører sammen med "Evja" og Helgelandsk "Ave", skjønt de sommesteds synes at være m., men snarere er Udvidninger af Guldalsk "Oe" (o') eller "Öe" dvs. Ida, se d. I D. Diall. er "Eve" f. = Dynd, i Sælland; = Ebbe, i Jylland.

Evjemakk m. = Fjøremakk. Shl.

Evjepøyla f. grund Vig med Dyndbund. Shl.

"evla v.a. mægte". A. Sogn, Vald. øvl, Salten, Innh. evla seg, Sogn = klara seg; Nfj. (Hyen og fl.). "Lasse æ so tungt at Hestn kann ikkje evle seg", bruge sine Kræfter, mægte det ringeste. 2) "evla mæ", bemøie sig med. Vesteraalen.

evla ut v. a. = eva ut (udlude); ogsaa: udtære, udslide. Ma. (Øvrebø). "Han æ udevla paa Arbei". "Politikkjn æ saa udævla (i 1884)". "Hestane evla kværandre ud" (i Slagsmaal). Tør høre til evla, Avl.

evlast v.n. = elnast. Li. (Meddelt fra Kvin). "Dæ evlast Beidemakk i Skyane". "Dæ he evlast eit nytt Bæen i Verkefingrn". Jf. avla.




evlaus adj. uden Spor af Virkelighed eller Indhold; meningsløs. Sæt. "Ai evlause Lygn", en fræk, voldsom Løgn. Ogsaa: evelouse, Tel. (Moland) og ævelouse, Tel. (Mo, Vinje, Rauland). – evelaust adv. meningsløst, urimeligt?; overvættes, uhyre. Tel. VAgder. "D'æ evelaust længje siaa", Ma. Til Ev, Eva (Ævur).

"Evle n. Kræfter osv. = Avl". A. Sogn. "D'æ aav´r Evle før de, datta". Maaske "aavrevle"; jfr. G. N. ofrefli. Se følg. og Ovrevle.

evle adj. n. om Arbeide: meget tungt, yderst anstrængende, krævende det yderste Kraftudlæg. Sogn (meddelt fra Vik). "Da gjekk evle før oss". "D'æ so for-evle før hann". "Da vart evle før meg, før(r) eg kom häim". Jf. Avevle, ovevla; erve. – "evlug adj. stærk". A. Sogn.

Evløysa f. 1) noget som ikke har Spor, "Ev", af Sandhed eller Virkelighed; noget urimeligt; omtrent = Heimløysa. Tel. Sæt. Li. "Han ravla upp slike Eveløysu, der va alli Ev i de", Sæt., om urimelige Historier. 2) noget urimelig stort, noget overvættes; en uhyre Størrelse, Masse eller Mængde. Li. Dal. Tildels Øvløysa, Li. (Kvin, Fjotland) og Ævløysa, Jæd. "Enn for ei Evløysa!" om et overdrevent Traktement, f. Eks. "Me fekk ei Evløysa Fisk", en Mængde. "Ei Evløysa te Fisk", en umaadelig stor Fisk. "Du brenne upp Evløysa!" 3) som adv. overvættes. Li. (Eikin, Kvin). "Øvløysa lange Reib"; "evløysaa længje"; bestemt f. (eller Dativ pl.) – evløyseleg adj. og adv. overvættes. Li. (Eikin). "Evløyselig lange". – Baade evlaus og Evløysa synes paavirkede af "æveleg" evindelig, endeløs, og af et "ævelaus(?)" tidløs, endeløs. F.

fabba, v.n. kludre; pusle. Fabb n. Kluder, Pusleri. Fabb m. Kludrer, Pusler. Tel. Ogsaa: fjabba.

"Fader m." A. Fair, Rbg. (Aamlid) og tildels Sæt. og VTel. (hos de Ældre); "Fai minn", Rbg. og VTel.; Fa meenn", VTel. (Vinje og fl.). Flertal: Fairar, Rbg. og fl. (Ental somtid "ein Fare").

"Faderbroder m." A. Fa`bro Gbr. og fl. Ligesaa: Fa`syst.

Faderled f. = Fadersida. Østerd.: Farlee.

faga v. n. (ar) nedstemme sine Fordringer, slaa af; lempe sig, føie sig noget. Sogn (Balastraand, Vik, Kyrkjebø, Ladvik). "Hadde han havt Vit te faga, hadde da gaott bære". "Han faga noke lite". Hænger vel sammen med "fager, Fagerhand" og de mange Germanske Ord fag-, fah-, fôg- etc. som indeholde Forestillingen af en Passen, Tilpassen, Føien.

Fagerluva f. = Fagerhuva. Romsd.

Fagg m. 1) en Bylt = Fog, Foggur. Usikker Bet. 2) en liden tykfalden tungfærdig klodset og uanseelig Person. VTel. Sæt. Jf. Ogsaa Fuggje. Faggje m. d. s. VAgder. Fjagg og Fjaggje d. s. Shl. (Etne). 3) se fagga. – Fogg (o'), Fl. Fegg´r, "Fegg´ar", kvindelig Fagg. VTel.

"fagga v.n. (ar) kludre noget sammen, svøbe skjødesløst". A. Til Fagg m. jf. foga, fugga. 2) kludre med noget; kjæle med. Tel. (Vinje). "Fagge mæ Onggane". – "Hertil Fagg m. og Fogg f. Pusler osv." A. 2) En som "faggar med", forkjæler, Børn. Tel. Oftest "Baanefagge". Noget lignende er Fjagg m. og fjagge v., men en "Fagg" vinder Børn, medens en "Fjagg" er naragtigt og oftest frastødende blid. Tel. (Vinje). Se fj, med dets nedsættende Karakter. – faggjen adj. tilbøielig til at "fagga", til Fagg n. eller Fagging f. Tel. Sv. og D. Diall.: fägga, fegge dvs. kjæle.

Faggar, Faggarfis se Fasgard.

faggeleg adj. 1) tyk klodset og uanseelig, som en "Fagg" 2). Tel. Ø- og VAgder. faggjen adj. d. s. 2) kludervorn; puslende; vrøvlevorn. Tel.

"fagna v.a. (ar) 4) beværte". A. Tel. 5) indynde sig hos En, smigre. Tel. Rbg. Ma. – Fagning f. Indyndelse, Smiger. Tel. Agder. Ogsaa: "Fagneri".

"Fagnad m." A. "Sjøldo kjeme Fjas te Fagnar". Shl. (Hos Vidsten). G. N. til fagnadar. "Gjera te Fagnars", Hall. 2) god Modtagelse osv. = Fagning. Hall.

fakk adj. = fatt. Shl. (Kvinh. og fl.).

"Faks n. Man, Manke". A. Saaledes: "Standfaks", opretstaaende M. Innh. og fl.; "Snidfaks (Sne-)", opretstaaende M. klippet med jævn Skraaning (Tynding) opad, modsat "Strikfaks" (i') dvs. klippet trappeformigt tyndet, og "Stølfaks" klippet trappeformigt tyndet, og "Stølfaks" klippet med firkantede Indklip i den øvre Kant. Ndm. 4) = Tagl. "Halefaks, Mankjefaks, Lavafaks". Ryf. Jæd. Jf. Fjaks.




Fakse m. Planten: Heire, Bromus secalinus = Faks. A. Smaal. Ogsaa i Sv. Diall. Fakse: Faks (= Tagl) = Hegre (Heire): Hagr (= Tagl). Skal andre Steder hedde "Havregras" (Hægregras?).

?Faksræk(j)a f. en Sort Ræge. Christie.

Faksstol (oo) m. Manke(rod). Trondh.

fakta seg v.n. (ar) føre sig (saa eller saa); gebærde sig. "fakte seg fiint". Tel.: Rbg. Gbr. fakta adj. med den eller den Førelse, de Manerer. "fiint æ ho fakta; daafakta". Tel. Rbg. – faktegrei(d) adj. med tækkelig Førelse, Bevægelse, Maner = greidt fakta. Rbg. Tel. – Faktir plur. Maade at føre og bevæge sig paa, Førelse, Fagter. Tel. Rbg.; Hall. Gbr. Agder (Ø. og V.): Fakti, e-. Ogsaa: "Ein klene Fakti"; Tel. (Eidsborg). Lignende Ordformer og Bett. i Sv. Diall. Se dog Fagta A.

"Fal m." A. Sogn, Innh. I Helg.: f.; her er Fal ogsaa Øie i Øks. – Falgrev n. G. med F. Sogn.

"Fal n. Falakse". A. Oslo, Follo, Innh.

Fal m. Hinde: over indtørrende Maling, af Skimmel over Mælk, af Sølv, Guld osv. "Søllfal", Plettering. ØSmaal. Jf. Farde.

falafus, Falakoll osv. se Ferda-.

Falbod (o'), Falbyden. "Gange paa Falbo", gaa at byde tilfals en Vare. Rbg. (Aamlid). Lidt usikkert; lidet brugt. Se de flgg.

falboden (o') adj. 1) falbudt. Sæt. 2) kundgjort ledig, om Embeder. Sæt.: falboen.

Falbud (buu) f. Krambod; Butik. Bamle (Tørdal), Tel. (Treungen). Lidet brugt.

Faldmun m. Rum levnet paa et Tøi til "Fald". Helg.: Fallmaan(n).

Fale m. = Fal m. (Rør). Ndm. Gbr.

Fale m. Falaske. Vestfold, Smaal.

falka? v.a. 1) ødelægge eller fordærve ved en uduelig Behandling eller Røgt; særlig (og eg.?) paaføre et Dyr Hensygnen ved fortroldende Berørelse. Hedm. (Vang, Løyten). "Du maa itte fälke burt Kua". Jf. falkast (falme). A. 2) forvride eller forvrænge Ens Ord. Hedm. (Nes). Ogsaa: fælke?

Falke m. 1) indtørret Slim i Øinene eller i Saar = Var, Surk. Follo: Fälke. For Fardke (af Farde) eller Falskje? 2) = Falskje. Smaal. (Rødenes).

"Fall n. 10) Fold". A. "Könne er te Falls (Fälls, Fælls)", Kornet er foldrigt. Rom. (Eidsvoll, Høland, Ullsaak). Jf. Laavefall. – 13) Nedfallssott, Fang. Li. Hall. Ogsaa i Jylland. – 14) Vanfald. Østerd. Gul. Sammesteds er "Foss" gjerne = Stryk.

Fall n. hvert af Krumstykkerne i Hjulfælgen. Vald.; Tel. (Vinje): Fadd "(H)ju(l)fadd". Ogsaa: Fell, Ma. Hall.; og Fedd, Ma. Sæt.; Fedla f. Hard.

"falla v.n. falde". A. Imperf. feell eller fill ogsaa i Østerd. (LElvdal). – "falla av": a) aftage i Huld og Kræfter, blive affældig; Søndenfjelds. b) aafgaa, dø = falla fraa; Voss, Sogn; jf. Avfall. – "falla ut": blive uenige, Eng. fall out; Agder og fl. – "falla utfyre": gaa tilbage, miste Kræfter eller Magt; Shl. – "falla utor": a) komme af Lave formedelst Skræk, Undren og dl.; miste Fatning; blive daanefærdig; Helg.: "fall itur´"; Namd. og Innh.: "fall tu". b) daane. STrondh. c) blive mager osv. = falla av. NGbr.: "fæille utu". Hertil: "utufullin", adj.

Fallan n. Tiden hvori Havet ebber, "fell". Helg. Fallan + Flødan = Sjoan.

falleleg adj. = felleleg. Li.: faddelig.

Fallesykje n. = Fallsott. Hall. (Gol). A.: Fallesykja. "Sykji, Sykjy", er f. i Hall. (Aal, Gol, Nes) og Vald. (Vang, ØSlidre).

Fallfot m. den ene Fod eller Støtte under Slædens Tværbjælke "Flauta" saafremt den sammen med ”Flauta” er eet Krumtræ (Knæ). Helg. Den anden, tilheftede, Fod hedder i Helg.: "Fjettre" n. Naglerne, som forbinde Langbjelkerne (Rim) med Mederne, hedder "Stallband".

Fallhavre m. = Flog-, Avena fatua. Ndm.

fallig adj. smidig = lidug. Nhl. (Fana, Mo, Sks.): fadlige. G. N. falligr tiltalende.

Fall-land n. Strand, hvorpaa Havet bryder stærkt, idet den ingen "Fallgard" har. Namd. Helg.

fallna v.n. 1) om Folk = falla av a). Li. Ryf. 2) om Planter: gulne, visne, falde sammen. Nhl. (Fusa), Tel. (Selljor); Selbu og Innh. "fäln(e)" el. "färn(e)"."Treea, Grase, Blomstn tæ(k) te aa fäln". Jf. falna, folna.

Fallnad m. god Skik; Skikkethed; passende Adfærd. NGbr.: illna. Jf. fallen.

fallskjær adj. om Ager: overmoden. Li. Sæt.

Falltre n. nedfaldet Træ. Solør, Østerd.

Fallvedr n. Vindbyge som falder nedad en Fjeldside eller en meget steilt opgaaende Dal; ogsaa Veir med slige Byger. Ndm. "-veer".

falmen adj. sygeligt bleg; ligbleg. Rbg. (Evje), Hard. Ogsaa: "falmandi blaik´e". Sæt. (Bykle). Det u-sætesdalske ved Formerne af dette og folma (se d.) gjør dem mistænkelige som fremvirkede ved Dansken.

Fals m. 1) ophøiet Søm eller Sammenføining paa Klæder, Bliktøi og dl. Sæt. VTel. 2) opsvulmet Stribe efter et Slag. Sæt. VTel. – false v. danne "Fals". Sæt. "Brynslefals, Grindfals". – Maaske Vals, Vols (se d.) under Paavirkning af T. Falz.

"Falske m. Falaske". A. Li. Rbg. Faalskje, Shl. Li. M. Rbg. Faalskji, Rbg. VTel. Fälkje, Østerd. (Tynset), Fälske ("tykt" ls) Hedm. (Vang, Løyten). Folke (aa#-ö) Rom. (Gjerdrum, Skedsmo). G. N. fölski.

Famp m. tyk og stiv Klodrian. Dal. – Fjamp m. d. s. Ryf. Jf. Fump; fjampa. – fampen adj. omtrent lige tyk overalt og stiv og klodset; lignende en Bylt eller Rulle af Klæde (Famp?) Dal.




fana v.a. (ar) udlude og blege, forvandle til "Faan" dvs. graablege Plantetrevler; kun hørt om Veirets Virkning pa Hø. "Sol o Regn hev fana Høyi". Rbg. (Aamlid); SætB. (sjelden). – fanast v.n. blive "fana", bleget osv. "Høyi fanast". Rbg. Sæt. Eet med fanast A.?

"Fanden". A. Fæn`n, Rog. Agder, Tel. Hall.

Fanken m. St. Ordene er nok Nt.

"Fang n." A. 7) Besiddelse, Raadighed. G. N. fang. Nedre Tel. Rbg. Ma. "D'æ te Fangs", det er (til) at faa. "Eg ska halle deg de te Fangs", ejg skal holde det af til dig. ogsaa: "te faass", Tel.

"Fangan n." A. Fangand (og "Fangan") Hall. (Gol). Flertal: Føngønd Hall. (Gol), Føngo Vald. (Vang).

fangdragast v. redip. = fangtakast. Tel.

"fangla v.a. omfavne". A. faangla, Ryf.

fangsaar adj. øm i Overkroppens Muskler af at bære i Favn, "Fang". Tel.

Fanna(r)slit n. Sne-Smeltning, indtil Marken viser sig imellem Snedyngerne, "Fennerne". Hard. Jf. fonnsliten. G. N. fönn Gen. fannar.

"fannkvit adj." A. fannande kviit, Voss; fodnande kviit, Nhl.

"Fant m." A. 4) Yngling; ligesom Fente, ung Pige. Num. (Flesberg). Som i Ital. og T.

Fantebrigde, Skalkemanerer; se Brigd.

fantefaren adj. bleven eller gjort til Prakker; ødelagt paa Formuen. Tel.

Fanteflak n. letfærdig Tøite. Busk.

Fantefur(d)ur f. pl. Skalke-udveie; næsten: Kjeltringstreger. Shl. og Ryf.: "-furer".

fanteleg adj. og adv. som tilhører eller er væsentlig for en "Fant"; som har hans "Lag". Rbg. og fl. "fanteleg øygd", med en Fants Øine. Se A.

Fanterand f. = F.-taatt. Ndm. "-raann".

Fanterekst m. det at "Fantar" stripper igjennem et Sted. Hall. – fantereisa v. = fantegaa.

Fantesnugg m. Fante-anstrøg. Nedre Tel.

Fantestrik (i') n. Slyngelstreg. Udbredt.

Fantestykke n. = Fantestrik. Udbredt.

"fara v.n. at fare". A. Infin. fær(r)a Fosn, YNamd. Helg. (Bindal). Præs. feer, Innh. og fl. i Trondh.; fær´r, Østl. (Hadeland, Ringerike, Vestfold, Rom. og fl.); fær, Østl. (Rom. Oslo, Modum); , Nfj. (Stryn), Sdm. (Sunnylven). Imperf. foo, Nfj. Sdm. – "faaraa aat" vise sig lunet, fare med sære Fagter, Stjør. – "fara av", miste Huld og Kræfter = falla av; Voss, Sogn; jf. avfaren. – "fara burt", afmagres, miste Huld; Hall. – "fara or", d. s. Hall. – "fara utor", komme af Lave, tabe sig; saledes: blive yderst nedslagen; men især: = fara (falla) av; Tel.: "fara oto", ogsaa "fara oto Foto" el. "fara o Foto (o')" Tel. (se Fotur og Fat). – "fara oto Klæ'i". afmagres, Tel. – "fara av Skjefte", glide af Skaftet dvs. komme af Lave, afmagres; VTel. – "fara ein ført", behandle En lempeligt, have Taalmod med, Tel. Sæt. – "fara med", forsøge sig i; ofte næsten blot: lade som = faast i; Hall. – farast fyre v.n. forhindres; se fyre.

Farang m. 2. Veienes Beskaffenhed = Føre. Stjør. og fl. "Veere aa Farangjn va ittj te di". (Farang 1. udtales ogsaa Farongg og Farungg (næsten u') i Inderste Nfj. og Sdm. (Honndal, Hjørungfjord, Sunnylven og fl.).

Faraflein, -flong, Farefleime se Farfl.

Farbeine m.? Hjælp til at reise; Lettelse med Befordring; Befordring. G. N. fararbeini, m. Hjælp til Reise. YSogn. "Takk før Farbeina!" = Takk før Skyssn!

Farbord n. se flgg.; dog ogsaa Bord 5). "D'æ gott Farbool paa Baat´n", Baaden er rigtigt ladet, Ladningen er vel anbragt. Helg.

farborda v.a. (ar) anbringe trygt (helst for kortere Tid); drage (midlertidig) Omsorg for; forsyne dvs. sikkre noget mod at tage Skade; saaledes: belægge, fortøie eller huse en Baad, huse og røgte en Hest, befordre en Vare sikkert, indpakke (emballere) osv. SHelg. (Bindal) og Namd.: far`bool; Innh. og Fosn omtrent: färbool` og förbool`; Gbr. (Lom, V.): faarbool`e. "Hu (ho) æ væl farboola", godt gift (anbragt). Fordunklingen af Vokalen (far fär för) er ledsaget af at 1ste Stavelse paa de fleste Steder er opfattet som Sammensætningspartiklen "for" og ikke har Tonen. Se flgg.

Farborde m. tryg (midlertidig) Anbringelse; Leilighed til at tage Vare paa, huse osv. se farborda. SHelg. (Bindal): Farbooli. Ogsaa Farbool og Färbool´ m. (og n.) Fosn (Stadsbygd), Namd. (Flatangr). "Hi du naan F. för (fär) Hestn (-a), Baatn (-a), Kassa?" G. N. farbordi, Leilighed, Udvei til at komme bort.

Farbording m. og f. = Farborde. SHelg. YNamd. Fosn, Innh.: Farbooling, fär, För-. I Guldal: Förboo´ring og "Förboorning".

Farbordnad m. = Farborde. Stjør. og fl. Oftest: Färboorna ("tykt" rn), og För-. "Hi du naan F. fär (för) den hænn Kassea?" denne Kasse. "Æg hi no alti F. dör dæg!" Stjør.

Fard f. Skimmel = Farde. Totn: Fal.

farda v.n. (ar) bekjende Farve, "Fard", i Kortspil. Rom. Ringerike, Modum, Smaal. Hedm. "fala" og "fale".

farda v.a. (ar) befri (Mælk og andet) for Skimmel, "Farde". Hall. – farda seg v. skimle = fardast. Hall. "fale se" og "falast".

"Farde m." A. Østl. Num. Gbr. Ndm. Berg.

Fare m. Mængde?.- "Meste Farin taa uss", den største Del af os. Vald. (Slidre, Aurdal).

faren adj. eller part. meget ubehagelig berørt, nedslaaet. Østl. og fl. "Ille förin", d. s. Rom. (Fet). G. N. farinn forkommen.

Farfleima f. En som farer fra den ene til
den anden og gjør sig sød; Flane; Kurtisør. Sfj.: "Farefleime". Se fleima.

Farflein m. Omflakker; særlig om En som farer mellem Gaardene og frier. Nfj. = Faraflein d. s. Sfj. Hall. Se Flein.

Farflong f. en Flane. Dal.: Faraflaang.

Farfyrkja f. Omstreiferske. Østerd.

"Farg n. Press". A. Gbr. Tel. I Røros og Østerd.: Far og Fär. 2) Lag, se farga.

"farga n. presse". A. Røros og Østerd.: fare, färe. 2) "fare (färe) sei", danne et ordentligt tæt Lag, et Far, Fär; ogsaa overhovedet: føie sig, ordne sig, passe ind. Røros, Østerd.

farlast v.n. omkomme, dø. Shl. (Finnaas, Stord, Fitja). "Hær ha farlast eit Livande".

?Farleiena plur. defin. Levningerne af døde Dyr. Shl. (Fitja). Meddelt saaledes.

"Farm m." A. 2) Mængde, Flok; især af Fæ. Tel. (Lunde, Selljor).

Farmaal n. Befordring. Øvre og Nedre Stjør.

Farnad m. 1) Befordring. 2) Maade at føre eller fare frem paa = Ferd. 3) Maade hvorpaa noget "farer" dvs. gaar = Ferd. Trondh. Sfj. "Ka Farna ska du ha för Konne?" "Dæ va da(a) naa(kaa) te Farna!" om uvorn Kjørsel. "Han foor ein undale Farna", det gik ham underligt. Sfj. (Jølstr, Førde). G. N. farnadr, Reise, Adfærd.

Farnøyte n. Reiseselskab, Reisekammerat(er). Tel. (Vinje, Høydalsmo). G. N. fararnautar og föruneyti Reisefæller. Se A.

Far-runar? plur. 1) Mærke efter noget, Spor til noget. Nfj. (Stryn). Sjelden Bet. "Ha du seet noke Faru´nane te de?" 2) Forgjænger (e); omtr. = Framfarar, Vardyvle; ogsaa: Eftergjænger. Nfj. (Davik, Stryn, Honndal). Jf. Forynja, Fyrerunar.

"Farre m. Omflakker". A. Hard. Guldal: Færre (ä?), Færreselle m., Færresegge f.; "Landfærring" (ä?), d. s. Helg. Helg. 2) laset og smudig Person, Fattigmand. Shl.; Østerd.: "Härre (Herre) aa Färre". – Farrefant m. Landstryger. Tel.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   30   31   32   33   34   35   36   37   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə