A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Faarlenda f. farligt Landskab (Terrain). Voss, Sogn. "Ganga i Faorlændne". Og: Faorelænda



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə36/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   32   33   34   35   36   37   38   39   ...   219

Faarlenda f. farligt Landskab (Terrain). Voss, Sogn. "Ganga i Faorlændne". Og: Faorelænda f., og -lænde n. Sogn. Hyppigere: "Forlende" n. se d. – faarlendt adj.

Faassaale m. 1) en af Marken opstikkende Pig af Træ = Gadd; ogsaa: en større Pind, overh. = Fjott. Helg. (Brønnøy, Bindal: "-i"). 2) Klodrian, Stymper. Helg.

Faassaalk m. Ulke, Cottus. Helg. (B., B.).

Faassympa f. Cottus. Helg. (Bindal): sømp'.

"faast med v." A. Hedder faaste ve, med Præs. Indic., Imperf. og Supinum faasta ve Gbr. (Fron). "vefaastan(d)" adj. som man kan indlade sig med. Gbr.

faataapeleg adj. tosset; halvfjantet. Tel. (Bø).

"Faatid (?) f. en Sjeldenhed". A. Særlig: en Raritet, Gjenstand for sjelden tilfredsstillet Lyst eller Interesse; ogsaa Lyst, Interesse (= Eng. curiosity). Rom. Follo, Smaal. "Dæ var da Faati aa faa slik Mat naa!" "Naa fekk du Faatia di!" nu fik du din Lyst! – oftest ironiskt til den som anstrænger sig, løber, fritter forgjæves. "Naa fekk du flekä (og flækä, flækkä) Faati!" d. s. se flika. Og "sleek(k)a Faati" d. s. Smaal. (Rakkestad, Varte); se slika. Jf. fikjen, forkunn; og Faaty(n). For Resten forbindes det i Forestillingen med "faa 'ti" dvs. faa Tag i.

"faatid adj. 2) lysten". A. Overhovedet: med en øieblikkelig og heftig Interesse for at faa være med i, faa Tag i, faa vide. Follo, Smaal. Rom. "Faati aa nysgjerri".

Faati(d)mat m. = Forkunnmat. Smaal.

Faati(d)nase m. En som vil være indviet i alt, med i alt; En som blander sig i alt. Smaal. -nasa, -neesa. – Faati(d)hosa f. d. s. Smaal: -hoso.

Faati(d)ri(d) f. Anfald eller Lune af "Faatid"
dvs. Interesse, Lystenhed osv. Rom. (Høland).

Faatorv? f. liden eller ingen Nødvendighed; Ufornødenhed. Kun i: "I Faatörvaam", unødvendigt, upaakrævet, overflødigt; ogsaa (synes det): til liden Nytte. Øvre Stjør.

Faaty f. (og n.) og Faatyna f. et Særsyn, noget underligt eller pudserligt = "Spøkels, Spetakel, Spir". STrondh. Ndm. "E(t) gott Faaty", om En som skaber sig til eller er udenfor Folkeskikken; STrondh. (Tydal; Ork. f.). "Du e (e)i go Faatyyn!" til En som gjør Kommers. "Den Faatyynaa!" Ndm. (Tingvoll, Øksndal, Rindal). Ogsaa: "Bjønn´n gjoore (e)i go Faatyyn paa Krötöre;" Ndm. Formerne tyder paa et "Faatid", smittet af "Tyna" f. Fordærvelse, Ødelæggelse, Skjæmmelse; desuden har vel, især ved "Faaty" n., "Ty" virket ind. – faatyle(g) adj. underlig, pudserlig, løierlig. Stjør. Tydal. "Dæ va e(t) faatyle Hus aa faa reint!" = "e(t) Spøkels te Hus". Se A.

Faatøkje n. En som har faa Resurser i sig = Armod, Olmosa; især: En som mangler Opfindsomhed, Greb, Foretagsomhed og Udholdenhed (Initiativ og Energi); Stymper. Sogn (Vik, Aurland). G. N. fátœki Armod. – Faatykj'.? aandsvag Person, Halvfjante. STrondh. (Bynes, Melhus). Jf. Tøkje.

faatøkjen adj. som er et "Faatøkje"; især blottet for Foretagsomhed. Nfj. Sogn, Tel. Sæt. Li.

Faavedr n. gunstig Veir for Blegning, især af Lin. Østl. Til faa v.

faavisleg (ii) adj. = faavis. Hall.

faavita (i') adj. tosset; uvittig. Li. (Eikin). Jf. G. N. fávitr uforstandig; jf. ørvita adj. halvt fjantet, G. N. örvita adj. afsindig.

Faaviting m. = Faavitring. Follo (ee). – "favitug adj. fjantet". A. Tel.

fea (ee) v. (ar) arbeide uden Fremgang; pusle, pirke, kludre. Sogn (Vik, Balastr., Aurland, Hafslo), Nhl (Oos, Herlaa). "Feea aa fika; feea aa fikta; feea aa fikla". "Han four aa feea

kringum Stäinadn aa skulde slao, feea aa slou itte nokre Strao". "Ka æ da du feea ?" D'æ 'kje noke aa stao aa feea pao", Sogn. – "feea seg inn mæ äin", søge at indynde sig hos En. Aurland i Sogn. Udtales fleresteds i Sogn "fia", ligesom "Fi" dvs. Fe, G. N. fé, "Kni og Knitt" dvs. Kne, og behøver ikke derfor at have Sammenhæng med Isl. fida tyndt svagt Tøi.



Febeite n. Græsgang = Beite. Hall. og fl.

Fehamn f. = d. foreg., men videre. Hall. og fl.

Fedl dvs. "Feedl" og "Fædl" m. Land – Mark eller Skov – som er Fælleseie. ISogn (Lustr, Aardal Aurl.). "Statsfedl" "Bäita pao Fedl'n". Er maaske for "Fell"; jf. Sv. Diall. fjäll, ikke d. s. men dog et Stykke Jord. Jf. (?) Felag.

Fedrag n. = Makkeskreid. Gbr. (Gausdal).

Fedrog f. d. s. NGbr.: "Feedraag".

fega, feka v., Fega, Feka f. se fika.

"fegen (e') adj. glad". A. 2) livlig; straalende; lys og blid; glad imødekommende; redebon. "Fegjen aa fiin". Nfj. fije(n), Gbr. (Fron og fl.). Jf. fiken. "Hund´n e fije", logrende blid. "Frisk aa feian". Innh. (feiande?).

Fegesauga (e') n. det venstre Øie, hvis Kløe menes at bebude Glæde eller Lykke. VTel. og Sæt.: "Fejisauga"; Dal.: "Feiesöua". Og Fegensauga: "Fejensauga", Tel. (Moland), SætV.; "Feiensöua", Li. Ryf. Shl. Hard.; og "Fejinggsauga" SætV. Jf. Fege m. Ufegensauga; G. N. fegins-hendi med glad Haand, og fl. Somme Steder (i Ma.; Rogaland?) har den romerske og kristelige Forestilling fortrængt den norsk-hedenske saa "Feiesauga, -öua" betyder høire Øie.

Fegesbein n. 1) det inderste (bageste) af Tommelfingrens to Ben. Rbg. (Aamlid): "Fejesbein"; VTel. (Laardal, Vinje): "Fejisbæen". 2) næstnederste Ben eller Mellemhaandbenet i Hestens venstre (?) Forben; naar den klør dette med Tænderne, skal den blive solgt. Tel. (Vinje). – Fegeslid m. = Fikjelid (Gbr. Se A.) VTel. "Fejislee". Somme Steder synes Fegeslid og Fegesbein at være det yderste Led.

"Fegge m. Mand". A. Gbr. "Ein undele Feggje te Fyr". 2) en svær, uformelig, klodset og slap (byltagtig) Person = Fagg, dog altid større. Tel. Sæt. – feggeleg adj. som "ein Fegge". "Fejjeleg' o stour´e som äi Avreute". Sæt. Tel.

?Feggje n. en nedsættende Betegnelse for en Flok Folk; Pak. SGbr. "Han jaagaa ut heile Fejje".

Fegn (e') f. Glæde, Lyst, Hygge. Tel. (Moland, Vinje) "Han fekk kji stoor´e Fegn´ee av de". Fegn : Fegje(n) = Umegn : Umegje(n). Jf. G. N. fegin-.

feieleg og fejeleg (e') adj. se fægjeleg.

"Feigd f." A. "Han spela (rasa) i Fægd´n", han var yderst livlig lige før sin Død. Namd. Helg.

Feigdarfugl m. Fugl, hvis Sang eller Skrig varsler Død. Fosn, Innh. Namd. Ndm. og Helg.: "Fæ(i)gdaföugl". – Feigdarfisk m. usædvanlig – uhyre stor eller fæl – Fisk, som varsler Død. Ndm. og Vald. (Aurdal): "Fæ(i)gda". Feigda(r)- skal bruges i flere lignende Sammensætninger om det Uhyre.

Feigdargraade m. = Helhunger. Hard. (Kvamm). "Fäigdarsgraoe".

Feigdargraal m. Travlhed lige foran Døden (sammen med Helhunger?). Sogn (Lærdal, Aurland): "Fäigdagraol".

Feigdarlit (i') m. Hudfarve som bebuder Døden. Nhl. (Fana, Eks.). "Fäigdalit". – "Feigdarljos" A. 2) Lygtemand. Helg.

Feigdarmaur m. = Helmaur. Ndm. "Fæigda-".




Feigdarsong m. dødvarslende Sang. Namd. Helg.: "Fæ(i)gdasaang".

feikta v.n. (ar) gjøre raske og store kantede Bevægelser. Dal. Agder. (Tel. A.). "Feikta te", fare til i hed Hast. "Feikta att o fram", løbe voldsomt frem og tilbage. "Feikta mæ 'n Kniiv", hugge om sig med en Kniv (hensigtsløst). "Han feikta o roudde, slou" (meiede). Jf. fika, fikta, fikla. Ogsaa føykta, hvilket dog tør være et andet Ord, udgaaet af føykja; Agder (hvor ei ikke gjerne gaar over til øy). "Han kjaima o føykta mæ Arman". – Feikt m. og n. urolig Hast, hed Skynding, Tummel. Agder, Dal. Ogsaa Føykt, Agder. "Der va slikt eit Feikt paa 'an", Sokndal. "Han va so i Feiktn (Føyktn)". "Ho æ i Føyktn", i Vinden, meget yndet; Bygland.

"Feim m. Anstrøg". A. Romsd. Gbr. (Lesja).

Feim n. tynd Hinde af Dug, Støv, flydende Fedt og lign. Nhl. (Hamre, Mo). Jf. Fim. T. Feim, Eng. foam dvs. Skum.

Feima f. 1) = Feim n. 2) fin sæbeagtig Muldjord, især i Tørvemoser. Trondh. (Strinda): "Feim', Joolfeim´n". Sv. Diall. femma. Jf. feimen. 3) tyndt Skydække. Senja, Lofoten, Vesteraalen.

"feima v.n. (ar) klæbe". A. Romsd. 2) kjæle; stryge sig kjælent. Ogsaa feima seg. "Katt´n feima(r seg)". Hard. (Ulvik). Jf. fima.

feima v.n. (ar) 2. svinge Armene med lange og noget raske Sving. Tel. (Nissedal, Skafsaa, Kvitseid, Laardal, Selljor), Bamle (Drangedal). "Han feimar o faktar seg, feimar (paa) o gjæng, o slær (Gras)". Lidet brugt, og maaske en Sammenglidning af fæma og veima, se disse. "keima" er lignende, men mere langsomt og mægtigt i Svingen (selvfølende); man "keimar" aldrig under Arbeide.

"feimen adj. klæbrig". A. Romsd. Nhl. Hard. 2) kjælen, strygende sig kjælent, som en Kat. Hard. Jf. feima 1,

feimen adj. 2. som gjør et svagt (ikke kradsende) Indtryk paa Sansen: a) fin og sæbeagtig (bortglidende) for Følelsen; om Jord, altfor fint Mel, blødt og glat Græs osv. Nordl. Innh. Strinda, Ndm. Romsd. b) mat af Smag, flau. Romsd. Ndm. Trondh. "Graut´n, Mat´n, e feimin". c) bleg og mat i Farven (?Ndm.). d) forlegen; ydmyget; flau. Namd. G. N. feiminn undselig. Jf. Feim m.; ogsaa Feima f., Feim n., fimen adj. 2. – Maaske eet med foreg.

feimende adj. "f. gviit", mat hvid; graagulhvid; meget bleg. Tel. (Bø, Selljor). Jf. feimrekvit; fimre-; faamkvit; feinende k. Forklaredes af nogle som skinnende hvid; neppe rigtigt.

Feimr n. tyndt, løst og gjennemskinnende (ligesom bortglidende) Stof; Flor og dl. Ryf.? Røldal.

feimrast? v.n. (ast) svinde hen; glide væk; blive som borte. Ryf. (Suldal). "Dæ fæmrast bort imjødlo Hendedne". Jf. fimrast og de følgg.

feimreleg adj. 1) lig Feimr: floragtig; tyndtraadet og aaben. 2) tynd og svag, skrøbelig; om Folk. Røldal, Ryf. "Feimraligt Ty, Haar"; "f. Engg"; "han saag feimralig ut, han liver kje Aare ut"; Røldal. feimraleg, Ryf. (Suldal). fimraleg og fem- og -fæm-, Ryf. Ogsaa: "feivraleg" (?Ryf.), og fevraleg Ryf.; se fivren. – feimren adj. = feimreleg. Ryf. Røldal. Og fimren, femren, se d. Ryf.

feimrekvit adj. = feimende kvit. Tel. (Skafsaa). Ogsaa: feimrende kvit Tel. (Skafsaa).

feimutt adj. sæbeagtig = feimen 2). Ndm. Trondh.

feinende adv. = feimende. Tel. (Tuddal, Sauar): "f. gviit".

feisa v.a. og n. (er, te) kaste, slænge eller slaa (væk eller ned) med en rask feiende eller viftende Bevægelse. Berg. Hall. "Eg ska feise deg!" Sfj. "Han fäist'an i Vænda"; Sogn. "Han fäiste nee Grase", slog Græsset ned i en Fart; Sogn, Hard. "Däi fäiste Fantn ut, fäist'an utfyre (utyve); Sogn, Hard. Nhl. "Han fäiste te 'o" slog til ham; Hall. Maaske kun en Udtaleform af føysa (se d.), fremvirket ved feia, Fei. I Hall. (Gol): "føyse" ved Siden af "feise" og med en ganske anden Bet. I de Egne af Berg. hvor "feisa" findes, er dog oftere Overgang fra ei til øy, end omvendt. Jf. fisa, fisla. – Feis m. rask Afgjørelse eller Affærdigelse; flink Fart; Haandevending; = Fei. "Da gjekk i ein Feis". Berg.

[Feis´l og Fei`sel m. 1) Huggestaal i Smedje. Dal. 2) Minerings-Hammer. Jæd. Shl. Voss, Hard. og Sogn: Feisedl. Jf. Nt. Fisel, en Støder og dl.

?feisla v. (ar) 1) = feisa. SBerg. 2) = feikta. "Han sat aa feisla mæ Kniven". Nhl. Usikkert. Se fisla.

Feite m. Fedt. Hall. (Aal, Torpo, Gol).

Feitbumla f. fed storvommet Figur. Hdm. (Nes) og Tel.: "Feitboomle"; Østerd. (Aamot): "Feetbumle".

feitæt adj. = feiteten. (A. Li.). Hall.

Fekja, se Fetja; fekjen, se fiken.

fela (ee) v. (ar) 1, spille Violin. Rbg. Tel.

fela (ee) v. (ar) 2; Felabaas, se fila.

Felestall (ee) m. = Felehest. Hall. (Gol).

Feletaata (ee) f. et Kjælenavn for drægtige Kviers svulmende Yver. Hall. Se Taata. Maaske til File, Fløde.

felinke, felinkast v. logre, se fila.

Fell, Fella, Fælgestykke, se Fall.

Fella f. et faldet eller fældet Træ. Vald.

"fella v.a. 4) fælde sammen". A. felle att, om at lukke en Plovfure, hvori er plantet Kartofler, med en Plovvelte. Totn. Ogsaa: "felle att Hosoa"; Totn. "6)", A. Shl.




Felle n. Leilighed = Høve. Hall. "Ha Fælle te di". "E fekk kji Fælle te gjera dæ".

Fellfot m. = Fallfot. Salten, Helg. (Vefsn).

felmleg? adj. "fæmble", forfærdelig, rædselsfuld; fæl; uhyggelig. Vald. (Ø- og VSlidre). "Dæ va fæmble Kar o sjaa". A.: fæmleg. Jf. G. N. felmtr Skræk.

felta v.n. (ar) stride; slæbe, bemøie sig. Ma. (Øvrebø). "Dei felta mæ 'an, kunne kje faa 'an te gaa". Sv. Diall. fältas.

feltast v. recip. 1. brydes; prøve Styrke; prøve en Dyst. Rbg. Tel. 2) v.n. = felta. Ma. (Bjelland): Sv. Diall. filtas, filta, felta dvs. slås, osv.

femrast, femraleg, femren se feimra-.

Femtak n. Styrkeprøve af alle fem Fingre krøgede i hinanden. Namd.

"femna v. favne". A. 2) gaa med Armene vidt fra kroppen; svinge med Armene. Hall. (febne), og fl.

"Fen (e') n." A. Tel. Ma. Rogaland. I Rogaland er "Fæn" dybere end "Dikje". "Koma or Dikje i Fæne". – "fenutt". A. 2) dyndet; tilsølet med Dynd. Tel. Agder. Rog.

"Fenad m." A. Fena i Hall. (Aal) og Num. ("Fæna") kun om Smaafæ, Fenakrytyr; saaledes ogsaa kun om Smaafæ: Fena(d)bog m., Fena(d)dott m. liden Flok S., Fena(d)drose m. Flok S. Hall. (Fee-). Om Smaafæ: Fænar, Li.; Fænaar, Maa. Li.; Fænaari, Rbg. (Aamlid). – Fenadbite m. Godbid, hvormed den trakteres, som henter Kvæget hjem fra Græsgangen. Shl. (Fitja): "Fænabeete". – Fenadgard m. Gjerde mod Fæet; Fenadgrind f. Led i Gjerdet; Fenadhus n. Sommerfæhus; Fenadrekkje n. Gangsti for Fæet; se Rekkje (Rekkja f. A.) Shl. (Fitja): "Fæna-". – Fenadlim m. Bov eller Laar af slagtet Smaafæ. Rbg. (Aamlid, Sæt.): "Fænaarlime". – Fenadlær n. speget Laar af Smaafæ. Ma.: "Fænaarlær". – Fanaar f. plur. Storfæ, "Smaafanaar" Smaafæ; Helg. (Velfjord; meddelt). Fana (m.) plur. d. s. Helg. (Brønnøy, Bindal): "all dessan Fanan(n)"; ogsaa Fan (n.?) især i "Storfan", "Smaafan"; Helg. "Storfanfall". – Fana, i "Umfana" Ungfæ. Sfj. (Vevring, Kinn, Holsa).

"Feng m. 2) Gave". A. Særlig: "Ein Guss Fængg", en Guds Gave, en stor Afkastning af Sø eller Land. Shl. Hard. – "Te Fængjes", som Gave. Jæd. G. N. fengi, n. Bytte.

"fengja v.a. smitte". A. 2) modtage Smitte; smittes af. Gbr. (Vaagaa). "Fængje Klaaen".

"Fengja f. en Favn fuld". A. NBerg. SBerg. Ryf. Jæd. 2) stor Dynge. Li. (Kvin).

fengja v.a. og n. (er, de) 1) gaa med udbredte eller vidt svingende Arme = femna; gaa travl omkring med store Armbevægelser; være overflødigt virksom, i Stundesløsed eller til Udstilling; af "Fang", Favn. Nfj. (Honndal), Sdm. (Borgund og fl.). 2) tilveiebringe Favnfulde, "Fong", eller "Fengjor": a) bære frem i "Fengjor"; Sæt. "Han fængde paa so fælt". b) rage eller "kjemba" Hø sammen til faste "Fengjor" eller "Kjembor"; Berg. Ryf. Jæd. "Fængja Høy". Dette "fengja" er da mindst to Ord.

Fengje n. Fængstof; Fængkrud. Hall.: Fængji.

fengjeleg adj. let antændelig. Hall.

fengleg adj. gjæstfri; særlig: som beværter ordentlig, net og rigelig. Shl. (Kvinherad, Fitja, Stord): fænggle(ge). Jf. Feng. – fenglege adv. gjæstfrit. Shl. "Ta fænggle imot ein".

fengsleg adj. øieblikkeligt vindende; elskværdig. Nhl. (Fusa), Shl. (Kvinherad). Jf. Feng, en Guds Gave. Sml. Gjæva, Sigr.

fengten adj. smitsom = fengjen. Gul.

fenla v.a. (ar) gjøre istand til Opbevaring i tørret eller saltet Tilstand: "fenla Kjøt, Fisk, Høy. Shl. (Finnaas, Stord, Fitja). "Gott fenla" adj.

"fenna v.n." A. "Snjo´n fænner", Sneen ligger i Driver, som bærer Folk og Fæ. Tel.

Fer (ee) n. 1) spredt staaende og fint Haar, Skjæg, Græs og dl. Sæt. Rbg. Ma. Ogsaa Fir (i') Ma.; Firr, Tel. og fl. se d. og fidra. Jf. Kinnfer og G. N. fidri, Isl. fidr Fjærbedækning. 2) Fjær. Gul. Selbu. Maaske blot Udtaleform af Fjøder, se d.; ogsaa f. – fereleg og feren (ee) adj. 1) som ligner "Feer". 2) tynd og spæd; mest om Børn. Ma. Sæt. og fl. "Grase æ feere o tunnt". "Geut´n æ feeren o liten". Ogsaa firen (i'). 3) knap, utilstrækkelig, ringe = snaud. Jæd. (Haa, Time). "Dæ va feere nokk", knapt nok. – ferutt (ee) adj. d. s. Sæt. "Haari æ feerutte o tunnt". Og firutt (i'), Ma. Se firra.

fera seg (ee) v.n. (ar) 1) pynte sig. Sogn, Hard. og fl. Sjeldnere fira (i') Sogn og fl. "Ho fira (firte) seg upp eller "te". 2) faa et bedre Udseende; komme sig; faa Huld, Kræfter, Magt igjen. Hard. Shl. og Ryf.: "fira" og "feera seg opp"; Nhl.: "feera seg te"; Tel. Sandsynligvis for "fidra" og eg.: faa sin Fjæderbedækning, G. N. fidri, fidr (se Fer), i Orden igjen. Jf. fjødra (seg), T. federn, fidderen = faa Fjædre, pynte (sig); Eng. in high feather i god Stand. Hid, eller til det nærliggende (samme) "fidra, firra", hører vel "feera pusle", A. fidra : firra : fira : feera = didra : dirraa : dira : deera, osv. se didra.

fera (e') se Fere; feera se fidra, firra.

ferast (ee) v.n. (ast) komme sig = feera seg. SætB.; avfeerast gaa tilbage i Kræfter eller Magt. SætV. Jf. fjødrast.

"Ferd f. 1) Færd; Fart". A. "Ta(ka) i Fær mæ", gaa til Værks med (noget); Sogn og fl. "Badne æ i Fa`ro", Dativ plur.: dets Fødsel kan snart ventes; Shl. Hard. "Sky´naa æ f(l)joot i Fær´aa", Skyen gaar
raskt, Ryf. "2) Gebærde; Maner, Adfærd". A. Især i Fl. "Full 'taa Fære aa Fakte", Nfj.; "Fali", Helg. Namd. "Fare mæ Fær" = fara mæ Dent dvs. være kunstlet bly (peen) Nfj. Sfj.; "fara mæ Fæ`ro" d. s. Voss. "D'e sommaa Feerinn, det er samme Maner (Fagter, Væsen, Lav), Ndm. "Sjaa (høyra) te Færanne (Færadne)", Genetiv Fl., foreløbigt undersøge, hvordan noget har sig; Jæd. Ryf.; "sjaa te Færans" d. s. Dal. "4) Spor". A. Hall. Østerd. "6) Byrde". A. Før, "Vassfør", VAgder. 7) Række, Omgang; f. Eks. i Strikning. "Ei Fær mæ Masker i ein Sokk, eit Gadn". Rogaland. Hertil: "spøda an(d)færes", Jæd. 8) enkelt Lag; Spadedybde. "Ei Fær mæ Torv". Rogaland.

Ferda eller Fera? f. Manerer, Lader, Adfærd = Ferd. Romsd. Ndm. (Begge Former synes lidet rimelige, i Forholdet til Ferd og fara). Sjeldnere i Eental: Feeraa (dvs. Fera) meddelt fra YNdm. Fære, "Fere", og mest Feere: Romsd. (Eid, Nessæt, Veøy, Bolsøy, Aukra; som "feerau(g)" dvs. ferdug; "Aatfeer" dvs. Aatferd; "o Gjeero" dvs. or Gjerdom). "D'e slik ei stygg Fe(e)re paa d(e)i Gut´a", den Dreng opfører sig saa stygt. ogsaa: "ei stygg Aatfe(e)re" og "Aattafeere". Mere brugt i Flertal: Feru (e'?, æ og oftest ee), "Fero" og "Feraa", Romsd. (Gryten, Eid, Veøy, Nessæt, Bolsøy, Vestnes, Aukra), Ndm. (Aure, Halse, Tingvoll, Øksndal, Surndal); Fælaa, Ndm. (Kvernes, Øre). "D'e slik(n)a stygga Fero paa 'naa; han fer so styggt aat". "Ta e Feeraan(n) hass", dette er hans Maner eller Arbeidssnit (Spor); nu ser jeg det er ham. Med aldeles samme Bet.: "'Ta e Feerinn hass", af Ferd. Ndm. (Stangvik og fl.). Fra Vald. er opgivet et, høist usikkert, "Færo" = Ferder.

"ferda v.a. (ar) sætte i Stand". A. Sogn, Li.: "færa te, færa seg te". Helg.: fal'. Vestfold: feele. fære ut", gjøre færdig, udfærdige. VTel. Hertil: skamferda, "skamfære"; Tel. og fl. 2) tugte, prygle; ved humoristisk Brug, ligesom "ferma, fjalla, gjurda (jule)" og m. fl. Totn, Ringerike: fæle. – Ferding f. Istandsættelse; Tugt.

Ferda(r)- og Ferd- i Sammensætninger: "Ferdafolk n. Reisende". A. Hall.; Dal. og Ma.: "Færas-" (ved Paavirkning fra Ferdes-); Gbr. "Fæl-"; Helg.: "Falfolk", Fiskere som reise til Lofoten. – "ferdafus adj. reiselysten". A. Tel. 2) rede til at reise, Sogn (Lustr, Aurland). feelafuus, omflakkelysten, Trondh.; falafuus, rask og flink til at faa fra sig Reiser, Innh. – ferdahuga adj. reiselysten. Sogn. – ? Ferdahugnad m. Glæde ved at reise. Sogn. Usikkert. – ferdamo(d)a adj. reiselysten; Sogn, Sfj. – ferdamødd adj. reisetræt. Røldal. – ferdapusen adj. hidsig efter at komme afsted; Sogn (Lustr, Aurland): "færapuusen". – ferdareken adj. 1) omflakkelysten. Berg.: "færarekjen og -rækjen". 2) = ferdamødd. Røldal. – Ferdastig m. i "vara paa Færasteego", Dat. Fl., være reisefærdig eller "paa Reisen"; Shl. – Ferdaveg m. = Ferdesveg. Ma.: "Færas-".

Ferdafoll? f. = Førefall. Østerd. (Tynset). "I Fæl(e)faalln".

"Ferdalag n. Reiseselskab". A. Særlig om Brudgommen med hans Følge til Bryllupsgaarden. Ryf. 2) Optagenhed af en Reise og af Forberedelserne til den. Dal. "Færaslag". 3) Maade at føre sig paa; Maner, Opførsel, Adfærd. Hard. Shl. "Da bjaar seg inkje te mæ hans Færalag". "Eit anggelæ Færalag", uvittig (fortrædelig) Adfærd.

"ferdast v." A. førast, VAgder, Rbg.

Ferdakolla f. slusket føitende Kvinde. Helg. "Fala-".

ferdeleg adj. 1) som fører sig vel, har en heldig (og statelig) Optræden. Sæt.: "færelege". 2) flink til at faa i Stand eller "ferda"; forretningsdygtig. Sæt.

Ferdesgrind f. Karm om Varelæs. Vald.

"ferdug adj. 2) frisk, førlig". A. fælug Oslo. fælog, NGbr. "frisk aa fali", Innh. "frisk aa færdog", STrondh. 3) forretningsdygtig = ferdeleg. Smaal. Busk.: "færdi".

fere (e') m. 1) lang og smal Strimmel Land; meget smal "Teig". Sogn, Nhl. Hard. Shl. Agder, Tel. Oftest: "Fere" eller "Feri"; sjelden: "Fære"; Færa, Ringerike. "Pløgja, brjota, grava, saa, skjera ein Fere". 2) ordnet Række af Ting; saaledes om smalt Lag Neg paa Tærskeloen, en Række Møgdynger paa Ageren. Shl. og fl. 3) smal opkastet Jordryg, hvori er en Rende til plantede Kartofler eller ledet Vand. ISogn (Aardal, Lærdal, Aurland). "Eplefere, Vassfere". I Sv. Diall.: förje, fjäre, fjör dvs. teg på en åker, åkerrygg. – fera (e') v.a. "fera upp ain Aok´r", ridse en Ager op i Strimler til Saaning eller andet. Sogn (Vik, Aurland); Ringerike: færa. I Sv. Diall. fära og fjära. Hid hører maaske Eden: "Dæken fær(r)a mæ(g)!" = D. rispe mæg. Rom. Smaal. Vestfold, Land. Østerd.; ogsaa: "fær(r)e" og "fær(r)i", Østerd. Odal, Rom. og fl. Paa alle disse Steder hedder ferda: "fæle", "feele", og fara: "fara" el. "faar(r)aa", og høres desuden: "Fan`n fari!" – Færamærr f. Redskab til at ridse op "Ferar". Ringerike.

Fe-rekst m. Fæets Gangsti. Hall.

"fergja v.a. sammenpresse". A. Ma. Dal. Ryf. Shl. Tel. Sæt. Nordl. "Fergja te Sængjæ" = "balsa nee". Dal.

"Fergja f. Stabel". A. 2) svær, tung Person. Ryf. Gbr. (Øyer) "Ei Færja (Færje) te Kar". Ogsaa: "ein Fær(g)je Kar" (Genetiv); Ryf. Kunde være "Ferja" hvilket
ogsaa i Øyer hedder Færje (ikke: Færju); jf. Flote.

Feril m., feeril v. se firla v.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   32   33   34   35   36   37   38   39   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə