A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə52/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   48   49   50   51   52   53   54   55   ...   219

gabba v. n. (ar) 1) støve, ryge. NØsterd. Trondh. NGbr. "De gabbe taa Veia". "De gabbe inn", Røgen slaar fra Ildstedet ind i Rummet. 2) dunste; lugte. Ndm. "De gabba Brænnviin 'taa 'naa".

gabbast v.n. = gabba 1). Trondh.: "gabbes".

"Gadd m. 2, fortørret Fyrretræ". A. Shl. Nhl. Sogn. Nfj. Ndm. "Furugaadd; Føregadd". 2) Kjerneved = Adel. Sogn. 3) haard, strid, tvær Karl. Sæt. Shl. Østerd.: äi. "Hæle Gäidd", kappes i at udholde (herda) Lidelse (Kulde osv.). 4) gammel benet Hest. Østerd. Jf. Isl. gaddhestr Udgangsøg. 5) Hest overh. Gul. 6) = Tvitole. Sogn. (Bet. 3) 4) 5) pege ogsaa mod "Gadd 1), Pig" A., hvilket for Resten tør være eet Ord med dette). – "Gaddfura f." A. Røros. – Gaddkvist m. se Gallkvist.

"Gadd m. 3, haardtrampet Plads = Gald". A. Vald. (NAurdal). Ogsaa blot = Bakke dvs. Mark, Jord. "Slaa äin i Gaddn" slaa til Jorden, Vald. 2) ujævn Iisflade paa Landjorden = Iissvoll, især i en Vei. Totn: idd (djdj).

Gadd n. el. m. 1) Fortræd dvs. Lyst til at være paa tvært, ærgre og fortrædige; omtrent = Spiit. Østerd. (Aamot, Rendal og fl.). "Han gjoorde de paa Gäidd", for at fortrædige. 2) haanlig Ironi; Spot. Østerd. (Tolgen, Tynset). – gaddutt adj. fuld af Gadd. Østerd.: "gäiddete". – Gaddrid f. Anfald, "Rid", af Gadd. Østerd. – Hertil maaske: gäddre v. fjase, drille. "Gäddre mæ Jæntene". Østl. Sjelden. Se dog gadra.

gadda v. (ar) 1. strække sig op; omtrent = gara. Hall. (Gol, Aal). "Han stoo gadda aa stiirde".

gadda v. (ar) 2. "gadda seg", blive til "Gadd", blive haard, el. fast, og uopslidelig; ogsaa om Folk. Nhl.

gadra? v. (ar). Findes kun som gaira, -e (Agder), og garra, garre (gara se A.); D'et synes at forudsættes af "gaira" og af Ord med samme eller beslægtet Bet.: (g)jadra (jaddre, jaira), (g)jedra og gidra. – Det Egdske gaira kan neppe være for "gagra", da "agr" ellers aldrig gaar over til "air" i de Egdske Maal. gadra: gaira, garra, gara = dadra : daira, darra, dara = fjadra: fjaira, fjarra, fjara = smjadra osv. ("gaira" er vel neppe fremkommet af et andet "gara, garra" ved Lyd- og Betydningssmitte fra det lignende "(g)jadra, jaira", hvilket er mere udbredt og findes ialfald paa eet af de samme Steder (Bjelland) men har gjerne mere af Slingren end af Stivhed). – Bett.: 1) om høie og tynde uleddede eller ligesom leddeløse Ting, som staa ret op men altimellem svaiende eller slingrende; saaledes: om lange tynde Træer, som har mistet sine Naboer; om Personer uden Herredømme over sin lange stive Krop: staa stivt op og ligesom færdigt til at tabe Ligevægten. Sjelden om svaiende el. slingrende Gang. gaira, Ma. (Øyslebø, Lauvdal, Vigmostad, Bjell. Hægel.), ØLi.; gaire, Ma. (Otrnes, Øvrebø), Rbg. (Honnes, Evje, Ivel.); garre, Sæt. og VTel. "Han stoo o gaira (gairte) o glaapte", "gaira o slaang". "Gaira upp", vokse op lang og tynd og stiv (svag), vokse op til en "Gair" m.; af dette. – "Der stænd´e noko Slæmsu(r) ti Furu(r) o gairar"; "garre ti Veirs (Veers)", "garre upp", d. s. "Han stænde ganar o garrar yve dei hine", SætB. 2) strække Halsen op, som den matte el. sløve der anstrænger sig for at see og især holde sig opreist og vaagen; rette sig op. Nfj. Romsd. Sæt. Ma. (Tel. Hall. A.). "Sitje aa garre". "Han garra længje upp". – gaira seg v. svaie med Overkroppen. Ma. – Gair m. Figur (Træ, Person) som "gairar"; lang, tynd, stiv og svag Figur. VAgder, Rbg. – Garre m. = Gair. Ma., VTel. og Sæt.: "Garri". I Busk. om en lang tynd Stavre el. Stage. – Garra f. et Træ som staar og "garrar"; langt tyndt eenligt Træ. Tel.: "Garre". Garretoll f. et sligt Fyrretræ. Tel. og Rbg. (m. St.: -todd). – Gare, ilde proportioneret". – gairen adj. tilbøielig til at ”gaira”, til Gairing f.; lig en "Gair" (særlig: fortumlet og færdig til at tabe Ligevægten). Ma. Rbg. – gaireleg adj. = gairen. Rbg. (Evje). – garreleg adj. lig en Garre; (særlig: stiv og langhalset; "ulenkeleg"). Rbg. Tel.

[Gaffe m. en uopdragen, drillesyg og løsmundet Person; omtr. = Gap. STrondh. og fl. – Gaffigar(d) m. d. s. Trondh.

gafsa v.a. og n. (ar) 1) føre i sig med Voldsomhed, sluge. Gbr. Østerd. "Gafse 'ti se". 2) bære sig som en "Gap" eller "Gaffe". Gbr. (Vaagaa). "Gafse aa fluge, gafse aa flaagse". – Gafs n. det at "gafsa"; ogsaa: En som gafsar. Lignende Ord i Sv. Diall. Jf. gaspa.

"gag adj. tilbagebøiet osv." A. Ø- og VAgder, Dal. Shl. gag´r, om Redskaber; Voss: "Ljao´n stændu gag´r i Orve". gag´ar d. s.
Sogn (Borgund): "gag´ar i Tjotte". 2) kaad = kipen; mest om Hest. NGbr. Sogn, Rom. og Smaal. (Rømskog): gag´r; Smaal. (Rødenes) og Østerd.: gav´r, gav. "Gav´r aa gäln". Jf. Ældre Eng. gagtoothed, med fremstaaende Tænder

Gag? Kun i "Hove paa Gai", Hovedet bagud bøiet saa Hagen staar høit. Dal. (Hæskestad; meddelt). En Dativ: Gagje?

gaga upp v.n. sætte Hagen høit = gaga seg. Rbg. Tel.

gagaleg adj. som sætter Hagen høit, "gagar seg". Tel.

gagje? adv. kraftigt; voldsomt; dygtigt. Ma. (Øyslebø, Bjelland). "Slaa, køyra, eda, stela gaie". Til gag?

"Gagl f. Vildgaas". A. Snarest: Bernicla torquata. Govl (aa–ö), Totn, Hhadeland, Busk. Govlföut m. Anfører (Fut) for "Gaglereip"; Totn. – Gøglereip, Vald. Gövlereip, Hadeland. – Gaglemyr f. og "Goglemyyr", Sump som man tænker sig langt ned i Nord, og hvor "Gagli" menes at ruge. Sæt. Tel. G. N. gagl liden Gaas.

"gagla v.n. kneisse". A. 2) glo med Hagen i Veiret. Hall. (Gol). "gagle aa styyre (dvs. stira)".

"Gagnbeine m." A. Nfj. Sfj.

Gagntre n. = Gagnvid. Gangstre Dal. Gbr.

Gagntøle n.? = Gagnvid. Vel ogsaa = Gagnbeine. I- og YSogn, Sfj. Og: Gogntøle, Gogntøl n. Sogn (Ladvik, Fjærland). "D'æ Gagntøle, da; me ska kje bruka da te Vee men te Ebningstree".

Gagnverd? Gjenvordighed? Gjenstridighed? Kun hørt i: "eit Gangvals Troll", eller "eit Guss Gangvars T.", et meget fortrædeligt (slemt, arrigt, modbydeligt) Menneske. (Herøy, Brønnøy, Bindal; overalt med "tykt" rs eller S). Ogsaa: "eit gangvali Troll" ("tykt" L), Helg. (Brønnøy); sjelden. Jf. G. N. gagnvert (-vart) midt imod; gagnverduligr som gaar En imod; Ældre D. genwerdug, -værdelig.

Gagnveite n. = Gagnvis. Helg. (Bindal, Brønnøy): Gangveiti. Til veita, yde?

Gagnvelde-tre n. = Gagnvid. Nhl.

Gagnverk n. = Gagnvid. Salten: Gang-.

gagra v. staa med Halsen strakt og Hagen i Veiret; til "gag". Rbg. (Evje, Bygland). "Han stoo gagra mitt paa Torji i Byn". – Gagr og Gagre m. En som "gagrar"; helst om langhalsede Personer. gagreleg adj. "Han æ so gagreleg o kageleg" (gloende omkring sig). Rbg. (Evje, SætB.).

gagsna? v. strække Hagen frem (og gabe)? "Han kom gaksnande aa fortalde da", kom hæseblæsende, frembusende, gabende. Sogn. (Lustr). Jf. forgagsna; vel til gag.

Gai, gaie se Gag, gagje. – Gaie i Hasse-.

Gair, gaira, gairen se gadra.

"gala v. gale" . Al. Inf. gaalaa, N- og STrondh. Østerd.

Indic. Præsens: gæl´e(r) (med omtrent samme G som i "Giss" dvs. Gris, se G.; med "tykt" L og oftest intet R), SØsterd. Solør, Rom. (Sørum, Nes og m.fl.), Hedm. (Ringsak og fl.); geel, og sjelden gæl (med samme G) S- og NTrondh. SHelg. Ligesom "skæk´r, skæv´r", af -ka, -va.



"Gald m. Klippevei osv." A. Sogn, Hard. "Fortungaldadn, Maobegaldane".

"galda v. 2) udplukke". A. Vald. Gbr. "Däi galda or (eller ut) alt dæ smaa (store)". galle (oto), Tel. Sæt. Rbg. ilde (utu). NGbr. Ogsaa: golle (o'), Tel. (Tuddal).

"Galde m." Gølde f. Vald. Golle f. Sæt.

Galdr n. (og m.?) en Hestesygdom i Hovleddet og opad Mellemfoden og Mellemhaanden; Flusgalle. Hall. Num. Gall´r Østl. Steingaldr", haardt Galdr (i selve Hoven). Somme Steder paa Østl. (Modum, Smaal.) synes Gallr at være en Sygdom hos Fæet i Svælget = Tauvr; altsaa eg. Forhekselse = Galdr, A. Men i Gbr. (Fron) hedder Flusgalle: Gall m. (?), hvilket minder om G. N. galli Lyde, Feil. – galdra adj. "Kua æ galdra, saa Halsn gror atte". Smaal. Modum. – galdrebeint adj. "g. Hest". Hall. Num.

"galdra v.n. hekse". A. Ogsaa v.a. forhekse. "Gallra ei Byrsa", fortrolde en Bøsse saa den maa dræbe; Jæd. "2) skraale osv." A. Innh. "Han stoo aa gallra aa rooft". Ogsaa: brøle; om Folk og Fæ. Senja: "gallre". "gallra mæ inan" og gallrast v. recip. tumle, holde Lystighed. Jæd. – "Galdr n." A. Skraal, Brøl; af Folk, Fæ, Vinden, Havet. Innh. Nordl. Maaske blot en Udvidelse af gallr(a) v. er gallöur(a) v. skraale i Lystighed, holde "Leven". Helg. Hertil Gall´öur m. (n.) lystigt Skraal.

Galdrnebb m. en Egns yderste Landspids, omkring hvilken Havet og Vinden brøler. Helg. Galdrodd m. d. s. Helg.

Galgeristar m. Galgenfugl. Vestfold: Gäljeristär.

Galheia og Galhoppa f. = Galneheja. Dal. Vestfold.

Gall m.? Flusgalle. Se Galdr.

Gal-laator f. plur. vilter Lystighed; Overgivenhed. Tel. (Rauland). Jf. gallaaten.

gallgaula v. skraale hvast = ill-. Li.

gallhoysta v. huje høit og hvast. Dal.

Gallkvist m. fortørret, barkløs og afstumlet Kvist paa Fyrretræ. Sæt. For Gadd-kvist?

gallremja v.n. (ar) skrige, "remja", hvast. Dal.

gallskrika v.n. = illskrika. Dal.

Gal-luna f. Anfald af Vildskab eller ustyrlig Overgivenhed; viltert, overgivent lune. Ma. (Hægeland) i Flertallet: "Gallune". Gälnlonne ("tykt" ln el. N) f. d. s. Østl.

Gallur m. Person med en vigtig og larmende Optræden. Selbu. Jf. Lure, Bullur, Snorlur.

gallöura, se galdra.

galnast v. recip. gjøre Narrestreger; fjase overgivent med hinanden. Shl. Sogn, Li.
"Han vil kje gjedna arbeia, men naar ein vil galnast mæ 'an, daa æ 'an tilræen". – galne seg v. d. s. Tel.

galnastfull adj. overgiven, fuld af viltre Løier eller Fjas. Nhl. (Fusa og fl.). For galnadsfull?

Galnedom m. = Galningskap. Ma. (Aaserall). Ogsaa: Galnesdom VAgder (Aaserall, Eiken). "Dør va ingjen Galnesdom o sjaa", ingen Daarskab, intet galt eller uheldigt, at see; Eiken.

Galnefauka f. = Galluna. NTrondh.: Gälnföuk' (”tykt" ln el. N). Galnefuka f. d. s. Ndm.: "Galnfukaa".

Galnehespa f. viltert Kvindfolk. Stjør: "Gälnhæsp'": – Gälnehælje f. d. s. Dramn.

Galnelaat f. utidige og ufornuftige Yttringer. Vestfold: Gälne-.

Galneod n. = Galluna. STrondh.: Galnoo og "Gälnoo". Se Od.

Galnesag f. yderlig hidsigt Kvindfolk. Gbr. Sag dvs. Gjed? se Flugs.

Galneskap m. = Galningskap. Ma. (Aaser.).

Galse m. en svær Krop. Tel. (Bø). "Ein Galse te Kar, Fisk" osv.

galsint = gallsint, Sogn. gälnsint, Østl.

Galte m. 1) gildet Orne, G. N. galti. Busk. (Snarum). Galt er ogsaa altid gildet i Ma. Rbg. Ugildet er "Rune, Rone, Raana". 2) Sted, som Ploven er gleden uvirksomt hen over = Bjørn, Draug. Ndm. Hall. Det vil selvfølgelig oftest vise sig i Ageren som en Græsplet; jf. Grasgalte. Aakrgalte d. s. Hall. (Gol).

galtegalen adj. brunstig, om So. Hard.

Galtestøkk m. en pludselig, tilsyneladende umotiveret, Skræk som kommer over Svinet; panisk Skræk. Ma. (Otrnes, Bjelland), Rbg. (Evje), Hall. (Gol og fl.) Tel. (Vinjes Skrifter). Jf. G. N. verda at gelti (gjalti) bli sandsesløs af Skræk eller dl.

gama adj. n. (og adv.) morsomt, lystigt. VTel. Rbg. (Aamlid, Sæt.:) VAgder (Aaserall, Eiken). "Der hae me de gama". "I Finnland æ gott o gama". Comp. og Superl.: gamare, gamaste; og i SætB.: gamnare, gamnaste.

"gama seg v. more sig". A. Hard. (Kvamm).

"gamall adj. gammel". A. gamaal VAgder; gaamäl (omtr. saa) SSmaal.; gaamæill NGbr.; gamalde Sfj. YSogn (Brekke). Feminin: gumul Gbr.; gaamole VTel.; gomo og gaamo, Sæt. og VTel. – Goml´i f. defin. den gamle Kone, Ko, Hoppe osv. Sogn (Aurland, ogsaa "Gam`lao"); Gøml´ee d. s. Vald. (Vang, SAurd.); Gaml´a d. s. Østl. (hvor ogsaa "Gam´mln"). Kompareres: gamlar(e), gamlast(e) – ved Siden af eldre, eldst – i Østerd. Dal. og fl. "Hokke(n) æ den gamlar ta dö?" hvem er den ældste af Eder to? (LElvdal). – "Av gamalt", fra gamle Dage (af). Sæt. Tel. 2) lystig, morsom. VAgder (Eiken). Sjelden uden i Stev. "Ei gamaal Vei(t)sla, eit gamaalt Lag; dæ va gamaalt o vera dør". Jf. ældre D.: "et gammelt Ord", vekslende med "et Gammens Ord"; D. Diall. "snakke gammelt" dvs. tale letfærdigt, øve Utugt. (Skulde "gamall" – ligesom (ald) eldre, eldst – eg. betyde, a) voksen (Lat. ad-ultus) og særlig: skikket til gaman dvs. Kjønsnydelse, Lyst (jf. ældre T. gam(en), gamel dvs. Lyst, Spas); b) forbunden med Lyst, lystig, morsom. Jf. gamsa og fl.??). – Gaml(e)-Stein, Fanden. Helg.

Gam(a)lheia f. en uforfærdet og dygtig (ældre) Kvinde. Helg. Senja. "Gammlhækjj", Salten. Se Heggja og Heida. Noget lignende er: "Gam(a)lknærta, -knætta, -knækta", Nordl. og Gam(a)ldæpp, Salten. – Gam(a)lpika f. en ond, arrig Kvinde. Helg. – Gam(a)lskruv m. tidlig udviklet Dreng. Salten. Meddelt.

gamal-lik seg adj. lig sit gamle Jeg; uforandret. Tel.

gamalsleg adj. gammelagtig. VAgder: gamaalslig.

"Gaman n." A. Gama ISogn, Li. Gomo (o'-ö-aa), NØsterd. (Tolgen). "Da gaor ao Gama" (ISogn), "dæ gaar aav Gaamaa" (Gbr.), det er ikke Spas længer. Ældre Svensk: "gaa aff gaman". – Gaamaal n. et Udbrud af vilter Lystighed; et Huj, en skraldende Lattersalve el. dl. Innh. (Indr. Beitstad og fl.) "Han ga ut e(t) Gaamaal". Udtales oftest med to korte Stavelser som om fordunklet ("tiljævnet") af et *Gamal (ældre og Diall. T. Gamel, Gammel, se gamall); ogsaa "Gammaal", og "Gaa-maal". Kunde maaske være en Sammens. af "Maal" med et Afledsord af G. N geya (jf. Gaud, Go), eller for G. N. gamanmál.

gamanfull adj. = gamansam. Røldal: gamafudle.

gamlast v.n. ældes. Ma.

Gamp m. 1) en svær, grov men kraftig, Krop = Gabb. Tel. Rbg. Bamle. "Ein svær Gamp te Kar, te Fisk", en hel Kjæmpe. Og: "ein Gampe Kar, Fisk, Hest". 2) særlig: en svær, grov men kraftig, Hest. Se A. ØAgder. I hele Agder er en gammel slidt Hest: "Kamp". 3) en tungfærdig, klodset og uopdragen Person. Ned. Rbg. Jf. Gimpa, gjempa seg. 4) en støiende, noget klodset

og uvittig Spasmager. Især om ældre Mandfolk som spøger og støier tosset med Smaabørn. Ma. (Audndal, Holum, Halsaa og fl.). Ogsaa: Jamp. I Sv. Diall.: gamp = tok, narr. – Gampesida f. "De haddar paa Gampeseia mæ 'an", han er noget plump og tølperagtig. Sæt. – gamputt adj. lig en "Gamp" 4). Ma. – Gampetas m. = Gamp 4). Ma.



gampa seg v. n. tee sig som en Gamp 4); fjase og tumle tosset. Ma. Jf. gjempa, gimpa seg. – gampen adj. tilbøielig
til at "gampa seg". Ma. Og: jampen, Ma.

gampta seg v.n. = gampa seg. Ma. (Bjell.).

"Gams n. Fjas". A. Agder, Tel. Se gamsa.

"gamsa v.n. fjase". A. Ringerike, Agder. IAgder og Tel. bruges Gams n. gamsa v. og Afledningerne af dette kun om kaad, uvittig, af tossede Fagter ledsaget, utækkelig og kjedelig Spøg; "Gams" er man straks træt af. Dl. i Sv. Diall.: gamsa, gams; og G. N. gemsa. – Gams m. En som "gamsar"; en kaad og tosset (sandseløs), fortrædelig Fjaser. Hertil: gamse seg, te sig som en Gams. Tel. ØAgder. Gamse seg mæ ein Kniv" = fikta. – gamsen adj. tilbøielig til at "gamsa", til Gamsing f. Tel. Agder. – Gams, Sandseløshed paa Grund af at Hovedet er fuldt af tosset Lystighed. Kun i: "i Gams´n"; "gaa i Gams´n"; "svare reint bort i Gams´n"; Ma. (Otrnes, Søgne, Øvrebø og fl.). Ogsaa,: "gaa i Gams´a", Otrnes. Jf. gimsa.

Gan f. 1) Gab; Svælg; Mund paa Dyr. Oslo, Vestfold (Lier, Eiker) og fl. Ligesaa i Sv. Diall. Ofte Flertal: Ganer, om Svælget. Østl. Se Ganer.

"Gan n. Gjæller". A. Gøn (dvs. Gon) f. d. s. Hall. (?Gol). Jf. Gon, A.

gana v.a. (ar) 1) rykke (en Hest) i Mundvigerne med Tøilerne. Østl. Til Gan f. – 2) befri (en Ko) for Ganer, se d. Busk.

"gana v.n. strække Halsen". A. VAgder, Rbg. – ganeleg adj. tilbøielig til at "g." Tel.

"Gand m. 1, opløben Dreng". A. 2) ung Mand; Dreng = Glunt. Finmark (NVarangr). Halvt Lappisk? Se genta Fritzner.

"Gand m. 2, et Slags Trolddom". A. Gand er et Troldinsekt (Gandfluga), som man kan faa ind i Kroppen, ifølge den døende Folketro i Nfj. (Stryn). 2) Arrighed = Illska, Trollskap. Ryf. Shl. Hard. Sogn. – Gand forstærker – ligesom Eitr – i flere Sammensætnn. med Adjektiver af Begrebet: stærk, skarp og dl. gandhard, -klok, -leid, -sterk, overmaade haard osv. Innh. ("gann", med jodholdigt N); gandsur Ryf., Innh. (gann); ogsaa gandasur, Shl. Og: gandande adv.; "g. hard, ill, leid, sur", Nhl. Hard. Sogn; Innh.: "gannanes" og "gannene"; "gannene hart Tre".

"ganda v. hekse". A. Sogn. 2) = furta; især om Smaabørn som skjuler sin Person eller sine Øine. Stjør. "Staa aa gann".

Gandablaasa f., -gris, -krabbe, -pose m. arrig og ondskabsfuld Person = Eitr-. Shl.

gandafull adj. ond og arrig. Shl.: "-fudle".

Gande m. 1) udvokset ophøiet Rand omkring et beskadiget Sted paa et Træ = Ripel, Jadar. Tel. (Mo, Laardal, Raul., Grandsherad, Sauland). 2) en ikke meget høi, smal Rygning, som fra et høiere Parti stikker ud i fladt Jordsmon eller i Vandet. Hall. (Gol). – gandutt adj. fuld af "Gandar”. "gandutt Aakr", Hall.

Gandegg n. Æg af "Gandfluga"? Menes at kunne komme i Saar og volde Betændelse. Sdm. (Volden). Meddelt.

"Gandferd(?) f." A. Hedder. Gaangfæra i Vesteraalen, Gaangfalee, f. defin. i Helg. (Brønnøy), Namd. (-a).

gandhard, -ill, -leid osv. se Gand 2.

Gandunge m. 1) arrig, slem Unge = Eitr-. Sogn. 2) = Gandeple. Sogn. – gandutt se Gande.

ganeleg adj. se gana v.n.

Ganer f. pl.- = Bar dvs. Hud-Taggerne i Hornkvægets Mund. Totn, Vestfold; Busk. (Sigdal og fl.): "Ganir"; Gbr. og Hall.: "Ganee". "Ganidn æ for lange", Hall. Jf. Gorn; og Gan n. og f. – Hedder ogsaa "Graner", se "Gron". Og maaske "Gaaner", se Gorn.

"Gang m. 10) Bund i Fodtøi". A. Østl. 11) et Sæt: "Sneisgang", et Sæt Strikkepinde, "Hestskogang". Gbr. og fl. 12) "ha Gang mæ", have Leilighed til; have Udvei, "Raad", til; have let for. Vald. (ØSlidre og fl.).

"ganga v.n. at gaa". A. Inf.: gange Østerd. (Tynset), gang Helg.; ga, med nasalt A, Selbu; ga, Stjør. Gul. Østerd. (Tynset), Voss. Indik. Præsens: gjæng(g)´e Sfj. Romsd. (Eid), Nhl. Dal. VAgder. Imperf. Fl.: gungo Hall. (Nes); Imperf. Konj.: gjøngji, gjingji og gangji, Hall. Supinum: gj`e Shl. Ryf. 10) om Fisk: lege = gaatta, gjota. Dal. Jf. Gangfisk. – "Gaa att(r) paa" (Ord, Handel) = attre sei dvs. tilbagekalde, svigte sig Ord. Smaal. og fl. G. N. ganga aptr træde ud af Kraft. – "Gaa av", holde op at mælke. Søndenfjelds. – "Gaa av me(d) Live", miste Livet. Helg. (Vega). – "Gaa a(a)t", lægge forbauset Mærke til, finde paafaldende; sammengledet af gá og ganga, se aatgaa. Vestfold (Dramn og fl.), Smaal. "Je gjekk reint at'n". – "Gaa etter", give efter for, føie. Smaal. Busk. Og: "gaa att(r)". G. N. ganga eptir, følge, skjøtte om. – "Gaa innum ein", ramme, gaa ud over En. Oslo, Smaal. – "Gaa unde(r)" 1) gaa ind paa, underkaste sig. Ryf. Som i G. N. 2) gaa ned, om Solen. NGbr.: "gaa oonde. – "Ga utpaa", gaa paa Nattefrieri. Ndm. Ork. – "Ga utu(r)", tabe sig osv. = fara utor. Ndm. – "Gaa ve(d)" = ganga til dvs. medgaa; omkomme. Sogn (Lustr). "Da gaor sama Saoi ve", der medgaar lige meget. – "Ganga yver", gaa ind paa En, angribe En. Tel. (Vinje: "alt i Sandefjord gjekk ivi haanom: Mat´n, Ba´i, at han inkji fekk lesa"); Ndm. ("ga aavr"). Jf. Yvergang (Overgreb), Yvergangskjempa. "Han gjekk haanaa Band øve", han blev ham
overlegen, især ved Kneb: overlistede ham; vel fra Bødtkersproget. Sfj. (Vevring). – "Gaa ein i Ve(d)re", tage magten fra En, vippe En. Ryf.

Ganga f. = Gonga 1) og 2) Ma. (Øvrebø), Oslo og fl.: Gange.

Gangfiske n. Fiskeri i Legetiden = Tidfiske. Røros. Jf. gange 10); Gangfisk.

Gang-jarn-krok m. = Dumme. Vald.: "Gaangjødn-".

Gangskøyta f. en vittig, "ordhitten", men mundkaad og tirrende Person. Dal. (Hæskestad). Meddelt. Maaske: Gagn-.

Gang-spira (ii) f. strømmende eller ligesom straalende Smerter i Benene efter Gang. Sogn (Aurland: "da spiire upp igjøno"). Se Gangsperra.

Gang-steinar m. pl. Stene til at gaa over et Vandløb = Eng. stepping stones. Jæd.

Gangs-tid f. Iisgangstid. Hadeland.

"Gang-stig m." A. Ganga(r)steeg Follo.

Gang-stolp f. se Gongestolp.

Gant m. (og n.) Spøg, Fjas; Gjækkeri. STrondh. (Gul. Uppdal), Østerd. (Oos, Tynset), Ndm. "Gjøraa Gant". "Paa Gant", for Fjas. "De va bære Gant´n min".

ganta v.n. = gantast. STrondh. Isl. ganta.

gantra v.n. og gantrast v. recip. = gantast. Hard. (Røldal). gantast, A. Ndm. Sogn.

Gangvars, gangvali, se Gagnverd.

"Gap m." A. 4) mundkaab Spøgefugl; omtrent = Flaas, Flaatt, Glopp. Tel. Vestfold og fl. 5) uskikkelig Dreng. NGbr.

"gapa v.n. 3) skvaldre". Ma.: især om høirøstet Snak; Innh.: gaapaa, især om fornærmelig Tale. 4) raabe høit, skrige, skraale. VAgder. G. N. gapa d. s. – gapa seg v. fjase = gantast.

Gapahus, Gapatrost se Gape.

Gapar m. En som "gaper" = Gap 1).

gapast v.n. og recip. = gantast. Vestf. og fl.

Gape m. en grovkornet, uvorn Skvaldrer. Innh.: Gap(p)i. – Gapahus n. omtrent d. s. Hall. For Huse m.? – Gapehovud n. = Flaahovud. Sdm.: -haud. – Gapatrost m., a) = Gapar. Vestfold. b) En som altid vil have et Ord med i Laget, En som overskraaler de andre. Østl. Gaptrast d. s. Trondh. – Gapigal, Gapilur og Gaapaalur m. en tosset tølperagtig Skvaldrer. Trondh. – Gapitosk m. indskrænket Skvaldrer. Stjør. Isl. gapi Fusentast.

gapoleg adj. halvtosset. ØTel. Jf. gapleg.

gaputt adj. 1) spøgefuld som en Gap. Vestfold. 2) slem; som gjør Fortræd. NGbr.

"gara v.a. stikke, osv." A. Romsd. (Nessæt); Ndm. (Tingvoll, Halse): "gara se".

"Gard m." A. Paa m. St. i Østl. og Trondh.: Gaal, undtagen i Bet. "Gjærde", hvori Gal.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   48   49   50   51   52   53   54   55   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə