A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


"garda v.n." A. Om sagte Kog. Vald. (Vang, VSlidre, SAurdal). "Dæ ska bærre gara



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə53/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   49   50   51   52   53   54   55   56   ...   219

"garda v.n." A. Om sagte Kog. Vald. (Vang, VSlidre, SAurdal). "Dæ ska bærre gara lite etter Braddee". Formen "gara" passer ikke til "garda", hvilket skulde hedde "gale" i SAurdal og VSlidre, "gare" i Vang. "2) danne Striber paa Vandet; om Vinden". A. Hall. (Nes): gale.

Gardald n. Vei-Aabning el. Port i et Gjærde; oftest = Skutellid. Voss: "Garald". Jf. Lidald, og – med Hensyn til Formen #-: Kjerald, Teigald, G. N. hrúgald, grímald, kafald og fl.

Gardbrjotar n. Dyr som bryder Gjærde.

"Garde m. 1) eg. Gjærde". A. Bruges om Gjærde overhovedet, i Shl. (Strandebarm), Nhl. (Fusa). "3) = Bing osv." A. Vestfold, Hall. Romsd. Trondh. "Snakk' so(m) en Kalv framaför Garin (og "Galin")", ogsaa blot: snakk' framaför Garin", snakke uvittigt, overdrive og dl. STrondh. "4) Faaremøg". A. Innh. og Namd.: Gali.

Gardedill og -dilt m. En som tripper om fra Gaard til Gaard. Hall.: "Gale-".

"Gardekalv m." A. 2) = Heimføding. Sogn.

gardfara v.a. og n. besøge en Bygds Gaarde fortløbende. Stjør. Jf. andfara, endefara.

"gardfløygd adj." A. Ndm.; Totn: "galflögd". – "gardhard", A. Hall. Ringerike og fl.: "galhal". – "gardill", A. Hard.: "garidle".

Gardfugl m. = Tunfugl.

Gardgut (uu) m. ugift Mand som eier eller arver Gaard. Gbr. og fl. Og: Garde-.

Gardgøya f. Person som ved sin Mund – Skjælden, Mundkaadhed, Lyven osv. – skræmmer Folk fra Gaarden eller bringer den i Vanrygte. Dal. (Hæskestad).

Gardlægja f. = Raftestokk. Sæt. Rbg. (Aamlid), Tel. I Sæt. over, i Tel. (Vinje) under "Biten".

Gardløda f. liden Lade til aftærsket Halm, ved Siden af Loen. Gbr. Garlyu NGbr.; Gallyu Faaberg; Galliu og Gallu Øyer. Begge L'er er alm. L.

Gardmor (oo) f. Materiale til et Gjærde, af Sten eller Træ, som findes i selve Gjærdets Linje; saaledes om levende Træer hvori Gjærdestænger lægges, om Ruiner af Gjærde osv. Hard. (Kvamm). Nu opfattet som "-Moder", altsaa Fl. -Møre. Gardmo m. d. s. Shl. (Etne); meddelt; det forklaredes ogsaa = Gardfar (A. Nfj.). I VAgder hedder noget lignende "Hagemoor, Hagsmoor" f. (og n.). Jf. Eldsmor (= Eldsmyrja?) og Isl. mór (el. mor?) el. módr? n. Mudder, Grums og dl.

Gardrave m. liden og ringe Gaard; Gaardlap. Ndm. I N- og STrondh.: Gaarraavaa; og: "-raawaa, raaghwaa, raagaa", Stjør. Ogsaa "-ravi"; NTrondh. "Ravegard", d. s. Jf. Rave.

Gardraa f. en vandret anbragt Gjærdestang. Se Raa. Kun i Formere: Gar-roo, bestemt Roo´a, Fl. Roo`e, Fosn (Stadsbygd).
Og Gar-roo, bestemt Roo`a, Fl. Roo`aa Innh. (Stjør. Indr. og fl.); altsaa: Roa; ("Rooe, Hesjerooe", i Gul.).

Gardrekkja f. En som stryger el. driver om fra Gaard til Gaard. Gbr. Trondh. Og: "Garrekje", Romsd.

Gardrekstr f. en Gjærdestang. Helg.

Gards-bonde, se Gardvord.

Gards-bruk n. Gaardsdrift. Søndenfjelds.

Gard-skid f. kløvet Træ til Gjærde. Totn.

Gards-lid n. Port som fører ind paa den ombyggede Gaardsplads. Stjør.: Garslee ("tykt" rs el. S). G. N. gardshlid.

Gar(d)-sokning m. Indvaaner af Gar(d)är, Sogn i Smaal. Gaard hedder her "Gaal".

gard-springen og -sprungjen adj. = gardfløygd. Tel.

Gards-styr n. Gaardsdrift. Hall.

Gard-stad m. Sted for Gjærde. Østl.

gardtals adv. fra Gaard til Gaard i uafbrudt Følge. Gbr. (Sel, Vaagaa). "Han gjekk galtäish".

Gardtoda (o') f. fedt Græs paa Gaardspladsen. Ndm.: Gartøaa.

Gardvand n. Gjærdsel af Grene og smaa Træer = Vond. Sfj. (YDale). Garvaand n. Sogn, f. Romsd. Galvann n. Stjør.

Gardvol (o') m. Levninger af Stengjærde; tildels = Gardmor. Sfj. (Førde, Holmedal, Vevring). Jf. Ervol.

Gardvond (o') m. = Gardraa. Hard. Voss.

gardvond (garvoond) adj. = gardill. Tel.

"Gardvord m. 1) og 2)". A. Gbr. (Vaagaa): Galvool. "3) Vætte osv." A. Dal. Garsvoor, Tel. (Moland), Hard. YSogn. Garsboonde d. s. ISogn (Lærdal). 4) Garsvoor, et Insekt som flyver om om Aftenen med en knebrende Lyd. Tel. (Moland).

Gardvyrke n. Gjerdefang. Totn.

"Gare m. Pig osv. " A. Ndm. Gar(r)a m. en pigget, slet afkvistet, kort Stavre eller lang Pæl. Busk. (Ringerike, Modum), Vestfold. 2) en lang ilde voksen, usmidig Figur = Garre. Rbg. (Evje), Tel. Ogsaa: En som glor sandseløst omkring sig med strakt Hals. Tel. Her er maaske to Ord. Se gadra v. – gare v. se gadra.

Garm m.” A., har paa Kløftens Overkjæbe gjerne et Hunde- eller Hestehoved. Innh. Gul. Strinda, Ndm. G. N. garmr, en Hund. – ”garma v.a. ” A. Gul. Sv. diall.



"Garm n. Skryderi. Garm m. tvivlsom Historie = Skrona. Tel. (Kvitseid). Til flg.

"garma v.n. = traarauta". A. Hedm. Totn, Vardal, Modum. 2) skryde = garpa, skrona. Tel. (Kvitseid).

garna seg v.n. gaa i Garn, lade sig fange; om Fisk. Dal. (Lund): gadna.

Garnglunt m. ung Mand som uden at være "lagfør" er med i et "Baadlag" og kun har Udbyttet af sit eget lille Garn. Nord. Jf. Skotglunt.

Garnhespel m. = Hespa. Søndenfjelds.

Garnhest m. = Suta. Sdm.

Garnriv (i') m. Garnbom; se Riv. Ryf.

Garnstøding m. Fisk, som er saa stor at den blir staaende (hængende) i et Garn. Tel. (Laardal): Gaanstø'ing.

Garnvase m. forviklet Hob Fiskegarn. Lof.

"Garp m." A. 2) en raa, hensynsløs og larmende Person. Rogaland, Sogn. 3) En som "garpar" dvs. fører høi og uhøvisk (skrydende, kynisk, bespottelig) Tale. Hall. Rbg. Ma. – Garp n. se garpa. – Garpaskap m. en "Garps" Adfærd; Garpe-Væsen. Jæd.

garpa v.n. (ar) 1) tee sig raat, som en "Garp"; støie, skvaldre, tale uhøvisk, skryde. Rbg. Sæt. Hall. og fl. A. 2) særlig: æde slugent. Rog. "Garpa i seg". – Garp n. 1) det at man "garpar", særlig om Tale. 2) En som "garpar", taler uhøviskt. Hall. – Garpar m. En som "garpar"; særlig: en raa og voldsom Person, som æder voldsomt og arbeider uvornt. ISogn. – garpen adj. tilbøielig til at garpa.

Garpe m. = Garp m. 2) og 3). Sæt. og Tel. "Garpi". – Garpeglip m. d. s. Tel.

Garpeknute m. Adamsæble. Oslo.

Garpesvall n. en "Garps" Snak. Hall.

garpesvalla v. tale som en "Garp". Hall.

garpla v.n. skvaldre; tale uhøviskt (larmende og raat etc.) = garpa. Sæt. – Garpli m. En som "garplar". – Garpletot (o') n. d. s. Sæt.

garputt adj. = garpen. Hall. og fl.

garre v., Garre m. og f. se gadra.

"garta v. 3) grynte". A. NGbr.

Garv m. en Sluger, Storæder. Ryf. Ogsaa "Aategarv". Til garva i seg v. æde slugent. Ryf. Se A.

gas adj. kneisende; især: med Hagen og Næsen i Veiret, omtr. = gag. Tel. (Kvitseid). – Gas n. det at "gasa". Se de flgg.

Gas m. se Gase.

gasa v.n. (ar; og er, te), 1) være "gas" el. "gag", kneise; om Levende, sjeldnere om Redskaber. Hard. ISogn, Hall. Maaske eet med "gasa, gloe" A. Jf. (?) Gast n. "Kyræ gasar", gaar med kneisende og lidt svingende, "kinksande", Hoved. 2) fare afsted eller omkring med Hovedet, Næsen, i Veiret; om Fæ, Hall. Østerd.; om Folk og Fæ, Tel. (Vinje, Mo, Mol. Kv. Sell. og fl.) "Kua gase naar ho flyg aa astne", (ikke "gaasaa"; Imperf. gaste), Østerd. (Tynset). "Han gasa o floug", Tel. 3) tumle sig i overmodig, utækkelig Kaadhed; ogsaa gasa seg, af Gas m., Tel. 4) fuse frem, være fremfusende. Hard. Sjelden.

Gasahovud n. om Dyr som "gasar". Hall.: "-huvu".

"gasa seg v.n. (ar) gjøre sig tilgode". A. gaasaa sæg, pleie og kjæle for sin Kropp. STrondh. (Børsen). Gaasaatapp m. En som "gaasaa sæg"; en Sybarit.

Gase m. En som "gasar" 2) og 3). Tel.
(Vinje#-Sell.). Gas m. d. s. Tel. (Raul. Aamotsdal); Wille: Gase, en fremfusende Karl. Gos (o') f. Kvinde som "gasar"; kaad, tosset og uopdragen Kvinde. Tel. (Moland).

gaseleg og oftest gasaleg adj. lig en "Gase". Tel. "Han æ si viiopen (frembusende) o gasaleg". – gasutt adj. d. s. Tel. og fl.

gasen adj. tilbøielig til at "gasa". Ogsaa = gag. Sogn, Hard. "Ljao´n æ gasen i Tjorte", (Aurland).

Gasm n., Gasm m. se flgg.

gasma v.n. (ar) drive vilter støiende Morskab; tumle i sandseløs Lystighed; omtrent = gasa 2) og 3). VTel.Rbg. "Dei flyge gasmar heile Dagjn; d'æ noko Gasm mæ dei", n. den Adfærd, at gasma. – Gasm og Gasme m. En som gasmar. – gasmeleg og gasmen adj. som gjerne gasmar; særlig: næsten sandseløs af Vilterhed. Tel. Rbg. – Gosma (o') f. en Kvinde som "flyge gasmar". Tel. (Wille: Gosme, fremfusende Kvindfolk). gasma er ikke omsat af gamsa, som betegner noget mindre larmende og mere aandigt (Spøg), men hører til gas(a), dannet med det især i det Sydvestlige ganske hyppige Suffiks m-; saaledes ogsaa: busma (bosma, bjosma), dusma, dosma, drusma, Fisma, fjusma, fjosma, flasma, Grusme, grisma, glusma, tasma, trasma, Hysme, Rysma og fl. Jf. Sv. Diall. gassma dvs. skratta högt; gosma dvs. se i vädret, gapa.

gasna v.n. glo med Hagen fremstrakt. Sogn (Vik). "Han flyg aa gasna". "Stao aa gasna". "Ko æ da du gasna itte?"

gaspa v.n. (ar) skvaldre med kaad, tosset, løsmundet og plump Høirøstethed. Voss, Hard. Shl. Ryf. Snarest en Omglidning af gapsa (gafsa, gapa); ikke til gasa, gasma. Sv. Diall.: gaspa, skämta ock skratta opassande. – Gasp n. sligt Skvalder. – Gasp m. og Gaspa f. En som er gaspen adj., som gjerne gaspar. SBerg. Ryf. – Gospa (o') f. = Gaspa. Voss.

Gass n. en arrig Tingest; omtr. = Skass. Nfj. (Selja).

Gasse m. i Folkesagnet: en ondartet Vætte, "eit Haugatroll" som farer med Lys og Lygt. "Han seer ut so Gassen", siges om en yderst laset. Sfj. (Jølstr, Haukedal, Førde, IHolmedal). Jf. G. N. gassi et fremfusende Menneske.

Gast n. 1) et hovmodigt kneisende Hunvæsen; En som gasar 1) Hard. (Ulvik). Skal kun bruges om gifte ("skauta") Kvinder og om hornede Kjøer. 2) en hidsig, "snøggsint", Person. Nfj. Tel.

"Gast m." A. En Ugle, Strix stridula. Ma.

"gasta" A. adj., eller Genetiv, om det store, stærke, vældige, prægtige. Sogn, Agder, Tel. og fl. Jf. Avgast, Alegast. "Gasta Kar, gasta Greie". "Gaste Hest´e"; Tel.; "gaste Tak", et vældigt Tag, en Bedrift, Tel. Ogsaa gaste adv.: "g. gild´e", ypperlig, prægtig; Agder. – Gastaknætta f. brugt om en vældig Helleflyndre; vel ogsaa om andre Hunkjønsord. Nordl. (Senja, Steigen). Jf. Gamalknætta.

gasta v.n. (ar) lege med Larm; tumle. Mest om Børn. Nordl. (Steigen). – gasta seg v.n. tee sig som en Gast; bære sig vildt, udfordrende, voldsomt og larmende; være ustyrlig. Tel. Sæt. Ma. Sv. gasta, støie. – Gastar m. En som gastar (seg).

gasten og gasteleg adj. som gjerne gastar seg; lig en Gast; ustyrlig. Tel. Agder, Hard. "G. Hest". – gastoleg ØTel. Se A.

gastelege adv. 1) i en ”Gasts" Maner; ustyrligt. 2) overmaade. Tel. (Mol.). "Gastelege fiin´e".

Gastetak n. = gasta(-e) Tak. Tel. og fl.

gasutt adj. fuld af "Gas" n., lig en "Gas". m. Tel. og fl. – "gasett, Gasveder", A., maaske til Gos, gjosa.

"Gat n." A. 3) en trang og kort rendeformig Fordybning i Landskabet; en liden smal og kort Dalsænkning eller Kløft; omtrent = Høse. Shl. (Fitja). G. N. gata Hul.

"gata v. (ar) udstikke". A. Vald. Vestf. Li. gaataa Gbr. "Gata ut eit Hol". "Gata ein Stokk", hugge Hul i en Bjælke for at stikke en Kjætting derigjennem for Fremkjørslen. Vestfold. gote (o') d. s. Sfj. se gota. – gata or v.a. bryde eller stikke noget ud eller op med et skarpt Redskab. Sogn, Hard. "Gata or ein Kork". Hertil: orgata adj. gata inn v.a. indfalse. Hard. (Røldal). – Gatapinne m. enslags Preen til at udbore Knaphul. Vestfold; Gbr.: "Gaataa-".

Gata f. Knaphul. Sæt.: "Gate", og "-a".

"Gata f. Stræde i en By". A. En Bygade er paa Østl. oftest Gate; dog somme Steder Gatu, Ringerike og fl.; ogsaa Ork. Gul. Gato, NGbr. Jf. Formen: Skatu, Kaku, Va'o.

Gatateig m. et umaalt Markstykke som man anslaar til en Teig dvs. 12 Maal Jord. Modsat: Stangeteig. Vel til gita, gjætte. Tel. (Kvitseid, Selljor, Rauland, Vinje).

?Gatebor n. = Gotbora. Nfj. Jf. Gat.

Gatetraad m. Knaphulstraad, meget stærk Traad. Voss. – Gatestong f. Stang el. Dukke af Knaphulstraad. Li. (Kvin "Gadestaang"). Ogsaa: Gadingsstaang Li. (Kvin).

"Gathol" A. Gatahol, Hall., Gate-, Voss.

Gau n. 1) Gjøen. Tel. (Mo, Vinje). Mest i "Hoondegou", især i gamle Viser. Maaske afledet af gaua. Jf. dog G. N. gaud, n.? (Gjøen), Goi; Sv. Diall, gåj, gö, hundskall. 2) Skraal; helst om en fjern, men dog stærk, Lyd af Skraal. Ndm. (Øksndal, Sunndal), Romsd. (Nessæt, Veøy). "Dæm sætt' i et Gäu". "De va et unnerle Gäu paa
dæm der borti der". Go (o'#-ö) fjern dump, stærk Lyd = Ljom. Gul. Røros, NØsterd. Se Gaud, A.

"gaua v. n. støie, skraale". A. Sogn, Shl. VAgder, Vald. Ogsaa: "Kyræ gäua o räuta". Li. (Eiken). – Gauar m. En som gauar. Sogn, Shl.

Gaud´r m. en Skalk; ogsaa: en snedig, fiffig, smidig Karl. Romsd. Ndm. Trondh. Endog: en dygtig Karl = ein fullhesta Kar, ein Gluping. Fosn, Ork. Synes at være T. Gaudieb, Gautyv, (som Spis´bur er Spitzbube), men betydnings-smittet fra "gau, gauv" adj., Gauving m. Jf. dog Nordsv. göud dvs. galning.

Gaustn, Gaugn, Gaukn se Gaupn.

Gauing m. se gauv.

"Gauk m. 3) øverste korte Stok i en Gavlvæg". A. Tel. Voss. 4) Rummet øverst oppe under Gavlmønet. Tel. "De stænd uppi Goukjn", nemlig paa en Hylle. 5) hele Gavlvæggen fra Tagets nedre Kant opad. Ryf. "Døraa, Glase, oppi Göukjn".

"gauka v." A. fjase, tumle. Østl.

Gaukegras n. et lavt lidet Straa, som i Toppen bærer et sødt lidet Korn, Gaukekorn n. el. Gaukemat m. Ligner Polygonum viv. Tel. (Høydalsmo, Sell. Kvits.).

Gaukemat m. = Gauksura. Hall.

Gaukespy n. rød størknet Træsaft, helst paa friske Hugflader. Maaske ogsaa en rød Svamp, fungus, der. Smaal. Hadeland.

"Gaukføda f." A. Snarest: Gjøgemoder, Sylvia curruca. 2) = Gauksura. Hedm.

Gaukskjor f. en liden Fugl som siges at følge Gjøgen og tilsidst krybe ind i Halsen paa den. Nordl. (Senja, Lyngen). Maaske d. s. s. "Gaukføda"; eller Iynx torquilla.

Gaul m. 1) Vindstød; kortvarig, men voldsom, Vind. Sdm. Romsd. "Austavindsgaul". Ligesaa snart til "gaula", brøle, som til "gaula", lufte. 2) Luftning; svag jævn Vind. Oslo: "Østagæul"; Shl. og Ryf.: Göul og Göudl, "Havgaaudl". Til "gaula", lufte. 3) Trækvind, Træk. Rog. Shl. "Staa i Göudl paa Laaven, i Smogje".

"Gaul n. Brøl", A. Særlig: Brøl af Havet. Shl. "Havgöul (-göudl, -gaaudl)".

"gaula v.n. brøle". A. Ogsaa: hyle, tude; græde tudende. Ma. Vestf. og fl. "Skrubb´n side paa Skraasta-Heia o göule"; Otrnes.

Gaula f. Luftning; "Havgaula". – Flodnavnene Gaul`a i Sfj. (G. N. Gaul?) og Gaul´a i Nedre Gul. – i den øvre og længere Del af Dalen hedder den Gol´a (o') – G. N. Gaul, hænge vel sammen med gaula v. brøle, gole i Øvre Gul.

"gaula v.n. (ar) lufte". A. Rog. Shl. Ma.

gaulen adj. trækfuld. "Ein göulen Plass". Rogaland. Se Gaul m. 3).

gauma v.a. (er; te?) = gauma etter. Romsd. "Han gäume (gäumte) ikkje noken Ting".

?gaumgjæven adj. opmærksom. Christie.

"Gaupn f. 1) krummet Haand osv." A. Gaukn (au#-ou#-æu (äu) #-öu) Rbg. Ma. Jæd. SShl. (Finnaas og fl.). Göugn Li. (Kvin.). Ogsaa: Gäukna Ma. (Bjelland). Jf. geykn, Færøyar; gauken, Gotland. "Aen griip inkje Gull i Gäukn´æ", Ma. "2) Haandfuld osv." A. Gaufn (au#-öu), "Fliisegaufn", Vald. (ØSlidre), Gbr. (Vaagaa); Göuftn, Vesteraalen, Gbr. (Øyer); Göuft Gbr. (Øyer: Mjølgöuft); Göupe f. Totn, Ringerike, Gbr. ØTel og fl.; Gaupe, Gaupne og Gouvne m. Hall. "Knappe Klyypaam aa slæppe Göufnaam". – Gauping (äu#-öu) og Gøping f. hvad der rummes mellem de to krummede Hænder. Smaal. For "Gaupn" siges i Nfj. (Stryn, Breimn): Graup f.

"gaupna v. 1) øse med Haanden". A. göupe Smaal.; göukna, Agder (au, æu), Jæd. SShl.; göugna, Li.; göuftne, Vesteraalen. I Nfj. (Stryn, Breimn) siges graupne. "2) rive til sig". A. Shl. Jæd. "göupna aa grapsa". Shl. "göukna i sæg". Jæd.

Gaura f. bagtil aabne Benklæder til Smaabørn. Oftest brugt i Fl.: Göuraar, Göura(nn). Helg. (Mo og m. fl.).

gaura v.n. (ar) vokse for raskt op, blive opløben. VAgder (Bjell. Fjotland). "Gäura (æu, öu) upp". "Kosse du he`e gæura o vakse!" Jf. G. N. gaurr m. uopdragen Person (lang Lømmel?). Fra Holum i Ma. er meddelt: "göuranse fullt", mylrende.

gaurevaksa v.n. (vaksa, veks´e, voks, vakse) = gaura. VAgder. gaurvaksa, Dal. (Hæskestad) "Holte göurevekse so fælt". – Gaurevokst m. altfor rask (opbløben) Vækst. Ma. (Bjell.). "Där æ slig G. paa dæ Holte".

Gaurfura (u') f. Fyrretræ som er vokset for raskt op, ud i Grene og Kviste og en lang tynd Stamme. Li. (Fjotland). Gaurtoll (dd) f. d. s. om et ganske ungt Træ. Li. Sammesteds "Gorfura, Gortoll", om Træer med løs Ved.

"Gaus m. Udstrømning osv." A. Tel. Ma. Jæd. Shl. Voss, Sogn. "I same Gous´n", uafbrudt, Tel.

"gausa v.n. (ar) strømme". A. Agder, Rog. Sogn, Nfj. "Gausa fram, ut, yve(r)". "Gouse yvi", koge (skumme) over; Tel. 2) tale forhastet; buse ud (med). Hall.

Gausdøl m. 1) Indvaaner af Gausdal. 2) Slump Drik levnet i Bæger eller Glas, "Polak". Gbr. (maaske hele Gbr. minus Gausdal).

"gauska v. n. skryde". A. Overhovedet: føre megen høirøstet, storordig og upaalidelig Tale. Tel. Ryf. Jæd. 2) buse ud; tale forhastet og utydeligt = gausa, gausta, gosa. Voss, Hard. Shl. – Gauskar m. En som er gausken adj., tilbøielig til at gauska.

"gausta v.n. (ar)". A. 2) tale høit og truende eller skjændende; skrige paa, til, efter.
Tel. (Nissed., Eidsborg, Høydalsmo). "Gouste paa Hest'n". "Gouste ette Oonggane". goste (o'), Tel. (Kvitseid, Selljor). Gaust og Gaustar m. En som er gausten adj., tilbøielig til at gausta, til Gausting f. Hall. Tell.

Gaut m. En som buser ud med alt; en uforsigtig Snakker. Østerd. (Tolgen, Rendal): Got (o'#-aa#-ö). Ogsaa forklaret som: en Vringler, som ikke er til at faa Rede paa. – gaututt adj. som en Gaut. Østerd.: gotete (o'). Til "gauta, snakke meget", A. gote fram (o'), buse frem. Østerd. (Rend.).

gauv adj. 1) kneisende; med statelig Holdning. Gbr. (Skjaak, Lesja). 2) anseelig og vakker = gild. NNdm. (Halse, Surndal, Rindal). Oftest "gäuv"; ogsaa: "gäu". "Gäuv Draak, Kar". 3) ypperlig; udmærket. Innh. (Indr. Stjør.): göuv (ö#-ä); Strinda: göu (ö#-ä); Gul.: go (o'#-ö); se ogsaa A. 4) okvakt, fiffig. Sdm. Romsd.: "gäuv" og oftere "gäu". Hænger, ligesom Gauve m., maaske sammen med guva v. (gauv), guva v. (er, de), Guv m., Guve m. = Gauve, Gøyva f. osv., men tør somme Steder være paavirket af Nt. gau, gauw dvs. behændig, fiffig. I Sv. Diall. gau dvs. stark, dugtig. – Gauving m. En som er "gauv": a) en prægtig, rigtig dygtig Karl; Strinda. b) en opvakt Karl; Romsd. Ndm. Tildels "Gäuing".

Gauv n. Skum; Luftblærer. Tel. (Mo).

"Gauv m. Strøm af drivende Støv, el. dl." A. Rbg. Sæt. Hard. Gøyv m. d. s. Ma. (Aaserall), Tel. (Selljor). 2) Strøm af Luft (Gas, Lugt). Ma. (Aas. og fl.): Gøyv. Se Dalgauv; jf. Gov.

Gauva f. 1) en Mængde af Luftblærer, en Masse af Skum, "Gauv"; i Deig, paa Vædsker og dl. Rbg. Sæt. Ma. Jæd. "Daigjn stend' i ai Gauve", Sæt. "Æg va saa vaade, at dæ stoo opp Göua opp om Foodn"; Jæd. Gøyva d. s. Ma. Rbg. 2) Drev = Gøyva. Smaal. Oslo: Göue (æu); ogsaa udtalt "Jaue (öu)", ved Smitte fra (G)jøyve".

"gauva v.n. (ar) 1) støve, ryge osv." A. Nedre Tel. "2) mylre". A. Sfj. Y- og ISogn. "Da aua aa gaua (öu#-æu)". Ogsaa: "Da aulte aa gaudde mæ Makk". "Gauande fullt". 3) udvikle Luftblærer "Gauv, Gauva"; gjære; bruse op; skumme. Sæt. Jæd. og fl. "Daigjn hev gauva upp svært"; Sæt. "Dæ göudde i Skone før kvært Steeg"; Jæd. 4) jage op Støv = gøyva. Smaal.

gauva seg v. (ar) lykkes, føie sig, faa en heldig Udgang; om Ens Virksomhed. STrondh. (Bynes og fl.). "Dæ göuve sæg itt' naa för'om; dæ vil itt' göuv' sæg", han faar det ikke i Lav. Maaske til gauv adj.

Gauving f. det at gauva.

"Gauve m. mægtig Mand osv." A. Tel. (Bø og fl.) Gbr. Gæue (og öu), Li. Sogn, Busk.; Gaugve Hall.?; Goe (o'#-ö) en prægtig Karl = Gauving, se gauv; Gul. – Gauve, Genetiv el. adj.: mægtig; statelig og lidt fordringsfuld i Optræden. Tel. "Gauve Kjering, Mann". Jf. Guve. – Gauve, se Gaupn. – Gauving m. se gauv adj.

Gauvr n. Skryd, Praleri. Tel. Rbg. Til gauvra A., Rbg. – Gauvrar m. Skryder.

Gave m. stakaandet Legemsoprør, hvori man f. Eks. hovedskulds frembringer et Ærinde; aandeløs ivrig Hast; omtrent = Førelag. Hard. (Odda, Ullesvang, Kvamm). "Han kom i slik´e (el. slik ein) Gave" = "mæ slikt Gjee". "Dæ fælt te Gave, du kjeme !"

"Gavl m. Tværside". A. Sæt. "Sængjagavl, Hovdagavl", Nhl. Voss. Ogsaa: "Tværgavl", Nfj. "Midtgavl", Mellemgulv, Hall. og fl. 4) en kort Bjergvæg som forbinder to jævnløbende længere Bjergrygge. 5) Forsiden af en naturlig Jordbænk (Terrasse); ogsaa: Terrassen selv. Sogn. 6) næsten vandret Endestykke som skyder frem over (fra) en Tværvæg; saaledes: den tynde fremragende Kant af en Snedrive, "Fonn", = Utskot, Skut; det flade Haandtag paa et Trug. Tel.

Gavle m. 1) Tværvæg = Gavl. Ndm. Tel. (?Sell.). Ogsaa: "Tværgavle", Ndm. "Meegavlin", Mellemgulvet. Ndm. 2) det ved en Tværvæg afsondrede Rum; særlig Afdeling i Fæhus = Bing; omtrent som "Bolk". Ndm. "Gavlin i Fjøsa för (fär) Säuinn".

gav´r (langt A) adj. fyrig, ivrig. Østerd. (Oos, LElvdal, Rendal); Ork. (?Rennbu). "Gav´r 'taa se". "Gav´r Hæst". Se gag.

gaa v.a. (r, dde) mærke". A. Namd. Innh. Fosn. Beholder – som alle Verber der ende paa Vokal – Vokalens Længde foran Endelser, "gaa-dde, gaa-tt", i Sæt. og de øverste Bygder af VAgder; længere nede i VAgder er det "gaade, gaat", G.N. gádi, gát. "Gaa at", Agder, Tel. Vestf. Smaal.; i Vestfold og Smaal. især.: gjøre en uventet Iagttagelse, finde paafaldende; og formelt sammengledet med "ganga", se d. og "aatgaa". "Je gikk saa at(t) de". – "Gaa te", d. s. Ryf. Berg. G. N. gá til. "Gaa ved", d. s. Jær. Ryf. "Han leest ikkje vee gaa", lod som han intet mærkede. "Gaa ette", d. s. Ma. (Grindeim, Bjell.). "Gaa um", d. s. især finde en uventet Forandring = aatgaa, Ma. Ved "gaa ette", og "gaa um" er maaske Paavirkning af ganga eftir, g. um.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   49   50   51   52   53   54   55   56   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə