A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Gigla f. et løst opsat Bygverk; f. Eks. en usikker Bro = Gidda. Hall. (Aal, Gol). Gigli



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə55/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   51   52   53   54   55   56   57   58   ...   219

Gigla f. et løst opsat Bygverk; f. Eks. en usikker Bro = Gidda. Hall. (Aal, Gol). Gigli n. d. s. Hall. (Gol).

gigra v.n. 1) staa og rokke el. svaie ganske smaat; staa vaklende; Bevægelserne er noget mindre end i gigla, som ved geivla og geivra; Ryf. (Jelsa, Sand). 2) holde noget rokkende, lade rokke smaat, holde usikket. Ryf. "Gigra mæ Roore" =Eng. fiddle with the helm. Jf. giga osv. – gigren adj. tilbøielig til at gigra; løs i Fugerne.

Gikk m. Aftrækker paa Gevær. Tel. (Mo, Vinje).

Gikk n. Spøgefugl. Ryf. (Suldal), Hard. – "Gikk m. Gjæk". A. "Spela paa Gikkjn", eller "spæla Gjeekkjn", slaa Gjækken løs. Helg.

gikkast v. recip. gjækkes, drilles. Gbr.

gikkeleg adj. naragtig; urimelig; overvættes. Ogsaa adv. Hard. og Ryf.: gikkale(g).

"Gil (i') n. Bjergkløft". A. Gjeel (kort Stavelse dvs. kort ee og kort L) Gbr. (Vaagaa og fl.); Gyl og Gjøl (med ikke lang Stavelse) Shl.; Gil n., men Fl. Gilja f., ISogn (Aurland); Giil f., Fl. Giila og Gilja, Vald. (Vang). 2) langstrakt Aabning i Skov. Ringerike: Gjeel (langt).

"Gil, Bisol". A. Gjell Selbu; Gigg Vestf.

Gil (i') m. Øl i Gjæring = Giil. Sfj.; Ndm. Gjeel. Jf. G. N. gilker. – "Gil (ii) m. 2". A. 2) Gjæring, Gjær? "D'æ kje Giil i Øle" Sdm. (Sunnylven).

Gil (ii) n. Gjæring; Ophidselse, Oprør. Hard. "Han kaam i slikt äit Giil". "Men dar va äit Giil!" Sjelden. Jf. Geil (Gøyl), Geire; Gila og Gira. – ?gilen adj. hidsig (paa). Hard. Usikkert og ialfald sjeldent. – Gilkjerald n. = Gilsaa. Sogn.

Gil (ii) m. 1) = Geil f. dvs. Vei. Ryf.: Giidl. 2) = Geil f. (Shl.) vs. Hjørnetoug osv. Ryf. Giidl, Fl. Giilar. Se A.

Gila (i') f. en brat opstigende smal græsdækket liden Dal, mindre utilgjængelig end Gil (i') n. Dal. Li.

"gilda seg v." A. Hard. Tel. Hall.

gildra seg v. huje af Glæde; juble = kria seg. Shl. (Fitja, Fjellber).

gildra v.n. lure, sidde pa Lur. Helg. (Herøy, Brønnøy). "Maasen sat aa gjillra ette Sillaa". Jf. gilja, gilla, gylla.

"gildra v. 3) rage høit op". A. Særlig: rage høit op og dertil staa usikkert. Ryf. Romsd. og fl. – gildren adj. som vil gildra; særlig: høit og løst opsat, stilladsagtig. Ryf. Romsd. "Staa gildre" = "Staa aa gildra". gildrutt d. s. Vestfold.

"Gildra f. = Gilja". A. Sogn, SBerg.

Gildre n. Stillads = Gildring. Hall.

Gildrebunad m. løst opsat Indretning; f. Eks. et Stilllads. Innh. Gillerbuuna. – Gildregreida f. d. s. Tel. og fl. – Gildreverk n. d. s. Østl.

Gildska f. det at man er "gild"; særlig: Fortræffelighed. Sæt.: Gillske.

"gildsleg adj." A. 2) omtrent = godsleg. Ned. og VAgder: gillslig.

gilja v.n. (ar) stirre speidende, lurende, el. pønsende. Gbr. (Faaberg). Jf. gildra, gilla.

giljutt adj. = gilutt. Nhl.: "gilljete"; se Gil (i') n.

gilla v. lure. Senja. Oftere: gylla, se d.

"Gim (i') m. Damp osv." A. Især om Vellugt, i Shl. Hard. I Sfj.: Gimm´e; i Hall. Gjøm.

"gima (i') v. lugte". A. Især: lugte godt. Hard. Shl. Sfj.; Hall.: gjøma. Jf. gjæma.

"Gima (ii) f." A. Jime, Selbu. Jime n. Østerd. 2) det Parti af en Pose eller Sæk som er udenfor (ovenfor) Baandet for Mundingen. Tel. (Sauland, Kvitseid). Gjeeme Tel.
(Mo, Eidsborg). "Han tok Sekkjn i Gjima mæ eine Haandi". "Ho bar Posen ette Gjeema". Mundingen hedder her "Mulen". – Gimeband n. Tel.

Gima (i') f. dybt Skaar ind i Kjød. Hard. (Odda, Ullensvang).

gimaleg (i') adj. mat eller bleg i Farven; maaske kun: blegrød. Tel. (Kvitseid). Sjelden. "G. i Lit´n".

"Gimber f. Gimmer". A. Gymbr, Sæt.; Gim´mr, Jæd.; Gymmr, Dal. VAgder; Jöm´mr, Innh.; Ym´mr, Namd. Hall. 2) = Jaala. Tel. (Rauland: Jøm´mr.

Gimberlamb n. førstefødt Lam; Lam af aargammelt Faar. Vald. (Vang).

Gime (i') m. Vellugt = Gim. Nhl. (Mo).

gimen (i') adj. = gisen. Hard. (Kvamm). Meddelt. Jf. Gima (i').

gimla v.a. afdele = gjølma. Romsd. "Huse e synntgimla". – "Gimling m." A. Romsd.

gimpa v. "g. seg" el. "ga. paa seg" dvs. svinge, slænge, kaste eller vrikke Overkroppen med freidige eller udfordrende Lader og Fagter; omtrent = keima; Bevægelserne synes at være noget større end ved "kimpa". Nhl. (Fusa). Hører maaske til Gamp, Gimpa; i ethvert Fald vel eet med gjempa seg v.n. d. s. Hard. (Odda, Ullensv. Ulvik); "gjempa seg te". – Gjemp n. Person som "gjempar seg", "ein Gjempefant". H. – Gjemp m. slige livsmodige Manerer. Hard. Voss; se A. Gimpa f. d. s. Nhl. Gjempa f. d. s. Hard. "Da va gooa Gjempur i 'an". – gimpen, gjempen adj. tilbøielig til g".

gimsa v.n. (ar) gjøre kaade Kast med Hovedet, som en ung Hest. Altsaa ikke ganske = D. gimse. Ryf. (Skutnes). Sjelden. Hører maaske sammen emd geima = keima; men minder ogsaa om G. N. gemsa tee sig kaad; Gams.

gimsen adj. 1) som gjerne gimsar. Ryf. 2) fuld af Nykker og Fjas; ustadigt; lunet. Hall. Ryf. Shl. Nhl. Voss. – gimsutt adj. = gimsen 2). – Gimseskaft n. en "gimsutt" Person. Vestfold.

"Gin (i') n. liden Aabning". A. Shl. Dal. "Eit Gin i Skogjn". 2) Snit som efterlader en Aabning. Røldal. "Han skar eit stort Gjeen (Gin?) i Kjøtlære".

Gina (i') f. liden Aabning; Rift; Revne. Hall. (Aal): Gjeenu.

gina (i') v.n. (ar) fare vidt og vildt omkring. Vel eg. skræve ud, og eet med gina (i'), være utæt. SætB.; VAgder: gjeena. – "Kyræ æ so fæl ti ranggse: ho springg o ginar utyve Heian". "Bodnan sprang dær o gjeena", sprang kaadt omkring. Bruges, ligesom geisa, mest om Hunkjøn og Børn. Jf. geina.

"gina (ii) v.n. (gein) gabe". A. 2) gabe paa noget; glo. Nhl. (Eksingadal), Sogn (Aurland). "Han gapa aa gein". (ar) i Stjør.

"ginsk adj. ypperlig", A. Li. prægtig: "ginske Hus"; "ginskt klædd´e". Hertil: "kvindfolkginsk, kvendeginsk, -gjønsk, guteginsk", høit anskreven hos Kvinderne, Drengene. 2) fuld af Livskraft, livfuld; omtr. = spræk, svirp. Rbg. Sæt. VAgder, Dal. "Han bli ginsk att", kommer sig. "Desten o ginsk´e". 3) "ginsk etti" lysten efter, ivvrig for; ogsaa brunstig. SætV.; Tel. (Moland): gjeensk.

Gip (ii) m. Gab, Kjeft. Nfj. (Stryn). "Bruke Giipn". Jf. geipa og de flgg.

gipa (i') v.n. og a. 1) foraarsage Aabenhed, lade gabe; gjentagende aabne. Vald. (Vang, ØSlidre, SAurdal). "Gaa kji o gjeepa Døridn (adn), o gjeepa solein ut o inn!" "Du maa kji gaa o gjeepa so i Døridn!" 2) snappe efter Luft; gispe. Dal. (Hæskestad: "giba" eller omtr. "gipba").

"Gipa (i') f. Skaar, stort Saar". A. Gjeepu, dybt gabende Saar, Hall.; Gjeepo d. s. Vald. (Vang, ØSlidre).

Gipa (ii) f. dybt gabende Saar = Gipa (i'); større end Gima. Gima er oftest voldt ved Kniv, Gipa ved Økse. Hard. Røldal, Nhl.

"Gir (ii) m. 1. Strømning i Vandet". A. Særlig: de divergerende Strømlinjer efter noget som gaar i Overfladen. Nfj. (Selja, Davik), Sdm. (Hørei, Ulfstein). "Giirn (Giirane) itte Fiskjn (Baatn)". Jf. gira, skjære ud; Geir, (Gøyl).

"Gir (ii) m. 2. Lidenskab osv." A. Li. Ryf. Hard. Nfj. "Han va i slik´e Giir itte da, giira so pao da". Hard.

Gir (ii) m. 3. Slingren; Skjæren-ud; se giren.

Gir (ii) m. 4. Bisol = Gil? Nfj. (Breimn), Sfj. (Bremang). Se gira (ar) 2.

Gir (i') m. uroligt Begjær; Fyrighed, Iver; ogsaa: Oprørthed, Oprør. YSogn, Nhl. "Han va i slik Gjeer itte da", Nhl. Sogn. "Da va slik Gir i 'an, ein kunde kje hald'an". "Dar æ slik Gir i 'an, han æ so trottuge, æular aa gnege jamt", Sogn. "Dær æ slik Gjeer i Veere (i 'an) idag", Uro som truer med Uveir, Shl. (Etne). – Gir (i') f. d. s. Hard. (Ulvik), Voss. "Han he fængje slik äi Gir pao seg". Ogsaa Gjeer n. YSogn, og Gjer (Gjær?) Shl. (Kvinherad). Jf. Gir (ii) m. 2, de flgg. (og gjer adj.).

Gira (i') f. = Gir (i'). Sogn (Vik, Balastraand, Leikang). "Han hadde slik Gira pao seg". "Ho kom i slik Gira". Gjeera Shl. (Skonevik). – Giira f. d. s. ISogn (Aardal), Hard. (Øydfjord).

gira (ii) v.n. (ar) 1) stirre paa (efter), hensunken i Betragtning el. Lyst. Hard. Shl. Nfj. Sdm. og fl. "Han giira pao da". Jf. Giir osv. Bøies maaske ogsaa (er, te) og er maaske eet med gira, A. 2) om Solskin som straaler ned igjennem Skyer: "Da (dæ) staar aa gira". Nfj. Jf. gisa (gistra). – Gir (ii) m. sligt Solskin. Nfj. Jf. Gil.

gira (ii) v.n. (er, te) 1) = geira dvs. "gire", "skjære ud". Shl. Ryf. Li. og fl. "Baatn girer". "Du maa kje giira mæ Styyre
(Roore)". "Stokkjn giire ette Baadn; S. giire nee-før Skode (Rabe)", Li. 2) v.a. "giira nee Timr" = renna, løypa. Li. 3) v.n. "giire mæ ein", drille saa smaat, spøge. Tel. (Vinje). Se Giira f. – Jf. Sv. gira, D. gire, Nt. giren (og gären) = gira 1). Ordet er dog vistnok ikke fremmed, ialfald ikke i alle Anvendelser; jf. de flgg., geira, Geir osv.

"Gira (ii) f. lystigt Paafund, Spøg osv." A. Hard. Shl. Ryf. "Han æ so fudde av Girur o Moddur"; Vinje i Tel. "Her æ kje anna galne Giirer i 'an". Ryf. Shl. "Da va goa Giire i 'an no", ironiskt, om en Drukkens Fagter. Hard. (Ulvik). 2) Spøgeri; varslende Syner og dl. = Gilor. Ryf. Røldal.

giren adj. tilbøielig til at gira (geira) 1) og 3). "Giren Baat, Slede". Li. Ryf. Shl. – Særlig: a) fuld af Ryk og Kast med Kroppen; mest om Heste. Li. b) fuld af Nykker. c) fuld af viltre og gale Indfald og Paafund = laus paa Giir´n. Ryf. Shl. Røldal. "Paa 'n Giir (3)", Østl. Se A.

girla v.a. stable løst op = gildra. Ma. (Bjell. Finnsl.) "Gjirla (og jerla) upp".

Girmaat (ii) n. et Vinkelmaal paa 45 grader. Rog.?

girren adj. spruttende af Liv; kvik men noget vel urolig. Shl. (Stord, Fitja). "Girren aa kaat". Maaske for giren (i'), til Gir (i'), Gira (i') osv.

"girug (i') adj." A. 4) forsynlig = nyttsam. Ndm.: gjeeräu; S- og NTrondh.: gjurug og gjeeröug, ("paa dæ").

girutt (ii) adj. fuld af Nykker og Luner. Sogn: "giirete".

gisa (ii) v. (er, te), se med noget sammenknebne Øine. a) stirre med et listigt og haanligt, formeentlig gjennemskuende, Blik. Sogn. b) lure = gissa. Vald. Land. Maaske ogsaa gisa (i'), "gjeesa" (ar) Vald. (Salten?). "gissa, lure", A. Østerd. Jf. giira (ar). Væsentlig eet med "gisa, fnise", A. Hall. Num. Voss. Den smalle Aabning er den forbindende Forestilling. Jf. de flgg.

"gisen (i') adj. gisten". A. gistin, -en, Hall. Vald. Vestfold, Totn, Rom. Oslo, Smaal. STrondh. Gbr. 2) halvtør. Dal. (Hæskestad og fl.). 3) døsig, uoplagt = hiren, hisen. Totn, Sogn, Dal. (Sokndal). Ligesom "hosen" er baade porøs og døsig (og hisne v. = gisna?).

"gisna (i') v.n." A. gistne, Østl. og fl.; se gisen (gisten). 2) tørres halvt. Dal.

Gissla? f. Gjætning. Tel. (Bø): Gjeessle.

gista (iæ) v.n. (ar) bli aaben, bli spredt (udtyndet); om Skov = glyggja. STrondh. (Uppdal). Jf. Sv. Diall. gistas, gistän dvs. blifva otät.

"gista v.n. gjøre Besøg". A. Ryf. Tel. (Aamotsdal). – Gistare m. En som gistar. Hard. – Gistarehelg f. Høitid hvori man pleier at gista, især "Olsok". Hard. – Gistar(e)folk n. pl. Besøgende. Hard. – Ogsaa: Gistnarehelg, Gis(t)nahelg, Gistnarefolk, -mat; Hard. (Ullensv. Kvamm); for Gistnadar-?

?gistra v. straale = gira (ar) 2. Tel. (Sauar).

gisøygd (ii) adj. med plirende skjelmske Øine. Hard. (Ullensvang). Til gisa, stirre.

"gita (i') v. 1) faa, komme til, kunne". A. Ndm. (Tingv.). "Han gat ikkje gjera naakaan Ting", han fik ikke gjort, kom ikke til (gad ikke) at gjøre. "E gat læt(t)a Haasaan, so ha ho kje kjennt dæm", jeg kunde (skulde bare have) farvet Hoserne, saa havde hun ikke gjenkjendt dem. Sjelden. "4) nævne, omtale". A. Agder, Østl. Nogle Steder (Vestfold og fl.) synes kun part. perf. "git(t)i" at være i Brug. 5) komme sig til, bekvemme sig til, gide; se 1). Sæt. Ndm. og fl. "Han get ikkji (ti) vatne Hestn"; Sæt. Jf. duga. Bet. "gide" er temmelig udbredt, især i Østl.; ofte, ved Sammenglid med idast, som "gjis, gas". – Til gita maaske "gjeti-att, jit-jat, iti-att".

gitla v.n. lure. Shl. Se gisla A.

"Gitord n." A. "D'æ Gitoors gott". Tel. Sæt.

Gitter se Gidn.

"giva v. give". A. jaa, Stjør. (Maaraak). Imperf. Konj.: gjøvi, Sæt.; gjæve, Hard. "Aa gjæve meg!" = "aa Jøsses (hjelpe meg)". "Ja, gjæve meg, gjoure eg so". – "Gjeva seg yver", give tabt, opgive sig, jf. yvergjeven. Gbr. og m. fl. – "Gjeeva ni (dvs. nedi)", lade Mælken strømme frit fra yveret; om Dyr som malkes; Gbr. (Lom). "Gjeeva oonda se", holde op at malke; Lom. "Gje(va) til", finde sig i; Ma. og fl. "Gjee Loort", give onde Ord; Ma. (Tveit).

Giva (i') f. Uddeling, af Kaart,; Portion. NGbr. "Kæm har Gjeevo (kort ee)?".

"givande adj." A. 2) givende, gavmild. Sæt. "Han æ seers gjevandi av se(g)".

Givarattrtakar m. En som bruger at give og tage tilbage. Hall. Ogsaa: Gjeevarattetakan(d?).

"givast v.n. eg. = giva seg". A. 1) givast av", blive udmattet. Sæt. Dal. Ryf. "Han gjevst av dæ", han giver tabt ligeoverfor det (Arbeide, Slid); Ryf. 3) "æg givs för (fär) aa snakk' te 'om", jeg krymper mig ved. Stjør. 4) "e gjevst ikkje aat di", jeg lægger ikke Mærke til det, ændser det ikke = giv um. Ndm.

givast v. recip. give hverandre (dativ). SætV. Tel. (Selljor). "Alli vi mi (me) gjevast Luyti", aldrig vil vi give hinanden Lyder, laste h. "Mi luyt gjevast ti o elskast att´e". tilgive h.; Sæt. "Dei sat aa gavs Fuuloor"; Tel.

Give particip n.? i te Givess, Til Foræring, Hard. (Ulvik); "te gjeves", Nfj. (Gloppen, Stryn), Sogn (Hafslo) og fl. Hedder te Gjevandes Gbr. og m. fl. Te Gjevings
Shl. Jf. G. Sv.: til gifwins (Isl. til gefins?).

"Givnad m. 2) Begavelse". A. Nfj. (Honndal): Gjeevnad og Gjeevnar. "3) Held, Lykke". A. Sogn (Aurland). "Ha Givna dan Kalv´n; ha G. te da".

gjadra se jadra; Gjai, gjaia se Gjed.

Gjavyrde? n. 1) Løfte om at faa en Kvinde til Ægte; Ja. Sogn (Underdal). "Friarn fikk Javøre". Hedder Jaøre i Hard. (Ulvik); dette seer ud som et andet Ord: G. N. jáyrdi, jáord, ligesom D. Jaord. 2) Samtykke, Tilsagn, Løfte; gjerne opfattet som kun halvt el. foreløbigt. NGbr. (Lom, Vaagaa): Javøle ("tykt" L). Ser ud som et * G. N. gjafyrdi = gjaford, Kvindes Bortgiften. Hermed turde være gledet sammen jáyrdi Samtykke, og gjaferfd, f. dvs. Arveret som tilfalder En ifølge Overdragelse fra en anden; dette sidste kommer, trods Kjønnet, frem i de flg. Former = Javøle: Javæl Østerd. STrondh. SGbr. Totn, Hadeland, Vald. Oslo, Smaal. Vestfold; Javal NTrondh.; Javær Ndm. Hard.; Javære Shl.; Jeval Odal. Ogsaa: Javæring f., STrondh. (Ork. Uppdal); Javaling, NTrondh. "E he faatt som et Javær, han droo paa Munn´n om de"; Ndm. "Mæ mitt Javær"; Hard. – Formerne lade sig ikke forklare af jáyrdi alene, da de nævnte Maal aldrig ellers lader Y (Ø) udvikle et V foran sig, og de fleste af dem slet ikke, i denne Stilling, vilde kunne lade Ø gaa over til Æ og A. Men Ja- er vel fremgaaet af já-.

Gjea f. 1) en Løkke i Enden af et Garnfiskeries Reb, til at hægte dette fast i en Hage eller et Øre, f. Eks. i en Ankerklo. Rebet hedder tildels Gjetog n. Vesteraalen, Senja, Salten. 2) Boline = Penta. Salten. Jf. D. Gie dvs. Talje, Nt. geyen, drage.

"Gjed n. Sind". A. "O'Jee" (som eet Ord) af Minde. Nfj. (Stryn). 3) urolig Iver; Ophidselse (Oprør), især formedelst Skynding eller Travlhed. Hard. (Ullensv. Ulvik, Røldal), YSogn. "Han kom mæ slikt Gjee, va i äit (fælt) Gjee idag" = "va fælt annige"; Hard. "Da va slikt Gjee pao 'an, han va uppe baade säent aa tiile". Jf. Forgjed. 4) Tragten, Lyst; = Une, Hug. Rbg. (SætB. Evje), Sogn: "Han heve kji noko Jee o Hugna o Yndi ti däi"; SætB. "Han hae bet´e Jee te vere her"; Evje. 5) Person uden Selvtugt og Selvbeherskelse; især: overgiven og løssluppen, ikke uanstændig, Kvinde. Tel. (Vinje): Jee. Ogsaa: Geie f. Vinje. For Gjedja? se de flgg. 6) "gjera Gjee taa ein" = gjera Haa(d). Gbr. (Vaagaa, Lom). For Gjæe (gá) Spot? Se Gjede og de andre flgg. G. N. ged Sind, Lidenskab; Sv. Diall.: ge dvs. lynne; gedig dvs. orolig, elak; gealös, gäalös, geaviller dvs. ostadig; D. Diall. gieløs, geiløs dvs. letfærdig, karakterløs, tøilesløs; T. getlos d. s.

Gjeda f. 1) Livsmod, Fyrighed, Iver. Dal. (Ogna, Eikersund, Sokndal, Lund), Li. (Sirdal, Nes og fl.). "Dør (dær) æ slig Gjeea i Hest´n, han æ so leettlig". "Dør æ svær Gjeea i den Kar´n, slig Gjeea te aa arbeia". Ogsaa om stærk Ophidselse, særlig af Kjønsdrift. Dal. (Hedland, Hæskestad, Sokndal). "Dør æ Gjeea i Suggaa (-o)". "Han æ i Gjeeo (-aa)". 2) Lyst el. mod paa noget; Iver for. Dal. "Han kom i ei heile Gjeea", fik svært Mod paa det. Gia (i') Li. (Nes).

gjeda v. være brunstig. Shl. (Etne): "gjeea". Usikkert, ialfald sjeldent.

gjeda seg v.n. (ar, a; og dde) 1) slippe Stemningen løs og derigjennem lade den vokse; hidse sig op; om Kaadhed, Vrede, Attraa, Brunst og dl.; omtrent = øsa seg, eggja seg upp, – men mere uvilkaarligt. Dal. Shl. Hard. "Ronen gjekk aa gjeea (djeedde) seg"; Dal. "Uppgjeea" eller "uppdjeedd", stimuleret. jæa seg = illska seg, sinna seg. Tel. (Tuddal). 2) tee sig som et Gjed 5) dvs. tee sig viltert, ubehersket, tugtløst. Tel. (Vinje, Mo). – I Voss og Hard. forekommer et geia, jäia, jäia seg (ar), med Bet.; vise Livsmod, "Kjæta", Overmod og dl., især ved Sving og Vip med Kroppen, hvilket ser næsten ud som et *gjedja seg – jf. gjedja adj. – men vistnok er ialfald paavirket af geigja, se d. "Kidlingane stou pao Stäinin aa jäia seg". ”Stjouræ sit pao Takjæ aa jäia seg”. "Jænto gjængg' aa dyste aa jäia seg". Jf. G. N. gedjast (ad) behage, gedjadr som er efter Ens Sind. – Gjeeabeist n. Væsen som "gjeear seg"; vilter tugtløs Tingest. Tel. (Vinje).

gjeda og gjedja adj. lysten paa, hidsig efter. Hard.: "jeea pao da". ISogn: jäijja. Ogsaa forgjedja. Se d. og A.

gjedalaus adj. løs i Sind; karakterløs. Tel. (Vinje): jeealouse. Lidt usikkert, ialfald lidet brugt. G. N. gedlauss letbevægelig; i Sv. og D. Diall., se Gjed.

gjedaleg adj. lig et "Gjed", tugtløs. Tel. (Vinje): jeealege. Og geieleg, se Gjedja, Gjed. Vinje.

Gjedda f. = Kolmule, Gadus melanostomus Ndm.: "Gjedd'". G. N. gedda, d. s. eller Smaatorsk.

"Gjedda f. Gjedde". A. Jødde, Totn, NØsterd.

Gjedda f. 1) = Gaddfura. Nfj. (Innvik, Stryn, Gloppen). Gjeddefure, d. s. Nfj. 2) mager Ko. Sdm. (Hjørungfjord). "Turrgjedde", Gjeldko. Til Gadd.

Gjede n. Mangel paa Herredømme over sig selv, især som Følge af overanstrængende Skynding, ogsaa af Kaadhed og dl.; Ophidselse, Oprør, stakaandet Ivrighed, omtrent = Gjed 3). Hard. (Odda og fl.): (G)jee`e; Tel. (Vinje): Jee`i, som "Glee'i"
dvs. gledi; Tel. (Aamotsd., Tuddal, Kvitseid): Jæ`ee, som "Glæ`ee" (og Glæ`e) dvs. gledi. "Han va i slikt eit Jee`i, eg koonne høyre de paa Maali hass"; Vinje. "Dei va i rette Jæ`ee", om nogle som havde det yderst travlt. "Hest´n kaam i eit Jæee" = kjætande seg. Ho kaam i slikt eit Jæee o skulle fortelja, ho kaam saa dæ susa". "Kyri kaam i slikt Jæee, ho hae visst seett Bjønn". Anderledes opfattet hos A. se Gjæe. (Wille: paa Jæ, paa Trods). – I Voss forekommer et Gei, (g)jäi (el. Jäij) og i Sogn (Vik) et (G)jäji, omtrent = Gjed 2) og 3) og Gjede; vel snarest fremgaaet af geia, gjaija v., se gjeda (gjedja) v. "Han va i slikt fljugande Jäij", saa ivrig, saa exciteret, saa exalteret (forklaret ved "begeistret"), Voss. "Han kom i slikt G.", Voss, Vik.

gjeden adj. fuld af "Gjeda", tilbøielig til at "gjeda seg", fyrig, ivrig osv. Dal. og Li.: je`en og ji`en.

gjedig eller gjedug adj. livfuld og driftig; fyrig og energisk. Nhl. (Fusa): gjeddige (saa meddelt); Sogn (Hafslo): gjeeduge (~ leeduge dvs. lidug); Hard. (Ullensvang): gjedduge (lidt usikkert); Gul. (Soknedal) omtr.: gjeeoghw (o'#-ö#-aa). "Han æ so gjeeduge um Mænnadn", Sogn.

Gjedja? f. vilter Person; se Gjed. Tel. (Vinje): Geie. – geieleg adj. = gjedaleg.

gjedlik? adj. ligesindet? Kun i: te jee`liks, Nhl. (Hamre og fl.), te jeeliks´, Shl. Ryf. Ma., og te jeelikt´, Ma. (Halsaa). Bet.: i fuldstændigt Fællesskab uden Forskjel. "Me ete Fisk aa leve te jeeliks"; Shl. Ryf. "Lat gaa te jeeliks!” ”Mi sprang alle te jeeliks"; Ma. Ogsaa "leva jeeliks"; Ryf. (Skutnes). Jf. "te Liks", i lige Grad, sammen. Se A. under Gjedlike. Forestillingen om Kammeratskab og Tonetrykket "gjee`liks" pege maaske (neppe) paa et gjedlik.

Gjedlikar? m. = Gjedlike. NBerg. SBerg. Tel. Gbr.: Jee-. Tonetrykket er ofte paa første, og maaske oftere paa anden Stavelse. Sjeeli´kar m.pl. Helg. – (G)jeeliking m. d. s. Hard. Shl. Ryf. Tel. Tonetrykket ligger i mange (de fleste?) Egne paa første Stavelse, ligesom i de følgende "Gjed"-Ord.

gjednidig adj. 1) af et intenst Sind; hvas og anspændt af Sind; ivrig og udholdende i at følge sin Tilbøielighed, i at sætte sin Vilje igjennem; paapasselig og energisk = paaherden. Særlig: 2) nærig; smaaligt gridsk og forsynlig; noget nidsk. Ogsaa brugt som adv. om det intense. Tel. Rbg. Ned. VAgder, Dal.: jee`niidige og jeenii´dige; som adv. g-dig, og g-digt. "Han æ so g. te aa halle ut". "Ho æ so g. um seg". Han va so g. ette dæ, so g. sli´e paa dæ". "Han va so g. seig´e i Ota".

"Dei heelt paa so g." "Han æ so g. o solten (karrig), so g. striie, so inn-gjeeniidige". Stræva g." "Taka i g." "G. kaldt". I Dal. Ryf. Shl. Hard. Sfj.: (g)jee`nidig(e) og (g)jeenee´dig(e). "Fiskjn æ so gjeenee´dig te passe paa, te bite"; Sfj. og fl. "Han æ so (g)jee`nidige te banna"; Hard. – (g)jeenii´digan adv. (og adj.) Li. "Han elta o las saa g." – (G)je(d)nidigheid f. Energi osv. Dal. – Ogsaa: (g)je(d)niden (i' og ee), karrig; arrig. Dal. (Eikersund). Jf. nidig og nidug = gjednidig, nid-, nideleg, Niding, nidsk, Nidd. Se gjednigen.



gjednigen adj. 1) omtrent = gjednidig. a) energisk i at følge og gjennemføre sin Lyst. b) nærig, karrig, grisk; = nidig. Sogn, Helg. Nfj. Tel. Ma. Østl.: jee`nigen, jee`neegen, og "jee´nigen, jee´neegen". "Geitee æ so g."; Helg. 2) vrangvillig, trodsig, stridig, umedgjørlig; om Børn. Oslo. Maaske Isl. gedhniginn, tilbøielig (?) og D. Diall. genegen dvs. tilbøielig, gunstig, bevaagen. Ser ud som et gjed(h)nigen paavirket af gjednidig. De Danske (Tyske) Bett. vil ikke ganske passe. Det blir dog noget mistænkeligt som laant eller ialfald paavirket udenfra ogsaa derved at det sjelden er hørt som jeenijen eller -neejen.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   51   52   53   54   55   56   57   58   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə