A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


grøypa v.n. (er, te) gjøre store Ord, skryde = garpa. Hall. (Gol og fl.). "Grøype (oy) aa svalle". Ogsaa: grøypesvalle



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə66/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   62   63   64   65   66   67   68   69   ...   219

grøypa v.n. (er, te) gjøre store Ord, skryde = garpa. Hall. (Gol og fl.). "Grøype (oy) aa svalle". Ogsaa: grøypesvalle (og oy) v. Hall. Hedder: gräipe (äi#-ei); græipe, græfte) i Nedre Hall. (Flaa og fl.) og Sigdal. Maaske eet med foreg. Jf. dog greispa (for greipsa) d. s.; "grøype" kunde være for greipa, som "brøye" for breida (Gol).

Grøypa f. klumpet Masse; Røre. Hall. og fl.

Grøype, Genetiv (adj.), om det som grøyper (6); om det (som tager) store Tag, det kraftige men voldsomme og uforsigtige. Tel. (Kvitseid, Laardal, Rauland). "Eit grøype Hopp". "Ein grøype Kar´e" = Grøypar.

Grøypehomm (o') m. forklares om en ikke helt lukket Ringvæg dannet af to halve Ringvægge "Trjoskar", hvilken sættes (sattes) omkring Kvernstenene for at hindre Melet i at fyge omkring (?). Ordet er døende med Tingen. Tel. (Sellj. Kvitseid). Se Homm (hul Halvsylinder), Svaaghomm og Kvernehomm. Sammesteds Grøyperom; se d. Efter H. O. (Wille) er "Grøypehom" den mellemste Del af selve Kvernen, "Svaaghom" den inderste nærmest Øiet. Her tør være Forblanding med Grøype-rom, Svaag-rom.

grøypen adj. grynet. Vestf. "grøypint Smør".

"Grøyperom n." A. 2) det næst inderste, midterste Rum i Kvernen, det inderste, det om Øiet, er "Svaagrom". Tel. (Selljor, Kvitseid, Laardal).

grøypesvalle v. se grøypa 2.

"Grøyping f." A. 3) = Skarnfall. Dal.

grøysa v.n. (er, te), 1) tiltale barskt, truende og buldrende eller skrigende; skrubbe; omtrent = grusja, grausta; synes noget barskere end grusta. Ryf. Tel. Sæt. "Han grøyser so mæ Bonnee, at d'æ skamlegt o høyre", Tel. "Han æ fæl te grøysa ette Bodno", Ryf. 2) bruge store og bistre Ord; skryde udfordrende. Jf. grysja, grusa. Jæd. Ryf. Tel. Sæt. – Grøys n. det at man grøyser. – Grøysar, Grøyse og Grøysebasse m. En som gjerne grøyser, som er grøysen eller grøyseleg adj., tilbøielig til Grøysing f.

Grøysemæle n. stærk haard barsk og truende Stemme. Tel. Jf. graustemælt.

grøyvast v.n. (est, dest) = greivast; vel kun en Udtaleform af dette. Helg. (Brønnøy). "Grøyvast aavr" = kvida fyre.

Grøyvl n. uvorn uhumsk Tale. "Grøyvl o Vas". Sæt. Til grøyvla.

grøyvla v.n. (ar), slænge med Munden eller ud af Munden; a) gjøre slængende Grimaser med Læber og Kjæver; b) slænge uhumskt Snak af sig. Sæt. Maaske eet med grøyvla, hvirvle, skvulpe, A.

gubba v.n. (ar) dampe; danne Taage, især "Frostgubb(a)". Trondh. "Han gubbe paa Sjø´a idag".

Gubba f. = Gufs. Mest om varm Luftstrøm; saaledes: "Ølgubb'". Namd. SHelg.: Gubb', pl. Gubbaar. Vel eet med "Gubba f. Damp", A., Ma.; Strinda: Gubb'.

Gubbe m. en mægtig, el. mægtigt udseende, Mand; en bred Figur som ikke er uden Værdighed. Tel. Sæt. Li. Se A. Jf. Guve, Guv, Gauve, Guffe, Gufse. – Gubbe Genetiv (adj.): "ei Gubbe Kjeringg", en bred og statelig, noget selvsikker og selvnok Kvinde. Tel. (Mo og fl.). Jf. Guve osv.

gubbeleg adj. lig en Gubbe; bred og værdig; mægtig. Tel. (Vinje og fl.). Jf. guveleg.

Gubbelhest m. Barnekammernavn paa Stortaaen. Tel.

gubben adj. = gubbeleg. Sæt. "Trek o g.".

"Gud n. Gud". A. Genetiv: Guss. "Eg ba te Guss, at eg aller maatte sjaa slikt!" Tel. Gbr. "Guss Menn", Guds hellige mænd, Hillemænd! "Nei (ja) so Guss Menn!" Agder, Tel. Rog. "Guss Læn", Tak for Mad. Shl. Hard.; "Guss Læ o Takk for (fø) Mat´n", Tel. Li.; "'Slæn før Mat´n!" Røldal. "I Guss Gaava", i rigelig Mængde; NGbr. "Guss" og Gussens bruges som adj. og adv. om det store, eller forstærkende. "Ei Gussens Avæte", en yderst raa Person; Tel. "Gussens Sanning". "Han va so Gussens venleg"; Berg. "Eit Guss Gangvars Troll", se Gagnverd. Jf. D. Gudsveir, Gudsunder. – "Gu-lat (dæ vøre saa væl)", Gud give, gid (det var saa vel)! NGbr. – I Eder gjerne i den til Maalene hørende Form "Gu" (saa Gu!); eller næsten altid i den fremmede Form "Guud"; i Sæt. kan høres "Gut (u')".

"Gud, i Navne". A. Udtales omtr. Guy (u') i Sæt. Rbg. (Aamlid) og i øverste VAgder. Saaledes: Guylaug m., Guyleik, Guyri, Guyro; Guyvor?; Guyve, i Moland i Tel.

"Gudfar, Gudmor". A. Med D. Ma. (Valle).

"Gudlaks m." A. Gullaks, Hard. (Utne). Sammesteds findes en Fisk "Sylvlaks".

gudleg? adj. "guylege", indsmigrende blid; gjørende sig behageligt ydmyg som den der vil faa noget. SætV. "Han kaam so guylege". Vel G. N. gudlegr, hvilket i Bet. "gudelig" nu har den for Dialekten fremmede Lydform "gudelege"; se Gud. guysom i Guyro, Guyri, Guyleik osv. dvs. Gud-.

gudnaadeleg? adj. og adv. 1) elendig ussel; erbarmelig; yderst ubetydelig. Især: af et erbarmeligt Udseende. Gul. "Gunaale kleen", yderst (ynkeligt) elendig (syg). Og: gunaass´leg, m. St. Og: gussnaasle, Vesteraalen, Ma. 2) forsagt at see til; fortabt. Gbr.: "gunaassle". – gunaasleg kunde høre til "Gu naas!" dvs. Gud naade os?.

Gudsbøn f., "Gussbøni(r)", gudelige Talemaader. Sæt.




Gudspening m. = Festepengar. Hard.: Gusspæng. Shl.: "Gusspængar" m. pl. Ligesaa i Sv. Dial. – Gue m. se Guve.

Guff m. En som gjør sig bred og vigtig; storagtig Person. Ryf. Jf. Guve, Gubbe osv.

Guffa f. Kvinde som tager stor Plads eller gjør sig bred. Ryf. Tel. (Vinje). "Okseguffa".

guffa v.n. (ar) 1) bjæffe, gjø saa smaat. Ned. Ma. Li. "guffe o hooste", smaahoste med Læberne lukkede mellem hver Eksplosion. Jf. gluffa, gnuffa. 2) = skrona. Sfj. (Jølstr). 3) skose, stikle. Hall. I D. og Sv. Diall. gluffe og guffe dvs. stikle. – Guff n. Bjæf. – Guffehoste (oo) m. – Gufford n. = Sneidord. Hall.

guffen adj. lig en Guff; storagtig. Ryf.

"Gufs f." A. YSogn. Gofs (ö#-o'#-aa), Gul.

Gufs (u') m. 1) Vindpust = Gufs f. Gbr. Tel. Hall. Vestfold. Ogsaa om Nedslag af Røg. "Nooragufs". 2) pludselig Paastyrten af Vand; en Vandstyrt; f. Eks. fra en Kværnerende. Nhl. 3) raskt Sving med Kroppen = Keim. Ma. Jf. gufsa seg.

"gufsa v.n. blæse lidt". A. 2) komme styrtende el. stødvis, om Luft (Røg) og Vand; om Folk: buse frem = stupa fram. Voss, Nhl. Tel. Vestfold, Sæt. "Røykjn gufsar inn"; Tel. "Snjo´n kom gufsande nee igjøno Li´æ"; Voss. "Han gufsa o sprangg"; Sæt. 3) affærdige skjødesløst; rive Arbeide fra sig. Nhl. "Han gufsa da aav".

gufsa seg v.n. gjøre sig stor og vid = røyva seg upp; løfte Skuldrene udfordrende, og dl. Tel. (Moland og fl.). Nærmest af Gufse m.

Gufsa f. et lidet Skred af Sne el. Jord med det ledsagende Vindstød. Hard. (Kvamm): Gupsa. Gypsa d. s. Hard. (Ulvik), A. (fs).

Gufse m. en stor, bred, statelig og feiende Karl; ligner "Kuste Kar", men gjør mere Blæst. Tel. (Kvitseid, Laardal, Vinje, Selljor, Mol.). Sjeldnere: Gufsa (-e) f. om Kvinde. Tel. Ogsaa: "Gufse Kar". "Ein Gufse Mann" omtr. = ein Gubbe Mann, en mægtig Mand. Her forbinde sig nok Forestillingerne af gufsa v. blæse, og af Guff, Guve osv. – gufseleg adj. lig en G.

"Guft f. = Gufs". A. Gul. Innh.

gufta v.n. (ar) = gufsa. Gul. Innh. NSverige.

Gugg m. En som stammer, "guggar". Sogn. Nfj. Desuden i "Stamegugg, Tvergugg".

gugga (og gogga?) v. 1) tygge længe og møisomt paa noget; gumle paa; tygge Drøv. Gbr. (Fron). Usikker eller dog sjelden Bet. 2) trættende gjentage sine Ord; ikke faa Ordene vel frem; gumle paa Ordene. Sogn, Nfj. Hall. (A.), Nedre Tel. Gbr. ("gugge" og omtr. "göugge"); Hard. tildels: googga. "Gugga pao Leksao, pao Svar"; Sogn. "Göugge upp atte"; NGbr. "Han stoo dær aa göugga aa fækk de æil`dr utu se". 3) vralte som et lidet Barn. Meddelt fra Stavanger By som "googga". (Jf.(?) Ældre Eng. goggle vralte). – Et "guggi" adj., fornøielig, morsom, høres i Oslo; jf. NSv. Diall. gogi dvs. rolig, löilig.

gugla v.n. stamme. Gbr. (Sel).

Gul (u') m. en jævn Luftning af ikke stor Varighed. Dal. Ma. Sæt. "Aen Vindsgule"; Sæt. Til gula v. lufte.

Gul (u') n. = Gul m., maaske kortvarigere. Nhl. Shl. Hard. "Kolagul", kjølig Luftning.

"gul (u') adj. gul". A. guul, Gbr.; gøul, geul (dvs. guul), VAgder; göul (dvs. gaul), Gul. og fl. se A.; gol (o'#-ö dvs. gaul), Gul. Selbu.

Gul´n m. defin. den gule Gjenstand; om gul Hest, Ma. og mange fl.; om gult Hus (!), Trondh. (Stjør. og fl.).

Gul (uu) m. = Huk; i "sitja (sitje, sita) paa Guul", el. "s. paa Guul´n". Hard. (Ullensvang), Tel. (Mo, Mol. Kvitseid). Se flg.

gula (uu) v.n. (er, de) sidde med Kroppen sammentrukken; enten med Støtte under Bagen, eller uden dvs. paa Hug "Guul". Hard. (Jondal, Ullensvang), Tel. (Mo, Moland, Høydalsmo, Kvitseid). "Høna guuler paa Eggji"; Tel. "Juringjen sat o guulde o frous oonde eit Tre"; Tel. "Ho sat o guulde o vakte ivi Griis´n"; Tel. Jf. gol adj., Gul, m. og andgulug, antrgulen, Andgule, Tvergule, Tregul, Skjaargule; i Jemtland: angålu dvs. kinkik, elak; angåläs.

"Gula (u') f. Blæst = Gul". A. Göla, Sogn (Lærdal), Nhl.; Gola (o'), Sogn (Vik og fl.), Ryf.; Guula, Shl. (Stord og fl.), Gaula, Nordl.

"gula v.n. lufte". A. Dal. VAgder, Sæt. Tel.; göla, Sogn (Lustr); guula, Shl. (Sveiaa, Stord, Strandebarm).

Gulberking m. en stor lys gulagtig Sort Ørred. Gbr. (Lesja). Se Berk, Graaberk.

gulberkt adj. med gul Bark. Sæt. Ma. Ryf. Særlig om Fyrretræ, Gulberkja, A. Ryf.

Guldaae m. gul Daae, Galeopsis T.

Gule (u’) m. Plomme i Æg. Guule –i, NGbr. Namd. Innh. Gaule, STrondh.

Gule (u') m. Vindpust. Namd. Göle, Nhl.

gulhotta (o') adj. gulhaaret. Tel. Se Hott.

"gulka v.n. gylpe". A. Oslo, Vestfold, Gbr. 2) om Ravnens Gylpe-Lyd. Sdm. 3) udstøde Lyd som idet man vil begynde at tale; rømme sig; kvække. Tel. (Bø). 4) tale usikkert og famlende; ymte. Gbr. (Øyer), ØTel. Vestfold. "Han gulka (ut) om dæ".

Gull n. Potteskaar. Jæd. (Gjæstal, Høyland, Time, Varhaug og fl.). "Talerkj´n sloo seg sund i mange Gudl". "Kopp´n ligg i Gudl". "Leida ette Gudl paa Aagrn". Metallet hedder ogsaa "Gudl".

gulla v.n. (ar), see ud som Guld. Ndm. "De stoo so de gulla paa Aakra".

Gulldropna en Plante; sandsynligvis: Antirrhinum Linaria. Sogn (Lærdal).

Gulldyr n. et gyldent Leddyr. VAgder.

Gullflundra f. en Flyndresort; maaske Rødspætte, Pleuronectes platessa. Nordl.




gullgjæv adj. gjæv, værdifuld, god som Guld. Jæd. (Gjæstal). "Han æ naa gullgjæv, han, mod den andre".

gullgod adj. = gullgjæv. Udbredt.

Gullhaa m. = Haagylling. Berg.

Gullknapp m. = Ikornknapp (Harpiks). Tel.

Gullrøyk m.: "vara (varta) halden i Gullrøykjn hjaa (sjaa) ein"; "koma i G. sjaa ein", være (komme) i Kridhuset hos En, være (bli) høit anskreven. Ryf. (Rennesøy, Nærstrand).

Gullsko m. "Märja G.", et Insekt, Coccinella. Vestfold. Meddelt.

Gullspetta f. = Gullflundra. Ndm.

Gulmodra (u, o') f. en Plante, Galium verum. Hard. Voss og Sogn: Gulemöura (og æu).

Gulnebba (u') f. enslags Solsort. Shl. (Etne).

Guls (u') m. 1, en tyk svær Figur – Menneske eller Dyr, især Fisk. Tel. (Kvitseid). "Ein Guls te Oure". – Gulse m. d. s. Kvitseid.

Guls (u') m. 2, fremstyrtende Masse af Vædske eller Luft; Vandstyrt; Luftstød; saaledes om Opstød af Luft el. Vædske. Nhl. (Hamre, Stamnes). "Eg fekk heile Guls´n i Brøste, yve meg". Gols m. og Golsa f. d. s. Nhl. (Eksingadal). Jf. Gløys.

gulsa (u') v.a. og n. (ar) om Luft- og Vædskemasser: styrte frem el. ned. Nhl. (Hamre, Stamnes). "Eg ska gulsa da yve deg". "Da rignde so da gulsa nee". – golsa d. s. Nhl. (Eksingadal).

Gulskul (uu, uu, "tykke" L) f. = Gulskur. NGbr. Jf. Grønskul.

gumpa v.n. (ar) 1) give et let Stød med knyttet Næve; puffe – lettere end skumpa. Sogn (Lærdal), Hall. 2) gjøre sig tilgode med Mad? Østl. – Gump m. et Puf.

Gumpelvak. Fisken siges at "gaa paa G.", naar den under sin Fremgliden altsomtiest kaster sig op over Vandfladen. Ryf. Til vaka.

Gumsa f. 1) Hunfaar. Nhl. (Fana, Brøk). Sv. gumse, Vædder. Sv. Diall. gumma, Hunfaar. 2) tyk lasket Kvinde. NØsterd.

gumsa v.n. (ar) lee undertrykt med smaa klukkende Udbrud. Østerd. (Tynset). "Han gumse 'ti aa lo", ("goomse"?), han satte i med et Latter-kluk. "Ho sat aa gumse aa lo". "Smaagumse". "humsa" og "humstra" d. s. Tel. Jf. Sv. Diall. gummra = smått gnägga.

Gumselamb n. Hunlam. Nhl. Se Gumsa.

Guna, Gunu se Gona.

Gund f. i "Tallegund" f. Støv af Faaremøg. Vald. (Vang). Meddelt. Se Gund m.

Gunur m. en stærk Stav af haard og vreden Ved, f. Eks. af Ener; en Knippel. Innh. (Mosvik, Indr. Beitstad, Snaasa). "Halgunur". Vistnok Tiljævningsform. Jf. maaske (neppe) Gona, et Vindstød (-slag).

Gupsa se Gufsa. – gurde, gurt se gyrja.

Gur (u') n. og m. et Tryk mod en elastisk Masse, hvorved denne presses op omkring den trykkende Ting; f. Eks. af en liden Sten som er kommen ind i Skotøiet; Ømhed efter et sligt Tryk. SætB. og V. Lidet brugt. "Stäen´n gurdest inn i Fout´n, so eg fekk äit Gur so eg halta". Oftere: "Stäi(n)gur". Ogsaa: "Gjur, Steingjur"; Rbg. (Evje), Ma. (Aaserall). Se gyrja.

gurla v.n. om vellingagtige Masser som klemmes op el. frem med Boble-Lyd. Ma. (Grindeim, Lauvdal, Finnsl.) "Fæn´e gurla upp um Fout´n". Til gyrja; gurma.

"Gurm m." A. 2) = Gor 2). Shl. og fl.

Gurma f. 1) tykt Mudder. Vestfold og fl. 2) en grødet uformelig Masse. Overført om "eit svært vidt, feitt, slarpelegt o iddi (ille) slungji Kvendi", tudseagtig Kvinde. Sæt. Tel. (Mo, Mol.). – gurmeleg adj. "Podda æ gurmelege". Tel. Sæt.

"gurma v.a. (ar)".A. 3) trykke en grødet Masse saa den træder ud el. op omkring det som trykker. Sæt. Ma. Hall. Sogn. "Gurme Graut´n (Daigj´n) eut imiddjom Fingo", Sæt. "Gurme Snjoun mæ seg", trykke Sneen foran sig, saa den presses ud til Siderne. 4) v.n. træde ud, frem el. op under Tryk; tildels = tyta, om halvfaste Ting. Sæt. Ma. "Gori (Vaagj´n) kaam gurmandi eut". "gurme eutou", klemmes ud (af noget),Sæt. "Dæ gurma føre Sle'en"; Ma. gurmast v.n. d. s. Ma. "Dæ æ saa Lourt´n gurmast a(v) deg", Smudset ligger saa tykt paa dig at det vælter af dig ved mindste Tryk. 5) v.a. "gurma i seg", føre (Mad) voldsomt i sig; proppe i sig. Ma. Ryf. Hall. 6) "han site gurmar o lyg´e", lyver voldsomt = "auser paa". Tel. (Laardal).

gurmast se gurma 4. gurmeleg se Gurma.

Gurmemyr f. = Gormyr. VTel.

gurmen adj. 1) tilbøielig til at gurma. 2) = gurmeleg. Sæt.

Gurp n. Smaastykker, Smadder, Kvas. Ryf. "Trø i Gurp."

Gurp m. Storæder. Til gurpa v. æde voldsomt = gurma. A. Ryf. Shl. Tel.

Gurpa f. = Gurma. Li. Rbg. Tel. (Sauar, Selljor, Kvitseid). "Dæ laag i äi Gurpa"; Li. Ogsaa: Gyrpe (j), Tel. (Lunde). Sv. Diall. jörpa dvs. dy, röra.

Gurpedike n. Pøl af tykt Mudder. Tel. (kj)

gurpeleg adj. lig en "Gurpa". Tel.

gurpende adv. "g. blaut", vaad som en blød Grød, "Gurpa". Rbg. og fl.

Gurre (u') m. Lam; vel mest Kjælenavn. Sogn. Jf. Gorre.

gurta (oo?) v.n. (ar), 1) om Kragen = gulka 2). Innh. (Mosvik, Indr.). 2) om den krampagtige Lyd som udgaar af Trang til at spy. Innh. Namd.: goort'.

Gus m. Strøm af lugtende Gas; Dunst. Hall. "Dæ stoo slik äen Guus or Flæskun".

gusa v.n. (ar), 1) lufte = gusta. Tel. (Selljor og fl.): "guusa". 2) strømme frem, om Lugt. Hall.: "guusa". Hverken i Hall. el.
i Tel. (undtagen Moland) findes mere end eet U, nemlig: uu; men Infinitiv "guusa" tyder paa opr. u'. – Guss, Gussens se Gud.

Gust (u') m. 1) Vindpust. Tel. Sæt. Gbr. G. N. gustr, m. 2) om flere pludselige Sygdomme af ubestemt Art, især om pludselig paakommende Udslæt. Ndm. Gbr. Hall. og fl. Alvgust, Likg-, Jordg-, Vassg-. Se Gust f. A.

Gusta (u') f. 1) = Gust 1). Nhl. (Eksingadal). "Tvirlegusta", liden Vindhvirvel. 2) Luftdrag gjennem en Aabning (Dør). Sfj. (IDale): "Guste". – Gusu f. se Gosa.

Gusul m. en Ordgyder, En som fører løs Snak, "gøyser". Stjør. Maaske for Gosul, af gosa (o').

Gusteine m. gul Ener hvormed man røger bort "Gust". NGbr.

"Gut (uu)". A. "For Gut", forsvarligt, dygtigt = paa Kar. Stoor for (fe) Guut", Tel. – Gutaglunt m. Pog. Nfj. – Gutagorre m. Pog. Romsd. – Gutä(r)rolp m. Pog. Vestfold.

Guta (uu) f. en rask og kraftig, dygtig Kvinde. Sogn (Aurland). "Da va Gøutao sei te spinna". Meddelt.

Guta(r)brilor (ii) f. pl. Drengestreger. Hard.

Guta(r)slysa f. en Piges "Festarslysn". Shl.

Guta(r)øda f. = gutegali Gjenta. Hard. (Kvamm, Ulvik, Øydfjord). Se Øda, od.

Guta(r)ødla f. en tosset Kokette. Hard. (Kvamm, Ulvik), Voss. Se Ølla, Øla.

guteginsk adj. yndet af Karlene. Rbg.

Gutesol f. Maane. Vald. Jf. Drengjesol.

Gutesprengja f. Kvinde som Karlene er fortvivlet indtagne i; bedaarende Kvinde. Nfj. Tel. Jf. Hugsprengja, hugsprengd, (Ógn Alfasprengr).

Gutklank m. = Gutunge (haanligt). Gbr.

Gutkrevil (ee) m. Pusling af en Dreng. Innh.

Guv (uu) n. Skum = Froda. Tel. (Skafsaa).

Guv (uu) m. 1, respektindgydende men noget myndig Holdning; Værdighed som kræver Plads for sig; Statelighed; Respekt; tildels = Fynd. Tel. (Kvitseid, Selljor, Rauland, Vinje, Mo, Mol.; Svein.: "Tække"). "De fyjer Guuv´e mæ dæn Kjereengjee; d'æ Guuve Kjereengg te vera so liitee", der følger osv. Mo. Ordet indeholder nok en Sammenglidning af to Forestillinger; det hører vel eg. til guva v. fyge, støve, se Gøyva f., gøyva v.; men Lydligheden er ogsaa forbunden med en Betydningsberørelse med de nærmest flgg.

guv (uu) adj. som holder Hagen indtrukket og Hovedet ned i Skuldrene og derved bliver skakformig og bred, "ihopklæmd o roukeleg"; lig en Fugl (en Ugle) som sidder og sover; modsat "gag", og ikke netop foroverbøiet i Overkroppen som "gruv". Tel. (Tinn, Hovin, Kvitseid, Moland, Mo, Vinje), Røldal (rundrygget); Sogn (Aurland): gøu´e. Jf. foruden de flgg. de Gotlandske: gäua sig dvs. luta sig; gäuugr dvs. lutande, gäuhärdugr dvs. med krokig rygg och sänkt hufvud, Rietz p. 232.

Guv (uu) m. 2, det at være "guv"; Sammensunkenhed i Overkroppen. Tel. (Vinje); Voss og Sogn (Aurl.): Geu, Gøu. "Han ha äen Gøu yve Hæradn"; Sogn.

Guv (uu) m. 3, en "guv" Person. Røldal.

guva (uu) v.n. (er, de) sidde "guv" adj. se d.; sidde saa man danner en Stak; sidde sammensunken (enten af Træthed eller krympende sig eller selvoptagen og ligegyldig for Omgivelserne). VTel. ØTel. Bamle (Drangedal), Røldal, Hard. (Ullensv.; her ogsaa: ar, a), Ryf. (Suldal); i YHard. (Kvamm) og Sogn (Aurl.): guua, geua, gøua (ar, a, tildels de). "Hubroo'n sit' o guuver", Tel. "Bjønn´n sat o guuvde o va trou ti leggje paa Vatni"; VTel. "Hoss æ de, du site guuver der i Gruuva, so Fo(l)k fær 'kji sleppe fram?" Tel. Vestenfjelds bruges det mest om Sammensunkenhed i Træthed. – guva seg v.n. d. s. Hard. Sogn. "Han geua seg framyve (fraamaavr)", sad ludende med Albuerne paa Knæerne, Laarene. – guva seg til v.n. d. s. Hard. Sogn. "Han geua seg framyve (fraamaavr)", sad ludende med Albuerne paa Knæerne, Laarene. – guva seg til v.n. gjøre sig bred og mægtig. Tel. (Vinje, Mo, Kvitseid, Nes). Er dannet af Guve m. – I Lettisk (Lituisk) er der flere Ord begyndende med gub- (af en Stamme gub-) som betegne: synke sammen i sig selv, sænke sig, bøie sig. Jf. særlig Guva f.

"guva (el. gyva) v.n. (gyv)". A. Præs. Inf. gyve og Indik. gyv´r, med haardt G, omtrent som i "Gis", kan høres i Smaal. Solør og m. St. paa Østl.; se G. Inf. gjuve, Aamlid i Rbg.? "2) han gouv te o saa" = han foor til. Tel. "3) = rjuka, lide Nederlag". A. "Han gauv unde", Vald.; "gauv ve" og ""; Hall. Vald.

Guva f. en noget blød sammensynkende og udoverflydende Dynge; maaske kun i "Morgu(v)a", en Dynge af Pølsemad; ofte brugt som Skjældsord. Dal. (Hæskestad). Meddelt.

Guve m. 1) en svær, mægtig udseende Karl; omtrent = Gufse. VTel. SætB. 2) en mægtig Mand; omtrent = Gubbe, Gauve. Tel. 3) Guue, Ven, Yndling. YNamd. Helg. (Bindal og fl.). – Ogsaa: "Guve Kar", "Guve Kjering", og Guve-kar, Guve-kjering = Guve 1) og 2) Tel. Sæt. – guveleg adj. lig en Guve. Tel. Sæt. "Han æ slik ein Guuvesekke, æ so guuvelege, so vi' o stoor' o kooseleg' o nokk i sjave seg". I Ordet synes at mødes Guv m. 1, og Guv m. 3, og dets Slægtninge. Jf. ogsaa: Tverguv, Tvergu(v)e m. = Tværboge dvs. Tværdriver; tverguven adj. tvær.

guven adj. = guv, modsat "gag" og "gasen". Hard. (Ullensvang); Voss, Hard. og Sogn: geuen, gøuen. "Han æ g. yve (øve) Hæradn". "Ljao´n æ g. i Tjorte", Sogn.

guvvaksen adj. guv af Vækst. Tel.

gv, se kv.; gvela, se kvæla.

gveta; gvette se kvæta; kvetta.




gvorkje, se korkje, kvaar(kje).

gvøkjaa se kvetja; gvölve se kvelva.

Gyfs m. Luftstrøm; Pust; "Drag". Tel. (Kvitseid). "Lat meg faa nokle Gufsar av Pipa".

gyfsa v.n. (ar) puste; støde ud Luft. Tel. "Han gyfsar o røykjer", "g. o fiis". Jf. gufsa.

gyfsa? v.n. og a. (er, te) vippe høit op; hoppe; lade vippe, lade hoppe. Dal. (Hæskestad) og Ma. (Bjelland): jypsa."Karjol´n jypste". "Han jypste meg høgt i Luftæ". "Jypsa i Høye". "Du kann 'kje drypta, du jypse dæ yve". Jf. hyfsa, drypsa. – Gyfs n. Vip, Hop, Kast. Dal. Ma. "Gje Sekkj´n eit gott Jyps!" Til gjeppa? – Ved Dryps, drypsa (fs) tænkes ogsaa paa Stødet ned.

"Gyft f. Støv". A. Follo; Vald.: Gypt.

gyften og gyftutt adj. støvet. Hall. og fl.

"Gygr (y') f. Jættekvinde". A. Jøøg´r, Vestfold; Jyyr, VAgder, Dal.; Jøør, Ryf. (Tarvastad); Juuvr, Shl.; Juur(e), Romsd., mest i Bjergnavne. – Gyyr bruges overført paa ethvert svært Hunvæsen, Dal. Agder; ogsaa: "Gyyramoor" f.; og "Aavjøør" og "Aavjyvra", Ryf.; se Ovgygr. – Gyvrefiis m. et gult Mos (el. Lav) paa Stene; Tel. – Gygra(r)ris n. = Gygrarsop. Sogn. – Gygra(r)tev m. Stank fra Strande og Dyndpøle; Gytje-stank. Sogn.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   62   63   64   65   66   67   68   69   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə