A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


"Hamar m. Hammer". A. Hamaar



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə69/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   65   66   67   68   69   70   71   72   ...   219

"Hamar m. Hammer". A. Hamaar, VAgder; Haamaare Sæt. VTel. (Mol.), Haamaari Tel. (Treungen), Rbg. (Aamlid). Dat. Fl. Hømro Vald. (Vang). "2) = Øksarhamar osv." A. "De kaam te Hamars", det kom til Haandgribeligheder; "d'æ kje langt te Hamars", det smelder snart; VTel. (Sellj. Høyd. Vinje); Sæt.: "ti Haamaars". 4) en steil taarn- eller klippe-lignende Uveirssky, cumulus. Innh.: "Haamaar"; "Snøhaamaar"; "Toorhaamaar", Tordensky, se Tora A. 5) det bagre Tværtræ over "Rimerne" paa Slede. Namd. Fosn, Innh. Selbu. Sledehamar. 6) = Bryggjespord. Vestfold (Dramn): Ham(m)är. Ogsaa: "Bryggeham(m)är".

Hamarpenn m. den Spids hvori en Hammer
løber ud bagtil, modsat Hamarskolt m., Hammerens Slagflade fortil. Nfj. – Hamarskalle m. = H-skolt. Berg.

Hamars-grev n. enslags Hakke. Sogn.

Hamar-skaft n. Hammerskaft.

Hamars-lag n. Rad steile Klipper. YSogn.

hamast v.n. (ast) følge En som en ond Aand, en fiendtlig Skygge; forfølge udholdende med Haan, Drilleri og anden Fortræd; være efter En = hama paa 3), hanga paa. VAgder (Bjell. Grindeim, Finnsl. Øyslebø, Holum, Eikin, Fjotland). "Noke hamast at Buje!" stadige Uheld forfølger Kvæget. "Alti ska du hamast at 'an!" "Alti ska dæ ekko (noge vundt) hamast ad han!" sjeldnere "- mæ' an". "Han ville alle hamast at 'enn", han vilde ikke engang tage Notis af hende; sjelden Brug; Bjelland. Minder, trods sin nuværende oftest uvelvillige Anvendelse, om G. N. hamr og hamingja Følgeaand, foruden om hamast at einum, h. á einn (hama paa ein) angribe En i Berserksmod. Jf. hamm, haml; NSv. Diall.: "hä hamblas å an" dvs. hans vålnad (hambli) visar sig. Dog ogsaa Sv.: "följa i ham och häl".

?hamgirig adj. om Mark, som sluger megen Gjødning. Trondh. (Lierne): "hamgjerig".

haml adj. 1) udholdende i at forfølge med Fortræd; altid efter En med Fortræd; uforsonligt modarbeidende. Ma. Sæt. "Eg ska bli deg haml!" "Han va ham´l 'an, paa 'an". 2) om vedholdende voldsomt Uveir. Ma. 3) forbunden med megen Møie og Slid = slitusam. Tel. (Eidsborg). 4) om et Hus som er elendigt og svinskt. Tel. (Mo). Jf. hamm, hamla, hamast.

"hamla v.n. 1) og 2)". A. humle d. s. Hall. (Nes, Krødsherad), Land, SGbr. (Faaberg); amle d. s. Hall. (Nes, Gol). 4) arbeide (sig frem) møisomt; slide og slæbe med noget; følge med til Nød. Ma. Sæt. Tel. "Hamla ". "Dei hamla mæ dæ". "Han hamlar so mæ seg", han holder sig til Nød oppe, hævder sig med Møie; Vinje. Ogsaa: "hamla seg upp ette", arbeide sig møisomt op; Ma. Sæt. 5) "hamla ihop", gramse sammen = hama ihop. Ryf. Jf. hemla, hemsa, hamsa. 6) famle efter Ord. Li. "Hamla o fjamla". Sv. Diall. hamla, famle.

"hamleg adj." A. = lagleg. Hele Agder.

hamleleg adj. som kun til Nød holder sig oppe; kraftløs; ussel. Tel. (Vinje). Se hamla.

Hamlingstofta f. = Hamletofta. Sogn.

Hamløypar m. En som kan paatage sig Dyreskikkelse. Sfj. (YDale). G. N. hamhleypa.

hamm adj. = haml 1). Ma. (Hægel. Finnsl.) "Han blei han hamm´e". Maaske eg. "ham". Se hama, hamast.

Hamn f. = Ham, Hamn m. "Trollhamn, Stygghamn". SHelg. (Bindal, Brønnøy). "Trollhamnee æ kome(n) paa 'an", han er fortrollet. Jf. Sv. hamn dvs. vålnad; G. N. höfn, f. = yfirhöfn; Optræden osv.

hamna v.n. (ar) græsse; have Græsgang. Gbr. og m. fl. – hamna v. a. have paa Græsgang; lade græsse. Gbr. og fl.

Hamna(d) m. Trivsel; Velsignelse; Gavn; Drøihed. Stjør. Lyder Havna i Selbu (Tydal), Stjør. (Maaraak). "D'æ itkj naan Hamna i naan Ting aat dæm". E vill' itkj sta ett' di; de va itkj naan Havna 'ti di". Hamning f. ? d. s. Stjør. Til hamnast.

"hamnast v.n. faa bedre Huld". A. Namd. Strinda, Stjør. havnas, Selbu (Tydal), Stjør. (Maaraak). "Han hi hamnas svært, Hæstn". "Kua hi havnas gott". Ogsaa: "De hamnes (havnes) itkj naa paa'n", der fæster sig intet (Foder, i Skikkelse af Huld) paa den; = rima dvs. danne et Belæg.

Hamne m. Græsgang = Hamn. Vald. (Slidre, NAurdal).

Hamne n. Maalet el. Udgangspunktet i Bold- og "Munke-"spil, hver af Banens Ender. Rbg. Ned. "Du æ euto Hamne!" Andre Steder: Maal, Rotta, Syra, Surmaal.

"Hamp m." A. Harp Hedm. – Harpelereft n. Lærred med Hamp til Rending og Hør til Islæt. Hedm.

hampa v.n. (ar), lægge Kraft paa; tage i; drage i. Sogn, Hard. "Hampa bære pao!" "Hampa mæ äitt", slide og slæbe med noget.

hampa seg v.n. (ar), tage sig op, komme sig. Tel. (Selljor). hempa seg d. s. Agder.

hampast v. recip. brydes; drages; prøve Styrke; kappes. Sogn, Hard. "Lat däi hampast te däi verteVine". "Han ha mykje te hampast mæ", har meget at drages (slæbe) med. "Däi hampast so um dæ"; e väit ikkje ko so æ best tao däi", de komme omtrent op mod hinanden; Sogn (Borgund).

hampen adj. 1) af Hamp. 2) grov; plump; u-net. Ryf. – "Dæ vekse hampan(d)e foort", det vokser raskt som Hamp. Ryf.

Hampebraak f. 1) Hampebrage. 2) en grov, haard, larmende og slusket Kvinde. Hard. – Hampedænge f. omtr. d. s. Rom. Hadeland, Oslo, Follo, Vestfold. Hoompedænge Odal. – Hampeklove, lang benet Figur. Sogn.

Hamperokk m. 1) Rok til at spinde Hamp. 2) = Hampebraak 2). Trondh.

Hampestøda f. Stillads til at lægge Hamp op paa Vinteren over. NGbr.: -støee.

Hampetit (ii) f. enslags Meise. Nfj. (Gloppen).

Hampetyla f. tosset Sluske. Nfj. Se Hamøle.

Hampetjuv m. vel = Hampigda. NGbr.

"Hampigda f." A. Hanpigda, Hard. Meddelt.

"hamrutt adj." A. 2) fuld af "Hamrar" 4). "Himmeln æ hamraat". Innh.

"Hams m." A. 3) Dækblade eller Bæger om Løv- el. Blomst-knop. SætV. "Baani seer eut sum de hae sprutti euto aen Hams´e", Barnet seer ud som en nysudsprungen Knop. 4) = Ham 1) og 2); eg. og fig. Østl.
"Skyte, skifte Hams". "Han gikk i den sam(m)a Hams´u stødt". "Ulvehams".

"hamsa v.a. (ar), 3) pynte osv." A. Ogsaa: faa i Skik, faa i Lav; faa en Ting til at "sidde" el. "klæde" = hama. Hard. Ryf. Tel. Sfj. Stjør. "D'æ kleent hamsa". Ogsaa "hamsa seg (gott)", faa et triveligt Udseende, komme sig; Østerd. Stjør. "4) kaste osv." A. = hama 4). Shl. Ryf. Li. "Sjaa aa hamsa Høye innunde; hamsa dæ ihop". 6) tygge møisomt og langsomt; gumle. Ork. og fl. "Hæstn staar aa hamse". Særlig: gumle paa Ordene, tale langsomt og usikkert. Helg. Ndm. STrondh. Hall. "Hamse aa tamse", Hall. "Hams' aa jams'", Trondh. Ogsaa: hamsjams' v. Helg.

Hamsa f. En som Klæderne sidder løst og ilde paa. Tel. – hamseleg adj. lig en H. Tel.

hamsa adj. med (det og det) Udseende. Ndm.

hamska v.a. 1) faa i Skik, ordne, pynte. VAgder, Sæt. 2) tugte, prygle. Li. Ligesom gyrda, fjalla, ferma osv.

hamskeleg adj. pyntelig = skipeleg. Ma.

"hamstolen (o') adj." A. Ma. G. N. hamstolinn afsindig dvs. berøvet sin hamr, hamingja, Skytsaand. Jf. vordstolen, -laus.

hamsutt adj. og adv. skjødesløst paaklædt. Vestfold og fl. "Hu kleer sei saa hamsete".

hamug adj. trivelig, tækkelig; om Dyr; = hamleg. Hall.

Hamøla f. en ødsel Sluske. Hedm. Smaal. Om en slugen og storvommet Ko, i Gbr. (Faaberg, hvor det opfattes som "Ham-Møle", og hvor "ei Møle te Ku" (?) d. s.). Hammøle f. = Hampedengja. Vestfold.

"Hamøle n." A. Hamøl n. Smaal. (Trykstad); Amøl n. Follo (Aas).

"han pron. pers." A. Dativ (og Akkus.): hoonoom, NGbr.; haanaam, NGbr. Stjør.; han(n)om, Innh. STrondh. (Melhus?), Rom. Vestfold og fl. paa Østl. – tildels "hannaam, -öm, -em"; hæno (ä), hænaa og hönaa, Romsd. (Eid, Bolsøy, Veøy, Gryten), Ndm. (Sunndal) – men "hæna" f. #-; 'naa Sfj. Nfj. Ndm.; 'o Vald. Num.; 'aa Ndm. (Aure og fl.), mest foran Navne: "neer aa Knut", hos K. – Dativ og Akkus. holdes nogenlunde adskilte ogsaa i SætV. og i VTel. (Mo). – Genetiv: haas, Ma. (Aaserall). Betonet: hans´s og has´s; Østl. "4) om Veiret". A. Rog. "Han (Vindn) gaar Sør i 'an", "Noor paa 'an". "Nu sprang 'an uti 'an", blev pludselig stærk N-V-Vind; Senja.

"Hand f. Haand". A. Haand, NGbr. Romsd. (Aukra); Haann (og "Hann"), men bestemt Haand´ee, NGbr. (Vaagaa), Haand´a, "Visterhaanda", IGul. (ligesom Stedsnavnet Hölaanda). Haann, VAgder, Smaal., men i Sammensætn. oftest "Hann". Flertal: Hænd, Hænn, NGbr.; Hænn´a, VAgder, "Ha (faa) i Haanns Hænne", i Hænde, Ma.; "faa Hands Hænde", faa kontant, Tel. "No kjæm 'an paa "Haandei", straks; SætV. "I Hannaa haft", forlegen med sig selv; Ndm. (Surndal, Tingvoll).

"Handarbak n." A. Høndebak m.? Hall.

Handa(r)bur (u') m. Evne til at faa Arbeidet fra Haanden "undao Hændo"; Raskhed i Arbeide. Voss. Se Bur dvs. Fremdrift.

Handa(r)byte se Hemnabyte.

Handa(r)far n. = Handarfora. Hard.

Handa(r)fora (oo) f. Spor efter Ens Haand; Mærker paa at En har udført et Arbeide (hans Snit, Maner, Stil). Maaske kun i Flertal. Sogn (Leikang, Aurl. og fl.). "Eg seer da pao Handafouredna at han har gjourt da". "Da syne atte da æ hass Handafoure, datta". Jf. Handemeidd.

Handa(r)klaa(d)e m. 1) = Handklaade. Hall. 2) En som vil røre ved Alt. Nhl. Hard.

handa(r)klaa(d)en adj. lidende af Handarklaade. Sogn: "handaklaoen". handeklaaug d. s. Hall.

Handa(r)milt f. Muskelen paa Tommelfingrens indre Side. Nfj. (Eid, Innvik).

handast v. recip. (ast), give hinanden Haanden. Sæt. og Li.: haandast.

Handbogalykkja f. = Olbogalykkja. Ndm.: "Hannbäua-". – Handbogaskjel f. = Olbogskjel. Trondh.: "Hannbaagaa-".

handdragast v. recip. prøve Haandstyrke. Ogsaa = handast? Isl. handdraga dvs. to pull, Cleasby.

handdubla v.a. = handdraga. Tel. (Mol.).

handefeta (e') v.a. (ar), undersøge nøie med Hænderne, beføle. Hall. (Aal). – Handefeting f. det at h. Jf. endefeta.

handefikla v.a. = fingra. Sogn.

Handehald n. = Handfang. Hall. (Aal).

handehalden adj. flink til at holde med Hænderne; modsat; slepphendt. Sæt. "Sterk o handehallen".

Handemeidd f. Haandelav; Arbeidsmaade. Ogsaa: Spor efter Ens Haand (-færdighed) = Handarfora. Sogn (Lærdal, Borgund). "D'æ Ola si Handemäidd; e seer dæ pao Handemäiddn at d'æ han so ha gjoort dæ".Jf. Meidd, Dagsmeidd, Solmeidd.

Handemeie m. d. s. s. foreg. Sogn (Lærdal). "D'æ finnst ikkje Handemäie jao 'an : d'æ äen Treneve". "Äen Handemäie so æ kje noke tiss". Jf. Dagmeie, Solmeie. Maaske dog: Meide, til meida.

handetukla v.a. skjæmme ved idelig Berørelse = handvalka. Vald. Gbr. Se tukla, G. N. þukla.

"handfallen adj." A. handfadl Shl. (Etne, Stord og fl.), NRyf. hännfallin Innh.

Handfange m. = Handfang. Tel. Hall.; Innh. (Beitstad): Hännvanji. 2) særlig: en Haspe el. Hempe = Byrdel. Hall. (Gol).

Handfeng n. 1) = Handyvle. Trondh. (Børsen, Frosta), Namd. "Hannfæng". 2) Værktøi. Fosn. Meddelt.

"handfridt adj. n." A. Jæd. Innh.




handhava v.a. have Herredømme over; kunne haandtere. Innh. Namd. Helg. "Hannha Kraappn sin, Aarann".

Handhytte n. = Handyvle. Helg. Se Hytte.

"handhøg adj." A. Rbg. Ma.

handhøva v.a. (er, de), mægte; kunne haandtere; = raada med. Sogn, Vald. "H. Stäen´n".

handig? adj. eksisterende = bidig. "(Ikkje) noken andige Tingg", (ikke) nogetsomhelst. Sdm. (Hjørungfjord). Maaske til anda.

Handkjepp m. = Handvol. Odal.

handklaa v.a. = handvalka. Innh.

?Handklokka f. en Bille, Carabus violaceus; vel = Blaaklokka. Hard. (Ulvik); Haand-.

handlaust adj. 1) let, raskt; uden synderligt Kraftudlæg = lettvinnt. Hard. Ryf.; Shl.: handalöust. 2) uden at (kunne faa) bruge Hænderne. Nfj. Helg. "Han datt handläust". – handlæust d. s. Sogn.

handleidd adj. ledet ved Haanden. Fosn.

handrapa v.a. = handetukla. Ndm.

handrettast (ee) v. recip. (est, test) = handtakast. Tel. (Selljor); NGbr.

"Handrid (i') n." A. Handree, Ryf. Hard.; Handree m. Hall. (Gol); Handreea m. pl. Hall. (Nes); Handreea f.? Sogn (Aurl.); Hannribbe f. SSmaal. (Borge); Haannreev n. NSmaal.; Han(d)trev, Trondh. (Leksvik); Handrevle, Røros? Handreie, ensteds.

Handrim (i') f. Hylde øverst paa Stolpesængen. VAgder (Eikin), (Gri.): Hannreem.

Handring m. Pulsvante. Gul. (Sokndal).

handriven (i') adj. = handarklaaden. Jæd.

handrøkkjast v. recip. (est, test) = handtakast. VTel. Rbg. Agder. haan(d)røkkjast Ma.

"handsama v.a." A. 2) ordne; mægte. Nd. og fl. handsam(m)e seg, faa ordnet sig. Ndm.

"handska v.a. berøre". A. Ndm.

handskjera v.a. (skjer, skar, skore), afskjære Kornet idet man holder om Aksene med Fingrene, medens man skjærer = nevaskjera. Rom.? Follo, Totn.

handskrapa v.a. (ar) = handrapa. Romsd.

Handskoomunslee dvs. -skumingslid. Helg.

handskyggja v. (er, de), skygge for Øinene med Haanden. Tel.

handslaa-ast v. (slogost) = handtakast. Hall.

handsnutt adj. n. se hallsnudd.

Handspake m. = Handspik. Haandspakje, Sogn. Handspikar m. d. s. NGbr. og fl.

Handsvævl, se Handyvle.

Handttak n. det at man tager sin Haand i noget til arbeide. Sæt. "Ho gjaari alli H."

handtamen adj. = handtamd. NGbr.

handtupla v.a. (ar), = handetukla. Tel. (Bø). Se tupla. handtufle d. s. Tel. (Moland).

"Handtygel m." A. Hanntyjyl, Ndm.

"Handverja f." A. Hannvørju, Follo, Rom. Hedm.

Handverksbrød n. en fin Sort Fladtbrød. Tel.

"Handyvle n." A. Handøvel, Sfj. (Jølstr); Handhyvel, Rbg. (Evje); Hannhøvl, Li.; Handøvne, Sfj. (Førde, IDale), se Emne. Han(d)svævl og -vævli n. d. s. Helg. (Bindal); til Vevl dvs. Banketræ; G. N. vifl.

"Hane m." A. Haane, Ork. (en Mellemform mellem et tidligere Haanaa, som nok endnu bruges af de Ældre somme Steder i Trondh., og "Hane"). Hä(r)ni (dvs. med et r-holdigt, supradentalt eller alveolart, N), Innh. (Snaasa), Østerd. og fl. Hä(r)ning, Namd.

Hanefet n. = Haneskrev. Østl.. Hanaføtt.

Hanehovud n. Klump paa Traad. Ma. (Bjell.)

Hanestig n. = Haneskrev. Hall.: Hanesteeg.

Hang. "D'æ Hang om Hang" dvs. det strækker netop til. Selbu (Tydal). Se Hank (om Hank), og hanga, hangla.

"hanga v.n. hænge". A. Infin.; hæng, Innh. (Skaun, Stjør. og fl.); hækk, Stjør. Præs. Indik.: æg hækk, Stjør. Imperf.: haang, Ryf. Innh.; hakk, Hedm., Stjør. (ogsaa heekk). Supinum: hungi, Bamle; hynni og hinni, Innh. Bøies: hæinje, hæing, heekk, hanje og hunje, NGbr. – "Hanga paa ein", stadigt forfølge = hamast at. Ma. og fl.

"hangla v.n. (ar)". A. Ordet er ligesom et Formindskelsesord af hanga og har tildels de samme Anvendelser. Saaledes: være, forblive eller holdes hængende; være "in suspenso", holdes gaaende, være uafgjort, balansere. Hard. Tel. Hall. Busk. Vestfold, Smaal. Hedm. Ork. og fl. "Du maa daa hangle paa, te d'æ forbi!" hænge paa, være med; Tel. "D'æ saa vitt han hanglär i de", hænger i det, ikke gaar fra Gaard og Grund; Vestfold. "Hangla uppe", til Nød holde sig oven Sænge; Hard. "Dæ hanglar vel nokle Dagar”, om en uafgjort Sag, om Veiret før en forventet Forandring osv.; Tel. (Jf. dungla, dingla). ”Dæ hangla te", strak til Nød til; Ork. "Hangle igjænom"; Østl. – Hangl n. det at man hanglar. Tel. – hanglen adj. som "hanglar" dvs. slidende sig igjennem; til Nød tilstrækkelig osv. Tel. og fl.

hanglutt adj. = hanglesjuk. Østl.

hangsla v.n. (ar) = hangla. "Dæ kann alti hangsla nokæ Daga", om Veiret. Li. (Eikin).

Hank f. Fl. Henk´r, Vidje-Ring = Honk. Vestfold og fl.

Hank m. tynd og svagelig Person. SætB. "Ein Tjurrhank ti Kar".

hank adj. 1) tilbøielig til at fæste sig paa noget; lysten paa især at forfølge; tildels = klengjen, klinen. Hall. Østerd. Smaal. Oslo. "Hank etter". "Hank paa ein", lysten paa at komme En tillivs. 2) "hank paa dæ", prippen, let stødt. STrondh. Ogsaa: "haangs paa dæ"; Ork. (Meddal). Se hanka; jf. honken.

Hank n. stadigt virksom Lystenhed paa at komme tillivs; vedholdende Forfølgelse mest i Ord. Oslo og fl.




Hank n.? "D'æ Hank mæ 'ein", han holder sig netop oppe, klarer sig til Nød. "De gjekk paa Hank", Kræfterne strak netop til, Enderne mødtes saavidt. Østerd. og fl. Og: "D'æ saa Hank Hoomank mæ'aam", el. "saa Hankaam te", Stjør; for Hanke m. Stroppe osv.? ialfald jf. hanka, fæste i en Stroppe osv. og Hank f.; jf. "paa Hekte". – "Kjøre paa Hank" (f.?), kjøre tilhægtede Tømmerstokke saaledes at de slæber efter sin hele Længde. Østerd. – Hankeføre n. "Føre" passende for slig Tømemrkjørsel. Østerd.

"hanka v.a. (ar)". A. 3) danne Løkker el. Bugter, lægge i Løkker el. Bugter. N- og STrondh. "Hank ihoop Reipe". "Han stoo aa hanka aat sæg Töugje", drog Touget til sig bugtvis. 4) befordre frem med Møie; slæbe, drage frem. "Hanke Bruk", fremføre flydende Tømmer, idet man ror foran det og rykker det frem med Hage. Tel. 5) = kjøyra paa Hank. Østerd. 6) hanka seg, arbeide sig frem med Møie og til Nød; "hage" sig, vride sig frem; entre. Sæt. Hadeland; Land, Østerd. Trondh. Helg. haank' se, Ndm. "Han fekk alli Foutefeste, han laut hanke seg upp igjænum"; Sæt. "Hank' sæg upp, fram, unna". "Vi hanka oss smaatt etter". I Sv. Diall. hanka sig fram dvs. med møda draga sig fram. 7) hanka seg, komme sig, blive fyldig = hamsa seg. Sogn (Lærdal). Østl. (Smaal. og fl.). Ogsaa "hanka se te" og "hanka pao se"; Sogn (Lærdal). Dette kunde være for hamka af Ham, som sanka. haanke se (og -ø-) Vald.; eg. honka = hanka; ligesaa: 8) hønke v.n. gaa møisomt. Hall. A. 9) haanke v.n. hænge efter, ville gjerne fæste sig paa. Sdm. (Sunnylven). "Ho haanka ette Gutaa". For honka. 10) hank' te(l) v.n. netop strække til = hangla til. Trondh. "Dæ (de) va saa vitt dæ hanka te mæ 'aam". Se foreg., Honk.

Hankeføre n. se Hank n.

hankekøyra v. = køyra paa Hank n. Østerd.

Hanketarmar m. pl. bugtede Tyndtarme. Dal.

hanken adj. 1) til Nød tilstrækkelig; knap nok = hanglen. Trondh. (Stjør. og fl.). "D'æ bærr hankji mæ'aam; d'æ saa my de hækkle (= hangla)". Til hanka. 2) svagelig; især: kræsen af Svagelighed; til Hank m. SætB.

Hannbora (o') f. = Honbora. Sogn (Aurl.).

Hannmarksokse m. se Andmarke.

"Hans m." A. Ogsaa om en Gave som En giver som Tak for første behagelige Samvær; f. Eks. Strømpebaand, som en Pige giver en Mand, hun første Gang danser med. Nfj. – "hansa v." A. 2) skaffe En Fortjenesten af første Handel. Nfj. "Vi vil hanse paa den nye Handelsmannn".

Hansekanna f. se Hanselag. Hard.

Hansfisk m. = Slimaal. Ndm. Meddelt.

Han-tikk m. Ixodes ricinus før den har suget sig fuld til "Flaatt". Shl. Ryf. – Hantikka f. d. s. Ryf. (Finnøy, Strand). Eng. tick d. s.

hapa v.n. (ar), 1) have nogen Lighed, ligne lidt. Østerd. (Aamot, Elvrom og fl.). "Hapa attpaa". "Han hapa litt etter paa Moorleea", paa Mødrenesiden. 2) søge at efterligne; efterligne ufuldkomment; mest om Børn. Vestfold (?Lardal); Gbr. (?Vaagaa): haapaa. – haopja ette d. s. Hard. (Odda, Ullensv.); haapja e. Shl. (Stord), Hard. (Kvamm, o'?). – happe etter d. s. Bamle, Vestfold; dette minder om happnast, heppa etter; harpe etter d. s. Rom.; hespe etter, omtrent d. s. Østl. I Nordsv. ("Norske") Diall.: håpa efter, happ', happl' dvs. härma, göra efter, Rietz 243. Det (de) dunkle Ord kan neppe være G. N. apa, neppe heller hopa; jf. happa osv.

Hapell (ee eller i') n. et tosset, viltert, næsten frækt Menneske, som tilsidesætter al Folkeskik. Hall. (Aal, Gol, Nes). Fremmed?

Happ, se Hipp.

"happa v.a. (ar)". A. 2) v.a. og n. være stadigt efter (forfølge) En med Formaning, Tyssen, og overlegen, ikke just altid ublid, Revselse. Har, særlig, været brugt om Byfolks forgjæves Slæb med at opdrage Bonden. Sæt. Tel. (Skafsaa, Vinje, Raul. Grandsh.; Wille: tysse). "Happe (paa) Bonnee"; Tel. "Boonden vart alti happa i Byn, fyrre". 3) tugte. Vestfold. "Happe etter". 4) forfølge En med Forsøg paa at yppe Trætte; lade sit onde Sind gaa ud over en uskyldig. Sogn (Hafslo). 5) se hapa. Happing f. det at h.

happgalen adj. forvirret af "Happing", se foreg. = happør. Tel.

"happig adj." A. 2) bestemt paa at opnaa noget; med et intenst Mod paa noget. Hard. (Odda). "Happige pao da". Jf. happa, hippig, hippen.

happna seg v.n. falde stadigt i Ens Lod; følge En som en Skjæbne (Følgeaand); hjemsøge En stadigt = hamast aat ein. Altid med "paa". Shl. (Fitja, Finnaas). "Fiskjn happna seg paa hann". Ogsaa blot: "da happna seg paa hann". Ogsaa blot: "da happna seg paa 'an", han hjemsøges af Uheld. – happnast v.n. d. s. Nhl. (Fusa), Shl. "Alti ska noke ilt happnast paa'an". – heppnast v.n. d. s. Shl. (Stord, Fjellber). Jf. happa, heppa, Hopp osv.

hara v.n. (ar), 1. staa taus og meningsløst gloende; ikke faa Ord frem. Altid: "hara aa jara", "har aa jar".Trondh. Helg. "Han stoo aa hara aa jara aa visst' ikkje kva han skull sei". G. N. hara stirre?

hara v. 2. kun i: "hara Øyrom", lytte anspændt, spidse Øren. Opfattes af Brugerne selv som: kaste Øren lyttende frem og tilbage som Haren. Ndm. og Namd.: "har(r)a
Øraa" (Ø)raan i Namd.?); STrondh. og Stjør.: "haaraa Øraam (-om)"; Helg. (Brønnøy og Bindal): "hala Øyraan". (Det "tykke" L synes en Misdannelse; at det ikke er udgaaet af rd viser den korte Stammestavelse (Tiljævningen og Endelsens a); "hala", trække, og "herda" hedder i Helg. begge to: hal'.). – haaraa v. om Jagthunde: trække (stramme) i Kobbelbaandet. Østerd. (Oos, Tynset).

Haragymbr f. =Haregeit. Ndm.: -jøm´r.

Haraklove m. = Harestokk. Hard.

Haralabb m. Harefod, Gnaphalium. Østl.



Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   65   66   67   68   69   70   71   72   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə