A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


"hauluka v." A. Romsd. Jf. huluka, heilaga. haupjaga, -jaagaa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə71/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   67   68   69   70   71   72   73   74   ...   219

"hauluka v." A. Romsd. Jf. huluka, heilaga.

haupjaga, -jaagaa se haukjaga.

haura v., haure imperf. se høyra.

"Haus m. 3) Hjulnav". A. Rbg. Ma. Jæd. 4) Skyhob = Hause. Romsd.

Hause f., hause v. se Ausa, ausa.

Hause m. 4) en dristig, driftig, dygtig men ogsaa noget haard og særsindet Person. Shl. Hard. Ryf. Tel. Agder. Ogsaa: "ein Hause Kar, Gut" = Hause. 5) en rig og mægtig Mand; en Matador. Nfj. Ndm.

hauseleg adj. lig en "Hause" 4). Tel. Bamle, Ned. "Ei hauseleg Jente".

hausen adj. fuld af Hausar dvs. Bjergknolde eller Skyhobe. Romsd. og fl.

Hauskoll m. en stortalende og dumdristig Person. Ryf. (-dl-). – Hauskodla f. d. s.

"Haust". A. Te Höusta = til Hausts. NGbr.

hausta v.n. (ar), raabe hau, huje. Li. Dal. Tel. Rbg. Ogsaa: hoysta (o'), VAgder, Dal.; af hly! Se høysta.

Haustblote (o') m. det fugtige Veir om Høsten. Tel. Østl. – Haustblot (o') n. d. s. Gbr.

haustbærd adj. = haustbær. Voss.

haustelæ(ja) v.n. lee hujende, især haant. Li. Dal. Og: hoystelæ (o'). Li. Dal.

Haustfeld m. et Dyrs (Faars) Høstpels. Dal.

Haustmjelte se Haugsmjøll.

Haustnatt f. Høstnat; lang mørk Natt. G. N. haustnótt. Overført om en yderst uhyggelig og vanskelig Situation, hvis Afløsning man ei øiner.

Haustreid f. vildt Ridt paa bar Ryg af den efter Sommeropholdet paa Høifjeldet kaade Hest. "Ri(d)a Häustrei(d)" el. haustrida v. ISogn (Aurland, Lærdal).

haustrik adj. rig om Høsten: "höustrik aa vaararm". Gbr. (Fron). Om Kvægfodrere.

Haust-støl m. = Haustsæter. Vald.

Haust-tog (o') n. Græs (Storr) som hales op af Sumpen om Høsten, mest af Fæets Muler. Se Tog n., toga v. Tel. Ryf.

"Hav n. 3. Besiddelse (Værd)". A. Ndm. Nhl. Hard. Rbg. (Aamlid). "D'æ stort i Va`vi, men ikkji i Ha`vi"; Aamlid. Jf. Hev n.

hava adj. 1) forsynet med Hals "Hav". "Mai´n æ gott hava". Sæt. 2) udmærket, fuldgod. "En hava Kar". Rom. Meddelt. Til Have, Hav dvs. Hank? ogsaa: "ein skjefta Kar"; NGbr. Rom. Jf. Hev.

"hava v. have". A. Ind. Præs. he`ve (e'). Tel. Rbg. Jæd. Hard. Sdm. Ma. (Bjell., sjelden), Li. (Eikin); i Sfj. (Førde), Nfj. (Honndal) og fl. med Eftertryk, især i Bet. "eier", medens Hjælpeverbet hedder ha, hvilket overhovedet er den paa Vestlandet (Rog. #-Nfj.) mest udbredte Form for Præs. Ind.; he`e, VAgder, he, Nhl. Agder, Dal. Jæd. (Haa), Sfj. Imperf. Konj. hædde, Rom. (Sørum); maaske kun i Eden: "Trøen hædde mæg"!); hø(e) Ndm. Gbr. (Vaagaa); hooe Ndm. (Sunndal); med Eftertryk: høve, NGbr. (Lom, Vaagaa). – "6) føre osv". A. "Hav' atte (Glasi)", lukke; lukke; Sæt. NGbr. fl. – "Have seg høgt", pleie sin Magelighed. Sæt. Se høg, bekvem. "Hava seg te aa gjera", bruges temmelig overflødigt saaledes: "ho han hae seg ti aa gjere, saa gjouri han naa de", i ethvert Fald gjorde han nu det, Rbg. (Aamlid); "hava seg gjera" d. s. Tel. – "Ha(va) av", føre bort, bortskaffe. "Ha(va) aat", have at udsætte paa, A. = finna aat. Rog. NGbr. "Greibæ vil ha aad Regaa"; Dal. "Ha se aat" = finne (se) aat, d. s. Hall.

havagalen adj. havesyg. Vald. Og "havatigalin", gal efter at faa fat i. Vald.

"Havald n. Væversylle". A. Hoovøyld n. sing. og plur. Gbr. (Vaagaa); Haav(v)aal sing. og plur. Ned. Totn; Havaal m. Fl. havla, Li. (Eikin, Fjotl.). – Havaalloka (o') eller "Havaals-" f. Trindse eller Valse hvori H. hænger. Li. – havalda adj. om Væv, i: "tvihavla, trihavla, firhavla Vev", Li. – Hovold(e)skaft n., Fl. -skoft = "Havaalloka", altid Valse. Hard.

?Hav-alt m. havesyg Person. Romsd.




havand-sjuk adj. havesyg. Hard. (Ull. Odda).

"havandslaus adj. 1)". A. Namd. 3) hjelpeløst uvirksom af Mangel paa Midler eller Redskaber. Hard. Ryf. Nfj. (Honndal; se aavinnslaus); havaslaus, Dal.

Havandsløysa f. Person uden Vilje og Evne til at gjøre noget; unyttig Person. SBerg.

"Havang m." A. Gul. Selbu (Tydal), Stjør.

Hav-att-i-koll m. en Umættelig. Sogn (-kodl).

Hava-vit (i') n. Forstand til at erhverve og bevare; Næringsvid + Karrighed. Hall. (Aal, Gol); Ha´vit, Voss, Hard.

Hav-aat n. om et Hus hvor meget forbruges. Jæd. (Klepp: d). Jf. Havsvelg.

Hav-aata f. Fiskevrimmel, Stim; se Aata. Shl. Rog. "Ei Havaada mæ Bodn", Dal.

havboren (o') adj. baaren (ført, ikke: født) af Havet. Sæt. – havførd adj. d. s. Sæt.

Havdraatt m. Skymasse som drager ind fra Havet. Helg.

Have m. Gjerde, Indhegning. Ma. (Holum). "Springe Have". "Renslehave, Kalvehave". Overgangen G > V er ukjendt her, optræder først i Søgne, Otrnes, Tveit og VNed. Saa Ordet enten er Laanord (fra Dansk?) eller hænger sammen med hevja (hava) snarere end med Hagemoor (Hag) osv. som findes paa samme Sted (Holum).

"Have m. Hank". A. Hava Vestfold.

havegjerr adj. havesyg. Hard. (Ull.): "hajerr".

Havel m. Hank = Have, Hevel. Hadeland: "Havil", og "Hav´l". "Grytehavil".

haven adj. = hoven. NGbr. (Lom, Vaagaa).

havførd adj. = havboren. Sæt.

Havgard m. = Skjergard. Nhl. og fl.

Havgaul n. Brøl af Havet. Shl.

Havgaul m. se Gaul m. "-Göudl".

Havgaula f. = Havgula. Nordl.

havgirug (i') adj. havesyg. Sæt.

Havglan n. Aabning mellem el. under Skyerne i Hav-Horisonten. Sdm. Se Glan.

Havglim (ii) n. og Havglima f. Lysning henover Bølgetoppene i Horisonten, mest i stille Veir. Sdm. (Borgund og fl.). Jf. Glima, Gliim.

Havglina (i') f. = Havglima. Dal.

Havglopp m. en fra Havet indkommende voldsom Nedbærsbyge; af Sne, Hagl eller Regn. Ndm. (Kvernes).

Havglæma? f. 1) en fra Havet i N-V indkommende lys Skymasse, hvorfra (hagelblandede) Byger altsomtiest udgaar? Sdm. (Sande, Harham, Borgund). "Havglæme" og oftere: (H)ag(g)læme". "Havglæmaa æ so dæ renne 'to 'ne, naar han vil". Se Glæma. 2) kjøligt vindigt Veir med i det hele tør Luft men med enkelte Nedbærsbyger, mest Haglbyger, især om Vaaren. Fosn (Frøy). "De kjæm ikkje noko oopp 'taa Joola i slik Hag(g)læmm". Overalt hvor intet V høres sættes Ordet af Brugerne i Forbindelse med Hagl. – (H)a(v)glæmebakkje m. slig lys Skybanke. YSdm. og fl. – (H)a(v)glæmebye f. Byge fra (i) Havglæma. – (H)a(v)glæmehause m. lys Skyhob af (i) Havglæma. – Ha(v)glæmevatn n. Styrtebyge i (H)a(v)glæmevedr, YSdm.: "-veir". "Agglæmingsveer", d. s. Sdm. (Borgund). Jf. Havgula.

Havgubba f. Havtaage. VNed.

Havgul (uu) m. 1) et Pust fra Havet. Ndm. ("Havgula" hedder her "Vestrøna" eller "Utrøna"). 2) "Hagguul" m. (f.?) vindigt og kjøligt Veir fra Nord eller NV. Gul. (Soknedal). "Noorhagguul".

"Havgula (u') f." A. Havguula Shl., se Gula. Havgulu "Norahavgulu", Gul. (Horg). Ha(g)gulu, Fosn, Ork. Stjør. 2) Ha(g)gooloo eller Ha(g)gulu, pludselig, voldsom og kort Uveirsbyge fra NV med Storm og oftest Hagl eller Kornsne, omtrent = Havglæmebya. Namd. Innh. 3) Ha(g)gölu, Vestenveir med raa Luft og Taage eller Isslag. Gul (Holtaalen), Selbu (Tydal). – Ha(g)gulufisk m. en uforsigtig og brutal Person; omtr. = Haji, Hajegap. Namd. Innh. Trondeims By. Sommesteds (Leksvik): et "mauvais sujet".

Havgyrding m. se Gyrding.

Havhola f. et Havdyb af lidet Omfang, Havsvælg. Dal. (Sokndal og fl.).

Havjur, -jure f. se Jur.

Havkjeft m. = Havgap. Ma.

Havmolde m. mørk Taagebanke ude i Havet. Se Molde. Nfj.

Havna, havnas se Hamnad, hamnast.

"Havorre m." A. Finmark.

"Havre". A. Harve, Hall.

Havrekorna n. et enkelt Havrekorn. VAgder, Jæd. og fl. -kodna. Jf. Kraakekodna. Ramnskodna, Ikodna.

Hav-rekstr m. Vrag el. Vraggods som driver om paa Havet og ind. Ryf.

Havre-skifte n. Mark, som skiftevis er Havreager og Brakland (Græsgang). Østl.

Havrok (o') n.? Havtaage. VNed.: Havraag.

Havsletta f. Havblik. Rog.

Havsvelg m. Storæder. Oslo (Bærum, Aker).

"havsynt adj." A. Rbg.

Havteiste m. Søfugl som ligner "Teisten"; maaske Uria trolile. Finmark.

Havtot (o') n. Susen fra Havet. Ndm.

havøren adj. = havør (Sæt.). Tel. (Laardal).

Havørn f. 1) Fiskeørn. 2) en umættelig Person. Tel. (Kvitseid). "havør" har indvirket.

haa, ho adv. hvor(ledes), se ko, kor.

"Haa n. Luftning". A. Saavidt af Vandet kruses, = Krin. Nordl. (Senja, Lyngen).

"Haa f. Eftergræs". A. Haan f. Hall. Ryf. Jæd.; Hoo f. Smaal. Nfj. Sfj.; Hoov f. Smaal.; Haav f. Vestfold (Eiker).

Haa m. en stille, gjerne trug- el. poseformig Udvidning af et Vandløb; ogsaa: en Sidebeholder til en Indsø, eller en Udvidning af en Aa, som ialfald i Flomtiden løber ind og ud paa Beholderens ene Side med
en Deel af sin Vandmasse. NØsterd. (Rendal, L. E., Tolgen, Vingeln), Gbr. (Foldal), Røros; Gul. (Aalen). Ikke særdeles meget brugt uden i hyppige Stedsnavne, som: "Haa´n", en liden Sø som gjennem Sundet "Haa-noorn" hænger sammen med Gaul´a"; "Golhaan", en Sø ved Begyndelsen af Gaula (Gol´a, o', i øvre Guldal); "Haa´n", en Udvidning af Trysil-Elv; "Haa`ann", Udvidninger af Aaen Sama i Horg i Gul.; "Haa`ann", do. af Glaama tæt ved Røros; "Haa`ann", Udvidninger af Sölna i L.E.; "Haa´tjønna", ligesaa; "Haa´sjø, som gjennem "Haa´elva" el. "Haa´a" forbi "Haa´nese" munder ud i Glaama; "Haa´strømn"; en Række "Haa`er" i Hodalen i Tolgen. Jf. (?) Sv. Diall. ho dvs., udhulet Blok; Ældre D. ho(v) d. s.; G. N. og Isl. háfr, hár en Ruse.

haa v.a. (dde), overfalde med drillende Haan; haane, spotte. Mest i Forb.: "haa aa hækja". Dal. Jæd. Ryf. Hører vel sammen med haaast (est), "sanka Haa" n., G. N. há, v. plage, angribe?

Haa n.? Kun i Forbind.: "sanka Haa paa ein" = sanka Soll dvs. omringe fiendtligt. Helg. (Vefsn, Tjøtta, Brønnøy), Mo), Salten. "Dei sanka Haa paa mæg saa æg maatt spring". Jf. haaast (est) og foreg. Hoo d. s. Senja. 2) "gjera Hoo taa ein", ødelægge, nedslaa, beskjæmme, overliste = gjera Kaal (Soll) paa ein. Gbr. (Faaberg; Eftergræs hedder Haa f.). – Neppe for Haad.

"haa v.n., (r, dde), sandse osv." A. Sogn; Shl.? "Han haodd' ikkje pao da", ISogn. "Han læst ikkje haa (gaa?)", lod som han intet mærkede; Shl. Ogsaa: "haa seg (ette, te)", sandse sig = hugsa. Sogn (Lustr og fl.), Gbr. Eg. veire? Jf. (?) haa-a dvs. lugte, snuse; og haa-a dvs. lufte.

Haa n.? Besindelse, Sands; Omtanke, Tænksomhed; Skjønsomhed; Skjøn. "Han mysst' baade Haa aa Hyggje". "Dar va baade Hyggje aa Haa paa dan Gluntn". Hoo d. s. Innh. (Sparbu), Gul. (Soknedal). Til foreg. Se ogsaa Hov.

haa-a v. n. (ar), 1) lugte (paa); snuse paa. SHelg. "Fiskjn ligg bærr' aa haa-a". 2) forsøge at besinde sig paa, staa grundende og gabende. Helg. (Brønnøy). "K'æ du haa-a ette?" = haatta etter. "Sjaa kor han staar aa haa-a", næsten = "gapi". Maaske eet med "haaa, lufte", A. (hvilket hedder hooe i Selja i Nfj.), og maaske, trods Bøiningen, med "haa, sandse".

"haa-a v.a. (ar), dække med Græs". A. 2) eller 1) dække med Eftergræs "Haa". Tel. (Treungen). "Engja haa-ar seg ette (L)jaa´n". hooe (seg) d. s. Tel. haa (r, dde) d. s. SætB. VAgder. 3) "haa seg", faa Uld igjen efter Klipning. Sæt. Ma. "Sau´n hev haatt seg noko".

haa-ast v.n. (ast), vokse frem til "Haa" f., danne "Haa" = haa-a seg. Ndm. "Grase haa-ast ut".

haa-ast v.n. (est, ddest), kaste sig i samlet Flok over En især med Drilleri eller Haan = sanka Haa, se d. Altid med "paa". Salten, Vesteraalen. "Gluntan haaest paa mæg". "Mya haaddest paa mæg", Myggene osv. hooast, Senja.

"Haaball m. Midsommer". A. Haoball og Hæuball, VNed. Haabböll, Vestfold (Sandsvær); Haagball, Ryf. (Suld. Hjelmeland); Höggbäll(æ), Tel. (Bø); Hoovøyll f. NGbr.; Haavaal og Hoovool (korte Stavelser), Romsd. Stjør. Selbu, Østerd. "Via æ i Hovola", Vidjens Bark løsner let, da den er taget i H., er Haaballsvidja f. "Høbbalsviu", Hall., "Haavaalsvie", Romsd., "Hoovoolsvie", Østerd. ("H-vidja" bruges ogsaa om en fremfusende letsindig Kvinde, Innh.). I en V-Svensk Dial. (Dalsland, Dahlstjernas Kungaskald): högballe, Midsommer.

Haaballsdyngja f. Gjødseldynge i Staldkjælderen, hvilken udkjøres i H. Innh. "Haabaaldynn" (korte Stavelser, undtagen den sidste som har langt j-holdigt N).

haabinda v.a. = hasabinda; "habbenda" A. Især om Faar og Gjed. Jæd. Dal. Isl. hábinda. Jf. O. E. hóh el. hó, Eng. hough, Hase. I Sæt. og NVTel.: hæbinde, hvilket maaske er hælbinda, se d. haabunden adj. (partic.). – harbænn' v. = haabinda. STrondh. (Uppdal). – haabælla adj. = haabunden. Helg. (Bindal). For: -bendla.

Haabue m. se Haugbue. Jf. dog Haadøl. Ogsaa = Heimaling. Maaske eet hermed er Aabue, med aabuen adj., i "Halvemaal"-smittede Egne af Sdm. og Nfj. – Haabustykkje n. = Aabustykke; se d.

"haadfaren adj. beskjæmmet". A. Li. Ogsaa: haaffaren, Tel. (Tuddal). 2) ømfindtlig og altfor tilbageholden. Tel. (Bø). Jf. haavoren.

"Haadingslaatt m." A. Dal.: Haangslaatt.

"haadleg adj. 2) slem, fortrædelig". A. Dal. Rbg.; VAgder: haalig. 3) som gjerne haaner; haanlig. Li. Rbg. Ned. Ogsaa: haaligvoren.

Haadom m. Omtanke; ogsaa: Skjøn, Indsigt, Rede. Sogn (Sogndal, Hafslo, Lustr, Aurl.) "Han hadde 'kje Haodom te gjera da". "Dar æ kje noken stor Haodom mæ'an". Til haa v. sandse.

Haadøl m. en lidet erfaren og verdensklog Person; en Hjemfødning. Stjør. Af há høi og Døl, af Dal? I saa Fald jf. Høgdabisn, Fjellkop.

haadvyrda? v.a. haane = hæda; maaske ogsaa: beskjæmme, behandle haanligt = svivyrda. Ma. (Bjell.): haavyra og -vøra (e(r); te). – haa(d)vyr(d)en adj. 1) haanende, haanlig. Ma. SætV. VTel. (Mol.). 2) haanligt hensynsløs; kynisk, fræk. VTel.




haafaatteleg adj. og adv. spodsk, haanlig. VNed. Første Del seer ud som Haad n. For Resten er maaske det Hele fremgaaet af aafaatt. Se d.

Haagard m. Gjærde paa "Bø´n", til at holde Fæet borte fra Eftegræsset. Shl. Sogn.

haagaa, haagaas v. se huga.

haagbyr(d)t adj. høibordet; om Slæde og Baad. SætB.

haagvard (d) adj. fuld af ømfindtlig Selvfølelse; som stødt og myndig afviser al Modsigelse; myndig og prippen; omtrent = knøsen. SætB. Jf. haavar, høgvar.

Haaja. Kun i: "i Haa´ja", i Sandseløshed, Ørhed = Ørska. Nfj. (Selja, Davik, Eid, Gloppen; Breimn: "i Aaja"). "Han gjekk aa veinte i Haaja", gik og tumlede osv. Ogsaaa: "i Haa´jenne", Nfj. (Eid, Gloppen). Maaske et Sammenglid af "i Ho´ja", Dativ af Haug (Hog) med "i Horgjenne" og i "Haan´a", se Haan.

?haajen adj. ør af Rus, Mangel af Søvn og dl. Nfj. (Stryn).

Haak m. en Klodrian som staar og glor sløvt og umælende. Shl.; Sogn, Voss og Hard.: Haok. G. N. hákr uforskammet Person.

haaka v.n. (ar), vise et langt slapt og sløvt Ansigt; staa og gabe maalløst. Shl. Hard. Sogn. "Han stou aa haoka som äen styvd Aore. (Elletræ) aa førstou ingjen Tingg", Sogn: "Han Haoko(n)" = Jon Blund.

"Haake (kj) m. lang og mager Karl". A. Tel. 2) Person med et langt slapt og sløvt Ansigt; mat og sløv Stymper; Halvfjante. Sogn, Nfj. Innh. og fl.

haakeleg adj. og adv. kludervorn(t), klodrianagtig(t), klodset. Hall.: haakjilæ.

haaken (kj) adj. 1) lang og mager. Hall. Jæd. A. 2) langhalset og lang indfalden slap og sløv i Ansigtet som efter Sygdom eller Overanstrængelse. Ryf. Shl. Nhl. Hard. Voss, Nfj. Sfj. Ndm. ("= langleitt aa skrinn aa haanaatt") 4) "haakjen itte Mat", skrupsulten = holsvolten, hol. Shl. (Kvinherad), Hard. (Kvamm). Jf. hækjen; G. N. mathákr. Se Haak; (haukjen).

haakna v.n. om Personer: bli indfalden og slap, "haakjen"; svinde hen. Shl. Hard. "Han haoknar burt Dag fy Dag". – haaknast v.n. d. s. SBerg. Se haukna.

Haakrytja f. mindst Sort "Krytja". Ryf.

"haal adj. haul". A. Follo, Rom. Totn. höl Hedm. (Stange, hvor dog "Gauk"). 2) om Fartøier som seiler let. Nordl.

haal se halv.

haala v.n. (ar, a og te), 1) glide paa slibrigt Underlag. Smaal. Odal, SØsterd. Rom. haule (äu, öu) tildels i Rom. Odal. Til haal, haul. "Beina haala unna me(g)". "Je haala (häulde, haalte) iköll". 2) snakke efter Munden; jatte med. Nfj. (Stryn). Hedder: (h)ale mæ, Nfj. (Breimn).

haaleleg adj. noget glat. Sæt.

haalfaren adj. beskjæmmet = haadfaren. VAgder.

?Haaljugar m. en Storløgner. Sdm. (Øyrskog). Meddelt.

"Haaløysa f." A. Nfj. Sogn.

"Haalska f. Glathed". A. Østerd. (Rend.).

haama v.n. (ar), staa og gabe, ørkesløs eller raadløs; omtrent = haaka, hooma. YRyf. (Skjold, Tarvastad), Sogn, Sfj. – Haam og Haame m. En som haamar. Ryf. Sfj. – haamen adj. lig en Haam; ogsaa haamaleg, Ryf. – haamaa se hama.

"Haa-merr f." A. 2) et grovt og mandhaftigt Kvindfolk. Salten.

Haa-mus f. = Sjorotta, Chimaera monstrosa. Berg. (Hard.?).

Haan f. (og n.?) Sandseløshed; Ørhed; Vildelse, Fantaseren. Nfj. Sdm. (Sunnylven), ISogn. "Eg gjekk som eg hadde gaatt i Haan´enne (og Haa`nenne). Nfj. Ogsaa: "gaa i Haan´e", INfj.; "i Haan´a" Nfj. (Olden, Innvik, Honndal); "i Haa´naa" dat. pl.?; i Haon´i, ISogn. Ogsaa: "fare i Haa`naa", ikke sanse sig; "snakke i Haa`no (-a)", fantasere. Nfj. Se flg. Jf. Haaja.

Haana f. en forvirret raadløst gabende Person; ogsaa: en tosset og sanseløst fremfusende P. Ndm. Trondh. Østerd. Namd. Helg. Senja. – Haan n. d. s. Se A. – Haane m. d. s. Helg. – Haanstaur m. d. s. Trondh. – haanen adj. 1) som en "Haana". Senja#-Ndm.. 2) sanseløs eller som tosset af Skræk, Glæde el. Attraa. Gbr. og fl. – haanutt adj. = haanen 1) Senja#-Ndm. "Flaasaatt aa haanaatt". Ogsaa: "Aane" og "aanaatt" (-at), Senja; se disse.

haanast v.n. "h. paa ein", kaste sig over En med Drilleri = haa-ast, apast. Lof. Vesteraalen, Senja. Ogsaa: "aanes paa ein", Senja Kvæfjord), og "ønes", Senja (Kvæfjord, Trones). Se de foreg.

Haap, i: "paa Haap aa Glaap", paa Lykke og Fromme" = paa ei Von. Helg. (Tjøtta, Bindal). Eer en efter den ændrede Bet. omdannet Form af "Hopp (og Glopp)", se Glopp.

haapa v.n. (ar), være (staa) sløv og ørkesløs; omtr. = haaka. Sogn (Lustr): haopa. – Haap el. Haape m. En som "haopar", som er haapen adj. – Schytte (og Christie) har: "haapen, taabelig".

haapja, haopja se hapa (etter).

haara v.a. befrie (Smør) for Haar = hæra. Rog.

haara v.n. have Haarbedækning? NGbr. "Du haara ikkje faar dæ", "faar aa væra saa gaamæill", du seer ikke ud til det efter Haaret at dømme.

Haara f. 1. Haardug = Hæra. Smaal.

Haara f. 2. en Sprække i Huden, især efter Vaarvinden. – haarutt adj. fuld af
Haaror. Ryf. S(Skutnes og fl.). "Eg ha vorte haarette paa Hænnedn". Jf. haas adj.

Haaraand f. 1) den indre Del af Huden som Haarene sidde i el. udgaa fra. VAgder (Li. Audnedal, Aaserall), Rbg. (Tovdal). 2) Narv = Haarham. VAgder, Nedre Tel. Opfattes som "Haar-raand", men er maaske G. N. hörund det ydre Kjød.

Haarbrusk m. busket Hovedhaar. Smaal.

Haardaam m. = Haarlag. Sæt. Hard.

haardaamvæn adj. med smuk H. Sæt.

Haardøme n. = Haardæme. Nedre Tel.; Oslo: -dømme.

Haaregg f. Narv. Follo, Smaal.

Haarflur m. se Flur, m.

"Haarham m. Narv". A. Li. Oslo, Romsd. Ndm. og Fosn: Haaram; Smaal.. Haaræm m. 2) Haarbedækning. Smaal.

Haarhams m. Haarbedækning. Smaal. Oslo.

Haarhav? n. og m. = Haarstøde. Innh. Namd. Ndm. Strinda, Gul. "Hæstn æ vakker hallberin; dæ sjeer en mæst paa Haarava". – Haara n. d. s. Stjør. – haarava v.n. (ar), have det eller det "Haarav". Gul. "Hæstn haarave fiint".

Haarkjupa f. den lodne Hyben; se Hjupa.

Haarkage m. = Haarbrusk. Romsd. (Eid): -je.

Haarkave m. = Haarbrusk. Sogn og fl.

Haarkniv m. 1) Kniv, hvormed man "haarar" Smør. 2) en smaalig haard ubarmhjertigt paagaaende Person. Rog.

Haarkveina f. = Haarstraa. Mest i Fl. om meget tyndt Haar. Helg. (Bindal): -kveinaar; NGbr.: -kveine.

Haarlabbar m. pl. = Raggar. Ndm.

Haarpipa f. tynd enlig Haarlok. Dal.

"Haarreim f." A. Ndm. Romsd. Voss, Hadeland og fl.

Haarrek (e') n. = Haarlag. Smaal. (Trykstad), Shl. (Etne). – Haarrekkje n. d. s. Voss (Eksingadal).

Haarrosa (o') f. Narv, modsat Kjøtrosa. Helg.

haarskjen adj. = haaskjen. Helg. (Vefsn fl.).

haarskjerr adj. = haarsaar. Ma.; Sæt.: -skjarre.

haarslett adj. glat paa Haaret. Stjør. og fl.

Haarslette n. = Haarlag. Hard. (Kvamm). "Feint Haorslette pao Hestn". Slætte?

Haarsnippa f. Flaggermus. Dal. Meddelt.

Haarstabbe m. Hovedets Haarbedækning. Nordl.

Haarstad m. Haarbedækning. Ndm. Totn.

Haarsto (oo) f. = Haarstad. Ndm. Gbr. Gausdal, Østerd. Jf. Sto (Aarsto, Ellsto, Fastesto, Skinsto). Se A.

Haarstol (oo) m.- = Haarstad. Ndm.

Haarstrygla f. = Haarpipa. Ryf. Tel.

haart pron n. og adv. I Forbindelsen: haart aa tvart, noget af hvert, løst og fast, smaat og stort; i Flæng; om hinanden; hulter til bulter; hvorsomhelst, høit og lavt, overalt. Ndm. (Aure, Ædøy). hoort aa t.", Innh. (Stod, Leksvik); "hört aa t.", Innh. (Leksvik, meddelt). "Han tok h. aa t." "Han fer baade h. aa t."; Ndm. (Ogsaa: haart aa kvart? Ndm.). "Ho spring baade hoort aa t."; Innh. "De ligg h. aa t."; Innh. – haart för tvart, d. s. Fosn (Stadsbygd). "Han te(k), de ligg, h. för t." Ogsaa: härd aa tvärt", Innh. (Skaun). Og: "i härt(æ) aa i tvärt(æ)", Østerd.; "i härs aa i tvärs", Østerd. "De gjekk baade i härt aa i tvärt”, det sprang i mange Stykker; Tolgen. ”Det ligg baade i h. og i t.” om Hinanden; Rendal. ”De gjekk sunn baade i härs aa tvärs, de sprætt baade i h. aa t." – Synes udgaaet af G. N. hvárt, pron. hvilketsomhelst af to; maaske af hvárt at hváru, eller (og delvis) af Former af hverr, hvarr, hvörr, hvart, hvilkensomhelst, hvorsomhelst. "hört" (Innh.) er som "hörkje, hörje" (Innh.) dvs. hvártki. Naar "(aa) tvart" først havde udviklet sig og opfattedes som "tvärt, tvært", kunde det let tiljævne med sig Vokalen i det første Ord. Jf. tvartför, förtvart. "Han tok tvartför", i Flæng; Namd. I Sv. Diall.: härt aa tvärt; härs aa tvärs dvs. hit och dit.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   67   68   69   70   71   72   73   74   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə