A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


His (i') n. kjerneløse Korn i Akset; Aksets Kjernefattigdom, som Følge af for stærk Vækst af Straaet og af Leiesæd. Nfj. Sfj. Ofte: Hees



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə76/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   72   73   74   75   76   77   78   79   ...   219

His (i') n. kjerneløse Korn i Akset; Aksets Kjernefattigdom, som Følge af for stærk Vækst af Straaet og af Leiesæd. Nfj. Sfj. Ofte: Hees. Jf. heisa, hisen, Hisk osv.

hisa (i') v.n. bli kjernetom, bli til "His"; om Akset, Ageren. Nfj. "Aakrn hisa (heesa) burt (vekk)".

hisa? v.a. (ar) = hissa. NGbr.: heesa (kort ee). "Heesa Hoonn paa Krytyre". "hees, tak'n!" interj.

hisen (i) adj. 1) om Ager: tynd og visnende, svagelig. Vald.: heesin. 2) mat, døsig, ilde oplagt = hiren, gisen. Agder. "Hisen o svarmen um Moraanen"; Ma. Jf. His, heisa. Se A.

Hisk n. noget Stoffattigt; noget som ved Tørren svinder stærkt ind. Nhl. Jf. foreg.

hiska seg v.n. (ar), vippe sig, slænge sig. Tel. (Laardal, Selljor og fl.). "Eg hiska meg ivi Gjæree".

hisken adj. 1) stoffattig og derfor stærkt indsvindende. Nhl. "Grase æ hiskje". Til Hisk. 2) døsig = hisen. Hard. (Ullensv.). 3) = graakald. Sfj. Sogn: "kaldhiskjen". 4) uhyggelig, frastødende = kaldsleg. Sogn. "D'æ äen hiskjen Fant aa sjao".

hiskra v. fryse gysende = huskra. Sogn.

hiskren adj. = hisen 1). Nhl.

?hisna v.n. = gisna. Se gisen, hisen. Oslo.

Hisling m. = Hesling (Fisk). Vestfold (Kjose, Hedrum, Sæm, Kodal). Hærsling, Vestfold (Eiker).

Hisspaafant m. Ufredsstifter. Østl.

"Hit (ii) f." A. Busk.

hita (i') v.n. 1) hede; udsende Straalevarme. Sfjelds. 2) svie, brænde. Østl. "Dæ heeta i Kjaakaam", det brænder i Kinderne. Gbr.

"Hita (i') f. 2) Kamp". A. Shl. Heeto (kort ee), NGbr. Og = Rykk, Rid, Hea. Tel. Hall. og fl. "I ei Hitu", i Sammenhæng; Tel. (Laardal). "I sama Heetunn" d. s. Hall. Vedrhita = Vedrhea. "3) Skrub". A. NGbr. 4) Hutu, Hede i et Saar. Østerd.

Hitabul (u') m. en hidsig Krop. Sogn.

Hitaluna f. = Hiteflaga. Tel.: Hitaloone.




hitan adv. og præp. med Akk. = hitanfyre. NGbr. – hitantil adv. fra denne Egn.

Hitarid f. = Hiteflaga. Vestfold: hetari.

"Hite (i') m." A. Hiti, VTel. Rbg. Haataa (el. Hoto, o'#-aa), Østerd.

hittande adj.: "i hittande Flogji" i flyvende Fart, i hed Skynding. VTel. (Mo), Nedre Tel. Bamle. "I hittende F." Tel. (Selljor, Raul. Laardal, Vinje og fl.). Og: "i heitande F." hittende adv. "h. voonde, sinna, gla", flyvende osv. Tel. (Skafsaa).

"hitten adj." A. 4) snar til at efterligne; nem. Dal. – hittöu(wgh) d. s. Stjør. Østl.

hit´-tes (ee) = hit-til (hit til dess). Østl.

Hiturid f. et Anfald af "Hita", især af Iver. NGbr.: Heetorii; Hall.: -u-.

"hiva v.a. 2) hiv´e, heiv, hive, slænge. Jæd." A. Ma. og fl. 3) "hiiva (hiivde) tee" el. "h. i Veg", sætte afsted. Ryf. Se hevja og hyva.

hiva adj. ypperlig, prægtig. Kun om Mænd. Senja. "Ein hiiva Kar".

"Hjal n. Skraal". Sogn. "Holda Jal".

"hjala v.n. 1)". A. Sæt. "2)". A. Sogn.

hjalla seg se hjella.

(H)jalm m. se Hjelm. (h)jalpa v. se hjelpa.

Hjare m. Hjerne = Heile. Tel. (Bø, Heiddal, Sauar, Kvitseid og fl.). Ofte om Aandsevner, ligesom "Hovud, Skalle". "D'æ goo Jare paa'n". "Han he Jare!" Jf. hjarni Hjerne. Da der ingensteds er forefundet Formen Jara, er det vel eg. Hjarre; jf. G. N. hjarsi (hjarri) Isse, Hoved. Se ogsaa Jarre.

"Hjarta n." A. Jarta Rbg.; Jarte og Jart Ndm.; Jerta VAgder, Dal. Gbr. og m. fl. Jærtade, bestemt Nom. og Accus. (som Eplede osv.) NGbr. (Lom; og fl.?). "Mitt Jartans Baan!" Tel. Jart f. NTrondh. 2) forbindende Tværtræ Ppaa Kjøretøier: a) = Humul. b) = Veginde (Midtstykke) paa Drag. Voss. Se Hjartetre.

hjarte-, i Sammensætning med Adjektiv: af Hjerte, hjertelig, inderlig; ofte blot forstærkende. hjarteglad og hjartekaat, hjerteglad; Tel. Rbg. og fl. – hjarte-mein, inderlig fortrædelig, Sæt., hjerte-gild (ll), hjerte-væn, Ma. og fl.; efter Betoningen er hjarte- ofte Ord for sig. "Detti toutte han so Hjarte mäent i", Sæt.

hjartefrjosa v.n. føle sig gjennemisnet af Kulde. Vestf. og fl.: hjærtefryyse ("tykt" (r)t).

Hjartetind m. hver af de midtre Torne i Riven, hvilke ogsaa hefter Rivehovedet til Skaftet. Nhl.

Hjartetre n. 1) = Hjarta 2). Nhl. (Masfjord). Jart-tre, Voss, Hard. 2) = Bringetre. Hard. (Kvamm).

hjartug adj. 1) behjertet = hjarta(d). Hall.; Ndm.: jartäu; Nhl.: jartig. 2) ivrig; lysten. Østerd. "Järtöuwgh paa Arbei; j. paa Mat; j. te faa se(i) Mat".

"Hjasse m. Isse". Jase eller Jasse, Tel. (Mo, Kvitseid, Laardal). Lidet brugt. Jf. Hjare, Jarre.

"hjaa præp. hos". A. jao Voss; sjaa Innh. (Stod, Snaasa), Gul (Soknedal), Østerd. (LElvdal, Foldal), Ork. (Rennbu, Meddal: "att sjaa"), Nfj. (Breimn), Sfj. (Jølstr), Tel. (Selljor og fl.; Wille: "jaa" og "sjaa" dvs. hos); isjaa VTel. Agder, Dal. "Om i sjaa", uopgjort, uafgjort, ubestemt, op og ned. Ryf. (Strand, Sand, Suldal). "Han va saa om i sjaa". "Han talte om dæ saa om i sjaa". Ikke meget brugt. Andensteds: "um i hos"; se hos. G. N. hjá, forbi, ved siden af.

Hjaabarn n. Barn som en Ægtemand har udenfor Ægteskabet. Sogn: Jaobadn. Lidt usikkert; ialfald sjeldent. Christie har: "Hjaabadn = Lausingabadn". Isl. hjábarn uægte Barn.

"Hjaam n." A. Jaam Hedm. Særlig: tyndt Skydække. Tel. – "hjaamutt adj. dunkel; smudset". A. sjaamaatt, Ndm. NGbr.

?hjaama v. danne Støv, osaa Vandstøv; støve, f. Eks. om en Foss. Usikkert. (Ogsaa: hjoma, Christie). Isl. hjóm Støv.

Hjaame m. Taabe. Namd. Innh. (Beitstad). Sjaami, Innh. (Beitstad). – hjaamutt adj. taabelig. Namd. Innh.

Hjaarn f. (n.?) Sneelag, som er frosset sammen til en Ismasse; meget tyk "Skare". Kjønnet er vaklende; oftest f.; i en Vise – maaske for Rimet – n. G. N. hjarn, n. Næsten hele VAgder: Kjaadn; Kjaan (Bjelland, Finnsland); Kjaatn (Kvin); eenstavelset (ligesom Aagr, Tundr, Vatn). "Kjaadn bere alti, Skaren inkje". "Dæ va hara Kjaadn´aa"; Øyslebø. "Rænna paa Kjaadnaa", Valle, Lauvdal, Holum. "Rev´n side paa Kjaadne, Dør (dær) skill'an passa paa Baadne"; Li. Ma. "Springa paa Kjaad`nen um Häust´n", paa de haardfrosne Marker, især Moserne (fem. plur.); Fjotland. – kjaadn adj. "Snøø´n æ räent (reint) kjaadn". "Kjaadn Snøø". VAgder. kjaadnen adj. d. s. Valle i Ma. Se A.

"Hjaastaur m. Skraastøte osv." A. Jaastöur, paa en "Hesja". Innh. (Snaasa). Sjaastöur, paa Gjærde og andet. Innh. (Indr. Stjør.).

"Hjaasvæve n. 1) og 2)". A. Jaosvæve og -svøve, Voss; Sjaasvæv(e) Ryf.

"Hjell n. Stillads". A. Særlig for Laksefiskeri = Mara. Ma. (Holum): Kjell. "2) Loft osv." A. Innh. (Skaun, Indr.): Heell og Heel; Gul. Selbu og NØsterd. (Oos): Kjæll; Tinn i ØTel.: Jell (sammesteds "Jall" i anden Bet.). Jælv n. d. s. i "Fjøsjælv, Laav()jævl, Trøsk(e)jælv", Nordl. (Ofoten); maaske fremvirket ved Golv eller Gylve. "3) Hylde osv." A. Tinn i Tel.: Jell; Voss: Jedl; ISogn (Aardal, Lærdal): Jodl; VTel.: Jedd´e; Ma.: Kjell; Ma. og Li. (øvre Bygder, sjelden): Kjadd;
Rog. Røldal, Shl.: Kjedl og Kjæd´l (lang Vokal) – medens "Hydla" her og flere Steder er flere forbundne parallele Brætter under hinanden, f. Eks. en Boghylde. – Hyd´l og Hød´l f. (og m., lang Vokal) er i Jæd. (Gjæstal), Ryf. (Sand, Strand, Jelsa) = Hylla (f. Eiks. Boghylde), mens Kjæd´l sammesteds er kun eet Bræt. Derimod: "Tjørejædl". "4) Terrasse". A. Hall. (Num.?) og Tinn i Tel.: Jall. 6) Jedl (kort e' el. æ), Iis- eller Snee-bro over et Vandløb. Ryf. (Suldal, Saua), Røldal. "Iisjedl, Snøøjedl". Sammesteds bruges "Kjedl" med Bet. 3); begge er vel fremgaaede af det samme G. N. hjallr.

"hjella v.a. (ar)". A. jadla, Hard. Overhovedet: danne el. see ud som et vandret Lag i en Afstand fra Grunden. "Snaal´n jalla se so fint i Li´n", Smaafæet danner sligt et smukt Lag; Hall. (Gol). "Solee jalla (se)", Solen danner et Lyslag. Og v. n. "Toka jeddar", Tel. (Mol.).

Hjellskur (uu) m. Skurning af Hylderne. Voss. Til skura, Skure.

Hjelltjøra f. Tjære brændt paa "Tjørehjell". Sogn og fl.

"Hjelm m. 2) Hylster, tynd Hinde". A. Sjælm Frugtbælg, NGbr.; se dog Skolm. Ofte kun et Farvebelæg eller Farveanstrøg, endog en meget svag Farveantydning. Nhl. (Lindaas), Nedre Tel., Ma. (Aaserall); Bamle (Tørdal): Jalm. "Blaajalm paa Staal". "Der va som ein Kaapaarjalm paa Stein´n" = "Kaapaarlit". Af denne Bet. (Anstrøg) udgaar da vel Bett. 5) og 6), og maaske ogsaa Bett. af G. N. hjalmr i (Egishjalmr, som først siden turde være blevet opfattet som Hjelm af dem som ikke kjendte hin Bet. af hjalmr. (Œgishjalmr i augum!). Jf. Uhjelm. "Dæ ligge ein Uhjelm yve den Kar´n"; Aaserall i Ma. "3) Kornstak osv." A. Paa Jæd. er det flere Steder ikke Stakken selv men det op- og nedskydelige Tag over den. "Halmkjelm, Høykjelm, Tor(v)kjælm". Ogsaa: Loft. Ork. (Rennbu, efter A. Larsen). "5) Aasyn, Udseende". A. Især: Aasynets Udtryk med den Virkning, det Indtryk, som det gjør paa Beskueren. Sæt. Nfj. Sfj. Sogn. I Rog. og Shl. oftest Kjelm, dog mangesteds Jelm, hvor Kjelm har Bet. 3), Dal. Jæd. (Hæskestad, Hetland og fl.); saa Ordet der har delt sig lydligt i to, ligesom Hjell (Jedl og Kjedl). "Du æ leik Mour i Anlite men Far din i Jelm´n"; Fjærl. i Sogn. "Han ha ein Jelm attepa Far´n", en Lighed = Bæv. "Dar (der) æ ein goo´e, stygg´e, voond´e Jelm (Kjælm) yve han". Sfj. Shl. Rog. Sæt. Jf. godhjelma. "De fuygjer henni aen gou´e Jelm´e", Sæt. "6) Rædsel". A. Ork. (Rennbu, efter A. Larsen). Oftest om et uhyggeligt Ansigtsudtryk, i Hard. Nfj. YSogn.

Hjelm m. 1) let Kvalmhed eller Flauhed i Mund, Svælg og Spiserør efter noget man har nydt. Vestfold (Sæm, Hov, Sandsvær), Stjør.? "De smakär inte ('kje) voont, men de blir titt saan lei Jälm etter de". Jälm ~ Hälm; altsaa vel eg. Hjalm, se foreg. Jf. hjelma, hjelmen. 2) Strøm af Gas, Luftstrøm. Nhl. (Sund = "kald´e Snooe"); særlig a) Strøm af lugtende Gas, Lugt. Nhl. (Herlaa). b) Strøm af hed Luft. Tel. (Bø). "Jælm´n stoo utav Dynn´a". 3) Strøm i Søen forbunden med stærk Søgang. Nhl. (Hosang og fl.). "Sjohelm". Her ser det ud som Hjelm og Gjelv har gledet sammen. – Bett. 2) pege maaske mod G. N. hilmr (ilmr, ylmr) Lugt.

hjelma v.n. (ar), 1) om Kvalmhed el. Flauhed i det øverste af Ernæringskanalen efter nydte Ting; se foreg. Vestfold (Sæm, Hov, Sandsvær). "Je jälmär saa uliänes etter de". Ogsaaa: "De jälmär saa leitt etter". 2) strømme frem, om Gas; særlig: a) lugte. Nhl. b) strømme hedt, hede. Tel. (Bø). "D'æ saa varmt, dæ jælmar kring Ørune". "Dæ jælmar ifraa Omm´n".

hjelma v.n. = hjelmast. Ryf. "Aakrn fere te kjelma i Halmn".

hjelma adj. = hjelmen 1). NGbr.

"hjelmast v.n." A. Ndm. Sfj. kjelmast; Shl.

hjelmen adj. 1) uhyggeligt udseende, frastødende af Aasyn. Gbr. (Gausdal). Christie: hæslig, grim. Til Hjelm 6). – 2)"jælmin (jälmin?) i Munn´a, i Hä(l)s´a", med en flau el. ubehagelig Smag "Hjelm" i Munden. "Jälmin paa Drikk", lysten paa Drik som Følge af "Hjelm" i Svælget. Stjør. (Hegre, Maaraak). – 3) "jælmin aa grann i Maal´e", med uren og tynd Stemme; klynkende. Innh. (Frosta). Maaske et andet Ord, til jelma, jalma dvs. skrige, mjave.

hjelmutt adj. om Kvæg, hvis Hoved er anderledes farvet end Kroppen, helst hvidt. Sogn: "jelmete".

"hjelpa v.a. (er, te) hjælpe". A. jalpa (te), Ma. (Bjell. Grindeim); helpa, holp, holpe, Li. (Vanse, Herad, Kvin, Fjotland); jaalp' Helg. "Kjæftn aa Moote har hjulpe saa mange", i den Gudbrandsdalske Vise "Paal paa Haugjee" tilhører ikke Gbr., heller ikke noget anden norsk Diall.; Linjen er lavet.

hjelpelaus adj." A. 2) uden Arbeids-Hjælp (-Folk). Ndm.

"hjelpsam adj." A. hjølpasam Hall. Til Hjølp f.

Hjolt, Sværdgreb, Hjalte. I en Vise fra Fjotland i Li. om Hr. Strangje (jf. Landstad p. 440: "Skjefte"): "Joltin sette han moud äen Stäen, Oddin (g)joure hans (H)jerta Mäen". Seer ud som f. plur. el. m. sing.; G. N. hjölt, f. (n. plur.). – Hermed hænger vel sammen Hjolt, Hjølt (se A.), Hestesygdom, som ved sine Knuder lader den syge Fod faa Lighed med hjölt.
? (h)jolt adj. lidende af Hjølt. Li. (Fjotland). Usikkert. – (H)joltekamp m. Hest som lider af H. SætB. Li. (Fjotl.). (H)jolteskark m. d. s. SætB. – Hylt el. "Piiphylt", en stor hornagtig Vorte bagpaa det nedre af Kodeleddet. Ndm. Trondh. Hører vel hid. – Kjøltre n. en Knude el. Udvækst ved Haseleddet. Ma. (Halsaa, Holum, Vigmostad).

hjona seg? v.n. (ar), 1) passe godt sammen til Ægtefolk eller som Ægtefolk. Østerd. (Tynset): kjoone sei. Se dog kjona. 2) trives sammen, komme godt overens. Stjør. "Dæm kjoone sæg saa gott i Lag". Dette er maaske kjona (sysle) osv.

Hjonfolk n. Ægtefolk. Østerd. (Tynset): Kjoon-. NGbr.: Sjoonfaalk.

"hjonsleg adj." A. joonsle NBerg.; juunsle, Sfj. Nfj; kjoonsle(g), SBerg. NØsterd.; juunsele, Helg. (Ranen). "Döm æ kjoonslene", NØSterd. "D'æ so juunsle mæ dei, dei verte visst Par", Sfj.

hjonslik adj. 1) med en Lighed som varsler at de Lige skal blive Ægtefolk (jf. Ægtebæv osv.) Shl. "Dei æ so kjoonslike, da verte Kjoon 'taa dei". 2) med en liden Familie-Lighed. Ryf. Shl.

"Hjul f." A. Sogn. Kjul, STrondh. (Selbu, Uppdal, Rennbu).

Hjul m. bueformigt Snit = Hjuling. Tel. (Selljor). Af flg.

"hjula v.a. og Hjuling f." A. Tel.

Hjulbaara f. = Hjulbaar. Dal. (Eikersund).

Hjulfall n. Fælge. Tel. (Vinje): Jufadd.

Hjulkopp m. Kjøretøi med Fading. NGbr.

Hjulkrok (oo) m. Fælge dvs. Krumning. Ndm.

Hjulskolt (o') m. = Hjulnav. Sæt.

Hjultrala f. Ege i Hjul. Shl.

"Hjupa f. Hyben". A. Kjupa (tkj), Hard. Ryf. "Haarkjupa" f. den haarede Hyben; Shl. Ryf. – nogle Steder: "Haarjupa" -. "Saukjupa", d. s. Shl. Ryf. "Steinkjupa".

Ho n. se Haa n., sanka Haa.

ho adv. og pron. interr. se ko og kvat.

ho (hooh!) interj. Mest et Udtryk for Livsglæde eller glad Overraskelse. – hoo-hoo´! (den sidste Del langtrukken) er oftest Udtryk for en liden Overraskelse, især en liden fornøiet Overraskelse ved at finde sin egen Skarpsindighet saa bekræftet af Kjendsgjerning; undertiden for lidt Skadefryd el. Haan. "Ho ho! Va dæ kje dæ eg tænkte (skyna, visste)!" – hoo´li! interj. af fornøiet Overraskelse. Ndm. og fl.

"ho pron. hun". A. hu, Agder (heu; fl. Steder dog: hou), Vestfold, Oslo, Follo. – Akkusativ (og Dativ): hæna, Sogn (Borgund; og "hænna"), Romsd. (Veøy, Bolsøy og fl.), Gbr. (Fron); hæno og hænor, Tel. (Mol.); heena, Shl. Hard. – Dativ: henni Sæt.; hænni, Tel. (Mol. Nissedal; tjener her ofte for Akkus.); hi(d)ne, heene, Shl. Hard.; hæna, ubetonet: -n, NGbr. – Forkortet Akkusativ og Dativ: 'na, Romsd. Berg. Ryf.; 'ni Tel. (Treungen: "tak 'ni!"). – Genetiv: hennaa (e' el. æ?) Ma. (Aaserall, Bjelland); hænos og hænors Tel. Mol.; hennis (el. æ?) Sæt.; hænnis (-es), Tel. (Mol. Niss.); hinna, hidna, heena(s), SBerg.; hæna, NGbr.

Ho n., Ho-aar og fl. se Hovud.

hoa seg, hoast, hoe v. se haa-.

hodansk(e) v. ville tale fint, se hovdanska.

"Hodda f. Hank". A. Hodde, Rbg. Haaydde og ydde NGbr. Hadda, Helg.; Hadde, Hädde og idde, Ned. Rom. (Skessmo), Hedm. Totn; Hodla (dvs. Holla), Ryf. Røldal; Hölle, ØTel. Vestfold (Lardal), Rom. (Nes); Halle og Hälle, Østerd. Hedm. (Stange), Vestfold.

hodda v. n. (ar), knubbe, knubse; puffe. Ogsaaa: revse eller afbide med Ord. – Hodda f. et Hunvæsen som gjerne "hoddar" som er hodden eller Hoddutt. Totn, Land, Vardal, Birid, SGbr. og Hedm.: omtrent Haaydde el. ydde, Höyddin, Höyddete.

hoddeskakk adj. om Kar med en Skjævhed ved Hanken el. dens Anbringelse. Ryf.: hodle-.

hodesta (o') v.a. pleie meget godt; behandle særdeles vel, især med opfriskende Traktement. Ma. (Grindeim). Se desta, aadesta. Maaske for hov-; eller for hovud-, som i "Ho(vud)klæ(de)", Ma.

hodle(g) se holleg.

"Hoa f. Hundyr". A. Østerd. Hu, Oslo, Vestf.

Ho´en, Ho´n el. Hon´n (oo), Fanden el. dl. I Eder. Tel. Li. Shl. Rom. og fl. "Hoo´n far`i!" "H. ska deg! H. take deg! H. smett' i deg!" "H. turke me!" "Houn vite dæ!" Li. "Hoon-Gamml-Erik", Helg. (Mo). Og Hunn´n Voss, Hard. Helg. Vald. Hall. "H. sute meg!" Huu´n, Vestfold, Tel. Huv´n, Sæt. "Ho Huv´n!" "hu-a Huv´n!" (Her sættes det i Forb. med huva v.). Dette kunde synes at pege mod "Huv", Bisol = "Solulv" (Solens Fiende). Sv. Diall. har: hunn, hunna, hundan, lindrig ed.

hofla v.n. sjokke. Dal. Se hufla.

hofslaga v.n. (ar), forsøge at tale sirligt = hovdanska, hovrenska, knota. Voss.

"Hoft (o') f. 2) Hindring, Forsinkelse". A. Tel. Hard. "De vart kje lang Hofti", Ophold; Tel. "Da vatt kje langa Hoftena"; Hard. 4) Væsen som "hefter", hindrer i Arbeidet; som: et lidet Barn. Nfj. (Selja).

"hofta v.a. (ar)". A. = hefta 3). Hard. (Odda og fl.). hoftast v. forsinke sig = heftast. Hard.

hoftebreid adj. bred over Hofterne.

Hoftekul (o', uu) m. = Mjødmarkul. Trondh.

"Hogg n. Hug osv." A. "Faa (ha) Hogg paa æn", faa (have) Angrebspunkt paa En; Jæd. "Da va i hægsto(-a) Hoggje" paa Nippet; Voss, Nhl. "Han heelt Hogg so høvde", = var lika sæl. Dal. Jæd.

"hogga v. hugge". A. Præsens Indic. omtrent: ugg, Ndm. Helg. og m. fl. – Imperf. omtrent: ugg, Gausdal og fl. "5) standse osv." A. "Elvee höugg", Floden standser i sin Vækst; SHelg. "Han höugg 'ti'n", Uveiret gjør et Ophold; Ndm. – "Dæ høgg ette", det stadfæster sig. Ma.

hoggande adv. "h. lik", slaaende lig. Sfj.

Hog(g)ball se haaball.

Hoggbeit f. 1) et paa Ambolten anbragt Stykke hærdet Staal, hvorpaa Jern afhugges. NGbr.: uggebeit. Hoggebiit m. d. s. Hall. (ø og aa). se A. 2) Person som er rask og hvas i Munden. Gbr.

Hoggberg n. steil Bjergside, Styrtning. Hard.: Hogga-; Vald.: Høgge-. Jf. hoggbratt.

Hoggekorn (o', o') n. = Heggeitel. Tel. (Selljor). – ?Hoggeitel m. d. s. Tel. Mindre sikkert. Jf. Fjeldnavnet "Hogkjetteln", se Fritzner. S. 751, a.

Hoggflog (o') n. = Hoggberg. Hard.: Hogga-.

hoggheppen adj. heldig til at ramme. Gbr.

Hogghyl (y') m. Hyl med bratte Sider. Sfj.

Hoggkubbe m. = Hoggstabbe. Tel.

Hogglykkja f. den Løkke Slangen slaar paa sig naar den vil hugge til. Sæt. Rbg.

hoggsam adj. = hoggfus. Smaal.

Hoggsmjøll, -mjødd se Haugsmjøll.

Hoggstad m. Punkt hvor der er hugget. Gbr.

hoggsterk adj. som taaler Hug eller Slag. Sæt.

hoggstød adj. = hoggsterk. Sæt.

Hoggstein m. en Skjelsten, hvori er indhugget et Mærke. Ryf.

Hoggufs f. = Marbakke. Ma. (Øyslebø, Finnsland).

hoggutt adj. = hoggfus. Smaal.

Hogn f. 1) Fjeldryg; stort Bjerg. Gul. Østerd. Innh.: Haangn. (Christie: Hogn, høit Fjeld). Mest brugt i Lokalnavne: "Haangna", Kvikne i Østerd.; "Melshaangna", Innh.; "Forollh." Gul. Se Hagn, A. "I hogna Bergje" (o'), oppe i (paa) den steile Bjergvæg = "i Me(i)gna Bergje"; Sogn (Aardal, Lustr); tør dog være particip: hoggen; se Hoggaberg. – 2) Høide = Høgd? Sfj. (Jølstr). "I Høgn´a", høit oppe; i Høiden. Som "Høg" for Hog, Haug (Jølstr)?

"Hogold f." A. a) Hogd, Nfj. Hægd og Hægd´r, Ndm. Hægl, Jæd. Hæg´ld, Shl. c) Hult ("tykt" lt el. T), Hall. (Nes); Hyldr ("tykt" ld el. D), Helg.; Holl, Nhl. (Eksingadal); Helda, ISogn; Hæld ("tykt" ld el. D), Smaal.; Hæl´r m. Vestfold.

hogra (o') v. = hegra (lee); hogrelæ v. d. s. Dal. (Sokndal); jf. kokra.

Hogstekjelling f. den første Kvinde som taler til en huggende Mand i det nye Aar, hvilken derfor skal bli hans Viv. Jf. Rokksmann, -bidel. VAgder og Rbg. -kjelling og -kjedding.

Hogstekubbe m. = Hoggstabbe. Rbg. (Aamlid).

Hogsteskog m. Skov som egner sig til Nedhugst; modsat Grødeskog. VAgder.

hogstrug og -ig adj. om Skov som giver rig Løvhugst. Sogn (Lustr). – hoi se hoy.

"Hoka f." A. Huku NGbr. Hookoo Østl. (Totn og fl.); Haku Østl. (Oslo, Modum, Smaal.). 2) et stumpt Fremspring som er i Veien f. Eks ved Opbrydning af Sten eller Optagning af Minebor. Nhl. (Eksingadal).

Hoke (o'). I Ho`ke, omtrent = paa Huk. "Han datt i Hoke", sank i Knæ. "Eg ska klæmme deg i Hoke", trykke dig i Knæ. Nfj. (Stryn). Sjelden. Jf. Huk, Huka. Maaske dog en Form af Hoka f.

Hokelør (ø') m. eller -løra f. fremliggende Hudfold under Hagen, Dobbelthage. Sæt. (Sandnes, Bygland). Ogsaa om Hønsenes Kjødlapper under Næbbet. Jf. Lyra, Hudfold, G. N. hlýr Kind; Vokalen (ø) gjør dog Vanskelighed.

Hokereim (o') f. Hagerem. Østl. Hookoo-, Huku-, Totn, Gbr. Odal; Haku-, Oslo og fl.

Hokesele (o') m. = Hokelør. VTel.: Hokusile, -seele. ØTel. (Sauar): Hookusæla.

Hokka f. hakket Masse. Shl. Se Hakka.

hokke (o') pron. hvad saa end, ihvad. Formen "hokken" A., som allerede J. G. har, er mindre brugt, og hvor den forekommer bruges den ogsaa gjerne for Neutrum. Sædvanlig er nemlig Formen den samme for alle tre Kjøn. Saaledes: a) hokke (o') og hoke (o') og hokk i Tel. (Midtre Tel. og Tinn), er er "hokken" sjelden hørt; hokki (ho'kji og -ki) og hokken m. f. n. Rbg. (Aamlid). b) haakke og aakke, Nedre Tel. Østl. (Busk. Rom. Totn, Oslo, Hedm. Vinger), her er "haakken, aakken" ogsaa brugt, dog mindre og for alle Kjøn; haakkje, haakje, haakke m. f. n. og haakjen m. f. (og n.?) i SGbr. (Faaberg, SFron, og fl.); kaa(k)kje og kaak(k)jen Gbr. (Fron, Sel), lidet brugt; sjelden: haakken (o'?) m., haakka f., haakke n. ØTel. (Bø, Tuddal). c) heekke, hække, ække, veekke, vække, Rom. Ringerike, Busk. Oslo, Follo, Smaal.; heeke Busk. (Aadal); eekke Smaal. (Eidsberg, Skjetve); sammen med denne Vokal høres meget sjelden N, saaledes heekken Ringerike, vækken Vestfold og fl.; (h)ekken (ee og æ) m., (h)ekka f., (h)ekke n. Smaal. (Askim, Trykstad). – Ordet synes fremgaaet af G. N. hvatki (hvetki) og hvertki, hvad saa end, hvad som helst. Dets Former synes delvis at vise tilbage til den delvise Sammengliden af G. N. hvártki med hvatki. De sjeldnere Former med N er vel tilblevne paa samme Maade som "korkjen (kvaargjen, kværgjen" m. f. og n.) af hvártki, hvár(r)gi, "ingen" (engi) osv. (ved Smitte fra Akkusativformer af de nævnte og andre pronominale Ord). Paavirkning fra Svensk-Danske Former af hvílíkr tør der maaske være. – Bet.: 1) a) ubestemt
pron. rel. (demonst. rel.) hvad saa end, hvad som helst, ihvad; hvem saa end, ihvo; og adj. som hvatki (skip er tekr). "Ta haakken (el. hækken) du vil !" tag hvad du vil! Oslo (Aker). "D'e dæ saam(m)aa haakkje (haakkjen) dæ e", det er det samme hvad (el. hvem) det saa er, Gbr. (Fron). "Du kann gjæra ekke (ee og æ) du vil; je gaar'nte inn paa nooe nytt, ekke de ær", Follo, Smaal. "Dæ (de) blir gäli, hække du gjør (gjær)", Smaal. og fl. "Gjør vække du vil!" Larvik. "Dæ blir gäli, eekka Væi aa Vænning dæ tar", Smaal. (f. formedelst "Vænning" f.). b) pron. n. rel. eller adv. rel. (conj.) hvorledes saa end. "Han har inte (itte) Pænger haakke de æ(r)" = kor som er dvs. hvordan det end er, i ethvert Fald. Hedm. Busk. og fl. "Haakki som æ(r)", Land. "Kaakje som æ", Gbr. (Sel). "Eekke de ær", Smaal. Ogsaa blot: "Hække som" = kor so(m), Busk. og fl. Jf. G. N. hvatki sem er; hvatki sem. Samme Bet. har: "kvi sum æ", VAgder (Eikin, Grindeim, Bjell.); "kvi so (saa) æ", Dal. Li.; "kvi saa", Li.; "kve saa", Li. (Fjotl., sjelden); "ko sum æ", Ma. Og: kvikje (kvikkje) sum æ", VAgder; "kvik(k)je sum; kvik(k)je saa"; "kvikke sum", Holum. "Me maa bitala kvi saa". "Dæ bli naa gale kvikje saa". "Du kann gjera kvik(k)je saa", hvordan du vil. Dette kvikje bruges ogsaa som subst. ligesom "hokke". "Du kann ta (gjera) kvi(k)kje du vil", VAgder. G. N. hve, hvi, hvorledes, hvegi, hvigi, hvorledes saa end. (Dette hvegi tør have virket med ved Form- og Brugsudviklingen af "hokke"; jf. "ko, ho, haa, aa" (Sæt.#-Tel.#-Østl.) af hve; se ko, kor). – 2) a) pron. rel. (demonstr. rel.), hvad som helst af de to, hvilkensomhelst af de to; i dette Tilfælde sammengledet med korgje, korkje, kvaargjen, hvártki. "Du kann faa Øl hæill Mjaalk, kaa(k)kje du vil", Gbr. (NFron; ogsaa "kaa(k)kjen", sjelden). "Du kann sæa haakke du vil ta døm tu", SGbr. "haakke, aakke", SGbr. (Øyer, Faaberg), Hedm. "haakken" m. (og f. og n.?), Hedm. "Hække du vil", Smaal. b) conj. hvad enten (#- eller), enten (#- eller). Ofte efter Negtelse. Østl. "D'æ de saamaa, haakke du kjæm æill itte"; Hedm. SØsterd. (H)aakke døm (dæm) sier kall Nygg ell Sno, dæ blir dæ saammaa"; Hedm. SØsterd. Rom. "Ekke du komm´r i Kvæll hæll i Maarra, d'ær de samma"; Follo, Smaal. "Dæ (de) sees itte, haakke dæ e dær æill ei"; Hedm. "Dær va inte atte aakke Rubb æill Raka"; Totn. "Kaakje du kjæm i Kvæld hæill i Maargaa osv." Gbr. (NFron). "Dæ har inkje kaa(k)kje Toonge hæill Tøynn", det har ikke nogen af Delene dvs. hverken. Gbr. (Kvikne). "Dæ va inte (h)aakke Maal æill Tal 'ti 'om", han var aldeles taus. "D'æ(r) saa stilt at dæ inte (h)aakke knert (knett) æill brest", SGbr. Totn, Hedm. SØsterd. "Ho visste itte haakke ho sku' lee hæill graate", om – eller. SØsterd. – 3) pron. interr. hvad; hvad for en; hvem; hvilken. Neppe nogensteds brugt som adj. "Vække sa du?" hvad sagde du? Follo. "Vække sa de (dæ)?" hvem sagde det? Follo. "Hække var de (dæ)?" hvem var det? Vestfold. "Heekke var 'a?" hvem var hun? Rom. "Hokk æ de (dæ)?" hvem er det; Tel. "Haakken æ ditt Orv?" hvilket af disse er ditt Leeskaft? Tel. (Bø). "Aakken ær 'ta?" hvilket (af de to omtalte) er dette? SØsterd. – "Kvi(k)kjen" er maaske (neppe) i Ma. brugt som adj.: hvilken, hvad for en. Dette hedder her, som ellers i Landet: kvat (kva, ka, kot, ko, hot, (h)aatt, ho, haa, aa), kvat for ein.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   72   73   74   75   76   77   78   79   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə