A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


hornskjaag adj. = hyrneskakk. Sæt.: honnsjaage



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə78/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   74   75   76   77   78   79   80   81   ...   219

hornskjaag adj. = hyrneskakk. Sæt.: honnsjaage. "sjaag" er vel G. N. skjalgr, skjæv. Jf. foreg.

Hornskora (o') f. Fiskernes navn paa Gjeden, saalænge de er i Baaden. Sdm. (Norddal, Volden): "Honnskore". Kun lidet kjendt. I Ndm. (Kvernes, Øre) hedder den "Skaaraa", hvilket mange Steder der er det brugelige Fællesnavn ogsaa udenfor Baaden, idet "Geit" bruges kun om Hunkjønnet. Hertil: "Skaaraaskinn", Gedeskinn. Langtfra ikke uddøde. Se Flugs. Jf. "skora paa Horni". I Vesteraalen: "Sag, Sagskinn, Sagskjel" dvs. Gjed, Gjede-.

hornskoren (o') adj. 1) skaaren omkring Hornet saa det er ømt for Stød; anvendt paa olme Tyre. Helg. 2) ubehageligt overrasket;
omtr. = daatt me(d). Helg. (Mo, Vefsn).

Hornsløkja f. Angelica sylvestris. Ryf.

Hornsnigel m. Snegl. Vald. Hödnsnivil.

"Hornstein m." A. Voss: Honnstäen.

hornsteina v. n. sætte Hjørnestenen. Tel. (Mol.): honnsteine og hollsteine.

hornturr adj. tør som H. Og "honnende t.".

"hornutt adj. hornet". A. 2) som et Horn 6) dvs. naragtigt og tosset storagtig. Solør og Østerd. Mest: "hönnete".

horpa (o') v.n. 1) tage svært i, klemme paa. Nfj. (Gloppen, Stryn). "Horpe paa". 2) arbeide skjødesløst, sluske. Shl. "Horpa da ihoop". "Horpa da ifraa seg". "Horpa seg tee", klæde sig slusket. Jf. hurpa.

Horpa (o') f. en rask, men noget skjødesløs og hensynsløs Person; en River. S- og NBerg. Horp n. og m. d. s. Shl. Nfj.

"Hors n. eg. en Hoppe". A. 2) et Hoppeføl. Nfj. (Eid, Gloppen); tildels: "Hörs". 3) usselt Øg af en Hoppe. Tel. Shl. – Om en kaad letfærdig Kvinde; Ndm. Busk. ("Hörs"), Tel. – Ogsaa: Hoss; Rbg. Tel. (Mol.). Fortrædelig Person overh. Rbg.

"Horsa f. Hoppe". A. Ryf. Nfj. (Eid). Om en kaad Kvinde; Nfj. (Gloppen). Om grovslagen Kvinde; Namd.

"horsa v.n. (ar)". A. hosse, VTel. (Mo, Mol.). 2) = kneggja; især: "horse aa læ", lee høit og gnæggende; Tel. (Selljor); hosse, Tel. (Mol.). 3) være voldsomt lystig; tumle og slaas for Moro; = halda Levend. Hall. Ndm.; Busk. Smaal. og Vestfold: hörse; Tel. (Mol.). "Hoss æ de du hossar o bere deg?" Tel. – Hors n. det at horsa; tumlende Lystighed osv.

Horsegauk m. Horsegøg. VTel.: Hossgouke.

horsemerkt adj. bygget som en Hoppe, især i Lændepartiet; mest om Vallakker. Rbg.: hossemerkte.

horskje(n), se korgje, korkje.

Horsskuma f. en kaad og høist utækkelig Kvinde. Tel. (Mol. Skafsaa): Horsskoome og Hossskoome.

Horstre n. kaad Person. Ndm. Trondh. Østerd.

hort (oo), mon-tro. Helg. Se kort.

Hort (oo) m. den haarde, knudrede ydre Bark paa ældre Træer, især Esper og Fyrrer; bruges som Foder. Indr. "Aasphoort". Jf. Ældre D. horte dvs. (den ru) Frugtskaal paa Bøg og Kastanje. – hoort(a) v. (ar), skave Hort. Indr. – Hort (o'), se Hyrt.

hortig (o') adj. 1) fuld af Livskraft, vigorøs; kjæk. Voss, Sogn, Hard. Shl. Ryf. Sfj. hortög, Shl. (Etne). "hortug" A. Ryf. 2) vældig; "dygtig". Hard. "Ein hortige Slurk".

hortig (o') adv. meget; dygtig(t). Shl. Hard. "Hortig riik´e". "Hortig trøytt´e".

"Horv n." A. Tel. "De va 'kje mæ noko Horv", det var uden al Maade eller Skik. 2) Slumpetræf. Dal. og fl. Se horva.

"Horv f. Harv". A. Hærv f. Vald. (Vang). 2) et raskt men haardt og vildt uopdragent Kvindfolk. Gbr. Vald. Namd. Helg. Stjør. (og m. n.). Maaske til de flgg. 3) = Horva f.

Horv (o') f. (n.?) 1) Slump, det uvisse. Dal. "Slaa, skjoda, i Horv´æ", slaa, skyde, paa Slump. Hurv f. d. s. Ned. (Vegarsheid). "Gaa i Hurv´a", gaa vild, gaa feil. Jf. Høve. 2) Sandseløshed, Vildelse = Ørsla. "Gaa i Horv´o". Dal. (Sokndal), Jæd. (Haa). Til horva, tumle. 3) Vildmark? noget vildt, forskrækkeligt, urimelig noget? Omtrent = Horm; el. = 1) jf. Horg. Li. (Nes, Fjotland, Eikin). Hurv f. d. s. Ned. (Veg.). "Vil du slaa paa Horv´æ", "burti Hurv´a?" vil du meie paa et saa uryddigt, vildt (urimeligt) Sted? Især som Horva, Horve som adj. jf. horga. Li. Dal. (Sokndal, Hæsk. Lund), Tel. (Mo). "Han sette Hestan uppaa Horva Hei´æ", paa den vilde veiløse Hede. "Vil du slaa uppaa hæsta Horva Hei´æ?" Li. "I Horva Ur´æ", Li. "Horve vidde Hei´ee"; Mo.

"horva v.n. (er, de), 3) passe osv." A. Dal. VAgder. "Dæ horve 'kje tee (noken Ting)", det er aldeles meningsløst, gaar aldrig an = "dæ ber kje tee". 4) see ud til. SGbr. "Han horver faar aa væra ældre". 5) "horva tee", slumpe sig, hænde sig ved et Slumpetræf. Rog. Ma. Se flg.

horva (o') v.n. og a. (ar, a), 1) tumle vildt afsted, fare frem sandseløst og rivende; lade staa til paa Slump; snakke hen i Taaget, snakke vildt. Jæd. Dal. Li. "Han horva asta, horva seg bort". "Han bræla aa horva tee". "Han horva fram koss dæ gjænge". Maaske (neppe) eet med "horva", at harve, hvilket i de Egne kun undtagelsesvis (Jæd.) hedder "harva". I Li. (Nes, Bakka) er "harva fram" = horva fram. Jf. dog ogsaa foreg. og hurva, Hyrva. 2) rive fra sig Arbeide; drive raskt, men hensynsløst og slusket paa; klemme paa. Jæd. Sogn, Nfj. Gul. Helg. Vesteraalen. "Horva paa, aavsta, te Vegs; horva dæ fraa seg". "Hörve fraa se", Roms.

Horva (o') f. 1) en sandseløs, rivende og hensynsløs Person. Jæd. Li. Og Horv f. 2) en rask men skjødesløs Kvinde. Helg. Vesteraalen, Namd. "Haarva" og "Haarv'". – horvutt adj. rask men skjødesløs. Helg. Namd.: haarvaatt. – Horva se Hørve.

horvast v.n. lave sig, føie sig = horva (er). Gbr. (Øyer): "haarves teill".

Horvehov n. et knebent Træf; noget som gaar (passer) med Nød og Neppe og som ved et Slumpetræf. Ma. Udtalt: "Horvehov (o', o')", ligesom "Hov (o')" dvs. Hoov m. – Horvehøv n. d. s. Ma. Rbg. Ogsaa "Horve Høv". Til hoova, høva.

"Horvelde n." A. Orvelle, Ryf. Høveldre, Hall. Hærvill og -ell, Innh. Ovrell, Sæt.
Aavrell, Tel. (Vinje); Avrill, Ndm. (Tingvoll). – høveldre v.a. "h. Klaven" forsyne K. med H. Hall.

"horveleg adj. passende osv." A. Shl.

horvelege adv. rigeligt; dygtigt; fuldkommen; vel rigeligt; over Maalet. Ryf. "Horvelege stor´e". "Forhorvelege stor´e". Synes noget paavirket af Horv f.

Horvelt(a?): et Kortblad "ligg i Hoorvælt", naar det ligger opvendt uden at være lagt op til Vælt. Innh.

horven adj. tilbøielig til at horva (ar), sandseløs, tumlende osv. Jæd. Dal. Li. "Snakka horve".

horven adj. tvekjønnet. Nordl. Se Hørve. Maaske G. N. horfinn. (Til dette sidste hører: "bloom-horve" om Æg, hvis Blomme er gledet ud i Siden; Christie).

Horveskalle m. en sandseløs, voldsom og lidet samvittighedsfuld Person, En som lader alt staa til paa Slump. Dal. (Sokndal, Hedland, Lund). – Horveskokul m. omtrent d. s. Jæd. og Dal. -skogedl.

Horveskot (o') n. 1) Skud uden Maal, Slumpeskud = Raamskot. Dal. (S.H. L.) "Dæ va so væl i Horveskode mæ 'an", han gjorde det aldeles uden Maal og Med. 2) omtr. = Horveskalle; mere hensynsløst og bevidst skjødesløst end "Slumpeskytte".

Horving f. Orden = Horv n. Tel. (mol.).

Horving m. sandseløs Person; En som "horvar seg bort". Dal.

Horvsko m. og Horvtre n. slusket og anstandsløs Person. NTrondh.

horvutt adj. som "ei Horva", se d.

Hos (oo), i: um i Hoos = um isjaa (se hjaa) dvs. uopgjort, uafgjort, ubestemt; tvivlsomt, halvt. Rbg. (Ivel. Evje), Ma. (Valle, Halsaa, Holum, Otrnes, Øvrebø, Øyslebø, Bjell.). Meget brugt. "Me ska ha dæ um i Hous", de blev enige om en Middelpris som kunde forhøies el. nedsættes efter Tiderne. "Dæ stou ein Dale um i Hous". "Dær blei noge um i Hous mæ dæ", der forblev noget uopgjort ved det. "Dæ stou so um i Hous". "Dæ gjekk um i Hous", i een Røre (Holum). Lyder ogsaa, ved en Forblanding, "um i Huus (Heus)", YMa. Wilse: "omhos, tvivlagtigen". Det er vel af samme Oprindelse som Sv. og D. hos, præp. ved, henved; jf. Ag. hós Association Trop, Eng. host, Got. hansa Trop. Se Noreen, Arch. for Nord. Fil. III, 11.

Hos (o') n., Hos m. se hosa v.

hosa (o') v.n. (ar), 1) suse; rasle dumpt; ogsaa: bruse frem, strømme frem (om Levende); mylre frem saa det suser. Østerd. STrondh. (Gul. Selbu, Strinda, Ork. Uppdal). Overalt: haas(s)aa; hen imod hoso (o') i Østerd. "De haasaa i Kjærom 'taa oss", det raslede (susede) i Krattet". "De va bær saa de haasaa burt i Tuvom 'taa Lemmænd"; Uppdal. "So´n (o'#-ö) kjæm haasaan", Faareflokken kommer susende; Horg i Gul. "D'e saa de haasaa 'taa Söui". Dær va saa fullt, de va bær saa de haass!" (Lyd-Verbet brugt interjectionalt, som saa ofte i Trondh. og Østl.; f. Eks. "koost", og "sae koost!" Larvik); Ork. Strinda. "Haasaa (hoso) aa taasaa (toso)", pusle (sysle) og afmøie sig; Østerd. Jf. Sv. Diall. håsa dvs. andas tungt, susa (forse håsar); (Cleasby: "G. N. (Isl.) hoza, hossa dvs. to exalt"; gynge). 2) snakke pustende aandeløst snublende og usammenhængende (ivrigt, distrait osv.) Tel. (Vinje, Rauland, Laardal, Kvitseid), SætB. "Han kaam ravlande o hosande mæ de". "Hosa de ootoo seg". "Han hosa paa, so de kaam tvifaldt fø'n". Se hussa. – 3) gribe feil el. forplumre sig formedelst tumlende el. famlende Hast; tumle, snuble, famle og dl. Sogn (Aurland, Lærdal, Hafslo). "Forhosa seg". "Han gaor aa hosa aa stupa". "Hosa deg no i Veg!" se nu til at komme i Gang, du din forhastede Famler! – Her er maaske mere end eet Ord. – Hos (o') n. 1) det at man hosar 2). Tel. "D'æ slikt Hos mæ'n". 2) En som hosar. Tel. Hertil: hosa seg v. bære sig af som et "Hos". Tel. (Kvitseid, Vinje). – Hos m. En som hosar. Tel. – hosen adj. tilbøielig til at hosa 2) og 3). Tel. Sogn. – hosutt adj. = hosen. Sogn. "Han æ flinke, men noke hosete". – hosaleg adj. = hosen. Tel. (Kvitseid, Vinje). Ogsaa: hosuleg, hvilket dog gaar noget mere paa Maneren, Fagterne, idet det forudsætter et Hosa (-u) f. til Hos m. og altsaa er noget mere feminint: med en "Hosu's" Lav (Lag). Jf. gosaleg og gosuleg. – Hosufot (o', oo) m. = Hos m. Tel. Se Fot. – hosurødd adj. som taler "hosande", eller som en "Hosu". Tel. "Han æ hosulege i si Framfær o hosurødde i sitt Tal". – Hoseboll og Hoseve(d)r m. En som hosar 3). Sogn (dl).

Hosa (o') f. en slap, sløv, famlende Person. Sogn (Lærdal). Maaske eet med Hosa, Strømpe, idet det bruges jævngodt med "Snøsokk". Af dette tør da atter være fremgaaet hosa 3) v.

"Hosa (o') f. Hose". A. Haass m. Namd. 2) Underbenklæder for Børn og Kvinder. Nhl. (Eksingadal). 3) Bukselæg, mellem Knæ og Vrist = G. N. hosa. Sogn (Aurl.; sjelden). – Haasaastubb(a) f. Strømpelæg uden Fod. YNdm.

Hosadøle (o') m. Klodrian som buser frem med sin Mening. Østerd. (LElvdal): Haasaadøle el. Hoso- (o') Meddelt. Til hosa v.

"hosen (o') adj. porøs". A. Ryf. S- og NBerg. 2) ophovnet; vattersottig. Sogn, Ryf. "Foot´n æ hosen". 3) ufrisk = hisen, hiren. ISogn. – hosen adj. se hosa v.

hoskollsaand (o', o') f. en liden Sort And. Li.




hosna v.n. blive svampet, som en Vattersottig el. Dranker. Berg. – Hosl, se Hasl.

Hoss n. hosse v. se Hors, horsa.

hosta (o') pron. hvilken. Tel. Se kosta.

"hosta (oo) v. hoste". A. hosta (o'); Ma.

"hoste (o') adv. næsten vel meget". A. hosta VAgder, Dal. Jæd. Se helste.

Hostabertre (oo, e', ee) n. = Krossvid. Hard. (Kvamm).

Hosufot, hosuleg, hosurødd se hosa.

"hota (oo) v.n. (ar), true". Innh. "Han hoota aat mæg". 2) staa paa Springet til en vovelig Handling; ville til med noget dristigt. Innh. (Stjør. og fl.) "Æg hi helle paa hoota i mang' Daaghwaa".

Hotl, Hotlungje, se Hasl.

hotol adj. f. uforsonlig, se hatall.

"Hott (o') m. 2) Tue". A. Især en Græstue, voksende Kvast af stivt høit Græs. Rbg. Sæt. Ma. "Grashott". – Hottemyr f. en Sump fuld af "Grashottar". Rbg. Sæt. – "hottutt adj." A. Agder. Jf. Hutt.

Hott (o') m. I: a) "Svara bort i Hott o Ve(d)r", svare hen i Taaget, svare sandseløst. b) "paa ein Hott", paa Slump. VAgder, Dal. (Lund). Ogsaa "Hutt (o Veer)", Li. (Eikin); og Hytt, Høtt, se disse. Her er maaske flere Ord: a) = foreg. (Tue, Fjeldtop) jf. "svara i Haug og Vegg", "i Horg o Hei"; Og b) et Vip eller dl. til hotta, hutta v.

hotta (o') 1) v.a. (ar), tage i Haaret, "Hottn", = lugga. SætB. 2) v.n. vise en Top "Hott", især af og til; dukke op nu og da. Tel. (Solum). "Fartye hotta". "Han hotta; je saag Hott´n a'n". 3) rende om vippende el. hoppende; vippe afsted, omkring. Mest om Børn. VTel. (Kvitseid, Laardal, Rauland, Vinje). "Hotte avsta, ikring, uut o inn". Jf. hutta. 4) "hotta til" slumpe sig, slumpe til. Dal. (Lund). Se Hott.

Hotteba(d) n. = Huttebad, se d. Sæt. og fl.

hotug (o') adj. = hatig. NGbr.: hutug.

"Hov n. en liden Høi". A. Ringerike, Vestfold. Særlig om Høiderygge hvorover gaar Vei mellem Dal og Dal. V- og ØTel. Ma. Saaledes i Heddal i Tel. om Ryggen mod Sandsvær; i Aaserall i Ma. om det lave Vandskil mod Rbg. (Honnes).

Hov (o') m. Hævning (Gjæring) af Deig. Ryf. "D'æ goo Hov i 'an", den hæver sig godt. Ryf. (Suldal, Sand). Jf. Hovkaka.

"Hov (oo) n. 2) Maadehold, Maadelighed". A. Hid hører vel: "før Hoov", mere end rimeligt, urimeligt, uden Grund. Sdm. (Vanylven), Romsd. (Vestnes). "Da va'kje før Hoov, ho greet!" Hedder: "før Hoo", "føroo'", Sdm. (Borgund, Skodje, Sunnylven), "føroov´n", Nfj. (Davik), "føroov´rt", Nfj. og "føroor´", Nfj. Sdm. (Hjørungfj.). Jf. G. N. ór (fyrir?) hófi.

Hov (oo) n. Skjøn, Forstand, Formening om. Fosn, Innh. "Han hadde lite Hoov paa di". Jf. hova 2. Maaske dog eet med foreg. Og: Hoo, se Haa n.

"Hov (oo) m. 1) Hov". A. "Hoov" f. i Smaal. og Vestfold. "2) Fodstykke". A. Særlig den lave Ring som danner Fodstykket af Kop, Skaal, Kande og dl. Sæt. Li. 4) Bladet af a) "Leirfivel" Tussilago, Stjør. b) Caltha palustris, Nfj. ("Soleihoov") Ma. (o'; Blomsten hedder "Fitjabloom").

Hova (Grip, Tak) se Hovgrip.

hovda adj. beskaffen el. udstyret med Hensyn til Hoved: "fint hovda, styggt hovda". Tel. Røldal. Desuden i Sammenss. "kvithovda" og fl. – Hovda- se Hovud.

Hovda n. = Hovda f. og Hovde m. 2. NGbr.

hovdanska v.n. ville tale fint = hofslaga. Romsd. (Nessæt): hoovdanske; Ndm. (Stangvik, Tingvoll): "hovdansk' (aa, oo?)" og "hoodansk'". – hoovrænske, d. s. Romsd.

"Hovde m. 2)". A. Agder. 3) = Hovda. Røldal.

Hovekubbe (o') m. = Hoggstabbe. Rbg. (Aamlid).

hovela (oo) v.n. krydse (lavere) i sin Tale; bruge Forspil, Tilnærmelser, Omsvøb, Udflugter. Gbr. (Øyer, Lom). Hoveling f. det at h. "Inga Hooveeling naa!" Maaske haaverda, se haaværa, under Paavirkning af noget fremmed. Jf. Ældre D. hovere, gjøre sig behagelig.

"hoven (o') adj." A. 2) struttende af krænket Selvfølelse, af Hovmod eller af Vrede. Og: ømfindtlig, let stødt. Østl. Nfj.

Hovgard m. Hovens øvre Kant. Berg. Romsd.

Hovgrip (i') n. dygtigt Greb (Tag); Bedrift; ogsaa: heldig Affære, Coup. Ryf. Paa Jæd.: "Hoovgreeb" og "Hoogreeb". Jf. Hovverk, Hovstykke, hovdanska. Fra Rog. Ogsaaa meddelt: "Oogreeb", "Aa-", d. s. (Ovgast lyder paa Jæd.: "Aagast"). – Hova Grip (o', i') og "Hova Tak" n. d. s. Ryf.

Hovis (o', ii) m. Iis, som skiftende Vandstand har lagt op paa Skjær og Strand eller gjort høist uregelmæssig. Ma. Rbg. Hueriis, d. s.? Oslo.

Hovkaka f. gjæret Kage; til Hov (Hævning). Ryf. (Suldal, Sand). "Gje ein Hovkaka", ægge En til sandseløs Vrede.

Hovkar (o') m. = Hovmann 4. Shl. (Etne).

Hovlid (oo, i') m. Leddet straks ovenfor Hoven. Udbredt. Hedder: Hooli, Hoolee, Sogn (Fjærland), Hard. (Ulvik).

"Hovmann (o') m. 2) Fuldmægtig". A. Dal. og Li.: Hobmann. "3) en Reisende". Dal. 4) en herskesyg og egenmægtig Person; (som vil være) mester; Tyran. Shl. Rbg. Ma. "Dennæ Kjuklingjen æ slig ein Hobmann, han vil vera Hobmann øve alle dei andre". Ma. 5) en stor, grov og uopdragen Karl; en plump Spektakelmager. Innh. Namd. Ork.: Haa(m)mann. – Haamæinngleino f. plur. Skaldethed op fra Tindingerne. Gbr. (Vaagaa og fl.). Til
Gleina. – Haamannsmærr f. en slem herskesyg Kvinde. Busk. – Haa(m)mannsskoro f. et grovt, letfærdigt Kvindfolk. Innh. Til Skora?

Hovn (o') f. Trivelse, Velbefindende; ogsaa: Oplagthed, Stemning = Homd. Hard. (Ulvik). "Eg æ gott i Hovn". "Han æ'kje i Hovn denne Hestn, du seer da pao Haorlagje". Jf. hamnast, havnas dvs. trives. G. N. höfn, f. Maade at være paa.

hovna v.n. hæve sig ved Gjæring. "Hov". Ryf.

Hovne (o') m. Hævelse. Ndm. (Tingvoll).

Hovning (oo) f. Skjøn; Formening = Hov. NØsterd. (Tynset, LElvdal). "Han hadde som e Hoovning pa de". Jf. hova 2.

?hovolda v. snakke frem og tilbage, op og ned; ogsaa: snakke arrigt. Meddelt fra Sæt. som "haavolle", hvilket, hvis Formen er rigtig opfattet, snarere maatte være et "halv-olda". Til Havald?

Hovoldeskaft n. se Havald.

Hovring (oo) m. Hovens ydre haarde Ring, hvorpaa Skoen nagles. Sæt. og fl.

hovrænske v. = knota. Se hovdanska.

Hovslag (oo) n. Hovslag; særlig: Spor efter Hov, se Slag. Tel. (Rauland). "Eg saag (høyrde) Hoovslagje hass".

Hovslunt (oo) m. 1) Hest som slæber Fødderne og derfor jævnlig støder an og snubler. Ryf. (Finnøy, Skutnes). "D'æ ein Hoovslunt te aa gaa". Ikke meget brugt. 2) en snublende Klodrian; En som falder klodset og plumpende ind med Ord eller Gjerning. Ryf. – hovsluntaleg(e) adj. og adv. plumpende; snublende; ubeleilig(t). Ryf. – "sluntaleg", d. s.; ogsaa "besluntaleg"; se baksluntaleg.

Hovstykke (oo) n. et godt Stykke Arbeide, Storværk. Bruges mest ironiskt. Dal. Jf. Hovgrip, Hovverk; eller til Hoov n.?

Hovtorn? n.? noget meget stort, Storværk? Overdrivelse? "Gjera Hoovtaarn", gjøre vel meget af en Ting. Gbr. (Fron, Øyer). Jf. maaske Ældre D. Hovtörn dvs. Krænkelse; T. Hofzorn, stor Vrede.

hovtrungen adj. lidende af Hovtrang. Dal.

Hovtrøngd f. Hovtrang. Hard. (Ulvik). G. N. þröngd, Trængen. Hoovtrøng, Helg.

Hovty n. = Hovtong. Sogn; NGbr. Vald.: f.

"Hovud (o') n. Hoved". A. Huvu, Hedm. Huwu, Hughwu og Hugu forskjellige Steder i Gul. Østerd. Hedm. Häue, Ma. Ndm. Höu og Ho (o'), Gul (Melhus, Horg). Bestemt Dativ: Hugun (Hughwun, Huwun) Totn (Totn, Birid), Hedm. (Nes, Romedal, Stange, Vang), NTrondh. (Liderne, ifølge A. Larsen); un, Innh. (if. A. Larsen). "Voont i Hugun". Synes paa de fleste Steder at være i Tilbagegang. "Fara i Ho´vi" (Dativ), gaa i "Ørske", begynde at fantasere. Sogn (Lustr, Lærdal, Hafslo). "Taalaa i Huguee", "væra i H.", fantasere, NGbr. "Gaa i Hove", gaa i "Tanker", sløv for Omgivelserne, Sogn (Jøstedal); "gaa i Huguee", d. s. NGbr. "Fara te Hoves", fantasere, Sogn (Sogndal); "snakka i Hovi", d. s. Sogn (Lærdal). – "Øli slæ at Hov`dæ"", bestemt Dativ; Sæt. (Austad). "Kulta te Hoves", styrte hovedkuls; Dal. – I Sammensætning ogsaa: Hovda, Hobda, i det Sydvestlige; Hov, Haav, Höu og Ho (o'), Trondh. og fl.

Hovudaar n. = Kruneaar. Ndm. Ork. Stjør. og Gul.: Höuaar; Gul. og Ork. (Rennbu): Ho-aar (o').

"Hovudband n." A. 2) = Veginde. Hedm. og Land: Hugubann(stre) – Hovudbandsnagle m. d. s.? Hall. (Nes).

"Hovudburd m." A. Tel. "Hovubur".

Hovuddyna f. Hovedpude. Voss: Hovda-.

Hovudfletta f. = H.-flaatt. Ma. (Grindeim): Hovefletta. Se Fletta.

"hovudgalen adj." A. Vestfold: hug`gäln. 2) svimmel. Vestfold og fl.

Hovudgavl m. Tværfjæl ved Hovedgjærdet. Voss og Nhl.: Hovda-; Nfj. (Gloppen): Hövde-.

"Hovudgjerd f." A. Hovdegjaar og -gjoor, Sæt. VTel.; Hobdegjoor, VAgder (Øyslebø, Lauvdal, Eikin); Hovdegjæl (aa og ø), Hall. Hu-, Vestf. – Hovudhir m. se Hir.

Hovudklæde n. Hovedklæde. Ma. Tildels: Hoklæ.

Hovudknut m. Hovedknude, -vanskelighed. Sæt.

Hovudkraaka f. i "stupa H", støde Kolbøtte. Ndm.: "stuup' Häukraak'". Hedder: "stuupe Häustaal", Romsd. Søndenfj.: "stuupa(-e) Kraaka(-e)".

"Hovudlag n. 1)". A. NGbr.: Haav-; Hall.: Hovde-. 3) Bidsel (uden Mundbidet), hvilket er en Del af Sæletøi til Kjøretøi, ikke til Ridning. Østl. (Oslo, Smaal. og fl.): Huulag.

Hovudleggja f. = Hovudlag 3). Nfj. (Breimn): Öulejje. (Derimod: "Kallslæje" f. dvs. -lægja).

Hovudmil (ii) f. (og n.?) = Hovudleggja. SShl. og Ryf.: Hovdemiil og Hovemiil (og -aa-). Se Mila, Mel.

Hovudmose m. = Bjørnmose, Polytrichum. Jæd. Dal.: Hovda-, og Hobda-.

"Hovudmæle m." A. Nfj. Hugu-, NGbr.: Höumæl, Trondh. (Børsen); Höumeel, Innh.

Hovudputa f. Hovedpude. Tel.: Hovde-.

Hovudregn n. Styrtregn. Tel. (Selljor, Bø).

Hovudrim (i') f. hver af de to ydre "Rimer" paa en Slæde med tre. Jæd.: Hovda-.

Hovudroa? f. øverste Lægte eller Stang i et Gjærde af vandrette Stænger. Innh. Fosn: Höuroo, plur.: Höurooaa. Se Roa, Hesjeroa.

Hovudrus, "stupa Hoveruus" = stupa Hovudkraaka. Voss. Se Rus.

Hovudskark m. = Glipaure. Dal. (Hedland): Hovda-.

"Hovudskaal f." A. Gul. og Ork. (Rennbu): Ho-; NGbr.: Hugu-; Østl.: Huu-.


Hovudskjel f. Hjerneskal. Ryf. (Suldal): Hoveskjøl.Hovudskjelta f. d. s. se flg.

Hovudskolt m. Hoved, figurl. Vestf.: Huu-.

Hovudskraa f. Hjerneskal. Li (Fjotl.): Hoveskraan, Fl. -skræ´na.

Hovudskrunt m. Hjerneskal. Shl.: Hove-.

Hovudslidr f. = Veginde. Oslo, Vestfold: Huusliir. Se ogsaa Slidr.

"Hovudsmotta f." A. Haavesmaatt, Höve-, Senja, Vesteraalen; Höusmoot (n.) og Ho- og Hu-, Gul. NTrondh. SHelg. Og: Höustmoot n. Gul. (Melhus), Fosn (Stadsbygd), Innh. (Frosta, Leksvik); Haafsmoot n. SHelg – Hovudstaal, se Hovudkraaka.

Hovudstol (o', oo) m. 1) hver af de tykke Remme, som gaar fra Mundbiddet op langs Hestens Kinder. SSmaal. "Huuestoolene", bestemt Flertal. 2) Nakkebaand paa Bidsel. Oslo, Totn og Smaal.: Huustool. 3) Hestegrime minus Haandfanget, "Skaftet". Hedm.: "Hugustool". Ogsaa "Griimestool", Hedm. 4) = Hovudlag 2). Mange Steder. (Brugen synes vaklende). 5) Aandsevner, Begavelse, "Hoved". NGbr.: "Hugu-".


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   74   75   76   77   78   79   80   81   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə