A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Hæmaur se Helmaur. Hæmestraa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə83/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   79   80   81   82   83   84   85   86   ...   219

Hæmaur se Helmaur.

Hæmestraa n. spredte Straa = Hæm. Tel. (Nissedal). – hæmme seg, se hema.

"hæna v.n. (ar), fortørres". A. Særlig (og kun?) om græs- el. mos-klædt Marks Fortørrethed. Sogn, Voss, Nhl. Shl. "Da hæna i Bokko". "Da hæna paa Markj´ene". 2) hæna seg, blive tør og sprød; især om Hø. Shl. Nhl. Jf. hæen.

Hæna f. Græsmarkens Fortørrethed. Sogn.

hænast v. n. = hæna seg. Shl. Nhl.

"hæra v.a. (er, te), 1) rense for Haar". A. Jæd. Dal. VAgder. haara (ar) d. s. Ryf. "2) sælde". A. høra, Ma. Li. høre, Tel. Hertil: Hørekro f. den Vraa, hvori Sældingen foregaar og Affaldet blir liggende. Ma.

"Hæra f. 1) Haardug". A. Shl. Ryf. Haare f. d. s. Smaal. – 3) stridt Lærred. Jæd. 4) Hærur f. pl. enkelte Haar eller Straa. Tel. 5) "Høre" (f.) pl. se Hære. – Til Bet. 2), graanet Haar: "Graahæra, Heimshæror, Illhæror", og maaske "Frostahæro", (se -herda), "Snjøhæro". G. N. hæra.

hæra v. a. (ar), 1) levne enkelte "Hæror"; om Lee (og Barberkniv). Tel. (Moland). 2) (ar el. er, te), tage Straa for Straa; æde langsomt; om Dyr. Trondh.

"hærast v. n. graane". A. Nedre Tel. Ndm.

"Hære n. Affald osv." A. Høri, VTel. (Moland), SætB. og V. Høle, Hadeland, Gbr. – Høre (f.) pl. tærsket men urenset Korndynge = Drose. Ma. (Bjelland, Holum). "Høra upp Høren (og Høran) i Hørekrounæ" sælde osv. Se hæra (er).

"Hæresaald n." A. Høresaal, VTel. Høresaall, Ma.

hæreturka v.a. tørre paa "Hæra". Jæd. Ryf.

hærre (hæst), høiere (høiest), Ma.; se høg.

hærs, hært, se haart. Hærsling se Hisling.

"hærutt adj. graahærdet". A. Tel. Desuden: "graahærutt, kvithærutt". Rbg. Tel. 2) stikkelhaaret, med Haaret indsprængt med Graat. Jæd. Dette er vel ogsaa den sædvanligste Bet. i Rbg. Tel. Til Hæra 4).

Hæs m. en svag tør kjølig Luftstrøm. SSæt. "Ein kald´e Hæs´e i Luft´a um Vaar´n".

"hæsa v.n. 1) puste, stønne". A. Ogsaa: puste paa, aande paa, blæse paa. Dal. "Kom, la meg hæsa paa Hænnan dine!" "Hæse aa kvæse", tale blæsende og hvæsende (hviskende). Ringerike, Rom. "2) gjennemblæse, fortørre". A. Shl. Ma. Rbg. Tel. Follo, Smaal.; Vestfold: heesä (og -e), som "leesä" dvs. læsa. "Gjønnomhæst", Smaal. "Dæ kaam ai Hæsa attpaa Vaarn, sum hæste upp all Slag; saa Jouræ æ raent upphæst"; Ma. "Hæst paa Hændane", med Huden paa Hænderne fortørret og ru af Vaarluften. Tel. heese (hisa), d. s. Sfj. "Vindn heesa Aakrn". "3) fortørres af Blæst". A. Follo, ISmaal. Agder. "De hæser saa oopp 'taa dænna Vinn´n"; Follo. heisa bruges kun om Kornet. Agder, Tel.; sammesteds hæsa: 4) blæse tørt og noget koldt. Ma. Rbg. Tel. Ogsaa: kaldhæsa. 5) optøe; om Vind. NTrondh. "Vinn'n heesi Snø´n". Hertil: Heesvinn m. Tøvind.

"Hæsa f. 2) Tørke især af langvarig Blæst". A. Især om Vaaren. Shl. Ma. Rbg. Tel. Smaal.
Heese, Vestfold. Ogsaa: Hæ(r)se (med et "tykt" S); Odal. ISmaal. "Hæ(r)sevin(d), Hæ(r)seveer, Noorahæ(r)se". Se hæsa v. 2). – 3) Hæsor f. pl. sprukken Hud især paa Hænderne; se haas. SShl. og Ryf.: Hæser.

hæsen adj. 1) om Hud: tør ru og bristende. Ryf. Shl. "Hæsen paa Hændedne (Hændo)". 2) tør og sprød af megen tør Blæst, om Halm og Hø. Nhl. Shl. Ryf.

Hæser m. en kjølig fortørrende Vind. Shl. (Stord, Fjellber, Finnaas, Etne), Ryf. (Tarvastad, Sandeid, Nærstrand). "Hæsern hæser opp Baat´n". "Ein goo´e Öustaavindshæser". "Vaarhæser". Ogsaa: Hæse m. Shl. Formen "Hæser" (*hæsir) ligesom: "Kjæser, Løyper, Vasler, Kjøller" og fl.

hæsk adj. bitter osv. se hersk.

hæsna v.n. blive "hæsen". Nhl. Shl. Ryf. Og: hæsna upp (opp); partic. (adj.): upphæsna. – hæsnast v.n. d. s. Nhl.

hæst se hæsa; hæst, superl. se høgst.

Hæstelopt n. = Myrkeloft. Ma. (Øyslebø, Bjelland).

hæsutt adj. fuld af smaa Sprækker og Ujævnheder, "Hæsor" 2). Ryf. Ogsaa fra Sogn er meddelt: "hæsete paa Hændedna".

"Hætt m. Fare". A. Tel. "Dæ va Hætt um eit Ouga", der riskeredes et Øie. Maaske "hætt" adj. n., A.

hætta v. vove, riskere? "Aa hætt' paa Leia", vove sig i Vei. Innh. "De kunna væl vekse sine hætta Aar", Tel. G. N. hætta (tt).

Hætta f. Fare. Helg. (Vik, Bindal). "Da staar Hætta om daakk", der er Fare for jer, det spøger for jer. "Da sto Hættaa (f. defin.) om'n", det var paa Nippet for ham (Bindal). Høtta, Vesteraalen; Høtt', Salten.

Hætte n. en Skade eller Lidelse som gjentagende viser sig; et "Tilfælde". Hard. (Odda, Ullensv.) "Klokko he(ve) fenge äit Hætte, ho vil'kje slao rett". "Han dregst mæ äit Hætte". – Hætte m. se Haatt.

"hæv adj." A. 4) selvtilfreds, selvgod. YNamd.

Hæva f. Nyttighed, Tjenlighed; Værdi. Shl. "D'æ kje noko Hæva i da", det duer ikke. Meddelt. Til hæv. – Hæv n. d. s. Se Hev.

"Hævd f. 5) Gjødsel" A. Sogn; Li.: Hæbd.

"hævda v." A. hædda; Li. (Eikin).

Hævda(r)fjos n. Gjødselkjælder under Fæhus. Jæd. (Klepp, Time). Hævda(r)løda f. d. s. Jæd.

hævda(r)fræg adj. om Jordsmon, som kræver megen Gjødning. Hard. (Ulvik). Jf. folkefræg. Ogsaaa hævdfrek; Tel.? "hævdafrek", Christie.

Hævda(r)skut (uu) m. Gjødselskur. Ryf.

Hævde, i flere Genetiv-(adj.)-Forbindelser og Sammensætninger: ypperlig, fortræffelig = hæv, gild. Tel. (Nissedal, Laardal og fl.); Rbg. (Evje, Aamlid, Sæt.). "Ein Hævde Aakr (Aakkr´e)", "eit Hævde Bruk, Baan"; "Hævde Kar´e, Jænte"; "ei Hævde Teune", en smuk Melodi. Og: "Hævde-Aakkre" osv.

hævdegirug adj. = hævdarfræg. Li.: hæbde-.

Hævdesig (i') n. = Hævdedrag. Hall.

hævdesleg adj. ypperlig = hæv. Li. (Fjotland): hæbdeslig. Ogsaa: hævelig, Li. (Fjotland).

hævdfrek adj. = hævdarfræg; se d. Tel.?

hævdhard adj. = hævdarfræg. Sogn.

Hævdung m. en rig og mægtig Mand, en "hæv" Mand. SætB.: Hævdongge (og "-aangge"). Hævding d. s., men mest brugt ironiskt. Ma. (Bjelland).

"Hæve n. 1) Velmagt". A. Rbg. Sæt. Ma. (Aaserall). "I den Teiæ va häile Ættæ i Hævi". "Naa æ han upp i Hæve", indflydelsesrig; Ma. Ogsaa: "Dæ va saa upp i Hævum mæ'an eit Bil", han var en mægtig Mand en Tid; Ma.

Hæve n. et Ly, et Tilflugtssted i Udmarken, som ikke er eg. Vaaningshus; f. Eks. en Hytte sat op af Fævogtere, en Grotte og dl. Hard. (Ullensv.), Shl. (Etne), Ryf.

"hævleg adj. dygtig, fortrinlig". A. Stjør. "Æg fækk hævle te Avling", en dygtig Afgrøde. 2) flittig, flink. Sogn.

hævle(ge) adv. paa "hæv" Maade. Sogn. (Vik).

Hævnings se Helvnings.

"Hø f." A. Ndm. – Høfte se høvall.

"høg adj. høi". A. høg, høgare og hææ(r)re, høgast og hææst; VAgder. G. N. hár, hærri, hæstr. "Han æ hææst a(v) dei". "Den hææsta Stovaa", det øverst liggende Vaaningshus; men: "høgaste St." dvs. det høieste. "Hæsta Lopte" = Hæstelopte; Li. Ma. – hææ(r)re, hææst adv. høiere, høiest oppe. Ma. "Hææ(r)re uppe". "Hææst upp i Fly´an". "Hææst paa Rinn`an", paa Fjeldryggene. "5) langt fremskreden". A. "Haagt Noon", "haage Mjøltir", sen Middag, sen Malketid. Tel. Sæt. – "Han tok so haagt mæ de", han tog Ordene (Tingene) saa overlegent eller affeiende; Sæt. – "D'æ kje høgt Val´e mæ 'an", han er nedslaaet. Shl. Maaske til det flg. – "Eg æ høg so høven" = eg er lika sæl. Shl. (Kvinherad). Hedder: "haag so høven"; Shl. (Stord).

"høg adj. bekvem, let". A. "Han heve – gjere – seg høgt", han tager, gjør, sig det bekvemt; Sæt. – I "gaanghøg"?

Høg se Haug; Høgn se Hogn.

Høgd f. Magelighed, Mag; Lempe. Jæd. Dal. Li. Røldal. "Gaa i Høgd´aa", gaa i Mag; Jæd. "Fara i Høgd´æ" og "f. i Høg`do", fare med Lempe = f. høglege. Dal. Røldal. "Dei kjæme fram sum i Høgd`dum fere", Eikin i Li.

høgda v.a. (ar), forhøie; gjøre høiere = hædda, modsat "lægda". Ma. (Grindeim). Rbg. (Aamlid).

Høgdabisn (ii) m. en underlig uerfaren Person fra de øvre Fjeldbygder. Sogn. Se Bisn. Jf. Fjellkop, Haadøl.
høgdaleg(e) adj. og adv. bekvem(t), magelig(t); komfortabel(t); hyggelig(t). Shl. (Fitja). Til Høgd, Mag.

høg-enna adj. høipandet. Hard. (Ulvik). Enne.

Høgerenna f. omtr. = Hyntartaus. Helg. (Vefsn). Besynderligt. Meddelt.

"Høgferd f. Pragt, Luxus". A. Høgfør, Ma. (Otrnes, Hægeland). Især om stor Opvartning for En.

høgferda el. høgføra seg v.n. tee sig yderst fordringsfuldt el. storagtigt; udfolde megen Pomp. Ma. (Aaserall): høgføra s. – høgførast v.n. d. s. Aaserall. Det sjeldne Ords Bøining er usikker; snarest (er, de). Mest brugt er præs. part. høgføranse.

Høgfjellsbrest m. se Fjellbrest.

høgfør adj. 1) hoffærdig, storagtig; pompøs. Rbg. (Evje, Honnes), Ma. (Aaserall, Bjelland, Grindeim), Li. (Kvin, Eikin, Gyland). "Fat(t)ig' o høgføre". 2) magelig, pleiende sin Magelighed? Rbg. (Evje). – Jf. Storferd (-før); storføren adj.

"Høginde n." A. Høyønn (omtr. saa; langt jodholdigt N), bestemt: Høyønde; Ork. (Ork. og Rennbu).

"høgja v.a." A. høje Tel. (Vinje, Raul.).

høgknika adj. med høie Lændeknuder, "Knikar". ØTel. (Tinn, Hovin). høg-nika, VTel. (Laardal).

"høgleg adj." A. Shl. Hard. Røldal. – høglige adv. mageligt, med Lempelighed, "mæ Høgligheit" mæ Høgd. Røldal

Høgleike m. Bekvemhed. Rbg." A. Tel.



høgmilt adj. som malker meget. N- og SGbr.

høgmoda adj. med stort Livsmod. Vald.?

"Høgmæla f." A. Vestfold. "Kaam(m)a oopp i Høgmeela".

høgrausta adj. med høi Reisning "Raust", om Hustag og Møllesten. Ryf. og fl.

høgrista adj. med høi Vrist. Ø stl.

Høgsæt(e)tavla f. udskaaren Tavle paa Væggen bag Høisædet. Vestfold (Hov). Sjelden.

høgvar adj. prippen. Hall. Se haa(g)var(d).

høgvarpa adj. 1) = høgrausta. Ryf. 2) kneisende, stolt. Ryf.

høgvinn adj. let at bruge, bekvem; om Redskab. Tel. "-vind" og "-vinnt".

Høk m. (ar), stærk Bugning eller Krumning nedad fra den vandrette Linje; næsten: Vinkel, Knæk. Tel. (Vinje, Laardal). "De hev sigji nee i ein Høk'e". Jf. Hkja, Høkjel, Hake. Hyk m. omtrent d. s. Til hykja. Tel. – høkutt adj. fuld af Høkar.

"Høkel m. Hase". A. Tel. Høkjødl, Shl. (Etne); Høgjedl, Jæd.; Høkle, Hard. (Kvamm, Ulvik); Hækkel, Helg.; Hykjel, Vestf.; Hykjil, -yl, Tel. Ndm. Strinda, Gbr. Hyk(k)jill og Hik(k)jill (Flk. Heekla), Innh. Namd. Helg. Formerne med y (og i) tilhøre maaske et andet Ord, eller er fremvirkede ved Hyk, hykja, Huk. 2) = "Tjo", paa en Lee. Namd. 3) Læggen el. Benet mellem det virkelige Knæ (Lat. genu) paa Dyrs Bagben og Hasen (Hælen, Lat. calx), især Læggens nedre smalle Del. Strinda. – "Sit' paa Høklom, Hyklaam", sidde paa Hug. Trondh. – Hykjylle(d) m. = Høkel 1). Ndm. Hik(k)jillee, Innh.

"Høkja f. 1) Krog osv." A. Høkje, "Louvhøkje" = Lauvsigd. VTel. (Moland og fl.). 2) en selvgod og kunstlet (peen) Person. Tel. (Bø). – ?høkje v. = hykja seg. Hall.

høkla (øø) v.n. 1) gaa med krogede Knæ og varsomt løftede Fødder. Tel. (Vinje, Kvitseid; til "Høkjel") og fl. hykle d. s. Tel. (Selljor og fl.: "Hykjil, -yl"). 2) løbe anstrængt og med Møie men uden megen Fortgang. Vald. (Ø- og VSlidre). "Han hø(k)la o sprang". "E høkla nokk paa, men dæ vilde kji fljøte noko". 3) tage mat vælent nølende og famlende fat; ikke lægge Kraft i Arbeidet; ikke slippe sig til. Tel. (Vinje). – Høkl m. En lad og kjælen som altid sparer sig. "Han æ ein Høøkl´e, valen i Takji, stænd' o lagar seg". Tel. (Vinje). – høkleleg adj. 1) kroget og vaklende i Knæerne. Sæt. 2) lig en "Høkl". Tel.

Høkle m. se Høkel.

høkulskodd (oo) adj. = høkulskoom. Ndm.: hukulskoodd, Surndal; hookelskoodd, Tingvoll. G. N. ökulskúadr. – "Høk(k)le haakklsko-o, h. haakkl-läisto", Vald. (VSlidre). "Gang' huklskoom" og "hoklskoaam", Trondh.

"høla v.a. smigre osv." A. 2) lokke. Tel. (Mol). "Høle Kyyne mæ Salt". 3) faa En til at føle sig vel, – holde sig rolig, – trives = hylla. Shl. "Høla Smalen".

Høla f. Smiger. Shl. (Etne). "Han teke H.".

høla ut v. se hola. – høle se herda.

Høling m. Beboer af Høl´n i Follo.

"Høna f." A. 2) cunnus. Østl. Og: "Laarhøna" (Øst og Syd); "Knehøna" (Østerd.).

Høn(a) se Hadna. – høne se hyna.

høneblind adj. svagtseende i Mørke. Østl. – hønø(y)gd d. s. Vestfold.

Høneblund m. = Fugleblund. Ma. Rom. Smaal.

Høns n. tosset, naragtig og uopdragen Person. VTel. (Mo, Laardal, Raul. Vinje). Neppe fuldt eet med "Høns", Høne, hvilket hedder Høss i Tel. (Moland). Hønse n. d. s. Dal. – hønse seg v. tee sig som et Høns (som en Høne?). Tel.

hønseleg adj. lig et "Høns"; tosset osv. Tel.

Hønsegras n. Polygonum aviculare. Tel. (Selljor).

høpe adv. temmelig, ikke lidet. Sogn. "Da va høpe teilar idag elde sisst". Se flg.

høpen adj. 1) mærkelig; især: mærkeligt heldig, indtræffende ved et mærkeligt Slumpeheld. Nfj. (Innvik, Stryn). "Dæ va høpe at dæ skulde treffe soläis". 2) betydelig, temmelig stor. Sogn (Vik, Kyrkjebø). "Eit (äit) høpe Stykkje".

Høra, Høri se Hæra, Hære.

hør(g)ja v. Hørjaadaa se hyrgj-.
hørje, hørkje (horje osv.) se korkje.

Hørve n. 1) dobbelt Kjøn; Tvekjønnethed. Helg. (Brønnøy, Bindal). Væsenet siges at "ha Hørvi". 2) Høvre n. Tvetulle. Sogn (Lustr, Hafslo). – Desuden er meddelt følgende lidet bekræftede Ord og Former: hørven og hørv adj. tvekjønnet; Helg. haarven d. s. Senja, Helg. Haarva f. Tvetulle; Senja. Hørv f. d. s. Helg. (Ranen). Tvehaarva f. d. s. Helg. (Vefsn); Høvring m. d. s. Salten. Formerne kunde minde om G. N. horfinn; nogles Lyd om "Hyvre".

Høs n. uren Aandelyd. Ndm. "Eit Høs för (fär) Brøste". – Høsa f. d. s. Ogsaa: Asthma. Sogn. – høsa v. aande tungt, voldsomt og hørligt. Ndm. Sfj. Sogn, Hard. "Han kom høsande", hæseblæsende og stønnende. – Høsing f. det at høsa.

Høse n. 1) et kort og trangt Pas med ikke meget høie Vægge; en Klemme; især en saadan Indsnævring af et Vandløb. Ryf. Shl. YHard. Røldal. "Oppi Høse te Fossn". 2) en Klemme som sættes over noget = Klaambr? Shl.

Høtt m. se Hytt. Høtt' f. se Hætta.

"høtta v.n. gjætte". A. Tel. (Vinje, Mol.). "Høttar du" = seer du, forstaar du! Hard.

høtta v., høta v. se hytta.

høtten adj. flink til at træffe ret. Tel.

Høttevit (i') n. Evne til at træffe det rette, og finde sig til rette. Hard. (Odda, Ullensv.). "Da finnst inkje Høttevit i 'an".

Høv n. 1) Træf = Høve. Agder (Ma. Sæt. Rbg. Ned.). "Eit Hende Høv". "Horvehøv". 2) Passelighed. "Te Høvs" = te Hoovs. Gbr. (Øyer, Vaagaa).

høva v.a. (er, de), bedække. Om Tyr. Nfj. (Stryn). Meddelt. Vel eet med høva A. Jf. G. N. hœfir Springtyr?

høvall adj. 1) forbunden med mange Høv dvs. Træf, Tilfælde, Eventualiteter. Ma. (Bjelland); oftest i n.: høvaalt. 2) sjeldent indtræffende, sjelden. Sæt. Rbg. (Honnes), Li. (Fjotl.). "D'æ høvaalt o treffa slikt" = "d'æ eit Høv". – "Ei Høfte Gaang" en sjelden Gang. Ma. (Otrnes).

høvar, høver høvur se hevr.

høvd adj. beskaffen med Hensyn til Hov. Agder og fl. "Fiint, gott høvd". "botnhøvd, flaahøvd; stauphøvd = bukkhøvd".

"Høve n. 1) Slumpetræf". A. Tel. – "I Høve", og "i Høva" dvs. saa omtrent, næsten; saa at sige. Helg. (Bindal), Namd. (Lekaa). "Dæ lønne sæg itkj i Høve", næsten ikke. "Du veit i Høva itkj ke du gjer, sa Mann´n, Mærree(-a) spænnt'n".

Høveldre n. og v. se Horvelde.

høven adj. flink til at træffe "høva". Tel.

høvja seg v.n. hæve sig. Ryf. Se hevja.

høvleg adj. som kan slumpe til, "høva"; tilfældig. Ma. (Grindeim): høvlig.

?Høvra (y?) f. Skulder. Li. (Hægebostad).

Høvre n. og Høvring m. Tvetulle, se Hørve.

Høvring m. Indvaaner af "Høvaar" eller "Høver", offisielt "Høivaag", Sogn i Ned.

"Høy n." A. Høytt´i, Høet. Sæt. VTel.

høya sege v. blive til Hø; faa Høfarven. "Grase har høya seg". Ryf. Røldal.

høya v.a. anbringe i "Høya". Hall. "Høye Fenadn". Tildels: haie, häie; ØHall. Krødsherad, Snarum. – Høya f." A. Og: Haie, Häie. – Høyegrind f. Grind i en H. Hall. – Høyestad m. Sted for en H. Hall.

Høybjørn m. kroget Opstander i Høslædens Ender til at fæste Reb over, som holder Høet fast. Stjør.: Høybjynn.

Høybrot (o') n. 1) = Høybrut. Sogn; Vald. (ø). 2) = Høystaal. Hard.

høybærleg? adj. statelig, ypperlig; omtr. = grum, gild. SGbr. (Øyer, Gausdal). Lidet brugt. "Dæ va inte saa høybærle Stæill dær". "En høybærle Kar". Meddelt.

Høydokka f. = Høyvisk. ISogn.

Høydylla f. liden Høbyrde. Voss: "-dydla".

Høyfilla f. Flage af sammenklemt el. sammengjæret Hø. Rog.: "fidla".

høygjen? adj. løftet, buet, høidannet? Hørt kun i en Gaade om Regnbuen: "Høgt aa høyje, krookaatt aa bøyje, osv." Ndm. Til Høygje, Haug?

Høygolv n. Rum i Laden for Hø. Se Golv. Rom. Odal: Heigaalv (ö).

Høyhjelm m. se Hjelm. Jæd.: "-Kjelm".

Høy-hulu f. Hølade. Ork. Se Høyløda A.

Høyknuv (uu) m. steilsidet Levning af Hømassen i Laden. Helg. Se Knuv.

Høyløda f. Høindbjergning, se Løda. ISogn: Høyløa (og -lya?).

Høyløduskjæle n. et Skur som ligger op til en Hølade. STrondh.: Hølu-skjæle, Rennbu; Hulu-, Ork.

Høymeis f. Vidjefletning, hvori Hestefoder medføres. Smaal. Og: "-meise" f.

Høymøl n. = Høymod. Vestfold (Lier).

høyna se hyna.

"Høyskjaa m." A. Ndm. Tel.

Høyr, se Hyr (og Heim).

"høyra v." A. Imperf.: haurte og haure; Particip: haurd og haurt. Dal. VAgder. Hedder: haura (ar); Shl. (Stord og fl.).

høyrig adj. flink til at høre; opmærksom og rask til at opfatte; f. Eks. om Skolebørn. Sæt.

Høy-rætor f. plur. vragede Hølevninger. Tel.

Høyrn f. Hørelse. Sogn. G. N. heyrn.

Høyse n. noget stort og uformeligt; omtr. = Bøyse. Tel. (Vinje). Jf. Hysja.

høyse, Høyse f. se ausa. Smaal.

Høyskagge m. = Høyknuv. Hard.

Høyskakk m. Høstabel levnet i Laden. Senja. Se Skakk.

Høystrigla f. enligt staaende Græsstraa. Tel. (Tinn, Selljor og fl.): -strigle, -strygle, -stregle.
Høytak n. Høhøstning; Ret til at høste, tage, Hø ensteds; Sted hvor Hø høstes, tages. Berg. Ligesaa: Lauvtak, Moldtak osv.

Høytong f. kløftet Stang, som lægges over Hølæsset. Ndm. Jæd. VAgder.

høytuva f. = Saata. Innh.: Høytuuv.

Høyvalle m. = Vondul. Trondh. Se Valle.

Høyvedrskrokar m. plur. krøllede Smaaskyer som bebude tørt og luftigt Veir. Rbg. (Aamlid): Høyveirskroukar.
I (i).
"I, Lyd. 2) den lukte (ii)". A. Denne Lyd vil mange Steder faa en mere neutral Ansats, saa den blir diftongiserende, henad mod ei og ei. Sfj. (Førde), Sogn, Voss (lidet), Hard. Dal. VAgder (lidt i de øverste Bygder), Nedre Sæt. VNed. IRbg. SVTel. (Moland). Udtales ei i Øvre Sæt., hvor G. N. (Isl.) ei udtales ai og ae, f. Eks. Leiv n. dvs. G. N. líf; Laiv´e m. dvs. G. N. leifr. Ii gaar over til ei foran M og N i VAgders midtre og øvre Bygder; saaledes: Teina f. dvs. Italiensk tina ("Nisteteina"), Lein dvs. G. N. lín, Reim dvs. G. N. hrím, Teime dvs. G. N. tími (paa de fleste Steder omtrent samme Lyd som i "beit" af bita); men: Aale-taena, Staen, Raem, Aem (og: -täena, -tæena), se ei.

"i, præp. i". A. Udtales, naar det er betonet, ei (ei), Øvre Sæt. og fl.; naar det er ubetonet, i', ee, Øvre Sæt. Ndm. STrondh. og fl. "Eedag, eehop, eehæl, ee-aavælt". Se foreg. "2) i Berørelse med". A. "Dæ va so vitt e snart inni-i dæ". "E sloo me so ilt i dessa Stäini" (mod, paa). Sogn (Borgund). – Adv- stærkt betonet: "D'æ kje meir i vaaga", den Smule kan man sagtens vove; Ryf. – Før(r) i Vej´n (Vei´n)" = i Forveien; "ett' i Vei´n"; bagefter. Ma.

"i pron. I". A. I Akkus.-Dativ og Genetiv: eer, eers, Rom. (Nes og fl.). – i v. se y.

i adv. og conj. 1) altid, overhovedet = Dansk i (i-hvad dvs. hvad saa end), Svensk e (e-hvad). G. N. ei, ey, æ, altid. Nhl. Nordl. Maaske kun i Forbindelsen: "i kor so(m) er", i-hvordan det saa monne være, i ethvert Fald. (Jf. a adv.). 2) sagtens; fuldt ud; ogsaa: lidt over Maalet. Sogn, Nhl. Voss, Hard. Røldal. "Han æ i so stoor´e dan dar, so hann", fuldt saa stor, vel saa stor. "Da va i so mykje", vel saa meget, snarere mere. "Du sloo i so hart", vel haardt. "Desse Stevlane va i so smaae", snarest for smaa. Sv. Diall. e, i, omtr. d. s. 3) i-i, ved compar.: jo#-jo, jo#-des. Nhl. (Eks.), Agder (Li. Ma. Ned. Rbg.). "I meir dei he(ve), i meir vil dei ha". "I meir han skreig, i gla'are blei heu". Ogsaa: i-te. Li. og fl. "I meir eg traava, te vørr dæ blei". 4) foran Adjektiv staar et stærkt og som et eget Ord betonet ii (ei) med forstærkende Virkning. Agder (Kvin, Fjotl. Ma.; Evje?). "Han va saa ii fjaag´e", meget lys og livlig; "ii huga", meget lysten, meget ivrig for. Altsaa forskjelligt fra Anvendelsen af præp. i: "iblaa, imogen". Ligner "i-lengjast". Kunde maaske være et id som i G. N. idlíka aldeles lig, idgnógr særdeles rigelig. Samme Bet. og Betoning har dog "inn": "inn fjaag"; Agder.

ibben adj. vranten, bister = ybben. Tel. (Bø).

Ibera (e') f. Islæt = Vest. SHelg. Ibær m. (?n.?) d. s. Senja. Sv. Diall.: ibäre. Iblaaster m. Modblæst". A. Ndm.

ibogen (o') adj. jævnt bøiet, med jævn Krumning over det hele. Tel. (Kvitseid, Raul. Vinje). "Stokkjn æ ibogjen". "Han stoo so ibogjen". ibugjen (u'), d. s. Tel. Jf. sambugen.

Ibraut f. den Beskaffenhed ved Sneskorpen, "Skaren", at den bærer en Mand, men dog paa Overfladen brister under Foden. Hall. (Aal). Meddelt. Og: Ibrot.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   79   80   81   82   83   84   85   86   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə