A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə85/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   81   82   83   84   85   86   87   88   ...   219

illviskjen (ii) adj. 1) vredt og tvært afvisende; utjenstvillig. Ryf. (Hjelmeland, Suldal, Saua). Jf. godviskjen. 2) = illvisen. Ryf. Røldal.

illvisteleg adj. = illveseleg. Helg. (Alstahaug, Brønnøy). "Illveestele Veer; d'æ illveestele aa vara ute". Hører maaske, med de flgg., til Vist f. Væren.

illvisten adj. gnaven; bidsk. Stjør.: iilveestin.

illvistug adj. 1) skadelysten, ondskabsfuld. Selbu. 2) = illveseleg. Selbu.
illvond (oo) adj. meget ond; meget slem. Stjør. "De gjoor' saa iilvoont".

illværug adj. urolig = uvær(ug). Uvist hvor.

illyrk, illørk adj. = illvyrken. Gbr. (Øyer).

Iloga (o') f. 1, a) hvad der lægges i noget = Ilag. Shl.; Tel. (Selljor). "Du steller deg mæ stoor Ilogu i Skreppa di"; Tel. Særlig: b) et kort Gjerde som anbringes tvers over en Kløft, et Gab eller et Pas. ISogn, Shl. Hard.

Iloga (o') f. 2, Opbrusning; Røre; Oprør; Dal. (Hæskestad). Meddelt. "Dei laag i ei Iloga". "Han sette heila Høuse i ei Iloga". "Dør blei Iloga!" Eet med foreg., eller snarere til flgg.?

iloga (o') v.n. blusse, være i Lue; om Søen som lyser af Morild. Nhl. Hard. Sogn. "Sjo´n stoo aa iloga". "Da iloga i Sjo´n". – Ogsaa: "Sjo´n stoo i eitt Ilogande" n., i een Brand. SBerg.

"iloga (o') adj. brændende". A. Tel. (Selljor), SætV. Og: ilogande. Tel. Sæt. "I. Ellesnaart".

Ilogande (o') n. Brand, se iloga v.

"ilt adv. "iltende"". A. Sfj. Nfj. Hall. "Illt ænde meg, vart eg kje fælten!" Sfj.

ilæ v.n. lee inderligt og vedholdende. Ma. (Finnsl.). Oftest: ii ; se i. – ilæande adj. munter, leende; lattermild. Sæt. Tel.

iløgd adj. 1) lattertrængt; udsat for Eksplosion af indre Latter. SætB. 2) lattermild, nem til at lee. SætB.

iløgjen adj. = iløgd. SætB. og V.; Ma.: tildels: iløyen.

iløken adj. indtagen (i); stærkt, men stille, optagen (af); stærkt interesseret (i); hængende ved f. Eks. en Talers Mund. Rbg. (Evje, Ivel.), Ma. (Bjell. Grindeim, Hægel. Øyslebø): "iløkjen, iløjen" og "iløgen" (Øyslebø; sammesteds "søga" dvs. søkja, "røyga" dvs. røykja; men "løyen" dvs. løgjen, løierlig). "Han va so iløkjen i henne". Jf. løken (kjælen efter sin Moder; Løk, G. N. løkr, Navlestreng).

Im (ii) n. 1) en svag Antydning paa en Overflade af noget: en Glimten, en liden Bevægelse (Krusning), en ubestemt Farvning. Sogn (Lustr, Aurland, Leikang). "Eg saog äit eIm 'tao Sildi". "Eg saog berre äit eI´m 'tao Vindn". 2) et tyndt Belæg af noget tørt, som: Støv, Mel, Sod. Shl. Hard. G. N. ím Støvlag. Jf. ima v., Im m., Ima f., Eim, eima.

"im (ii) m." A. 2) svag Lysning, som af en fjern Brand. Østerd.

ima (ii) v.n. (ar), 3, 1) give en svag Antydning, "Iim", af noget; kruse sig, om Vand. Sogn (Aurland). "Eg saog da eima tao Sildakneutn". "Da eima berre 'tao Vindn". 2) ulme i Gløder. Helg. (Brønnøy). 3) brænde i Grydesod? Ma. (Finnsl.): eima (som "Reim" dvs. Riim). Dette hedder ellers i Øvre Agder "reima" dvs. (h)riima. Sammesteds lyder eima (dampe): aema, äema, æema. 4) danne et tyndt Iislag, en Iishinde. Salten, Beiarn. "Da ha iima aavr Vatne". Se A. 5) "iime tee" overdrages med et tyndt Skydække, "Ima". Nfj. (Davik og fl.). 6) udstraale Varme, varme. Ndm. Fosn, Helg. (Tjøtta). "De iima 'taa Omn´a"; Ndm. "Da iima a Bakkjen"; Tjøtta. "Da iima oom Øyraan". 7) om strømmende Fornemmelser af Smerte – Gigt, Kuldegysninger og dl. = eima. Hall. (Gol). "Dæ iima saa uut i (nee aavr) Armadn". 8) om fint Drys af Vand. Helg. ima (ii) 1, 2, 3, staa hverandre meget nær, om de ikke netop i alle Bett. er eet Ord, idet Afledningsveiene tør være deelvis forskjellige. Jf. iima (A.), Iima, Iim, ima (i'), iimen. – "ima (ii) v. dampe". A. Ork. Røros, Fosn.

ima (i') v.n. 1) varme, udstraale Varme = iima 6). I de lidt usikre Former: yma, Ndm. (Frei og fl.: "de yma 'taa Omna"), eema, Ndm. (Surndal), Fosn? æm(a)? Ork. Utvivlsomme er: ama, Namd.; aamaa, Innh. Se ama; A. 2) aamaa og aamaas (taa Dag), grye = iima (Sogn). Innh.

Ima (ii) f. = imutt (Sogn) Geit. Sogn.

ima (ii) v.n. 4, (ar, a og te) anstrænge sig (stride) med noget? arbeide haardt med Forestillinger el. Overtalelser; mane gjentagende. VAgder (Bjelland, Fjotl.): eima; se ima 3, 3). Sjelden: iima, NFjotland (som "Riim"). "Eg eimte 'an saa længje tee eg fekk 'an te gjera dæ". "Dæ kann alle jälpa (jælpa) o eima læng´a (dvs. lengr) meg", det kan aldrig. "Han gjæng o eima o eikla heile Kvell´n". Jf. imstra, G. N. íma og ímun Strid; Imi og Ímarr, Jættenavne.

imast (ii) v.n. (ast), 1) arbeide med; have vedholdende mellem Hænderne; sysle med. Ma. (Otrnes): iimest (og ast?). 2) gjøre stærke Forestillinger, mane = iima; næsten: kjævles. Ma. (Bjell.) "Ko kann dæ jälpa o eikla o eimast mæ Bodn´an". Se foreg.

Imat m. = Innmat. Rbg.

imble, imle (eimble), se himla.

Imbreferd f. omstreifende Følge af kvindelige Vætter, "Haugefolk", som færdes i "Imbreviku". Vald. (Svennes): Immrfæree. Vætterne kaldes: Imrekølludn f. pl. defin. af Kolla, Vald. (Aurdal); ogsaa: Imbridn f. pl. defin. Vald. (Slidre). – Imbrefrost n. Frost i Imbreviku. Vald. – Imrur f. pl. Den ældre Slægt takkede hverandre for "gooe Imrur", naar de mødtes i Julen. Tel. (Laardal).

Ime (ii) f. (og n.) for Gima. Selbu, NØsterd.

"imen adj. bister". A. Fosn. Se eimen.

imen (ii) adj. disig, især af Solrøg. Ikke = himen. Sogn, Nhl. Shl. Hard. Ryf. "Iime aa mooette Veer". Til Ima A. G. N. ím.

imise v. vekselbruge (Jorden). Sæt. Se ymsa.
imjuk adj. noget myg. Tel. (Vinje, Selljor).

"impa v.a. (ar) oprippe osv." A. 2) "eempe ein", sitere Ens Ord = herma. Tel. (Laardal, Raul.). "impe de ti äin", sitere En, Sæt. 3) ”impe paa noko”, gjentage famlende og ligesom øvende sig, for andre eller, som oftest, for sig selv. Tel. Sæt.

impla v.n. og a. 1) oprippe = impa. SætV. Tel. (Treungen). 2) "imple upp-te", sitere = herma, impa. SætB. 3) "imple etti" = emna etter. Sæt.

impra v. "ympre paa", hentyde paa, berøre, "slaa paa". Nfj. (Stryn). Isl. ympra á d. s. Se flg.

imprast v. "imprast attpaa" = eimast dvs. ligne, slægte paa; gjenkalde i Mindet. Nfj. Sdm. (Borgund). "Dæ imprast attpaa dæ gamle". Se eima, impa, himpra, hvilket sidste tør være samme Ord med et forbedrende H; se H.

imresøt adj. kvalmt sød; om f. Eks. Øl-urt. Tel. (Laardal, Skafsaa, Mo). Ikke meget brugt. Jf. eimen, æmen. Ogsaa mimresøt.

Ims f. Tagskjæg = Ufs, m. Sogn (Aurl.). – Imsadrope (o') m. = Ufsedrope.

imska v.a. (ar), behandle noget med pludselige Ryk eller Kast til Siderne eller frem og tilbage; rykke. Vald. (Slidre, Vang). "Imske Hæstn sin", rykke Hesten med Tøilerne frem og tilbage. "Imske se", kaste eller rykke paa sig i Vrede, Vrantenhed eller Utaalmodighed.

imsken adj. tilbøielig til at "i. seg"; vranten; lunet. Vald. Jf. imsa, ymsa.

imsna v.a. og n. ombytte, bytte, skifte; for ymsna. Tel. (Moland): "eemsne Sko".

imstra v.n. 1) have stor Møie med, tumle med = iima 4, tevla. Li. (Eikin). "Me eimstra mæ Høye". Som "eimis" for iimis, ýmiss. Og Vokalen forlænget foran str, som saa ofte i Agder (Fiistr, Fluustra osv.). 2) øve sig paa noget, gjentage for sig selv = impa paa. VTel.: imstre (hos de Yngre paa nogle Steder) og oftere eemstre og ømstre. "Han gjekk o eemstra paa ei Viise, ein Tooni". 3) gjøre Antydninger i Talen; forsøge at komme ind paa, streife ind paa = eva paa, tala innpaa, sviva innpaa. VTel. "Du sill' ikkji eemstre paa de, naar du ikkji vi gjera de ut".

imoti præp. hen imod; om Tid. Vestfold, Ringerike. "Imooti Juul".

"Inder f. Indvolde". A. Hall. (Gol). Indra f. pl. ISogn, Hall. (Gol).

"ingen pron." A. Fem.: ingjo Tel. Sæt. Shl. Neutrum: ikkji VTel. (Mol. og fl.). "Eg var der o ikkji fekk", og fik intet. Især i "oom (uutoom) ikkje" dvs. forgjæves, spildt, ophævet; V- og ØTel. "Gjøra oom inte", ophæve; Østl. "Uuti inte (eente)" d. s. Vestfold, Smaal. Rom. "Te inkjes vetta", Romsd.

"ingileid adv." A. ingjæleis, VAgder; ingjaleis, VAgder (Kvin); ingeles, Røros. "Han va ingjaleis i Laje" = var reint i Ulag. 2) adj. yderst ubetydelig = usynleg. Ma.

ingsa seg v. (er, te) gnide sig opad noget; stryge sig. Om Kat og Hund i Kjælenskab, og om brunstige Dyr. Og: hingsa, bespringe. Ma. – ink adj. se idkug.

Inkjefolk: Ikke-Folk. "D'æ voorsaa Inkjefolk", det er udenfor Folkeskikken, gjort som af Ikkefolk (Fæ, Bytingar, Haugafolk, osv.). Jæd. (Haa).

Inkjeskrøtur n. elendigt Kreatur. Ndm. Romsd.

Inkjesting n. en Stymper. Ndm.

inkjevettaskleg adj. stymperagtig. Tel. (Kvits.).

"inn adv. ind". A. I Sammenstilling (og Sammensætn.) med Adjektiver forstærker det i V- og ØAgder, som i Dansk Talesprog; = inderlege. "Inn go(d); inn nauten; inn stygg, vond, væn; inn solten"; sjeldnere "innvond". Mindre brugt andre Steder f. Eks. "innherveleg", Hard. Paa samme Maade bruges innande, Sogn, Voss ("iinande"), Ma. ("innane"). "Innande harm´e, fortrædig´e, væn´e". "Fan´n innande ta da!" – "Koma seg inn hjaa ein", komme i Gunst hos. Gbr. Sdm. og m. fl.

inna v. a. = indra (ein Saum). Sogn.

"innan adv. indenfra". A. innan og innaan VAgder, især i Sammensætt. "innaante".

innan-aa præp. tæt op til den indre Side af noget, lige indenfor. Tel. (Rauland, Vinje; her maaske ogsaa "innandaa"); Li. (Eikin): innaanaa. Jf. utan-aa, nedan-aa osv. innanpaa Østl. – innande, se inn.

innanskog adv. paa den indre Side af Skoven; maaske ogsaa: inde i Skoven. Sogn: inna(o)skogjes. Ogsaa: innskjøges, se d.

innanvendes adv. = innvendes. Hall. "Innavændes i Huuso".

innanvert adv. indvendig, indentil. Tel. (Fladdal, Sellj.). "Innavert paa Ougaee", paa den indre Side af Øielaaget. G. N. innanverdr, adj. indvendig. Ligesaa: nedanvert, ovanv., nordanv. og fl.

Innanvind m. Vind fra Land. Sogn: Innao-.

"innar adv." A. innaar, VAgder.

innaat præp. og adv., a) tæt ind til = attaat. b) helt ind paa (til), i Berørelse med. Vestfold, Sæt. Tel. "Han kom inn`-at(t) 'n me Ølbaagan", Vestfold. "Likne innat" v. n. have Lighed med = liknast paa; Sæt. VTel. "Likne äi Jænte innat äen Bloum´e", ligne en J. ved en Blomst.

innbaka v.a. indgnide under Hede.

innballa adj. (part.) indsvøbt. Innballing f.

innbeitt adv. (og adj.). Kun hørt i: "innbeitt fuul", gjennem-listig. Hall. Maaske: indbeitset; se beita; jf. innbarka.

innbudd part. indpakket. Vald. (Aurdal).

Innbære n. Indbæren, Indhøstning; det
indhøstede, Høst. Hall: "D'æ neea Veg´n e har mitt meste Inn`bære 'taa Foor". Meddelt.

Inndraatt m. "D'ær Inn`draatt paa dænna Sle'an", Skaglerne er fastgjorte paa den indre Side af Mederne; modsat Utdraatt. Oslo. – Inndraatt-drag n. Trækketøi fastgjort til den indre Side af Mederne. – Inndraatt-slede m. Oslo: "-Sle'a".

innebugga adj. vel forsynet. Tel. Se Bugge.

innefjara adj. se fjøra (fjara). Sæt.

innefoga (oo) adj. svært indpakket; indbyltet. Tel. Ogsaa: innfooga, Tel.

Innegjenta f. Stuepige. Hall.

innehanda. 1) "D'æ idnehanda, da", det er rimeligt nok, vel muligt. Shl. (Stord). idnehaanda, Shl. (Fitja). 2) Da ska væ(ra) deko innehanda!" vel undt. Hard.

Innehang m. megen Befatning (med); nær Forstaaelse. Hall. "Ho hadde I. mæ Præstee". Jf. hanga i. – Innehanke m. d. s. men kun om illegitim Forstaaelse. Hall. Jf. hanka.

innekjurd adj. vel forvaret. Agder. Se hyrda.

Innekvern f. 1) Haandkværn inde i Huset. Ryf. Rbg. Ma. 2) En som snakker uafladeligt og eenstonigt surrende eller knurrende. Hall. Agder og fl.

innekvælt adj. indesluttet, om Landskab og Luft; skummel; kvalm = kvævd. Ma. Se kvæla, kvælsleg. – inneholvt d. s. Hard.

innekvævd adj. = innekvælt, kvævd. Dal.

innemugga adj. vel forsynet, især med Penge paa Kistebunden. Sæt. Se mugga.

innesitjande adj. innesiddende. Innesitjing f.

innesnara adj. omslynget; indesnøret; ufri. SætB. Til snara dvs. snøre, vikle.

"Innestoda (o') f." A. Innestøa, Dal.

inn(e)tenkt adj. med Tanker som man beholder for sig; forbeholden. Sfj.: inn`tænkt.

innfeit adj." A. 2) slu, listig; ogsaa = foreg. Berg. Helg. "fuul aa innfeit", NGbr. Ogsaa: "inn`fuul aa feit". Nordl.

Innfeita f. indre Fedt. Sogn, Nfj.

Innfite (i') m. = Innfeita. Nfj.; Østl.: -feeta.

innfunta adj. = innefoga. Smaal. Rom.

Innfyr(d)ing (y') En fra Egnens indre Fjordbygder. Sogn. Formen usikker; jf. Øydfyr(d)ing. "Inn`fjøring", Sogn (lustr). G. N. firdingr.

inngjengjen adj. som har trængt held ind i noget; øvet og forfaren i; inde i. SætB.

Inngjerding f. Indhegning. Hall. og fl.

Inn`hakk n. Hak; Inhug.

inn`hali(g) adj. yderst egennyttig; vindesyg. Ma. (Halsaa, Holum). Dunkelt.

innhallt adv. og præp. med Dativ: paa den indre Side af; indenfor. Romsd. Ndm. Namd. Innh. Strinda. "Inn`hallt 'taa (el. för) Skjera, Fjøsa, Gaar(d)a". Ogsaa: "innhallt Skjera". Og: "innhalls för Skjera". Jf. uthallt. G. N. innhallt, paa den Side som vender indad.

innhervelegt adv. grovelig, voldsomt = illhervelege. Hard. (Odda, Røldal). "Han skreik, spraang, so innherveligt"; Røldal.

innholen ad. = innhol. NGbr.; Ndm.: innhoolin. – innhola (o') d. s. Hall. (ø, aa).

inn`i præp. a) inde i; b) ind i.

inni-komen adj. kommen i Vane med. Østl.

innkasta adj. indkastet; inadknust ved Kast.

innkjend adj. om svag Vind som "kjenne innle" dvs. som føles som kommende fra den indre Side af S, omtrent SSO. Helg.: "innkjænnt".

innkropen (o') adj. snedig. Shl. "i. aa fuul".

innkvolven adj. indbuet, konkav. Ndm.

Innlegd f. et indlagt Stykke Udmark = Innlegg (A. Tel.). Nfj. (Davik).

Innloga (o') f. = Innlegd. Sfj.

Innlota? f. 1) det som lægges ind i, Ilæg; f. Eks. Læderfyld mellem Saaler. Vestfold (Sandsvær, Hov): Innlootoo. 2) det som fylder et Hylle: Indvolde, Frø i en Frøbælg, Krumme i Brød og dl. Ringerike (Krødsherad): "Innlootoo".

innlykt adj. indesluttet. Tel. Li. Se lykkja.

innmari adv. inderlig; i høi Grad = merglege. Vestfold og fl. Ikke meget udbredt og brugt. "Dæ gjør saa innmari voont". "Innmari fuul" = innful. – "innmarisk adj." A. Modum. innmalisk d. s. Land.

"Innmete m. Indmad". A. Nfj.

innmordalege adv. overmaade; inderlig. Shl. (Fitja). Maaske til Mord dvs. Kraft. innmørale d. s. Hard. "Da gjere so i illt". "Han ba so i. fy seg". innmørtale d. s. Nfj. innmertale d. s. Sogn (Hafslo).

innmota (o') f. 1) = Innmat. Rom. Totn og SGbr.: Innmootu, -oo. 2) = Innlota. Rom. Endog om Torn i et Spænde. Vald.: Innmøto.

inn`paa præp. og adv. a) inde paa; b) ind paa; i Berøring med. "Væra inn`paa", være næsten blottet for. Østl. "Han ær'nte innpaa", staar ikke fast (for Svar).

innplektu adj. tvær, se illpligtig.

innreida v.a. (er, dde) indrede. Hall. Nfj. og fl.

Innreiding f. Indredning. Udbredt.

Innreidna(d) m. Indredning. Hall.

innrymast v.n. (est, dest, st), miste Omraade (Rum); indskrænkes. Gbr. (Sel): "Drikk´n innrymmest", Drikfældigheden osv.

"innrøn adj." A. Romsd. Fosn. innrønen d. s. Nordl. Ndm. innrønt d. s. Ndm.

Innrøning m. el. Innrønsvind = innrøn Vind. Helg.

Innset n. Indsætten, Indsæt; særlig: Fæets i Stald om Høsten. "Ha ei Ku paa Innset", ha en Andens Ko indsat paa sin Stald til Fodring for længere Tid; Innsetku f. Ndm.

Innsetna(d) m. = Innset, af Fæet. Sogn.

innskjøges adv. indenfor Skoven. Kun: indenfor Midtskoven i Hafslo Præstegjeld i Sogn, hvilken skiller Innskjøgedn, plur. defin.,
Befolkningen indenfor, fra Utskjøgedn, den nærmere Hovedfjorden. Sogn (Hafslo, Lustr). Besynderlige Former.

innsvikt (ii) adj. narret ind, lokket ind; om "Bjerg-" og "Haug-tekne". Modum.

inntil præp. og adv. ind til, hen til Siden af. Østl. "Sætt de(i) inn`tee Boole". "Je(i) kann inte kom(m)a inn`tee".

Inntoka (o') f. Indtægt. Hall. (Nes): Inntuku. Som "Purketuku" for -toka (Sogn). Se Toka dvs. Tagen A.

[Inntur. Tur indad, f. Eks. Fjorden.

Inntrod (oo) enslags Tagfjæl. STrondh.

inn-um præp. og adv. om et kort Besøg i Forbifarten. "Fara i.; svitta i.". "Du maa sjaa inn`um oss". Jf. fram-um".

innvallhaka v.a. prygle grundigt. Innvallhaking f. Prygl. Shl. og fl. Klinger som nylavet Spøgord eller som en Omdannelse af noget fremmed.

innved præp. = innmed. Østl.: inn`vee.

"Innvid m." A. Fartøiets Skelet. Hard. Innvidband n. Spant i Fartøi. Nordl.: Innveebann.

innvilja v.a. have imod En som man mistænker. Hard. (Ulvik). M. Schnabel: "idlvilja", d. s.

"innværtes", A. Østl. (Totn, Dramn).

Innøyra n. Nyre. Helg. (Brønnøy).

Instr n. Ister. Li. (Lyngdal, Vanse).

intaleg adj. og adv. inderlig; ægte; særdeles, aldeles. Sogn. "D'æ pøure intale Lygn"; "intale gott; intale gou Mat". Jf. eitaleg.

"ira v.n. 1) angre". A. Ma. Vald. Gbr. "2) grue for". A. Tel. 3) grunde (paa); spekulere. Hard. (Kvamm). "Da æ da eg he ira pao so længje, men eg skyna da inkje". – "irast v.n." A. 2) krympe sig, grue for = ira. Sogn og fl. ire seg d. s. Tel.

Irek (e') n. Snævring i en Kløft eller et Vandløb, i hvilken en indkommen Ting let blir siddende fast. Saaledes om et Pas, hvori Hest med Kløv staar fast; om et Sted i Aa, hvor Tømmer driver sig fast. Sogn, Voss. Til reka.

irende adv. = ørende. NØsterd. (Tolgen). "i. liten, i. grann". – irrande d. s. Sogn. "irrønde l." d. s. Vald. (Vang). Se er-.

Iring f. Kvide, Sjælslidelse, især Samvittighedsnag. Ma. "Han gjæng i Iringa".

irka se eirka. Irr = Eir; Østl.

irla v.n. risle. Li. (Kvin). "Dæ irla i Bekkjn". – Irl m. Rislen. "Eg høyre ein Irl unne meg".

irra v.a. tirre = hirra. Tel. Sæt. Ned.

irund adj. rundagtig; elliptisk el. oval, som Gjennemsnittet af et Knivsskaft. Tel. Sæt.

"isa v.n. (ar)". A. 3) "dæ iise", der falder Isslag, "Ising". Nordl.

isa (ii) v.n. (er, te), krympe sig = kvida. Shl. (Fitja, Stord). "Eg iise mæ da".

[Isbein (ii) n. Isbeen, Os pubis, hos Dyr. Hall. (Nes). Niisbein, d. s. Ndm. Holl. ischbeen.

Isbrote (o') m. sammenstuvet og paa el. mod Strand opklemt Iismasse. VAgder.

Isbru f. udoverragende Iskant; se Bru. Ring. Østerd.

"Isbrune m." A. Iisbraanaa, Totn, Ring.

Isdangle m. Istap. Rom.

Isdrep (e') n. Iisbrand. Voss, Nhl.

Isdrepa (e') f. Iisødelægger, Redskab til at bryde Isen; særlig: en Bjælke el. Stang, som sættes ud fra en Brygge for at bryde Isens Magt. Hard. Voss, Nhl. "Öustaovindn æ äi eIsdrepa". – ise se idast.

Isfor (o') f. = Isferd; baade ved Tøning, og ved Frysning før Is-laget blir sammenhængende. Ork. Gul. Ndm. Hall.

isfos (oo) adj. = isnæm. Østerd. Se fus.

Isgrop (o') n. smaa Iisklumper. Ryf.

Isilja f. den krøllede Sædpose i Fiske af Torskeslægten, Gadus, = Krøll (Krull). Hard. Iseljaa f. d. s. Ndm. ("i Modd, Hyys' aa Sæe"). Iselje m. d. s. Ndm. – Iseljefisk m. Sædfisk af Torskeslægten.

Ising m. Isslag dvs. koldt Regn som blir til Iis i det Øieblik det berører noget fast = Jak, Joklefall, Vidaris. Sfj. Dal. (Eikersund), Nordl. Isung m. d. s. Sogn (Aurland; Lærdal, næsten: "Iisaangg"). Maaske ogsaa om tynd Isskorpe overhovedet. Sogn.

Is-jadar m. Rand af Iis. Smaal.: -jare.

I-skaute m. noget som kommes op i for at forøge Massen; Tilsætning; f. Eks. Mel paa Suppe. Helg. (Bindal, Brønnøy). Se Skaute.

Is-kjakl, -kjukl, -kjukling se Jøkul.

"Islega (e') f." A. 2) Isbelæg. Helg. YNamd. Hedder Iislogo, -lugu, lo-o, -lu-u, INamd. og Trondh. "Dæ va trollaat te Iislugu i Vintr".

"Isløysing f." A. Iisbrud, overh. Østl.

Ismel (e') m. = Isbrote; i Elv. Ndm.

i-smurd adj. ophedet saa stærkt at Fedt sveder ud og danner Smørelse. Hall.

Is-mylna f. Mølle som i vandknap Vintertid anbringes paa Iisen under Vandfald i stort Vandløb. Hall.: Iismølne.

I-spøna f. 1) liden Flis som under Kløvning gaar skjævt ind i Træet. SætB. Tel. 2) Hul efter afreven Flis, især Hudflis ved Negl. Tel. Til Spøna, Spon.

Is-reid f. Rad af glidende Ismasser. Ma. Til Reid f., Følge.

Iss se Eiss. – "issa interj." A. ish! Østl.

Is-skjold m. Iiskaabe omkring frosne Ting (Stene, Æbler osv.) som har skudt Iis. Tel.

Isskraa f. tynd Plade af Iis, hvorunder Vandet er gledet bort. Sæt. -skraan.

Isskrov (o') n. = Skrovis. Romsd.

Isskruvl (u') n. = Skrovis. Ryf.

Issor m. en Grød af Sne eller (og) Iis-gruss i Vand. Ndm.: Iis-saarr.

isstøkkja v.a. (er, te), lade skyde Iis. Gbr.
Isstøling m. stor mager Sø-ørret, som er bleven Vinteren over staaende under Ferskvandsisen. Romsd.? Jf. Glipaure; Einstøling = -stø(d)ing.

issvellt adj. dækket med "Issvull". Nhl.

Issvull m. ujævnt Iislag, "Svell", paa Marken. Totn.

Issurpa f. Brokker af Iis i Vand.

istad adv. 1) nylig, nu nys. Alm. Mest: "ista'". Ogsaa: i`sta, Nfj. og fl. 2) afsted. Nfj. "Eg maa vel saate meg i`sta".

Iste m. Raamælk. Se Yste. Hard.

Istemjælk, Raamælk, se Yste. Hard. Voss.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   81   82   83   84   85   86   87   88   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə