A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


"Kaldvesl n." A. Meddal. Kallvehl



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə89/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   85   86   87   88   89   90   91   92   ...   219

"Kaldvesl n." A. Meddal. Kallvehl f. (Fl. -i), N- og STrondh. Kallvelt(e) f. Selbu.

Kaldvætespring v. = Kaldspyta. Tel. (Mol.).

Kaldyl (y') m. 1) = Kaldrøyk; ogsaa: kold Fugtighed i Jorden, især af Undergrundsvand. Jæd. Ryf. Røldal. 2) kjølig Damp el. Luft fra Vædsker som kuldslaaes; den Kulde i slige Vædsker, som maa bort før de kan drikkes. Sogn, Hard. Shl. Rog. Sæt. "Du maa kje drikka Øle, fyr(r) Kaldyln æ
oor". Begge Bett. har ogsaa: Kaldul m. Sogn; Kalløyl? m. Ryf. jf. Kaldøyra, Kallooe m. Li.; Kalløe? m. Ryf.; Kalløgn? f. Ryf.

"Kaldyrja f." A. Shl. Salten, Senja.

Kaldøe, -øgn, -øyl, se Kaldyl.

Kaldøyra f. 1) = Kaldyl 1). Shl. Ryf. "Du maa kje saa før(r) Kaldøyro æ oor Jooro". 2) = Kaldyl 2). Ryf. (Hjelmeland). – kaldøyrejord f., kaldøyreflekk m. i Ageren; Kaldøyreplass m. Shl. Ryf.

kaldøyren adj. om Jordsmon som lider af Kaldøyra. Ryf. (Vikadal og fl.). "Her æ kalløyre og vaatlendt". – kaldøyrt adj. d. s. Shl. Ryf. "Heile Gar´n æ kaldøyrt".

Kale m. 1) Gjæring, sur eller halvraadden Tilstand af Vedet i et Træ; se Kal. Ndm. (Tingvoll). – 2) Iise i Træets Ved. Innh.: "Käli". Saaledes meddelt Maaske eg. eet med Kal(d)e dvs. Kulde. Jf. dog Kalv.

Kale m. 1) Rebpluk, Drev. Li. Se Kal. m. 2) halvraadnet Siv og Græs, hvilket danner Kalemyr f. Li. (Lyngdal og fl.).

"kalen adj. 1) forfrossen". A. Romsd. Ndm. "2) lidt raadden, om Træ". A. Ndm. Gbr. (Vaagaa), Sogn (Sogndal). 3) usmagelig, vammel. Helg. (Bindal).

"kalka v.a. (ar), kalke". A. 2) tilsøle, tilkline. Hall. "Kalke dæ tee". Jf. kalkast.

"Kall m." A. 6) stævnet, afgrenet Træstamme, med Grenstumperne staaende eller med nye korte Grene. Vald. Totn, Ringerike, Oslo. 7) de nederste, opretstaaende, Neg omkring Kornstavren. NTrondh. Jf. Stødekall.

Kalla f. Dødved i Løvtræer; det er altid skjørere end det øvrige Ved og løser sig undertiden ud. Vestfold og Nedre Tel.: Källe, Kælle. Jf. Kal, Kale, Kalve.

kallast v.n. hedde. NGbr.

Kallbjørk f. Birk, som man lader staa berøvet Bark og Løv. Hard. Til Kall 6).

kallborka v.a. flaa et levende Træ for Bark og Løv. Hard.

Kallbuna (u') f. opretstaaende Aksel i Møllehjul, "Kall". Hard. (Ulvik): Kadlabuna. Kvedna-buna (som "Mølle-aksel") d. s.

Kallhaus m. = Kallbuna. Dal.

Kallhovda (o') n. = Kallhovde. Shl. (Etne). Ogsaa Kallhovud, Ryf.: "-hove (o'#-aa)".

Kallingsvip (i') m. Anstrøg af Lighed mellem vordende Ægtefolk. Tel. (Selljor og fl.). ogsaa: Ægtesvip, -biv, -kvim.

Kallingtrætta f. skjemtende Trætte mellem vordende Ægtefolk. Tel. (Kvitseid, Vinje).

Kallkrok (oo) m. = Femtak. Nordenfj.

Kall-skrupp m. skrumpen Olding. Ndm.

Kall-slok (o') n. det nederste, bratteste, Stykke af Møllerenden. Nhl. Hard.

"kaltra v." A. 3) arbeide upaalideligt; fuske. Namd. Helg. Jf. kiltra, kjeltra, kjaltra.

"Kalv m. 1)". A. Kaalv VAgder; Kaalv´e Rbg., se Halm. "2) Bugen af et Fiskevod i Søen". A. Oslo. "Ogsaa: den inderste Del af en Fiskeruse". A. Ryf. Hard.; i Stjør. (og fl.): Kälv. Ogsaa den tragtformige Indgang til andre Fiskeredskaber. Hard. og fl. "Kjerkalv". "3)". A. Særlig: Ved som løser sig op el. af i Ruller og Valser efter Aarsringe. Innh. (Stjør. Skaun): Kälv, "Kjellkälv". Saadant Ved ligner en tyk rulleformig Muskel. 4) tyk muskel, for Kalve. – I Sammensætnn.: Kaalvekjøt og kalvskinn i Rbg. (Aamlid); illsjinn, NGbr.; og se de flgg.

"kalva v." A. kaalve, Rbg. (Aamlid og fl.).

kalva adj. om Ko som gaar med Kalv. Vald. (Vang): kælva.

kalvbeina adj. med Knæerne tæt sammen og Fødderne satte stærkt ud fra hinanden. Hall. og fl. Mange Steder: kalvbeint.

"Kalvbot f." A. Fosn, Ndm. Romsd.

kalvdirr m. = Kalvesuss. NGbr.: "ee".

"Kalve m. 1) Kalle, Baglæg". A. Ned. Kaalve, Ma. (Bjelland), Rbg. (Aamlid, Gjøvdal). 3) den tykke Muskel paa Indresiden af Tommelfingren, paa Indresiden af Overarmen og paa Baglæggen. Shl. Maaske dog kun: Kalv. Se d. 4) den indre Fiskeruse = Kalv. Ma. Tel. Og: Bugen af et Fiskevod. Ma. 5) se Kalvvid, Kal.

Kalvebaas m. – Kalvedans m. = Kjetelost. Ryf. og m. fl. – Kalvegarde m. "Garde" for Kalv. Hall. – kalvekraaser f. pl. Kalve-indvolde + -indmad; se Kraas. Tel. – Kalvetræde n. = Kalvehage. Shl.: Kalvatræ.

Kalvehol (o') n. Aabningen fra den indre, til den omsluttende Del af Rusen". Ma. Tel.

Kalvekjøt n. den store Muskel paa den indre Side af Overarmen. VAgder, Rbg. Shl. Nfj. "Slaa K.", slaa En paa denne; Agder. "Hogge K." el. "paa K." d. s. Nfj. Se A.

kalven adj. 1, kalveagtig. Vald.

kalven adj. 2, om "Kalvtre".

Kalvesuss (uu) m. Gelee af Spædkalvekjød. Ma. Tel. – Kalvedans m. d. s. Hard.

kalvett se Kal, Kalvvid.

kalvføtt adj. = kalvbeina. NGbr.

kalvknea adj. = kalvbeina. Sæt.: kaavkneea.

Kalvrams m. Liljekonval, Convallaria majalis = Rams, Geitrams. Sæt. og Tel. (Mo): Kaavramse.

"Kalvskinn n." A. Kaalskinn, Ma. (Bjelland), Kä(r)skinn (omtr. saa). NØsterd.

kalvskjota v.n. om Ko: abortere. Sfj. (Askvoll). – Kalvskota (o') f. Ko som har aborteret. Tel. (Aamotsdal, Raul.): -skotu. – Kalvskotning m. dødfødt Kalv. Hall.

Kalvs-leg (e') n. = -lægje. Sæt.: Kaavsleji, bestemt n.

Kalvslægja f. = Kalvslægje n. Kallslæia, Ryf. Sogn; Kallslæje f. Vald. Romsd. (n.?); Nfj. oftest i bestemt Fl.: "Kallslæjene". Kaalsleiva, Li. (Kvin). – Kallslæe
n. d. s. Voss. Kä(r)slæe (omtr. saa), ØGul. NØsterd.

kalv-springa v.n. om Ved, hvis Midtparti løser sig ud som en Valse, eller som løser sig op i Ruller efter Aarsringe; jf. Kalv, Kalvvid. Hall. – kalvsprungen adj. om Ved. Hall.

Kalvtre n. Træ, hvis Ved "kalvspringer". Tel. (Nissedal). Kaalvetre, Rbg. (Aamlid).

Kalvvid m. 1) = Kalv 3). Shl. Sogn. 2) = Kalraand. Sogn. Udtales for Resten: "Kalvee, Kallvee". Kal (Kale) og Kalv tør have virket sammen i denne Sammensætning.

"Kamar m. Privet". A. Totn; Sogn, sommesteds om Grotte "Hellar" brugt til Privet. Kaamaare og -ri, VTel. og Rbg. (med ikke langt aa, og ikke langt M; som i "Haam(m)aari"). 2) Menneske-Skarn. Nfj. Rbg. (Aamlid), Voss.

Kamarfluga f. gul Møgflue. Ndm. (Tingvoll, Rindal): Kamarfluaa.

Kamarhane m. Møddinghane; Skjældsord. Ndm.

kambutt adj. fuld af takkede Fjeldrygge "Kambar"; om et Høifjeldslandskab. Hall.

"Kamp m. 1) Sten osv." A. Særlig = Koppulstein. VAgder. "Aakamp". Kamparhaug m. Høi af "Kamp". Ma. Rbg. og fl. Maaske kun i Stedsnavnene "Kamperhaug". "2) Bjergknold". A. ØTel.

Kamp m. 2, gammel og mager, slidt, Hest, især Hanhest. Hele Agder. Ligesaa i Sv. og D. Diall. Forskjelligt fra Gamp, der i ØAgder er en grov men meget kraftig Hest. Dog: "Otekamp". Jf. G. N. kapall, Pakhest; af Latin. – Hertil: kampast v.n. (ast), blive som en "Kamp", affældig og slidt; blive kampeleg adj. Ogsaa: "Vera (kaama) paa Kampesi(d)a", være (komme) paa den nedadhældende Livsside. Rbg. VAgder. "Aen kampeleg' o skarkeleg' laga Hest´e". Sæt. kampeslig, Li.

"kamp adj. jævnstærk". A. "Kampe-Karar". Ned. Hall. Og "kampa Karar"; Ryf. Og "Kampens Kara", Hall.

"kampa v.a. tværhugge". A. Namd. Kampar m. en Arbeider som kampar. Kamparsag f. Sav som kampar. Namd.

kampast v.n. se Kamp (Hest).

kampast v. recip. (ast), 1) prøve Styrke; afgjøre ved Styrkeprøve; brydes. STrondh. NGbr. Sæt. VTel. "Kampas(t) aa ta Tak"; Trondh. "Kampast um noko". 2) kappes = kjeppast; ogsaa være jævnstærke. Hall. Sæt. Og v. impers.: "Dæ kampast dei" = "dei æ Jamkampar". Tel. Num. – Kampetak n. Kamp mellem Jævnstærke, længe uafgjort Kamp. "De bli Kampetok (pl.) um dei legg' ihop". Rbg. Sv. Diall. kampas, kappas.

kampeleg, Kampesida se Kamp (Hest).

Kamping og -ung m. Ligemand i Størrelse, Kræfter, Magt el. Stilling. Sæt.: Kampingji; og Kampongga (u'#-o'#-aa) kun i Fl. – Kamp(e)rär m. pl. d. s. Vestfold.

"kamsa v. ælte osv." A. kamsa ihoob. Jæd.,

kan, pron., adj. og subst. 1) hvilken af flere. 2) hvordan, hvad Slags. Gbr. (Vaagaa). "Kan Kar va dæ?" Se kven.

kana v.n. (ar), 1) strække Halsen og Hovedet op; omtr. = gana (men Hagen er ikke fremstrakt og Holdningen er rank). Vald. (VSlidre). "Han gjekk o kana o saag ikring se". Gbr. (Lom): kaanaa. 2) kneise; bryste sig. Og "kana se". Vald. I Sv. Diall. kana, brösta sig. Jf. kona (kjøn).

Kane m. en liden svaneformet Øsekopp som svømmer i Ølbollen. Tel. (Vinje). Sjelden. Se foreg. A. Jf. Isl. kani lidet Trækar til Søbemad; T. Kahn, Baad; D. og Sv. Kane, kana dvs. Slæde.

kanen adj. med stram Holdning; kneisende = kjøn. Vald. (Slidre, NAurdal). "Hestn æ kanin". "Han sat so kanin".

"kangla v.a." A. Om at afrive Bær klasevis eller Løv øienvis, omtr. = ripa (i'). Ndm. Innh.; Nfj.: kaangle.

kangla v.n. rave henad, tumle henad, gaa tumlende. NØsterd. Røros. "Han kangla bortaavr", Rendal. "Kangle aat", falde omkuld; Røros. – Kangla f. En som let kanglar. NSv. Diall. kangla dvs. gå vaklande famla. (Denne sidste Bet. forbinder det maaske med foreg.).

Kank m. 1) Vridning eller Kurre paa Reb, Traad og fl. (A.). Salten. Jf. Kink. 2) Vrangvillighed; Trods. Selbu, Røros. "Gjaaraa dæ paa Kank". – kankutt adj. fuld af Kankar 1). Salten: "-aat". – kankagtug adj. trodsig. Røros. Bohuslen: Kank, Kast med Nakken; Sv. Diall. kanka sej, sno sig; Rietz 307.

"Kann n." A. 2) Tilkjendelse; Tilegnelse. Tel. (Grandsherad). "Gaa i Kan`ne", staa i et intimt Forhold, være forlovede = vera kjende. Dal. (Ogna, Bjerkrei, Hæskestad).

"kanna v.a. 2) tilkjende, tilegne". A. Rbg. Jæd. Shl. og fl. Ogsaa: adoptere. "Söu´n he kanna Lamme te seg". – "Æg æ kje mykje te kanna Bodnan", jeg er ikke meget barnekjær. Ma. (Grindeim). – "Kanne Njoo", lade Knæerne mødes under Gangen = vera kalvbeina, -knea; SætV.

"Kanna f." A. Kaanna VAgder, Dal.

Kannestol (oo) m. Skab med en Bordplade midtpaa og derunder Hylder til Kopper og Kander; Buffet; nogle Steder blot om den nedre fremspringende Del af sligt Skab. Nhl. Sogn. Konnestol, Hard. (Ulvik: aa?); men "ei Kanna".

Kanningsdele n. = Kannebyte. Hall.

[kant adj. Kun i: "Kant o klaar", kant og klar, fuldt udredet, op- og afgjort; færdig. Berg. Rog. Ma. Nedre Tel. Østl. Romsd. Ndm. "Eg æ kant o klaar (klar)". "Av
meg ska du faa dæ kant o klaart". Ogsaa: "kunt o klaart", se kunn. Nt.

[Kantel m. liden Baad. Sfj. (Bremang).

kanthogga v.a. borthugge Kanter, særlig af Bjælker; renhugge. Se kant.

kapall m. rund Sten = Koppul. NGbr.: Kapäill.

"Kapp n." A. "I Kappe", om Kap. Ryf. Sæt.

kappfus adj. hidsig til at tage fat og i; ivrig i Arbeide. Tel. (Mol. og fl.).

kappgaa v. gaa om Kapp. Hall. Gbr. og fl.

Kappmella f. = Rennelykkja. Y- og ISogn.

kappstøyta v. styrtregne. Kappstøyt m. Styrtregn. Jæd.

"Kappsæde n." A. Kappesæ, VAgder.

Kaps n. hvid Brystdug forsynet med Krave, til Kvinder og Mænd; en "Front". Hard. (Ullensv. Ulvik; ogsaa hos M. Schnabel). Vel fremmed. Jf. Karpusa, Fr. capuce.

"kara v. rage". A. karra, Ryf. kaaraa Varmen = skara Eldn. ØTel. (Bø, Grandsherad). "3) slæbe sig frem". A. Sogn. "Han kara seg fram or Sængji". 4) pusle omkring smaat eller sløvt. Gul.: kaaraa.

Karaa f. se Kora.

kara v. blæse lidt = kaara. Shl.

kara se(g) v. om Fløde; briste = kaara seg. Vestfold.

kara seg (upp) v. vise sig som en Karl; tage sig sammen. Tel.

Karafant m. En som er blottet for alle Eksistensmidler = raka Fant. Østerd.

karafull adj. overstadig beruset. Gul.: kaaraa-. Vel til kara, pusle.

karbasleg adj. om Karle: noget vigtig uden netop at være umandig. Tel. (Kvitseid).

Kard n. det Kardede. Tel. og Gul.: Kal (reent L). – Karde m. 1) = Durle. Dal. (Ogna). Jf. Einkarde. 2) = Karda. Ma. – Kardefylle n. det som fylder Karden ved første Kardning. Sæt.: Karefyddi.

Kare m. Vindpust = Kaare. Shl. (Kvinherad). "Austaakare, Vestaakare (el. Oustok."). Se kara = kaara. – "Karda f." A. Kal (reent L) m. Gbr.

Kare m. lav Busk = Kage. Gul. Ork. Strinda. "Einkare". Jf. Kjerre, Kjerr.

Kark m. tyk knudret Bark. STrondh.

karka v.a. (ar), fastbinde el. tilbinde med mange (klodsede) Bindninger. Salten. "Han karka Lasse, Børa, Hiita".

karkla v. kagle. Tel. Se kokla.

karmanngjengsen adj. se gjengsen. Totn.

[Karmerot f. Acorus Calamus. Follo.

karnabbast v. recip. knubbes, brydes for Spøg og dl. NGbr. Sdm. (Hjørung. og fl.). Se knabbast, knappast; og Kn. Jf. Nabbetak. – karnappast v. d. s. Sdm. Ndm. – karnuvast v. d. s. Ndm. Se knuvast.

[Karphu(v)a f. = Karpusa. Jæd. Se fyre; Kaps. – Karpushuve f. Selbu. Sjelden.

Karr n. se karra; karr adj. se karra, kurre.

"karra v.a. skrabe". A. Rog. Hertil: karrig adj. flink til at skrabe til sig. Ryf. 2) ga møisomt og langsomt. Vald. Se kara.

karra v.n. (ar), 1) om Vand: kruse sig under svag Blæst. Sogn, Hard. Hall. Hadeland. Jf. kara, kaara. 2) danne Rynker; skrumpe ind; f. Eks. Mad som holdes varm ved Ilden. Gbr. (Gausdal). 3) se karra. Jf. Karr, kjerra v. bøie op, reise op (G. N. kárr, Krølle), Ang. cerran, cyrran, bøie, vende. – Karr n. Vindpust som netop kruser Vandet. Karregul (u') f. svag, noget varigere, Luftning. Hard. Sogn. "Vestakarr".

"karra v.n. (ar), kurre, kagle osv." A. Om Lom. Tel. 2) = vera karr dvs. udtale R'et med Ganeseilet eller Drøbelen eller ensteds i Svælget eller Halsen, ikke med Tungespidsen. Gbr. Andre Steder: skarra, kurla. – Karrelaatt m. Latter ledsaget af ru Svælg- eller Halslyd (Harkelyd); skurrende, harkende, Latter. Tel. (Tuddal). – karremælt adj. som karrar (skurrer, harker) paa R'et. Tel. (Tuddal).

Karre m. Busk = Kare. Gbr. Romsd.

Karrhovud n. øverste Tværtræ paa "Framkarrn". Hall. (Gol): "-huvu".

Karrkjelke m. Kjælke med Rygstød, "Karr". ØTel. (Heiddal, Grandsh.), tildels: Karkjølkje. Jf. Kjerra.

Karshøgd f. Mandshøide. Ndm. Gbr. og fl.

Karsk m. Kaffedoktor. Trondh. Kask, Østl.

Karsstykke n. Karlestykke. Maaske alm.

Kart m. knudret knortet ujævn Flade: a) Landskab eller Jordsmon som er knudret, tuet og stenet. Agder, Dal. Bamle, Tel. (Nissedal). "Slaa paa Kartn". "Myrkart, Lyngkart, Stei(n)kart". b) knortet Bark = Korpa. Sæt. "Bjørkekart". Hertil: Kartbjørk f. Agder, Tel. Bamle. Ryf. c) sygelige Knorter paa Hud; hos Ko paa Ryg; hos Hest i Hovled. Agder, Tel. Ringerike. Tildels n. se A. Isl. karta, Knort.

"karta v.a. (ar)". A. 3) afkviste et Træ, sa det staar knortet igjen. Li. Dal.

Kartabu eller Kartabuar m. Beboer af "Kart´n" eller "Kartalande", G. N. Körmt, Øen som ved "Karsund" skilles fra Ryfylkes Fastland, særlig af dens nordre Del, nordenfor Kaapervik; den søndre Del kaldes oftest "Skutneslande", "Skudneslanne".

Kartbjørk f. se Kart.

Kartmella f. = Kappmella. Sogn (Leik. og fl.).

karvoren adj. = karsleg. Østerd.; Innh.: karavoorin og -voolin. "Karavoore (adv.) gjoort", gjort som det sømmer sig en Mand.

Kas n. Affald ved Tømmerhugst: Kviste Rødder, Spaaner osv. Sogn. Se de flgg.

"kasa v.a. ophobe". A. Sæt. 2) ophobe sig, trænge paa; om Arbeide f. Eks. Hall. "Dæ kasa paa mæ Slaattee". Om Vanskeligheder: "Dæ kasa mæ' o", han kunde ikke klare sig længer. Hall.

Kasa f. 1) Dynge. Helg. (Ranen). "Bjærkkasa,
Strangkasa". Mere udbredt er Kosa, 2) "brænne Kase" = brenna Kos. Ring.

"Kasa f. = Kjessa". A. Nfj. Ndm.

kasa adj. = kasen 1 og 2. Hard. Isl. kasadr.

Kase m. 1) Dynge = Kos. Østerd.: "Kasa, Tømmerkasa". 2) Pindehob. Særlig: en Indretning til Fuglefangst, med Barkviste lagte over en Fælde. Ma. (Aaserall og fl.).

Kaseld m. Ild paa Kos 3). Tel.

"kasen adj. 1) lidt ankommen eller fordærvet". A. Saaledes om Hø = kosen. Nfj. "2) sløv, afkræftet". A. Ogsaa: døsig, ufrisk = utidig, gisen. Agder, Rog. ("kassen" hos D. F.). Nhl. 3) gisten = gisen. Ma. (Bjelland). "Kjer´an æ kasne, dei lek´e".

kaskjen adj. flink, brav? Kun i Tiltale (til Børn og Underlegne), ligesom sæl. Gbr. (Vaagaa, Lom). "Kaskje Baan!" "Høyre naa kaksne!" Og "kasne", Lom. Jf. karsk, kask.

"kasna v.n." A. 2) begynde at surne; om Mælk. Tel. (Bø). 3) = gisna; verta kasen 2). Ma. (Bjelland).

kasroten (o') adj. = kassur. Jæd. Ryf.

kass adj. = kassur (Vestfold). Vestfold (Hov). Om lidt bedærvet saltet Fisk. Oslo.

Kass m. 1) Kurv osv." A. Vidjekurv til at bære Hø i. Dal. "2) liden Byrde". A. Sæt. Rbg.

kassa v.a. (ar), belæsse med en Rygbyrde "Kass". Tel. "No æ du væl kassa!"

Kasse m. liden Rygbyrde. Hard.

kassherda adj. = kassvaksen. Nfj. (Stryn).

Kassmeis m. flad Træ-Ring lagt under "Kass´n" for at holde den fra Ryggen. Dal.

"Kast n. 1) Kast. 4) Leilighed, Gang". A. "Kast aa Beel (Bil)", Gang efter Gang. Busk. "Kast i Brott" (ö#-aa) d. s. Vestfold. "8) et Antal af fire". A. Tel. (Vinje). "Tri Kost Leivar, Fisk" = 12. "11)". A. "Hannklækast", en liden Rulle hvorover Haandklædet hænges. Østerd. 13) = Timbrløypa. Vestfold. 14) Par af Neg som sammenbundne kastes over Stavren. ISogn.

"kasta v.a. og n. (ar), kaste. 10) ise". A. Li. Hall. – "Kaste" = kasta Lit´n dvs. begynde at tabe Farven, især om modnende Korn. Nfj. og fl. – "Kasta av", kaste Fosteret. Jæd. – "Kasta om", bytte. Ryf. "Kasta jamt", bytte uden Mellemgift. Ryf. – "Hæstn kasta Tan´e, Svam´e", Hesten begyndte at strække ud, "tenja", at svømme "svemja". Vald. (Ø- og VSlidre); ogsaa: "kasta paa Svame". – "Hæstn kasta Maagaa", naar dens Mave giver en stærk Lyd i Takt med Springet. NTrondh. – kasta seg, omskiftes noget brat. Stjør. Gbr. "Han kasta sæg mæ Vee`rii", Veiret skiftede pludselig. "Øl´i hi kasta sæg", Ølet er blevet surt. Stjør. – "Kasta yve(r) seg", om Øl: begynde at gjære, dækkes med Gjærskum. ISogn. – "Kaste paa Silla, Makrilln", kaste ud Vod for at fange. Oslo.

"Kasta f." A. Odal, Smaal.

kastebyta v. bytte paa Slump uden Granskning og Mellemgift. Agder, Ryf. Tel. Gbr.

Kastegard m. midlertidigt, meget let opsat, Lægtegjærde. Smaal.

Kast(e)gjerda f. Vindkast som viser sig i et mørkt Bælte henad Vandet. NBerg. og fl.

kasten adj. rask, gesvindt. Helg.

Kast(e)oke (o') m. en Haspe som kastes over en Krampe "Kjeng", hvori saa anbringes Pind eller Hængelaas. SGbr. (Faaberg): kastaakaa.

"Kastespjeld n." A. Kasspjill og -spjyll; Ndm. Helg.

"kastutt adj." A. 2) lunet. Vald. Sæt.

kata v.n. (ar), arbeide med at holde Følge, forsøge at gaa, være, med. Rom. (Nes, Høland), Gbr. (Vaagaa, Lom). "Du faar kata mæ, saa gott du kann"; Rom. "Du fæ prøve aa kate mæ", til Børn; Gbr. (Wilse: "kate, kappes"). Maaske til Kate, Smaadreng (Sv. katig dvs. flink).

Katle? m. = Vadbeine. Nfj. Sfj. "Kahle, Kahltje osv.". – 2) Katle eller Katl en fremspringende græsklædt Rygning, "Ryng", langsad en "Gil" eller Jordskredsrende i Fjeldsiden. Sogn (Aurland). Meddelt.

Katlegras n. et Græs til at skure Kar (katlar) med; = Skjefte? Hall. "Kahleg.".

Kattarklo f. 1) = Kattarlabb, Gnaphalium? Ryf. Shl. "Katta-". 2) = Tiitunga, Lotus corniculatus. Smaal. "Katte-". Som i Bohusl. 3) rød Vikke? Shl. (Finnaas).

Kattarpøs m. Bælg af en Vikke, maaske af Lotus, "Katteklo". Nfj. (Stryn, Gloppen, Honndal): "Katta-". Jf. Pøs, Musapøs.

Kattarsjuke m. Skjælven i Brunstighed. Odal, Totn, Vinger: "Katte-". – Katt(e)sott f. 1) d. s. 2) Skinsyge. Gbr. og fl.

"Katta(r)stein m. Hvidsteen". A. Ma. og fl.

Kattartaar (f. el. n.?) Svulst eller vædskefyldt Blære mellem Fingrene. Ma. (Bjelland: "Katte-". G. N. tár, n. Taare.

Kattauga n. Forglemmigei, Katteøie, Myosotis palustris. Vald. Meddelt. Isl. kattarauga. – Kattenöul se Kattnagl.

Kattimann m. et Legetøi: en liden rund Skive med en Pind igjennem, hvorpaa den dreies. Ndm. (Sunndal, Tingvoll). Hedder ogsaa: Kisil (dvs. Katunge?).

Kattland n. = Hundsland. Helg.

Kattmælli ("-mælja") f. = Kartmella. Namd.

Kattnagl m. = Kart-. Gbr. Innh. og fl. Kattenöu'l, SSmaal.

kattøygd adj. med Katteøine; som seer godt i Mørke. Østl.

Kaue m. 1) Karl, som der staar Respekt af. Tel. (Vinje, Rauland). 2) en livlig men lidt stortalende Karl; vel kun en halvtironisk Anvendelse af Bet. 1). Røldal. "Ein heil´e Köue". Jf. Skaue.

Kaunasoleia f. Matricaria? Ranun.? Hard.

"Kaup n. 2) Fangst, Erhvervelse". A. Østl.
(Follo og m. fl.), Gbr. Shl. Ryf. Mange Steder m. Maaske sammenflydt med Fr. coup. I denne Bet. hedder det altid Kaup (öu, äu) ogsaa der hvor Kjøb hedder "Kjøp".

Kaup m. 1) en Træbolle. Senja. Jf. Kaupa. 2) et skrøbeligt Trækar; f. Eks. en gammel Bøtte. Nordl. I Nord-Eng. Diall. er coup en Møgkjærre; hermed hører maaske sammen "Kaup n. (2)" A.

"Kaupa f. Øse". A. Rom. Vestfold.

Kaupbein n. Mellemhaandben paa Hestens Forben, Benet mellem Haandled og Hovled. Naar Hesten gnaver sig paa det, betyder det at den skal borthandles. Li. VTel. Kauplegg m. d. s. Ma. VTel. Kaupmannbein d. s. Tel. Kaupmannslegg m. d. s. Rbg. (Aamlid). Overalt: "Kaup-".

Kaupfok (o'), Opslag; Tilbagekaldelse af Handel eller Kontrakt, "Kaup"; ogsaa kontraheret Mulkt for saadan Tilbagekaldelse. Ryf. Hard. (Røldal, Ullensv.), Shl. (Etne, Strandebarm). "Du kan alti faa Handeln atte, men eg vil ha tie Dala i Köupfok". "Bitala i Köupfok". (Christie har fra Voss: "Kaufaak"; ogsaa "Kaupaak" og "Kaufaakje"). Ser ud som af "fjuka". Jf. G. N. kaupfox, Svig i Handel, + kauprof Opslag.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   85   86   87   88   89   90   91   92   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə