A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Kaupkanna f. = Kaupskaal. VAgder: Kaupkaanna



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə90/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   86   87   88   89   90   91   92   93   ...   219

Kaupkanna f. = Kaupskaal. VAgder: Kaupkaanna og Kaukkanna (öu#-æu).

Kaupmannskap m. Varer. Tel.

Kaupstova f. Bod. Ndm. (Grip): Kjøpstuaa.

Kaur m. Kile, Lap = Kaure. Vald.

Kaur n. finkruset fin Uld; særlig: Lammeuld. Østerd.: Kor (o'#-aa#-ö). Kaar d. s. Vestfold; sjelden. Jf. kaura, kaala seg.

"kaura v.n. (ar), 2) "skjære Spaaner". A. Trondh. (Stjør. og fl.), Namdal. kore (o'), Østerd. Ogsaa kaare og kaase. 3) sammensætte af "Kaurar"; lappe sammen ("k. ihop"); lappe. Vald.; Strinda og Gul.: kaure og kore. Jf. T. "kauren und flicken". 4) "kaure sund el. burt", udstykke; ødelægge ved Udstykning. Vald. "Han hadde äen gilde Gar, men han ha kaura'n sund".

kaura v.n. blæse svagt, saa Vandfladen netop kruses = kaara. Land, SGbr. "De köura aa blæs". – kaura seg v. krølle sig. Gbr.

kaurande adv. overvættes? "k. fullt". Ryf.

"Kaure m. 2) krøllet Spaan". A. Romsd. Ndm. Trondh. "3) Kile i Klæder". A. Ndm. STrondh. Vald. 4) Kurre paa Traad. Gbr. (Vaagaa). 5) Praas; lidet Lys. Namd. Helg. 6) Lap; bruges ogsaa som "Filla" til nedsættende Sammensætninger. Ndm. Romsd. Trondh. "Huu-käure", sammenrullet Hudlap; Ndm. "Huuv-käure", elendig Hue; "Baat-käure", elendig Baad; "Jæhl-köure", stakkels liden Hyrdedreng; Ndm. Namd.

Kaurfløy m. krøllet Spaan. Ndm. Romsd.

Kauring m. = Storing; især: halvtironiskt om En som vil være meget fin og stor. Shl. Strinda, Stjør. Kore (o'), Røros. Se Halvkauring. Koring (o') m. en Halvvoksen. Røros.

Kaurla f. 1) krøllet Spaan = Kaure? Ndm. Romsd. 2) bruges ligesom "Filla" og "Kaure"; se d. Ndm. Fosn, Romsd. "Ei Käurl(e) te Baat"; "ei Baatkäurle", "ei Liivläuskäurle", en elendig Baad; "Huuvkäurle". Ogsaa: Käule, Käul', Romsd. Ndm. Fosn. 3) Sprutte, Sepia. Vel kaldet saa for dens krøllede Føle- og Gribeorganer. Romsd. (Veøy, Eid, Grytten, Vestnes), Ndm. (Tingvoll). Ogsaa Käule Romsd. (Aukra, Vestnes). L'et er ingensteds "tykt". Se A.: Kaula.

kaurla v.n. kruse sig = kaura, kaara. Ndm. "Sjy´n käurla".

kaurlast v.n. rulle sig sammen til en Kaure, Kaurla; om løsskrubbet eller løskloret Hud. Ndm. (Øre, Aure). käulast d. s. Ndm. (Aure). Se og kavlast.

kaurs(a) köu(l)s' (tykt" S) dvs. kulsa. Helg. fl.

Kaurtveit m. krøllet Spaan. Helg.

"kausa v.a. klappe". A. Ryf. Dal. 2) gjøre til gode = kosa. Ma. (Bjelland). "Kæusa seg o drikka, – o faa seg Mat".

Kausa f. 1) Jernring om Hjulnavet = Byrsing. Li. Kause m. d. s. Nfj. (Breimn). Se A. 2) Malle, liden Ring i Snøretøi (-sko). Tel.

"Kause m. 1. en Kat. Sæt." A. Katten kaldes kjælende: "Gunnuv Kausi", i Sæt.; "Kous Mjokksopi", i Tel. (Moland, Vinje).

"Kause m. 3". A. = Kakse. Nordl. Ndm. Tel. 2) en liden overmodig og vigtig Person. Hall.

kausen adj. overmodig og vigtig. Hall.

kautig adj. = kaut. Ma. Overalt med T.

"Kav n. 4) Svømning". A. "Da ligg i Ka`ve", om Ting som hverken flyder vel eller synker. Hard. (Ullensv.). 6) "Maurløva stænd i Kav i Sand´æ", staar overdækket i Sandet; Sæt.

"kav adv. ganske, helt igjennem". A. Ogsaa uden følg. Adjektiv. "Han gjekk kav paa Sætra", helt op paa; SGbr. "Eiga hass røkk kav uppaa Fjelle"; Gbr. "Kav paa Sjø´n" = lukt; SGbr. "De ær kav Østavinn", ren Østenvind; Vestfold og fl.

kava adv. og adj. = kav adv. Kun foran Adjektiver og karakteriserende Substantiver. Østl. "Kava rötin"; Rom. "Kava Fant" = rava, raka Fant; Follo (Fraun).

"Kavand f." A. Kavaann. Dal.

kaven adj. forbunden med "Kav", Tummel osv. Shl.

kavfeit adj. meget fed. Li. (Fjotland): kaffeit. – kavfin adj. meget fin. Tel.

"Kavfugl m." A. Særlig = Havorre. Finm.

"Kavl m." A. 3) = Kavle dvs. Rulle. STrondh. (Ork. og fl.) "Manglkavl, Rullkavl".

kavla v. 1. tumle, gramse = kava. Voss.
Shl. Li. "Dei kava aa kavla". "Kavla tee seg". "Han ligg aa kavla itte da".

kavla v. 2. rulle sig sammen til en Rulle "Kavle". Om Hud = kaurlast. Gul. "Huua kavla 'taa Haandöm". kavla seg og kavlast d. s. STrondh. Romsd. NGbr. "Huua kavlas". "Nævree kavlast"; Foldal. Ogsaa kaulast, se kaurlast; og kalas, Ork.

kavladd adj. = søkkladd. Hard.

"Kavle m." A. 4) Flydholt = Kavl. Oslo.

Kavlebru f. Lag af Brostokke, "Kavlar", lagte tversad Veiretningen over en Sump eller Bæk, medens "Klopp" lægges langsad. Vestfold, Smaal.

Kavling m. liden "Kavle" eller kort rund Kjæp. Vestfold (Hov). Kavloongje d. s. Tel. (Bø). Kövloongje d. s. Tel. (Bø). Kobloongje (o') d. s. Tel. (Kvitseid). De ved den sidste Deels U (O) omlydte Former bruges meget om et tykt triveligt Barn.

kavliten adj. bitte liden. Sæt.

Kavlskot (o') n. den øvre Kanting af Fiskegarn. Nordl.

kavskjota v.a. skyde (til Døde). Tel.

kavstygg adj. yderst hæslig. Tel.

kav-væn adj. meget væn. Tel. Og: "kavende væn".

"kaa v.a. vende Hø". A. Helg. Namd. Innh. Om at sprede eller lufte Hø, nyslaaet eller vendt. Shl. Tel. Rbg. "Høytti luyt´e kaaast, itt de ligg´e for tykkt". Sæt. kjaa d. s. Li. (Eikin).

?Kaabjørk f. = Kartbjørk, Betula verrucosa. Hard. (Ullensv.). Sv. Dial. kåtbjörk.

Kaak m. og Kaaka f. Nar som vil være fin; omtr. = Jaale. NGbr. – kaakaat(e) adj.

kaakje se hokke, korgje og korkje.

"Kaal n. 2) Kjødsuppe". A. Maaske alm. "Gjera Kaal paa", gjøre Ende paa (alm.) = kaala (Li. Rog.). Ofte: kaala seg av, Rog. – 3) Bladene paa Kartofler og andre Rodfrugter. Dal. og fl. "Eplekaal".

kaala seg v. om Uld og Ved ("Rir"): danne fine smaa Bølger eller Rynker, kruse sig (ikke lokke sig). Totn. L'et er rent; vel for "kaarla". Jf. kaara dvs. kruse sig osv., Kaar n., Kaare m. (og kaula, kaurla). – kaalutt adj. smaakruset, smaaflammet; om Uld og Ved. Totn, Rom. SOdal: kaalete NOdal: kaaleter som "Griiset(e)r, nyy´r".

Kaal-log (o') m. Saft af Kartoffelgræs, "Eplekaal", opblødt i kogende Vand. Dal.

Kaalnæpa f. Roe = Grasnæpa. Dal.

kaalroten adj. skjør som en Kaalstilk. Østl. Hvis det nogensteds lød köl-, vilde det være eet med kolroten, aldeles raadden. Senja. Se kol-.

Kaalstad m. det Sted paa Roe eller Kaalroe, hvorfra Bladene udgaar. Hall.

""kaam adj. dunkel". A. Gul. Salten. "Ruta, Speilen, æ kaam", dugget, støvet. Jf. kom(m), kvamm, kvaam.

?kaamen adj. oprømt, inderlig tilfreds ved en enkelt Anledning. Shl. (Fitja). Perf. Partic. af kob(m)a hedder ko(b)men (o'#-ö).

Kaanad m. = Kaaing. Hall.: Kaadna.

kaanaa v. se kana. Kaanaa se Kona.

kaangle v. (Nfj.) se kangla.

Kaankl m. et lidet Stavekar som smalnes opad. Nhl. (Hamre).

"Kaapa f." A. 4) Hylle omkring flere Korn i Havreaks. Sfj. – Kaar n. se Kor.

Kaar n. finkruset Uld. Vestfold. Se Kaur.

kaara v. (ar), 1) skjære Spaaner = kaura. Namd. Gbr. Ogsaa: kaasa; se d. 2) rense Smør for Haar med en Kniv. VAgder. Andensteds: haara, hæra. – Kaaresmør n. det vedhængende urene Smør. VAgder.

"kaara v.n. 1, (ar) blæse lidt". A. Agder, Dal. Jf. kara, karra.

"kaara v.n. 2, (ar) om Mælk: briste". A. Ned. Li. Dal. Shl.; Hard. og Sogn: kaora. Ogsaa: kaara seg. Kun om den Bristen i bitte smaa Gryn, som indtræder naar f. Eks. syrlig Mælk opvarmes, eller Fløde kjernes, ikke om store Osteklumper. De flere "kaara" og "kara, karra, kaura, kaur(l)a, kaale seg" synes at mødes i Begrebet: Krusning. Jf. G. N. kárr, m. Krølle.

Kaarauga n. en Sort Kartoffel med meget store rødringede Øine. Vald.; I Sogn "ao". Jf. kaarøygd.

kaaraa, kaaraafull se kara.

kaaraahytt? "D'æ bare k. mæ döm", det er den yderste Armod hos dem. Østerd. (Tynset, L.E. Kvikne). Maaske til kaaraa se kara.

"Kaare 1, Vindpust osv". A. Li. Ma. Ned.

"Kaare 3, Spaan". A. Namd. Romsd.

Kaarefraud n. en grynet Mælkeret af Mælk opvarmet med syrlig Valle. Sogn (Ladvik): Kaorefræu. – Kaaremjølk f. Mælk som har "kaara seg" dvs. grynet sig uden at løbe ordentligt sammen. Dal. – Kaaresmør n. grynet Smør. Dal. – ?Et "Kaare" dvs. begyndende Ostedannelse, er meddelt fra Shl. (Etne). Jf. Kor.

kaarøygd adj. kjælen, som gjerne svarer sig. Dal. (Hæskestad). Jf. Kaarauga.

kaas m. Suk; Støn. Tel. Til kaasa.

Kaas f. 1) dybt Seilløb mellem Bankerne. Helg. 2) dyb og trang Elvevig. Østerd.

Kaas f. krum eller krøllet Spaan = Kaure. Solør, Hedm. Østerd. "Høvelkaas". Kaase m. og f. d. s. Østerd. Hedm. Gbr.

kaasa v. skjære "Kaas". Hedm. Gbr.

"kaassa v.n. søle, kludre". A. VAgder. "kaas(s)a seg ut". 2) være øm om; kjæle for; gjøre megen Opvartning (Krus), for. Tel. (Vinje, Kvitseid, Selljor). "Kaasse o stelle". "Du kaassar for mykje mæ detta Baanee". – Kaas(s) m. En som kaassar. VAgder. Kaas(s)ekopp m. d. s. – kaas(s)en adj. 1) sølende. 2) sølet. VAgder. "Svart o kaas(s)en". – Kaas(s)ing f. det at kaassa. Tel. Agder.

Kaat m. = Snørekall (Legetøi). NGbr.
"Kaatel m." A. 2) et Legetøi. Top. 3) en rask, flink liden Dreng. Hall.

"kaava v.n. (ar), gramse osv." A. Især: gramse gjentagende uden at tage (faa) ordentligt Tag; gjøre smaa lette (slappe, legende) Haandbevægelser: Grams, Smaagreb, Tegn. ISogn og IHard.: "kaoa itte". "Katt´n kaoa mæ Loddo si", legede med Labben. – Kaavaa m. se Kave.

keia v.n. (ar), gjøre sig vigtig med stram Holdning og stive Fagter; kneise. Hall. (Gol, Nes). "Ho kom keiand mæ Brænneviinsbutteln". Ogsaa: "Han stoo aa keia se(g)". Hall. Er maaske en hallingudtale af "køyast, væmmes". A. Gul. Jf. NSv. Diall. keja, køyas, kjåvjes, væmmes. Begrebene har dog, synes det, intet mere tilfælles end Forestillingen om den indtrukne Hage og den strammede Nakke. jf. maaske Got. keian (kijan) spire frem.

"keid adj. træt, udmattet". A. Voss. "Kjäi´u i Arm´n". "Sigga o kjäi´u".

keida v.a. (ar, a, og dde), kjede. Hard. Tel. Mest: keia seg.

keidsam adj. kjedsom. Tel. og fl.: keis(s)am.

keidsen? adj. 1) udmattet af Hede; livsled af Hede. Hard. (Ulvik, Ullensvang): kjäissen. 2) "Mat´n æ kjäissen", usmagelig? Hard. (Kvamm).

"Keik m. 1) Vridning osv." A. Om "Halskeik"; Innh. "3) Tværdriver". A. Sfj.

Keik n.? Trods; Vriden, Vringlen. Gbr. Land, Ringerike (Aadal). "Han gjoo(r)de dæ paa Keik; kom her paa Keik". – "Gaa paa Keik mæ inan", vride paa hinandens Ord; vringle. Aadal.

"keika v. (ar) bøie tilbage osv." A. keika seg Ryf. "5) yppe Kiv, tirre osv." A. Oslo, Rom. Smaal. Vestfold, Aadal, Strinda. 6) trodse; være imod. Stjør. og fl. "keike aa ro", ro mod Vind (og Strøm osv.). Og: "keike imot"; Land og fl.

"keikja v. (er, te) = keika. Hard. Gbr. Vald. Tel. Hall. (A.). "Keikja seg i Foutn"; Hard.

Keikja f. en kneisende Kvinde. Gbr.

keikjen adj. 1) som gjerne keikjer, som altid vil have Ret; paastaalig. Gbr. og fl. 2) tvær, vringlende, forkert. Voss. – keikje adv. tvært, forkert. "Da gjekk kjäikje".

Keikjebrot (o') n. el. Keikjekast n. det Kneb i Brydning ("Ryggtak") at En bøier sig bagud og kaster den anden over sig.

"keikutt adj. 2) vrangvillig osv." A. SGbr. Land, Odal og Østerd.: "keikete".

Keil m. 1) en nedadgaaende Bue el. Bugt (f. Eks. paa et Reb), mens "Skryl" gaar opad, og "Bugda" gjerne til Siden. Tel. (Moland, Selljor). 2) en Høvel til at keila dvs. høvle halvsylindriske Render; Kelhøvl. Shl. Ryf. Jæd. Ogsaa: Holkeil. Jf. Keila, Køyl; T. Hohlkehle.

keila v. (ar), udhule med Keil 2); "keila uut". Shl. Rog. Og: køyla; Ryf.

"Keila f. smalt Sund". A. 2) Fjeldrevne osv. Finmark. Se Fritzner II, 271. 3) en meget liden Vig med trangt grundt Indløb; mindre end Poll. Shl. Hard. 4) grund Elvegren eller Pyt som en Oversvømmelse har efterladt = Evja. Ork. Gul. (Horg.): Kjeel'. Og: Køyle, Nfj. (Breimn); og Kjøl', Gul. (Soknedal). 5) I: Revkøyle f. Huuræv. Nfj. (Breimn), Sfj. (Jølstr). ("Keila, Hunræv" Schytte, Lof. "Revkeila, Hunræv" Christie): G. N. keila Hunvæsen; ref keila, Hunræv.

Keim m., keim adj., se keima A.

"Keim m. 1, Afsmag, Spor osv." A. Antydning for Sandsningen overhovedet, undtagen Hørelsen; af a) Smag (og Lugt); Ned. Sogn, Nfj. Ndm. b) Lugt, især ubehagelig. Agder, Rog. Shl. "Svavelkeim", Ma. "Suurkeim", Ryf. c) Vind, Luftning. Nfj. (Stryn). "Keim 'ta synna". d) Lighed = Bæv, Eim. Sogn, Nfj. Sdm. Ndm. "Ein Keim attpaa Bestefarn".

keima v.n. (ar), give en "Keim", Antydning for Sandsningen: af Smag, Lugt, Følelse (Luftning), Syn (Lighed). VAgder#-Ndm. Jf. eima. Maaske nærstaaende flg. Se ved Biv (Sviv, Svip osv.).

"keima v.n. (ar), svinge, svæve osv." A. Især: svinge med Kroppen i Livsmod el. overmod; svinge paa sig; kimse. Agder, Tel. Ogsaa: "Hestn keima seg". "Kjaema o feikta mæ Arman"; Ma. Ogsaa: "kjaema tee aen". slaa ("dreie") til En. Ma. – Keim m. 2, Sving med Overkroppen; Sving = Gufs. Ma. Sæt. "Han kjæme mæ slik Kjaem". Jf. Keim 1, c). – keim adj. svingende med Kroppen; feiende. Tel. (Kvitseid). Sjelden. "Rak o keim".

"Keima f. liden Finne. Helg. (Dønnes, Bindal).

"Keip m." A. 3) Tværtræ med opadbøiede Endespidser over en Tømmerslæde, "Drog". Shl. 4) vinkelformigt eller som en Aareblok dannet Træverk, overhovedet. Tel. (Vinje). – Keipadrog (o') f. en "Drog" med "Keip" 3). Hard. Ryf.

Keipa f. = Keip; ogsaa: Underlag for Aarerne i hvilket Aaretolder er anbragt. Østl. (Odal, Rom. Land, Sigdal og fl.). "Aarekeipe, -kjæppe". – Keipepinne m. Aaretold. Østl.

keipa seg v. (ar), stive sig op, stramme – friske #-. Sogn. "k. seg upp". Til Keip.

Keipstake m. vinklet Sidestøtte for en Arbeidskjærres Bordflager. Oslo (Aker, Bærum osv.); mest "Kjæppstaka". – Keipstav m. d. s. Smaal.

Keis m. Lugt; Damp. Dal. Jf. Geis.

keis adj. vanskelig at mægte; strid. Vald. (Vang). "Dæ bli no räent for kjäist før 'o". Meddelt. (Wilse, Spydberg: keis dvs. kaad, uregjerlig). Jf. keisa (bisse), keisen.

keisa seg v. gjøre sig det behageligt, pleie
sig = kaassa seg, kosa s. Li. (Fjotl. Kvin). "Dei sad o keiste seg innmæ Obn´n, saa æen maatte ha gott a(v) o sjaa paa dæ".

keisen adj. svingende; feiende; vel rask og kjæk i Optræden. Sfj. (Jølstr). "Ho helde seg noke keisaa".

keiska v.n. (ar), smatte, æde smattende; som Svinet. Shl. Jf. kjeska.

keisutt adj. som gjerne "keisar", bisser. Rom. Smaal. og Vestfold: "keisete".

"keiv adj. skjæv, vreden". A. Sogn. 2) vrang; tvær; forkeert; ubekvem. Innh. Selbu, Sogn, Ma. "Dæ gjekk keivt, kom saa keivt tee". Hertil eller til et Keiva f.: "dæ kom paa Keive" = "dæ kom keivt tee". Nfj. Jf. aurkeiv, Aorkeiving.

Keiv m. En som keivar, Vringler. Hall.

"keiva v.a. (ar), gjøre skjæv". A. Oslo. 2) v.a. og n. (ofte: er, de), kaste skjævt: slænge; slænge med Kroppen. Li. Østerd. "Han kjeevde Kula i Vei"; Østerd. "Han keiva (eller keivte) tee meg" dreia dvs. slog med et Slæng; Li. 3) vride paa Ord. Hall.

"keiveleg adj." A. Og adv. – 2) vreden; tvær; forkeert; fortrædelig. NBerg. "andkeivele" Sogn; "tverrkeivele" Nfj.

keiven adj. vreden, skjæv; tvær; forkeert; ubekvem = keiv. Stjør. Gul. Fosn. "Skafti æ saa keivi, dæ ittj gott aa hall 'ti". "Dæ gikk keivi". Se A.

Keivevæle m. og f. Person som bruger Keiten mest; keitet Person. Vald. (N- og S-Aurdal, VSlidre).

keivla v. kludre, arbeide ubehændigt = keiva. Tel. – Keivl n. Kluder; klodset Arbeide. Tel. – Keivl m. og Keivlar m. En som keivlar. Tel. – keivleleg adj. ubehændig. Tel. Ryf.

keivlings adv. 1) med Keiten, keithændet. 2) forkert = keivutt. Smaal.

keivren adj. skjæv, ubekvem = keivne. SætB. "Greipæ æ keivræ, Skapti æ keivri".

keivutt adj. og adv. omtr. = keiven. Østl. "Dæ gjekk saa keivete".

"Kidjafot m. Snottap som hænger ned fra Næsen. Shl.: "Kjeeafoot"; Ma.: "Kjee'e-".

Kidjakamb el. Kidkamb m. Kambregne = Bjørnkamb, Blechnum Spicant. VAgder. Kjee'ekamm, og "Kjeekkamm".

Kidjaknapp m. = Bukkeknute. Sæt. og VTel.: Kidjenappe og Kjee'e-. Kjee'eknute m. d. s. Ma. – kijja dvs. kidja. Sogn.

"Kidla f." A. 2) aargammel Gjed. Ryf.

Ki(d)lingblome m. = Geitivel. Gbr. Vald.

Ki(d)lingkjaft m. Sygdom med Saar og Skorper om Munden. Hall.

kift adj. n. 1) uhyggeligt. Fosn. "Dæ va kift aa sjaa". 2) "verta (vera) kift mæ", faa en pludselig, ofte uforklarlig, Rædsel eller stærk Uhygge over sig. Innh. STrondh. (Strinda, Uppdal), Ndm. (Rindal). "Han vart saa kift mæ, dæ va saa nefst aa sjaa". Innh. Ogsaa: kifst, NTrondh. STrondh. Og: kifs; A. Østerd. Til kippa, kippast?

Kik (ii) m. 1, En som kiger; særlig: en kigende Snyltegjæst. Odal.

Kik (ii) m. 2, opblæst Faarebælg der bruges som Boie. Ryf. (Nærstrand, Vikadal).

Kik (oi') n. se flg.

kika (i') v.n. (ar), 1) trække sig med et Ryk (Kast) tilbage og saa komme igjen; forsvinde og være der igjen; om en Lygtemand, om et gjækkende Dyr som kaster sig til Side og kommer nær igjen (jf. dena). Sogn (Aurl. Hafslo). "Hestn gikk o kika undao". "Jæntao gikk o kika (kjeeka) undao, vilde kje seia Nei helde". 2) = jukka, jia. Nfj. 3) v.a. og n. vrikke med noget møisomme Vrik; gnide langs en Flade frem og tilbage. Sogn; Vald. Hall. Helg. Gbr. "Kjeeka se (Ænden sin) paa Stooln". "Han kjeeka so længje te han vann da (dæ) fram". "Innkjeeka, utkjeeka, kjeeka alle Manns Kjeekedeeko": en Gaade om Døren, ogsaa om Naalen; Hall. (Gol). "Da va so vitt vi kjæk(k)a Baatn fram om Oddin"; Helg. "Æg kjæk(k)a han attaavr" (i Brydning); Helg. "Kjeeka paa Feela"; Gbr. Se keika. – Kik (i') n. det at kika. Vald. "Han gaar her paa Kjeek´e", kommer og gaar pludselig. – Kiking f. det at kika. Sv. Diall.: keka, draga sig fram, tugga, gräla osv.; kik', dia.

"kikja (ii) v.n. tabe Veiret osv." A. VAgder, Odal. – kikjelæ v. lee saa man kikjer. Li. (Eikin). Og: kiig-læ Ma.

Kikk m. Forvridning eller Forstrækning af Sene eller Muskel, saa der indtræder Stivhed og Sting. VTel. (Vinje og fl.): Hedder ogsaa Kink, se d., og "Tverslit".

kikka v.a. (ar), drive for stærkt, saa der indtræder en "Kikk", se d.; overanstrænge = forelta. Næsten kun med Hest til Objekt. Agder, Tel. "Kikka av". "Kikka uut". "Hestn æ reint avkikka". Ofte sammen med "kjakka"; se d. "Koss æ dæ, du kikkar o kjakkar Hestn din?" Jf. kinka, kika, keika og flgg.

kikla v. 1) v.a. = kikka. Tel. "Kikkle seg". "Ein utkikkla Hest". 2) v.n. gjøre smaa Ryk og Vrid som en lunet, halvt stædig, Hest; gaa vrikkende, trippende og ujævnt. Tel. (Bø, Lunde og fl.). 3) om rykkende Latter: "kikkle o læ". Tel. – kiklen adj. "Ein k. Hest", til kikla 2). "Ein Kikklefant te Hest". NSvenske ("Norske") Diall.: kikklot, ostadig.
kikna (i') v.n. 1. blive forstrukken og lidt forvreden i Sener eller (og) Muskler, saa der indtræder Stivhed og Sting; især ved Forløftelse. Tel. (Vinje, Sellj. Bø); Totn: kiktne (som Soktn). Ogsaa: kiknast, Tel. "Kikknast i Oklaee". – Kikn n. en slig Forstrækning osv. Tltn: Kiktn ("i Rygga, i Nakka(m)").

kikna (i') v.n. 2. = keikna. Hall. "Kikkne attaavr; kikkne i Ryggji". G. N. kikna.

"kikna (ii) v.n. tabe Veiret". A. Li. Oslo.

?Kikr, Klimp = Klepp. Trondh.

kikren adj. klumpet, klimpet; især om sur Mælk, Kikrmjølk f. Namd. Innh. Strinda. – Kikriaat adj. = kikren. Namd. – Kikrost (o') m. Ostegryn paa Bund af Valle. Namd. NSvenske ("Norske") Diall.: kikkr, klimp; kikkri, klumpig.

kiksa v. (ar), gnide, omtr. = kika; mest i "kikse paa Feela". Gbr. (Fron, Sel, Vaagaa).

"Kil (ii) m. smal Vig". A. Ned. Ma.

kile (ii) v. kildre. Oslo, Vestfold og fl. Se kitla. – kilen adj. kilden. Oslo og fl.

Killem m. Ørefigen". A. Kiilæm f. STrondh. Kiilæmne f. Gul.

Kiltr n. Skrab; Fuskeverk; værdløst Arbeide. Gul. Namd. Helg. Senja. "Enn aa holl' paa mæ slikt Kiltr mitt i Aann´n!" Oogsaa: Kjaltr, Kjeltr; Nordl. NTrondh. "Kiltr aa Kaltr", d. s. Namd. Helg. Se kaltra A. – kiltra v. fuske; gjøre Fuskearbeide; "kitlr oopp", sætte løst op. Innh. Namd. Senja. Og kjaltr(e), kjeltr(e); Nord. NTrondh. – Kiltregrei(d)a f. daarligt Redskab el. Arbeide. Helg. Jf. Gotland: kiltar n. oreda; kiltra si, bli oredig.

Kiltre n. en Flok af Pak. Østerd.

Kim (i') m. Antydning = Keim. Nfj.: Kjeem´e.

"kima (i') v. (ar), give en Antydning af Lugt, Smag, Luftning = keima. Nfj. og Sdm.: kjeeme og "kime". Maaske nærstaaende de flgg. Se keima og "keima" A.

"kima (i') v.n. (ar) vrikke, vugge sig". A. Særlig i Livsmod og Livsglæde; omtrent = kvika, keima. SætV. og B.; Tel. og Ma.: kjeema. – Jf. (?) I sl. kíma gjøre Nar ad, kímiligr løierlig. Se kimpa.

kima seg (i') v.- gjøre muntre Kast og Sving = kima, kjæta seg; mest om Kid, Lam og Foler. VAgder, Sæt. VTel. – kimen adj. Agder. "Folen æ gjaemen o kjeemen"; VAgder. Se kimpa.

Kimbel m. en stor Bundt Græs, Løv, Blomster og dl.; en Tot Hø. Vald. (Aurdal, Vang). G. N. kimbull (-ill) Bundt. Kimmel d. s. Vesteraalen. Kjeem(m)il, en stor Halmbundt. Namd. Innh. Kimel og Kjeemel (Fl. altid Kimla), Bundt. Dal. "Graskimel, Nævrakimel, Tor(v)kimel".

Kime m. smalt Stykke Land, som stikker næsformigt ind i Omgivelser af anden Art; omtrent = Kjos, dog ikke fordybet. a) England, der stikker ind i Skov. Sogn; Li.: Kjeeme. b) Næs af tæt eensartet Skov; ogsaa: tæt Lund, overh. Sogn, Shl. Ryf. ("Kjeeme"), Sfj. (Førde, Kinn: "Kim(m)e" og "Kjeeme"), Nfj. ("Kjeeme" og i'). Furekime, Bjørkekime. "Ørekjeeme, Skogakjeeme". (Shl.). Ogsaa: Kim m. Sfj. ("Kim(m)´e"), Romsd. (Eid "Kimm"). "Aarekimm". Og: Kjemm n. SHelg. (Bindal). Skogarkime.

Kimla f. = Kimbill. Shl. (Etne).

kim(m)en adj. udspilet af Æden, fyldig af Mad. Østerd. (Aamot, Elvrom). Meddelt.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   86   87   88   89   90   91   92   93   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə