A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Kimp m. 1) Ryk eller lidet Kast eller Slæng med Kroppen, I Uro eller Overmod. Tel. 2) En som kimpar, se flg. Tel. kimpa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə91/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   87   88   89   90   91   92   93   94   ...   219

Kimp m. 1) Ryk eller lidet Kast eller Slæng med Kroppen, I Uro eller Overmod. Tel. 2) En som kimpar, se flg. Tel.

kimpa v. (ar). "kimpe paa seg", el. "kimpe seg", fare op og gjøre smaa Kast eller Slæng med Kroppen, "Kimpar". Tel. (Selljor, Hjartdal, Sauar, Lunde, Bø). "Han va uppe aa kimpa paa seg; d'æ slik ein Kimp" m. – kimpen adj. tilbøielig til at "kimpa paa seg"; urolig, spradende og vigtig. Tel. "Kimpen aa kynnug". – Kimpil m. en liden "Kimp", liden urolig spradende Vigtigper. Tel. – kympa seg v. = kimpa seg, men lidt mere udfordrende = gjempa seg. Shl. (Finnaas, Fitja), Sæt. – kympen og kympeleg adj. tilbøielig til at kympa seg. Sæt. – kympr adj. med et overmodigt og udfordrende Væsen. Ma. (Holum), VNed. – kymprgod adj. snar til at blive fornærmet; prippen. Helg. – Ordene minde om kipa, kippa og keima, kima (kjeema); dette sidste er dog mere ungdommelig livskraftigt og ganske umiddelbart: "Kid, Lam, Føl og virkelige Børn "kima seg", mens halvvoksne (aldrig voksne) Byttinger har let for at kimpa seg.

kimrast v.n. (ast), briste = kymra. Gbr. (Vaagaa). kymrast, Innh. "Meelkja (Mjölkja) kymres(t)". kymmr’ sæ(g) d. s. Trondh. (Lade).

Kims m. Ramme til at vinde Fiskesnor op paa = Vadgrind. kimse v. (ar), vinde op paa Kims. Follo.

"kimsa v. (ar), kimse". A. Hall. Ned. Ma. Ryf. Røldal. – Kims m. og Kimsa f. En som kimsar. – kimsen adj. Hall.

King m. Tand ("Tind") i Gaffel (Høg., Møgg.) Li. (Fjotl.). Jf. Kjeng. – King se Kyng.

Kinge m. en Krampe ? Kjeng. Follo. "King", A. Hedm. SGbr.

"Kink m. liden Vridning osv." A. Shl. 2) lidet Vrid el. Vrik = Kikk. Tel. (Nedre; Selljor). Grisekink.

kinka seg v. = kikka, kikla seg. Tel.

kinksen adj. tilbøielig til at "kinksa", slænge med Hovedet. Ma. og fl. "Folen æ kaat o kinksen".

"Kinn f." A. 3) Side i Skorsten. Gbr. Sæt.: n.

Kinn n. Trin i en Stige. Voss, Sfj. (Førde), Nfj. (Breimn). "Stigekinn". – Kinne n. d. s. Hard.; Nhl. (Mo, Eks.): Kidne. "Steegekinne", Nfj. (f. og n.).

Kinnbei? n. Kind, hele Siden af Ansigtet fra Øiet nedad. Ndm. (Tingvoll, Surndal, Sunndal), Hard. (Kvamm), Shl. Kimmbei, Hard. (Ulvik), Shl. (Skonevik, Etne og fl.; tildels "Kjeembei"), Ryf. (Vikadal). Kjeemei, Ndm. (Kvernes). – Kinnbeikul
m. Kindben. Ndm. "Bein", et Been, lyder paa alle de nævnte Steder med N, ogsaa i Sammensæt.

Kinnbein n. = Kinn n. paa Skorsten. Tel.

Kinne n. se Kinn.

Kinnfeita f. = Kinntaska. NGbr.

Kinnfer (ee) n. Kindskjæg, især, synes det, det øverste, fineste og tyndeste. Tel. (Mol. Vinje, Raul.). Se Fer (Fidr).

Kinnflaatt m. = Flaatt, Ixodes.

kinnflekkja v.a. "k. Fisk", rive Fisken op fra Mundvigen af. Helg.

Kinnmilli, se Kirnemylja.

kinnsogen (o') adj. med indfaldne Kinder. Sogn.

kinnug? adj. ømfindtlig, kilden. Stjør. "Hæstn æ kinnöug i Svangaam". For kynnug?

"Kinnung m. 1) og 2)". A. Særlig: Stolpen eller den yderst smale Væg i Stuen mellem Hoveddøren og Døren til "Koven". Tel. (Tuddal): Kinnoongje. "3) Stok i Dørvæggen". A. Ndm. Ogsaa: Stok mellem Vindue og Hus-Hjørne (Nov). Ndm. Ogsaa: kort Stok til Udfyldning, hvor en Bjælke er for kort. Kidning m. = Kinnung 3). Sogn, Voss.

Kip (ii) f. Kurv = Kipa. Voss, Sogn.

Kip (ii) m. enslags Kortspil (101). Hard.

"Kipa (ii) f. 1) Vidjekurv". A. Agder, Rog. Nfj. 3) et firkantet Kar til at bære Fisk i. Senja. 4) Halvrum i "Færing" (Baad), mellem "Framrum" og "Styrerum".

kipa seg v. = kipa, kima seg. Tel. (Mol.).

"kipen (ii) adj." A. 3) vanskelig at mægte, drøi = strid. Ryf. (Nes, Suldal). "Byro va kiipo nokk". "Han va kiipen nokk, dæ va snöutt eg vann mæ 'an". "Dæ verte kiipe!" Det skal holde haardt! "Kiipne Jenter", kneisende, stramme.

Kipeslede (ii) m. Slede med Vidjekarm, til Høkjørsel. Shl.

Kipl m. (n.?) = Kipling. Helg. (Bindal). Til kipla. (A. Helg.).

kipla v. kvidre. SætV. Meddelt.

"Kipp m. 3) Rystelse osv." A. Ndm.

Kipp n. 1) et Øieblik; 2) et lidet Stykke Vei; 3) et lidet Arbeide. Smaal. Tel. og fl.; 4) en kort Stang, som, stukken igjennem Ørene paa et stort Kar (Saa) og heftet paa tværs under en lang Stang, tjener til at bære Karret. Tel. (Selljor og fl.).

kipp adj. sky = kippen. Romsd. (Aukra og fl.).

"kippa v. rykke osv.; rokke osv." A. Ogsaa: kjeppa; Hard. Sogn; se d. "Kippa mæ Æugo (Æugedn)", klippe med Øinene. Sogn. "Kippe paa seg" = kimpa, gjempa. Tel. "3)". A. "kippe noko innaa'" træde noget ind paa en Snor og dl. Sæt. "5) trække lidt fremad osv." A. Særlig om "Kippevendinger". Østl. (Totn, Østerd. og m. fl.). – "Kippe paa", være rask, skynde sig. Tel. (Fladdal, Bø). – "Kippe upp", gaa træt, give tabt. SØsterd. – kippa seg v. vride sig, krympe sig for noget = kvida. Ndm. Fosn. "Han kippa (kifte) se för aa ta 'ti".

Kippa f. = Kippe. Voss, Sogn. "Riiskippa". Kjeppa, Helg. Særlig: en Bundt af to Vaager Nævr. Berg. Se A.

"kippast v.n." A. "Kippast mæ einan'n", rykkes, brydes (lidt); omtrent = nappast. NGbr. Sogn (Aurland; meget brugt).

kippast v.n. grue osv. = kippa seg. STrondh. "E kifst för (fär) aa gaa der". Ogsaa: "Dæ (de) kifs(t) 'ti me, saa snakka dæm". Og: "kifs". Se kift, kifs(t).

"Kippe n." A. Jæd. "Krasak., Vidjek".

Kippeband n. Vidjebaand eller sammenbøiet Gren til at bære store Knipper i. Hall. fl.

"kippen adj." A. Ndm. 2) fuld af smaa Ryk; urolig. Shl.

kippesjoa adj. om det Tilfælde at der i Flod eller Ebbe indtræder en pludselig Standsning eller en modsat Bevægelse. Hard. (Ulvik, Ullensvang). Se Kippesjo.

Kippestong f. = Kippetroda. Shl.

"Kippevending f." A. Østerd. Totn og fl.

"Kippevid m." A. 2) kløvet Brændeved, modsat: Stokkvid. Trondh.

kipphøg adj. = kjepphøg. Sfj. (Vevring).

Kippsveig m. = Kippeband. Ndm.

kirka, kirkja, Kirkja se kjerkja, Kjerkja.

"kirna (i') v. kjærne". A. kjeenne, VTel. (Vinje, Skafsaa, Mol.); ligesom "Feenni" G. N. firn; medens det i VTel. er Kvenn kvern, Hynna hyrna, Honn horn, (derimod: feenne finna, kjænne kenna, tønne þynna, Toonne tunna, Aann önn); kiinna VAgder og fl.; kiinne Hall. Vald. ligesom Biinna Biinne birna, Fiinne Vald.; medens det er Kvedn (Kvædn, Hall. Vald.), Hydna, Hodn; rn i irn i Tonstavelser synes altsaa i flere Maal at have udjævnet sig til nn (og saa delt Skjæbner med nn) tidligere end rn i ern, orn, yrn. 2) knurre eller grine vedholdende; gnave. Ma.

Kirnarrjome m. Fløde som man har kjernet en Stund. Hall.: Kiinnarjømee.

Kirnegaas f. Smørklump som ved Kjerning tildeles Børn eller Tjenere. Totn, Ringerike: Kjinne-. Se Gaas. – Kirnegløys m. Strøm af Kjernemælk som vælder frem (op) i det Øieblik Smørdannelsen blri udpræget. Hall. (Aal: Kjinne-). Se Gløys. – Kirnegrop (o') n. Tel. og Rbg.: nn; se Grop. – Kirnekling m. = Kirnarbite, Søndenfjelds: nn; Kinnklining, NGbr. – Kirnekross m. Hjul i Hjulkjerne. Vald.: nn. – Kirnemylja f. halvkjernet Fløde med smaabrukket Fladbrød i. Innh og Namd.: Kinnmilli m. Kinnbløyte f. omtrent d. s. NGbr. – Kirnetyl m. Kjernestav. Vald.: nn. Kinntyl, Gbr. (Vaagaa), -tivil, Gbr. (Lom).

kirra v.n. (ar), skjelve, sittre, som en døende Fisk. Sogn, (Aurl.). "E(g) ska flao
de(g) so du ska liggja berre aa kirra". Jf. kirren, kjera. Skaansk Dial. kirra, svänga.

kirren adj. livlig og let i Bevægelser, omtr. = firren. Hard. Shl. (Finnaas, Fitja).

Kis (ii) f. Bugle paa Klæder og Sko = Kyta. Senja (Kvædfjord). – Kisse m. d. s. Senja. – kiisaat adj. fuld af K. Senja. Jf. Sv. Diall. kishåla, kisebora dvs. kindgrop.

"kisa v. plire". A. Sæt. Ma.

Kise (i') m. 1) Krat = Kjørr. Hard. (Kvamm, Røldal, Ull.), ogsaa: Kjeese; "Bjørkekjeese"; "Fjøllkjeese" = Fjellkjørr. 2) Busk af smaa Træer paa een Rod = Runn. Hard. (Kvamm). "Orrekise". Se A.

Kisil m. et Legetøi. a) Top. Røros. "Slaa K.". b) = Kattimann. Innh. Kjesil, STrondh. (Fosn og fl.). Hører vel til G. N. kisi Kat (og kisill?).

kiskra v. lege stille. "K. mæ Katt´n". Ma. (Grindeim, Bjell.). (Jf. G. N. keski, Spøg).

Kislebær(g) se Kjetleberg.

Kisteknakk m. fodløs liden Bænk med laaset Rum under Sædet. Ndm. (Surndal, og fl.).

Kistestol m. "Kisteknakk" med Ryg. Ndm.

"kita (i') v.a. kildre". A. Li. I Hard. er kita kildre ved at berøre et ømfindtligt Sted (Siden), men kitla kildre ved at krille. – kjaataa (kjoto, o'#-aa), Gul. kjeet, Salten.

"kitall adj." A. Sogn, Vald. Oslo. kjetall (ee og æ), Hedm. Odal, Vinger, Smaal. Rom. Ring. og fl. 2) trættekjær. Ring.

"kitla v. kildre pirre". A. kisle Tel. og fl. kiile Østl. 3) lee stødvis og dulgt; lee som naar man kildres. "Kitla aa læ", Hard. "Kisle o læ", Tel. "Læ kitlande gott", og "læ kitande gott", Hard. 4) pirke, rage i Ilden. VTel. "Kisl' i Snaartane". – Kitle-kumar m. om en kilden kaad liden Hest. I Spøg. Sogn.

"Kitte m." A. Innh. (Beitstad): "Kitti".

"kitug (i') adj. kilden". A. kitig, Shl. Nfj. kjeeti, Vesteraalen; kjaataa(gh)w, Gul.; kjeetöu, Helg. – kjeetin d. s. Helg. – kihlaa(gh)w dvs. kitlug, Gul. (Soknedal, her ogsaa "kjaataa(gh)w)".

"kiv (i') n." A. "Han renne(r) her upp i Ki`ve, og "i Kjeev´e". Hard. (Kvamm, Ullensvang). "Han heelt pao mæ da uppatt i Kiv`je"; Voss. "Han ga(v) paa (roopa) i Kjeev`(v)i". Helg. (Bindal). Jf. kjerva.

kiven (ii) adj. kivagtig. Vald.

Kj se K og Fj, Tj.

Kjafl, kjafla, og mange flere, se tja-.

kjafsa v.n. (ar), 1) tygge med store Bevægelser af Kjæverne (gjerne med en fs-Lyd), tygge voldsomt som Hund og Svin. Tel. Sæt. Ma. Nhl. 2) hugge uvornt og usikkert (skjævt og ligesom tyggende); hakke. Sæt. 3) hugge med Aarerne i Vandet under Roen. Hard.: kjapsa. 4) kjævles; yppe Kiv. Tel. (Lunde). – kjafsen adj. tilbøielig til at kjafsa. "Hogge kjafsi", Sæt. Snarest tjafsa af tafsa, maaske under Paavirkning af Kjaft (Kjeft). Jf. jafsa.

kjaga v.n. og a. (ar), drive uafbrudt paa med det samme Arbeide, arbeide anstrængt ensformigt og hvileløst; overanstrænge ved hvileløst Arbeide. Ogsaa: mane vedholdende = masa, gnaga, gnaala. Overhovedet omtr. = masa, men noget stærkere. Hadel. Tel. Li. Dal. "Kjaga o gnaga". kjaagaa, Innh. ØTel. (Bø, Heiddal). "Kjaagaa uut Hæstn". – Kjag n. og Kjaging f. det at kjaga. – Kjag m. og Kjog (o') f. En som kjagar. Tel. (Kvits. Sell.). – kjagen adj. tilbøielig til Kjag n. – kjaagjen adj. overanstrængt, forslæbt. ØTel. (Bø, Heiddal). – kjagsam adj. = kjagen. Se A. Isl. kjaga slæbe sig frem.

kjagla v. 1) smække, om Sko, = jagla. Ogsaa: kjakla. Jæd. 2) kjævle saa smaat. Tel. – Kjagl n. smaat Kjævl. Tel.

Kjak n. Isslag. Rom. Se Jak. – kjaka v. se jaka. – kjakl = Jak, Jøkul. Vestfold.

"kjaka v.n. (ar), kjævle". A. 2) snakke med trættende Vedholdenhed. Tel. og fl. – Kjak n. Kjævl; trættende Snak. Hall. Vald. Tel. – Kjak m. og n., og Kjok (o') f. En som kjakar, snakker trættende; En som ukaldet blander sig gjentagende i Tale og Ting. VTel. (Selljor, Rauland; Svein.). – Kjakalakk n. (m.) En som altid vil modsige. Hall. (Gol). – Maaske jf. kika.

Kjakafite (i') m. = Kinntaska. Gbr. (Fron): Kjaakaafeeta (korte Vokaler).

kjakaleg adj. med lange hule Kinder. Tel.

Kjakasott (oo) f. = Kjakafite. SØsterd. Og: Kjäkäsutt (omtrent), Rendal; Kjækasott, SØsterd. – Kjaakaasoott, NGbr.

"Kjake m. Kjæve". Kjaka, Østl. (Vestfold og fl.). Ofte om hele Kindet; men Kjakabein n. Kjæveben; Vestfold og fl. Kjækabein, Ryf. Shl. – Kjeekje m. = Kjake. Ma. (Bjell.); Kjeeka, Ndm. – Kjok (o') f. d. s. Tel.

kjakka v. (ar), 1) hugge eller klippe gjentagende men usikkert og kraftløst; hakke. Ma. "Kjakka mæ (L)jaa´n; kjakka o slaa". 2) hakke paa, forfølge, overanstrænge, udmatte; se kikka. Agder. "Boonden bli kji læng´e (lengr) kjakka i Byn´n, sum fyrre". "utkjakka, avkjakka" adv. 3) smaaskjænde; kjævle. Røldal. Jf. kakka (kjaka).

kjakla v. = kjagla 1) og 2), jakla. Jæd.

kjaksa v. (ar), = kjakka 1). Berg. Ryf. Sæt. Tel. Hall. Østl. "Kjaksa mæ Øks, Ljaa, Soks". 2) tygge møisomt og usikkert; Shl. Jf. kakka, kaksa, jaksa, sjaksa osv. – Kjaks n. a) det at kjaksa; b) det ved Kjaksing f. frembragte (ujævne, hakkede, klodsede).

kjaksla v. = kjaksa. Follo, Smaal. Tel. Sæt.

kjakstra v. smaahoste. Kjakstr n. en liden Hoste. Ryf. Se kjaaksta, kjaakja.

kjaksutt adj. hugget klippet eller tilskaaret klodset, ujævnt, hakket. Sæt. Til Kjaks.
kjala v.n. (ar), have møie med, slæbe med noget = kjava (tjava), masa. Helg. – Kjal n. Slæb, Møie. – kjalen og kjalsam adj. møisom, forbunden med Kjal. Helg.

kjalla v. se tjalda, tjelda.

Kjaltr, kjaltre se Kiltr.

kjamla v. 1) tygge svagt og langsomt, sløvt; gumle. Hard. Li. Rbg. Ned. 2) famle efter Ord, tale usikkert. Shl. Li. Rbg. "Hamla o kjamla". Vel tjamla. Jf. tamla, tamsa; kjomla.

kjampa v. 1) tygge møisomt huggende. Hard. (Odda). 2) gjentage unødigt og trættesygt. Hard. (Ulvik, Ullensvang). "Han he no alti kjampa (pao) da". Jf. kampa.

kjamsa v.n. (ar), tygge langsomt = tamsa". A. Shl. Ryf. Røldal. kjamsle d. s. Sæt. – 2) famle, især efter Ord. VAgder, Odal. "Hamsa o kjamsa". "Han tkjamsa 'tu sæ", Odal, Vel tjamsa; jf. dog kamsa.

Kjamsa f. klodset, famlende Person. Ma.

kjamsutt adj. som pleier kjamsa; famlende. Odal: "tkjamsete".

kjangla v.n. 1) tygge møisomt og med store Bevægelser af Kjæverne til Siderne; tygge med liden Virkning. Tel. Jæd. Li. Vestfold. "Kyræ stoo o kjangla paa Togenden". "Saksa kjanglär", klipper sløvt; Vestfold. 2) "kjævle". A. Østerd. Gbr. Tel. Li. Romsd. og fl. "Han kjanglar o kjagar jamt". kjængle, Bamle. – kjanglast v. recip. kjævles saa smaat. Tel. og fl. – Kjanglevedr m. en indskrænket Person som aldrig blir træt af at modsige (-Væder). Gbr.: -Væidde. Jf. jangla (og kangla).

kjangsa v.n. tygge sagte; gnave; smaaspise. Tel. (Kvits.). – Kjangs m. en Smaaspiser.

Kjank m. og Kjanke m. (og f.) liden Masse. ØTel. (Bø), Vestfold (Hov). "D'ær att en litin Kjanke mæ Høy boorti Roo´a"; Vestf. – Kjankebyr(d) f. meget liden Byrde. Kjankelass n. m. l. Læs. Tel. Maaske til Kank, Klase. Se fj.

Kjank n. Nattefrieri. Shl. (aa). Se kjanksa.

kjanka v.n. (ar), knurre, smaaskjænde. Hard. Og: kjaanka, YHard. Sogn. – Kjaank n. (og m.) Knur; Klage; Klynk. Sogn, Hard. – kjaankla v.n. kjævle. Sogn. Kjaankl n. Kjævl. Sogn.

kjanksa og kjangsa v. kurtisere. Kjanks m. en Kurtisør; en som agerer Kjæreste. Follo, Smaal.

"kjapp". A. Smaal. Oslo, Vald. Tel. Ma.

kjappa seg v. skynde sig; være rask. Tel.

Kjaps n. Fryndser. Ma. Se Tjafs, Tafs.

kjasa v. (ar), 1) anstrænge sig med liden Virkning; slæbe; kludre. Smaal. Nhl. 2) snakke uafbrudt eenstonigt og indholdsløst. Sæt. VAgder, Nhl. og fl. kjaase Rbg. (Evje). – Kjas n. eenstonigt endeløst Snak. Agder og fl. – Kjase og Kjaseladd m. En som kjasar. Nhl. – Snarest tjasa af tasa. Jf. Sv. Diall. kjas, smekord, joller.

kjasen adj. 1) som vil kjasa. 2) mat. Dal.

kjaska v.n. 1. 1) hugge sløvt, hakke. Ogsaa: tygge med Smasken og ligesom møisomt. Voss, Hard. Nhl. Shl. "Griisn kjaskar". Vel omsat af kjaksa. Kjask m. En som kjaskar. Hard. – 2) gaa møisomt, ligesom vadende; stampe. Innh. "Kjask' i Myrann".

kjaska v.n. 2. gaa svagt, smaat og sent = kjassa. Ma. Maaske eet med foreg., men ligner mere kjassa.

kjaskjen adj. slap og sen. Ryf.

kjassa v.n. (ar), 1) gaa svagt og langsomt = kjaska 2. Agder, Tel. "Han gjænge kjassar o bee´e". "Ho gjænge kjassar, mæ ho kann". 2) arbeide uden Fremgang; pusle; søle = klussa. Tel. Agder, Dal. Jæd. 3) v.a. "kjassa burt", søle bort. "kjassa seg ut" el. "yve(r)", søle sig til. Agder, Tel. – "Dæ kjassast bort alt dæ han heve", forsvinder ved Søleri. – Kjass n. Søl, Kluder, Slæb; = Kluss. Agder, Tel.. Kjassa f. og Kjasse m. Pusler, Søler; Skidenso; Pjalt; Stymper. VAgder. – kjassen adj. 1) tilbøielig til at kjassa; sølevorn; noget sløv osv. Agder. "Gamaal o kjassen". 2) mat, slap, udtrættet. Rog. "Øykj´n æ kjassen aa trøytt´e. 3) sølet, tilsølet. 4) møisommelig = tungvinn, seig. Agder, Tel. D'æ kjasse i Ellhuse", sølet. "Kjasse Føre". "Kjasse Veer". "Grasvolln æ kjassen o gangge paa". "Her æ kjasse o gaa". "Dæ gjekk kjasse". "Sjaa kjassen eud baade i Kjød o Klæe", se forkommen ud i Huld og Antræk (= pjuskela); Ma. (Holum). Bogstavrimet her kunde tale for K (se kjessen), hvos det hele Udtryk kunde antages at være noget gammelt. Snarere dog tjassa; jf. tassa, tassen, tjassen, tessen.

Kjaug se Tjo. kjausa se tjausa (tusa).

"kjava v.n. (ar), snakke meget osv. kjav n. Snak osv." A. Vestfold. Rbg. Sogn, Nfj. – Kjav n. En som "kjavar paa de sama", især snakker med trættende Gjentagelser. Sæt. Tel. Jæd. Kunde høre til flg.

kjava v.n. og a. (ar), arbeide med larm og liden Fremgang; slæbe og tumle. Oslo, Vestfold, Tel. Rbg. Li. Ryf. Hard. Voss, Sogn, Sfj. Nfj. "Han (Maskinen) tavär aa kjavär (tkjavär) alt de han aarkär", Oslo. "Eg æ reint upptkjava" el. "uttkjava", udtrættet af tumlende Slæb, Li. Sogn og m. fl. (mens "uppkava", sammesteds, er overlæsset med Arbeide og noget nervøs, men ikke udtrættet). – Kjav n. 1) det at kjava; tumlende Slæb. 2) En som kjavar. – Kjave m. En som kjavar. Shl. Rbg. og m. fl. – kjaven adj. 1) tilbøielig til at kjava, til Kjaving f. 2) forbunden med Kjav; møisom, besværlig. "Tkjave Føre", Hard. ("Tave F." Tel.) "Da gjekk so tkjave (tjave)". Shl. Nhl. Ryf. Voss, Sogn. ("Dæ gjekk tave", Røldal). – Dette kjava er vel for tjava, tava, jf. Tav og fl.;
men Lydeensheden og Begrebsligheden vil lade det glide sammen med kjava, A.

kjavla v. 1) tygge møisomt; gumle. Tel. (Lunde) og fl. 2) kjævle, kives. Romsd.

kjavlast v. recip. kjævles. Vald.

kjaa v.a. (r, dde), 1) gnide, stryge. Vald. "Katta kjaar se inn te Foot´n". 2) gnide, slide paa noget. Hall. og fl. "Kjaa uut": a) opslide, udmatte. Tel. (Vinje). "De tkjaar meg uut detti Arbeii; eg æ reint uuttkjadde". b) faa Kraften ud af noget, udlude. Sæt. Ma. "Kjaa eut Malt, ai Skraa (tygge). 3) v.a. og n. overhænge med Krav, mane; gnave = gnaa. Ma. Tel. Hall. Se tjaa A. G. N. þjá tvinge. Bett. viser dog snarere hen paa G. N. kjá (kjár nefinu at ödrum, "gnider Næsen mod den anden"). Jf. kjea omtr. = kjaa, kjoa dvs. pusle, søle, kives (= kjea). Jf. ogsaa kjega, kjaga (kjaaga). Sv. Diall. tjå, udholde. 4) se kaa. – Kjaa n. det at kjaa. – Kjaa-a f. og Kjaa-e m. En som kjaar 4), en overhængende manende plagsom Person. Hall. – Kjaabekar m. = Kjaae. Hall. – kjaaen adj. tilbøielig til at kjaa, til Kjaaing f. Jf. køya.

kjaaga v. (ar), gnide, gnave; gnides, gnanes. Jæd. Li. "Sekkjn kjaaga innpaa Jule". "kjaaga ette", mane. tjaaka? kjaaka (se foreg.)? – kjaagaa, kjaagjen se kjaga.

kjaakafull adj. propfuld. Helg. tj?

Kjaakan(d) n. NGbr. se Kvikinde.

kjaakja v.n. (er, te), glo med fremstrakt Hals og aaben Mund = gana. Shl. (Sveiaa, Kvinherad, Strandebarm). kjaaka d. s. Nhl. (Samnang), Shl. – Ordet hører (trods = gana) neppe til Kjake; tør være med kjaatta, (kjaaksta og Kjaatla): tj-.

kjaakjen adj. plagsom, opslidende; se tj.

kjaakla, -kna, -ma og fl. se tjaa-.

kjaaksta, kjaakstra v. smaahoste. Jæd. Hard.

kjaaleg adj. opslidende; yderst trættende el. kjedelig. Tel. "Tkjaaleg' o gnaalege. Se tjaaleg A., kjaa v.

Kjaank, kjaanka, kjaankla se kjank-.

Kjaast m. Støn; tungt Snøft. Hall. Tel. Hard.

"kjaasta v.n. stønne, snøfte". A. Hard. Tel. 2) smaahoste, mest med lukket Mund og Lydeksplosion gjennem Næsen. Tel. Hard. – Kjaasting f. det at kjaasta. – Kjaastehoste m. Tel.

Kjaasta f. en Klynker; et Gnav. Tel. (Mol.).

kjaastra v.n. 1) smaahoste = kjaasta. Ma. 2) klynke, mane, trygle. ISogn. "Kjaostra aa grava". – kjaastren adj. klynkende; uden Mod og Tilgreb. Voss.

Kjaatla f. tosset Kvinde. Shl. Hard. (ao).

kjaatta v.n. (ar), 1) gjøre gjentagne smaa Ryk; drage gjentagende og med liden Fremgang. Shl. "Hestn staar der aa kjaatta(r) men faar da kje længr, staar dar aa smaakjaatta(r)". 2) buksere. Shl. 3) strække sig gjentagende frem for at see; kige frem, titte. Hard. og Sogn: ao; Sfj. Se A. 4) ikke faa Ordene frem. Hard. (Ullensvang). – kjaata d. s. Nhl. (Haus, Mo og fl.). Tildels: er, te. Maaske tjaatta, af taatta dvs. drage rykkevis, slide; jf. kjaak(j)a.

kjaatra v. snadre, svadse. Shl. Se t(j)adra.

Kjaav n. vimsende Travlhed. Hall.

"kiaava v." A. Jf. kaava.

kjea (ee) v. (ar; og er, dde), 1) arbeide vedholdende men evneløst og effektløst; pusle vedholdende; særlig: mane smaat men gjentagende = gnaga. Li. (Kvin), Ma. (Otrnes), Rbg. (Hærrefoss, Ivel.), Ndm. (Tingvoll). "Han gjæng o kjeea(r) mæ dæ heile Daj´n". 2) smaakjævles, smaatrættes. Ndm. "Kjeea mæ æen". Jf. kjaa, kjega, kjaga.

Kjebba f. langt Risknippe. Sogn. Jf. Kippa.

kjebba v. (ar), 1) rykke = kippa. Sogn. 2) lave til en Kjebba. Sogn (Leikang og fl.).

kjebben adj. kastende med Nakken; kneisende = kjerren. Gbr. (Lom). Maaske til kjebba v.

Kje(de)soleia f. Løvetand. Hard.

"Kjeft m. Kjæft". A. Kjaft ("Tkjaft"). Hard. Shl. Sogn, Sfj. (Haukedal). – "3) Eggen paa Økser". A. Paa Kiler overhovedet. Østerd. Kjerringkjeft.

"kjeftast v. mundhugges". A. kjaftast, Hall. Vald. Nfj. Sfj. Sogn, Hard. Shl.

"Kjeftauka f. = Kjeftauke. Vestfold (Lier).

"Kjeftausa f. = Kjeftause". A. Smaal. Gbr. Kjaft-, Shl. Hard. Sogn, Hall.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   87   88   89   90   91   92   93   94   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə