Indhold jordsulten side 3 det store hus side 8 jeg er lutter øren side 14 lemmingens ønske side 20 GØgens gemmeleg side 26 skakt trolden side 36 den gode fe side 42 jagtmarker side 47 og ungerne I reden side 58 bur side 72 slangens hug side 76



Yüklə 267 Kb.
səhifə2/5
tarix18.05.2017
ölçüsü267 Kb.
1   2   3   4   5

Jeg finder hvile i mosen.

Den pakker tæt og god omkring mig.


Han var stor af glæde indeni, den dag han var blevet udvalgt.

Stolt på sine fællers vegne, at loddet var faldet på ham.

Af alle dem, der havde håbet på at blive udvalgt, skulle alene han bringe budskabet videre.

Fortælle at alle love og forskrifter var blevet nøje overholdt året

igennem.

At alle ofringer til gudernes ære var blevet udført som de skulle.

At ingen ven var blevet vist døren eller nægtet ophold.

At bopladsens agre var frugtbare og gav dem alle rigeligt at spise.

At frugttræerne sidste år gav så stor høst at selv svinene fik æbler.

At fire nye småpuslinge nu lå og sov i fire forskellige huse.

Og kun de, som skæbnen havde udset, var faldet for fjendehånd.

Det var glade budskaber han havde fået pålagt at bringe videre.

Og ligeså vigtigt; Han skulle anmode om at alle tings hændelser og alles skæbne kunne fortsætte som hidtil. At uår og ufred blev holdt borte fra landsbyen til det ikke kunne være anderledes.

Og desuden om måske ikke så store ting, men lige så væsentlige;

Om ikke Nefke kunne blive med barn dette år. I syv år var det ikke sket. Om Beovars sværdarm kunne blive brugelig igen. Og høvdingens stude, som var syge, kunne blive raske igen. Og en hel del mere som han nu havde glemt. Men han havde gjort det. Viderebragt alt hvad der var blevet ham pålagt, og det var blevet vel modtaget.

Den dag han blev ofret og lagt i mosen havde han husket det hele. Også selv om det var meget han skulle huske. Det var længe siden nu, men han kunne stadig mærke glæden i sig over det budskab han havde bragt videre.

Siden havde landsbyen flyttet sig. Det havde han kunnet høre.

Se kunne han jo ikke her nede i det dybe tørvelag, hvor alt kun var roligt mørke. Men hørelsen havde han bevaret. Og da han kendte alle de lyde, der hørte til i landsbyen, havde han uden besvær været i stand til at opfatte hvornår der blev sået og hvornår der blev pløjet.

Han kendte alt for godt Kertils arrige råb til sine stude, og da Kertils råben i marken en dag, hen over efteråret, blev afløst af en spædere stemme, var det stadig Kertils arrige råb der lå gemt i den nye stemme.

Men færden og banken et år af uro og siden de hårde lyde af tømmerarbejde fjernt fra, fortalte ham at landsbyen flyttede et godt stykke mod øst. Bort fra de store lavninger og søer og op mod bakkerne.

Måske havde byens ofre til guderne i en tidlang været skødesløs og ikke været rigelige nok. Så gav markerne ved landsbyen misvækst.

Så ville der være for meget regn, så kornet ikke kunne tørre til høsten og kernerne spirede i akset i stedet. Mange blev syge af at spise det.

Han huskede de år hvor træernes frugter blev dårlige.

Der havde været flere af disse år på det sidste.

Der var også mere vand i mosen nu, end der før havde været.

Han kunne mærke det.

Isen lå længere over ham, end han længe havde kunne huske.

Men der var stille over ham. Børnene og alle lyde fra landsbyen var flyttet.

Ingen glad latter over de bump han førhen havde kunne føle som et ekko gennem vandet og ingen glad jublen fra kanten af overfladen. Isen var bare. Den var stille. Den var ikke noget. Ikke noget mere. De var draget østud. Alle samen.

Og han kunne både føle og høre noget der bekymrede ham mere.

Forsommerens mylder drog vand fra ham hver eneste år.

Den svage famlen af nye træers rødder. Han kunne høre dem over sig i en ujævn cirkel, men endnu temmelig langt ude i kanten. Det måtte være ellekrattet der trængte sig på. Så han brugte lang, lang tid til at tælle. Talte alle de mange små famlende bevægelser fra rødderne.

Han kunne tælle hvorledes de vovede sig ud hvor der intet fæste var i vandet, og høre deres spæde kalden på et hæfte og deres jublende tilfredshed, når de fandt blot en smule grobund og bandt sig fast.

Og efter dem kom alle de urter der groede op af løg og igen, lige efter dem buskene. Han kunne høre dem, mærke de, og lugte dem. Og nød dem. Især alle de, han selv havde holdt af, mens han var i live.

Kanten af mosen var værdsat af alle og hvert år havde børnene hentet mængder af tidlige vårblomster i mængder, samt deres løg i alle størrelse, giftige som ugiftige, indtil de kendte arten, og lidt senere, vilde ribs og solbær. Hentet vildt som harer og mår og ræv i fælder. De større børn havde hver vinter haft deres eget morskab med at lokke de yngste i fælderne. Indtil de ikke var de yngste mere og det ikke var deres mødre der måtte stå til god, almindelig latter. Men alle lærte fra barnsben at lave og håndtere fælderne.

Men det var jo slut nu, da ingen børn længere boede ved mosen. Han kunne høre stilheden over sig. Ingen løbende fødder, ingen glade råb. Men det kommer igen. På en eller anden led ville alting komme igen. Også børnene. Han vidste det.
Han lå her - endnu. Det vidste dé ikke. Dem, der havde lagt ham i mosen. At han havde fået tiden foræret som gave. Tid til at ligge her i mosen. Tid til at vente på, at de ting han havde bedt om, skulle opfyldes. Det havde været hans gave fra modtagerne, da han havde bragt budskabet.

Det var en uventet gave, at han kunne vente, hvis han ville. Vente til landsbyens ønsker blev opfyldt.

Da han havde afleveret alle håb og ønsker, som landsbyen havde givet ham at viderebringe, havde han blot ønsket enkle svar. At tingene skete vel i landsbyen. Det ville vise folkene, at en værdig budbringer var sendt af sted.

Men dette, at få lov at vente til tingene skulle ske, glædede ham.

At få lov til at mærke tiden ske. At vide at en småunge hvilede ved Nefkes bryst. At opleve at det næste år ville de ting han var budbringer om, forandre sig til det bedre. At studene kom sig og Beovar igen kunne svinge sværdet.

Nefke fik et barn ved brystet, men Beovar fik aldrig sværdet i hånd igen. Og stude og mennesker døde én for én, når alderen og tiden for dem kom. Den ting var ikke ændret. Kunne ikke ændres.


Han talte ikke de årtier der gled hen over mosen. Han havde ingen brug for tal. Når de gamle træer, han engang havde mærket som et usikkert, spirende frø i jorden, segnede af ælde og råd, kunne han fornemme at tiden gik.

I en lang, lang, kold periode, hvor vandet omkring ham aldrig nåede op til sommerens lunere temperatur, døde alle buskene bort og næsten alle træerne. Mosen lå bar og nøgen. Isen kom alt for tidligt i efteråret, og slap alt for sent, først op mod forsommer. År for år.

Men det sluttede også. Og nye vækster slog rod og groede over ham igen. Og samtidigt med dem, kom stemmerne tilbage. Børnenes stemmer. Andre stemmer, der lød anderledes. Men det var børn og voksne og de byggede og blev boende på det sted, hvor landsbyen i sin tid havde ligget. Og en ny lyd nåede ham. Som regelmæssige slag mod metal. Bløde og med en smuk tone. Fra nordsiden af landsbyen. Det måtte være den lyd rejsende sydfra, i hans egen landsby, havde talt om og kaldt en klokke.

Igen hørte han ploven tvinge sig vej gennem jorden. Hørte kornets rødder hage sig fast når blæsten trak i dets aks. Han kunne føle at det var nye arter af træer der slog rod og fæstnede sig solidt i jorden nær mosen. Arter han ikke kendte til. Han bød dem blot tavst velkommen.

Men det var landsbyens liv han fulgte. Den voksede. Hvert år voksede den.

Hvert år blev nye områder furet af ploven og tilsået.

Og så hørte han ufreden og krigen drage buldrende forbi over sig og der var ikke flere stemmer. Var de borte igen nu? Hele vinteren ventede han. Hele hans opmærksomhed var vendt mod den stille landsby.

Isen svandt og stemmerne var der atter. Ikke så mange som før og ikke så glade. Og flere af de nye marker, kunne han høre, fik lov at ligge brak. Men der var børnestemmer. Og med sommerens komme, blev deres stemmer også gladere. Så vidste han at det hele nok skulle gå.

Sommer efter sommer hørte han drengenes stemmer blive dybere og grovere og nye stemmer kom til. Han lærte dem at kende fra deres første skrig, til han ikke længere kunne høre deres gamle stemmer i mængden.

Så når der blev gravet i den nordlige ende af byen, og den svage lyd af klokken nåede ham, lyttede han efter hvis stemme han nu ville savne.


Nyt blev bygget. Meget blev bygget. Han kunne høre at grunde blev ryddet længere og længere væk fra mosen. Landsbyens sted var kun en lille del af byen nu. Der skete meget. Og klangen af metal mod metal, ikke som klokken, men hårde lyde, kom et forår sydfra, gled i sommerens løb forbi ham og forsvandt langsomt videre nordpå midt på efteråret.

Og en dyb, helt ukendt rumlen, nåede nu ind i mellem ned til ham. Han kunne ikke stedfæste lyden. Var ikke ét sted men var rundt mellem bakkerne. Lyden nåede ham ikke gennem vandet, men gennem hele mosen på en gang. Den var tung som jorden selv, den lyd. Som noget så tungt som et helt hus flyttede sig hen over jorden. Og slog ekko af sin tyngde ned over ham.

Han havde ikke sin ro mere. Det var som skete tingene hurtigere end han kunne fæstne dem til det kendte og stille. Træerne kunne han følge. Sommer og vinter kendte han, hvor dårlige de end var..

Men den tunge lyd var værre, blev en daglig plage. Ja, efterhånden flere gange daglig. Og de sidste par år var byen begyndt at grave i mosen. Det havde smertet ham at mærke æggen på spaderne skære sig ned gennem tørvelagene. En gammel træstub, der for længst var gået til ro i stille forvitring, blev halet fri og blot efterladt på overfladen. Der var ingen andagt over deres fremfærd. Ingen respekt for mosen. Intet offer førend de øvede vold mod helligstedet.

Fire somre havde de gravet nu. Han kunne mærke på deres færden at de hurtigt rykkede i den retning hvor han lå.

Hans by var blevet stor. Alt for stor. Han kunne ikke følge børnene, ikke genkende stemmerne. Det var ikke hans by længere. Den tid, han for langt tilbage havde fået som gave, havde han opbrugt.

Det vidste han nu.

LEMMINGENS ØNSKE.


OM HVORFOR LEMMINGER NOGLE ÅR TAGER PÅ VANDRING.

Engang var lemmingen så træt af tilværelsen, at den henvendte sig til Vorherre da han en dag kom forbi det sted hvor den boede.

"Kære Vorherre," sagde lemmingen, da Vorherre var kommet så tæt på at han kunne høre den, "er det ikke sandt at du engang i tidernes morgen selv har bestemt, at alle på jorden har samme ret til at leve?"

"Jo da." svarede Vorherre forbavset, da han opdagede den lille lemming på toppen af det klippestykke hvor den var klatret op for at være på højde med Vorherre.

"Har du ikke fra tidernes morgenstund selv bestemt at alt levende i din store natur skulle eje en del af din kærlighed til sin næste og være ligeværdige væsner under dine skyer? Lige fra den usleste blomst på dal­bondens mødd­ing til det ædleste og største dyr på fjeldets skråninger?"

"Jo da," gentog Vorherre og hans milde øjne hvilede på lemmingen, der iltert stirrede tilbage.

"Hvorfor kan jeg så ikke få lov til at leve med den samme ret?"

"Kan du da ikke det?" Vorherre kvalte mildheden i sit åsyn og så alvorlig ud. "Du lever da også som en del af den natur jeg har skabt. Du spiser når du er sulten og sover når du er søvnig. Gør du ikke?"

"Nej, jeg gør ikke. Og det er præcis derfor at jeg spørger dig om vi lemminger ikke alle har samme ret til at leve. Dengang du skabte os, som det sidste og ædleste af alle dyr, lovede du os at vi skulle blive talrige som regnens dråber på jorden, men hvad er vi blevet? Når jeg vover mig ud om dagen, i lyset af den sol du så gavmildt har skænket os, for at finde føde til mine altid sultne unger, så slår ørnen uventet ned og bortfører mig som føde til dens unger og når jeg forsøger at finde hvile efter en travl dag, så arbej­der ræven med sine gravende klør sig frem til min hule hvor de unger, du også i din store godhed har skabt, skulle ligge trygt og næstekærligt beskyttet. Jeg har aldrig fred. Jeg kan aldrig, som blomsten på dalbon­dens mødding eller det stolte dyr på fjeldets skrå­ninger nyde den natur du i din uegennyttige gavmildhed har skænket mig og mine."

Lemmingen var blevet helt forpustet af sin lange tale og Vorherre så stille på den.

"Er der altid nogen efter dig? Både om dagen og om natten. Har du virkelig aldrig ro?"

Lemmingen rystede på hovedet. "Aldrig," sagde den. "Ræve om natten og ørne om dagen. Lige så snart jeg forlader min hule ved f.eks. solop­gangen, må jeg tænke på hvor hurtig jeg kan finde min mad eller om ørnen i mellemtiden finder mine unger, der måske er kravlet ud af hulen. Evig og altid skal jeg være på vagt. Aldrig får jeg den mindste smule ro til at opleve den natur du har skabt til glæde for os alle."

"Nå, ikke andet," sagde Vorherre, der ikke nænnede at fortælle lemmingen at den egentlig oplevede naturen på allernærmeste hold. "Du vil altså gerne have at ørnene og rævene ikke er dig til plage?"

Lemmingen så lidt på Vorherre. Så nikkede den ivrigt.

"Jamen det problem kan jeg da sagtens klare for dig," sagde Vorherre og løftede sine hænder mod skyerne og fjeldene. Han klappede to gange.

"Ørne, vær borte fra alle himle og vær aldrig skabte!"

Han sænkede derpå sine hænder ned over dalens frodig­hed af græsgrønne skråninger og indhegnede gårde.

"Ræve, vær borte fra alle....."

"Nej, nej, nej," skreg lemmingen og fór forskrækket rundt på toppen af klippen. "Det var ikke sådan jeg mente det. Både rævene og ørnene har da også lov til at være her."

Vorherre så strengt på lemmingen.

"Hvad er der nu galt? Løser det da ikke alle dine problemer?"

"Joh," indrømmede lemmingen og sank noget. "Men hvad vil der så ske med ørnens unger på fjeldet og rævens hvalpe når nu ingen bringer dem mad. De vil jo da dø af sult."

Vorherre kiggede den anden vej for at skjule et smil.

"Kunne du ikke gøre det sådan en lille smule mere nænsomt," spurgte lemmingen forsigtigt.

"Måske nok," svarede Vorherre og vendte sig igen mod klippen hvor lemmingen sad.

"Det er altså ikke dem du vil have skaffet af vejen?"

Lemmingen rystede på hovedet.

"OK, ørne. OK, ræve," sagde Vorherre og klappede igen to gange i hænderne. "I må gerne være her. Lemmingen kan alligevel godt lide jer."

Lemmingen sad og krøb sammen og håbede inderligt at hverken ørnene eller rævene hørte hvad Vorherre sagde og ønskede også at den uset kunne smutte ned i sit hul under klippen.

"Der er jo også," sagde Vorherre, efter ligesom en tænkepause, "en hel tredje mulighed for at løse dit pro­blem."

"Er der?" spurgte lemmingen oplivet.

Vorherre nikkede. "Jeg kan skabe dig så stor som en bjørn, så kan hverken ørne eller ræve skade dig."

Lemmingen så helt forskrækket ud og sprang rundt på klippen.

"Duer ikke, duer ikke," peb den. "Så kan jeg jo ikke komme ned i min hule, når jeg skal søge beskyttelse."

Vorherre måtte vende sig rundt igen, for ikke at vise lemmingen at han lo. Så vendte han sig atter mod lem­mingen med en streng mine.

"Så gives der altså kun én mulighed tilbage. Vil du prøve den?"

Lemmingen så spørgende på Vorherre. "Er den god?"

Vorherre nikkede. "Ja, for mig. Og for dig betyder det at ingen ørne mere kan slå ned på dig fra skyerne og ingen ræve kan grave dig frem fra dit bo om natten.

Er det en løsning du kan godtage?"

"Ja," sagde lemmingen glad. "Ja, det er lige hvad jeg ønsker mig."

"OK da," sukkede Vorherre.

Han løftede sine hænder mod lemmingen og sagde:

"Lemming, vær bor....."

Mere nåede Vorherre ikke at sige, for lemmingen blev så chokeret, at den trimlede ned fra klippen.

Nu lo Vorherre højt og samlede den rystende lemming varsomt op i sine hænder.

"Nå, den løsning brød du dig måske ikke om alligevel?" sagde han og satte lemmingen tilbage på klippeblokken.

"Ne..nej tak," stammede den. "Jeg vil hellere undvære ørnene og rævene end mig selv."

Vorherre smilede. Han kunne ikke se om lemmingen bare rystede på hovedet eller om det var fordi den stadig rystede over hele kroppen.

"Hm," sagde han så. "Måske du så selv har en løsning på dit problem, for jeg kender ikke flere."

"Det var godt." Lemmingen åndede lettet op. "Der er noget jeg har tænkt på. Vi lemminger lever så kort. Højst et par år og der er aldrig så mange af os. Både ørne og ræve lever af os. Jeg når aldrig at se mine børnebørn."

Lemmingen så bedrøvet ud et øjeblik, men livede så op igen nu da den fik lov til at forklare Vorherre hvad den tænkte på.

"Det ville være rart om jeg fik mulighed for at se mine børnebørn vokse op. Det sker næsten aldrig. Ørne dør først den dag de af alderdom falder ned fra redens kant og rævene når at opleve at deres børnebørns unger bringer dem det sidste måltid inden de dør. Jeg synes at det er en uretfærdig fordeling af næstekærlighe­den."

Vorherre så tankefuldt på den. "Hm," sagde han. "Vil du da gerne leve evigt?"

"Nej, ikke helt evigt," ivrede lemmingen. "Bare så længe at jeg og mine børn, børnebørn og oldebørn kan nå at opleve din store smukke natur inden de er - æh - borte."

"Hm," sagde Vorherre igen. "Skal du ikke have dine tipoldebørn med også?"

Lemmingen så undersøgende på ham om han var alvorlig.

"Æh, hvis det ikke......" Den så genert ned i klippen.

Vorherre lo så højt at lemmingen klamrede sig til klippen.

"Og hvad med dine....?"

"Nej, nej, ikke tipoldebørnene." Lemmingen skyndte sig at få rettet den lille fejltagelse.

Vorherre så alvorlig ud igen.

"Har du nu også tænkt over hvad det vil betyde?"

Lemmingen nikkede forlegent og så op.

"Der vil blive mange flere af os ad gangen og der vil være mere mad til både ørnene og rævene, uden at vi næsten bliver udryddet derved. Otte unger har jeg mistet og flere vil jeg miste i fremtiden, så længe vi er så få."

Vorherre nikkede. "Det er rigtigt. Der vil blive mere mad til både ørne og ræve. Men hvad med dig selv? Og dine unger og dine ungers unger? I øjeblikket har i masser af føde og I æder jer sunde og fede og I har rigeligt af store sten og tuer at grave huler under. Hvad tror du der vil ske, når I bliver mange, mange flere? Vil der så stadig være mad nok til jer alle?

Er du virkelig parat til at bytte din frihed til at æde og grave, din gode plads og din sunde vom bort for at kunne få tætte naboer, evig sladder, ævl og kævl, hul ved hul og kun lidt at æde for jer alle sammen?"

Lemmingen så et øjeblik betænkelig ud. Men så kiggede den sig omkring, slog storslået ud mod fjeldskrånin­gerne og dalen.

"Her er da masser af plads. Massevis af mad. Rigeligt til mig og mine - og alle de andre. Og hvis vi engang bliver for mange, så flytter vi da bare om på den anden side af bjerget. Der omme er der også massevis af plads."

Vorherre betragtede tavst den lille lemming der til sidst kom lidt i tvivl, om det var det rigtige den havde sagt.

"Ja, ja da," sukkede Vorherre, "lad os nu se, lad os nu se. Er du stadig helt sikker på at du gerne vil have det , sådan som du siger?"

Lemmingen nikkede ivrigt. Der var ikke noget at be­tænke sig på.

"Javel," sagde Vorherre så, efter han en tid havde betragtet de skovklædte fjeldsider med deres nøgne sneplettede toppe og den frugtbare dal under dem.

"Jamen så får du det som du ønsker dig det."

Han klappede to gange i hænderne. "Lad det da være

så­dan," sagde han.

Lemmingen dansede en glædesdans rundt om sig selv på toppen af klippen.

"Men," sagde Vorherre, "for der er jo et men ved al­ting. Engang når I er blevet rigtigt mange, så vil du ønske at du aldrig havde ønsket."

Lemmingen så forbavset på Vorherre der fortsatte:

I dag er du træt af din tilværelse, fordi du føler dig jaget døgnet rundt, selv om det er en overdrivelse. For ørnen jager kun nogle få timer om dagen og ræven kun et par timer om natten. Men," Vorherre rettede en finger direkte mod lemmingen, der skælvende krøb sam­men, "når I om nogen tid er blevet mange, mange, man­ge, så vil du opdage, at i nogle år da vil både sul­ten, ræven og ørnen jage dig og af de tre vil sulten være den værste fjende og det ikke kun et par timer om dagen men i alle døgnets mange timer. For sulten sover aldrig."

Lemmingen krøb rystende sammen på klippen og kiggede forskrækket op på Vorherre. Hvad var han nu så vred over? Han havde selv lige givet den lov.

Vorherre åndede ud efter sin lange tale. "Nå," sagde han så. "Noget godt er der da ved at være sulten."

"Hvad da?" spurgte lemmingen og rettede sig nysgerrigt op.

"Du løber hurtigere på en tom mave end på en fuld mave." Og Vorherre smilede og kneb det ene øje til.

"Nå, men du må have farvel nu, lemming. Jeg skal vi­dere. Jeg må hellere give ørnene og rævene besked om at lade dig lidt i fred, indtil I er blevet flere.

Hvis I får brug for mig igen eller hvis I vil spørge mig om noget, så er jeg et sted vest på. Ved du egent­lig hvor vest er henne?"

Lemmingen rystede på hovedet og Vorherre pegede.

"Hvis du starter ved solnedgang, så er vest den vej hvor solen går ned. Pas nu godt på dine børn, børne­børn, oldebørn og - måske - også tipoldebørn. Som du ganske rigtigt siger, så har I både mad og plads de første mange år. Men...hvis I føler at I bliver alt for mange og gerne vil have at jeg skal gøre dit ønske om igen, så gå mod solnedgangen. Så skal du finde mig. I må komme så mange I vil."

Lemmingens hjerte bankede af glæde over at Vorherre også havde husket at nævne dens tipoldebørn. Den nik­kede og nikkede og hørte kun halvt efter hvad Vorherre fortalte den.

Vorherre smilede til den. "Forstod du hvad du skulle?"

Lemmingen nikkede igen. "Ja, ja. Når jeg engang er blev­et rigtig mange, så skal vi bare gå mod solned­gangen, alle dem der vil og så skal vi mødes med dig igen."

Vorherre rystede stille opgivende på hovedet ad den lille lemming, der sad og drømte på klippeknolden.

"Farvel, lemming," sagde han. "Pas nu godt på dig selv."

Lemmingen sagde ingenting. Den vågnede først op da Vorherre var nået næsten ned i dalen.

"Farvel, farvel," råbte den efter Vorherre. "Vi skal nok komme."


G Ø G E N S G E M M E L E G.
OM HVORLEDES DET GIK TIL AT GØGEN KUN KAN KUKKE.

Før gøgen mistede sin smukke stemme, sang den dagen igen­nem i en evig strøm af vidunderlige toner, der gled fra dens stru­be uden tøven eller ophold.

Fra den tidlige vår, fra den tidlige morgensols første, klare stråler oplyste dens hæn­gende redes fint svung­ne kant, sad den og lod sangen glide som et tæppe af lethed ind mellem træernes grene og blade og videre ud over ager­landets flade bakker hvor de græssen­de køer gik med ørerne vendt mod dens opholds­sted og nød de melodiske frembringelser. For gøgens sang var som en fuldendt og harmonisk blanding af den lille, grå nattergals dybe triller i nattens stilhed og den næsten usynlige lærkes evigt fortættede jubel under solen - og dog alligevel helt anderledes.

Men fordi gøgen var en langt større fugl end disse to små sangere, var dens stemme også langt kraftigere og den havde til sin fryd hurtigt opdaget at den uden be­svær, lige meget hvor den end befandt sig i skoven, kunne overdøve alle andre fugle med sin sang. Og så glad blev den for sin sang og sig selv at den automatisk regnede sig for bedst af alle sangerne.

Selv om de forsøgte, fik alle de øvrige små sangere aldrig mulighed for at vise at også de havde en under­fuld sangskat gemt i deres struber, hver på deres maner. Mange gange havde småfuglene henvendt sig til gøgen, i al høf­lighed, for at søge en løsning, så alle kunne komme til orde, men intet hjalp.

Blot et par enkelte timer midt på dagen, bad de om, så også de, fra deres træer, kunne for­tælle deres hunner på æggene i rederne, deres naboer og fæller hvor glade de var for livet.

Gøgen sagde at den godt ville dis­kutere problemet med dem men den fastholdt at den fugl der havde den bedste sang­stemme skulle være dommer - og det var jo den selv.


Yüklə 267 Kb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə