Indhold jordsulten side 3 det store hus side 8 jeg er lutter øren side 14 lemmingens ønske side 20 GØgens gemmeleg side 26 skakt trolden side 36 den gode fe side 42 jagtmarker side 47 og ungerne I reden side 58 bur side 72 slangens hug side 76



Yüklə 267 Kb.
səhifə3/5
tarix18.05.2017
ölçüsü267 Kb.
1   2   3   4   5

Og hvad værre var. Gøgen tænkte efterhånden mere på hvorledes den bedst kunne drille de øvrige små sangere i skoven end på sin egen rede og de æg og unger der skulle ligge deri. For når hannen havde fundet sin yndlingsgren i en gammel eg i skovens ene ende, så fandt hunnen straks efter en gren i en gammel elm i skovens modsatte ende og derpå begyndte de en sangerduet dagen igennem der overdøvede alt andet. Og de nød deres egen og hin­andens stemmer så meget at de hverken hørte de øvrige fugles fortvivlede bønner eller deres egne ungers de­s­perate skrig efter føde.

Til sidst var småfuglene så elendige ved situationen i deres skov at de valgte gærdesmutten til at flyve ud for at finde Vorher­re og bede ham om at løse deres ulø­seli­ge problem med gø­gen for sig.

Tre gange måtte gærdesmutten flyve verden rundt før­end den fandt Vorherre der sad og formede et firben under et klippefremspring i ørkenen.

"Vær hilset, du lille sendebud," sagde Vorherre til gærdesmutten og satte det færdige firben på jorden hvor det blev stående på stive lange ben. "Du er kommet lang vejs fra?"

Gærdesmutten hoppede lidt nærmere hen til Vorherre.

"Ja, jeg er kommet fra dine store smukke nordlige ager­lande og skove hvor der er yndefuldt at bo og leve og mad nok til mig og tusinder af mine artsfæller."

Vorherre tog firbenet op igen og vendte og drejede det i hånden og studerede det med eftertænksom pande.

"Hvorfor er du da kommet? Du siger at du lever godt og du ikke lider nød. Det er dog lang vej at flyve, blot for at fortælle mig dette."

Gærdesmutten tav høfligt et øjeblik mens Vorherre var optaget af at give firbenet kortere ben. Så satte han det atter ned på jorden.

"Det var heller ikke blot det jeg kom for at fortælle," sagde gærdesmutten stille og stirrede på firbenet der blev ved med at løbe rundt i små cirkler på jorden fordi den ingen hale havde til at styre med. Kun en hvid skæl­let klump den med besvær trak efter sig.

"Hm," sagde Vorherre. "Enten skal jeg kalde den et Cir­kle-rundtben og lade den løbe eller også skal jeg lave halen om, så den kan løbe ligeud. Hvad er da dit problem du lille brune fugl, siden du er sendt ud med bud fra de fjerne nordlige sko­ve, helt herud i den golde ørken hvor der hverken er mad eller bo for dig og dine fæller?"

"Du har, samtidigt med at du skabte alle os små fugle, hver med vores stemmer, også skabt de store fugle i skoven. Og de store fugle gav du på lignende måde som du gav os det, stemmer til at synge og fortælle deres glæde ved livet. Men fordi de er så meget større end os små sangere, så er det kun deres sang der kan høres mellem grenene. Vores små stemmer bliver aldeles overdøvet af deres langt større lydstyrke."

"Hm", sagde Vorherre igen og pillede firbenet op.

"Vil du da gerne have at jeg laver hele mit store ska­ber­værk om så der kun er små fugle til at synge?"

"Nej tak," svarede gærdesmutten forskrækket. "Det er nok at du laver gøgen om."

"Gøgen?" spurgte Vorherre forbavset og formede en fin lang hale på firbenet. Han satte det forsigtigt ned på jorden og straks smuttede det ind under den nærmeste sten. "Hvorfor lige netop gøgen?"

Og så fortalte gærdesmutten om alle de genvordigheder de havde med gøgen og dens selvglæde og om hvorledes de utallige gange havde forsøgt at få gøgen til at forstå at også de, de små fugle, havde noget at fortælle hinan­den.

"Hm," sagde Vorherre en gang mere. "Flyv tilbage til din skov i de nordlige lande og sig at jeg vil komme forbi om tre dage. Så vil jeg se om der findes en løsning på det problem du for­tæller mig om. Så vidt jeg husker er der et stort træ på engen ned til den store sø. Der vil jeg mødes med alle jer små sangere som du er sende­bud for."

Gærdesmutten sad lidt og betragtede hvorledes Vorherre forsigtigt pillede firbenet frem fra dens skjul under stenen og ville forme videre på dens hale men pludselig var firbenet atter væk og kun halen lå tilbage i Vorher­res hånd.

"Ja ja, da," sagde Vorherre og smilede til gærdesmutten. "Hvad enten det lille tossede firben kan lide det eller ej, så skal den nu have en hale. Så hver eneste gang den smider sin hale, så skal der komme en ny. Du får jo også nye fjer når du smider de gamle, ikke sandt?"

"Jo," svarede gærdesmutten. "Skal gøgen også komme til det store træ på engen?"

"Alle der vil det, er velkommen," svarede Vorherre.

"Jeg har skabt jer alle sammen så I opfylder hver jeres plads her i livet, så hvorfor holde nogen borte."

Gærdesmutten ville til at sige at hvis gøgen kom, så kunne Vorherre jo ikke høre hvad nogen af de andre fugle havde på hjerte, men den tav fordi den klogeligt regnede med at Vorherre sikkert også havde en løsning på det problem og så fløj den hjem.

Imens gærdesmutten var af sted, slog en ravn sig ned på en gren ikke langt fra gøgen.

"Er du klar over, gøg, at du nu har drillet og generet småfuglene så længe nu at de har sendt den lille brune gærdesmutte af sted til Vorherre for at klage over dig. At du bruger din stemme ikke til at glæde og for­nøje nogen med, men til at genere alle andre fugle som også har stemme og egentlig skulle have samme ret til at synge og lade deres sang høre som dig. Og at du forsøm­mer din egen rede så groft at dine sultne un­gers hjerte­skærende nød­skrig kan høres over hele sko­ven."

"Og hvad så," sang gøgen tilbage. "Enhver fugl synger med sit næb og jeg synger med mit. Småkrav­let dernede mellem grenene kan jo bare synge noget hø­jere hvis de vil høres. Mig genere det ikke. Jeg ved at jeg synger smukkest og bedst af alle fugle. I stedet for at skræppe op for at overdøve mig, kan de jo bare være stille og høre min smukke sang."

"Javel," bemærkede ravnen. "Men selv det skønneste bli­ver grimt når det bruges til grimme formål."

"Grimme formål?" sang gøgen. "Skulle jeg sidde og gemme mig bag en eller anden tør gren og hvi­ske, når jeg nu er udstyret med den smukkeste sangstemme i skoven?"

"Farvel," sagde ravnen og fløj sin vej. "Kom nu ikke bagefter og sig at vi ikke advarede dig."

Gøgen pustede sig op. "Vorherre har foræret mig et næb at synge med og så synger jeg. Du er bare misundelig, du sorte fjerdusk, fordi du ikke kan synge en ærlig tone med din skrattende stemme."

Men ravnen fløj sin vej og lod som den ikke hørte det.

Da de tre dage var gået var alle fuglene samlet i det store træ på engen. Alle undtagen gøgen som sad i sit sæd­vanlige træ og sang så det gjaldede ind mel­lem sko­vens træer og langt ud på de omliggende agre.

Gærdesmutten landede på Vorherres skulder ved skovens udkant og refererede ravnens samtale med gøgen.

"Hm," sagde Vorherre, "Du må da indrømme, gærdesmutte, at den synger smukt."

"Indrømmet," svarede gærdesmutten lidt modvilligt. "Det er heller ikke så meget det at den synger. Men kunne du ikke sådan skrue lidt ned for lyden på den forbandede skrigehals."

"Hva'be'har?" sagde Vorherre og løftede øjenbrynene i vejret. "Hvad var det jeg hørte du kaldte den?"

"Undskyld, undskyld," hviskede gærdesmutten forfjamsket og blev helt grå i sin brune fjerdragt af skamfuldhed. "Jeg mente bare..."

"Det er i orden," svarede Vorherre og smilede lidt. "Jeg kan godt høre at I har et problem her. Men lad os nu gå hen til det træ hvor vi skulle mødes og se om der ikke findes en løsning."

På vejen derhen gik Vorherre en lille omvej og hen under træet hvor gøgen sad.

"Vær hilset, gøg. Vil du ikke med hen til det store træ på engen?"

"Kan du da ikke høre mig herfra hvor jeg sidder?" spurg­te gøgen næbbet.

"Jo tak, ganske udmærket." svarede Vorherre. "Men nu er du for alle tilfældes skyld personligt inviteret. Om du kommer eller ej, er ganske op til dig selv." Og så gik Vorherre og gærdesmutten videre gennem skoven.

Der var en kvidren og en skræppen i det store træ da Vorherre og gærdesmutten kom derhen.

"Vær hilset, alle I mine små fjerede skabninger," sagde Vorherre og straks blev der helt stille. Kun blev der en utrolig basken og flagren af tusinder af små vinger fordi alle ville sidde på de nederste grene så de kunne se Vorherre bedst muligt uden at have en masse blade til at genere udsynet.

Vorherre smilede og satte sig på en træstub mens han ventede på at alle fuglene havde placeret sig.

"Jeres sendebud, den lille gærdesmutte, har fortalt mig at I har et problem I ikke kan finde en løsning på," sagde han. "Er det sandt? Så mange som I er, så skulle det dog være muligt at blot én af jer kunne komme med en løs­ning. Har I kun fået fjer og ingen hjerne?"

Den stor ravn fløj fra toppen af træet og ned på en af de små grene og alle småfuglene på grenen flagrede for­skrækket i vejret. "Det er ikke fjer det hele," sagde den.

Vorherre lo stille. "Når de store fugle lander, så må de små fugle hellere holde godt fast. Men har du da en løsning på problemet, ravn."

"Jeg er, som du siger," sagde ravnen, "en stor fugl og dog misbruger jeg dog ikke min store stemme til at over­døve alle andre fugle i mit nabolag ligesom gøgen."

Vorherre nikkede. "Det er sandt. Du lader kun din stemme lyde når der er fare på færde eller for at fortælle dine artsfæller at der er føde i nærheden. Har du da en løs­ning?"

Ravnen lettede så alle småfuglene igen tumlede rundt mellem hinanden på grenen mens den landede tæt foran Vorherre.

"Ja," sagde den. "Jeg har tænkt på at hvis nu gøgen og jeg byttede stemmer, så ville jeg kunne kalde på mine fæller på en langt smukkere måde end i dag og gøgen ville ikke længere kunne genere alle småfuglene med sin evindelige sang."

"Udmærket ide," svarede Vorherre og så længe på ravnen. "Så ville du kunne synge på én måde, med tusinder af jublende toner hvis det var lækkert måltid mad du fandt og på en anden måde, med kun enkelte og få triller hvis det blot var en sølle rest, efterladt af en ræv eller mår. Er det det du mener?"

Ravnen nikkede oplivet. Så langt havde den slet ikke tænkt. Men det lød spændende.

Alle de øvrige fugle i træet sad helt stille og tænkte over ravnens forslag. Hvis rav­nen fik gøgens stemme ville der blive fred i skoven og alle kunne synge.

Men pludselig pippede bogfinken op midt inde fra træet.

"Det..det..det ..vil da fedt hjælpe. Det..det..det..vil da fedt hjælpe. Det vil da..da bare gøre det hele meget mere ondt værre."

Alle fuglene vendte sig forbavset op mod bogfinken. "Hvorfor da det? Når gøgen holder op med at larme med sin sang bliver der da ro i skoven."

"Det er da bare noget I tror," sang bogfinken. "Hvad har I hovedet? Hjerne eller fjer. Hvem siger at gøgen holder op med at bruge sin stemme, blot fordi der kommer andre lyde ud af dens næb. Alt hvad vi opnår ved ravnens forslag er at i stedet for at blive overdøvet dagen igennem af gøgens, i øvrigt ganske smukke sang, så vil vi fra solopgang til solnedgang blive overdøvet af rav­nens ganske forskrækkelige hæse og grimme, skrattende stemme."

"Hov, hov. Min stemme er hverken hæs eller grim," skreg ravnen op og lettede lige i vejret og der blev en for­skrækkelig pip­pen, skræppen og røre i hele træet.

"Det var ikke særligt betænktsomt sagt overfor ravnen, kære bogfinke," formanede Vorherre. "Jeg er bange for at fra nu af vil dit navn evigt være forbundet med en uo­ver­vejet bemærk­ning. Men ellers er det kloge ord du kommer med."

Alle fuglene faldt til ro igen og ravnen, som ellers fornærmet havde besluttet at flyve sin vej, vendte til­bage.

"Kære ravn," sagde Vorherre og løftede den op på sit knæ så den blev ganske formildet. "Dit forslag er udmærket men jeg er alvorlig bange for at det vil komme til at gå som den lille bogfinke på­peger. Og tag så lige og glem den hm..finke der røg den af panden, hva'."

Ravnen drejede sig fra side til side og vidste ikke hvad den skulle sige.

"Men vi kan jo undersøge hvad alle de øvrige fugle synes om forslaget." Vorherre så op mod alle fuglene i træet.

"Hvad mener I. Skal vi lade ravnen og gøgen bytte stem­mer?"

"Nej tak, nej tak, nej tak," pippede og sang alle fugle­ne forskrækket, hver med deres tunger og næb.

"Der ser du," sagde Vorherre. Ravnen nikkede sørgmodigt fordi den kunne se drømmen om den smukke melodiske stem­me for­svinde i den blå luft. "Svalen har også et for­slag," sagde den i stedet og lettede fra Vorherres knæ.

Vorherre kiggede i vejret efter svalen og lidt efter landede den på hans hånd.

Der var fuldstændig tavshed i hele træet for den løsning svalen kom med, havde de alle i fællesskab fundet frem til og alle havde de syntes at det var den bedste.

"Hvert år i September, når alle myggene i luften er spist," be­gyndte svalen, "så er der ikke noget at blive her i de nordlige lande efter. Så samles jeg med alle mine fæller og drager bort herfra. Det gør gøgen også, selv­om jeg ikke ved om den flyver mod syd eller nord.

Og alle de øvrige små sangere der finder deres mad og råderum i skoven drager også afsted. Alle forlader vi de nordlige egne på samme tid for at flyve mod syd og alle vender vi næste forår tilbage til de samme steder på samme tid. Også gøgen.

Hvis du nu kunne lave det således at gøgen kom når vi andre drog afsted og den drog af når vi andre ankom, så ville ingen af os være generet af hinanden."

Vorherre rynkede eftertænksomt panden. "Du mener at når I trækker nordpå, så skal gøgen trække sydpå og når I så om efteråret trækker syd­på, så skal gøgen trække nord­på igen?"

"Ja, ja, ja," kvidrede svalen. "Så kan gøgen synge alt det den gerne vil hele vinteren, uden at forstyrre os, for vi er her slet ikke. Og mens den er sydpå, så har vi ro hele som­meren til at bygge reder, få æg og unger og vores sang og kvidren vil kunne høres og nydes af alle der ønsker det."

Vorherre nikkede langsomt. "Det lyder som en god løsning på problemet, ja. Men hvad skal gøgen leve af om vin­teren her oppe i de nordlige egne når det hele ligger dækket af et tykt lag sne og is og I fugle har spist alle myggene inden I drog afsted? Hvis jeg laver det om såle­des at gøgen rejser modsat alle I andre små fugle, så bliver jeg jo nødt til også at sørge for at den og dens unger har noget at leve af. Så må jeg jo lave det sådan at alle myggene og insekterne også kommer her om vinteren og er væk om sommeren. Og hvad vil I så leve af?"

Dyb tavshed fulgte. Ikke en eneste lille fugl vovede at åbne næbbet. Så langt havde de ikke tænkt. Vorherre smilede stille. Han ventede.

Så vovede den lille gærdesmutte sig frem. "Det er rigtig nok. Det er jo ikke naturen, vi skal lave om på. Det er gøgen vi skal lave om. Naturen er skabt således at alle ting hænger sammen og vi kan ikke bare lave om på nogen af tingene, uden at andre ting går itu derved."

"Deri har du fuldstændig ret, lille brune budbringer. Det er gøgen vi skal have lavet om. Har du et bud på en løsning der ikke vælter hele naturen?"

"Ja," ivrede gærdesmutten og hoppede rundt på Vorherres skulder. "Skru ned for lyden."

"Ja, ja, ja," pippede og kvidrede alle fuglene. "Skru ned for lyden, skru ned for lyden."

"OK," svarede Vorherre. "Det skulle kunne lade sig gøre. Så lad os da kalde på gøgen og se om den indvilliger deri."

At finde gøgen var ingen sag. Dens vidunderlige sang hang som en tung dis af toner hen over hele engen og alle fuglene steg til vejrs i et brus af vinger og satte retning mod det træ hvor gøgen sad. Den standsede brat sin sang ved at se hele den store sværm af småfugle og var pludselig bange for at de ville slå ned på den og gøre den ondt. Lynhurtigt fløj den bort og gemte sig i en grenkløft og holdt sig fuldstændigt tavs.

Vorherre standsede op. "Det var da mærkeligt," sagde han. "Sikke stille der pludselig blev. Nu tier gøgen stil­le. Det har den ikke gjort før."

"Det var også på tide," bemærkede ravnen surt. Den havde slået følgeskab med Vorherre og gærdesmtten.

"Så, så," formanede Vorherre. "Du lyder næsten som om der sidder en ganske lille djævel og drysser misundelse på dine tanker. Er det sandt?"

"Nej, nej," forsikrede ravnen hurtigt. "Jeg mener bare at det også er godt for ørerne med lidt stilhed."

Vorherre standsede og spejdede omkring. Så gik de lidt videre. Igen standsede Vorherre og kiggede op i træernes grene.

"Vær hilset, gøg. Hvor gemmer du dig henne? Jeg vil tale med dig."

Men ikke en lyd nåede ned til Vorherre på skovbunden. Så gik de til de nåede gøgens yndlingstræ.

"Hallo, gøg. Hvorfor er din smukke sang forstummet?"

Intet svar.

"Gøg, hvor er du? Kom frit frem." Kun vinden og småfug­lenes svage kvidren svarede. Vorherre rynkede brynene. "Gøg, vi har noget at tale om. Kom blot frem."

"Kuk - kuk. Kom selv og find mig," sang gøgen selvglad fra et andet sted i skoven og Vorherre så forbavset op.

"Ja så," sagde han. "Jamen det vil jeg da så gøre."

Vorherre, ravnen og den lille gærdesmutte vandrede over mod det sted de havde hørt gøgen, men gøgen var væk.

"Gøg, hvor er du?" kaldte Vorherre men gøgen svarede bare "kuk - kuk, kom og find mig" og det blev den ved med at svare alle de gange Vorherre kaldte på den.

Fra skovens ene ende til den anden fløj gøgen i sin gem­me­leg med Vorher­re og ville slet ikke lade sig se. Kun dens skadefro kuk - kuk hang i grenene efter den. Og Vorherre gentog tålmodigt sin kalden på gøgen det ene sted efter det an­det uden resultat.

Til slut endte atter de ved det store træ på engen og Vorherre satte sig på træstubben for at hvile sig. Hele dagen ville han ikke bruge på at finde den fjollede fugl.

"Gøg," kaldte han ud i skoven "jeg kalder nu på dig for sidste gang. Ønsker du at komme eller ønsker du det ikke?"

"Kuk - kuk, kom selv og find mig. Jeg kan høre dig og du kan høre mig, hvorfor skulle jeg så komme? Du gav mig næb og stemme, som du har givet alle fugle næb og stem­me. Hvad galt er der da i at jeg bruger det som du har givet mig? Har jeg ikke, som alle øvrige fugle, lov til om morgenen, ved din sols første ståler, at synge af glæde over at den sorte nat er forbi og ved middagstid at den sol du har sat på himlen, varmer så velsignet dejlig og ved solnedgang at fortælle alverden om de smukke farver, der som et slør trækkes henover himlens bue?"

"Jo, sandelig har du det." svarede Vorherre. "Men jeg kan også høre at din sang mange gange er falsk fordi der bor større selvglæde end ydmyg tak i din strube og at dine unger skriger desperat efter føde i den rede du glemmer alt om, blot for at høre din egen stemme. Du bruger ikke de gaver jeg har givet dig til glæde for andre eller synger som tak for den natur du lever i men kun for at glæde dig selv. Så jeg spørger dig en sidste gang. Vil du komme eller vil du ikke. Og vær klar over. Det næste der kommer fra dit næb, vil være af betydning for dig resten af din slægts beståen."

"Kuk - kuk, det er sjovere at lege gemmeleg. Kom du herhen til mig, så kan vi snakke," sang gøgen men der kom ingen smukke toner lige efter. Kun en hel række kuk - kuk. En hel masse af dem. Og så blev der stille.

Til gengæld lød der en hikkende latter fra den modsatte ende af skoven og Vorherre vendte sig hurtigt rundt og hans stemme fik alle træer og grene til at bøje sig.

"Grin bare, gøgemor. Hvor var du da dine unger skreg af sult og ynkeligt døde i din rede? Skam få dig. Den lat­ter du nys slog op, skal være din fremtidige stemme. På den skal det kendes hvor du befinder dig i skoven og aldrig mere skal der være et træ der skal kaldes dit eller en rede der skal kaldes din for du egner dig ikke til at opfostre de unger der skal føre din slægt vi­dere. Aldrig mere skal du få den glæde at bygge dig et hjem for dig og dine."

Gøgemor tav forskrækket og der var fuldstændigt stille i hele skoven og alle småfuglene i det store træ trykkede sig tættere sammen da Vorherre så strengt på dem.

"Gøgen kan fra dette øjeblik kun sige kuk - kuk og ikke andet. Ikke fordi I små sangere bad om at få stilhed men fordi dens selvglæde forledte den til at tro at størst også er bedst og styrke altid betvinger. Det er ikke nødvendigvis således.

Den ville ikke se at verden er skabt for os alle sam­men, at vi alle, store som små har en ret til at synge hver med sit næb her i til­værelsen. Derfor har den mistet sin ­stemme, og I har fået den stilhed i bad om.

Men for at I ikke skal glemme gøgens dum­stolthed og hvad det førte med sig, og for at den ikke helt skal uddø, selvom gøgemor er så elendig til at passe en rede, så skal I til evig tid få lov til at opfo­stre gøgens unge i jeres egne reder. Så vil I hvert år hu­ske på gøgen. Og al­drig glem­me grun­den til hvorfor den mis­tede sin smukke sang­stemme.
SKAKT-TROLDEN.

"Nå, sker der snart noget? Eller du er måske gået helt i baglås?"

Ordene kom fra hans mor og de trængte både klart og tydeligt frem til hans bevidsthed, men de formåede ikke at få ham til at bevæge sig. Hans små ben stod plantet sikkert på gulvtæppet i entreen og den fyldte skraldepose af gul, tyndt plastik, hang tung i hans hånd. Han var på vej ud på trappeopgangen for at smide posen i affaldsskakten. Det havde han været et stykke tid nu.

For dig eller mig, eller hans mor, havde det ingen betydning at tage posen i hånden, åbne entredøren, gå de fire skridt tværs over trappeafsatsen, åbne den blanke, men temmelig skrammede luge til affaldsskakten i væggen, smide posen derind og gå tilbage til entreen.

Det var heller ikke afstanden eller selve arbejdet der fik ham til at tøve og blive stående med posen hængende i hånden og stille afvente sin mors stigende stemmestyrke. Det var helt andre ting der bremsede ham.

For der var to ting han var bange for.

Den ene ting var, når hans mor begyndte at råbe op og skælde ud så det klikkede inde i hans ører, fordi han "stillede sig hysterisk an", som hun kaldte det. Det var, når der var noget hun syntes han skulle - men han bestemt ikke ville.

Den anden ting havde han ikke noget rigtigt navn på. Hans mor kendte den ikke, så hun kaldte den ingenting.

Men den var lige så virkelig som hendes råben op og den gjorde ondt et helt andet sted end i hans ører. Den gjorde ondt i hans mave. Og den gjorde ondt lige nu.

Det eneste han skulle, var at gå ud og smide den affaldspose, hans mor havde stukket ham i hånden, i affaldsskakten ude på trappengangen. Og det var en af de ting han ikke kunne.

Hans mor sagde bare at han ikke ville. Når han var syv år kunne han det sagtens. Og hun havde sommetider tvunget ham til det. Men kun når hun vidste at alle andre i opgangen var på arbejde, for han skreg så højt, at det gjaldede samtlige fem etager ned. Han var bange for det. Bange på en måde der gik helt på tværs af alle de andre ting han var bange for. Som for hvepse og bier, eller for bilerne nede på gaden. De ting var han også bange for. Det havde han lært at være. Af sin mor.

Men dem var der altid nogen der havde styr på. De fulgte altid nogle bestemte regler, vidste han og nogle af bilernes regler havde han lært. Men affaldsskakten og dens lyde fulgte ikke de regler.

Den var levende. Den lavede sine egne regler når den havde brug for det. Det var det der gjorde ham så angst. Så angst, at det oversteg hans mors råberi der kun blev til genkendelige

lydbølger igennem ham.

Når hun ind imellem tabte tålmodigheden og tog fat i ham og slæbte ham tværs over trappeafsatsen og han stod ansigt til ansigt med den blanke låge, så hang angsten fast helt oppe i svælget på ham og hans strube volte ham besvær, så han havde svært ved at trække vejret og hans mave var en hård, smertefuld klump af store sten der væltede sig rundt dernede. Han kunne ikke gå derover. En magt han kendte, men ikke ved navn, ville række ud og hive ham med sig, forsvinde ham, når han kom tæt på den åbne luge.

En magt der bare havde al den tid den ville, til at vente.

Så han blev stående. Lod øjnene følge entretæppets firkantede mønstre indtil det slidte sted, lige inden for døren, hvor han stod. Han stod det sted der var mest slidt. Og han blev stående. Hans hånd gjorde lidt ondt og den tynde plastik var trukket næsten i stykker på det sted hvor han havde sine fingre boret ind i posen. Der kunne godt være mere inden.

Hans mor lavede noget ude i køkkenet med en masse lyde kunne han kende. Kopper og knive og gafler lavede altid samme slags støj hver gang. Men hun satte også noget i skabet, han ikke vidste hvad var. Skulle han gå ud og vise at der var plads til mere i posen.

Han kunne se hende en gang i mellem når hun gik forbi den halvt åbne køkkendør. Posen var tung. Han kunne ikke bære den hvis der kom mere i og det gjorde ondt i hans arm. Og så længe han stod her, dækket af døren og hun ikke sagde noget, var han sikker. En skål blev sat på køkkenbordet og lyden hang i hans ører et stykke tid. Så var der kun entreens egen uldne lyd igen. Og hans åndedrag. Stilhed støjer ikke ret meget når den er helt stille. Og så længe han var på denne side af entredøren, var han i sikkerhed.

Entredøren var grænsen mod alle de ting der var udenfor. Hans mor gik forbi køkkendøren, over til vasken.

"Nå, Mester Jakel, har du til hensigt at blive stående der intil det bliver mørkt?"

Hendes stemme brød tværs gennem hans tanker og fik hans sikkerhed til at flagre ud og væk til alle side som en skræmt flok spurve.

Mørkt?? Det var da ikke mørkt nu. Det var dag.

Det var da lyst udenfor. Eller var det?

Var det aftensmad hans mor gik og lavede? Havde han stået her så længe? Knuden i maven gled frem af sit skjul og fyldte op. Han kunne ikke se om det var mørkt ude på gaden for entreen havde ingen vinduer og stuedøren var lukket.

To små lamper lyste op i entreen, en på hver side af spejlet over den lille komode, og de var altid tændt. Hans mor hældte noget op i en kop ude i køkkenet og ordene havde ikke været venlige. Mørkt!! Ordet blev hængende i ham og dannede en hvirvlende tragt nedefter inde bag hans øjne og trak alting i ham med sig nedad. Sugede ham kold. Mørke var det værste han vidste. Det følelses løse sorte der pakkede sig tæt og lydløst omkring ham fra alle sider. Det kunne komme pludseligt. Midt på trappen på vej op fra gaden inden han nåede lyskontakten. Og det var fyldt med farlige stemmer alle vegne fra gennem væggene. Eller hvis pæren holdt op med at lyse. Han skottede forskrækket op til lamperne. Var tanken om det mon nok til at det skete? Først den ene - og så den anden. Det kunne godt lade sig gøre. Det kunne godt ske. Engang var alt lyset i huset forsvundet på en gang. Altsammen. Hans mor havde tændt julelys, men han havde bare skreget endnu højere. Andet kunne han ikke huske.

Det var da ikke ret længe siden de havde siddet og spist frokost ude i køkkenet og dengang var det lyst uden for. Det var regnvejr men dog lyst. Hvorlænge siden var det nu?

Var det så længe siden at det alligevel var blevet mørkt?

Han knuede hårdere om posen og følte sig stiv i nakken. Hvis det var mørkt nu, kunne han risikere at det også var mørkt på trappeafsatsen, når han kom derud og så var han helt fortabt.

Så skulle han først til at finde kontakten i alt det sorte.

Og selvom han vidste hvor den sad, så var der endnu længere hen til kontakten end til lugen. Hvis der var mørkt på trappen ville han slet ingen chancer have. Hjælpeløsheden tvang ham til at bryde tavsheden i et fortvivlet nødråb.

" Mor, er det nat nu?"

Stenen voksede pludselig hårdt op i hans mave og den væltede rundt derinde og ramte alle steder. Han var helt forskrækket over den kraft hans lyd havde i den snævre entre. Måske havde lyden været så stor at den var trængt gennem entredøren og ud på gangen. Så var den også trængt gennem lugen til affaldsskakten og ned til trolden derinde. Og så ville den være på vagt efter ham, såsnart han begyndte at pusle med lugen.

" Mor, du skal gå ud med den."

Hun stak hovedet frem i køkkendøren og gloede på ham.

Der stod han. En halvstor dreng på syv, med pandehåret ned i øjnene og en skraldepose i hånden mens han kiggede på sine skosnuder. Alle hans tosserier. Han kunne sagtens gøre det.Han var stor nok til det. Tømme skraldespanden og løbe små ærinder var da noget af det han kunne gøre for de ugepenge han fik.

"Åh, dit fæ. Det er ikke mere end en time siden du kom hjem fra skolen. Se nu at komme ud med det affald. Det kan da ikke tage dig hele dagen. Du skal vel også ned at lege."

Hun gik igen igang med sit og lod ham stå. Stenen i hans mave mistede tyngden men fyldte stadig det samme som før.

Det var altså stadigvæk dag. Men hvorlænge. Så var der også lyst ude på trappen .Måske havde trolden ikke hørt ham alligevel. Måske sov den nu. Men så ville den vågne når han tog i lugen. For den vågnede altid når den hørte lugen blive åbnet. Hvor den sov, vidste han ikke. Et sted dernede.

Hans mor stak igen hovedet frem og kiggede på ham. Så kom hele hendes senede, magre krop tilsyne i døren mens hun tørrede fingrene i et viskestykke.

" Se så at få fut under skoene og stop de dumheder."

Hun voksede til en reel trussel om at noget ville ske lige foran hans øjne og viskestykket blafrede lige foran hans ansigt mens hun gned fingrene tørre.

"Er det den der latterlige trold igen?"

Stemmen var hårdere end han havde frygtet. Den skar oppefra og ned i ham. Han sagde ikke noget. Kiggede på et melskjold på moderens bukser og på viskestykkets bløde,ulogiske bevægelser.

"Du er simpelthen et barnagtigt fjols," sagde hun og smed viskestykket fra sig. Det landede upræcist på kommodens kant og gled langsomt på gulvet. Han fulgte det med øjnene. Gad vide om det nu blev sur på moderen fordi hun behandlede det sådan? Mon det.... ??

Hans tanker blev brudt, for hans moder havde i en træt bevægelse åbnet låsen og smækket entredøren på vid gab og lyset ude fra trappegangen væltede ind over ham. Lidt tættere og døren ville på vej op have ramt ham i brystet.

Nu var det blot trykket fra den sugende forbigang, der fik ham til at tage et skridt tilbage og misse med øjnene.

"Se," sagde moderen "tomt hva`. Nul trolde."

Lige nu var der tomt. Men han havde alligevel, idet døren gled forbi ham, set brune og grå skygger forsvinde langs den revne der overalt var mellem trappe og betonvæg.

De var væk nu. Selvfølgelig. Sådan som moderen støjede. Hun troede jo ikke engang på dem.

"Bliver du stående der, mor?" Han så op for at få løftet bekræftiget af hendes øjne. Når de var to, ville skyggerne ikke være der.Han kunne også høre at det regnede.

Hans mor sukkede. "O.K." sagde hun og lænede sig op ad dørkarmen. "Men tag så og skynd dig. Jeg gider ikke stå her til pynt hele dagen."

Hans hjerte slog hurtigt. Han stirrede på håndtaget på den blanke låge to meter foran ham og lågen stirrede på ham.

"Jesus,Gud,Amen." Han åndede det ud inde i sig selv, som et hurtigt sammendrag af alt hvad hans morfar havde fortalt ham om hvordan han kunne fjerne det onde han var bange for.

"Trold, vær borte.Trold, vær borte," Hurtigt efter hinanden gentog han ordene - men hans ben flyttede ham ikke fra det slidte sted på tæppet hvor han stod.

"Nå," sagde stemmen over ham og han nåede kun lige at ane bevægelsen af hans mors arm, der uventet groede ned og gav ham et skub i ryggen. Den sendte ham ud gennem entredøren og inden han genvandt balancen, var han halvvejs over trappeafsatsen og han tabte vejret. Luften satte sig fast i halsen som en prop. Men han vedblev at bevæge sig. Og stirrede så ret ind i lågen. Den var ridset og skrammet - og beskidt. Han vidste, at hvis han kunne nå at åbne lågen og proppe posen ind, inden trolden nåede at opdage hvilken etage han stod på, så var han reddet. Så kunne den ikke nå at komme op og forsvinde ham. Han hævede hånden og tøvede et kort sekund. Bare hans mor ikke sagde noget nu. Så ville alting være tabt.

Så - i et ryk - rev han lågen op og greb om posen med begge hænder. Og en varm, muggen luftstrøm slog mod hans ansigt.

Troldens ånde. Den var lige i nærheden. Måske på etagen lige nedenunder ham. Den var på vej op.

Hans mave var tung af store sten og halsen havde ikke plads til hans luft. Han greb feberagtigt posen og løftede den op og masede den ind i skakthullet. Det var smalt og langt.

Luftstrømmen standsede og han masede og masede. Noget sad i klemme. Vandet kom i hans øjne og fortvivlelsen gav ham flere kræfter. Den gule plastik gik i stykker på sine tynde steder og et kaffefilter gled fri og landede på gulvet ved siden af hans ene sko og efterlod sig kun lyden af et klamt,sagte kys mod de ru brædder, ned gennem de næste etager. Og en tom

emballage fra en tandpasta fulgte med.

Han så moderen bevæge sig, ved entredøren, og ordene nåede ham i samme øjeblik som posen gled gennem hullet og forsvandt.

Ned i hovedet på trolden.

"Få det op!" sagde stemmen.

Op? Det var jo lige dumpet ned. En befrielse gik som et varmt kuldegys igennem ham. Nu kunne trolden ikke komme op og ud efter ham. Op?... Fødderne?.. Var det det han hørte? Hans sanser var alle inde i skakten ved posen der tumlede nedefter forbi de de forskellige låger, der alle gav en klabrende lyd fra sig når posen passerede.

Gulvet?.. Ordene trængte ind nu, for en stor stram arm med en vred,pegende finger viste lige forbi hans øjne og ned mod gulvet. Hans blik fulgte retningen. Det havde ikke rigtigt noget valg. Der lå en masse af hans mors kaffegrums og et revnet kaffefilter og den fladtrådte æske fra hans tandpasta. Fingeren blev ved med at pege foran hans næse og han bøjede sig ned og greb fat i et hjørne af filteret, der blot revnede yderligere og hældte endnu mere grums ud på gulvets ru brædder. Trolden kunne jo nå ned sammen med posen og hele vejen op igen inden han fik lukket lågen og så røg han med. Det standsede hans bevægelse og filteret hang hjælpeløst og slattent mellem hans fingre. Ville trolden fare med ned igen, hvis han smed det ind. Det skulle den. Men hans mor tog det fra hans fingre og smed det i skakten. Hun bøjede sig og tog tandpastaæsken og smed den ind. Skakten gav en ny udånding af fugtigmuggen, kvalm lugt ud i hovedet på ham og han styrtede tilbage, tværs over den korte trappeafsats og ind gennem døren. Han mærkede skiftet inde i sig da hans fødder atter rørte entretæppets tryghed og han standsede sin fart ved at stille sig med ryggen til kommoden for at se om hans mor også nåede med ind. Men han var næsten sikker. Hans mor var alt for stor til skakten. Og hun var derovre stadigvæk. Og hun skældte ud på trolden. Lugen stod på vid gab og hun sagde en hel masse. Han kunne ikke høre hvad hun sagde, men han kunne se det. Hun var ved at feje det sidste kaffegrums sammen med hånden og smed det ind i affaldsskakten - og trolden kom ikke ud. Hvad var det for en trylleformular hun sagde, at den kunne holde trolden nede i skakten? Hun smed det sidste ind, smækkede lågen i og gik over mod entreen.

Men da var han han forlængst nået ind i stuen.

DEN GODE FE.

Han havde fået en halvtreds kroner med. Mindre havde hans far ikke haft i pungen. Og med direkte ordre om at passe godt på at få rigtig penge tilbage. Han havde trukket tiden ud, men hans far havde set at han ikke lavede noget alligevel, og så måtte han tage jakken på. Trevent. Men der var ikke nogen vej udenom.

Han havde ikke kunnet finde flere påskud til at blive liggende og glo med på en udsendel­se, på et sprog der ikke interesserede ham.

"Jo længere du venter, jo senere bliver det bare," sagde hans far bare og så videre på ham der talte i fjernsynet. Og han havde fornemmet det. Og her, på vej ned ad trappe­n, kunne han så mene hvad han ville om fædre og børne­misbrug. Men han sagde det ikke. Han forsøgte i det hele taget at være så lydløs som mulig. Alle hans sanser sad et lille stykke inde under huden og gav ham stivhed i nakken og spændte hans mave i en bue af frygt. Foden blev sat let på hver trin for at høre om støjen blev for stor for stilheden og hvis den gjorde, satte han straks den næste fod ned på næste trin, uden tyngde, for at udligne forskellen. Når de voksne brugte trapperne, rungede det fra alle etagerne op og ned i trappegangen, men ingen magter skulle vækkes af at han gjorde støj. Magter, som han vidste var der, ville blive vækket til live ved den mindste uro og som ville dukke frem og kræve hans sjæl. Som de zombier han havde hørt sine kammerater fortælle om.

Han drejede rundt med gelænderet og listede den næste etage ned og hen til lyskontak­ten. Den var næsten ude. Han maste den ind igen og gav den adskillige pump ekstra. Det var et spørgsmål om at liste, uden dog at liste så langsomt at mørket overfaldt ham midt mellem to etager. Så var der slet ingen sikkerhed mere.

Han nåede helt ned på anden sal før det indhentede ham. En lyd af noget der gav et ekko i hele trap­pegangen, fik ham til at stivne midt i en bevægelse og klamre sig til gelænderet.

Mens han holdt fast i det, slap lyset op. Nu vågnede de alle sammen. Han fik gåsehud i nakken. En blød lyd af noget der ikke kunne indpasses i hans kendskab af lyde, nærmest sank ind i ham. En skarp, pinagtig smerte et sted mellem hans skulderblade, fik ham til at løsne op og styrte nedefter. Han hev sig rundt ved gelæn­deret ved de sidste afsatser og nærmest tumlede ind i den knækkede, armerede glasrude i gadedøren. Han hvinede efter vejret, jog døren op og sprang udenfor.

Det var kun tusmørke. Det undrede ham. Det havde set meget mørkere ud gennem trappevin­duerne. Døren gled i bag ham med et lille klik og han blev stående i indgangsnichen mens han fik herredømme over sine bevægelser igen. Husrækken overfor stod som mørkegrå klodser mod den svagt oplyste aftenhimmel, hvorfra gadelysene hang som blåviolette glasklokker ned over myldreti­dens sidste efternølere. Bilerne havde næsten alle lys på men butiksvin­duernes udstråling var endnu for svag til at gøre deres styrke gældende. Den kendte lyd af bilerne beroligede ham. Den gade han boede i kendte han. Og drugstoren lå fire gader derfra og rundt om et hjørne. Måske fem minutter borte. Men anlægget med de store træer lå mellem de sidste to gader og selvom han legede på græsset om dagen, gik han nødigt forbi det om aftenen, hvis han ikke havde sin far, eller en anden voksen, tæt ved siden af sig. Hvis ikke, så spænede han. Om dagen gjorde det ingenting. Han og hans kammerater legede altid i anlægget, der strakte sig flere gader bagud. Men nu, hvor der ikke var lys nok til at han kunne se alting tydeligt derinde, så vidste han, at bag hver busk kunne der gemme sig et frygte­ligt væsen, der havde udset sig ham som den krop, det kunne flygte væk fra anlægget i. Han krammede pengene i lommen og kiggede frem fra indgangsnichen. Bare der kom en mand han kunne følges med. Helst sådan en rar ældre mand med stok. Det var det bedste. Men de voksne han kunne se, duede ikke. De var kun på alder med hans far. De gik heller ikke den vej han skulle. Kun en træt dame der bar på en stor taske kom den rigtige vej hen ad fortovet. Han studerede hende. Hun havde en grim hat på, men hun kunne gå an. Det var ikke det bedste. Hun ville sikkert skrige i vilden sky og løbe væk når der sprang en zombie frem fra buskene. Men så kunne han måske i stedet redde hende.

Hendes ansigt kunne han ikke se, for hun så ikke op, kun hastige glimt ud til siderne mens hun gik. Han hoppede ned fra trappetri­net og slog følge med hende idet hun passerede. "Go'dag. " Sagde han høfligt. Det gav et sæt i damen og hun så forskrækket op og ned igen og fangede så hans blik og stoppede op. "Hva' ska' du? Hva' vil du?" Han kunne se at hun var blevet bange. Han så forlegent ned. "Æh   ingenting," mumlede han. Hun måtte for alt i verden ikke jage ham væk, nu da den livs­vigtige kontakt var opnået. "Jeg bor dér" sagde han og pegede op som for at fortælle at damen ikke behøvede at være bange for ham. Han måtte forbi det anlæg sammen med hende. "Se så at stikke hjem med dig," hvæsede damen nervøst og gik fremefter, mens hun hankede op og knugede tasken tættere til sig. Hun så tasketyve i enhver knægt efter mørkets frem­brud. "Savner din far dig ikke?" Han rystede på hovedet. "Jeg er på vej i byen for hende," sagde han ærligt. Måske kunne det blødgøre damen. Hun var gammel, kunne han se, men ikke gammel nok til at være rar. Hun så heller ikke vred ud mere. "Hvor langt skal du?" spurgte hun. De gik stadigvæk og han holdt øje på de yderste træer i anlægget der lang­somt kom til syne. Han gik stift men følte sig i nogenlunde sikkerhed nu. "Ned til drugstoren. " Han pegede. "For at hente cigaretter. Til min far," skyndte han sig at tilføje. Damen kiggede på ham. Undersøgte ham for at se om han muligvis talte sandt. Han skridtede trofast ud ved hendes side. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte hun til sidst for at få lidt skred i samtalen. Han ud­gjorde vist ingen trussel mod hende. Det kunne også være betryggende at have en føl­gesvend, uanset alder. "Ni år," mumlede han. "Nå ja, så kan du da også sagtens løbe ærin­der for din far. " Han sagde ingenting. Var mere optaget af om damen skulle dreje af inden de var forbi anlægget. Han følte det krible i nakken ved tanken om at hun plud­selig skulle standse op og sige farvel. Træerne var tættere på nu og hele hære af zombier kunne gemme sig derinde. "Hvad hedder du?" Han hørte godt spørgsmålet, men hele hans opmærksomhed var låst fast på træerne og krattet ind mod de store plæner bagved, lige ovre på den anden side af den gade, de var i færd med at krydse. "Er du døv?" sagde damen og han gav et helt spjæt. Hun måtte ikke sige noget. De skulle være helt stille.

Det kunne gå galt. Han rystede ubevidst og tryk­kede sig let ind mod damen. Hun standsede og kiggede på ham og han så op, skræmt over at hun turde standse op lige her ud for træerne, hvor det var aller farligst. Så smilede damen. Et lille kort smil. "Du er jo mørkeræd !" Hun sagde det ganske almindeligt. Han krympede sig. Det var ikke meningen. Det skulle damen ikke vide. Så gik de videre. Forbi flere af de store træer. "Hvor var det du skulle hen?" spurgte hun ligesom henka­stet. "Ned til drugstoren," hviskede han mens han gik så tæt på damen som han turde, mens han samtidigt holdt øje på de skygger de passerede. Han skelede ud til siden for at om noget rørte sig det krat de passerede. Et eller andet raslede i buskadset derinde og han gav et hop så han stødte mod damens taske. "Det er bare en fugl   eller sådant noget," hviskede hun men satte alligevel farten op og knugede sin taske igen. Det kunne være så meget andet. "Skal du også ned til drugstoren?" spurgte han stille, som for at få et ønske opfyldt. "Næ, egentlig ikke," sagde damen "jeg skal ned til min datter. Jeg skal med en bus, lige her henne om hjør­net. " Han sank sammen i ryggen. Damen smile­de men det så han ikke. "Men det kunne da være at jeg skulle tage et stykke kage med derind. Det kan jeg vist nok nå inden bussen går. " Hjertet slog hurtigt i hans bryst. Hun skulle også ned i drugstoren. Og de var snart forbi anlægget. Og zombierne blev bag træer­ne. De skråede over den sidste gade og gik igen langs husrækken. De store butiks­vindu­er gav dem præcist så meget lys, at han frit turde gå forbi de fem trappeopgange der var, uden at han måtte standse op foran hver enkelt og så lynhurtigt smutte forbi, inden ånderne opdagede at han havde snydt dem. Nu var han sikker. Og da drugstorens lysskilt over døren dukkede frem, var det som at gå under en triumfbue og ind i butikken. Det tog ham ingen tid at købe cigaretterne og få de rigtige penge tilbage, for damen stod ved siden af. Hun købte en wienerstang og han kiggede sultent på den mens hun fik den pakket ind. Så gik de udenfor. "Du skal ikke hjem efter et eller andet først?" spurgte han. Der kunne jo ske mirakler. "Først?" spurgte damen men så lo hun stille. "Nej, jeg må nok hellere se at finde min bus. Men prøv at se her" Hun tog en ting op af sin taske. Det var et nøgle hvidt strikkegarn.

Hun rev cirka en meter af. Han gloede forbavset på hende. Hvad skulle han nu. "Du er bange for mørke, ikke sandt?" Han så op. "Og for hekse og trolde og vampyrer, ikke sandt?" Hun stirrede ham stift i øjnene og han så ned. Det skulle hun ikke vide. Men hun havde jo fundet ud af det. "Er der flere ting?" Han vred sig men hun vidste godt hvad drengene for tiden så. "Zombier?"

Han rystede over hele kroppen ved at høre ordet her og kastede forskræmte blikke til alle sider. "Nu skal du gøre præcist, hvad jeg siger. " Hun hev tråden over et par gange. "Du skal sige lige efter mig. " Hun så på ham. Han kiggede op. "For­står du?" Han tøvede et øjeblik men nikkede så. "O. K. Sig så ZOMBIE !" Ordet fik det ligefrem til at vælte baglæns inden i ham. Hans tunge blev tyk og vild og kunne slet ingenting og han formede alle mulige bevægel­ser med munden. Han følte at hun havde smidt ham i iskoldt vand og nu forlangte at han skulle svede. Hun så hans panik. "Nej," sagde hun. "Sådan her. " Og hun formede ordet med læberne og tvang ham til at gøre det samme. "Sig det så: ZOM   BIE. " Han fik styr på læberne og tungen, men ikke på sit hjerte der hamrede af sted. Hun måtte være en stor trold­mand at hun havde en sådan magt over zombi­erne at hun bare kunne sige deres navn og kalde på dem, uden at der skete hende noget. Og nu ville hun have at han også skulle gøre det. "Sig det nu," befalede hun og han støn­nede "zom. b. b. biee." "Ja," ivrede hun "tag det nu roligt og sig det så langsomt. Når du kan sige deres navn, får du magt over dem og de må flygte for dig. Når du siger det rig­tigt, binder jeg en hvid ring om din lille­finger for hvid bliver alle zombier rædsel­slagen ved. Kom, sig det nu, for det er det der giver dig magt over dem. " Han fik det sagt næsten rigtigt. Stiv af anspændthed   og uden at de skete ham noget. Damen bandt en hvid ring om hans lillefinger og befalede: "Sig så: ÅNDER og TROLDE. " Han stønnede, "Ånnnnner og trolleee," uden at turde åbne munden alt for meget og det blev nærmest en lang udånding, men damen var tilfreds. Han fik en hvid ring om den anden lillefinger. "Og nu siger du: VAMPYR. " Det havde han ingen besvær med for, der var ingen i hans nabolag og det var altid piger de var ude efter, så det legede de tit. "Udmærket," sagde damen og slyngede resten af det hvide uldgarn flere gange rundt om hans hals.

"Så," sagde hun "du er nu beskyttet mod alle zombi­er og alle lede ånder og trolde og vampyrer. Du har sagt deres navne og har dermed brudt deres magt. Og de tre hvide ringe du bærer, viser at du nu ejer den kraft der kan sende dem alle lige lugt i helvede, når som helst du ønsker det. De vil flygte langt væk fra dig nu, uden at standse." Damen tog hans hånd og deres øjne mødtes et øjeblik og der var slet ingen tvivl i hendes blik. Så vendte hun sig og gik ned til det busstop hvor hun skulle med. Han blev stående en lille tid. Uldgarnet om hans hals strammede en smule men han turde ikke røre ved det. Han kiggede på sine hænder hvor hans lillefingre tydeligt skilte sig ud med hver sin hvide ring. Så proppede han begge hænderne i lommen.

Han gik alene hele vejen hjem. Godt nok ikke lige hen forbi anlægget igen, men ned til fodgænger­overgangen og fulgte det modsatte fortov hele vejen. Hvergang han kom til en fjendt­ligsindet gadedør, knyttede han bare hænderne i lommen og lod hånden ind mod husmuren glide præcis så meget frem fra bukselom­men, at den hvide ring om lillefingeren kunne ses.
Og der skete ham intet.

JAGTMARKER.


En masse mennesker lå og nød solen på de store plæner i anlæg­get. Især unge som lå og læste til eksamen. Eller havde glemt alt om eksamen og bare lå og nød hinandens nærhed.

Mange havde foretrukket at finde plads i skyggen under de store kastanier. Andre lå eller sad spredt ud over den gul­plettede græsplæne, hvor kun få drivende skyer ind imellem gav lidt afsvaling. Til gengæld stod der ofte, i skyggen af de op­stablede bøger, en øl eller tre. Dette var et af Jacobs mest givtige jagtom­råder. Også selv om han ikke var ene om det.

Uden hast, med plastikposen i hånden, slentrede han over plænen mens hans øjne afsøgte hele området efter tømte og efterladte fla­sker. En god dag som nu, med næsten skyfri himmel og en ubarmhjertig sol, kunne det gå hen og give op til en tiér i drug­storen til snolder. Når det først var rigtigt varmt, gad næsten ingen slæbe deres flasker med sig igen.

En bevægelse og en flaske der blev sat, fangede hans blik og i samme retning strejfede hans blik et par bare bryster og blev hængende. Pigen sad med hovedet bøjet over en bog og hans vej ville tilfældigvis føre forbi hende. Hvis han gjorde en lille omvej, altså. Det bestemte han sig til.

Tilpas langsomt til at han også havde tid til at kigge be­vægede han sig derover. De var pæne. Meget pænere end hans mors. Dem havde han set så tit. Han gik over til flaskens ejer og fik yderligere to andre tomme ved samme lejlighed. Så havde han seks flasker nu.

Pigen så op men ikke i hans retning og fordybede sig straks efter i bogen igen. Han gik i en bue over mod hende, uden hastværk. Nu kunne han se hendes patter helt tydeligt. Hun sad et stykke foran ham og hendes bryster hang en smule ned mod bogen foran hende. De var pænt solbrænd­te. Hvorfor havde hun ikke også en ølflaske, han kunne spørge efter. Bare hun ville springe op og danse omkring så han kunne se hendes bryster hoppe. Men hun blev bare siddende og læste i sin bog. Det var der ikke noget skægt ved. Gad vide om nogen lå et sted og bollede. Anton fra klassen fortalte tit om hvordan han havde stået skjult og set det i anlægget. Han sagde det var hyl. Men for øjeblikket var der ingenting at se. Et ungt par lå i skyggen ovre ved alléen og kælede stille med hinanden, men det var også det hele. Han standsede. Var det mon starten? Han ventede på om der skulle ske yderligere, men det gjorde der ikke. De lå bare og pjankede. Han gloede igen på pigens bry­ster. De var pæne. Men de gjorde ingenting.

Han gik vi­dere, ­hankede op i posen så flaskerne klirrede som for at fortælle pigen at han egentlig var skuffet over hendes ind­sats. Hun så op efter ham. Han gik, igen med øjnene ind­stillet på efter­ladte flasker. Slog en runde langs med hækken ud mod gaden hvor der normalt skulle være sikker gevinst men alle flasker var enten stadig fyldte eller kun halvtomme. Men der var mange kunne han se. Han krydsede tilbage over

plænen og fik en colaflaske og ved de store rhododendronbuske var en flaske smidt ind mellem grenene. Der', et stykke inde, så han det. Ikke megen bevægelse, men de gjorde det.

Han var ikke spor i tvivl. Også selv om det ikke var ligesom i bladene, for de havde al tøjet på. Men lige efter lå de helt stille. Kælede bare. Han var skuffet. Der skulle være meget mere. Han havde slet ikke set det han ville. Alle hans pludselige fornemmelser sad fast i hans mave. Han var kommet for sent. Det var også fordi han havde stået så længe henne hos hende med patterne. Og det var slet ikke sådan de skulle gøre det. De skulle ikke have tøj på og han skulle have bollet hende så hun havde råbt en hel masse frydefuldt. Sådan gik det til. Det havde han læst i de blade, de så nede på kældertrap­pen. Parret lå helt stille. Han kneb øjnene sammen og gloede rundt. Efter flasker? Efter andre par? Der var ingen. Han så på dem igen. Kunne hun lide det. Det så sådan ud. Hun lå og legede med hans hovede og han gned hendes knæ. Mon de ville det igen? Men det vidste han at de ikke ville. Han ærgrede sig. Hvor ville de blive misundelige på ham i klassen hvis han var kommet tids nok. Han lukkede den sidste indestængte luft ud og rejste sig og genoptog flaskejagten.

Det var varmt at komme ud i solen igen.

De, der ikke var i skygge, lå som under en stor, tung dyne af varme der pressede alle nedefter. Han gik ganske tæt forbi to kvinder der havde smidt overdelen men de lå begge på maven og gik så rundt om et træ hvor der lå en flaske og tog kurs mod stedet hvor pigen fra før stadig sad og læste i sin bog.

Det var hendes skyld at han var kommet for sent. Dennegang gik han mere direkte hen til stedet, selvom det stadig var i en bue og stillede sig op lige foran hende. Han stirrede intenst på hendes patter og hun så forbavset op og smilede så. Han stod et øjeblik spændt, knyttede hånden om posens håndtag og gav så hendes bogstabel et spark så den spredtes ud over hendes skød og græsset omkring hende. Han nåede lige at op­fatte hendes spørgende, halvt forskrækkede udtryk inden han stak i rend med flaskerne vildt klirrende i posen. Men ingen løb efter ham. De kiggede blot alle på ham, kunne han se.

Ved rhododendronbuskene satte han sig ned. Parret var væk nu. Han gad ikke mere. Om de så allesammen smed flasker i hovedet på ham, gad han ikke. Han gik tværs over alle plæner og stier, mellem alle der lå der, over mod gaden.

Ved skulpturen, lige inden for indgangen, racede Anton og Lars rundt.De havde ikke andet at tage sig til lige nu. Da han så dem, skar han en grimasse.De to var aldrig af det gode. De gik alle tre i samme klasse, men nogen hjælpsomhed var aldrig kommet fra de to klassekammerater. Men han vidste at han havde fordelen lige nu. Han havde flasker i sin pose. Hvis de da ikke hugge­de den fra ham. Men lige nu havde han den i hvert fald i hånden.

Anton bremsede cyklen op, med tykt bremsespor, lige foran ham. Lars lavede et lignende spor bagved.

"Hvormange har du i po­sen?" ville Anton vide.

Jacob trak på skuldrene. "Ti, tolv styk­ker."

"Skal jeg cykle over med dem?"

Han rystede på hove­det. Den klingende lyd af penge ville han selv opleve. Lars kiggede bagud over plænen. "Er der mange derinde?"

Han nikke­de. "De ligger spredt overalt. Du kan bare spørge, så får du dem. Der er masse tilbage." Han havde stadig sin trumf i baghånden. Men den pressede på. "Og så er der nam  nam," sagde han, med ejermine og så Anton lige i øjnene. Det var en sjælden lejlighed, han ikke ville lade gå til spilde.
Anton og Lars kiggede spørgende."Bare patter   og også det an­det?"

Han nikkede. "Masser."

"Det er løgn," sagde Lars.

Jacob rystede på hovedet.

"Var det godt?" Anton var meget inter­esseret.

Jacob vidste ikke rigtig hvad han skulle svare. Godt? Jo, det var det vist nok. Han havde haft en dejlig fornemmelse i kroppen lige da han så dem. Og den kom igen, nu da han gen­kaldte sig synet.

"Gjorde de det   sådan midt på græsset. Midt mellem alle menneskene?" Anton så tvivlende ud allerede mens han spurgte. Jacob nikkede gravalvorligt og besluttede sig lyn­hurtigt til at flytte parret midt ud på græsplænen. "Ja da, og hun hylede en hel masse masse om hvor dejligt det var og han gik rigtig til den og folk stod og klappede." Han kunne se at Anton og Lars ikke troede på ham men han ville ikke have at de to skulle få udleveret den fornemmelse han havde haft. El­ler vide at han var kommet for sent.

"Det er sgu' da løgn altsammen."

"Nej. I kan da selv gå ind og se efter. Hun tog miniskørt og gul bluse på. De ligger ovre ved buskene."

Anton følte at han blev holdt for nar. Det var hans rettig  hed at fortælle de historier. "Jeg skal forøvrigt hilse dig fra din kæreste," sagde han skadefro.

Jacob gloede. "Jeg har da ingen kæreste," protesterede han for­arget.

"Ikke det? Hun er ellers brændt varm på dig. Hun synes du

er så nuttet."

"Hvem?" Anton vidste da ikke, hvem han var varm på.

"Hende, Beton Olga, du ved nok. Hende, der sidder ovre ved vinduet."

Anton stirrede direkte på Jacob, der måbende tænkte sig om. Der sad seks, syv piger i vinduesrækken. Nogen af dem var søde. Resten bare dumme.

"Hvem er det?"

"Store Lisbeth." Anton kunne i farten ikke finde nogen værre og han kunne på Jacobs reaktion se, at han havde hevet et godt navn ud. Jacob var stivnet. Lisbeth !! Den store sæk.

Anton skyndte sig at følge sucsessen op. "Men pas på. Hun er farlig."

Jacob stirrede på ham. Alene den måde ordene blev sagt på var ladet med fare. Han forsøgte et smil for at løse op for noget. "Det har hun aldrig sagt. Du har aldrig snakket med hende." Han troede ikke på Anton men turde heller ikke bare tvivle. Anton stak hovedet truende frem og så Jacob direkte ind i øjnene, så gravalvorlig ud og nikkede flere gange. Lars nikke­de også og sagde "Det er rigtigt nok. Jeg hørte det også selv. Det var i går i det store frikvarter."

"Ved du hvad hun har gjort?" Anton næsten hviskede det ud.

Nu skulle der kul på. Jacob turde knapt nok ryste på hovedet. "Hun har været på opdragelsesanstalt fordi hun har skåret den der   du ved nok   af to drenge, hun har haft til kærester. Anton gjorde en pause. Og satte så trumf på. "Og nu vil hun være kæreste med dig." Jacob dybfrøs indvendig mens han vantro gloe­de.

Også Lars måbede. "Hold da helt kæft," udbrød han chokeret "hvornår har hun gjor..." så klappede han i med et hørligt smæld. For fanden, nu stod han her og ødelagde hele spillet for Anton. Og for sig selv. Det var også den under­måler til Jacob, der kom og forstyrrede. Og hvis han var gået med Jacob, havde han også set det' inde på plænen.

Anton grinede hovent og hængte Lars ud med øjnene.

"Hva', Jacob, hva' vil du nu gøre. Hun sagde til mig at det skulle være en hemmelighed. Er det ikke også rigtigt, Lars." "Jo," sagde Lars ivrigt og nikkede " Hun sagde at hun ville snitte den af dig og sende den op til sin onkel, der er doktor i Århus, for at han kunne se hvor grim den er."

"Klap i," sagde Anton. Nu skulle Lars ikke ødelægge det hele. Jacob gloede fra den ene til den anden og hans mave sank nedef­ter. Det var simpelthen noget løgn. Det kunne han høre. Men hvorhenne begyndte løgnen? Usikker­heden stod tegnet i hans ansigt. Anton hev cyklen ud i en fræserstart og Lars gjorde det samme og forsøgte at følge Antons spor. De tog en tur rundt om skulpturen og kørte tæt op forbi Jacob, hvis pose endnu stod på jorden. Han samlede håndtagene sammen og tog den op og gik fremad.

"Nå," skreg Lars " skal du hjem og bolle din kæreste?"

De hylede af grin mens de kørte i cirkler om ham.

"Lisbeth ligger derhjemme og venter   med kniven."

Igen larme­de de af latter og triumf. Jacob stirrede på dem, lammet af deres med­delelser, men åndsnærværende nok til at skridte ud i retning af drug­storen. Anton og Lars kørte hujen­de ind i anlægget på stier­ne. Nu ville de ind at se patter, skreg de efter ham.



*****

Jacob var en del af det mylder der uvægerlig opstod foran sko­lens trappe hvergang det ringede ind til time. Alle klas­ser stod stillet op i kolonner og ventede på deres tur til at blive lukket ind.Læreren, dere havde gårdvagt, stod veltilpas og skuede ud over hovederne. Han havde ikke flere vagter den dag. Han gennede en række ind.



Jacob stod med begge hænder be­gravet i lommerne og kiggede efter en pige i genborækken. Hun havde et pænt ansigt med sådan en sød opstoppernæse, syntes han og han forsøgte at fange hendes øjne, men det lykkedes ikke.I stedet fik han et hårdt puf i ryggen og tumlede fremad med resten af flokken og gled med ind af døren til den lange gang inden for. Sollyset stod i tykke, støvmættede bjælker i luften, fra vinduerne ned til gulvet. Hvis der var blevet fejet den morgen, var det ikke længere til at se.Klassen lå ved siden af biologilokalet og alle styrtede afsted for at komme først ind.

Ikke af nogen bestemt grund. Bare det at være den første til at se, om der skulle være noget nyt. Det var der aldrig.Det var især drenge­ne. Pigerne kom altid sidst. Jacob kom heller aldrig først. Han gik ned til sit bord. Gik ned langs væggen så han undgik at passere Anton, der sad og grinede til ham mens han gjorde et sigende kast med hovedet over mod vinduer­ne. Jacob ville ikke have kigget der over men en ufrivillig bevægelse fik ham alligevel til det. Lynhur­tigt. Så tog han øjnene til sig. Han kunne risikere at Lis­beth troede at han kiggede på hende. Og det gjorde han i hvert fald ikke. Han var sur på Anton for det han havde sagt i går og satte sig tungt på sin stol   og fik i næste øjeblik en elastik i nakken. Det sved. Han vendte sig lynhurtigt og Lars sad og godtede sig og prøvede samtidig at se uskyldig ud. Jacob hev hans bøger på gulvet med et arrigt skub og Lars uskyldighed forsvandt."Hold kæft, hvor skal du få," snerrede Lars. "Dumme skid," hvæsede Jacob retur og vendte sig tilbage igen. Han fik et slag i ryggen og tabte vejret et øjeblik og lære­ren kom ind i klas­sen. Børnene rejste sig og Jacob trak skuldrene op for at udligne smerten. Han turde ikke slå på Lars der var større end han. Og stær­kere. De satte sig alle igen og en ny elastik ramte Jacob i nakken.­Han kvalte et skrig og fik tårer i øjne­ne." Vi starter side 82, under bille­det," sagde læreren. Lars skulle få be­talt. Også selvom han var stærkere. Jacob vidste ikke rigtig endnu hvor­dan.Han fulgte lidt med i bogen. Det var om skole­skibet "Dan­mark". Hans øjne gled fra teksten og over mod vinduet. Oppe foran sad Lisbeth. Hans øjne sprang hende over ved første gennemgang, så sådan ligegyldig gennem hende og videre men en klump satte sig fast et sted øverst i hans mave. Var det mon rigtigt hvad Anton fortalte. At hun havde været på opdragel­sesanstalt, fordi..­fordi..Hans øjne sprang fra den ene til den anden i vindues­rækken for alligevel hele tiden at ende hos Lisbeth. En skram­len med stolen foran ham fik ham tilbage til sin bog og han kiggede stjålent hos side­manden for at se hvor langt de var kommet.Han fandt det og fulgte med et stykke tid. Hvad var det mon for en kniv, hun havde brugt? En brødkniv? En lomme­kniv? Gad vide om hun havde en kæreste nu?. Klumpen slap og sank som en brosten i ham. Hun havde jo ham! Havde hun virke­ligt sagt det til Anton. Han gloede ned i bogen på det ord en eller anden sad og hakkede i. "..kompas­retningen.." stod der. Han kendte det godt nok. Hun havde jo ham... Ordene snurrede inde i ham. Han kunne ikke standse dem. Han troede ikke på Anton, men hvad havde hun så sagt.Hans øjne snublede til­fældigt over den sætning de var ved at læse og han fulgte med i bogen. Jacobs navn blev nævnt og han læste sig gennem det næste afsnit. Det var ikke flydende men ellers udmærket. Han gik i stå på ordet "..sydost­passa­ten.." for han vidste ikke hvad det var. Så læste han sig færdig og slap fri. Lars kom til efter ham. Ha, tænkte Jacob, det har han rigtigt godt af. Gid han må hakke sig gennem alle ordene. Men han kunne des­værre også se at der ikke var nogen svære ord i Lars' stykke­. Ud af øjenkrogen opfattede han at Anton pegede på Lisbeth og sendte et lille brev afsted. Klum­pen i hans mave vokse til stejle klipper. Hårdt og ondt. Han fattede også, i et hastigt glimt, at læreren ikke havde set noget. Anton så bagud på ham med et skadefro grin. Et lyn ligesom brændte hele hans hjerne ud i et kort sekundt og for så ned langs hans rygrad, ned i hans underliv, hvor det rulle­de sig op som en slange. Luren­de.S edlen var på vej, Kenneth i midter  rækken havde den. Hvorfor så læreren det ikke. Det var så tydeligt, hvad der foregik. Kenneth rakte brevet op mellem de to næste i rækken og de tog det .Og læste det. Så gloede de på Jacob   og fni­ste. Læreren stod og kiggede sløvt og kiggede ud af vindu­et. Jacob trak vejret stødvis. Han vidste ikke hvor han skulle have sine øjne. Slangen rullede rundt dernede og vendte sig. Det var som vidste den hvor brevet skulle ende. Den kravlede op og ville ud. Helt op så den trykkede mod hans strube. Han måtte ikke miste kontakten med brevet. Anton blev sat til at læse. Læreren kom gående roligt op ad gangen mellem bordene. Anton ledte fortvivlet efter stedet i sin bog. Jacob var lige ved at hoppe på stolen af fryd og klappe læreren på ryggen. Sådan skulle han bøves, Anton. Anton gloede over mod sideman­den."Nåe,  vil du hellere læse i Klaus's bog?" Læreren var nået helt frem til Antons bord. "[h.h.h," sagde Anton og Jacob jublede med alle de øvrige i klassen. "Tag hellere og følg med i din bog i stedet for at følge med i hvad der fore­går uden­for, eller hos piger­ne. Randi, du fortsætter."Randi fortsatte og Anton mumlede noget uforståeligt. Brevet! Hvor var det. Iskold greb rædslen fat i Jacob. Han havde mistet forbindelsen med det. Havde helt glemt det mens han grinede ad Anton. Der' var det. Lene havde det. Det var nået næsten frem. Hun sad og prikkede Lisbeth i ryggen. Der måtte gøres et eller andet. Nu. Hvor var læreren? Hvad lavede han? Lisbeth rakte en hånd bagud og fik brevet. Jacob kravlede sammen. Han kunne kravle under bordet lige nu. Han vidste ikke hvad der stod på sed­len, men han kendte meningen. Han stirrede på hende. Vente­de på hendes reaktion. Blodet dunkede op om ørerne så det spænd­te og så kom det. Lisbeth drejede sig svagt omkring på stolen og kiggede på ham. Han sad stiv, med op­skræmte øjne og kunne kun modtage hendes blik. Så gled han udenom og så ned i bogen. Han havde set det han frygtede. Han havde nået at se hvad hun mente. Hun var blevet sur. Hun havde rynket på næsen så han kunne se hendes tænder. Kanske kort. Men hun havde lignet en hund der snerrer. Lidt efter skævede han stjålent op. Hun sad igen og så fremefter. Hvorfor var hun blevet sur når hun ville være kæreste med ham. Hendes hår var pænt. Det var krøllet og brunligt men hendes næse lignede en gøg og gokketud. Hun var stor. Og havde allerede patter der stak frem i blusen. Kun to af de andre piger havde det også. Var hun mon rigtig gal på ham? Var det noget pænt der havde stået på den seddel? Troede hun måske at det var ham der havde skrevet den? Så slog en tanke pludselig al luften ud af ham. Måske stodder " Du er en tyk, fed mokke. Hilsen Jacob." Så måtte hun jo tro at det var ham der havde skrevet det. Han sank noget. Og sank igen. Tårer lå på spring lige inde bag hans øjne. Hvor skulle Anton få tæsk hvis det var det han havde skrevet. Alle de tæsk han kunne...S langen bredte sig ud og tog plads mellem hans skul­derblade og blev varm. Brændva­rm. Og masede sig videre op i hans nakke og låste den fast. Op i hans baghovede og frem­efter som ville den mase hans øjne ud. Han så sig vild på Antons ryg længere fremme. Havde han bare haft en lang pind. Med en nål på. Eller en elastik til at skyde med eller...el­ler...et eller andet der kunne skade ham, så han rigtig kunne mærke hvad han havde gjort. Det flammede rundt i Jacobs hjerne med hævn. Brændte ham op. En   en   en   kniv...­hviskede det indven­digt fra i hans ører. Ordet lammede ham. Fastfrøs ham fuldstændig. Hans tanker stampede rundt uden at komme videre. Lyden blev et ekko af et ekko af uformindsket styrke. Kniv.­..kniv...kniv...­Hans krop strejkede. Som var ordet en nøgle der låste alle hans funktioner. En trussel mod hans hele eksistens. Jacobs fingre knugede om bordkanten som forhindrede alene det hans verden i at vælte. En knugende kraft holdt alle hans muskler fast og han kunne knapt trække vejret. Han måtte bruge en kraftanstrengelse for at vride hovedet fri af slan­gens greb. Han gloede på sine fingres   og slap bordet. Alt andet i ham slap samtidigt og han ud­stødte et dybt suk der lød tydeligt ud i hele klassen. Det gjoede ondt i hans bryst. Og strube. Læreren stoppede op midt i en for­klaring og så for­bavset på ham og resten af klassen kiggede undrende med. "Er der noget galt?" ville læreren vide men Jacob stirrede kun. sekunderne efter forløsningen, desorien­teret ud i rummet. "Det må være hårdt at være Jacob," bemærke­de læreren og resten af klassen lå flade af grin henover bøger­ne. Han så ned. Turde ikke kigge op. Turde hverken se på Lisbeth eller Anton. Speci­elt ikke på Lisbeth. Men han kunne se hende alligevel. Hun grinede ikke. Kiggede bare underligt på ham. "Så'r det godt!" sagde læreren og fik ro over klas­sen igen. Selv Jacob blev nogenlunde rolig indvendig, selv om den var blandet op med lige så meget de­speration. Lisbeth så ikke gal ud mere. Han havde, mens lat­teren rungede, fattet noget andet i hendes blik. Forstod hun at brevet ikke kom fra ham? At han ikke ville genere hende   eller være kæreste med hende. Eller have den snittet af. Han så stjå  lent over på Lisbeth. Hun sad og kiggede på ham og sendte ham et smil da hun fangede hans øjne. Han trak dem til sig, som havde hun forbrændt dem. Hun måtte ikke eje ham. Så han fulgte med i sin bog og så kun fremefter en gang i mel­lem. Anton vendte siog flere gange om mod ham og skar grimas­ser man han var ligeglad nu. I hans mave bumpede brostenen uhåndter­ligt rundt og volte ham pine. Bredte sig ud. Fyldte snart det halve, snart det hele. Han måtte væk fra dem alle­sammen, så snart det blev frikvarter. Gemme sig under bordet eller bag læreren eller sådan noget. Men da timen var forbi blev han ubamhjertigt sendt ud sammen med alle de øvrige i klassen.

****


Han vågnede. Badet i sved. Et kort øjeblik lå han forvirret, men noterede sig så hurtigt den store Beatlesplakat på sin væg. Helt ubevægeligt lå han. Det havde ikke været nogen behagelig drøm. Men værelset omkring ham var tavs og stille. Han slappede lidt af. Sikke noget at drømme. Hvad mon klokken var? Han rakte ud og drejede vækkeuret rundt. Knapt fire. Så havde han god tid endnu.

Han havde været nede på skolen i drømmen. Anton havde også været der. Og Lars. Og Lisbeth. Og en hel masse andre også. Han kunne ikke huske alle der havde været med. Han havde siddet sammen med Anton på trappen og snakket og Anton havde taget en stor kniv frem. Nærmest en kæmpemæssig brødkniv.

"Du bliver nødt til at have en sådan kniv på dig, hvis du skulle møde hende," sagde han og havde rakt kniven til ham. Han havde taget den uden frygt og var ikke bange. Den lå godt i hans hånd og gav en fornemmelse af sikkerhed."Er Lisbeths kniv større?" ville han vide.

"Ok nej," sagde Anton og viste størrelsen med udstrakte arme. Det var helt i orden,syntes han. Størrelsen havde ingen betyd­ning. Det havde han læst et sted. Lars kom over til dem. Han havde også en kniv hængende ned fra maven. En kortere en. Og han opdagede til sin glæde at alle drengene rendte rundt med en kniv hængende ned mellem benene. Nogle af dem lange andre helt korte. Pigerne havde ingen, så vidt han kunne se.I hvert fald havde de gemt dem godt. Han kiggede efter Lisbeth. Hun var med i en flok af piger i deres sædvanlige hjørne. Og havde, efter hvad han kunne se, heller ingen kniv.

"Hvordan bruger man den?" spurgte han Anton, der sad og stødte den op i luften, som stak han i noget.

"Du stikker den ind hvor der er plads til den," svarede Anton og førte kniven langsomt opefter igen i et dybt stød.

Han nikkede og hængte sin kniv på dens plads nedenfor maven. Nu følte han sig sikker. Han spadserede rundt i skolegården. Slog et par sving og gik ned mod det hjørne hvor pigerne holdt til. Han kunne mærke hvorledes de ærbødigt trådte tilside for ham, når han kom gående med kniven hængende der. Og han var gået hen til den pige han syntes var pænest, med den søde opstoppernæse, og hun havde følt på hans kniv og sagt at den var stor   og pæn. Men så var Lisbeth kommet farende, havde grebet ham i armen og slæbt af med ham.

"Du er min kæreste. Du skal ikke være kæreste med nogen af de andre piger." Hun var meget vred og ophidset.

Han havde gjort modstand og havde forsøgt at komme fri, men så havde hun taget fat i hans kniv og han blev nødt til at følge med. Hun havde hevet ham rundt i skolegården og alle pigerne havde hujet ad ham. Han følte sig fuldstændig flov. Anton kom løbende bagefter, mens han forpustet råbte: "Giv hende kniven, mand. Giv hende kniven. Men han kunne ikke give hende kniven, for den holdt hun fast i og det gjorde ondt når hun trak.

Han havde åndenød og havde svært med at følge med. Men han vidste at hvis han snublede nu, ville hun hive kniven af ham og det ville han ikke overleve.Ud af skoleporten trak hun ham, ned ad gaden og hen til den store port hos materialisten på hjør­net. Derinde var der altid dunkelt for der var normalt kun en smal dør åben i porten. Derind trak hun ham og han havde intet kunnet gøre for at forhindre det. Og hun voksede mens hun trak afsted med ham og først inderst i porten slap hun hans kniv. Den hang så underligt mellem hans ben. Han kiggede ned af sig selv   og han havde slet ikke noget tøj på. Han var splitternøgen, bortset fra kniven. Det havde de vist været allesammen. Hele tiden. Lisbeth stod foran ham.

Også nøgen. Hun lignede sit ansigt men resten af hendes krop var ikke hende. Mest hans mors, med bryster og krøllerne på maven. Og hun havde en kniv i hånden. Han vidste ikke hvorfra hun havde den. Hun havde den bare pludselig.En kæmpestor en. Han ville vende sig om og styrte væk men han havde ingen besked han kunne sende ned til sine ben. Det virkede bare ikke. Hans krop blev stående.

Lisbeth smilede.Hun stak kniven ned mellem sine ben og den forsvandt. "Jeg har aldrig haft nogen," sagde hun. Så lagde hun sig ned og rakte ud efter ham.

"Kom," sagde hun blødt.

Nøjagtigt som han kendte det fra billederne. Hun så også lige sådan ud. Hun pegede på hans hængende kniv og smilede, og han kunne mærke dens tyngde nedefter.

"Kom," sagde hun."Giv mig så kniven."

Han famlede efter den men kniven smuttede hele tiden. Han var rædsel­slagen. Var det nu hun ville skære den af? Han måtte give hende kniven nu, gennembore hende, ellers gjorde hun det. Febrilsk prøvede han at få kniven frem men den veg udenom.­Skæftet var væk. Eller var vokset. Det sad fast. Lisbeth trak ham nedefter og han faldt om mellem hendes ben. Han kunne ikke skrige. Hendes krop blev stor. Så stor at han ikke kunne se op over hendes skød. Lisbeths hånd gled frem et sted fra og greb om hans kniv. Den sprang frem og Lisbeth trak den op mod sig.

"Nu," sagde hun " skal jeg hjælpe dig så jeg kan få den."

Det var det han vågnede ved. Helt våd af sved. Mon hun virke­lig ville have skåret den af, hvis han ikke var vågnet?. Et kuldegys gik gennem ham. Hvor var hendes kniv blevet af? Hun sagde at hun aldrig havde haft nogen?

Og hvorfor var han nøgen? Og Lisbeth? Hendes krop var slet ikke hende. Han forsøgte at genskabe sig billedet af hende men nu var det Lisbeth der lå der. Og hun havde det tøj på, hun havde på i skolen. Han lukkede øjnene for at få lidt mere søvn men drøm­men havde forstyrret ham så meget at han bare lå og rodede. Han så på en af de piger han havde på væggen. Hende stirrede han på et stykke tid. Så faldt han i søvn igen.

Til sin fød­selsdag, cirka tre uger efter, fik han den dolk han pludselig så bræn­dende ønskede sig. Det var noget nyt. Indtil kort tid før, havde hans højeste ønske været en radio­styret bil.

OG UNGERNE I REDEN....

Sedlen lå på køkkenbordet da Anton kom hjem.



Yüklə 267 Kb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə