Indhold jordsulten side 3 det store hus side 8 jeg er lutter øren side 14 lemmingens ønske side 20 GØgens gemmeleg side 26 skakt trolden side 36 den gode fe side 42 jagtmarker side 47 og ungerne I reden side 58 bur side 72 slangens hug side 76



Yüklə 267 Kb.
səhifə5/5
tarix18.05.2017
ölçüsü267 Kb.
1   2   3   4   5

Eigil rettede sig lidt op. "Hvad er det Anton har lavet?" Det kunne godt være at det gik ud over børnene, men det havde i hvert fald ikke skadet hans børn. Eller var det mon Anton, politiet hentydede til. Eigil var lidt usikker.

Kriminalassistenten rømmede sig. "Vi greb deres søn i at stå vagt, mens en af hans kammerater var ved at fjerne fotoudstyr fra en bil. De havde slået en siderude ind."

Olesen rømmede sig igen og gjorde en pause. Eigil kiggede sammenbidt på ham. Olesen fortsatte roligt. "Kammeraten for­svandt, men vi ved hvem det er, så ham får vi nok også en snak med."

Eigil drejede hovedet i et ryk og stirrede vildt på Anton, der automatisk løftede armen for at afbøde det slag der lå i luften. I en lige så hurtig bevægelse drejede Eigil hovedet tilbage og stirrede betjenten i øjnene.

"Han var vel bare på vej hjem og var tilfældigvis..." Eigil ville sige mere, men standsede ved betjentens langsomme rysten på hovedet.

"Anton har," fortsatte Olesen "så at sige lagt alle kortene på bordet og været både høflig og samarbejdsvillig.... Må jeg ryge?

Eigil tog øjnene til sig og nikkede og trak også selv en cigaret frem. Olesen bød ham ild og et øjeblik sad begge mænd tavse og betragtede røgen.

Olesen holdt øje med Eigil imens. Regelret skulle hele sagen omkring socialen og der skulle være bisider til stede. Men sagen ville så til gengæld vandre i årevis fra den ene lige­gyldige instans til den næste, uden nogen ville røre en pind ved situationen. En hurtig forældrekontakt, uden alle disse melleminstanser, kunne meget ofte standse de unges videre bane mod uføret langt mere effektivt.

"Der er en ting mere. Antons navn figurerer også et andet sted i vore papirer. Noget med en skrællet knallert. For ca. to måneder siden. Så vi syntes det måske kunne være gavnligt lige at smutte forbi og få en snak."

"Det var.. æh..er pænt af dem, hr betjent." Han vidste ikke rigtigt hvorledes han skulle tackle en betjent som sad lige over for ham. Han var uvant med situationen.

"Det er vigtigt at De gør Anton det klart, hvad det er for en løbebane, han er i færd med at slå ind på. Og at Anton holder sig lidt på afstand af de kammerater der vil lokke ham mad til den slags." Olesen havde set på Anton mens han sagde det sidste, men Anton stirrede bare stift ned foran sig.

Eigil Holm sank lidt sammen og nikkede svagt. Spændingen i hans krop var blevet noget fortyndet på det sidste. Han så på Olesen. Nå, det var sådan noget knægten gik og fik tiden til at gå med bag hans ryg.

"Æh,..vil De ikke have en øl?" spurgte han og rejste sig - for i det samme at komme i tanke om, at der ikke var nogen. Det blev ved den halve bevægelse.

"Næ tak. Måske en anden gang." Betjenten løftede afværgende hånden og Eigil sank ned og åndede lettet ud. "Lad nu være med at være for hård ved drengen, Hr. Holm. Det kommer der næsten altid kun endnu ...."

"Far, har du set..Strømerne holder dernede." Mogens ivrige stemme overdøvede entredørens smækken ind gennem lejligheden. "Hvem mon nu der har..."

Olesen drejede forbavset hovedet og Mogens stivnede i døren ved at se politiet sidde i en af hans fars lænestole. Blodet tog et styrtdyk fra hans hovede og ned i mellemgulvet. Det gjorde ondt. Betjenten smilede. "Kom inden for," sagde han og slog ud med hånden. Mogens kunne ikke røre sig. Han hagede sig fast i karmen mens han lammet stirrede fra betjenten til sin far, der havde et underligt udtryk i ansigtet. Og Anton. Hvad var Anton der for? Betjenten stirrede på ham. Mogens var stiv i nakken så det smertede. Så var drengen i butikken alligevel blevet snuppet og havde sladret. Og nu sad politiet her og ventede på ham. Og vognen holdt der nede for at køre ham på stationen. Og Allan ville også...

Olesen havde rejst sig og gik hen mod ham. Han kunne se at drengen var skrækslagen. "Kom bare ind," sagde han. "Jeg bider ikke. Hvad hedder du så?"

"Mo..Mog..Mogens," stammede Mogens men slap ikke grebet i karmen. Han kunne ikke. "Har ..har ..har han sladret.?

"Hvem, sladret?" spurgte Olesen, der straks fornemmede når en ende hang og flagrede i luften.

"Ham ....drengen...i..i..butikken." Mogens havde svært ved at få ordene ud. Det hele klæbede sig fast inden i ham. Tungen, tankerne, hvad han skulle gøre. Det var, som var hans hoved fyldt ud af vat og det sad fast ned i halsen, i hans strube. Olesen lagde stille hånden på hans skulder og Mogens begyndte at snøfte, men slap dørkarmen og fulgte betjenten over til sofaen.

"Sæt dig bare stille ned og fortæl hvad der er sket," sagde Olesen og satte sig ved siden af ham. Hvor langt borte mon stammen i det hele taget groede fra æblerne?

"Det... det.. var kun ét stykke" hiksede Mogens, men skyndte at rette sig selv. ..To stykker. Han turde ikke se på sin far, der som en foroverbøjet, truende klippeblok sad i sin læn­estol. Tårerne løb ned over Mogens kinder og næsen løb. Anton sad i det modsatte hjørne af sofaen og stirrede hårdt på ham. "Tyggegummi?" spurgte Olesen stille. Han havde hurtigt lagt Mogens få sætninger sammen.

"Chokolade," hviskede Mogens, næppe hørligt, og tørrede snot­tet bort fra næsen med hånden og gned det væk i samme bevægel­se mod sofabetrækket.

Olesen smilede stille indvendigt, endskønt det ikke morede ham det mindste. Ak, hvor banalt. Han havde hørt den fortælling til hudløshed.

"Du ved jo godt, at det er strafbart at stjæle i supermarke­det," sagde han alvorligt.

Mogens nikkede svagt mens han snøftede op og kiggede på sine knæ. Der var et hul på det ene ben.

"Selv chokolade," sagde Olesen. Mogens nikkede igen. En tåre ramte ned ved siden af hullet. Olesen tog ham under hagen, løftede hans grimede ansigt op og så ham i øjnene. Mogens forsøgte at se uden om. På sin far, der forstenet gloede tilbage på ham. På Anton, der var klar over at det hele ville blive endnu værre bagefter. På loftet. På Olesen, fordi han ikke kunne undgå det og fordi hans nakkemuskler begyndte at gøre ondt. Olesen stirrede på ham.

"Hvad er det værdste du kan sværge på?"

Mogens krydsede tøvende sine to pegefingre og derpå sine lillefingre.

Olesen lagde begge hænder på Mogens skuldre.

"Vil du sværge på," sagde han, det fif virkede næsten altid, "at du ikke mere vil stjæle. Vil du sværge på det.?"

Mogens lukkede øjnene og nikkede. Stemmen - og Olesens hånd gav ikke mulighed for andre bevægelser.

Eigil Holm sad og åbnende og lukkede munden som en akvariefisk uden at der kom nogen lyd. Olesen gav Mogens skuldre et kam­meratligt klem og rejste sig og så på ham.

"Nå, men jeg må videre." Han gik over og gav hånden til far­vel. Både Eigil og drengene sprang automatisk op og Eigil trykkede betjentens hånd. Han følte sig som statist i et stykke, han ikke havde bedt om at være med i. Han var klam i hånden efter betjentens håndtryk. Var det mon fra Mogens tårer?

"De har et par raske knægte, Hr. Holm," sagde Olesen alvor­ligt. "Der er fornuft nok i dem til at undgå lignende tosse­streger i fremtiden. Men vær lidt mere sammen med dem i friti­den. Vi har ikke brug for flere kunder nede hos os, som de sikkert ved." Han vendte sig mod Mogens. "Og du holder hvad du har lovet." Han stirrede intenst Mogens i øjnene og Mogens nikkede med et lille svagt smil. Entredøren smækkede derude. "Også dig," sagde Olesen og pegede direkte på Anton. "Jeg vil ikke se dit navn på flere papirer nede hos os. Vi har navne nok."

Anton nikkede stumt og Eva kom ind i stuen og kiggede for­skrækket fra den ene til den anden. Olesen nikkede til hilsen. "Goddag Frue," sagde han. "Ja, vi har lige haft en lille snak omkring deres sønner. Men det vil Deres mand givetvis fortælle Dem mere om." Han tog til en imaginær kasket og gik ud.

Eva stirrede på de tre i stuen. Ingen sagde noget. De stod bare alle tre og stirrede ned i gulvtæppet.

BUR

Den tørre sandvej langs skovbrynets lodrette stammevæg er jævn at gå på og jeg har intet besvær med at komme af sted. Kun i de siderne, hvor tunge skovmaskiner har efterladt deres spor, er overfladen adskillige steder brudt itu og det løse sand i lavningerne gemmer på mærkerne af skarpe, tynde hjul.

For at undgå hullerne går jeg på den ophøjede bræmme af græs, pileurt og vejbred der gror midt på vejen. Nogen ste­der bred og grøn, andre steder næsten udtørret og død på grund af mangel på vand her midt i sommerheden. Ophøjet, men ikke derfor velsignet.

Jeg går i en konstant, tavs, men opmærksom has­tighed. Automatisk har mine øjne indfanget et mønster i de korte skygger og tørre farvenuancer der eksisterer mellem de enkelte græstotter i bræmmen der hele tiden glider væk under mig og jeg lader øjnene være rettet mod det letbevægeligt punkt foran mig og lader mit blik holde fast ved et punkt altid et par skridt foran mine fødder mens jeg går. Går i en lukket skal af indre væren, i egne tanker og lader mine fødder holde sporet ved hjælp af grønbræmmen.

Det er som at vandre efter et zigzagmønster ned ad ryggen på en bred, endeløs hugorm.

Kun et hastigt blik sender jeg ind imellem af sted, idet jeg ser en smule op, som for at orientere mig om at grusstien foran mig stadig er tom og uforandret.

Til højre for mig står skoven ret i vejret, med slanke, grå stammer, skjult forneden af en væg af blomstrende brombærkrat, gule mælkebøtter for anden gang og rødviolette gederams og skygge i en bred tør grøft af frodighed. En svag, men ikke en afkølende vind, får dem til at bøje sig rytmisk i samme retning som jeg selv går.

Fluernes og især biernes gennemtrængende summen udøver et lige så vedvarende tryk mod mine trommehinder som solen mod min isse og jeg må næsten tænke højt inde i mig selv for at overdøve lyden af insekterne, der farer af sted som små projektiler alle steder omkring mig. Fluerne er plagsomme og solen maser sin varme ned over mig. Men jeg bliver endnu mere svedig af ustandselig at slå efter de små dyr end ved at lade være.

Skyggerne i skovbrynet hænger som et mørkere gardin på højre side af mig. Et gardin der af og til pludselig bliver flænget af dybe tragte af tung sol ind mellem træernes stam­mer, der alle, bortset fra de yderste, med grene ud mod det fri, er slanke og høje. Der er ingen under­skov, så jeg kan se træerne indtil de for­svinder i et vir­var af stammer i en dun­kelhed af skyg­ger dybt inde.

Jeg glæder sig til at stien på et eller andet tids­punkt vil dreje til højre, for byen jeg er på vej til, ligger på den anden side skoven og de høje træers kro­ner vil skygge for solens flammer så jeg kan blive af­svalet, for selerne fra den ransel jeg har på ryggen skærer i min skulder og fluerne bliver ved at hente væde i min nakke.

Jeg lader græsbræmmen glide forbi under mine øjne, fanger synet af et akavet bøjet strå, noterer mig tilstanden hos en vejbred, flytter blikket til det reflekterende skarpe gnist fra en glat sten næsten gemt i sandet og ser hurtigt op for at være forbe­redt på de næste hundrede meter. Vejen drejer. Væk fra skoven. Skuffelse baner sig som et tungt kilolod tværs ned gennem mig. Den drejer til venstre om en gruppe piletræer der kunne tyde på en dam eller gammel mergel­grav. Hyld i masse­vis hele vejen rundt om.

Jordbær? Måske. jeg kan se det når jeg kommer derhen. Fluerne stikker mig i nakken og panden og skovens træer står som åbne parasoller lige på den anden side af ge­deram­svolden. Lige høje. Lige slanke. Lige nøgne. Jeg synes deres stammer svagt ligner store tremmer i et mægtigt bur.

Det er ingen rigtig dam. Jeg havde forestillet sig svalt vand at sidde ved og kigge på i skyggen af pi­letræerne. Men det er kun et mudret, udtørret, gråt vandhul med planter groende i lange fingre ud i sum­pen. Ingen steder hvor skovjordbær ville gro. Kun pil og stynede popler men vejen svinger tilbage og en mindre sti går ind i sko­ven næsten lige efter dammen. Den må føre til byen.

Jeg kaster et blik op mod træernes kroner mens jeg pas­serer skovbrynet og træerne lukker sig over mig. Inden længe er de næsten ens. Høje, slanke stammer uden grene førend helt oppe under himlen. Grå og grøn­lige nøgne stammer der sti­ger lige op fra skov­bunden op spreder sig i en skærm øverst. Skærm ved skærm der lukker al sollys ude fra de spredte græs­totter mellem stiens spor, der bliver mere utydelige, her mellem træer­ne. Mønsteret bliver et andet, svæ­rere af opfan­ge. I stedet be­tragter jeg stammerne. De er smuk­ke i deres for­skel­lighed, på trods af at der kun er de to far­ver, grå og grøn. Jeg lader min finger­spidser glide kærligt hen over den glatte bark på de træer jeg kan nå og nyder for­nemmelsen af noget levende - og alli­gevel noget så hårdt.

Jeg lever af dem. Er vant til at mærke deres hårde, levende årer under mine fingerspidser. Er billed­skærer. Og er på vej til byens borgmester for at ud­føre en opgave. Et stort relief. At bringe det billede der ligger i træet, frem i lyset.

Bladene ligger hen over stien adskillige steder og skjuler den delvis og rødder forvandler ind i mellem stien næsten til en lang trappe af lave trin.

Træerne glider forbi mig. Jeg nyder dem. Vurderer dem og bedømmer dem mens de glider uden om mig. De nærme­ste langsomt, de fjerneste hurtigst. Jeg er selv cen­trum for al deres bevægelse. Jeg kan danne dem, forme dem som jeg vil. Selv det største træ kan jeg lave til ildspåner hvis jeg ønsker det. Det er det, jeg godt kan lide ved træ­et. At det må lystre mine hænder og værk­tøj.

Jeg synes der er en egen smuk orden ved den placering træer­ne har, nær­mest som en åben kreds om mig og jeg tænker igen svagt at alle stam­merne næsten kunne ligne tremmerne i et overmåde stort bur, så ens og lige de er, men jeg tænker det stadig ikke helt fær­digt.

Når jeg lægger nakken tilbage og kigger opefter, kan jeg se træernes kroner svaje udad foroven som er jeg en mus i bunden af en kornmark. Tæt omkring mig står de, som stråene, så jeg syntes at det er en cirkel der omgiver mig og min vej fører gennem cirkler­ne. Og jeg passerer cirkel efter cirkel, samti­dig med at jeg synes at cirklerne bliver mindre og mindre.

Men vejen fortsætter, snor sig foran mig mellem stam­merne selvom det nu ofte kun er en tynd sti. Jeg an­tager at jeg må være nået næsten til midten af skoven, for træer­ne står tæt nu, men i en vis orden. Aldrig to, tre eller fire træer lige bag ved hinanden, det ville jeg hurtig kunne se. Men de står altid ved siden af hinanden. Tilfældigt og med stor variation i deres grågrønne farver og stien mellem dem. Og jeg følger stien. Ind mellem træernes stammer.

Alligevel jeg må standse et sted for at se hvor min vej er og ser ingen mere og står så helt stille og betragter stammer­nes massivi­tet, og den eneste vej min øjne kan finde, er op mod den blå som­mer­himmel over mig. Jeg ser rundt om sig og mærker at jeg står i et bur. Et bur af høje stammer. Står helt stil­le et øje­blik, så den tid jeg ved passerer, måske vil føre en masse åb­nin­ger med sig ind blandt stammerne som jeg kan klemme sig igen­nem på sin vej videre frem. Men straks efter jeg er fort­sat, står jeg igen i et nyt snæ­vert stammebur, fuld­stændig magen til det bur jeg just forlod.

Jeg tænker færdigt nu og ser ikke andet end tremme­bure. Ser stammerne gro som tremmer op alle steder omkring sig.

Det er nøjagtig ligesom med undskyldninger, bortfor­klarin­ger, tænker jeg. De gror også op på alle sider og giver stedse smallere og smallere råderum.

Jeg bliver vred og vil ikke lade sig standse af stam­mer­ne, for mit mål ligger forude og jeg har ingenting at gå tilbage efter. Der er kun én vej og det er frem­ad. Så jeg tager sin rygsæk af og klem­mer mig videre ind i andre aflukker, hvis stammer tår­ner sig op om­kring mig til svimlende, uerkende­lige højder.

Og foran mig har jeg uendeligt mange stammer, der hver især er grænser om et bur, tomme som en brugt dag og jeg skal åbenbart igennem dem alle. Men skovbrynet ligger et sted der foran mig. Jeg kan se at skoven er lysere i den retning.Og jeg bliver ved at vandre fremad og smyge sig mellem stammerne, mærker deres rå bark mod min ryg og for­nemmer den kraft der forsøger at holde på mig. Fornemmer at træerne vil skabe og omforme mig, ligesom jeg utallige gange har formet træerne. Og min vrede gør mig varm, for jeg føler skoven laver grin med mig ved at åb­ning­er­ne mellem stam­merne føles smallere og smallere, jo længere jeg kæmper sig fremad og at cirklerne nu er så små, at der kun lige er plads til mig selv derinde. Jeg gør mig så smal og tynd jeg kan og presser sig gennem så barken ridser min hud og stammerne presser mit bryst. Og et sted må jeg tage et pust midtvejs, inden jeg får mast mig helt igennem.

Jeg støtter sig til en stamme og ånder tungt. Og med en plud­selig, isnen­de erken­delse ned i mit indre ved jeg, at selv om jeg opgav nu og vente om, vil nye træer være skudt op og stå lige så tæt den anden vej og også for­hin­dre min vej tilbage. At lige meget hvil­ken vej jeg væl­ger, vil jeg ikke kunne passere. At der bag mig kun er tu­sind­vis af høje, slanke stammer der har fjernet al udsigt og orien­tering. At inden jeg er nået igennem, lige meget hvilken vej jeg vælger, vil stam­merne stå så tæt om mig, at jeg ikke kan klemme mig igennem.

At på et bestemt sted vil jeg være omgivet af en cirkel der ikke har nogen åb­ning. Som høje, tårnende problemer med kun himlen oven over. Udsigts­vinduer, der som fængselsvinduer, kun viser in­gen­ting. Så vil jeg nå min cirkel og må stand­se. Uigenkal­de­ligt standse min færd.

SLANGENS HUG


ET STING AF VE

DA SLANGEN HUG MIN HÆL.

MINE ØJNE KAN NU SE

OG FATTE KAN MIN SJÆL.
Syner ser de. Lange mørke, krogede gader der slynger sig i labyrinter med huse svajende og bølgende, som var jeg en myre på jorden i en kornmark og ser opad. Og opad ser jeg og vindu­erne står alle åbne i husene og menneskene hænger ud deraf og kigger og kigger og kigger. Og dybt nede, deroppefra, ligger gaden jeg står på og jeg er ene med min skygge der flakser omkring mig som stearinlysets sidste blafrende åndedrag uden det dog går ud. Det er som mangler min skygge næring, noget at gro ud fra, noget at være bundet til. Jeg er dens herre. Mig hører skyggen til, men det er som den ikke vil lystre mig.

Går jeg hen mod enden af gaden og den dunkelhed der hersker der, bliver skyggen liggende og vil ikke følge og løfter jeg armene for at vække den til dåd slår også den blot ud med armene. Jeg indeholder så meget af ingenting at selv det der er mit eget ikke vil følge mig og min krop svinder bort så ikke engang min skygge er tilbage. Kun mine øjne der ser at min skygge er borte. Det eneste bevis jeg har på min eksi­stens. Og jeg løfter armene for at påberåbe mig den eneste sande frigørelse fra legemet og jeg løfter armene og alle mennesker falder ud af vinduerne. Langsomt falder de. Falder.

Og de falder med deres legemer brændende af lidenskab og kvindernes skød står åbent for de fugle der mangler rede og kan søge derind. Og sværme af fugle vrimler i deres skød mens de falder og befrugter dem inden de når til jorden og bliver til de brosten jeg vil til at træde på. Jeg hopper paradis på deres kroppe og springer buk over mændenes penisser der står tilbage som brandhaner.

Jeg elsker jer, skriger jeg, elsker jer nu og min skygge parrer sig i flæng blandt brostenene og straks er alle vinduer i de vaklende huse atter besat af nye horder af mennesker der ikke opnåede saliggørelsen den første gang.

Men min gade drejer og jeg må følge den, men husene følger også og menneskene og kvinderne som bliverbefrugtet af horder af fugle følger efter, kun gaderne og navnene skifter.

Dog, også tiden skifter og noget af tiden er dag men mine gader er evigt dunkle og mørke. Gadernes navne er dunkle og de skilte hvorpå navnene står, så jeg må sende min skygge op for at læse det.



"Ingen vej," læser han men det er blot for at genere mig. Og alle menneskene i alle vinduerne vinker og vinker at jeg skal gå den vej og jeg knytter hænderne og rækker dem i vejret blot for at bevise min ikkeeksistens styrke og alle menneskene vælter ud over vindueskarmene og klamrer sig til gesimser og i hinanden som fluer der ubehjælpsomt er fanget på fluepa­piret, men stadig lever i det forfængelige håb at komme fri. Hager sig fast i hinandens øjne, hår, ben og lemmer og jeg sænker mine hænder og alle vende de tilbage til deres vinduer hvor de sidder og stirrer hinanden tomt i øjnene uden at se indhold eller dybde. Og jeg er Moses, Aron og Johsva og hæver igen mine arme og straks tændes gløden i deres øjne og de nikker og smiler lidt og måske er der nogen der græder. Men øvrigheden kommer straks farende ud af gadens mørke fordi der er nogen der leveri denne ene gade. Og jeg sænker mine hænder og øvrig­heden kan intet levende finde og alle mennesker sidder atter i deres vin­duesnicher og stirrer uden at kunne se. Og husene svajer i blide åndedrag fra side til side i store sving uden at falde. Det er som de har opfattet at når alle menneskene er døde, er det deres tur til at leve. Til at vågne op og gøre brug af den venten de har samlet sammen i så mange år. Så jeg vil hjælpe husene og træerne der er plantet i gaderne i deres ungdom. Plantet, uden at de kunne protestere eller foretage sig noget til at forhindre det. Og jeg stamper i jorden og som støvregn falder menneskene fra deres hule vinduer med hule øjne ned omkring mig og bliver til slanger og frøer og de kvinder som fuglene befrugtede, føder underligt udseende børn der vrimler frem allevegne mellem brostenene og de løber skrigende rundt i gaden mens slangerne hugger gift i dem én efter én. Og de der er døde flyver bort som sommerfugle ud i mørket mens deres angstskrig hænger tilbage som gardiner i mine ører. Og mødrene til sommerfuglesjælene søger frem fra brostenene for at hjælpe deres børn men møder kun slangerne som snor sig om deres ankler og kravler op ad deres ben til de når indgangen til deres moderliv og kravler indenfor. Og kvinderne vrider sig overalt i gaden af vellyst mens slan­gerne fortærer den sidste rest af deres jomfrudom og de holder sig for skødet efter slangerne er forsvundet i dem. Og de rejser sig alle og går i possision gennem gaden for at besynge deres nye tilstand indtil de bliver hadefulde mod hinanden og opædes af den gift slangerne sprøjter ud i dem mens nye menne­sker i alle vinduer følger deres vandring med udslukte øjne. Og sommerfuglebørnene flyver omkring dem og prøver at forklare dem noget som de ikke forstår og prøver med små lys at tænde glød i de tomme øjne. Men det lykkes ikke og sommerfuglebørne­ne bliver til støv der langsomt driver væk med vinden. Og jeg hæver mine hænder for at få ro og der bliver helt stille. Husene står og svajer frem og tilbage men er tavse. Tusindvis af udhungrede og fortabte sjæle har vandret hen over brostene­ne men også de er tavse. Alle menneskene står som tåger i deres vinduer uden form eller kontur og svajer frem og tilbage i takt med husene. De er ånder nu fordi jeg ønsker de skjald væreånder. Ogjeg puster mod dem så de blæser væk uden at efterlade sig nogen skygge og straks de forlader vinduerne kigger andre mennesker frem efter dem for at se hvor de blæser hen men deres øjne kan ikke følge dem og de ser blot på hinan­den. Kigger ud af døde øjne ind i døde øjne. Og jeg sparker til murene for at få husene til at vælte overende. Men de falder ikke. Svajer blot ekstra meget og hælder hele deres indhold af menneskeligt affald ud i luften så alle menneskene klamrer sig til hinanden mens de falder. Tættere og tættere klynger de sig og de børn de føder, falder med dem mod sten­broen. Og lyset kom og det blev dag og mørket kom derpå og angsten for at ramme brostenene for hårdt dræbte dem inden nogen nåede ned. Så deres døde kroppe landede roligt som dun og blev blomster og bier og de næste som faldt blev buske og træer og sommerfuglebørnene kom tilbage og åd det hele så kun sten var tilbage af haven. Og jeg kaldte på min skygge og gik videre af "ingen vej" og jeg kikkede ind i dunkelheden i de mørke snoede labyrintgader. Og jeg løftede mine arme men så intet liv og til sidst var jeg helt alene, for min skygge forlod mig for at bringe jer dette brev herfra.
Yüklə 267 Kb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə