Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə10/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   6   7   8   9   10   11   12   13   ...   221

aat, eller aatt, for “utan”, dvs. uden, undtagen. Ofte i Tel. S. utan.

Aat, n. 1) Æden, Gnaven. (Af eta, v.). G.N. át. – 2) Noget som æder eller gnaver, især Snyltedyr; saaledes: a) Utøi, Luus. (Ikke alm.). b) Myg og Fluer. Orkd. (Jf. Aater). c) unyttige Folk; Snyltegjæster, Tiggere. Trondh. – 3) et Salgs smaa Sødyr, som jages og ædes af Fiskene. Tildeels kaldet Aata, f. – 4) Mading til Fisk, Lokkemad. (Tel.). Ogsaa om Lokkemad for Dyr. S. Aata. – 5) Jord eller Gruus, som strøes paa Sneen for at tære og smelte den. Tel. Voss. – 6) Kræft, Tæring i Kjødet. Østl.

Aata, f. 1) Æden, Spiisning. Han gjorde ikkje stor Aata: han aad ikke meget. Orkd. og fl. – 2) Gjæstebud, Beværtning med Mad. Sdm. Nfj. Sfj. I Øl og Aata: i Selskab og Gjæstebud. Sfj. 3) Fiskeyngel eller Smaadyr som ædes af Fiskene. (Nordl. Ved Mandal “Aada””). Jf. Maraata. 4) Lokkemad for Rovdyr. Østl. Ellers kaldet Aat, Aatul (Smaal.), Etur (Sæt.), Etsl (Sdm.). G.N. áta, Føde.

aata, v.n. (ar), strøe Gruus paa Sneen, for at den skal smelte snarere. Voss og fl. Ellers molda, mela, aura.

Aatak, n. Anstrengelse, stærk Anspændelse
af Kræfterne. Sogn. Tel. (Jf. Ovtak). G.N. átak, Foretagende.

aataka (seg), v.a. anstrenge sig meget. Han aatok seg inkje. Sogn.

Aatal, n. Dadel (= Aatale). – aatalslaust, adv. ulastet, uden Bebreidelse. I Orkd. “otalslaust”.

Aatale, m. Eftertale, Last, Dadel. Sdm. Tel. og fl. G.N. átala, f.

Aatar, m. en Storæder, Fraadser. Tel. I Smaal. “Aataasekk”.

aataa, v. s. eta. – aataa, adv. s. utan.

aataal led, ubehagelig; s. atall.

aataar, s. utar.

Aatbersla, f. 1) Sammenstilling, det at det ene holdes nær til det andet. (Af bera aa). 2) Brug af Lægemidler. B. Stift. 3) Adfærd, Fremgangsmaade. Hedder ogsaa Aatbering, f. Sjeldnere Aatbera (e’), i Hall. Aatberu.

Aatburd (u’), m. Adfærd. Lidet brugl.

aatekt, overdækket; s. aaltekt.

Aater (Aatr), n. om Myg og Fluer. Snaasen. Ellers: Aat, Ormaat (Namd.), Hater (Nordl.).

Aatfang, n. sammenskrabet Foder, Nødfoder, som Bar, Bark, Mos og deslige. Østerd.

Aatferd, f. Adfærd, Fremgangsmaade; ogs. Lader, Gebærder. Mest alm. Aatfær; i Tel. Atfær; paa Sdm. ogsaa i den besynderlige Form “Aattafær”. G.N. atferd.

Aatfinning, f. Dadel, Spot; Lyst til at udpege Feilene ved en Ting. Isl. atfinning.

aatfinnsam, adj. dadlesyg, tilbøielig til at laste og spotte. B. Stift, og fl. Hedder ogsaa: aatfinnen (sjeld.), atfinnsleg (Tel.), aatfundig, aatfunnig (Sogn), aatfunnau (Trondh.), aatfunden (Num.) – Ellers betyder aat-funnen: lastet, spottet.

Aatgang, m. Adgang, Leilighed.

aatgaa, v.a. (r, dde), iagttage, lægge Mærke til (= gaa aat). Hall. – aatgaast, mærke, kjende, fornemme. Smaal. (atgaass).

Aatgjerd, f. Vedgjørelse (G.N. atgerd); Istandsættelse, Reparation. Især om Forsøg til at fordrive en Sygdom (jf. gjera aat); ogsaa om Raad eller Midler til Forbedring. Mest alm. Aatgjær; i Smaal. Agjær, Agjæl. – Hertil: Aatgjerdskall, og Aatgjerdskjering, om Personer, som befatte sig med Lægekunst. Hall.

aatgjord, adj. istandsat; kureret.

aathalden, adj. paaholden, drøi, streng.

aat-havd, adj. 1) tilført, bragt hen til noget; 2) tugtet, straffet; s. hava.

Aathug, m. Opmærksomhed, Eftertanke. Hall. (Maaskee rettere Aathuge, af Verbet). G.N. athugi. Jf. Atthug.

aathuga, v.a. (ar), give Agt paa, lægge Mærke til. Hall. I Tel.: attuga, tælle, regne efter. (Sillegjord). atuga: fritte, udspørge. (Vinje). Lidet brugl.

Aatkoma (o’), f. Adkomst; Tilkomst.

aatkomen, adj. 1) tilkommen; 2) rørt, berørt (jf. koma aat); 3) kommen til det yderste, betrængt, forlegen.

Aatleid, f. Anledning, Leilighed. “Atlei” i Smaal. Jf. Leid.

Aatleida (?), f. en kjedsommelig Ting el. Person. “Aatleia”, Indherred.

aatliden (i’), adj. = nærliden. Det var nær aatlidet (le’e): det lakkede nær til.

aat-lædd, adj. beleet, udleet.

Aatløgje, n. 1) Latter, Beleen, 2) Noget til at lee ad, en latterlig Ting. I Tel. Atløgje, og Asløie. G.N. athlœgi.

Aatnad, m. Spiisning. Sdm.

aatnøgja, v.a. tilfredsstille (s. nøgja). Gbr. Afvig. atnøgje, atnøie, Smaal.

Aatoka (o’), f. Angreb af Sygdom, Paroxysme (hos Dyr). Sdm.

Aatrenne, n. Løkke eller løs Knude, som kan trækkes sammen om en Ting for at holde den fast; Strikke, Snare. Sdm. og fl.

Aatror (oo), m. Leilighed at komme til med Baad. Jf. Tilror.

Aatsig (i’), n. Tilstrømning (= Tilsig).

Aatsild, f. Sild som er fuld af et Slags smaa Sødyr (Aat, Raudaat).

aatskild, adj. adskilt. (Sjelden).

aatsnudd, adj. tilvendt, modvendt.

aatsøkjen, adj. paatrængende, nærgaaende. Hall. Aatsøknad, m. Angreb, Anfald. (Sjelden).

aatt, eiet; s. eiga.

aattande, ottende. G.N. áttandi.

aatte, num. otte (8). Hedder ogs. aatta (Søndre Berg.). G.N. átta.

Aatte (Frygt), s. Otte.

Aattedagar, pl. Uge (= Vika). Fyrste Aattedagarne: den første Uge. – aattedaggamall, adj. otte Dage gammel. Aattedagsmot (oo), n. Tiden da en Uge er forløben. Det lid ut i Aattedagsmotet: det bliver just en Uge siden sidst. – Aattedagsslætte, n. Eng som man kan afslaae paa en Uge. Aattedagsverk, n. Arbeide som kan udføres i en Uge. Ogsaa om et Ottedags-Uhr.

aattekantad, adj. ottekantet.

Aatteskilling, m. Otteskillingsstykke (Sølvmynt).

aatteti (el. -tie), num. fiirsindstyve (80). Vesten- og nordenfjelds. (Ogs. forkortet: aatti). G.N. áttatigi. Sv. åttatio.

aattjan, s. attan.

Aattring, m. see Aattæring.

Aattung, m. egentl. en Ottendedeel (G.N. áttungr); et Bygdelag som udgjør (eller har udgjort) en Ottendedeel af et Kirkesogn. Voss.

Aattæring, m. en Baad med otte Aarer. Hard. Sogn, og fl. Ogsaa uden Hensyn til Aaretallet: Aattring, 1) Storbaad med fem Aarepar, eller ogsaa med fire og med et Lastrum i Midten. Nordland. 2)
en stor Førselsbaad, sædvanlig med “Lyfting”. Nhl. Ligesaa Aattring (efter Udtalen: Ottring), en meget stor Baad, som bruges ved Fiskerie paa Havet, sædvanlig med fem Aarepar og en Besætning af indtil otte Mand. Sdm. Maaskee er det et andet Ord (Aattrøding?), som her støder sammen med Aattæring. Jf. Firroring (= Aattæring), Seksroring (= Seksæring, Trirøding).

Aatull, Lokkemad; s. Aata, f.

Aatvik (i’), n. Tilnærmelse; Hjælp, Tjeneste, Villighed. “Atvik”, Tel.

aav, s. av, og ov.

aava, Aavabur o.s.v. see ovan.

aavantil, s. ovantil.

aavdegna, v. s. avdeggjast.

Aaveder (Aaveer), n. voldsomt, haardt Veir. Trondh. Jf. Ovveder.

aa vege (gj), paa Færde; s. Veg.

Aavelta, f. omvæltet Stilling (= Aalvelta). Tel.

aaver, s. over.

Aaverk, n. Storværk, Særsyn, noget usædvanligt. Smaal. S. Ovverk.

aaverka, v.a. (ar), tilvirke; især om at hugge og tilrede Tømmer (Trælast). Smaal.

Aaverke, n. Arbeide med Skovhugst og Tømmerflytning. Hedder ogsaa Avverke, og Avverkning, f. Hadeland. G.N. áverki, m.

Aavetne, n. Flom; s. Ovvatn.

aavetnes, adv. ovenpaa Vandet. Hall.

aavint, adj. n. tungt, møisomt, meget travlt. Tel. G.N. ávinnr.

aavloa, v. s. avloa.

Aavokster, m. 1) Væxt, Grøde. (Sjelden). G.N. ávöxtr. 2) Fløden af et Mælkekar (= Aafall). Hard.

aavra, v. s. ovra. – Aavrot, s. Avrot.

Aavund, f. s. Ovund.

aavvega, v. s. avvega.

B.
Bad, n. Bad; især om varmt Bad eller Lægebad. S. Laug.

bada, v.a. (ar), 1) bade, skylle i Vand (= lauga). G.N. bada; Ang. baðian. – 2) varme, ophede (= baka); oftere v.n. give Varme fra sig, være hed. Nordl. (Sv. badda).

Bade (Bae), m. Hede, stærk Varme. Sdm. (Norddalen).

baden, adj. lidt fugtig, ikke ganske tør. Mest om Hø. Sdm.

badna, v.n. (ar), tørres lidt, blive halvtør. Sdm. Sfj. (bane).

Badstad, m. = Laugarstad.

Badstova (o’), f. Tørrehuus, Hytte hvori Korn bliver tørret ved Ild, førend det føres til Møllen. (= Kylna, Kjona, Turk). Brugt i Formen: Basstova (Mandal), Basstoge (Rbg. Tel.), Basstugu (Oplandet), Bastuu (Ork. Namd.). I svenske Dial. bastu, med samme Betydning; derimod G.N. badstofa: Badestue. Da Huset ikke egentlig er bestemt for Badning, kunde man maaskee opfatte Ordet som Barstova, af det gamle Bar, dvs. Korn (s. Barlog); men alligevel er det dog rimeligere at forklare det af “bada” med Betydningen: opvarme. Jf. ogsaa baden og badna.

Bagg, m. Kalv; s. Bagge.

bagga, v.a. plage, besvære, trykke. Indherred. G.N. baga.

Bagge (gj), m. 1) Bylt, Pakke. Tel. (Raudland), tildeels udtalt Paggje. G.N. baggi. (Eng. bag: Pose). – 2) en Klods; en tyk og plump Figur; mest om Dyr. Tel. Hall. – Afvig. Bagg, en aargammel Kalv. Østerd. (Tønsæt). Sv. bagge, om en Væder.

bagla, v.n. (ar), slæbe, trælle, have Møie med noget (= bala, baska); ogsaa: kludre, gjøre daarligt Arbeide. Tel.

Bak, n. 1. 1) Opvarmelse, Ophedning (af baka). 2) varmt Omslag, som Lægemiddel. Leggja Bak paa ein saar Fot. 3) et varmt Afkog til at rense Kar med. Einebak, o.s.v. Mest brugl vestenfjelds.

Bak, n. 2. Bag, Ryg. G.N. bak. Betegner sædvanlig: Bagside (jf. Handarbak); sjeldnere: Ryg, saasom i de gamle Viser, f. Ex. Set deg paa mitt breide Bak (Landst. 20). Detta att aa Bak: falde bag over, paa Ryggen. Lasta paa Baket: laste En i hans Fraværelse, paa Bagen. Til Baka: tilbage (= atter). Mest i afvigende Form: til Bakes, til Bakar, og til Bakars (te ba’rs). Sv. tillbaka. (Egentl. et Fleertals Genitiv). Jf. bakveges, bakleides, attleides.

Bak, m. see Bakhun.

bak, adv. bag; paa Baksiden. Sitja bak i Baaten. (Jf.att). Baade bak og framme. (Egentlig: aa Bak). Ordet sammensættes med adskillige Subst. og Adj. for at betegne noget, som hører til eller er i den bageste Deel, f. Ex. Bakfot, Bakrom, baktung. Om en Bevægelse til Bagsiden siges derimod sædvanlig “att”. Jf. atter. Paa nogle Steder bruges dog “bak” i flere Tilfælde, tildeels endog som Præposition, f. Ex. sjaa bak seg (= attum seg); standa bak Veggen (= attanfyre V.). Saaledes ogsaa “bak-etter”, dvs. senere, el. for seent (= etterpaa). Jf. G.N. á bak. Nye og mislige
Former ere: bakare, bakaste (= attarste) og baka(n)fyre (= attanfyre).

baka, v.a. og n. (ar), 1) bage, lave Brød af Meel. baka i Omn, el. “baka Stump” er baade at forme Brødet og hærde (stege) det i Ovnen. Baka Leivar (Fladbrød) er derimod kun at forme eller udjævne Brødet i tynde Skiver, medens den videre Tilredning ved Ilden kaldes at “steikja”. Ellers betyder baka – 2) ophede, opvarme (baka seg); især at indgnide syge Lemmer med Smørelse og derefter holde dem nær til Ilden. Også: belægge med varmt Omslag (Bak). – 3) overgyde med varmt Vand, rense et Kar med Afkog af Enerkviste. B. Stift. (G.N. baka, bage, ophede, gnide). Nogle St. Inf. baakaa (Num. Gbr. og fl.), Imperf. bakte, for bakade (B. Stift); ligesaa Partic. bakt for bakad.

Bakar, m. en Bager. Bakardag, = Baksterdag. Bakarhus, n. Huusrum som er bekvemt for Bagning; Stegers, Ildhuus. Bakar-omn m. Bagerovn.

Bakaar, f. Aare til Bagrummet i en Baad.

bakbinda, v.a. binde Ens Hænder bag Ryggen; ogs. binde et Dyr om Bagfødderne.

Bakbord, n. Bagbord, venstre Side paa et Fartøi. G.N. bakbordi, m.

Bakbrengja, f. en Tværdriver. Hall.

Bakbrugda, f. Bagkant, som paa en Sadel.

Bakdeild, f. Bagdeel, bageste Deel.

Bakdyr (y’), f. Bagdør.

bakeggjes, adv. bag Fjeldkanten (Eggen); paa den anden Side af Fjeldet. B. Stift.

Bak-ende m. den bageste Ende.

Bak-evja, f. = Bakida.

Bakfjordung (-fjorung), m. Bagfjerding, af en Hud eller af et Dyrs Krop.

Bakfot, m. Bagfod, Bagbeen.

Bakgard (gar), m. Baggaard (i en By).

Bakgrunn, m. Baggrund. Hava god B.: have en god Tilflugt i Nødstilfælde. Nordl.

Bakhall, n. Bagside, Nordside. Tel.

Bakhand, f. “Baghaand”. Hava i Bakhand: have i Forbehold, til Reserve. Sitja i Bakhand: sidde længere ude i Rækken, komme senere ind i Spillet.

Bakhun (uu), m. Halvplanke, Fjel som er skaaren (savet) af Siden paa en Tømmerstok og altsaa er flad paa den ene Side og halvrund paa den anden. Hedder ogsaa: Bakhon (Østl.), Bak, m. (Trondh.), Hun (B. Stift).

Bakhus, n. Huus i den bageste Deel af en Gaard; ogs. Bagbygning, Tilbygning paa Bagsiden.

Baghøla, s. Bakola.

Bak-ida (i’), f. Bagstrøm, tilbagegaaende Strømning i Bugterne ved Landet (= Atterida, Atterrenning). Afvigende Bak-ia (Smaal.), Bak-ea, Bakeie (Trondh.), Bakudu, Bakvudu (Indh.). S. Ida. Ogsa kaldet Bakevja. Østlandet.

[Bakk, m. Bræt, Bakke at sætte Glas eller Kopper paa. (Nedertydsk).

bakka, v.a. (ar), forme en Lee eller Kniv paa Bagkanten. Denne Ljaaen er godt bakkad. S. Bakke, 2.

Bakka, f. Fiske-Line med mange Kroge eller Angler. Jarlsberg og fl. (I danske Dial. Bakke).

Bak-karr, m. (paa en Slæde), s. Karr.

Bakke (Bakkje), m. 1) Bakke, Skraaning, Sted hvor Grunden hælder noget betydeligt; saasom paa Siden af en Bjergryg. G.N. bakki; Sv. backe. Mote Bakken: opad over en Skraaning. Undan Bakken (Bakka): nedad. – 2) Ryggen eller den bageste Kant paa Jernredskaber, i Modsætning til Eggen. Ljaabakke, Knivsbakke. – 3) Skybanke, en tæt Masse af Skyer i Horizonten. Jf. Skoddebakke.

bakkebraad, adj. tilbøielig til at løbe for stærkt i Bakkerne (om Heste). Tel. Noget lignende er bakkeskjerr, og bakkeskyr.

Bakkebrun, f. den øverste Kant af en Bakke. Ogsaa: Bakketrøm, el. -trom (Sogn), Bakkerør, f. (Sdm.).

Bakkehaus, m. Knold eller Top paa en Bakke.

Bakkelag, n. en Række af Bakker i lige Høide.

Bakkelende, n. bakket Land.

Bakkemun (u’), m. den Fordeel at være paa et høiere Punkt og have en Bakke nedad at løbe paa. “Bakkmaan”, Indh.

Bakkerut (uu), m. en stor Fisk (især Torsk), som opholder sig paa bakket Grund. Sdm.

Bakkerør, f. s. Bakkebrun.

Bakkesig (i’), n. Væde som siver ned fra Bakkerne.

bakkeskjerr, adj. s. bakkebraad.

Bakkestokk, m. Bankestok, Underlag for en Baad medens den bygges. Helg. (Bakstokk). G.N. bakkastokkr.

Bakkestøding (stø’ing), m. Fisk som holder sig paa bakket Grund. Nordl.

Bakketrøm, m. s. Bakkebrun.

Bakkjeip, s. Keip.

bakkutt, adj. bakket, ujævn, fuld af Bakker. Med sædvanlig Overgang: bakkutte(r), bakkaatt, bakkette, bakkatt.

Baklaas, n. Baglaas, en Stilling hvori en Nøgel bliver fast og ikke kan trækkes tilbage. Uegentlig: Forvikling, Standsning.

bakleides, adv. tilbage, agterud. Hall.

baklengjes, adv. baglængs.

baklest, adj. meget belæsset i den bageste Ende; f. Ex. om en Slæde.

Baklid, f. Fjeldside som vender fra Solen eller mod Nord. (Trondh.).

baklides, adv. paa Skyggesiden. Ork.

Baklut (u’), m. Bagdeel.

Bakmeis, m. (f.), Kurv el. Net af Vidier, bestemt til at bæres paa Ryggen. Indh. og fl.


Bakmessa, f. omtr. som Efter-Messe. Koma i Bakmessa: komme lidt for seent, efterat den bedste Tid er forbi. Østl.

Bakola, f. Halerem, Bagrem i en Hestesæle. Tildeels ogsaa udtalt Bakora (Rommerige, Orkd. og fl.). Ellers: Bak-ell (Smaal.), Bak-jell (Num.Tinn), Bak-jøla (Buskr.), Bakhøla (Sogn). Vistnok forskjellige Ord. (G.N. ól, og ál, f. en Rem). Andre St. Halereim, Halestag, og fl.

bakrang, adj. bagvendt, forvendt. Hall.

Bakreip, n. Bagreb (paa et Læs).

Bakriv (i’), m. Garnbom i en Væverstol. Valders og fl. Ellers: Bakreste, m. (Gbr.), Bakrull (Sogn), Storeriv (Sdm.).

Bakrom, n. Bakrum, Bagværelse; bageste Roerplads i en Baad.

Bakrull, m. s. Bakriv.

Bakryfte, n. Bagstykke i Klæder. Østl.

baksa, v.a. baxe, flytte med Haandspiger. Nordl. Hertil Baks, m. Løftestang.

baksa, v.n. arbeide sig frem, slaae sig igjennem. Omtr. som baska.

Baksal, m. Overværelse, som vender mod Gaardsrummet. Modsat Framsal.

Baksegl, n. Bagseil, Vindkast som slaar Seilet tilbage mod Masten.

Baksele (e’), m. en Rem omkring Hestens Sider og Laar, tilfæstet til Sælen for at stoppe eller holde tilbage, naar man kjører ned af Bakkerne.

baksett, adj. baglastet, tungt ladet bag til; om Baade og Fartøier.

baksid, adj. sid, nedhængende bag til.

Baksida, f. 1) Bagside. 2) Skyggeside, Nordside (= Baklid, Baksøla).

Bakskaut, n. bageste Seilskjød.

Bakskut (u’), m. Agterenden af en Baad.

Bakskyts, m. s. Atterskjot.

Bakslag, n. 1) Slag eller Stød fra Bagsiden. 2) Lamhed i Baglemmerne, paa Dyr (?).

Bagsleng, m. Kast eller Stød bagfra, Bagsmæk, uventet Stød. I lignende Betydn. ogsaa: Baksmikk, m. og Bakstøyt, m.

Bakstamn, m. Bagstavn.

Bakster (Bakstr), m. 1) Bagning. G.N. bakstr. Især om Fladbrøds-Bagningen, som sædvanlig foretages to eller tre Gange om Aaret og da vedvarer i flere Dage. – 2) Ophedning, stærk Opvarmelse. (Sjeldnere). – 3) den Mængde som bages paa een Gang; tildeels ogsaa: Bagværk, Bakkelse. – I Sammensætning bortfalder “r” sædvanlig i Udtalen, og Ordet faar en svagere Betoning (Bakste, ikke Bakst’e), f. Ex. “Bakstekaana”, G.N. bakstrkona.

Baksterbord, n. Bord at bage (Fladbrød) paa.

Baksterdag, m. Bagedag.

Baksterdeigja, f. = Baksterkona. Hall. og fl.

Baksterfjøl, f. et lidet Bagerbord.

Baksterfløyg, m. s. Fløyg.

Bakstergagn, n. Redskaber til at bage med. Sjelden. I Tel. Bakstegogn.

Baksterhella, f. en rund Jernplade til at stege Fladbrød paa. Vest og nord i Landet. (Ved Trondh. Bakstehyll’). Ogsaa kaldet Baksterjarn (Indr. Namd.). Jf. Takka. – Baksterhellen skal egentlig have været en virkelig “Helle”, dvs. Steenskive, som fordum brugtes hertil. (P. Claussøns Norges Beskrivelse, S. 72).

Baksterjarn, n. 1) = Baksterhella. 2) en Form til Vafler eller Kager.

Baksterkall, m. den sidste Stump af Deigen til en Bagning. Trondh.

Baksterkjevle, n. en Rulle eller Valse til at forme Fladbrød med. S. Kjevle.

Baksterknoda (o’), f. Deigklump til Bagning.

Baksterkona (o’), f. Kvinde som bager, el. bliver leiet til at bage. Faa Baksterkonelit (i’): blive bleg eller hvid i Ansigtet.

Baksterlefsa, f. nybaget Fladbrød til at smage paa.

Bakstermjøl, n. Meel til Brød

Baksterreide, m. s. Bakstergagn.

Baksterspade, m. s. Spade.

Bakstervid (-ve), m. Bagerved.

Bakst-otta (oo), f. Bagning som begynder tidlig om Morgenen.

Bakstova (o’), f. Stue som vender til Gaardsrummet. Modsat Framstova.

Bakstykke, n. Bagstykke i Klæder.

bakstyren, adj. omtr. som villstyren. Sfj.

Bakstøyt, m. et Stød bagfra.

Baksæte, n. Bagsæde, f. Ex. i en Vogn.

Baksøla, f. Skyggeside, Side som vender fra Solen. Hall. Paa Voss: Baksøylda (rettere Baksøld). Ellers Avsøla.

baksølt, adj. bortvendt fra Solen, hældende mod Nord. Hall. baksøylt, Voss.

baktala, v.a. (ar), bagtale (= lasta paa Baket). Baktale, m. Bagtalelse.

Baktofta, f. bageste Roerbænk.

baktung, adj. tung i den bageste Ende.

baktyggja, v.a. (s. tyggja), bagvaske, forfølge med Sladder og Bagtalelse. Østl.

bakveges (gj), adv. bagud, tilbage. Hall. og fl.

Bakvegg m. Bagvæg.

bakvend, adj. bagvendt, med Bagsiden fremad. – bakvendt, adv. omvendt; ogsaa bagfra, f. Ex. lesa bakvendt.

Bakvudu, s. Bakida.

Bal, n. (af bala), 1) Støi, Larm, Tummel. 2) Møie, Besvær; Uleilighed, slemme Omstændigheder.

Bal, f. 1. Balg, Skede, f. Ex. til Sværd. Tel. I Romsd. Bale, m. (Isl. bal, n.)

Bal, f. 2. Mælkekar (= Kolla, Ringja). Hall. Vald.

bala, v.n. (ar), 1) buldre, støie, gjøre Larm; ogs. lege, tumle, boltre sig. Valders og fl. I Gbr. baalaa. – 2) arbeide med Møie, slæbe, anstrenge sig; ogs. kjæmpe sig frem, slaae sig igjennem. Meget brugl. vestenfjelds;
ogsaa i Nordland. Isl. bala (Haldorson). – 3) drage sammen, opdynge, ophobe forskjellige Ting. Østerd. (baalaa). Jf. Sv. bala: bygge Rede o. s. v. – 4) løbe i Brunst, være “bøl”, om en So. Indr. “baalaa”. I Namd. “bøla”. – Om disse Betydninger høre sammen til eet Ord, et tvivlsomt. Ved Sammenstilling med: Bol, bøl, Bøle, kunde man her slutte tilbage til et stærkt Verbum bala (bel, bol, balet), men hvad dette skulde betyde, er uvist.

bald, adj. djerv, driftig, tapper. I gamle Viser (Landst. 102, 169, 686). Maaskee rettere: ball (jf. bella). G.N. ballr (jf. baldinn). Sv. bål, bold; D. bold; Eng. bold. (Ang. beald; Ght. bald; Goth. balþs).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   6   7   8   9   10   11   12   13   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə